Anmeldelse: Barrier Brewing Co. O-Ren Rishi

Den anden dag genså jeg Kill Bill vol. 2 og kom derfor i tanke om denne øl, som jeg købte med hjem fra Kihoskh, da jeg var til Mikkeller Beer Celebration.

20180519_212532.jpgO- Ren Rishi er, omend stavet lidt anderledes, den karakter, som i filmen spilles af Lucy Lui. Det er måske derfor, at øllet er tilsat noget så asiatisk som hvid the med fersken. Jeg ved det ikke.

Vi har at gøre med en ipa, der er tilsat the, hvilket kan give rigtig fine øl, men det kan også give en lidt træls bittered.

Øllet fremstår med en fin hazy orange farve med et tykt og klæbrigt hvidt skum og en behagelig karbonering.

Aromaen leder tankerne hen mod tropiske og søde frugter med meget klare noter af fersken med et lille syrligt tvist.

Smagen er ret meget som aromaen. Der er masser af sødme med en fornemmelse af malt, inden man får et tydeligt skud fersken og så en balanceret bitterhed.

Ret fin, super forfriskende og let drikkelig, men uden for alvor at imponere sådan rigtig meget.

Anmeldelse: Herodes Brygklub It takes two to tonka

For lidt tid siden skrev Stovt om en øl, som han via mellemmand havde fået lov til at smage. Jeg mistænker, at vores mellemmand kunne være den sammen og nu har jeg så også haft Brygklubben Herodes’ dobbeltmæskede stout i glasset.

Flasken er kun markeret med ordet tonka på kapslen, men er ellers helt anonym, men et ikke kommercielt foretagende behøver naturligvis heller ikke mere. Da jeg knapper flasken op undslipper der kun et meget lille pift og i glasset er det en kulsort og tyktflydende omgang, der i kort tid har et fint lille lysebrunt skum.

Tonkabønnen er ret markant i aromaen, og i modsætning til Stovt, så giver det mig en fornemmelse af vanilje, som sammen med sukker og kakao udgør de væsentlige elementer i aromaen. Heldigvis kan jeg ret godt lide vanilje, og de andre ting også, så det er slet ikke så ringe endda.

20180826_205021Øllet har en ret kraftig mundfylde, men det er jo også at forvente, når man tager i betragtning, at det er en dobbeltmæsket øl. Det giver altid en del power. I munden får jeg først en fornemmelse af sødme med lidt mørk sukker, karamel, lidt frugt, chokolade, men også en meget behagelig let syrlighed, bare lige en lillebitte note, som træder frem efter lidt tid i glasset. Tonkabønne går naturligvis også igen i smagen. Den er lidt svær at definere, for selv om jeg synes, at den dufter af vanilje, så er det ikke helt den rigtige beskrivelse af smagen, som godt nok henleder tankerne til vanilje, men det er det tydeligvis ikke. Uanset hvad, så synes jeg det er ret lækkert. Det er en stærk øl og man fornemmer også lidt alkohol, men det er på ingen måde anmasende eller ubehageligt, men med 13.8%, så er det svært helt at undgå.

Som man nok kan fornemme, så synes jeg, at det er en er rigtig god stout. Den spiller meget på tonka, men kammer ikke over, selv om man et stykke tid har glæde af både sødmen og tonkabønnen. Skal jeg finde de rigtigt kritiske briller frem, så kunne It takes two to tonka, måske godt bære en smule mere fylde, men så er vi ude i detaljer. Mine noter afslører til gengæld, at jeg, da jeg sad med øllet i glasset, syntes at den var dejligt fri for lakridsnoter.

Brygklubben Herodes er ofte et af de mere spændende stop til Ølfestival, men i år kom 20180826_205008jeg af en eller anden grund ikke forbi. Jeg hørte eller fine ting om en kraftig vaniljeagtig stout, så mon ikke der sidder en eller to derude, som allerede har smagt den. Jeg håber, at det her på en eller anden måde kommer bredere ud, for det har den fortjent. Det kunne sagtens have været en Amager Bryghus eller måske Lervig eller Amundsen fra Norge, hvor de også gerne leger med tilsætninger. Den kunne også være spændende at smage i fadlagrede udgaver. Jeg tænker bourbon eller måske rom.

