I lørdags var jeg en tur i min gamle garnisonsby Holstebro for at deltage i den første Holstebro Ølfestival, som blev afholdt i det gamle slagteri i byen.
- Jeg pakker naturligvis med stor klasse, så til venstre er der Silly Season og til højre Citratastic. Begge naturligvis fra Ousens Haandbryggeri
Jeg drog af sted med tog sammen med Jonas, der bl.a. står bag næsten lokale Hop Bottle Brewery, og de havde i øvrigt pyntet på programmet, og havde naturligvis pakket en lille taske med lidt transportøl. Det tager trods alt lige så lang tid, som en tur til København at komme til Holstebro fra Fredericia.
Vel ankommet til Holstebro var der kun en kort gåtur til

Folk var klar til en ny lokal festival og stod gerne i kø
Kulturdivisionens lokaliteter i det gamle slagteri. Vi var der omkring en halv times tid før åbning og der var allerede kø for at komme ind. På området foran slagteriet var der også en række amerikaner og veteranbilder, som man kunne slå tiden ihjel med. Vi valgte forholdsvis hurtigt at stille os i kø og det var en god idé, for den blev hurtigt endnu længere og da der blev åbnet gik det ikke uhyggelig hurtigt med at komme ind til festivalen. Man kunne betale de 80 kroner det kostede med enten kontanter eller MobilePay og det fungerede sådan set fint nok, selv om mobilbetalinger tilsyneladende gik til forskellige privatpersoner. Dem om det. Allerede her er vi også nødt til at tale om prisen på selve arrangementet. Det kostede 80 kroner i entré, poletter kostede 12 kroner stykket eller ti for 120 kroner og endelig skulle man også slippe 20 kroner for et rigtigt glas. Det var i mine øjne alt for dyrt, når man tager det generelle niveau på udstillerne i betragtning. Jeg har selv været med til at arrangere Øllets Dag nogle gange og her kan vi levere glas og ti poletter til en væsentligt lavere pris, men vi har selvfølgelig heller ikke de samme omkostninger til lokaler, som man givetvis har haft her. Jeg forstår ikke løsningen med de små glas, som der angiveligt ikke var ret mange af i forhold til antallet af forventede gæster, små plastickrus og store fadøl, selv om nogen så glade ud for store fadøl fra Hancock, man bliver også så dejligt opstemt af en stor Gambrinus. Jeg har også tidligere været til Ølmarked i Århus, som jeg synes var et rædselsfuldt arrangement, og det led lidt af det samme som ølmarkedet. Man havde ikke helt gjort klart med sig selv, hvad man egentlig ville være, uden at det dog blev lige ringe som i Århus, der både vil være fredagsbar for studerende, afterski med hornmusik og ølarrangement med godt øl.

Dagens ringeste øl som Struer Håndbryg stod bag. Det skulle angiveligt være en stout. Jeg ved ikke rigtig hvad det var, måske en rigtig dårlig brown ale.
Vi er også nødt til at tage lidt om øllet på Holstebro Ølfestival. Der var simpelt hen for stor niveauforskel på det bedste øl og på det ringeste, for der var både meget høj klasse, men der var også bryggerier til stede, der nok burde overveje om de overhovedet burde eksistere. I min seneste video på Youtube ranter jeg lidt over antallet af ligegyldige danske bryggerier, og hvor mange af dem der ligger i Jylland. Det blev delvist understreget af denne tur. Jeg skal sige, at jeg ikke var hele vejen rundt og smage det hele, men nogle bryggerier har jeg fået tidligere og havde ikke det store behov for en gentagelse.
I den helt modsatte ende af skalaen, så var det en decideret

