Tag Archives: IPA

To kolde fra kassen

Posted on by Standard Svar

Da jeg den anden dag var en tur omkring en af de lokale COOP- butikker, så fik jeg øje på det seneste skud på stammen i Vestfyns Willemoes- serie, nemlig Cold IPA, og da jeg vidste, at jeg havde en anden udgave af samme stilart hjemme i køleskabet, så fik jeg lyst til en lille side by side smagning af to meget forskellige bryggeriers bud på den nyeste variation over ipa, for der må næsten nødvendigvis være forskel på Hazy Bear og Vestfyn, når man tænker på alle de kæmpestore forskelle der er på de to, både i forhold til størrelse, udbredelse og niveau af hype og omtale. Hazy Bear har fået en masse velfortjent ros igennem et stykke tid, mens Willemoes nok får en smule mindre, men dog har jeg set en del på SoMe, der har været glade for deres bud på netop cold ipa. Hvor Hazy Bear er en ny spiller, så er Willemoes efterhånden ret gammel på markedet, og selv om de største nørder nok ikke rigtigt anderkender det, så tror jeg, at Willemoes bl.a. med deres porter, deres belgiske fortolkning og ikke mindst deres årgangsjuleøl har været med til at flytte en del i forhold til øl og måske også har været gateway for en del mennesker i deres ølrejse.

For at lave en reel sammenligning, så liner jeg lige lidt facts op. Jeg har som nævnt købt Willemoes Cold IPA i en COOP, SuperBrugsen i Erritsø, til den nette sum af 22 kroner, mens Frozen Sipper er indkøbt hos Drinkabeer til 59 kroner, så der er naturligvis forskel på prisen, og dermed måske også på målgruppen? Begge er ca. lige stærke, hvor fynboen holder 6,2%, så kommer århusianeren ind på 6% rent, så der ligner de hinanden. De er så vidt jeg kan se det også i omegnen af lige gamle, da jeg går ud fra, at de begge har fået et års holdbarhed af bryggerne. Cold IPA har en bedst før dato 11/5 2024, mens Frozen Zipper har datoen sat til 22/5 2024, så hvis det passer, så er det ikke alder, der kommer til at spille ind i forhold til humle og alder. Der er selvfølgelig forskel på opbevaring i butik, da Drinkabeer har øllene på køl, inden de sendes ud. Til sammenligning står øl, der ikke er fra Carlsberg eller Royal Unibrew, ikke på køl i butikken hos COOP, hvilket jo er en forskel. De havde i øvrigt også flere forskellige batches på hylden, men jeg valgte at tage af de nyeste bagerst. Som man kan se, så har jeg også valgt to ens glas, der jo skulle fremhæve aromaerne i ipa, og de er begge vasket af og skyllet grundigt inden skænkning. Det er egentlig ikke ofte nok, at jeg gør det på den måde, men jeg synes det gav mening her.

Hvis nogen ikke lige helt er med på hvad en cold ipa er, så er det helt kort fortalt en ipa, ofte med enten majs eller ris, der er tilsat for at give fylde, men også en tør slutning. Cold kommer af, at den er gæret noget køligere end en ipa normalt er, og der er derfor udgaver med både lagergær og alegær, eller både og. Jeppe, der er brygger på netop Hazy Bear, var med i episode 96 af Ord om Øl, hvor han fortæller mere om stilarten, og selv om jeg ikke er helt upartisk, så synes jeg helt bestemt, at det er et lyt værd, for der er en god blanding af nørd og tilgængelighed i Jeppes viden og formidling af øl og netop stilarten her.

Jeg havde linet op til en fin fotosession i haven, for at øllene skulle præsentere sig som de sommerøl, som jeg forventede, at de skulle være, men så kom den danske sommer forbi, og jeg rykke på den overdække terrasse, hvor poseringen måtte finde sted. Som man kan se, så er der meget klart et forskelligt udtryk i forhold til farve. Jeg fristes næsten til at skrive, som forskellen mellem pilsner og classic, for Willemoes har helt åbenlyst fået lidt mere farve, og dermed forventer jeg også mere brødskorpe og malt i smagen, men det slår faktisk allerede an i aromaen, der er klart mere maltbåren, en Sipperen er det. De har begge klare indslag fra humlerne, som for Willemoes’ vedkommende er Chinook, Galaxy og Cascade, mens Hazy Bear har benyttet Citra, Cascade og Columbus, så de er jo egentlig ikke milevidt fra hinanden i forhold til at blande nogle klassiske ipa- humler med nogle mere moderne i forhold til frugtnoter. Det tropiske er klart mest markant i aromaen hos Frozen Sipper, hvor jeg fornemmer citrusfrugter, melon, ananas og en lille smule krydderurter. Hos Willemoes får jeg krydderurterne først, hvor de sammen med brødskorpe og korn ligger forrest, men der også noget appelsin eller mandarin over det, men det er klart mere båret af malt, når man laver sammenligningen. Begge to dufter rigtig fint, men jeg er måske nok selv mest til det mere humlede og lette fra Hazy Bear, men er man derimod i humør til mere klassiske ipa- noter, så tro jeg faktisk, at man ville blive ret glad for Willemoes.

I munden er Cold IPA en ret behagelig oplevelse, for der er klart forbindelse mellem aroma og smag. Jeg får en fin maltet fornemmelse med korn og brød, men også en god frugtighed i form af appelsin, lidt strå, harpiks og så bitterhed som hvid appelsinskal og grapefrugt. Frozen Sipper er til sammenligning meget lettere og har nærmest mundfylde som en pilsner, dortmunder eller noget i den stil. Der er slet ikke samme fylde, men den virker på den måde lidt mere frisk og perlende, selvom den ser ud til, at være en lille smule mindre karboneret. Igen har den en mere frisk og tropisk humlekarakter med stikkelsbær, melon og noget ananas, men der er også, som hos den anden, også citrusfrugter med grapefrugt. Der lidt mindre harpiks, men der er klart noget bitterhed til stede, som er rigtig fint.

