Video: Åben: Let Winter Come

Efter en lille pause har jeg igen lavet lidt video. Jeg håber, at jeg kan få lidt mere flow i det, selv om jeg har været gået lidt død i det.

Jeg beklager over for Åben, at jeg lige brokker mig over noget ikke Åben- relateret i starten.

En duo født i Humleland

En jagt på et par af de helt forrygende oste fra Arla Unika gik min vej omkring Den Lille Vinkælder i Fredericia, hvorfra jeg hjembragte en Gammel Knas, som er en  havarti, der er lagret i to år og en Gnalling, som er en kombination af rødkit og hvidskimmel. Begge oste er helt fantastiske og fortjener deres egne blogposts, men det må blive en anden gang, for jeg kunne ikke lade være med at kigge lidt på øludvalget, som er ganske fint og byder på flere af de de bedste danske, samt et solidt udvalg udenlandsk øl. Denne gang kom jeg derfra med en øl fra amerikanske Clown Shoes, samt et tilbud på tre øl fra århusianske Humleland.

Jeg lagde ud med at skænke Juice, som er en amerikansk influeret pale ale, der på en relativt spinkel maltkrop byder på en rigtig lækker aroma af citron og tropisk frugt, mens den i munden er let med et lille hit sødme, mens humlen understreger navnet og byder på masser af frugtagtig og juicy humlesmag, der igen har fokus på citrus. Det hele slutter med en godt balanceret bitterhed, der giver lyst til en slurk mere. Bestemt en godkendt pale ale.

image

Senere på aftenen måtte jeg lige prøve FuldmåneVildskab fra samme bryghus. Det er en meget mørk rødlig brun øl med et flot beige skum, der bliver hængende ganske længe. Den er brygget med rug og har den krydrede aroma og smag, som rug bringer. Aromaen er præget af netop de mørke malte med kakao og en frugtig note, som humlen spiller ind med.

I munden er det en ret fyldig øl med ristet malt, chokolade og rug. Den frugtige fornemmelse, med noter af harpiks og grape, går igen i smagen, som dog også har en let støvet fornemmelse, der dog ikke bliver dominerende. Alt i alt en rigtig fin mørk ipa, som spiller på de rigtige ting.

image

Humleland er en sjov størrelse, som bevæger sig lidt under den hypede del af den danske ølverden, men de brygget rigtig mange fine og rigtig gode øl med fokus på de nyere humler. De kunne godt fortjene lidt fokus.

På øljagt i supermarkedet 4

Jeg har taget endnu en tur ud at handle og kiggede naturligvis efter lidt øl, som jeg troede på ville kunne give en god oplevelse.

image

En ok øl, men ikke så god som hukommelsen sagde

Jeg manglede et par småting, som jeg kunne få i Fakta, som indimellem er leveringsdygtig i et par anstændige tilbud og denne uge var der lidt forskellige fra Svaneke Bryghus, som ikke virkede helt tossede. Der var bl.a. en saison, en blonde, en pilsner, men også en øl, som jeg egentlig havde fine minder om, nemlig deres sorte ipa Grunge. Jeg gik på gymnasiet midt i halvfemserne, så navnet alene burde jo være nok. Jeg huskede Grunge som en øl med ristet malt med aroma og smag af humle, der serveret frisk var intet mindre end et fremragende køb. Enten har Fakta fået gamle flasker på hylderne, eller også har Svaneke ændret opskriften/sparet på humlen, for det eneste humlen bidrager med er en meget pågående bitterhed, som ikke er behagelig i længden. Til tretten kroner er den pengene værd, men et fremragende køb er det ikke længere.

image

Ølsnedkeren har begået en rigtig fin øl, der bestemt er de ca tyve kroner værd

Få meter fra min arbejdsplads ligger der en Løvbjerg, som startede med et rigtig fint øludvalg, da de åbnede for nogle år siden, men som så mange andre supermarkeder, så er udvalget skrumpet lidt. Dog har der på det seneste været lidt fremgang at spore. Bl.a. har de altid to varianter fra Ølsnedkeren og jeg lagde lidt Jyske Dollars i kurven. Den læner sig op ad westcoast ipa’erne, med en spinkel krop som baggrund for en masse humle, der bringer grapefrugt, citrus og harpiks og bitterhed. Det er måske ikke voldsomt elegant, men det virker ganske glimrende. En rigtig god øl til prisen.

Nu tror jeg, at der kun mangler lidt konklusion om øl i supermarkederne, hvilket kommer i en snarlig post.