Boganmeldelse: Patrick Dawson Vintage Beer

Mange ølentusiaster har gennem tiden formodentlig fået spørgsmålet:” Er den øl ikke for gammel?” og mange har nok indimellem svaret noget i retning af, at øl sandelig ikke bliver for gammelt. Det er, i bedste fald, en sandhed med modifikationer, da en del øl og øltyper ikke er voldsomt velegnede til lagring. De netop overståede finalesmagninger er, i mine øjne, et meget fint billede på dette. Raw Power fra Ebeltoft Gaardbryggeri var uden tvivl den bedste nye danske øl, som jeg smagte i 2017, men til den finalesmagning jeg deltog i, fremstod den kedelig og med meget svag aroma og smag. Den havde i hvert fald ikke gavn af lagring og var derfor ikke på dagen en oplagt vinderkandidat.

20180313_101509Mange af os har nok en idé om hvilke øl, der vil have gavn af lagring, men det er ikke altid, at man rammer plet. Heldigvis har Patrick Dawson skrevet en fin lille bog, Vintage Beer – a taster’s guide to Brews That Improve over Time, der kan hjælpe os på vej i forhold til hvilke øl, der har et godt lagringspotentiale og hvordan man skal gribe det an. Ligeledes giver den også et godt bud på, hvordan man starter og vedligeholder en ølkælder, så ens gemmeøl/vintage øl får de bedste vilkår i forhold til at kunne nydes efter nogle år.

Bogen er på engelsk, så inden man kaster sig ud i den, så skal man være forberedt på dette. Heldigvis er den skrevet på et letforståeligt sprog, selv om der selvfølgelig er et fagudtryk hist og her, men hvis man har et nogenlunde engelsk, så burde man kunne komme igennem uden de store besværligheder. Det er heller ikke en voldsomt tyk bog, da den er på 150 sider fra cover til cover, så skulle man have lyst til at læse den fra ende til anden, så er det en overskuelig proces.

Bogens første kapitel tager os igennem forfatterens fjorten regler for at gemme øl med succes. Man kunne måske argumentere for, at de syv sider måske er de sider, som man oftest vil gribe til, da man her får et hurtigt overblik over de vigtigste ting, som f.eks. regel nummer 1, der lyder noget i retning af, at med mindre en øl er røget eller sur, så bør alkoholprocenten være højere end 8% og regel nummer 14, der siger noget om flaskens størrelse. Alle reglerne følges op af et kort argument, der fint redegør for fornuften bag reglen.

I det næste kapitel gennemgås forskellige ingredienser og smagselementer i øllet. Det er et fint kapitel, der giver et fint overblik over f.eks. maltsammensætningens betydning, ligesom man kan blive klogere på estere, phenoler, noter fra fad, røg og meget andet. Vi får også en gennemgang af øltyper, der generelt er velegnede til lagring. I den gennemgang lister forfatteren en række eksempler på stilarterne, som vil være gode til lagring. Her kan man godt se, at det er en amerikansk bog, da der er et vist fokus på amerikanske øl, men der bliver også plads til en del europæiske, særligt med fokus på belgisk quadrupel og syrlige øl. Mange af øllene er dog til at finde i velassorterede butikker eller på en af de mange gode netbutikker. Min påstand er dog, at en nogenlunde velbevandret entusiast sagtens vil kunne oversætte bogens forslag til noget andet og måske lettere tilgængeligt.

20180313_110316I forlængelse af disse kapitler gennemgår Dawson en række lagrede øl, som smages både i et frisk eksemplar og i et lagret. Begge dele gennemgås nøje og det giver et ret billede af, hvad der sker, når man lagrer en øl.

Bogen slutter af med to kapitler, der giver forslag til hvordan man opbygger en ølkælder og ikke mindst hvordan man styrer den. Det handler meget om lys, temperatur, luftfugtighed, journalføring mm. Vi får også en række anbefalinger til gode værtshuse med lagret øl og igen er der mange amerikanske, men der er også blevet plads til Kulminator i Antwerpen og Akurat i Stockholm.

Jeg skal være helt ærlig. Jeg har ikke læst bogen fra cover til cover, men jeg har haft den nede fra hylden flere gange og har læst lidt om de forskellige emner i bogen og føler klart, at jeg har lært noget af det. Jeg vil klart anbefale bogen, hvis man ønsker at kvalificere sine valg omkring gemmeøl.

Bogen kan findes på flere hjemmesider og koster ca. 150 kroner.

Anmeldelse: Omnipollo/Buxton Yellow Belly Sundae

aviary-image-1526416105363.jpgOmnipollo er om nogen kongerne af adjuncts og har efterhånden brygget en bred vifte af dessert-, is- og kageøl. En af de mest legendariske er vel nok deres samarbejde med Buxton om Yellow Belly, der med sin specielle emballage giver et helt særligt udtryk. Den kan vi tale om en anden dag, for her har vi fat i den særlige Sundae- udgave af føromtalte øl. Vi har at gøre med en kraftig stout på 12%, der har været en tur omkring tønder, der tidligere har opbevaret bourbon og det er man i øvrigt ikke i tvivl om, hverken når man stikker næsen i øllet eller når man smager på det.

