Anmeldelse: Omnipollo/Buxton Yellow Belly Sundae

aviary-image-1526416105363.jpgOmnipollo er om nogen kongerne af adjuncts og har efterhånden brygget en bred vifte af dessert-, is- og kageøl. En af de mest legendariske er vel nok deres samarbejde med Buxton om Yellow Belly, der med sin specielle emballage giver et helt særligt udtryk. Den kan vi tale om en anden dag, for her har vi fat i den særlige Sundae- udgave af føromtalte øl. Vi har at gøre med en kraftig stout på 12%, der har været en tur omkring tønder, der tidligere har opbevaret bourbon og det er man i øvrigt ikke i tvivl om, hverken når man stikker næsen i øllet eller når man smager på det.

Vi bevæger os i den kendte og ganske mundrette stilart Peanut Butter Biscuit Stout og navnet giver faktisk god mening. Der er bestemt en masse peanut butter og kiks i smagen, men også en ret intens sødme, som stammer fra laktose og vanilje. Der er brugt aroma af peanuts, som på en eller anden måde giver mening, selv om purister nok ville foretrække en eller anden form for naturlig peanuttilsætning.  Aromaen minder om kage, soft ice og karamel og det er altså virkelig indbydende, selv om det måske lyder lidt voldsomt. Bedst som man tror det er vildt, så smider den lige lidt alkohol og bourbon gennem næseborene.

Smagen vil, som sagt, heller ikke stå tilbage, og der er ingen smalle steder, når den 20180515_221727flydende kage glider ned. Det er sødt, bittert, masser af chokolade, kaffe, vanilje, bourbon, der er kiks og lidt fornemmelse af Snickers. Det hele ligger over en klar alkoholisk fornemmelse, som dog ikke kammer over. Det er en ret vild øl, som faktisk er bedre end sit ophav, som jeg har fået et par gange og finder en lille smule overhypet.

Alt i alt er jeg en ret glad mand efter denne oplevelse, men den holdt som sagt også 12%, så hvem ville ikke være glad.

 

Video: Stone IPA

Endnu engang prøver jeg med det der videohalløj. Jeg har drukket en klassisk ipa fra Stone Brewing i Berlin og vrøvler lidt om den og om øl i supermarkederne.

Holstebro Ølfestival 2018

I lørdags var jeg en tur i min gamle garnisonsby Holstebro for at deltage i den første Holstebro Ølfestival, som blev afholdt i det gamle slagteri i byen.

20180421_100919
Jeg pakker naturligvis med stor klasse, så til venstre er der Silly Season og til højre Citratastic. Begge naturligvis fra Ousens Haandbryggeri

Jeg drog af sted med tog sammen med Jonas, der bl.a. står bag næsten lokale Hop Bottle Brewery, og de havde i øvrigt pyntet på programmet, og havde naturligvis pakket en lille taske med lidt transportøl. Det tager trods alt lige så lang tid, som en tur til København at komme til Holstebro fra Fredericia.

 

