MBCC2019: Lørdag

Mens vi venter på at komme ind

Det har taget lidt tid, men nu er jeg endelig kommet til tasterne igen. Jeg må være mindst et opslag eller to bagude, men jeg håber på, at jeg få rodet lidt bod på det nu. En del af problemet er, at det på en eller anden måde, ikke er helt så interessant at beskrive selve MBCC. Mine billeder bliver også sjældent rigtig spændende, men nu prøver jeg alligevel.

René og jeg skulle mødes med Niels Kristian fra A word on Beers og fulgtes dagen igennem med ham og hans kone. Begge var fremragende selskab. I år var selve køen ikke så slem, da man ret hurtigt kunne få sit armbånd på og komme ind og nyde en køøl eller to.

Årets første køøl var fra Loka Polly, der i mellemtiden har skiftet navn til Polly’s Brew Co. Uanset navnet, så var det en rigtig fin ipa.

Efter lidt køøl satte vi straks kursen mod bornholmske Penyllan, der var med for første gang. Vi fik hurtigt hilst på Jessica og Christian og fik naturligvis smagt på de to øl de havde med. De holdt begge to et ret højt niveau, hvilket også var forventet. Jeg glæder mig til at se dem og smage på deres øl igen i juli, hvor min og familiens ferie går til Sandvig. Peter fra The Master of Hoppets havde en samtale med Jessica til den blå session. Det er en ret fin samtale, som jeg synes I skal se her.

Angela og Freya var et par rigtig behagelig damer

Vi havde som sædvanligt ikke de helt faste planer omkring hvad vi skulle smage, så vi tog det ret stille og roligt og smagte på det vi kom forbi, selv om der da var bryggerier, som vi meget gerne ville forbi. Der var selvfølgelig nogen øl, som vi på baggrund af vores mangel på taktik ikke nåede at smage. Ærgerligt, men der var heldigvis rigtig meget andet godt.

I år var der for første gang desværre også decideret dårligt og kedeligt øl med. Hvorfor Mikkel Borg Bjergsø havde valgt at invitere et nordkoreansk bryggeri med til MBCC går simpelt hen over min forstand, for det var simpelt hen ikke værd at drikke nogen af de to pilsnere, som de havde med. Det var i hvert fald ikke her jeg blev overbevist om, at det er the year of the lager.

Den glade mand fra Taedonggang Brewing Co ville gerne stille op til foto og ville gerne prøve at fortælle om sit øl. Der var nu ikke meget godt at sige om det. Mikkeller må se et marked i Nordkorea eller en anden gimmick, som jeg har til gode at gennemskue.

Vi kom naturligvis forbi nogle af de sikre kort, som f.eks. Modern Times, der igen i år havde den fuldstændig fantastiske Monster Tones med. Den bliver jeg nok aldrig rigtig træt af, ligesom et besøg hos de gode folk hos Superstition Meadery altid skal besøges. De skuffede heller ikke i år, hvor de havde to mjød med, der hver for sig var rigtig gode, men som i et blend var fremragende. Hvis de sender det på gaden, så kan de bare tage alle mine penge. Af en eller anden grund, så ender jeg altid med at have nogen af de bedste oplevelser med mjød og andet, der ikke nødvendigvis er øl. Jeg fik også smagt på rigtig gode ting fra Fredriksdal og Cold Hand Winery.

Helt generelt set, så var det igen i år en helt gennemført fremragende dag, men jeg er faktisk ikke helt sikker på, at jeg har lyst til at deltage på alle sessions. En mere om fredagen kunne i teorien være helt ok, men så ville vi miste vores tur rundt i København fredag. Og det har vi ikke lyst til, når man nu ikke kan bruge hele ugen i København.