Vi bevæger os i den kendte og ganske mundrette stilart Peanut Butter Biscuit Stout og navnet giver faktisk god mening. Der er bestemt en masse peanut butter og kiks i smagen, men også en ret intens sødme, som stammer fra laktose og vanilje. Der er brugt aroma af peanuts, som på en eller anden måde giver mening, selv om purister nok ville foretrække en eller anden form for naturlig peanuttilsætning.  Aromaen minder om kage, soft ice og karamel og det er altså virkelig indbydende, selv om det måske lyder lidt voldsomt. Bedst som man tror det er vildt, så smider den lige lidt alkohol og bourbon gennem næseborene.

Smagen vil, som sagt, heller ikke stå tilbage, og der er ingen smalle steder, når den 20180515_221727flydende kage glider ned. Det er sødt, bittert, masser af chokolade, kaffe, vanilje, bourbon, der er kiks og lidt fornemmelse af Snickers. Det hele ligger over en klar alkoholisk fornemmelse, som dog ikke kammer over. Det er en ret vild øl, som faktisk er bedre end sit ophav, som jeg har fået et par gange og finder en lille smule overhypet.

Alt i alt er jeg en ret glad mand efter denne oplevelse, men den holdt som sagt også 12%, så hvem ville ikke være glad.

 

Video: Stone IPA

Endnu engang prøver jeg med det der videohalløj. Jeg har drukket en klassisk ipa fra Stone Brewing i Berlin og vrøvler lidt om den og om øl i supermarkederne.

Holstebro Ølfestival 2018

I lørdags var jeg en tur i min gamle garnisonsby Holstebro for at deltage i den første Holstebro Ølfestival, som blev afholdt i det gamle slagteri i byen.

20180421_100919
Jeg pakker naturligvis med stor klasse, så til venstre er der Silly Season og til højre Citratastic. Begge naturligvis fra Ousens Haandbryggeri

Jeg drog af sted med tog sammen med Jonas, der bl.a. står bag næsten lokale Hop Bottle Brewery, og de havde i øvrigt pyntet på programmet, og havde naturligvis pakket en lille taske med lidt transportøl. Det tager trods alt lige så lang tid, som en tur til København at komme til Holstebro fra Fredericia.

 

Vel ankommet til Holstebro var der kun en kort gåtur til

20180421_134921

Folk var klar til en ny lokal festival og stod gerne i kø

Kulturdivisionens lokaliteter i det gamle slagteri. Vi var der omkring en halv times tid før åbning og der var allerede kø for at komme ind. På området foran slagteriet var der også en række amerikaner og veteranbilder, som man kunne slå tiden ihjel med. Vi valgte forholdsvis hurtigt at stille os i kø og det var en god idé, for den blev hurtigt endnu længere og da der blev åbnet gik det ikke uhyggelig hurtigt med at komme ind til festivalen. Man kunne betale de 80 kroner det kostede med enten kontanter eller MobilePay og det fungerede sådan set fint nok, selv om mobilbetalinger tilsyneladende gik til forskellige privatpersoner. Dem om det. Allerede her er vi også nødt til at tale om prisen på selve arrangementet. Det kostede 80 kroner i entré, poletter kostede 12 kroner stykket eller ti for 120 kroner og endelig skulle man også slippe 20 kroner for et rigtigt glas. Det var i mine øjne alt for dyrt, når man tager det generelle niveau på udstillerne i betragtning. Jeg har selv været med til at arrangere Øllets Dag nogle gange og her kan vi levere glas og ti poletter til en væsentligt lavere pris, men vi har selvfølgelig heller ikke de samme omkostninger til lokaler, som man givetvis har haft her. Jeg forstår ikke løsningen med de små glas, som der angiveligt ikke var ret mange af i forhold til antallet af forventede gæster, små plastickrus og store fadøl, selv om nogen så glade ud for store fadøl fra Hancock, man bliver også så dejligt opstemt af en stor Gambrinus. Jeg har også tidligere været til Ølmarked i Århus, som jeg synes var et rædselsfuldt arrangement, og det led lidt af det samme som ølmarkedet. Man havde ikke helt gjort klart med sig selv, hvad man egentlig ville være, uden at det dog blev lige ringe som i Århus, der både vil være fredagsbar for studerende, afterski med hornmusik og ølarrangement med godt øl.