Der er helt klart slægtsskab mellem de to, men der er også en relativt stor forskel i både aroma, farve, smag og bitterhed, også det skal der nok også være, når man tager prisforskellen med i ligningen, for jeg er mest til den dyre, ikke fordi den er dyr, men den virker mere elegant og har en lidt friskere humleprofil, men jeg er helt sikker på, at andre vil foretrække den anden, men det er helt sikkert en smagssag, for på den måde, så synes jeg måske ikke, at de smager 100% af prisforskellen, hvis det giver mening. Der er nok gået mere humle pr. liter på Frozen Sipper, mens en del af forskellen i pris nok også er et udslag af stordriftsfordele og automatisering? Det vil jeg gætte på, og det sidste trækker måske for nogen craft ud af ligingen, men for andre er det nok også fuldstændig ligegyldigt. Skal jeg være rigtig hård ved Cold IPA fra Willemoes, så bliver bitterheden en lille smule uelegant, når man når ned igennem øllen, og her ville den være fin som deler, for så når den ikke dertil, mens Frozen Sipper ikke bliver skarp på samme måde, men det er måske også en del af forskellen på klassik moderne west coast ipa, og så på moderne west coast, hvor jeg, og her må nørder og bryggere gerne være uenige, lidt ser dem her i samme familie.

Forleden røg jeg i en debat om smager godt til prisen, som jeg synes er et forvrøvlet begreb, for øllet smager præcis af det samme, uanset prisen, men man kan jo godt synes, at noget er for dyrt i forhold til smagsoplevelsen, men så taler vi value for money, og det er bare noget helt andet for mig. Smager de to her så god til prisen? Det gør de klart, for de er begge velsmagende øl, som jeg meget gerne drikker igen, men det gør jeg gerne uanset prisen, men jeg anderkender også, at hvis pris kontra smag er et parameter, så tror jeg faktisk nok, at man måske skal gå efter Willemoes, og så finde en at dele med. Selv tror jeg nok, at hvis jeg bare skulle vælge en af de to, så ville jeg tage Frozen Sipper, og så bare dele den med mig selv.

Påskeøl fra supermarkedet

Posted on by Standard Svar

Jeg har indkøbt lidt forskelligt påskeøl i et par supermarkeder, og jeg vil faktisk gerne sende en lille anbefaling efter dem alle sammen, da de på hver sin måde vil kunne gøre det godt i forbindelse med påskens forskellige retter, enten på frokostbordet eller måske til en omgang påskelam.

I en af de lokale Dagli’Brugsen- forretninger fandt jeg til min overraskelse de to påskeøl fra Ebeltoft Gaardbryggeri, nemlig Påskebryg og Påske IPA. IPA’en har jeg vist jeg nok omtalt i rosende vendinger tidligere, men gør det gerne igen. Jeg har også lige genbrugt billedet fra dengang. Jeg tror nok, at jeg har lært lidt om billeder siden dengang. Det håber jeg i hvert fald. Det er en ret ligetil hazy ipa med diskret bitterhed, men med en fin fylde og smag af maltene, der giver lidt lyst brød og en smule sødme, men vigtigst en god blød fylde til øllet, der har en god omgang frugt i aroma og smag. Det bliver ikke en af de allertungeste oplevelser i forhold til tropiske frugter, men sammen med noter af citrus, så er de bestemt til stede. Jeg har før med held drukket den til en sildemad, men den kunne nok også klare nogle æg, måske med rejer.

Den anden fra bryggeriet er Påskebryg, som er en maibock, der jo er en lys bock med en bid af humle, som giver et noget mere bittert bid, end mange andre bock- typer. Jeg har selvfølgelig fået bortskaffet flasken, inden jeg skriver disse linjer, så jeg er ikke sikker på hvilke humler, der er benyttet i øllet, men jeg fornemmer noget moderne i smagen, der giver en klassisk tysk stilart en god kant. Det er på samme tid sødmefuldt og let bittert, hvilket helt sikkert også vil gøre sig godt på et frokostbord.

Tredje øl er fra Svaneke på Bornholm, og det er også en øl, som jeg plejer at købe hvert år, for den rammer bare et eller andet hos mig, som jeg ikke nødvendigvis helt ved hvad er, men det virker for mig. Den er købt i SuperBrugsen, som har den hvert år, men jeg synes også, at have set den i Rema1000. Påskefrokost kombinerer to stilarter, som jeg holder meget af, nemlig ipa og saison. Man får den relativt lette krop med lys malt og med brød og let sødme, og så får man på samme tid bid fra humle med citrus og lidt harpiks, mens saisonen byder ind med nelliker og peber. Begge stilarter kan bære noget bitterhed, så det er selvfølgelig også til stede, inden det hele slutter ret tørt. Det er øl, der kræver noget modspil fra den mad, som den skal sættes sammen med, så jeg kunne godt anbefale den som en outsider til lammet, eller til nogle krydrede lune retter på frokostbordet, hvor den med garanti vil kunne noget.

Sidste øl i denne omgang har jeg også fået tidligere og er fra Ørbæk, hvor Andreas og hans hold har brygget Bock Bock, og netop bock er en stilart, som de plejer at have ret godt styr på. Fornyligt smagte jeg en tørhumlet Humbock fra dem, og det var altså ret lækkert, og selv om den her nok er en tand mindre markant, så kan den bestemt noget på frokostbordet, for den er lige præcis, hvad jeg forventer i en bock fra Ørbæk. Den er brygget helt traditionelt med dekoktionsmæskning, der giver en god karamelliseret maltfylde, der naturligvis gør øllet sødt og fyldigt, men også med en lille smule rugbrød, der går over en i frugtighed, som man kan finde i søde æbler eller måske en blomme? Humlen giver lidt bitterhed og citrus, der vil kunne skære igennem fedme og krydret mad, så her er vi igen i de lune/varme retter med lidt fedt og krydderier, hvor jeg er sikker på, at den vil gøre det rigtig fint. En frikadelle- eller leverpostejsmad vil helt sikkert også kunne lege med her. Jeg snuppede den i kurven ved samme lejlighed som de to fra Ebeltoft, men jeg har set den i flere supermarkeder, så den skulle jo være til at finde derude.