Jeg har med garanti glemt at nævne en masse menesker og en masse øl, men det hele er så koncentreret på de fire timer, som er til rådighed på en session, så det bliver hurtigt til nogle for korte samtaler og rigtig mange forskellige samples, men det er helt sikkert, at jeg kommer tilbage igen næste år, hvis ikke et eller andet går helt galt, for niveauet er tårnhøjt og ses ikke lignende i Danmark.

Anmeldelse: Small Batch Brewery Del 1

For et par dage siden fik jeg uventet besøg fra en tidligere kollega, der for nogle år siden valgte at stoppe som lærer og flytte på tværs af landet, for at drive Pension Sandbogaard i Allinge på Bornholm. Nu har de sat deres hus til salg, så jeg gætter på, at livet som værtspar er godt for dem, for de vil tilsyneladende ikke tilbage igen. Bornholm er jo også en dejlig ø, så det er måske ikke så uforståeligt. 

Jeg modtog et fint udvalg af ni forskellige øl.

Som sagt, så kiggede hun, sammen med sin mand, forbi Casa Ousen, da hun havde forladt klippeøen med en smagekasse fra Small Batch Brewery Bornholm, som var tiltænkt mig. Jeg har  tilsyneladende ikke tidligere havde smagt øl fra, så det bragte glæde i det lille hjem.

Jeg har valgt at dele øllet op i lidt forskellige grupper, som måske giver mening. I hvert fald vil jeg i dette indlæg kigge på de første fire øl, som også er dem, som jeg har fået smagt indtil videre. Det drejer sig om Pale Ale og de tre øl, som er en del af en single hop serie med navnet Dirty Dozen, så jeg er næppe helt igennem den serie. Det bliver selvsagt ikke verden længste anmeldelser, når der skal være plads til fire i et indlæg, men mon ikke det går an?

Vi er ude i en lys pale ale med et flot hvidt skum. 

Øllet kom langvejs fra og havde stået i en varevogn, så det var behageligt afkølet, så jeg tog chancen og åbnede No. 1 Pale Ale, som er en lys orange øl med en fin karbonering og et godt solidt hvidt skum. Aromaen byder på citrus, harpiks, men også en sød frugtagtig note. Det er faktisk ret fint. I munden møder man først en sukkeragtig sødme, der går over i citrusfrugter og slutter med grapefrugt og harpiks. Det er en ret bitter øl, som sender tankerne hen på en old school west coast ipa, hvilket er fint nok, da vi i lang tid nærmest kun har kunnet få meget lidt bitre ipa’er og pale ales. Det er ret solidt og smager fint, men der vindes næppe priser for innovation og overraskelse.  

I glasset er det en fin og let hazy øl, så der er uden tvivl kommet en smule humle i.

Anden øl på bloggen er den første af de tre Dirty Dozen, nemlig nummer 1, som skal showcase Citra. Desværre giver den ikke alverden fra sig i aromaen, men hvis jeg går ud fra, at bryggeriet giver en holdbarhed på et år, så er flasken også fra juli og dermed har aromaen nok været lidt skarpere, end den er nu. De aromaer jeg får, minder på mange måder om føromtalte Pale Ale og byder på grapefrugt, lidt hø og en fornemmelse af malt. Det billede går igen i smagen, hvor jeg savner noget af det tropiske, som Citra kan bidrage med og det hele slutter ret bittert. Det er egentlig ret solidt, men som showcase for en enkelt humle, så lykkes det ikke helt. Jeg ville gerne prøve en helt frisk flaske, for som den står nu, så bliver det en tand for bittert og for let i aromaen til helt at komme op at ringe. 

En lille smule mørkere end Citra- udgaven, men også med et mere holdbart skum

Tredje øl, og anden single hop, er Nummer 8, som skal lære os noget om Nelson Sauvin og, i modsætning til Citra, så kan man faktisk klart fornemme humlens karakteristika i aromaen, som byder på hyldeblomst, sødme, krydderurter og en smule malt. Mundfølelse og smag er som den første i serien og byder derfor på malt, sødme, bitterhed, men igen skinner humlen klarere igennem med en bæragtig sødme, men også med bitterhed og en let krydret note. Den opleves noget mindre bitter, end Citra- udgaven og det klæder øllet godt, da jeg lettere oplever humlen, når den ikke gemmes bag bitterhed. Det er en solid øl, som ligger et sted omkring old school west coast ipa. 

