Aus Deutschland

Da Fru Ousen snart rundt et skarpt hjørne og i den forbindelse har inviteret gæster, så gik turen den anden dag til Tyskland og Scandinavian Park, der har et ganske ok udvalg af vin, men bestemt også af rom og whisky. Jeg kom faktisk derfra med en, til prisen, fin rye whisky fra Rittenhouse, men nu er dette jo en blog om øl, så jeg købte hele to af slagsen. Butikken har naturligvis en masse ligegyldigt dansk dåseøl, som jeg mod forventning ikke så nogen købe, men også en smule fra Mikkeller. Derudover har de en del tysk flaskeøl, både de mere gængse hvedeøl og bock, men også nogle jeg ikke kendte og da jeg ikke havde netværk af betydning på mobilen, så tog jeg chancen og puttede to ukendte i vognen.

Den første var en pale ale fra Braufactum, der tilsyneladende er en del af Oetker-koncernen, så der er ikke ligefrem tale om et lille håndværksforetagene, men det diskvalificerer jo ikke Palor på forhånd. Vi har at gøre med en klassisk udseende, men dog tilsyneladende filtreret, pale ale. Lys orange, hvidt skum og en medium karbonering. Aromaen er frisk med en smule krydderurter, som mynte og så en let citrus. Mynten må stamme fra brugen af Polaris- humle, som jeg selv har brygget med og som netop netop gav en fornemmelse af mynte. Derudover er der benyttet Cascade, som dog ikke træder så markant igennem. Smagen underbygger rigtig fint aromaen. 

Slet ikke er tosset forsøg på at lave en pale ale

Alt i alt én Ikke voldsomt udfordrende øl, men bestemt ikke dårlig. Carlsberg og Royal Unibrew kunne sagtens lære lidt her. Bedre end deres forsøg på mikrobryg/craft beer.

Øl nummer to er en  Baltic Stout, som jeg ikke er stødt på tidligere. Det plejer vel egentlig at være en porter, når den er baltic, men skidt nu med det. Øllet er brygget af Rügener Insel-Brauerei, så vi er ikke så langt fra Danmark og det giver jo også forklaringen på navnet, da vi er i Østersøen. Øllet er en britisk inspireret imperial stoutmed en alkoholprocent på 7,5. Indpakningen er ganske gennemført og øllet ser da også ud, som noget skal. Sort med brunt skum. Aromaen er let, men med klare noter af kaffe og kakao. Mundfylden er til den lette side, men bygger langsomt på, hvilket er fint, da der ikke er så meget at byde på smagsmæssigt. Lidt ristet malt, kaffe, kakao og så en let fornemmelse af soya. 

I forhold til indpakning og udseende, så skuffer den en smule, men den et mere kedelig, end den er dårlig.

Der skal mere til end flot indpakning. Selve øllet fejler intet, men er lidt kedeligt.

Lidt amerikansk fra Tyskland

Den anden dag fyldte vi en bil med håndbryggere og satte kursen mod Tyskland. Flere af os prøver at blive lidt klogere på whisky og rom, så en væsentlig del af missionen var at hjembringe lidt gode flasker, nogle flere end andre. Selv nøjedes jeg med en enkelt flaske whisky og lidt andre sager. Fremme ved Scandinavian Park kæmpede vi os gennem slik, chokolade og shampoo, inden vi kom til sodavand og øl. Scandinavian Park har det sædvanlige udvalg af dansk dåseøl og Det havde ingen interesse, så vi gik hurtigt videre til flaskeøllet, som bl.a. bød på et par stykker fra Mikkeller, samt et større udvalg af tysk hvedeøl, pilsner, bock og lidt nyere craft beer. Derudover var der nogle varianter fra Firestone Walker og jeg valgte, at smide et par stykker i vognen, inden vi med kenderminer i lang tid studerede det ganske fine udvalg af spiritus, der strækker lidt længere end det gængse udvalg i grænsehandelen.