Jeg er ikke på 5 ud af 5 på nogen af de fire øl, men jeg vil med glæde drikke alle fire igen en anden gang, og de vil helt sikkert kunne gøre det godt til en påskefrokost de kommende dage, og da de er tilgængelige i almindelig handel, så skulle de jo også være til at få fat på, selv om man er ude i sidste øjeblik, så hvis man mangler lidt øl, så er det bare af sted efter dem.

To gange ipa fra Møn

Posted on by Standard Svar

I den kæmpe kasse øl, som jeg fik i gave fra Bryghuset Møn, og om derfor nok skal markeres med reklame, har jeg fundet to gange ipa frem. En almindelig ipa og en dobbelt udgave af stilarten, nemlig den økologiske Klintholm India Pale Ale og Nyord Dobbelt IPA. Jeg har faktisk har smagt begge engang for nogle år siden, og egentlig husker den ene som en god old school oplevelse, mens den anden var ok.

Denne gang smagte jeg på Klintholm først, og det er stadig ret old school med en god portion maltsødme, der giver mindelser af brød og lidt korn. I aromaen er der også en omgang noget krydderurt, strå og en let citrus. I afslutningen er der lidt appelsinskal og en del bitterhed, der faktisk giver noget friskhed og balance til en øl, der nok eller ville blive for sød. Balance er nok det vigtigste ord, som jeg vil sætte på den her, for den er nok mest i den engelske retning, og ikke moderne i sit udtryk, men det gør ikke noget, selv om jeg ikke er helt oppe at ringe, for det smager rigtig fint, og hvis man er sporet ind på, så fungerer netop en engelsk ipa ret fint til noget mad med lidt fut på krydderier og fedt, så her ville den fungere rigtig fint. Jeg vil bestemt heller ikke sige nej tak, hvis den stod foran mig igen.

Næste øl i glasset må jo så være Nyord, som jeg på forhånd forventede ville være mere i samme stil, men med mere kraft på alkohol og fylde, for vi er lige gået to procent op fra 5.5 til 7.5. Der er også kommet lidt mere farve på, så vi er skiftet fra en fin orange til en lidt mørkere rødlig, hvilket også signalerer det lidt mere old school udtryk. I næsen er det igen malt, der umiddelbart dominerer med lidt sukker, mørkere brød, strå, appelsinmarmelade og en lille smule af noget krydret, som jeg har lidt svært ved at placere. I smagen er der lidt mere brød, som har noget sødme, men også en fornemmelse af lidt karamel, sukker, fugt og så er bitterheden noget mere markant og med fornemmelse af nåletræ. Det er meget i familie med den første, men der er bare lidt mere af det hele, men frugten bliver mere sød og marmeladeagtig. For nogle år siden, da Mad Scientist kun var et lokalt bryggeri, var jeg i Ungarn på sommerferie, og i det spirende ølmiljø var det sådan her, at de lavede alt ipa. Det var egentlig ok, og det er det også, når det kommer fra Danmark, selv om de største nørder/snobber nok skal kigge et andet sted, men jeg tro også, at Møn brygger til en anden målgruppe, og der er jeg sikker på, at det her, nok kan ramme ret fint. Igen ville den gå godt til noget mad med en del fylde og fedme, måske et frækt bud til lammekølle og flødekartofler?

Beer Battle pt. 3

Posted on by Standard Svar

Så kom der igen en af de der lange pauser på bloggen, men det er jo slet ikke så vigtigt, for nu sidder jeg jo ved tastaturet igen, så forhåbentlig kommer der noget godt ud af det.

Lørdag d. 3/3 2023 bevægede jeg mig med stor forventning mod Fredericia Brewpub, der lagde lokaler til tredje runde af en beer battle mellem Jørgen Henriksen, der er står bag ølafdelingen i Kvickly Middelart og Henrik Feldthaus fra Beershoppen i Kolding. De har, som titlen på blogindlægget antyder, tidligere krydset klinger to gange tidligere. En gang i Kolding og en gang i Middelfart, begge gange med en hjemmebanesejr til følge, så nu skulle de mødes lige omkring i midten på neutral bane i Fredericia.

Mere end 60 mennesker havde købt billet til de fem runder, samt mad og en fadøl, og da arrangementet var sat til klokken 18.00, så lagde vi ud med smørrebrød og en Urquell som ledsager. Smørrebrød og god pilsner kan jo ikke gå helt galt, og det gjorde det da heller ikke, så mætte og klar kunne aftenens kamp gå i gang. Fredericia Brewpubs ejer var i aftenens anledning også blevet ring announcer, og han fik linet regler op. Fem runder, hvor Henrik og Jørgen på skift skulle vælge en dansk og en udenlandsk øl indenfor de givne stilarter. De første fire runder var indenfor en given stilart, mens sidste runde var fri leg, hvor de to måtte vælge frit.

Lad mig med det samme slå fast, at jeg ikke gik skuffet hjem. Alt fra øl, over mad til aftenenes selskab var i top. Alle var mødt ind med den rigtige indstilling, hvor man var klar på at blive overrasket, imponeret og også prøve noget øl, som i hvert fald ikke alle, var helt på hjemmebane i. Det er altid godt, når man får skubbet lidt til sine grænser, også de ølmæssige, og det var der afgjort nogen, der fik i løbet af aftenen.

Første runde havde temaet lagers, og Jørgen lagde ud med en skotsk pilsner i tysk stil fra Newbarns. Jeg havde ikke tidligere mødt øl fra bryggeriet, men det var en ren og klassisk, og ikke mindst velbrygget øl, som ramte rigtig godt i stilen. Henrik fulgte op med en dansk øl fra hans hjemmebane i Kolding. For mig ramte den ikke stilarten, da den havde en utalt fornemmelse af gær i både aroma og smag, men den gik nu alligevel hen og vandt første runde til min gruppes undren. Den første var langt mere ren og indenfor det man forventer af pilsner og helles, men publikum bestemmer, og dermed gik sejren til Kolding. Retfærdigvis skal det siges, at vi fik lov til at tete en flaske mere, og den var langt mere ren, men havde stadig lidt gær- fornemmelse.