En flot næsten helt sort øl, men en smule lys kan lokkes til at skinne igennem.

Sidste øl i denne omgang er Dirty Dozen 5.1, som også stikker helt ud, og som måske derfor burde omtales i et andet indlæg, men nu er den drukket og oplevelsen er nogenlunde frisk i hukommelse. Den er, som nummer 5, brygget med Cascade, som jo klassisk giver grapefrugt i aroma og smag. I denne øl gør humlen bestemt gavn, men den bliver ikke klart udstillet, som i de andre øl, da man, som nummeret også antyder, er ude i et ekstranummer i form af en sort ipa/cascadian dark ale, som ellers er en lidt glemt stilart. Den byder på ristede noter og citrus i aromaen og det går igen i smagsbilledet, som tydeligt har ristet malt, sødme, en smule lakrids, en fin fylde og en del citrus med grapefrugt. Det er naturligvis bittert, da både sorte malte og humle kan give bitterhed, men der er fylde og sødme nok til at bære det. Jeg er faktisk ret begejstret for den her. Der er alt for få gode sorte ipa’er, men den her drikker jeg meget gerne igen, for den er altså ret lækker. 

Øl og smørrebrød

Tidligere i år skrev jeg en artikel om øl og smørrebrød til Food & Drink. Nedenstående er i runde tal den artikel, der blev bragt i bladet. Vil du se artiklen, som den bør se ud, så er det trykte magasin klart at foretrække, men online- udgaven ser faktisk også ret fin ud. Den kan findes her.

Findes der næsten noget mere alsidigt end smørrebrød? Der er så mange muligheder i forhold til udformning og variationer over forskelligt fyld. Lige fra den klassiske rejemad på lyst brød til mørkere og væsentligt tungere stykker, som f.eks. tatar.

Desværre kniber det ret ofte, når der skal sættes drikkevarer sammen med smørrebrød. Nogen vil nok endda mere, at det for alt for mange restauranter og caféer kniber med overhovedet at føre et spændende udvalg af øl. Jeg fik for et par år siden foræret en grundbog, der har været benyttet på tjeneruddannelsen, når der undervises i øl og jeg må sige, at det ikke kan undre nogen, at det kan knibe for tjenere og restauranter at råde og vejlede i øl, for selv om bogen er ret grundig i forhold til øllets ingredienser og sensorik, og har et fint afsnit om øltyper, så er selve vejledningen i at matche øllet med mad ikke ret omfattende eller grundig. Der kan tilsyneladende kun drikkes lagerøl til røget og marineret fisk. Der kan man nu sagtens finde på andre velfungerende øl, men måske er der kommet en opdateret udgave, der er fulgt lidt mere med tiden i forhold til øl.

Da jeg kastede mig over denne artikel, gik det op for mig, at der hvor jeg bor, er der visse udfordringer, hvis man vil ud at spise smørrebrød i en ordentlig kvalitet. Vi har forskellige muligheder for at tage med hjem og selv matche med øl, så det bliver i høj grad det, som jeg her tager udgangspunkt i, da jeg af den årsag ikke alt for ofte går ud og spiser smørrebrød. Den eneste restaurant, der regelmæssigt serverer smørrebrød, har et fint udvalg af håndværkssodavand fra Ebeltoft Gaardbryggeri, men øllet leveres af et af de store firmaer og selv om det faktisk kan lade sig gøre, at lave nogenlunde fornuftige matches, så bliver det aldrig rigtig spændende. Her er det, som det meget ofte er en one size fits all, hvor hovedrollen spilles af et af de store bryggerier og byder på en pilsner og en classic, hvilket uden tvivl også dækker mange menneskers behov, men måske vi kan gøre det lidt mere spændende end det. Der er ingen tvivl om, at man ikke går helt galt i byen, hvis man vælger en af de ovennævnte øl og de vil da næppe heller overdøve det stykke, som man vil parre det med. Men bliver det ikke kedeligt i længden? Til meget andet mad ville vi næppe lade os nøje med to næsten ens vine. Begge hvidvine, men med små nuancers forskel. Det ville vi næppe acceptere, så i det følgende vil jeg prøve at give nogle bud på en mere interessant sammensætning af smørrebrød og øl.