Først på bloggen i forhold til øl er Union Jack IPA, som er en velbrygget og helt klassisk amerikansk ipa brygget med pale malt, samt lidt münchen og crystal og humlet med et fint udvalg af amerikansk humle. Flasken var nok ikke super frisk, men der var stadig en rigtig fin aroma af citrus med et lille indslag fra tropisk frugt og en smule nåletræ. Smagen bakker aromaen fint op med en medium fylde og citrusfrugter, inden det slutter med en god bitterhed, der bliver hængende et godt stykke tid. En rigtig behagelig klassisk amerikansk ipa, der måske nok ikke følger tidens mode indenfor ipa, men mindre kan bestemt også gøre det.

En rigtig flot ipa med et tykt hvidt skum

Anden servering kom i form af pale alen Pale 31, der mindede om en lidt lettere og mindre fyldig variant af Union Jack. En gul og krystalklar øl, med en hvidt skum. Endnu en gang mistænker jeg, at flasken har en smule alder på bagen, da aromaen virker lidt flad, selv om øllet er brygget med et fint udvalg af c-humler. Mundfylden er ikke voldsom, men består af de samme mange som Union Jack, så sammensætningen er nok lidt anderledes. Smagen er båret af humlen med citrusfrugter og en lille krydret note. Bitterheden er til stede, men bliver ikke dominerende. 

Alt i alt en lidt anonym oplevelse, som med lidt mere friskhed og aroma bestemt ville være en fin sommerøl.

Endnu en rigtig flot øl fra Firestone Walker, men desværre lever den ikke helt op til sit udseende

Pale Ale Festival 2016

Der har været skræmmende stille på bloggen, men der skal jo både være inspiration og noget at skrive om, så det blev altså til en lille pause, men nu er sommeren på vej og det lyse og humlede øl gør sit indtog, hvis vi altså et kort øjeblik forestiller os, at det har været væk.

Hvert år i starten af maj måned arrangerer Christian Firtal Pale Ale Festival og jeg var igen i år af sted. I fredags hoppede jeg på toget i Fredericia, for at stifte bekendtskab med både kendt og nyt blegt øl med humle.

Vejret var fantastisk og da jeg var i selskab med bloggerne fra Triplealehead, Stovt og Rock on Beer Blog, samt Bo fra Kunstbryggeriet Far & Søn, så var alle forudsætninger for en god dag til stede. Og det blev en rigtig goddag, men…

image

Tre sjæle, én tanke.


Øllet var fint, men det blev aldrig rigtig fremragende. Der var ikke rigtig nogle IPA’er, der rigtig skilte sig ud, selvom de smagte fint og godt. En del virkede ikke 100% friskt, hvilket ikke nødvendigvis er C4’s skyld, men som falder tilbage på bryggerierne. I år var der ikke så meget mørk/sort IPA på programmet, hvilket ville have kunnet give lidt større variation i udbuddet. Udover de klassiske IPA’er og pale ales, så var der også pale lager og en række øl med frugt. Nogle med laktose og nogle syrlige. Ikke traditionelle, men det var nogen af dem, der ifølge mine registreringer på Untappd, gjorde størst indtryk. 

De to bedste øl jeg fik var henholdsvis Omnipollo #411 – Wild Strawberry/Rhubarb/Vanilla Smoothie IPA, som var en lækkert cremet og som smagte af alle de ting, som navnet havde stillet i udsigt. På samme niveau befandt sig Mikkellers  Spntandryhop Simcoe, som varen rigtig fin syrlig øl, der dog ikke havde væsentlig aroma fra tørhumlingen, men som virkelig var glimrende i solen og som en afveksling fra de klassiske ipa’er.