I anden runde skulle der dystes i ipa, og begge kombattanter var gået moderne og hazy, og denne skulle de danske farver forsvares af Pølsemageren fra Fyn, der dog havde været omkring Sjælland for at finde sin øl, som kom fra Gamma Brewing, der jo plejer at have godt styr på deres ipa’er, og det havde de bestemt også med Sworn, som er en dipa med masser af frisk tropisk frugt. Den var meget frisktappet, og jeg fik en lille smule hop burn, som trak det lidt ned for mig. Henrik havde fundet nogen af de, i mine øjne, allerbedste på det moderne haze i Europa, nemlig Overtone fra Skotland i samarbejde med engelske Northern Monk, som med deres dipa Can’t help myself lige ramte den en tand bedre hos mig. Den var lidt mere afstemt i bitterhed, sødme og frugtighed. Publikum var enige, og dermed blev det til endnu en tæt sejr til Henrik og Beershoppen.

Tredje runde bragte os endnu engang til det skotske, men denne gang i form af den syrlige runde, hvor Jørgen havde fat i en meget moderne øl med jordbær og laktose. Strawberry woo woo fra Vault City har jeg smagt tidligere og været ret glad for. Det var jeg igen, men den delte alligevel vandene ved det bord jeg sad ved, for det er samtidig med det syrlige også en ret sød og fyldig øl, da jeg formoder, at laktosen er tilsat rundhåndet. Det skal man være til, og er man det, så fik man en god omgang flydende rødgrød med fløde. Op imod den var Grollach fra Dry & Bitter, som er en moderne gose med brombær. På mig fremstod den desværre lidt tyndbenet og manglede mere frugt og måske også lidt mere salt, som jo er en af de ting, der er særlig for netop gose som stilart. Hos publikum blev jordbærrene også vindere over brombær, og dermed fik Jørgen reduceret og spændingen var dermed intakt, inden de to sidste runder.

Fjerde omgang var en rigtig lækker fadlagret runde, hvor begge deltagere var gået med imperial stouts i fadlagrede udgaver. Den udenlandske, som jo denne gang var valgt af Henrik, blev BA Ten Fidy fra Oscar’s Blues, der jo, i hvert fald i den rene udgave, er en klassiker i min bog, men som bestemt ikke var blevet ringere af en omgang fadpræg fra bourbonfade. Mine noter på øllet fra aftenen siger det nok egentlig meget fint. Lækker fadpræg. Kakao, chokolade, lidt lakrids, vanilje, virkelig elegant lavet. Den danske øl, som Jørgen havde med, var fra et af hans danske favoritbryggerier, nemlig Fanø. De har tidligere haft både et rødt og et hvidt bryllup på gaden, og i år er Black Wedding så kommet til. Hvor de andre har været på rødvinsfade og på hvide portvinsdfade, så har den sorte udgave hygget sig på et dansk Stauningfad, og det har helt afgjort også gjort gode ting for øllet, som fremstårret rundt og blødt, når man tænker på de høje procenter. Jeg får masser af mørk og dyb chokolade, ristede kaffenoter, ristet bitterhed og så er det hele indkapslet af en rund og lækker whisky. Det er svært, når man er oppe imod klassekerne, men her lykkedes det både hos mig og hos publikum, at løbe med sejren til Fanø.

Sidste og afgørende runde var runden med fri leg, og her var de to kæmpere gået i forskellig retning, selv om Henrik ramte noget, som vi måske lige havde været igennem, for han var med sin danske øl, gået med netop føromtalte White Wedding, som jeg synes er en fantastisk fadlagring, der birklig viser hvad hvid portvin kan tilføre en stærk og meget dyb sort øl. På mange måder minder oplevelsen om den sorte udgave, men den har en anderledes dybde og kompleksitet, og er lidt lettere og har en smule syre fra vinen, som bestemt også byder ind med fine ting. Jørgen var gået klassisk belgisk med en chimay grande reserve fermentee en barriques 2019, der havde alt det, som man gerne vil have i en mørk belgier. Sødme, let krydret fornemmelse, mørke frugter og en god omgang kandis, mens jeg fandt det krydrede dejligt afdæmpet, mens lagringen på træ havde givet en fin fornemmelse af vanilje og netop træ. Det fingerer rigtig godt, men måske en kende bedre hos publikum ,der havde den som vinder af runden, mens jeg var mere på Fanø og White Wedding.

Dermed stod det klart, at det var Jørgen Pølsemager, der løb med den afgørende sejr, hvis vi går ud fra, at de to kamphaner kan holde sig fra endnu en dyst. Det virkede han ret tilfreds med, men uanset hvem der løb med sejren, så synes jeg, at de rigtige vindere var dagens publikum, og måske ølscenen generelt, for det er arrangementer som det her, der lokker folk af huse, og ikke kun de sædvanlige nørder, for der var masser af mennesker, der i hvert flad aldrig har været til de samme smagninger, som jeg har. Det er måske også fordi, at jeg kommer for sjældent ud, men det kunne også være, at den slags smagninger appellerer bredere og dermed kan fungere som gateway ind i det gode øl? Det håber jeg meget, og man kunne sagtens forestille sig andre dyster rundt omkring i landet.

Der skal selvfølgelig lyde et kæmpestort tillykke til Jørgen med sejren. Håneretten er altid en rigtig dejlig ret at have.

Efter smagningen blev en del hængene og fik måske lige en lille øl eller to mere, og her fik jeg måske aftenens allerbedste øl, da Fredericia Brewpub havde Marhal Zhukov’s fra Cigar City på hanen, og det er godt nok svært at være utilfreds, når man har en nærmest perfekt klassisk russian imperial stout i glasset. Der var flere af konkurrencens øl, der var ret tæt på, men nok ingen, der helt var på det niveau.