Vel ankommet til Holstebro var der kun en kort gåtur til

20180421_134921

Folk var klar til en ny lokal festival og stod gerne i kø

Kulturdivisionens lokaliteter i det gamle slagteri. Vi var der omkring en halv times tid før åbning og der var allerede kø for at komme ind. På området foran slagteriet var der også en række amerikaner og veteranbilder, som man kunne slå tiden ihjel med. Vi valgte forholdsvis hurtigt at stille os i kø og det var en god idé, for den blev hurtigt endnu længere og da der blev åbnet gik det ikke uhyggelig hurtigt med at komme ind til festivalen. Man kunne betale de 80 kroner det kostede med enten kontanter eller MobilePay og det fungerede sådan set fint nok, selv om mobilbetalinger tilsyneladende gik til forskellige privatpersoner. Dem om det. Allerede her er vi også nødt til at tale om prisen på selve arrangementet. Det kostede 80 kroner i entré, poletter kostede 12 kroner stykket eller ti for 120 kroner og endelig skulle man også slippe 20 kroner for et rigtigt glas. Det var i mine øjne alt for dyrt, når man tager det generelle niveau på udstillerne i betragtning. Jeg har selv været med til at arrangere Øllets Dag nogle gange og her kan vi levere glas og ti poletter til en væsentligt lavere pris, men vi har selvfølgelig heller ikke de samme omkostninger til lokaler, som man givetvis har haft her. Jeg forstår ikke løsningen med de små glas, som der angiveligt ikke var ret mange af i forhold til antallet af forventede gæster, små plastickrus og store fadøl, selv om nogen så glade ud for store fadøl fra Hancock, man bliver også så dejligt opstemt af en stor Gambrinus. Jeg har også tidligere været til Ølmarked i Århus, som jeg synes var et rædselsfuldt arrangement, og det led lidt af det samme som ølmarkedet. Man havde ikke helt gjort klart med sig selv, hvad man egentlig ville være, uden at det dog blev lige ringe som i Århus, der både vil være fredagsbar for studerende, afterski med hornmusik og ølarrangement med godt øl.

20180421_143957

Dagens ringeste øl som Struer Håndbryg stod bag. Det skulle angiveligt være en stout. Jeg ved ikke rigtig hvad det var, måske en rigtig dårlig brown ale.

Vi er også nødt til at tage lidt om øllet på Holstebro Ølfestival. Der var simpelt hen for stor niveauforskel på det bedste øl og på det ringeste, for der var både meget høj klasse, men der var også bryggerier til stede, der nok burde overveje om de overhovedet burde eksistere. I min seneste video på Youtube ranter jeg lidt over antallet af ligegyldige danske bryggerier, og hvor mange af dem der ligger i Jylland. Det blev delvist understreget af denne tur. Jeg skal sige, at jeg ikke var hele vejen rundt og smage det hele, men nogle bryggerier har jeg fået tidligere og havde ikke det store behov for en gentagelse.

I den helt modsatte ende af skalaen, så var det en decideret

20180421_151150

En af dagens højdepunkter var B-B-B-Berliner, der bød på masser af friske bær, syrlighed og bare var rigtig velgørende

scoop for festivalen, at de havde fået Flying Couch med i folden. Peter var selv til stede og serverede tre ganske gode øl og stod også bag en af dagens absolutte højdepunkter. Derudover havde han en kaffe ipa og København er altid kokos på hanen. Alle tre var rigtig glimrende. Andre højdepunkter på dagen var Åben fra Kolding, som havde en række fine øl med, der alle var centreret omkring humle. Der var naturligvis deres rigtig gode Nr. 61, men også en mere klassisk ipa, der pakkede noget mere bitterhed og den lette undergærede humlefætter. Jeg vil gerne lege spåmand og forudsige, at Åben bliver en spiller på den danske ølscene, for de er gode og har allerede fået øl ind på en række fine ølbarer. Det ville være fedt, hvis Hop Bottle kunne komme samme vej, for så begynder det at se godt i mit lokalområde.

Det er bestemt også værd at nævne fællesstanden fra Agile Brewing og Brew42. Jeg fik desværre ikke smagt på Brew42 i denne omgang, men fik to gode bryg fra Agile. Den første var en ipa, som var gæret med den norske gærtype Kveik, der spiller ind med masser af frugtnoter. Ipa’en var fin frugtig, men som bryggeren selv sagde det, så blev gæren måske lidt overdøvet af tørhumle. Jeg smager meget gerne igen, hvis der kommer et bryg mere. Derudover var der en pastry stout på hanen. Den manglede lige en lille smule på fylden, men var bestemt ikke uden evner. Den smager jeg også meget gerne igen.

Vi dryssede lidt omkring på festivalen og smagte på forskellige ting og One Pint havde en VIP- bar, der bød på lidt eksklusive dråber, bl.a. i form af en rigtig fremragende porter

20180421_172753

En rigtig god porter med kaffe og vanilje, der ligesom afløste hinanden og ikke rigtig var der samtidig.

med kaffe og vanilje. Der var flere rigtig fine øl i baren og der kunne man sagtens have brugt alle sine poletter, hvis man havde haft lyst til det. Jeg smagte også en fin gose med stikkelsbær og en kraftigt peated imperial stout, som importøren Eastern Craft havde på deres stand. Dem kendte jeg ikke i forvejen og vil helt sikkert gerne kigge mere på deres varekatalog. Der sker jo spændende ting i bl.a. Polen, så hvorfor ikke kigge mere på det østeuropæiske?