20180330_115517I forbindelse med påsken prøvede jeg at kaste mig ud i et stykke med sild, som jeg selv kreerede, og her ville en smørrebrødsjomfru nok ryste på hovedet, men det virkede nu ret godt. Jeg købte nogle kryddersild, som røg på et stykke hjemmebagt rugbrød og blev pyntet af med lidt skalotteløg, karse, brøndkarse og en hjemmelavet karrysalat. Jeg er slet ikke i tvivl om, at en god pilsner ville gøre det helt fint her og en Høkerbajer fra Hancock ville nok være mit valg. På dagen tog jeg dog en Påske IPA fra Ebeltoft Gaardbryggeri, som har en fin fylde og en god frugtig aroma, der også går igen i smagen, uden at det dog går helt over i frugtjuice. Det hele balanceres ud med en rigtig fin bitterhed, som skærer igennem fedmen fra både fisk og karrysalaten og renser munden inden næste bid. Jeg har flere gange sat ikke for bitre ipa’er sammen med både krydret mad, men også med fisk, hvor det kan fungere helt fint. Som en tredje mulighed kunne man vælge en saison- type, som også giver en noget fint til et stykke med sild. Den tilfører både noget frisk og noget krydret, som kan virke ret godt.

20180406_112459Rejemaden, uanset om den har fået æg, fisk eller andet til, kræver en ikke alt for dominerende øl, da rejerne i sig selv er sarte og fine i smagen. Det skal man være meget forsigtig med at overdøve og derfor giver en pilsner igen faktisk fin mening, men den kan også kombineres med f.eks. en hvedeøl af enten tysk eller belgisk forbillede. Her er der masser af muligheder fra Indslev Bryggeri på Fyn. De har siden starten været fokuseret på hvedeøl i forskellige afskygninger og har en tysk uddannet brygmester, der har lært faget på verdens ældste bryggeri, Weihenstephaner, som jo nok er mest kendt for netop hvedeøl.

For laksemadden gælder mange de samme anbefalinger som gør sig gældende for rejerne. Man skal passe på ikke at overdøve fisken, men i den røgede udgave kan man godt give den lidt mere modspil og hvis man vil prøve noget lidt mere våget, så kunne man jo udfordre sin gæster med en gueuze fra Belgien, som med sin markante syrlighed, men også vinøse følelse vil kunne give et spændende modspil til en røget laks.

 

20180406_113804Til leverpostej, dyrlægens natmad eller måske en hønsesalat foretrækker min bedre halvdel en pilsner og til sidstnævnte har hun ganske ret. Der bliver det ikke meget bedre end en god bitter pilsner, mens jeg til de to andre f.eks. ville vælge en bock eller måske en dobbelbock. Det er undergæret øl med klar malt karakter, der giver mulighed for maden til at spille hovedrollen. Til testspisningen valgte jeg en klassiker i ølverdenen, nemlig Salvator fra tyske Paulaner. Den er fyldig og med lidt sødme fra malten, der giver et fint spil sammen med leverpostej, løg og sky. Den er nok det tungeste, der egner sig til leverpostej, men til gengæld skulle den vise sig, at være noget nær perfekt til en gang tatar med løg, kapers, peberrod og æggeblomme. Den underbygger kødets umami, æggets fedme og de skarpe og salte ting fra resten. Jeg er også ret glad for en god mørk belgier til oksekød i forskellige former. Den fineste af dem er, i mine øjne, Rochefort 10, som er intet mindre end sublim. En helt tredje mulighed kunne være en ipa, som f.eks. Bonny Beer fra Amager Bryghus, der har en fin aroma og bitterhed, der mere skærer gennem fedme og fylde, end den decideret underbygger dem, men det kan også fungere godt.

