Herslev Bryghus Mark Hamp

Jeg har tidligere skrevet om Herslevs høøl, som jeg ikke var udelt begejstret for, selv om den ellers er blevet godt promoveret af Danske Ølentusiaster. Efter forrige Øllets Dag skrev jeg følgende:” Dagens eneste deciderede skuffelse var Mark Høøl fra Herslev, som jeg havde glædet mig til at smage, men den ramte helt forbi mine smagsløg. Jeg elsker surt øl, men den her lugtede decideret af urin og havde intet skum, lav karbonering og havde ingen nuancer udover det sure.”  Jeg har smagt på den siden, hvor den gjorde et lidt bedre indtryk, uden jeg dog blev overbevist om dens genialiteter.

image

Årets store skuffelse til Øllets Dag 2014

Hampudgaven skulle naturligvis have chancen, men forventningerne bedre ikke høje. Til gengæld bliver man jo så heller ikke skuffet.

Det er en mørk brun/kastanjefarvet øl, der bruser som cola og har et meget flygtigt skum, der efterlader en tynd ring af bobler langs glassets kant.

Duften er sødlig med en underliggende tone af syrlighed, men den er ikke ret markant. Måske den også dufter af
hamp. Jeg er ikke ekspert.

I munden bemærker man straks en prikkende og brusende karbonering. Fru Ousen ville gerne smage og hendes umiddelbare reaktion var:” Er det en øl? Er det en sodavand? Hvad vil den egentlig være? Det prikker i munden. Jeg bryder mig ikke om det.”

image

Skum er nærmest ikke eksisterende

Med lidt tid i glasset falder øllet lidt til ro og det bliver lidt mere behageligt, men gerne harmonisk bliver det ikke. På trods af den mørke farve virker det lidt tyndt og ret sødt, inden syrligheden tager over. Der er lidt mindelser om Rodenbach Grand Cru, men slet ikke i samme klasse.

image

Etiket og design er mere interessant end selve øllet

Kort sagt, så synes jeg det er en lidt kedelig oplevelse, som desværre ligger sig i halen af øl i Ny Nordisk Øl, hvor en del af dem er brygget uden humle eller med en udvalgt gær osv. Jeg synes idéen om terroir og lokale ingredienser er fin, men øllet er desværre ikke voldsomt interessant at drikke. Der skal altså mere end en god historie til.

Jeg synes, at det er en skam, for de kan faktisk brygge rigtig fint øl på Herslev, men de bliver nok mest kendt for de semisure ukrudtsøl.