Til en ølfestival skal der naturligvis også være noget at spise og i stueetagen reklamerede de med street food, som bestod af en burger med pulled pork, fritter og chili con carne. Selv valgte jeg en gang chilli con carne, som kostede omkring 60 kroner. Den var rigtig fin i forhold til, at den skulle tilberedes til rigtig mange mennesker. Godt krydret, lidt stærk og serveres med ris og nachos. Alt i alt lige hvad man har behov for, når man er i gang med en ølfestival. Ros for maden.

Det samlede billede var egentlig ok. Rammerne var ret specielle i det gamle slagteri med flere etager og rum, hvor der stadig var forskelligt udstyr fra tiden som slagteri. Det fungerede rigtig fint med de forskellige lokaler, men klinker på alle vægge gjorde også, at akustikken var helt forfærdelig i nogle af lokalerne. Det var dog til at overleve, men krævede også en tur ud i ny og næ, så man lige kunne hvile ørerne. Der var også livemusik og det var nok godt nok, at det var gemt lidt væk i den ene side/ende, da det hurtigt kunne være blevet noget rabalder. Der skal som sagt arbejdes lidt med hvilke udstillere man har med, hvis jeg igen skal tage en lang togtur for at drikke øl i Holstebro, men man har helt sikkert ramt noget af det samme publikum, som også kommer til Øllets Dag. Jeg overhørte en mand, der lige ved siden af os på stationen, ringede og fortalte om sin oplevelse til festivalen. Han var rigtig glad og havde haft en positiv oplevelse, hvor han både havde drukket Gambrinus og Limfjords Porter, men også var meget imponeret over mangfoldigheden hos f.eks. Hornbeer og det er jo rigtig fint, hvis man kan skubbe lidt til en som ham, men det gøres næppe ved at give plads til uhyggeligt ringe lokalt bryg.  Vi er, som skrevet, også nødt til at tale om prisen. 200 kroner for ti smagsprøver og et glas er altså alt for meget. Til sammenligning skal jeg til Mikkeller Beer Celebration og her koster det mig 500 kroner, at komme ind i fire timer og smage på øl fra 100 håndplukkede bryggerier, endda inklusive et glas.

Det blev en lang og måske lidt negativ omgang, men jeg håber faktisk, at Holstebro Ølfestival kommer tilbage til næste år og har strammet lidt op på konceptet, for det har helt sikkert et rigtig fint potentiale.

 

Ølanmeldelse: Ugly Duck Saison du Chardonnay

Ligesom Nothing but Trouble BA Sherry, så har jeg også fået Saison du Chardonnay foræret af Mike fra Indslev Bryggeri, men derfor skal den nu ikke snydes for lidt omtale. Ligesom den foregående øl, så er øllet ude i sit andet batch og jeg har tidligere fået det første batch flere gange. Jeg har sågar anbefalet den til min lokale Michelin- restaurant Ti -Trin Ned, da de på et tidspunkt arrangerede en kokkekonkurrence og manglede en øl, som skulle serveres til torsk. Hvad de faktisk endte med at gøre ved jeg ikke, for de efterspurgte egentlig noget håndbryg og jeg havde ikke noget, der var velegnet på det tidspunkt.

20180309_214951

Højsaison er flot orange og med en relativt frisk karbonering, der giver et flot skum

Øllet tager udgangspunkt i en øl, som er blevet til i samarbejde med Kolding Bryglaug og er, ikke overaskende navnet taget i betragtning, en saison. Det oprindelig bryg hedder Højsaison. Det er forholdvis sød og frugtig saison, som dog også har de klassiske noter af peber og estere fra gæren.

