Den anden dag var jeg i en af mine lokale brugsforeninger, hvor jeg fik en overraskelse på ølfronten. De havde indkøbt en ordentlig omgang Symbiostout fra Ørbæk, som de solgte til en tilsyneladende ret lav pris, hvilket jeg ikke kunne stå for, så jeg købte lidt sort øl med hjem.
Nu har en af dem været i glasset, mens jeg har filmet det.
Jeg har fået fat på et eksemplar af Three Merchants fra Ugly Duck. Jeg havde kameaet rullende, da jeg smagte på den.
Det er bestemt ikke alt øl fra Rusland, der er noget skidt. AF Brew har i samarbejde med Wild Lab skabt en ret fin imperial stout. Jeg har drukket den med kameraet kørende.
Jeg har købt lidt øl gennem indkøbsfællesskabet Kobaj og har haft en af dem i glasset. Det kunne jeg jo lige så godt lave lidt video af. Jeg har faktisk tidligere smagt på Black C, som kommer fra Liège og Brasserie C.
For lidt tid siden skrev Stovt om en øl, som han via mellemmand havde fået lov til at smage. Jeg mistænker, at vores mellemmand kunne være den sammen og nu har jeg så også haft Brygklubben Herodes’ dobbeltmæskede stout i glasset.
Flasken er kun markeret med ordet tonka på kapslen, men er ellers helt anonym, men et ikke kommercielt foretagende behøver naturligvis heller ikke mere. Da jeg knapper flasken op undslipper der kun et meget lille pift og i glasset er det en kulsort og tyktflydende omgang, der i kort tid har et fint lille lysebrunt skum.
Tonkabønnen er ret markant i aromaen, og i modsætning til Stovt, så giver det mig en fornemmelse af vanilje, som sammen med sukker og kakao udgør de væsentlige elementer i aromaen. Heldigvis kan jeg ret godt lide vanilje, og de andre ting også, så det er slet ikke så ringe endda.
Øllet har en ret kraftig mundfylde, men det er jo også at forvente, når man tager i betragtning, at det er en dobbeltmæsket øl. Det giver altid en del power. I munden får jeg først en fornemmelse af sødme med lidt mørk sukker, karamel, lidt frugt, chokolade, men også en meget behagelig let syrlighed, bare lige en lillebitte note, som træder frem efter lidt tid i glasset. Tonkabønne går naturligvis også igen i smagen. Den er lidt svær at definere, for selv om jeg synes, at den dufter af vanilje, så er det ikke helt den rigtige beskrivelse af smagen, som godt nok henleder tankerne til vanilje, men det er det tydeligvis ikke. Uanset hvad, så synes jeg det er ret lækkert. Det er en stærk øl og man fornemmer også lidt alkohol, men det er på ingen måde anmasende eller ubehageligt, men med 13.8%, så er det svært helt at undgå.
Som man nok kan fornemme, så synes jeg, at det er en er rigtig god stout. Den spiller meget på tonka, men kammer ikke over, selv om man et stykke tid har glæde af både sødmen og tonkabønnen. Skal jeg finde de rigtigt kritiske briller frem, så kunne It takes two to tonka, måske godt bære en smule mere fylde, men så er vi ude i detaljer. Mine noter afslører til gengæld, at jeg, da jeg sad med øllet i glasset, syntes at den var dejligt fri for lakridsnoter.
Brygklubben Herodes er ofte et af de mere spændende stop til Ølfestival, men i år kom 
jeg af en eller anden grund ikke forbi. Jeg hørte eller fine ting om en kraftig vaniljeagtig stout, så mon ikke der sidder en eller to derude, som allerede har smagt den. Jeg håber, at det her på en eller anden måde kommer bredere ud, for det har den fortjent. Det kunne sagtens have været en Amager Bryghus eller måske Lervig eller Amundsen fra Norge, hvor de også gerne leger med tilsætninger. Den kunne også være spændende at smage i fadlagrede udgaver. Jeg tænker bourbon eller måske rom.
Omnipollo er om nogen kongerne af adjuncts og har efterhånden brygget en bred vifte af dessert-, is- og kageøl. En af de mest legendariske er vel nok deres samarbejde med Buxton om Yellow Belly, der med sin specielle emballage giver et helt særligt udtryk. Den kan vi tale om en anden dag, for her har vi fat i den særlige Sundae- udgave af føromtalte øl. Vi har at gøre med en kraftig stout på 12%, der har været en tur omkring tønder, der tidligere har opbevaret bourbon og det er man i øvrigt ikke i tvivl om, hverken når man stikker næsen i øllet eller når man smager på det.