En af dagens højdepunkter var B-B-B-Berliner, der bød på masser af friske bær, syrlighed og bare var rigtig velgørende
scoop for festivalen, at de havde fået Flying Couch med i folden. Peter var selv til stede og serverede tre ganske gode øl og stod også bag en af dagens absolutte højdepunkter. Derudover havde han en kaffe ipa og København er altid kokos på hanen. Alle tre var rigtig glimrende. Andre højdepunkter på dagen var Åben fra Kolding, som havde en række fine øl med, der alle var centreret omkring humle. Der var naturligvis deres rigtig gode Nr. 61, men også en mere klassisk ipa, der pakkede noget mere bitterhed og den lette undergærede humlefætter. Jeg vil gerne lege spåmand og forudsige, at Åben bliver en spiller på den danske ølscene, for de er gode og har allerede fået øl ind på en række fine ølbarer. Det ville være fedt, hvis Hop Bottle kunne komme samme vej, for så begynder det at se godt i mit lokalområde.
Det er bestemt også værd at nævne fællesstanden fra Agile Brewing og Brew42. Jeg fik desværre ikke smagt på Brew42 i denne omgang, men fik to gode bryg fra Agile. Den første var en ipa, som var gæret med den norske gærtype Kveik, der spiller ind med masser af frugtnoter. Ipa’en var fin frugtig, men som bryggeren selv sagde det, så blev gæren måske lidt overdøvet af tørhumle. Jeg smager meget gerne igen, hvis der kommer et bryg mere. Derudover var der en pastry stout på hanen. Den manglede lige en lille smule på fylden, men var bestemt ikke uden evner. Den smager jeg også meget gerne igen.
Vi dryssede lidt omkring på festivalen og smagte på forskellige ting og One Pint havde en VIP- bar, der bød på lidt eksklusive dråber, bl.a. i form af en rigtig fremragende porter

En rigtig god porter med kaffe og vanilje, der ligesom afløste hinanden og ikke rigtig var der samtidig.
med kaffe og vanilje. Der var flere rigtig fine øl i baren og der kunne man sagtens have brugt alle sine poletter, hvis man havde haft lyst til det. Jeg smagte også en fin gose med stikkelsbær og en kraftigt peated imperial stout, som importøren Eastern Craft havde på deres stand. Dem kendte jeg ikke i forvejen og vil helt sikkert gerne kigge mere på deres varekatalog. Der sker jo spændende ting i bl.a. Polen, så hvorfor ikke kigge mere på det østeuropæiske?
Til en ølfestival skal der naturligvis også være noget at spise og i stueetagen reklamerede de med street food, som bestod af en burger med pulled pork, fritter og chili con carne. Selv valgte jeg en gang chilli con carne, som kostede omkring 60 kroner. Den var rigtig fin i forhold til, at den skulle tilberedes til rigtig mange mennesker. Godt krydret, lidt stærk og serveres med ris og nachos. Alt i alt lige hvad man har behov for, når man er i gang med en ølfestival. Ros for maden.
Det samlede billede var egentlig ok. Rammerne var ret specielle i det gamle slagteri med flere etager og rum, hvor der stadig var forskelligt udstyr fra tiden som slagteri. Det fungerede rigtig fint med de forskellige lokaler, men klinker på alle vægge gjorde også, at akustikken var helt forfærdelig i nogle af lokalerne. Det var dog til at overleve, men krævede også en tur ud i ny og næ, så man lige kunne hvile ørerne. Der var også livemusik og det var nok godt nok, at det var gemt lidt væk i den ene side/ende, da det hurtigt kunne være blevet noget rabalder. Der skal som sagt arbejdes lidt med hvilke udstillere man har med, hvis jeg igen skal tage en lang togtur for at drikke øl i Holstebro, men man har helt sikkert ramt noget af det samme publikum, som også kommer til Øllets Dag. Jeg overhørte en mand, der lige ved siden af os på stationen, ringede og fortalte om sin oplevelse til festivalen. Han var rigtig glad og havde haft en positiv oplevelse, hvor han både havde drukket Gambrinus og Limfjords Porter, men også var meget imponeret over mangfoldigheden hos f.eks. Hornbeer og det er jo rigtig fint, hvis man kan skubbe lidt til en som ham, men det gøres næppe ved at give plads til uhyggeligt ringe lokalt bryg. Vi er, som skrevet, også nødt til at tale om prisen. 200 kroner for ti smagsprøver og et glas er altså alt for meget. Til sammenligning skal jeg til Mikkeller Beer Celebration og her koster det mig 500 kroner, at komme ind i fire timer og smage på øl fra 100 håndplukkede bryggerier, endda inklusive et glas.
Det blev en lang og måske lidt negativ omgang, men jeg håber faktisk, at Holstebro Ølfestival kommer tilbage til næste år og har strammet lidt op på konceptet, for det har helt sikkert et rigtig fint potentiale.