Helt i ånd med den retning som Indslev og Ugly Duck bevæger sig, så har man naturligvis smidt noget af øllet på fad og i dette tilfælde altså på et fad, der tidligere har indeholdt Chardonnay og det fornemmer man klart i øllet, der i både aroma og smagsbillede har tydelig præg af vin.

I glasset er det en orange ravfarve med et et ganske fint hvid skum, der møder en. Ligesom den oprindelige øl, så virker den ret livligt karboneret. Når man sætter næsen i nærheden af glasset, så er der ingen tvivl om, at vi har med saison at gøre. Der er vinøse noter, men også en klar fornemmelse af krydderier, inden man også kan fornemme duften af fadet.

Smagen er i begyndelsen relativt sød, inden en masse noter af hvidvin, peber og egetræ

20180308_212259

Smuk ravfarvet og med tydelige noter af fad og hvidvin.

sætter ind. Det er en ret behagelig fornemmelse i munden, som faktisk giver mindelser om en kompleks vin. Det hele afrundes med en funky brett- fornemmelse, der har lidt stald over sig, inden det hele slutter med en fin balanceret syrlighed.

Jeg var, som skrevet, ret glad for den oprindelige udgave og det er uden tvivl stadig en glimrende øl og et perfekt match til f.eks. fisk, hvor den fint kan afløse et hvidvinen.
Hvis jeg skal finde et punkt, hvor jeg ikke er 100% begejstet, så er denmåske en lille smule for sød og som nydeøl, så savner den lidt modspil, som maden f.eks. kan give, men alt i alt, så synes jeg, at det er en øl, som man ikke skal snyde sig selv for at smage, hvis man støder på den.
20151231_170800.jpg

Den første udgave af Saison du Chardonnay i selskab med panko/sennepspaneret torsk, vagtelæg, glaceret rødbede, peberrodscreme, bacon og syre. Det er et rigtig fremragende match

Ølanmeldelse: Ugly Duck Nothing but Trouble BA Sherry

For efterhånden et stykke tid siden var jeg så heldig, at Mike fra Indslev Bryggeri begavede mig med to af deres fadlagrede øl og derfor har jeg haft lidt dårligt samvittighed over, at jeg ikke har fået skrevet noget om dem. Hele 2017 har jeg ikke haft en eneste ølanmeldelse på bloggen, men udelukkende haft nogle korte omtaler, ofte i form af min Fredagsøl, ovre på Facebook. Det har jeg tænkt lidt over og har besluttet mig for at ændre lidt på, så derfor kommer her den første ølanmeldelse i mere end et år.

Når jeg modtager en gratis øl fra et bryggeri eller en distributør, så får den naturligvis samme behandling, som hvis jeg selv køber øllet. Jeg hører indimellem, at nogle tror, at jeg ikke betaler for ret meget af det øl jeg drikker, men det er ikke sandt. Jeg får alt for lidt foræret.

20180228_213659

Indpakningen fejler intet. 66 cl flaske med, en noget gentridig, voks på toppen

Den første af de to øl, som Mike sendte til mig, blev brygget første gang for tre år siden, da Menno fra hollandske De Molen kiggede forbi Indslev for at brygge en stout med dem. Det skulle vise sig, at det ikke var verdens letteste brygdag, hvilket navnet Nothing but Trouble også antyder. Martin fra Stovt var til stede på bryggeriet ved det oprindelige bryg og havde en dejlig dag på bryggeriet.

Jeg har tidligere været igennem hele udvalget af de fadlagrede og den rene Nothing but Trouble og var ret begejstret. Dengang var jeg mest begejstret for de versioner, der havde været på fade, der tidligere havde indehold peatet whisky, bourbon og så overraskende for mig selv, den udgave, der havde hygget sig på sherryfad. Derfor var det med en vis glæde, at det er netop udgaven på sherryfad, der nu er ude i butikkerne igen.

I glasset er Nothing but Trouble kulsort under et tykt lysebrunt og meget vedvarende

20180228_214154

Tykt og lysebrunt

lysebrunt skum. Alt er som det skal og bør være i en så massiv stout.