Juleøl til en fornuftig pris

Posted on by Standard Svar

Med de store udfordringer, som vi oplever i samfundet, så kan det måske være svært at få enderne til at nå sammen, når man skal ud at handle julegaver, juletræ, julemad og ikke mindst til årets juleøl, så jeg har prøvet at kigge lidt på, om man ikke kunne finde nogle fornuftige bud på juleøl til forskellige af julebordets glæder, og i den forbindelse har jeg været en tur i Rema 1000, hvor jeg har fundet to forslag til en jule- ipa fra. Min tanke var, at ipa klæder en sild med karrysalat ret fornuftigt, men da de begge er af den halvgamle skole med en del bitterhed, så kan de nok også tage kegler til lidt flere af julefrokostens serveringer.

Særligt den første i glasset, som kommer fra Indslev Bryghus på Fyn. Sidste år sendte de Red & Green Jule ipa på gaden første gang, og jeg var egentlig ret positiv overfor den, selv om den var et opgør med, hvad jeg forbinder med Indslev, som jo egentlig er kendt for en masse varianter med hvede. Til gengæld har de gennem årene brygget en masse rigtigt fint ipa i deres Ugly Duck Serie, så selv om det er en Indslev, så er grundlaget for en god ipa bestemt til stede.

Mørk ipa, på grænsen til en amber, men den er klart værd at kigge efter

Øllet som er på 6.3% er til den mørke side for en ipa, vi er måske næsten ovre i en hoppy amber, for den er en flot ravfarve med et let rødt skær. Aromaen byder på sødme, lidt karamel, malt og lidt brødskorpe, men også på lidt blomstrede ting og citrus. Alle de nævnte ting kan man også finde i smagsbilledet, men der er også et anstrøg af noget mere tropisk og så er der en ret fin balance mellem sødmen og den moderat bitre slutning, der også giver et skud nåletræ, som klæder den ret godt. Som man kan fornemme, så synes jeg, at det er et rigtig fornuftigt glas øl til pengene, da value for money er ret fin.

Har man ikke læst med tidligere, så ved man, at jeg ikke er så glad for udtrykket god til prisen, for det antyder, at havde været en dyrere øl, så havde den smagt dårligere. Value for money er mere dækkende, for øllet ændrer sig ikke. Den ville stadig være super fornuftig, selv om den havde kostet det dobbelte eller tredobbelte.

Jeg købte den egentlig som mit bud til en ledsager til karrysilden/den hvide sild med karrysalat, men umiddelbart, så tror jeg mere, at jeg ville sætte den til en kryddersild med rødløg, men den kunne nok også bære en medister eller leverpostej, hvor den moderate bitterhede kunne bryde fedmen. Det er måske heller ikke så ringe, hvis en øl kan dække mere end en ret.

Dagens anden øl kommer fra Thisted og er også brygget til Rema 1000. Julesne på 5.8% er en noget lysere ipa, der ikke byder på samme sødme og fylde, men som klart har noget malt og sødme i smagsbilledet, mens den i aromaen er klart mere citrusbåret med mandarin og lidt appelsin, men som i den første, så finder jeg også nogle af de der florale ting. De søde citrusfrugter kan også findes i smagen, hvor jeg får en klar fornemmelse af appelsinskal og en lille smule stenfrugt. I baggrunden er der noget malt og brødskorpe, som medvirker til, at man får en relativt sød fornemmelse, men en lettere øl, end den lidt mørkede fra Indslev. Heldigvis kommer der en god bitterhed på bagkant, så det bliver ret fint balanceret det hele. Det er måske ikke verdens største ipa, men den gør lige præcis det, som jeg regnede med, at den ville, for den er på mange måder ret klassisk med den bitre slutning, som jeg er sikker på ville kunne skære igennem det fede fra både hvide sild og karrysalat.

Fin lys orange ipa med klassiske ipa kvaliteter

Der er efterhånden flere rigtigt fine jule ipa’er på markedet, og mange vil måske nok sige, at der jo ikke er meget jul i dem, men hvad er jul i en øl egentlig? Skal det være mørke og stærke krydderbomber, som ville overdøve meget af maden? Jeg synes klart, at ipa’er har sin berettigelse på julebordet, men om de nødvendigvis skal være i jueludgaver er jeg ikke sikker på, men hvis det er det, som kan bringe dem ind, hvor de virker, så gerne for mig.

Næste gang kigger jeg, hvis jeg når at skrive om det, på øl, som jeg tror vil gå godt til nogle af de lune retter på julebordet.

Øltræf 2021

Posted on by Standard Svar

Det er efterhånden længe siden jeg har skrevet et rigtigt blogindlæg, men nu skal det være, for efter alt for lang tid, har jeg endelig igen været til noget, der i hvert fald minder om en lille ølfestival. Samarbejdet Gothersgade Syd i Fredericia havde i lørdags inviteret til Øltræf i netop deres ende af gaden. Samarbejdet består af Fredericia Brewpub, Urbania Streetfood og Café Mair’s, som i stedet for at være konkurrenter, i stedet betragter hinanden som konkollegaer.

Inden selve dagen havde jeg fået lidt øl foræret af netop Urbania, som fremover vil have Nørrebro Bryghus og BRAW som en fast del af deres sortiment. Derfor havde jeg fået lov til at tyvstarte lidt, men jeg nåede desværre ikke igennem alle øllene inden dagen, men så har jeg jo noget at glæde mig til. På selve dagen havde jeg en lille aftale om at kigge forbi standen fra Nørrebro til en lille snak med bryggeren Emil, der til daglig huserer på BRAW. Han var af sted sammen med Christian som er Key account manager, og de var super hyggeligt og underholdende selskab meget af dagen. Deres stand blev også mit udgangspunkt for dagen, eller base om man vil. Fra starten af dagen fik jeg vist udbrudt, at jeg kunne drikke Pale Boy Summer hele dagen. Det viste sig, at jeg havde ret. Det kunne jeg. Ellers var mit primære selskab min ven og tidligere kollega Michael, som egentlig ikke er den store ølnørd, men som derfor også er rigtig fin at være af sted med, for så bliver der stillet masser af gode spørgsmål, både til mig, men også til de tilstedeværende bryggere, som så også får en god snak.

