Untappd

I det seneste nummer af ØLentusiasteN er der en artikel, der giver et bud på hvad Untappd er for en størrelse. Artiklen/indlægget er skrevet af undertegnede og jeg tænker, at det godt kan klare en offentliggørelse her også.

Har du undret dig over hvad Untappd er for en størrelse? Så kommer her et bud.

Du kender sandsynligvis Ratebeer og måske også BeerAdvocate, som begge er sider, hvor man kan finde øl og give dem en bedømmelse, ud fra forskellige kriterier som udseende, aroma, smag osv. I sammenligning er Untappd langt mere simpel i sit udgangspunkt. I sidste ende ligner toplisterne over danske øl og bryggerier dog hindanden en del, selv om Danmarks bedste bryggeri på Untappd er noget af en overraskelse.

Untappd benytter selv sloganet Drink Socially og det er da også langt hen ad vejen et socialt medie, som f.eks. Facebook og Twitter, mere end det er et grundigt og dybdeborende anmeldelsessite.

Helt grundlæggende er tanken, at når man alligevel er i gang med at nyde en god øl, så kan man jo lige så godt dele det med vennerne. Undertegnede har en lang række venner på Facebook, som ikke interesserer sig voldsomt for øl, og som derfor ikke gider følge mine rejser ud i øllets verden. De slipper og jeg kan dele mine øloplevelser med folk, der udelukkende er mine ”venner” med det formål, at se statusopdateringer om netop øl. Untappd har ikke en like- knap, men til gengæld er der en toast- knap, så man skåler frem for at like. Det giver jo ganske god mening, når man tager typen af opdateringer i betragtninger. Ligesom på de mere gængse sociale medier er der i Untappd også en mulighed for at tjekke ind, der hvor man drikker sin øl. Lokaliteterne findes i et samarbejde med siden Foursquare, der leverer real time lokalitetscheckins. En funktion alle sociale medier har i dag.

Untappd leverer en realtivt simpel bedømmelsesdel, men man kan dog godt undlade at give en bedømmelse og bare tjekke ind. Undertegnede er venner med flere bryggere eller ansatte på bryghuse og de nøjes som regel med et checkin, frem for en egentlig bedømmelse. Det giver dem mulighed for, at deltage i et socialt ølfællesskab, samtidig med, at de kan holde sig gode venner med kolleger fra andre bryghuse.
image

Selve bedømmelsen er en vurdering af det samlede indtryk af øllet og skal altså ikke, som f.eks. på Ratebeer, deles op i øllets forskellige elementer. Der gives mellem 0 og 5 stjerner, der dog kan deles i kvarte stjerner. Der er også plads til en kort beskrivelse/anmeldelse af øllet, men pladsen begrænses til 140 tegn og har dermed maksimalt samme længde, som et tweet på Twitter, hvilket naturligvis ikke giver de store muligheder for at komme grundigt omkring, men som er fint til at give et hurtigt indtryk af øllet.

Untappd har også et gamification- element, hvor man tildeles forskellige badges alt efter hvilke og hvor mange øl man smager. Det kan være alt fra type- eller landespecifikke badges, som det kan være relateret til helligdage og lignende. Det har i sig selv ingen praktisk funktion, men det giver et sjovt element til oplevelsen.
image

Untappd findes på nettet på http://www.untappd.com, men det er mest logisk at tilgå Untappd som app fra telefon. Den er altid lige ved hånden, så man kan finde nærmeste bar, bryggeri eller om der er andre, der drikker øl i nærheden, derudover er den udstyret med kamera, så man også kan forevige det øl man drikker. Og ja, der er også et badge, når man har haft tilstrækkelig mange checkins ledsaget af et billede.