Aromaen giver allerede, da kapslen ryger af, og inden øllet rammer glasset, en klar fornemmelse af vin, som stiger op fra den, trods alt, begrænsede åbning i flasken. I glasset fortsætter den vinøse oplevelse og giver desuden noter af sukker, alkohol og så sherry. Man fornemmer desuden de store mængder ristede malte, der giver lidt kaffe og en næsten røget note.
Det første,der slår mig, da jeg får smagt på øllet er, at der er en ret fed mundfylde med medium karbonering. Fyldigheden er ret høj og den har en masse fedme over sig. Der spilles dog også på en masse tangenter og de ristede noter, der kunne fornemmes i aromaen går igen i smagen, hvor de giver fornemmelse af aske, men på en god måde. Efter de første oplevelser sætter en fornemmelse af alkohold og sherry ind, inden det heller slutter rigtig fint af med en balanceret syrlighed og bitterhed. Jeg har siden jeg lavede mine noter hørt det beskrevet som en markant tørhed og det er nok heller ikke en helt ringe beskrivelse af det, som jeg oplevede som syre og bitterhed. Det gav en lidt snerpende fornemmelse. Alt i alt en rigtig kompleks og fin smagsoplevelse.
20180228_214202

Dejlig kompleks aroma og smag møder en i glasset

Nothing but trouble BA Sherry er en rigtig nydeøl, som man fint kan dele, hvis man skulle have den slags lyster. Det havde jeg ikke, så jeg havde lang tid i selskab med de 66 cl fremragende sort øl. Min oplevelse fra sidst der var en sherry- udgave ude holder ved, for selv om sherry ikke er mit go to valg af alkohol, så fungerer det altså rigtig godt her. Jeg har for nylig set den i både Mikkellers nye bottle shop i Odense og i Beershoppen i Kolding, men mon ikke den stadig kan findes rundt omkring. Den er i hvert fald klart værd at prøve.

Anmeldelse: Amundsen Bryggeri Christmas Pudding

Udover min fredagsøl i går, så fik jeg også denne Christmas Pudding fra norske Amundsen Bryggeri. Det er en toffee milk stout på beskedne 4,7%, men med masser af aroma og smag. 

Fint med en lidt lettere dessertøl

Den er i familie med de tunge og søde dessertstouts, men mangler noget af den fylde, som alkoholen bidrager med. Både aroma og smag er domineret af sødlige toffeenoter med vanilje og kakao, som ikke får det store modspil. Øllet er brygget med tilsætning af aromaer og jeg bilder mig selv ind, at det kan man måske godt fornemme. Mod slutningen bliver det måske lidt kunstigt og klistret.

Der er en ret fin åbning på dåsen, der giver mulighed for at aromaen kommer til sin ret

Jeg er dog ret vild med indpakningen, som udover de sædvanlige fordele, som dåsen giver, også gør, at man I princippet kunne drikke øllet direkte fra dåsen, da åbningen giver mulighed for at aromaen kan frigives gennem den større åbning. Det er godkendt, ligesom øllet også er det, uden at være overvældende.

Voodoo Brewery og Mikkeller Shop

Jeg har nogle gange bestilt øl fra Mikkellers webshop og hver gang har det været en rigtig fin oplevelse. Det går altid hurtigt og prisen for levering er rigtig fin. Denne gang fik jeg endda lidt rabat, ikke fordi jeg efterspurgte det eller fordi de havde nogen særlig grund til. Jeg havde lavet en lille fejl og fik ikke afgivet min bestilling ordentligt, men det blev løst og jeg sparede lidt penge. Det er sgu rigtig fin service.

20170922_165818.jpg

Udover de fem øl, så blev pakken leveret med et par klistermærker og en neopren- agtig kølekappe til falsker

Jeg så på Mikkellers side på Facebook, at de havde et bundle fra Voodoo Brewery, som er et amerikansk bryggeri fra Meadville, Pensylvania, selv om det altså er øl og ikke honningvin, de har kastet sig over. Jeg har ikke tidligere smagt meget øl fra Voodoo, ret præcist havde jeg smagt 10 cl fordelt på to øl til MBCC 2017 i Øksnehallen. Begge var kraftige stouts, som havde været en tur omkring bourbonfade og begge var rigtig fine.

