Som følgere af min Facebook- side vil vide, så havde jeg for et par uger siden besøg af Mike fra Indslev Bryggeri, som bragte mig en lille leverance af et udvalg, af de nyeste øl fra Ugly Duck. Jeg takker endnu en gang og kvitterer gerne med lidt omtale på bloggen. Reglen er naturligvis, at jeg siger min mening, uanset om den er positiv eller negativ.

Første øl, i det ellers hovedsageligt, sorte selskab, var Golden Eye, som er en gylden og let sødlig øl, der er gæret med belgisk gær, som giver det der særligt belgiske. Det er dog ikke en helt klassisk belgier, da der er tilsat en vis mængde humle, som giver en fin bitterhed, men også en frisk aroma af den tilsatte Simcoe. Det er dog mere en gylden belgier, end det er en IPA eller APA, så forventer man en humledomineret øl, så bliver man skuffet. Jeg kunne nu ret godt lide den og tænker, at man sagtens kan tage et par stykker, eller mere, på en festlig aften.

Den næste i pakken, der blev befriet fra sit fængsel var Double Retro IPA, som er en klassisk moderne IPA med humler, der var moderne for ti år siden, men som måske er forsvundet lidt de sidste par år. Det er en let tåget orange IPA, der har en rigtig fin aroma fra de tilsatte humler Cascade, Columbus og Chinook. Der er altså godt gang i harpiks og grape. Øllet er med sine 9% ganske fyldigt og vi bevæger os vel også i omegnen af en double IPA, der ofte er relativt sød under bitterheden. Double Retro blev smagt helt frisk, så humlen stod helt klart i billedet og leverede på både aroma, smag og bitterhed. På ingen måde en nyskabende IPA, men en heldigste en af slagsen, for Den smager sgu godt.

Mens folkeafstemningen blev fulgt, så blev den kulsorte stout Nothing but Trouble nydt. Det er en stærk, sød og bitter imperial stout på 11%, som er brygget sammen med Menno fra hollandske De Molen. Martin fra Stovt deltog i øvrigt på brygdagen og har skrevet om det her.

Nothing but Trouble er som nævnt både stærk, sød og bitter, men derudover fornemmes røg i både aroma og smag og jeg formoder, at man fra starten har søgt en grundøl, der skulle smides på et udvalg af træfade, ganske som det jo også er sket. I sin rene form er Nothing but Trouble ikke den mest spændende stout fra hverken Ugly Duck eller De Molen, til gengæld er den uforskammet godt lavet, så jeg glæder mig til de fadlagrede udgaver.