Min opfordring skal være, at man tør udfordre både sig selv, men også sine gæster og kunder. Der er så mange muligheder, der kan underbygge smørrebrød, men også mad generelt. Vi har omkring 200 aktive bryghuse i Danmark og min ikke, at der skulle være et lokalt bryghus, der har en eller flere øl, der kan give noget til maden. En god tommelfingerregel er dog, at man skal gå efter de traditionelle typer, der ofte ikke har alt for mange tilsætninger af specielle ting, der kan overdøve det emne man sætter det sammen med.

20180406_112117

Anmeldelse: Barrier Brewing Co. O-Ren Rishi

Den anden dag genså jeg Kill Bill vol. 2 og kom derfor i tanke om denne øl, som jeg købte med hjem fra Kihoskh, da jeg var til Mikkeller Beer Celebration.

20180519_212532.jpgO- Ren Rishi er, omend stavet lidt anderledes, den karakter, som i filmen spilles af Lucy Lui. Det er måske derfor, at øllet er tilsat noget så asiatisk som hvid the med fersken. Jeg ved det ikke.

Vi har at gøre med en ipa, der er tilsat the, hvilket kan give rigtig fine øl, men det kan også give en lidt træls bittered.

Øllet fremstår med en fin hazy orange farve med et tykt og klæbrigt hvidt skum og en behagelig karbonering.

Aromaen leder tankerne hen mod tropiske og søde frugter med meget klare noter af fersken med et lille syrligt tvist.

Smagen er ret meget som aromaen. Der er masser af sødme med en fornemmelse af malt, inden man får et tydeligt skud fersken og så en balanceret bitterhed.

Ret fin, super forfriskende og let drikkelig, men uden for alvor at imponere sådan rigtig meget.

Video: Stone IPA

Endnu engang prøver jeg med det der videohalløj. Jeg har drukket en klassisk ipa fra Stone Brewing i Berlin og vrøvler lidt om den og om øl i supermarkederne.

Kommentar til Endelig Fredag i Jysk Fynske Medier

Jeg er så gammeldags, at jeg holder min lokale avis, Fredericia Dagblad, i trykt format. Den er en del af Jysk Fynske Medier, og derfor deler den tillæg med alle de andre aviser i koncernen. Jeg har tidligere været efter koncernen, der efter sammenlægningen af de mange medier, formåede at have tre redaktører med vin som ansvarsområde, mens de desværre ikke havde en ansvarlig for øl som stofområde. Det kan jeg konstatere, at de stadig ikke har. Eller de har i hvert fald ikke nogen, der gider at tage øllet alvorligt.

20180306_084753.jpg

Overskriften er vel ret beset det bedste ved artiklen, selv om man da godt kunne diskutere om øllet behøver at være koldt

Om fredagen er der et par sider, de kalder Endelig Fredag og det kunne man få en masse ud af, hvis man ville det. Forrige fredag handlede det, så vidt jeg husker, om hjemmelavede tapas, hvor man jo fint kunne have smidt en ølanbefaling med, men det gjorde man nu ikke. I fredags handlede indslaget om øl og ost. Jeg fik kun lige skimmet tillægget og tænkte ikke lige så meget mere over det, indtil jeg blev spurgt om jeg havde set artiklen og om jeg havde en holdning til den, og efter en lidt mere grundig læsning, så har jeg bestemt en holdning. De tre delartikler ligger også online, men er ikke helt så overskuelige, som den trykte udgave, men læs evt lige artiklerne, inden du læser videre. De findes her.