Blandt de klassiske står Springtime in Tårnby, der ligesom rigtig mange andre øl, var en sessionable IPA, men som var blandt dem som virkede frisk og aromatisk. En vigtig ting for en IPA eller pale ale. Den var humlet rigtig fint og var rigtig letdrikkelig. 

image

Forårsøl fra Amager Bryghus


Det var en rigtig hyggelig fredag i godt selskab og med fint øl, selv om jeg ikke var helt oppe at ringe. Det kan sagtens have været en anderledes oplevelse, hvis man havde haft mulighed for at deltage de andre dage eller måske alle dage. Der var i hvert fald et bredt udvalg og blandt mine bekendtskaber i øllets verden, så ser det ud til, at de der deltog alle har haft gode oplevelser og det havde jeg også. Jeg deltager gerne igen næste år, da C4 laver et rigtig godt arrangement. Så må det jo være op til de deltagende bryggerier, at få øllene helt op at ringe. Det var tæt på, men ikke helt i mål.
image

To Øls Rødgrød med fløde var lidt spøjs. Den smagte af det den lover i navnet. Jeg tror godt jeg kunne lide det


Næste ølevent bliver Danske Ølentusiasters festival, hvor jeg vil deltage lørdag i nogle timer, inden turen går ud i byen for at besøge et udvalg af gode værtshuse. Desværre har jeg ikke mulighed for at deltage i kommende uges CBC, men skulle man være i København, så har man mulighed, så synes jeg man skulle se om ikke, der skulle være et arrangement eller to, der kunne friste.

På øljagt i supermarkedet 2

Anden del af min indkøbstur bragte mig en tur i Bilka, hvor jeg bl.a. så et tilbud fra Thisted Bryghus, der involverede de tre øl med amerikanske bynavne og så de tre, der bærer navn på humler. Jeg købte en af hver og vil her skrive lidt om Pilgrim, som er en oatmeal stout.

Før jeg overhovedet nåede til at skænke øllet, så var det allerede lidt bagude på point, da det er lykkedes for Thisted at trykke på vås-knappen. Den får lige et par linjer om, at kvinder ikke tror de kan lide mørkt øl, før de smager en oatmeal stout. Jeg køber ikke det sludder om, at der skulle findes særlige øl til kvinder. Der findes kort og godt øl, noget er godt og noget er skidt, men ikke alle øl rammer alle mennesker.

Serien fra Thisted skal tilsyneladende sætte fokus på de enkelte humler, men er alligevel forskellige øltyper, hvilket ikke er et logisk valg, hvis man vil lave en reel sammenligning eller bare vise forskellighederne. Pilgrim er en engelsk humle med lidt citrusfrugt og en krydret aroma. Her flyttet den sammen med en blød og sødlig stout, der dog har en lille syrlig note. Der er tydeligt præg af havren, som giver en blød (smooth) mundfylde og følelse, der ikke rummer meget bitterhed eller ristede toner. Aromaen er relativt svag og har ikke meget humle over sig. Det virker lidt underligt, når man har navngivet øllen efter en humle.

image

Pilgrim ser ud og dufter som den skal. Desværre er det en ret uinteressant øl


Pilgrim er ikke en dårlig øl, men den er bare ikke ret interessant. Slet ikke når man tænker på, hvor godt sort øl de faktisk kan brygge i Thisted.

Senere på dagen var jeg en tur ude st køre med familien og da vi tilsyneladende var løbet tør for salt, så røg jeg lige en tur i DagliBrugsen i Egeskov uden for Fredericia og der fik jeg øje på den nye Påske Pale Ale fra Jacobsen, som jeg lige sneg med i kurven. Jeg kender Michael Rahbek fra bryggeriet og derfor skal jeg selvfølgelig prøve en ny øl derfra.

Hvis vi skal bruge finalisterne fra Danske Ølentusiaster som målestok, så har vi med en finalist i næste afstemning at gøre. Det er en lys ravfarvet øl med et holdbart hvidt skum. Aromaen er ikke voldsomt stor, men har tydeligt præg citrushumle og lidt karamel. Den har en meget behagelig, og lidt fed, mundfylde, som balanceres af bitterheden, der ikke er kraftig eller snerpende, men som afrunder øllet rigtig fint. Noget der i øvrigt vagte begejstring hos Fru Ousen, så det må jo være en form for kvindeøl.

image

En godt balanceret pale ale, der vil gøre sig rigtig fint til en påskefrokost


Hvis man sammenligner Påske Pale Ale med en klassisk amerikansk udgave, så kunne man måske ønske lidt mere smæk på aromaen med noget frugt og citrus, men det er måske til en anden målgruppe, end den Jacobsen sigter på. Til gengæld er det en rigtig velbrygget øl, der er rigtig vel balanceret.