Der var nu ingen stouts at spore i pakken fra Mikkeller, men derimod en række nogenlunde traditionelle stilarter, enkelte havde fået et lille skud op ad alkoholstigen, men ellers var der ikke de store vilde udskejelser.

Første øl i pakken, som jeg prøvede, var White Magick of the Sun, som er en belgisk wit på 7,3%, som ikke rigtig imponerede mig. Den var fin nok, men manglede noget friskhed.

Dernæst testede jeg Hoodoo. Det er en ret traditionel ipa, der er brygget med syv forskellige humler, der alle begynder med C, så masser af grapefrugt, citrus og harpiks. Den virkede måske ikke helt topfrisk, men egentlig fin nok.

20170923_213128.jpg

Billedet er ikke alt for godt, men Voodoo Love Child er en rigtig fin øl

Næste på blokken var Voodoo Love Child, der i udgangspunktet er en mere interessant øl, end de to foregående. Det er en belgisk tripel, bryggeriets egen Gran Met, der er lagret tre måneder på frugt, i form af surkirsebær, hindbær og passionsfrugt. Der er meget klare noter af frugt, særligt kirsebær og en tropisk note, som jeg tilskriver passionsfrugten. Hindbær trådte ikke rigtig klart frem for mig. Frugten har ikke hele overtaget og der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med en tripel. Gran Met var faktisk den sidste af øllene jeg drak, men den var faktisk rigtig fin. Det er en klassisk tripel. Lys, let sødlig, god mundfylde og med meget klare gærnoter. Den er rigtig godt skruet sammen og måske den bedste i pakken. Det er på en eller anden måde en ærlig øl, der ikke leget med stilarten, men i stedet hylder den og det gør den ret godt.

Voodoo brygger også en amerikansk brown ale, Winona’s big brown ale, der er brygget på Maris Otter og en række af mørkere malte, der giver masser af karamel og chokolade i smagen. Humlen byder ind med citrus og bitterged til at balancere sødmen. Øllet holder 7,3% alkohol, men det fornemmer man nu ikke, der mangler måske faktisk en lille smule fylde, for at øllet spiller 100%. Det er nu en ret fin brown ale, når nu det skal være. Det er ikke en stilart jeg ret ofte drikker. Det er sådan en slags øllets traktor, det er ofte solidt, kører stabilt, men ikke ret hurtigt eller interessant. Sangen som navnet er inspireret af, synes jeg til gengæld holder hele vejen.

20170929_174043

Killapilz var en ret perfekt partner til et par tyske pølser med kraut, kartoffel, bretzel og sennep

Det efterlader os med kun en øl tilbage, nemlig Killapilz, som vel er noget i retning af en imperial kellerbier eller måske bare slet og ret en velhumlet guldøl på 7,5%. Ifølge Voodoo, så er det en blanding af tysk, tjekkisk og polsk pilsner tilsat otte forskellige europæiske humler. Der er brugt pilsnermalt og wienermalt, så vi har at gøre med en øl, der har en relativt spinkel krop, men alligevel fornemmer man brødagtig malt i smagen, som fra humlen for græs, hø, lidt citrus og en fornemmelse af lidt krydderurter. Den starter let sødlig, men fremstår alligevel ret sprød og fin. Jeg var ret begejstret for den i den sammenhæng, som jeg indtog den i.

Alt i alt er jeg måske ikke helt faldet på halen over Voodoo Brewery. Det er alt sammen meget solidt og velbrygget. Det var vel ret beset kun wit’en, der egentlig skuffede med sin udtalte sødme og manglende friskhed. Jeg var samtidig ret tilfreds med de to tripeler og med kellerbieren, så det var sådan lidt både og. Jeg synes helt bestemt, at der er valuta for pengene i Mikkellers tilbud og synes sagtens man kan smide sine penge den vej, hvis man er til godt øl, uden alt for mange store armbevægelser, for det er altså ret velbrygget.