Det første jeg lægger mærke til, når der skal vælges øl er, at pris tilsyneladende er et springende punkt for journalisten. Det ser ud til, at i hvert fald to ud af de tre øl er valgt fra tilbudshylderne i Super Brugsen. Albani Mosaic IPA er næsten altid på tilbud og lige omkring udgivelsesdatoen var også Leffe Brune på tilbud. Den sidste er Chili Tripel fra Midtfyns. Karakterene er tilsyneladende også givet efter øllets pris.

Øllen fra Albani får fem stjerner smidt efter sig. Det er, i mine øjne, fuldstændig til grin. Der findes så mange ipa’er på markedet og den fra Albani er på ingen måde i nærheden af toppen. Heller ikke, når man tilsyneladende ikke må give penge for øl. Den er pengene værd, når man er så heldig at finde en nogenlunde frisk dåse, da den ellers hurtigt udvikler en meget metallisk bismag, ligesom aromaen ikke er det store sus. Det kan altså også blive for billigt, hvis man vil sidde med en nydeøl til lækker mad eller bare for sig selv.

Chili Tripel fra Midtfyn får fire stjerner, men hvis man ikke skulle være bekymret for pris, kan man smide en ekstra på. Det er jo decideret useriøst. Enten er den fem stjerner værd, eller også er den ikke. Jeg skal være helt ærlig. Jeg synes, at Chili Tripel er en pivringe øl, som er maskeret af chili. Den har intet med en tripel at gøre, hvilket gør navnet misvisende. Hvis jeg skal give den lidt kredit, så er den væsentligt bedre, end de gimmickøl, som Midtfyns har udgivet med reality- kendissen Chili Klaus. Den kan måske endda give lidt modspil til nogle oste, hvis man er til chili. Jeg har intet imod chili, et af mine mest læste blogindlæg er om chili con carne.

Den sidste øl er Leffe Brune, som er en billigt produceret øl, der indeholder store mængder brygsukker, hvilket ikke er atypisk for stilen. Journalisten synes at smage muscovado, men jeg mistænker at der er glukose og en smule kandis. Belgiske øltyper kan man jo gøre meget med, hvis man har styr på gæringen, da man her får meget forærende. En mørk belgier er egentlig et rigtig fint valg til en del oste, men man forsømmer helt at inspirere sine læsere. I stedet falder journalisten for fristelsen til at sende sine læsere ned over grænsen efter billigt øl. Så kan de jo lige samtidig få fyldt bilen med Slots Classic.

De tre ølvalg svarer til, at man siger til folk. Det er ligemeget om du tager Liebfraumilch, Piesporter eller den med tyren, så har du valgt vin til osten. I den trykte udgave af artiklen er der også en anbefaling af vin, som dog vist ikke er til ostene. Også her er prisen vigtig i forhold til antallet stjerner, men det lader til, at man er villig til at smide en noget højere pris. Jysk Fynske Medier er ikke kommet forbi opfattelsen af, at vin er meget finere end øl.

Jeg har ikke testet om journalistens anbefalinger af sammensætning af øl og ost passer, men jeg vil godt give mit bud på hvordan man kunne lave et match. Beskrivelsen af ostene findes her. Hvis jeg selv har været i tvivl om hvordan osten skal matches, så har jeg kigget i min faste øl og ost- følgesvend Cheese & Beer af Janet Fletcher.

Til den første ost fra Thise ville det faktisk ikke være et helt dumt valg med en ikke for bitter ipa eller pale ale, da frugtigheden ville spille fint sammen med osten. Pale ale spiller sammen med en del af de lidt hårde oste, som f.eks. Manchego og Cheddar. Hvis jeg skulle handle i et supermarked, så ville jeg måske gå efter den klassiske Sierra Nevada Pale Ale eller en af varianterne fra Lagunitas, men der er så mange muligheder, hvis man er villig til, at øl ikke nødvendigvis skal være et coinoffer. Et andet bud kunne være en bock eller dobbelbock.