Indtil videre er det den klart bedste af de fire supermarkedsøl. Om den holder den status må vi se, når jeg har været ude at handle igen.

Lidt weekendvrøvlerier

Så gik der endnu en uge i den virkelige verden. Jeg måtte bl.a. tage et par dage på langs med smerter. Hurra for livet med defekte nyrer. Heldigvis betyder det jo ikke, at øl er forbudt. Det ville være katastrofalt.

I løbet af ugen blev det ikke rigtig til det store i forhold til øl, men heldigvis har weekenden været mere end anstændig.
image
Jeg havde lovet bobestyreren, at køre min fars bil til auktion i Vejle og der blev heldigvis tid til et lille smut omkring Havnens Vin og Tobak. Jeg havde hørt, at der ikke længere var det store at komme efter, men det er på ingen måder rigtigt og jeg kom derfra med fire rigtig fine øl. Jeg købte ikke flere, da jeg også havde en god gåtur foran mig. Min kone skulle hente mig i Vejle, men vores bil var punkteret, så det blev en hyggelig gåtur på 3 km i silende regn og så offentlig transport til Fredericia. I sandhed en fæl omgang. Vel ankommet hjemme havde jeg fortjent en øl og Munkebo Mikrobrygs Hejmdal blev med velbehag indtaget. Jeg havde ikke forestillet mig, at en Coconut Wheat Ale ville være noget særligt, men det er en rigtig fin øl, som er ret forfriskende. Senere åbnede jeg et tilbud fra Fakta, i form af Raasted Harejagt og jeg vil nøjes med at forbigå oplevelsen i tavshed.
image
Lørdag bød på et par rigtig gode oplevelser, da yderligere to af de hjembragte øl blev nydt. Det var i første omgang Almanac Extra Pale Ale, som er en belgisk pale ale tilsat appelsiner. Den har en helt fantatisk aroma af netop appelsin, mens smagen ikke helt kan følge med. Det er dog en rigtig god øl og jeg drikker meget gerne Almanac en anden gang. Mens jeg lavede mad blev det også tid til en Fat Cat fra Beer Here. Som sædvanlig en ganske fin øl.
image

Senere lørdag, da den øvrige hustand var gået til ro, åbnede jeg en Caribbean Chocolate Stout fra engelske Siren Craft Brew i samarbejde med Wayne Wambles fra Cigar City i Florida. Det er den bedste øl jeg har drukket i et stykke tid. Den havde en fantastisk aroma af chokolade og tropiske frugter, der skulle komme fra ristet cacaonibs og en eksperimental humle. Smagen fulgte rigtig glimrende op på aromaen og var med stor mundfylde og skutte med let syrlighed. Fantastisk måde at slutte dagen på.
image
I dag havde jeg overvejet en tur på stadion, men kom ikke af sted, så jeg kan desværre ikke skrive noget om Carlsberg Fadøl i plastkrus. Det bliver en anden gang, men til gengæld har jeg lavet mad med øl. Gammeldags oksegrydesteg braiseret i hvedeøl og æblemost. Det var egentlig ret simpelt at lave.
image
Kødet krydres og brunes godt af. Gulerødder, løg og blegselleri får samme tur, inden kød, et par deciliter æblemost, en halv liter oksefond og det meste af en Svane Hvede røg i gryden. Tre timer senere kom det ud af en 150 grader varm ovn. Lidt kortere tid eller måske lavere temperatur havde været fint, men kødet var saftig og kunne snildt have været brugt til noget pulled halløj.
image

Sovsen blev skummet af og kogt ind, inden jeg lod det møde min stavblender, så urterne jævnede sovsen og smagte godt igennem. Lidt fløde, æblecidereddike og kulør senere kogte jeg det kort igennem. Det blev serveret med kartofler og rosenkål. Jeg er en af de der sære mennesker, der faktisk sætter pris på rosenkål, så længe de blot har fået kort tid og noget syre.

Til maden drak jeg selvfølgelig øl og valget faldt på Hvede Bock fra Indslev, som passede så glimrende.
image