Anmeldelse: Omnipollo/Buxton Yellow Belly Sundae

aviary-image-1526416105363.jpgOmnipollo er om nogen kongerne af adjuncts og har efterhånden brygget en bred vifte af dessert-, is- og kageøl. En af de mest legendariske er vel nok deres samarbejde med Buxton om Yellow Belly, der med sin specielle emballage giver et helt særligt udtryk. Den kan vi tale om en anden dag, for her har vi fat i den særlige Sundae- udgave af føromtalte øl. Vi har at gøre med en kraftig stout på 12%, der har været en tur omkring tønder, der tidligere har opbevaret bourbon og det er man i øvrigt ikke i tvivl om, hverken når man stikker næsen i øllet eller når man smager på det.

Vi bevæger os i den kendte og ganske mundrette stilart Peanut Butter Biscuit Stout og navnet giver faktisk god mening. Der er bestemt en masse peanut butter og kiks i smagen, men også en ret intens sødme, som stammer fra laktose og vanilje. Der er brugt aroma af peanuts, som på en eller anden måde giver mening, selv om purister nok ville foretrække en eller anden form for naturlig peanuttilsætning.  Aromaen minder om kage, soft ice og karamel og det er altså virkelig indbydende, selv om det måske lyder lidt voldsomt. Bedst som man tror det er vildt, så smider den lige lidt alkohol og bourbon gennem næseborene.

Smagen vil, som sagt, heller ikke stå tilbage, og der er ingen smalle steder, når den 20180515_221727flydende kage glider ned. Det er sødt, bittert, masser af chokolade, kaffe, vanilje, bourbon, der er kiks og lidt fornemmelse af Snickers. Det hele ligger over en klar alkoholisk fornemmelse, som dog ikke kammer over. Det er en ret vild øl, som faktisk er bedre end sit ophav, som jeg har fået et par gange og finder en lille smule overhypet.

Alt i alt er jeg en ret glad mand efter denne oplevelse, men den holdt som sagt også 12%, så hvem ville ikke være glad.

 

Ølanmeldelse: Ugly Duck Nothing but Trouble BA Sherry

For efterhånden et stykke tid siden var jeg så heldig, at Mike fra Indslev Bryggeri begavede mig med to af deres fadlagrede øl og derfor har jeg haft lidt dårligt samvittighed over, at jeg ikke har fået skrevet noget om dem. Hele 2017 har jeg ikke haft en eneste ølanmeldelse på bloggen, men udelukkende haft nogle korte omtaler, ofte i form af min Fredagsøl, ovre på Facebook. Det har jeg tænkt lidt over og har besluttet mig for at ændre lidt på, så derfor kommer her den første ølanmeldelse i mere end et år.

Når jeg modtager en gratis øl fra et bryggeri eller en distributør, så får den naturligvis samme behandling, som hvis jeg selv køber øllet. Jeg hører indimellem, at nogle tror, at jeg ikke betaler for ret meget af det øl jeg drikker, men det er ikke sandt. Jeg får alt for lidt foræret.

20180228_213659

Indpakningen fejler intet. 66 cl flaske med, en noget gentridig, voks på toppen

Den første af de to øl, som Mike sendte til mig, blev brygget første gang for tre år siden, da Menno fra hollandske De Molen kiggede forbi Indslev for at brygge en stout med dem. Det skulle vise sig, at det ikke var verdens letteste brygdag, hvilket navnet Nothing but Trouble også antyder. Martin fra Stovt var til stede på bryggeriet ved det oprindelige bryg og havde en dejlig dag på bryggeriet.

Jeg har tidligere været igennem hele udvalget af de fadlagrede og den rene Nothing but Trouble og var ret begejstret. Dengang var jeg mest begejstret for de versioner, der havde været på fade, der tidligere havde indehold peatet whisky, bourbon og så overraskende for mig selv, den udgave, der havde hygget sig på sherryfad. Derfor var det med en vis glæde, at det er netop udgaven på sherryfad, der nu er ude i butikkerne igen.