Det blev også dagen, hvor jeg for første gang kunne flashe noget lidt usædvanligt spons, som jeg har fået for nyligt. SkiltDirect kontaktede mig, og foreslog et samarbejde. Jeg indrømmer, at jeg ikke helt kunne se det først, men det kunne Elin fra firmaet heldigvis, for efter lidt skriven frem og tilbage, så modtog jeg 50 stickers, som er blevet super fede. Dem skal jeg afgjort have købt flere af, ligesom jeg er helt sikker på, at de fint ville kunne fungere som etiketter på håndbryg. Jeg er rigtig glad for, at have læsere, der sætter pris på bloggen, og som lader det udmønte i et lille samarbejde. Nørrebro har i øvrigt et meget pænere fadølsanlæg nu.

Hvis man skulle spørge mig, så pyntede det altså ret meget på det anlæg der.

Dagen forløb, som den som regel gør til den slags events, med masser af smagsprøver, hvor nogen var sådan lidt kedelige, mens de fleste heldigvis var et gode. Der var også plads til en overraskelse eller to. Dagens største positive overraskelse kom faktisk fra Grimbergen, som sender en ny, og lidt mere eksklusiv, serie på gaden, hvor jeg fik smagt på den ene, som var en ganske hæderlig biere brut, som var ret forfriskende og havde en fin tørhed, som gik ret godt i sommervarmen. Jacobsen havde også medbragt en Zesty Gose, som de bestemt heller ikke behøver skamme sig over. Den var præcis hvad man kan forvente af stilen, ikke de moderne fortolkninger med tonsvis af frugt, men mere i en klassisk retning med lidt syre, lidt salt og en fin lethed. Endnu en god tørstslukker i varmen.

Mair’s havde, som de i øvrigt altid har, fokus på øl fra Østrig, så der var mulighed for at smage på øl fra Eggenberg, og så på en række øl fra Bevog, som nogen nok ville kalde slovenske, men uanset hvad, så var det her jeg brugte mine poletter i forhold til Østrig. Jeg har flere gange fået øl fra Bevog, og det har altid været ret fint. Det var det også i lørdags, hvor særligt deres berliner weisse Lola sad lige i skabet med masser af af solbær i aromaen, mens hindbærrene havde overtaget i smagen. Derudover fik vi også to ipa’er en hazy og en syrlig, som begge også gjorde det ret godt.

På Fredericia Brewpub fik jeg smagt på to, eller faktisk tre, fra deres Het Anker tap takeover. Først havde jeg den ret lette Maneblusser i glasset, som er en blonde, hvilket lyder lidt kedeligt, men det virkede igen ret godt, når man tager sommervejret i betragtning. Let drikkelig og uden at slå benene væk under en. Senere fik jeg også smagt på flere udgaver af Gouden Carolus Whisky Infused, hvilket var en lidt spøjs omgang, for på fad havde den ikke ret meget, om nogen overhovedet, noter af whisky, mens de på en udgave fa flaske havde en meget klar fornemmelse af whisky. Begge var ret fine, men mit selskab, som på det tidspunkt var en nuværende kollega, var ret overbevist om, at det var to forskellige øl, og fadet var mærket forkert. Jeg tror måske, at han kunne have ret, men mine smagsløg var nok lidt trætte på det tidspunkt.

Alt i alt var det en super hyggelig dag, hvor der blev smagt på flere øl, end jeg her har nævnt, ligesom jeg også fik super lækker mad på Bistro Bar, der er en bod på Urbania. Der gemte sig vist et semilokalt bryggeri i den ene ende af området, men jeg var ikke forbi. Når arrangementet gentages næste år, så vil jeg ønske, at man får lidt flere af de lokale og semilokale bryggere med, for både Åben og Fri Bryg ville have været gode på hver deres måde. Så jeg glæder mig til næste år, hvor arrangementet forhåbentligt vender tilbage.

DIPA fra supermarkedet

Posted on by Standard Svar

Supermarkedsøl har ikke altid det bedste navn, og måske særligt ikke de hazy ipa’er, som ikke mange rigtigt er lykkedes med, når det har drejet som aroma og smag. Jeg forestiller mig, at det er en udfordring, at holde prisen et sted, hvor den almindelige ølkunde i supermarkedet vil betale prisen, og samtidig have brugt råvarer nok. Derudover kan leveriden også være en udfordring, for en NEIPA, DIPA, New England IPA har ikke den samme levetid, som man oftest ser i supermarkdernes ølafdeling. Alligvel følte jeg, at jeg godt turde tage chancen, for jeg havde faktisk hørt pæne ting om den ene af de to øl, som jeg tog med hjem, mens den anden var fra et bryggeri, som burde kunne løse opgaven.

Første øl var fra fynske Schiøtz, der som de fleste nok ved, er ejet af Royal Unibrew og bliver brygget på et lille bryganlæg, der ligger på Albani. Schiøtz har ikke just fået mange rosende ord med på vejen fra den mere nørdede del af den danske ølscene, hvilket der nok er flere grunde til, men de to mest åbenlyse er nok, at deres øl for det første ikke har været vanvittig interessante, og i hvert fald i starten, ikke var konsistente i kvalitet og smag. For det andet, så er der afgjort også nogen der stejler, når man drikker øl fra en af de store spillere på markedet, der suger på successen fra de små. Jeg fik kort efter etableringen en rundvisning på bryggeriet i en anden forbindelse end bloggen, og der kan ikke være diskussion om det er craft, som Schiøtz brygger, for det er det, men det har bare ikke nødvendigvis været rigtig godt craft. Om Royal Unibrews position er blevet forbedret på det seneste ved jeg ikke, men de har i hvert fald gennem deres webshop og deres online smagninger givet mindre spillere på markedet en god mulighed for at komme bredere ud. Ros for det.

På det seneste har jeg læst pæne ord om en øl fra Schiøtz, så da jeg så den i SuperBrugsen i Erritsø ved Fredericia, så røg den i kurven sammen tre andre øl, hvor den ene er den næste i dette indlæg.