Den anden ost Tomme de Savoie er også en lys relativt fast ost, men den har en syrlig karakter, der kræver lidt modspil. Det kunne være fra en belgisk pale ale eller måske en saison, der har bitterhed og ofte krydrede noter. En øl som vil være, noget nær, optimal er Orval, der ovenikøbet kan findes fast i min lokale Super Brugsen. Den er lys, frisk, bitter, men har også en staldagtig note fra gæren Brettanomyces. Orval vil kunne give modspil til flere oste på samme måde, som en god hvidvin vil kunne det.

Den tredje ost er en gedeost fra Tebstrup, som godt kunne matches af Orval eller f.eks. Duvel, men man kunne også hoppe i en helt anden retning og tage en dubbel fra f.eks. Westamalle eller Chimay og hvis man absolut vil det, så kunne Leffe Brune nok også klare det. Skulle man prøve noget helt frækt, så kunne man måske prøve med en syrlig kriek eller en lys bock.

De to sidste oste, Kulsort fra Arla Unika og Papilion, er begge blåskimmeloste i forskellig styrke i forhold til karakter. Kulsort er lettere end den franske og kræver ikke så tungt et modspil. Man kunne prøve med en tripel eller en måske en imperial ipa, uden for meget bitterhed. Alkoholstyrken i en tripel, som f.eks. en Karmeliet, ville give osten noget modspil, men vil ikke tage over.

Til den tungere Papilion kan man gøre forskellige ting med øl. Man kunne vælge en tung mørk quadrupel, som Rochefort 10 eller man kunne gå all in og vælge en stout, der giver en masse karakter, men som spiller overraskende godt med blåskimmel. Kraftig ost kræver kraftigt modspil.

Det tog mig ikke lang tid at finde ostene fra artiklen og heller ikke lang tid, at overveje hvordan det skulle sættes sammen med øl. Det kræver naturligvis en smule, men det kan i den grad betale sig for smagoplevelsen, at turde tænke lidt længere end kun pris.

Jeg er skuffet over den indsats og det fokus, som er øllet tildelt i Jysk Fynske Medier.

Årets Danske Ølnyhed: Finalisterne

Hvis der er noget i den danske ølverden der kan skabe debat, så er det Danske Ølentusiasters kåring af årets danske ølnyhed. De sidste år har vindere og finalefelt fået en del kritik for at være uambitiøst og ikke afspejle virkeligheden. Det er nok ikke en helt skæv kritik og jeg har heller ikke selv været udelt begejstret. Det har jeg bl.a. skrevet lidt om her. På bagkant af min kritik af forening og afstemning, så modtog jeg sidste år et opkald fra landsformand Hans Peter Jepsen, der spurgte om jeg ikke ville være med i et udvalg, der skulle gentænke kåringen. Jeg valgte at sige ja til udfordringen og det er jeg glad for i dag. Det har været et spændende arbejde med gode folk, selv om der også har været modstand både udefra og indefra i foreningen og jeg synes faktisk også, at vi er kommet et godt stykke hen ad vejen mod en langt bedre kåring.

Årets finalefelt

Udvalget har, blandt flere andre tiltag, strammet lidt op på hvilke øl der kan komme i betragtning til prisen. Det drejer sig bl.a. om krav til tilgængelighed og mængder, således skulle det være muligt for alle medlemmer at smage øllet til medlemsmøder, og dermed kan der stemmes på baggrund af smagte øl og ikke på hvilke øl, der kunne have været sjove at smage. Det vil i år også være sådan, at medlemmer skal stemme skriftligt til en finalistsmagning for at gøre sin stemme gældende, så man er altså nødt til at møde op og smage på øllet. Det har været bryggerierne selv, samt medlemmer af foreningen, der har kunnet indstille kandidater. Derefter er alle indstillinger blevet kontrolleret for nyhedsværdi, tilgængelighed osv. Desværre lader det til, at nogle, i hvert fald et, bryggerier har følt sig forbigået eller ignoreret. Jeg kan ikke forestille mig, at der ikke her er sket en fejl, men vil også gerne anføre, at nogle små bryghuse er overordentligt svære at komme i kontakt med. De svarer ikke på hverken mail eller opkald. Indimellem passer de kontaktinformationer de har på hjemme- og Facebooksider simpelt hen ikke.