Vi bevæger os i den kendte og ganske mundrette stilart Peanut Butter Biscuit Stout og navnet giver faktisk god mening. Der er bestemt en masse peanut butter og kiks i smagen, men også en ret intens sødme, som stammer fra laktose og vanilje. Der er brugt aroma af peanuts, som på en eller anden måde giver mening, selv om purister nok ville foretrække en eller anden form for naturlig peanuttilsætning. Aromaen minder om kage, soft ice og karamel og det er altså virkelig indbydende, selv om det måske lyder lidt voldsomt. Bedst som man tror det er vildt, så smider den lige lidt alkohol og bourbon gennem næseborene.
Smagen vil, som sagt, heller ikke stå tilbage, og der er ingen smalle steder, når den 
flydende kage glider ned. Det er sødt, bittert, masser af chokolade, kaffe, vanilje, bourbon, der er kiks og lidt fornemmelse af Snickers. Det hele ligger over en klar alkoholisk fornemmelse, som dog ikke kammer over. Det er en ret vild øl, som faktisk er bedre end sit ophav, som jeg har fået et par gange og finder en lille smule overhypet.
Alt i alt er jeg en ret glad mand efter denne oplevelse, men den holdt som sagt også 12%, så hvem ville ikke være glad.
For efterhånden et stykke tid siden var jeg så heldig, at Mike fra Indslev Bryggeri begavede mig med to af deres fadlagrede øl og derfor har jeg haft lidt dårligt samvittighed over, at jeg ikke har fået skrevet noget om dem. Hele 2017 har jeg ikke haft en eneste ølanmeldelse på bloggen, men udelukkende haft nogle korte omtaler, ofte i form af min Fredagsøl, ovre på Facebook. Det har jeg tænkt lidt over og har besluttet mig for at ændre lidt på, så derfor kommer her den første ølanmeldelse i mere end et år.
Når jeg modtager en gratis øl fra et bryggeri eller en distributør, så får den naturligvis samme behandling, som hvis jeg selv køber øllet. Jeg hører indimellem, at nogle tror, at jeg ikke betaler for ret meget af det øl jeg drikker, men det er ikke sandt. Jeg får alt for lidt foræret.
Indpakningen fejler intet. 66 cl flaske med, en noget gentridig, voks på toppen
Den første af de to øl, som Mike sendte til mig, blev brygget første gang for tre år siden, da Menno fra hollandske De Molen kiggede forbi Indslev for at brygge en stout med dem. Det skulle vise sig, at det ikke var verdens letteste brygdag, hvilket navnet Nothing but Trouble også antyder. Martin fra Stovt var til stede på bryggeriet ved det oprindelige bryg og havde en dejlig dag på bryggeriet.
Jeg har tidligere været igennem hele udvalget af de fadlagrede og den rene Nothing but Trouble og var ret begejstret. Dengang var jeg mest begejstret for de versioner, der havde været på fade, der tidligere havde indehold peatet whisky, bourbon og så overraskende for mig selv, den udgave, der havde hygget sig på sherryfad. Derfor var det med en vis glæde, at det er netop udgaven på sherryfad, der nu er ude i butikkerne igen.
I glasset er Nothing but Trouble kulsort under et tykt lysebrunt og meget vedvarende
Tykt og lysebrunt
lysebrunt skum. Alt er som det skal og bør være i en så massiv stout.
Dejlig kompleks aroma og smag møder en i glasset
Nothing but trouble BA Sherry er en rigtig nydeøl, som man fint kan dele, hvis man skulle have den slags lyster. Det havde jeg ikke, så jeg havde lang tid i selskab med de 66 cl fremragende sort øl. Min oplevelse fra sidst der var en sherry- udgave ude holder ved, for selv om sherry ikke er mit go to valg af alkohol, så fungerer det altså rigtig godt her. Jeg har for nylig set den i både Mikkellers nye bottle shop i Odense og i Beershoppen i Kolding, men mon ikke den stadig kan findes rundt omkring. Den er i hvert fald klart værd at prøve.
Udover min fredagsøl i går, så fik jeg også denne Christmas Pudding fra norske Amundsen Bryggeri. Det er en toffee milk stout på beskedne 4,7%, men med masser af aroma og smag.
Fint med en lidt lettere dessertøl
Der er en ret fin åbning på dåsen, der giver mulighed for at aromaen kommer til sin ret
Jeg er dog ret vild med indpakningen, som udover de sædvanlige fordele, som dåsen giver, også gør, at man I princippet kunne drikke øllet direkte fra dåsen, da åbningen giver mulighed for at aromaen kan frigives gennem den større åbning. Det er godkendt, ligesom øllet også er det, uden at være overvældende.
