Årets Ølnyhed

Så er det igen blevet den tid på året, hvor medlemmerne af Danske Ølentusiaster skal kåre årets nyheder på den danske ølscene og det plejer gerne at medføre noget debat, hvor bloggere, ratebeerians m.fl. som regel er ude med riven i forhold til de ti kandidater, der ender i finalen. Der har ikke været nogen særlig debat i år, men mon ikke der kommer noget, når vi kender finalisterne? 

Afstemningen kører i første omgang måneden ud, hvorefter man finder fem finalister i hver af de to kategorier. En øl under 6% og en over. Jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor man har valgt at dele på den måde, men det er nok heller ikke så relevant. Jeg synes, igen i år, at der er uoverskueligt mange kandidater og jeg har af gode grunde på ingen måde smagt dem alle, men jeg har naturligvis afgivet mine stemmer.

Ikke overraskende, hvis man følger bloggen, så faldt valget i den stærkeste kategori på Amager Bryghus Batch 1000, som vel er den bedste danskproducerede IPA til dato. Jeg har skrevet om den flere gange og kårede den også som vinder i årskavalkaden i december. Hvis ikke den når til finalen, så er der noget galt med afstemningen eller medlemmerne af DØE.

image

Jeg var aldrig i tvivl om mit valg i den stærke kategori

I den lette kategori faldt mit valg på Alefarm Brewing Favorite Pastime, som er en glimrende og rigtig letdrikkelig hvede pale ale, der er i rigtig flot balance. En rigtig sommerøl, der måske ikke vinder innovationspriser, men som bare er fantastisk god. Den tror jeg til gengæld ikke på kommer i finalen. Den har næppe været bredt nok ude og har måske heller ikke fået nok omtale. Det er synd, men jeg har store forventninger til Andreas og Alefarm i 2016. Jeg tror det bliver stort.

image

Det var desværre det bedre bedste billede Jeg kunne finde, men øllen er fremragende

Sidste år bar der noget debat om forudsigeligheden i finalisterne på DØE Århus’ side på Facebook og imellem lokalformand i Ålborg Gert Svanborg og undertegnede, så gættede vi alle finalisterne. Jeg er ikke sikker på, at det er helt så let i år, men jeg giver den gerne et skud. 

Jeg forventer, at se en del fynsk øl, som vi plejer med Willemoes Jul i spidsen. Den plejer at være sikker. Derudover har Vestfyn flere skud i bøssen, som jeg forventer at se i finalen, da man har indledt et samarbejde med mediegøgleren Jim Lyngvild, der fik lov til at holde tale til Ølfestival 2015, samt har haft en forside på bladet. De tre, fra det faste sortiment, med korkprop er slet ikke så ringe og mindst en af dem ender i finalen.

Midtfyns er som regel også fast inventar i finalen og i år har de jo fine muligheder i kategorien for mediepersonligheder og gimmickøl. Der er kommet en ny Chilli Klaus- øl og intet mindre end to øl, der bærer Claus Holms silhuet.
Jørgen Fogh Rasmussen plejer også at have mindst en kandidat og i år kunne det godt blive Charlies Cool Porter. Den kom ud lige omkring Øllets Dag og var med på flere af stederne rundt i landet. Han har dog også lavet en Chili Lakrids Stout og den slags plejer at klare sig godt.

Et frisk bud kunne også være, at Royal Unibrews nye serier Lottrup og Schiøtz byder ind med en finalist, da de er ude i hele landet, er relativt billige og den ene serie er tilsat frugt og krydderier. Det kunne mange sikkert godt falde for.

Ugly Duck plejer også at være godt med, men i år har jeg lidt sværtede at pege på, hvilken af deres øl, der evt skulle i finalen. Bedst chance har måske Golden Eye eller Double Retro, der begge er rigtig fine øl, men det burde være Nothing but trouble- serien, der kommer med. Det er simpelt hen fremragende øl. 

image

Nothing but trouble er testet og godkendt til Xbox.

I samme åndedrag kunne man nævne Ghost Brewing Beast BA- serien, der ligeledes er fremragende stout i forskellige fadlagrede udgaver. De fleste, hvis jeg husker ret, på fade fra Stauning, der også lagde træ til Limfjordsporter i en fadlagret udgave, der bestemt også var en oplevelse, men som næppe kommer i finalen. Der kunne lakridsudgaven til gengæld godt være kandidat, da den var ude i Netto og til en pris, der nok ikke skræmmer mange væk.

Der er sikkert mange, der forventer andre kandidater og der kunne sikkert sagtens findes kandidater fra Munkebo, Humleland, Kongebryg, Ølsnedkeren og mange andre, mens jeg anser det for usansynligt, at vi kommer til at se To Øl, Mikkeller, Evil Twin, Dry and Bitter og mange fra der segment. De udgiver for mange øl, de er relativt dyre og skal findes i specialforretninger.