20180421_143957

Dagens ringeste øl som Struer Håndbryg stod bag. Det skulle angiveligt være en stout. Jeg ved ikke rigtig hvad det var, måske en rigtig dårlig brown ale.

Vi er også nødt til at tage lidt om øllet på Holstebro Ølfestival. Der var simpelt hen for stor niveauforskel på det bedste øl og på det ringeste, for der var både meget høj klasse, men der var også bryggerier til stede, der nok burde overveje om de overhovedet burde eksistere. I min seneste video på Youtube ranter jeg lidt over antallet af ligegyldige danske bryggerier, og hvor mange af dem der ligger i Jylland. Det blev delvist understreget af denne tur. Jeg skal sige, at jeg ikke var hele vejen rundt og smage det hele, men nogle bryggerier har jeg fået tidligere og havde ikke det store behov for en gentagelse.

I den helt modsatte ende af skalaen, så var det en decideret

20180421_151150

En af dagens højdepunkter var B-B-B-Berliner, der bød på masser af friske bær, syrlighed og bare var rigtig velgørende

scoop for festivalen, at de havde fået Flying Couch med i folden. Peter var selv til stede og serverede tre ganske gode øl og stod også bag en af dagens absolutte højdepunkter. Derudover havde han en kaffe ipa og København er altid kokos på hanen. Alle tre var rigtig glimrende. Andre højdepunkter på dagen var Åben fra Kolding, som havde en række fine øl med, der alle var centreret omkring humle. Der var naturligvis deres rigtig gode Nr. 61, men også en mere klassisk ipa, der pakkede noget mere bitterhed og den lette undergærede humlefætter. Jeg vil gerne lege spåmand og forudsige, at Åben bliver en spiller på den danske ølscene, for de er gode og har allerede fået øl ind på en række fine ølbarer. Det ville være fedt, hvis Hop Bottle kunne komme samme vej, for så begynder det at se godt i mit lokalområde.

Det er bestemt også værd at nævne fællesstanden fra Agile Brewing og Brew42. Jeg fik desværre ikke smagt på Brew42 i denne omgang, men fik to gode bryg fra Agile. Den første var en ipa, som var gæret med den norske gærtype Kveik, der spiller ind med masser af frugtnoter. Ipa’en var fin frugtig, men som bryggeren selv sagde det, så blev gæren måske lidt overdøvet af tørhumle. Jeg smager meget gerne igen, hvis der kommer et bryg mere. Derudover var der en pastry stout på hanen. Den manglede lige en lille smule på fylden, men var bestemt ikke uden evner. Den smager jeg også meget gerne igen.

Vi dryssede lidt omkring på festivalen og smagte på forskellige ting og One Pint havde en VIP- bar, der bød på lidt eksklusive dråber, bl.a. i form af en rigtig fremragende porter

20180421_172753

En rigtig god porter med kaffe og vanilje, der ligesom afløste hinanden og ikke rigtig var der samtidig.

med kaffe og vanilje. Der var flere rigtig fine øl i baren og der kunne man sagtens have brugt alle sine poletter, hvis man havde haft lyst til det. Jeg smagte også en fin gose med stikkelsbær og en kraftigt peated imperial stout, som importøren Eastern Craft havde på deres stand. Dem kendte jeg ikke i forvejen og vil helt sikkert gerne kigge mere på deres varekatalog. Der sker jo spændende ting i bl.a. Polen, så hvorfor ikke kigge mere på det østeuropæiske?

Til en ølfestival skal der naturligvis også være noget at spise og i stueetagen reklamerede de med street food, som bestod af en burger med pulled pork, fritter og chili con carne. Selv valgte jeg en gang chilli con carne, som kostede omkring 60 kroner. Den var rigtig fin i forhold til, at den skulle tilberedes til rigtig mange mennesker. Godt krydret, lidt stærk og serveres med ris og nachos. Alt i alt lige hvad man har behov for, når man er i gang med en ølfestival. Ros for maden.