Som mange måske ved, så er første afstemningsrunde i år erstattet af, hvad der skulle have været, tre smagepaneler, som hver skulle finde tre finalister i de tre kategorier.    Det

20180120_112057.jpg
Et arrangement som en panelsmagning kræver, at nogen gider servicere smagerne og heldigvis blev Henrik hængende gennem hele smagningen og gav en hånd med. Hans kone Pernille sad i øvrigt med i panelet, som et af de lokale medlemmer.

viste sig dog ret vanskeligt at samle et felt blandt øllene fra 0-4%, selv om der faktisk var nok indstillede øl til et panel, så endte det med, at der kun var tre kandidater til sidst og de gik altså direkte i finalen. Derfor blev panelet, der skulle have været afviklet i Region Nordjylland aflyst og øllet sendt til den stærke kategori, som blev smagt i København. Den lette kategori, mener jeg, bør udgå næste gang. Den giver ikke mening. Alle tre paneler skulle gennem blindsmagning udvælge de øl, der skulle videre til finalen.

 

Jeg var selv med til at arrangere panelet for den midterste kategori med øl fra 4,1-7% og vi fik samlet et rigtig fint felt af smagere, der alle skulle være medlemmer af foreningen, men derudover skulle dække tre områder, nemlig “almindelige” medlemmer, medlemmer af Danske Øldommere og så en række af bloggere/skribenter/andre personligheder fra den danske ølverden. Lokalafdelingen i Fredericia havde overtaget opgaven fra Region Sydøstjylland, der åbentbart ikke havde lyst til at deltage med arbejdkraft og derfor hjalp jeg også til med at finde lokaler og øllet blev også leveret til min adresse. En del af navboerne kiggede da også undrende, da fragtmand nummer syv kiggede forbi i fredags. Det er ikke hverdag i villakvarteret, at så mange lastbiler kommer kørende.

Vi endte med at mangle lidt af det forventede øl, men med 19 forskellige, så havde vi da en smagning til deltagerne. De blev delt i tre grupper af tre, der hver især skulle smage et udvalg af øllene, hvorefter hver gruppe sendte tre øl videre til, hvad vi kunne kalde, en slags semifinale. De ni øl blev så efter en pause smagt i den store gruppe, hvorefter panelet debatterede sig frem til tre finalister og to runners up, hvis nu en af vindende øl skulle blive diskvalificeret af en eller anden grund.

20180120_121331

Et udvalg af de smagte øl

I sidste ende blev det til et ret spændende felt fra vores kategori, hvor Amager Bryghus Mandarina Man, Ugly Duck Kinky Cowboy og Svaneke Bryghus Pommiere de Calme Houblonée gik videre til finalistsmagningerne rundt i landet.

Alle kandidaterne kan ses her og ledsages med en kort beskrivelse af øllet. Jeg må sige, at jeg oplever et markant løft af kandidatfeltet, når man gennem blindsmagninger udelukker lokalpatriotismen fra at vælge finalister. Jeg glædes da f.eks. over, at min egen vinder som årets nye øl Raw Power fra Ebeltoft også er finalen. Panelet i København kan ikke have været helt skævt.

20180120_164735

Efter en lang og god dag var vi en flok, der ikke var helt færdige med øl for den dag og på Den Engelske, som ellers er en sportspub, overraskede de med at have CBS til 99 kroner. Det er jo ikke stort dyrere end i butikkerne.