En gang imellem kommer man forbi en øl, hvor listen over ingredienser er så åndssvag, at det kun kan have to udfald. Enten bliver det en mærkelig gang rod, eller også ved bryggeren virkelig hvad han laver. Med The Stay Puft, så er det sidste tilfældet, eller også er bryggeren måske virkelig heldig, men vi lader tvivlen komme ham til gode og tror på talent. Det lille Bryggeri har i hvert fald tidligere lavet rigtig fine stærke stouts.
Udover malt, humle, gær og vand, så har bryggeren valgt at hive fat i Marsmallow- manden fra Ghost Busters, der har hevet sine venner kokos, salt, kandis og chokolade med. Det burde ikke give en god øl og jeg har da også kigget på den nogle gange, men har valgt noget andet, men både Stovt og Tripplealehead anbefalede, at jeg gav den chance, så det gjorde jeg.
Overraskende nok, så virker den kaotiske opskrift. Øllet er kort og godt fremragende med en meget, men på en eller anden måde elegant, markant aroma og smag af kokos, der bliver flankeret af sødme og en meget let bitterhed med chokolade i sidevognen. Jeg formoder, at Marshmallows giver sødme, men salten ikke står meget frem, men den kan være med til at fremhæve de øvrige nuancer. Det ville jeg jo gøre, hvis jeg lavede en dessert med chokolade. Man fornemmer også alkoholen, men ikke på en brændende måde.
Som skrevet, så er det en fremragende stout, som klart skal have en anbefaling med.
Da Fru Ousen snart rundt et skarpt hjørne og i den forbindelse har inviteret gæster, så gik turen den anden dag til Tyskland og Scandinavian Park, der har et ganske ok udvalg af vin, men bestemt også af rom og whisky. Jeg kom faktisk derfra med en, til prisen, fin rye whisky fra Rittenhouse, men nu er dette jo en blog om øl, så jeg købte hele to af slagsen. Butikken har naturligvis en masse ligegyldigt dansk dåseøl, som jeg mod forventning ikke så nogen købe, men også en smule fra Mikkeller. Derudover har de en del tysk flaskeøl, både de mere gængse hvedeøl og bock, men også nogle jeg ikke kendte og da jeg ikke havde netværk af betydning på mobilen, så tog jeg chancen og puttede to ukendte i vognen.
Den første var en pale ale fra Braufactum, der tilsyneladende er en del af Oetker-koncernen, så der er ikke ligefrem tale om et lille håndværksforetagene, men det diskvalificerer jo ikke Palor på forhånd. Vi har at gøre med en klassisk udseende, men dog tilsyneladende filtreret, pale ale. Lys orange, hvidt skum og en medium karbonering. Aromaen er frisk med en smule krydderurter, som mynte og så en let citrus. Mynten må stamme fra brugen af Polaris- humle, som jeg selv har brygget med og som netop netop gav en fornemmelse af mynte. Derudover er der benyttet Cascade, som dog ikke træder så markant igennem. Smagen underbygger rigtig fint aromaen.
Slet ikke er tosset forsøg på at lave en pale ale
Alt i alt én Ikke voldsomt udfordrende øl, men bestemt ikke dårlig. Carlsberg og Royal Unibrew kunne sagtens lære lidt her. Bedre end deres forsøg på mikrobryg/craft beer.
Øl nummer to er en Baltic Stout, som jeg ikke er stødt på tidligere. Det plejer vel egentlig at være en porter, når den er baltic, men skidt nu med det. Øllet er brygget af Rügener Insel-Brauerei, så vi er ikke så langt fra Danmark og det giver jo også forklaringen på navnet, da vi er i Østersøen. Øllet er en britisk inspireret imperial stoutmed en alkoholprocent på 7,5. Indpakningen er ganske gennemført og øllet ser da også ud, som noget skal. Sort med brunt skum. Aromaen er let, men med klare noter af kaffe og kakao. Mundfylden er til den lette side, men bygger langsomt på, hvilket er fint, da der ikke er så meget at byde på smagsmæssigt. Lidt ristet malt, kaffe, kakao og så en let fornemmelse af soya.
I forhold til indpakning og udseende, så skuffer den en smule, men den et mere kedelig, end den er dårlig.
Der skal mere til end flot indpakning. Selve øllet fejler intet, men er lidt kedeligt.
Ousen om øl 