Det samlede billede var egentlig ok. Rammerne var ret specielle i det gamle slagteri med flere etager og rum, hvor der stadig var forskelligt udstyr fra tiden som slagteri. Det fungerede rigtig fint med de forskellige lokaler, men klinker på alle vægge gjorde også, at akustikken var helt forfærdelig i nogle af lokalerne. Det var dog til at overleve, men krævede også en tur ud i ny og næ, så man lige kunne hvile ørerne. Der var også livemusik og det var nok godt nok, at det var gemt lidt væk i den ene side/ende, da det hurtigt kunne være blevet noget rabalder. Der skal som sagt arbejdes lidt med hvilke udstillere man har med, hvis jeg igen skal tage en lang togtur for at drikke øl i Holstebro, men man har helt sikkert ramt noget af det samme publikum, som også kommer til Øllets Dag. Jeg overhørte en mand, der lige ved siden af os på stationen, ringede og fortalte om sin oplevelse til festivalen. Han var rigtig glad og havde haft en positiv oplevelse, hvor han både havde drukket Gambrinus og Limfjords Porter, men også var meget imponeret over mangfoldigheden hos f.eks. Hornbeer og det er jo rigtig fint, hvis man kan skubbe lidt til en som ham, men det gøres næppe ved at give plads til uhyggeligt ringe lokalt bryg.  Vi er, som skrevet, også nødt til at tale om prisen. 200 kroner for ti smagsprøver og et glas er altså alt for meget. Til sammenligning skal jeg til Mikkeller Beer Celebration og her koster det mig 500 kroner, at komme ind i fire timer og smage på øl fra 100 håndplukkede bryggerier, endda inklusive et glas.

Det blev en lang og måske lidt negativ omgang, men jeg håber faktisk, at Holstebro Ølfestival kommer tilbage til næste år og har strammet lidt op på konceptet, for det har helt sikkert et rigtig fint potentiale.

 

Ølanmeldelse: Ugly Duck Saison du Chardonnay

Ligesom Nothing but Trouble BA Sherry, så har jeg også fået Saison du Chardonnay foræret af Mike fra Indslev Bryggeri, men derfor skal den nu ikke snydes for lidt omtale. Ligesom den foregående øl, så er øllet ude i sit andet batch og jeg har tidligere fået det første batch flere gange. Jeg har sågar anbefalet den til min lokale Michelin- restaurant Ti -Trin Ned, da de på et tidspunkt arrangerede en kokkekonkurrence og manglede en øl, som skulle serveres til torsk. Hvad de faktisk endte med at gøre ved jeg ikke, for de efterspurgte egentlig noget håndbryg og jeg havde ikke noget, der var velegnet på det tidspunkt.

20180309_214951

Højsaison er flot orange og med en relativt frisk karbonering, der giver et flot skum

Øllet tager udgangspunkt i en øl, som er blevet til i samarbejde med Kolding Bryglaug og er, ikke overaskende navnet taget i betragtning, en saison. Det oprindelig bryg hedder Højsaison. Det er forholdvis sød og frugtig saison, som dog også har de klassiske noter af peber og estere fra gæren.

Helt i ånd med den retning som Indslev og Ugly Duck bevæger sig, så har man naturligvis smidt noget af øllet på fad og i dette tilfælde altså på et fad, der tidligere har indeholdt Chardonnay og det fornemmer man klart i øllet, der i både aroma og smagsbillede har tydelig præg af vin.

I glasset er det en orange ravfarve med et et ganske fint hvid skum, der møder en. Ligesom den oprindelige øl, så virker den ret livligt karboneret. Når man sætter næsen i nærheden af glasset, så er der ingen tvivl om, at vi har med saison at gøre. Der er vinøse noter, men også en klar fornemmelse af krydderier, inden man også kan fornemme duften af fadet.

Smagen er i begyndelsen relativt sød, inden en masse noter af hvidvin, peber og egetræ

20180308_212259

Smuk ravfarvet og med tydelige noter af fad og hvidvin.

sætter ind. Det er en ret behagelig fornemmelse i munden, som faktisk giver mindelser om en kompleks vin. Det hele afrundes med en funky brett- fornemmelse, der har lidt stald over sig, inden det hele slutter med en fin balanceret syrlighed.

Jeg var, som skrevet, ret glad for den oprindelige udgave og det er uden tvivl stadig en glimrende øl og et perfekt match til f.eks. fisk, hvor den fint kan afløse et hvidvinen.
Hvis jeg skal finde et punkt, hvor jeg ikke er 100% begejstet, så er denmåske en lille smule for sød og som nydeøl, så savner den lidt modspil, som maden f.eks. kan give, men alt i alt, så synes jeg, at det er en øl, som man ikke skal snyde sig selv for at smage, hvis man støder på den.
20151231_170800.jpg

Den første udgave af Saison du Chardonnay i selskab med panko/sennepspaneret torsk, vagtelæg, glaceret rødbede, peberrodscreme, bacon og syre. Det er et rigtig fremragende match