Giv endelig jeres bud på finalisterne. Det kunne være sjovt.

En beermail uden nogen problemer

Jeg var så heldig, at Indslev Bryghus for et stykke tid siden fandt undertegnede og bloggen værdig til at modtage et udvalg af deres nyeste øl. Det mindste jeg kan gøre i den forbindelse er, at skrive et par ord om øllet.

Jeg har allerede tidligere nævnt Golden Eye, som er en belgisk gylden ale, der ikke skubber til rammerne, men som er en dejlig og letdrikkelig øl med både sødme og bitterhed, krydret med belgisk gær.

image

Ikke så meget James Bond, bare en fin øl

Double Retro har jeg også været omkring. Igen er der tale om en øl, der ikke sprænger rammerne, men som gør det den skal. En god maltbaggrund udgør basen for nyklassiske amerikanske humler, der giver masser af citrus og bitterhed. Dejlig double IPA, der bliver rigtig god, når solen og varmen kommer.

Hovednummeret i leverancen er helt sikkert serien Nothing but trouble, som er en imperial stout, som er brygget i samarbejde med Menno fra hollandske De Molen. Efter endt gæring er øllet blevet overført til en række forskellige træfade, der hver især har givet deres præg til øllet. Martin fra Stovt var til stede på brygdagen og har skrevet om det her, mens jeg selv har skrevet om den rene udgave, samt de to tidligere nævnte her.

Når kvaliteten af basisøllet et så godt, som det er her, så går det ikke helt galt med de lagrede udgaver, selv om et par stykker af dem måske ville have vundet lidt mere ved længere tids lagring, men det kan jeg naturligvis ikke sige med sikkerhed.

image

En fortrinlig samling

Der er ingen af øllene i serien, der på nogen måde skuffer, De er faktisk temmelig gode, men jeg havde måske håbet på lidt mere fra den cognaclagrede og den Bruichladdich- lagrede, der begge havde tydeligt præg af alkohol og lidt mindre karakter af fadets og dets oprindelige beboeres smag. Stout på rødvin er en helt ok oplevelse, der bestemt kan anbefales, men for mig var de mest interessante i serien udgaven på Jack Daniels, den på sherry og den der have været på fade, der havde huset peated whisky.

Jack D- udgaven bød på lige præcis hvad man kunne forvente af sødme, egetræ og vanilje og det kan jeg altså godt lide. Så kan man diskutere om det er originalt eller ej, men det virker altså glimrende for mig.

image

Måske ikke nyskabende, men Sørens godt

Den sherrylagrede synes jeg er rigtig interessant, selv om jeg må erkende, at mine erfaringer med sherry ikke er imponerende. Den har en fin vinøs dybde med sødme og en afsluttende tørhed, der markerer en god bitterhed, der ikke kommer fra humle, men fra noget ristet eller måske fra fadet.

Den måske bedste er, den der er lagret på røget whisky, i dette tilfælde et Port Charlotte- fad, som ligesom den anden whiskyudgave er en Bruichladdich. Den har en let peated røg i aromaen, men ikke så voldsomt, som man kunne tro, eller måske frygte, hvis man ikke er til Islay- whisky. Er man ikke det, så er smagen nok heller ikke noget, for den byder på en ganske markant fornemmelse af tørverøg med lidt sødme og en tør næsten lidt prikkende bitterhed, som jeg holder ganske meget af.

image

Min favorit i flokken. Kompleks, røget, sød, frodig og fandens dejlig

En rigtig kompleks og god imperial stout, som i alle udgaver bestemt kan anbefales. Det er jo en god undskyldning for en parallelsmagning i hyggeligt selskab.

Når etiketten holder hvad den lover

For en uges tid siden faldt jeg over Port Brewings Hop Freshener Series Lemon & Grassy, som jo i navnet mere end antyder, hvad man har i vente og man må sige, at den holder hvad den stiller i udsigt.

image

En flot IPA, der virkelig leverer stor aroma, af præcis det navnet antyder

I glasset er det en mørk gul, eller måske lys orange, øl med et holdbart kridhvidt skum og en ganske frisk karbonering. Aromaen leverer en klar aroma af citronskal med en undertone af friskslået græs og tropisk frugt. Det et ikke tit, at en øl så klart leverer præcis hvad man forventer ud fra etiketten, allerede i aromaen.

Smagen er sød og frugtagtig i anslaget, men går hurtigt over i en markant smag af citronskal, hvor man har fået lidt af det hvide med, tropisk frugt, grapefrugt, inden bitterheden tager over og bliver hængende, dog uden at kamme over.

Det er en virkelig velbrygget IPA, der leverer smag i overensstemmelse med navnet. Det kan jeg egentlig ret godt lide og jeg smagt gerne de andre øl i serien, da jeg har hørt rigtig fine ting om dem. Det er ikke den perfekte IPA, men den er rigtig god.

image

Citronskal og græs er slet ikke tossede aromaer i en IPA