Hazy Double IPA er faktisk et ret hæderligt bud på en prisvenlig hazy, som den almindelige forbruger måske vil betale for

Juicy Galaxy, findes også på Untappd som Hazy Double IPA, byder på det man kan forvente i typen i forhold til en fyldig og blød maltbaggrund med tydelig hvede. Den er på 7.3% alkohold, som vel er meget passende for en DIPA. Aromaen havde masser af søde citrusfrugter, men var ellers ikke super overvældende. Til gengæld var der masser af frugt i smagen, som bød på flere citrusnoter, men også en del mango og passionsfrugt. Afslutningen var lidt bitter med en snert af det havde fra appelsinskal. Hvis ikke det lyder som en nyskabelse, så var det det heller ikke, men det var faktisk ret godt. Jeg er ikke helt sikker på, hvor frisk den var, men den har stået lyst og lunt i butikken, så den kunne godt være lidt faded. Den kan selvfølgelig også bare være lidt svagere fra start, men det er bare et bud. Jeg plejer gerne, at være advokat for synspunktet, at en øl bliver hverken værre eller bedre af, at den har været billig, men at value for money er en anden ting, og til en flad tyver, så får man godt nok fin værdig for pengene. Det er ikke en topklasse hazy ipa, men jeg synes bestemt ikke, at bryggerne på Schiøtz har noget at skamme sig over. Jeg drikker den i hvert fald gerne igen.

Double Hazy fra Brewdog er måske en lille snas bedre end den fra Schiøtz, men de er ret tæt på hinanden.

Den anden øl i denne lille smagning af haze fra Brugsen, er fra skotske Brewdog, som har en øl ude, som holder ca. samme alkoholstyrke, nemlig 7.2%, og som også ligger meget tæt på i farven. Den findes på markedet under flere navne, men i Brugsen var det altså Double Hazy, der stod på dåsen, men den findes også under navnet O-G Hazy. Den minder på mange måder om den foregående. Farven er tæt på, ligesom mundfylde og cremethed heller ikke er langt fra. Den har måske en lille smule mere blødhed, men de er tætte her. Til gengæld virker både aroma og smag en lille my friskere her. Der igen citrusfrugter en masse, men der er også en lille smule urtet og grønt, inden vi igen møder pasionsfrugt og mango. I smagen bliver det igen til et møde med de tropiske frugter og lidt strå og citrus, der faktisk er ret godt balanceret i forhold til sødme og en lille smule dank bitterhed.

Brewdog har måske et lille overtag her, men de er rigtig tæt på hinanden, og begge to kan man sagtens servere, uden at skamme sig over noget. Brewdog er lige en tier dyere, men om den så smager af ti kroner mere, synes jeg ikke man kan afgøre. Hvor Schiøtz er mere ren frugt, så har Brewdog lidt andre noter også. Det er en smagssag. Måske friskhed og emballage også har noget at gøre her.

Køb den ene eller den anden, eller måske dem begge, og se om ikke det kunne være noget for dig. Jeg tror faktisk, at NEIPA kan være ok i supermarkedet efter det her.

Ølsmagning med Drinkabeer

Posted on by Standard Svar

For et stykke tid siden spurgte Niels Kristian, der står bag den Silkeborg basserede webshop http://www.drinkabeer.dk mig, om jeg ikke havde lyst til at vælge en stak øl fra shoppen, og så lave en online smagning med dem. Det behøvede jeg ikke tænke længe over, og naturligvis sagde jeg ja. Det er der flere grunde til, men det var godt nok længe siden jeg havde holdt en smagning, og så kender jeg Niels Kristian som en morderlig flink fyr, som jeg flere gange har delt øl med, så jeg var ret overbevist om, at det skulle vi nok kunne få noget rigtig hyggeligt og velsmagende ud af. Niels Kristian står i øvrigt også bag bloggen A word on Beers og er ligesom jeg selv en del af Beerbloggers.dk. Så er alle relationer vist deklareret.

Jeg fik næsten frit valg på alle hylder, selv om vi lavede et par justeringer, så vi kunne få nok kasser ud, for selv om planen var, at det skulle være en lille hyggelig smagning, så var et par af mine valg en udfordring i forhold til antallet af øl der var tilgængelige på lageret. Heldigvis var det småting, som f.eks. fra en NEIPA til en tilsvarende og en tung og stærk imperial stout til en anden fra samme bryggeri.

I lørdags havde vi så sat deltagerne i stævne på Google Meet, og næsten alle mødte frem, selv om vi havde et enkelt frafald og nogen, der lige missede starten. Niels Kristian stod for, at vi havde en tråd i det hele, mens jeg naturligvis bød med bryggerisnak og præsentation af øllene. Vi gav igennem hele forløbet mulighed for, at deltagerne kunne byde ind med spørgsmål og med generel ølsnak. Det gav en fantastisk god og hyggelig smagning, der egentlig på mange måder mindede om en flok mennesker, der var forsamlet omkring et bord på et værtshus. Jeg oplevede, at det gav en helt anden dynamik, end man oplever ved de store smagninger, hvor det meste forgår envejs, og hvor man lige kan smide en kendt brygger, forfatter eller popmusiker på, når det hele skal holdes gående. Den mulighed havde vi ikke, så derfor var det godt, at mange havde lyst til at spørge eller komme med deres mening om den øl, der måtte være i glasset. Heldigvis fik alle øllene ros og det glæder jo en gammel sur blogger.

Vi havde arrangeret øllene i to halvlege, så hver halvleg bød på en ipa, en sur og en stout, hvilket faktisk var alt rigeligt, men alligevel var der forslag fra et par af deltagerne om, at vi hver især fandt lidt ekstra øl og blev hængende til lidt mere snak og hygge, så det gjorde jeg også.

Alt i alt en super hyggelig lørdag, så vi allerede har aftalt (også med flere deltagere), at vi laver en gentagelse af konceptet.

  • Første øl var et collab mellem Northern Monk og North Brewing. Ganske glimrende ipa, der skulle sætte fokus på humlen Bulion
  • Anden øl var fra Sverige og Duckpond. En moderne gose med rigelige mængder hindbær og solbær. Det var bl.a. Fru Ousens favorit.
  • Tredje øl var igen fra Northern Monk, som havde ramt den fadlagrede imperial stout lige hvor den skulle rammes.
  • Fjerde øl var (igen) fra Northern Monk og var igen en ipa i stilen Far Out IPA, som var gæret på en almindelig gær og så på en funky gær. Der blev gættet på en kveik- stamme
  • Femte servering var fra skotske Vault City og smagte præcis af det som navnet lovede. Heftig og syrlig æblekage med en godt skud nøddecrumble.
  • Sidste øl var fra et af mine favoritbryggerier, når det kommer til sort øl med tilsætninger, nemlig Moersleutel, som i denne udgave af Willy Tonka har brugt peanuts og naturligvis tonkabønne. Tung, sød, fed og rigtig fin.

Video: Equilibrium MC2

Posted on by Standard Svar

Jeg har haft en NEIPA fra Equilibrium i glasset. Jeg havde sat lys op og tændt kameraet, så jeg kunne jo lige så godt dele det med jer.

Jeg vrøvlede på engelsk om øllet, men jeg håber, at I alligevel gider se på det og lytte til mine mange ord.

Jeg vrøvler om NEIPA efter det nye logo

Ølvalg 2020

Posted on by Standard 1

Danske Ølentusaster har sammen med Skanderborg Bryghus skudt Ølvalg 2020 i gang. Der skal stemmes om hvilken af tre kandidater, der er den bedste ipa. Skanderborg Bryghus har i samarbejde med DØE (Danske Ølentusiaster), brygget tre undergenrer af IPA.

DØE skriver selv følgende på hjemmesiden:

“De tre øl er Danske Ølentusiasters egen produktion i samarbejde med Skanderborg Bryghus, og opskrifterne bygger på en bred vifte af gode IPA’er og lavet med tanke på at repræsentere hver øltype bedst muligt.”

Du kan finde mine reaktioner på de enkelte øl i videoerne nedenfor. Jeg savner bl.a. lidt mere info på etiketterne. Det gør jeg sådan set stadigvæk, men det viser sig, at det hele kan findes her.


De tre øl er en klassisk engelsk, en west coast og en moderne NEIPA. De sælges i samarbejde med Salling Group og kan desuden findes i udvalgte Meny. Øllene er lanceret op til første lørdag i september, der jo som bekendt er Øllets Dag i DØE- regi. Jeg kan dog læse mig frem til på nettet, at ikke alle kunne finde de tre øl i deres lokale butikker. Min lokale Meny var ikke blandt de udvalgte og min kone kunne ikke finde dem i Bilka. Jeg fandt dem i Føtex, men de havde ikke fået nogen særlig fokus eller placering i butikken. De stod sammen med de øvrige slagtilbud på ølhylderne, som ganske vist er blevet lidt bedre hos Salling Group, men nogen god reklame for tiltaget var det ikke. Jeg kunne heller intet finde om valget i nogen reklamer fra de deltagende supermarkeder.

Første øl i glasset var den engelske IPA Den lange sørejse. Jeg savner noget info om øllene på etiketten. Det viser sig, at det kan man finde på hjemmesiden.

Jeg har jo selv været med til at arrangere Årets Ølnyhed i DØE, så jeg er som udgangspunkt helt med på, at konkurrencer og kåringer kan skabe gode ting for DØE, men også for det vindende bryghus. I dette tilfælde forstår jeg dog ikke konceptet. Jeg ved simpelt hen ikke hvem der vinder på det her. DØE har smidt alle æg i en kurv, men har ikke kigget på kurven før de smed. Man har valgt, eller er blevet valgt, af et bryghus, der ikke på nogen måde er kendt for at brygge ipa. På de sociale medier kan man godt få det indtryk, at de faktisk slet ikke er kendt for at brygge godt øl generelt. Vinder DØE på det? Vinder Skanderborg Bryghus på det? Får vi flere gode øl i Salling Group ud af det? Jeg tror, at svaret er nej til alle spørgsmålene.

Først og fremmest tror jeg DØE taber, fordi øllene simpelt hen ikke er gode repræsentanter for deres stilart. Dernæst tror jeg, at de kunne risikere at tabe andre bryggerier. Hvorfor støtte DØE i form af annoncer og reklamer, hvis Skanderborg alligevel er husbryggeriet. Selv om beskyldninger om Thisted som DØE’s husbryggeri, så har de vel trods alt aldrig haft så tæt forbindelse til maskinrummet. Det klæder ikke en uafhængig forbrugerorganisation. For det tredje så svækker det, endnu engang, DØE’s image blandt de øldrikkere, der ikke er en del af foreningen. Igen støtter DØE middelmådigheden og ikke det gode øl. Det tror jeg desværre allerede er historien om dette ølvalg.

Anden øl i glasset var Den nye humlejuice

Jeg ser heller ikke Skanderborg som de store vindere, men her kan jeg sagtens tage fejl. Hvis man kan sælge de her øl som benchmarks for stilarterne, så vinder Skanderborg måske lidt på salget. Til gengæld taber øllet. Hvis man kigger lidt på hjemmesiderne før de tre øl, så har de alle tre måneder på bagen, inden de overhovedet kom til salg. En ipa skal, i mine øjne, være frisk og ikke lagres. Derfor giver en alder på tre måneder ingen mening. Endnu mindre giver to års holdbarhed fra tappedato. Det kan ikke være en ølmand, der har foretaget den vurdering.

Kort sagt, så synes jeg, at det er et helt forfejlet initiativ. Det er dårligt solgt og dårligt udført, men kunne det have været reddet? Det tror jeg faktisk ret let, at det kunne. Man kunne som afløser for årets ølnyhed kåre årets øltype, hvilket i år så ville være ipa. Læg det ud til bryggerierne med en opfordring til at brygge deres bedste ipa, som skal være tilgængelig i en bestemt mængde til et bestemt tidspunkt og få det ud i samarbejde med f.eks. Salling Group eller en anden med bredde nok i distributionen. Kommer der så ikke alt for mange øl? Hvis vi tager erfaringerne fra årets ølnyhed med, så bliver det nok ikke et kæmpe problem, men så har alle fået buddet og DØE ville ikke have forfordelt alle andre end Skanderborg. Forslaget kræver nok lidt finpudsning, men det kunne man jo nok nå inden næste Øllets Dag.

Tredje øl var De bitre humler