I glasset er Nothing but Trouble kulsort under et tykt lysebrunt og meget vedvarende

20180228_214154

Tykt og lysebrunt

lysebrunt skum. Alt er som det skal og bør være i en så massiv stout.

Aromaen giver allerede, da kapslen ryger af, og inden øllet rammer glasset, en klar fornemmelse af vin, som stiger op fra den, trods alt, begrænsede åbning i flasken. I glasset fortsætter den vinøse oplevelse og giver desuden noter af sukker, alkohol og så sherry. Man fornemmer desuden de store mængder ristede malte, der giver lidt kaffe og en næsten røget note.
Det første,der slår mig, da jeg får smagt på øllet er, at der er en ret fed mundfylde med medium karbonering. Fyldigheden er ret høj og den har en masse fedme over sig. Der spilles dog også på en masse tangenter og de ristede noter, der kunne fornemmes i aromaen går igen i smagen, hvor de giver fornemmelse af aske, men på en god måde. Efter de første oplevelser sætter en fornemmelse af alkohold og sherry ind, inden det heller slutter rigtig fint af med en balanceret syrlighed og bitterhed. Jeg har siden jeg lavede mine noter hørt det beskrevet som en markant tørhed og det er nok heller ikke en helt ringe beskrivelse af det, som jeg oplevede som syre og bitterhed. Det gav en lidt snerpende fornemmelse. Alt i alt en rigtig kompleks og fin smagsoplevelse.
20180228_214202

Dejlig kompleks aroma og smag møder en i glasset

Nothing but trouble BA Sherry er en rigtig nydeøl, som man fint kan dele, hvis man skulle have den slags lyster. Det havde jeg ikke, så jeg havde lang tid i selskab med de 66 cl fremragende sort øl. Min oplevelse fra sidst der var en sherry- udgave ude holder ved, for selv om sherry ikke er mit go to valg af alkohol, så fungerer det altså rigtig godt her. Jeg har for nylig set den i både Mikkellers nye bottle shop i Odense og i Beershoppen i Kolding, men mon ikke den stadig kan findes rundt omkring. Den er i hvert fald klart værd at prøve.

Anmeldelse: Amundsen Bryggeri Christmas Pudding

Udover min fredagsøl i går, så fik jeg også denne Christmas Pudding fra norske Amundsen Bryggeri. Det er en toffee milk stout på beskedne 4,7%, men med masser af aroma og smag. 

Fint med en lidt lettere dessertøl

Den er i familie med de tunge og søde dessertstouts, men mangler noget af den fylde, som alkoholen bidrager med. Både aroma og smag er domineret af sødlige toffeenoter med vanilje og kakao, som ikke får det store modspil. Øllet er brygget med tilsætning af aromaer og jeg bilder mig selv ind, at det kan man måske godt fornemme. Mod slutningen bliver det måske lidt kunstigt og klistret.

Der er en ret fin åbning på dåsen, der giver mulighed for at aromaen kommer til sin ret

Jeg er dog ret vild med indpakningen, som udover de sædvanlige fordele, som dåsen giver, også gør, at man I princippet kunne drikke øllet direkte fra dåsen, da åbningen giver mulighed for at aromaen kan frigives gennem den større åbning. Det er godkendt, ligesom øllet også er det, uden at være overvældende.

En umulig øl der virker

En gang imellem kommer man forbi en øl, hvor listen over ingredienser er så åndssvag, at det kun kan have to udfald. Enten bliver det en mærkelig gang rod, eller også ved bryggeren virkelig hvad han laver. Med The Stay Puft, så er det sidste tilfældet, eller også er bryggeren måske virkelig heldig, men vi lader tvivlen komme ham til gode og tror på talent. Det lille Bryggeri har i hvert fald tidligere lavet rigtig fine stærke stouts.

Udover malt, humle, gær og vand, så har bryggeren valgt at hive fat i Marsmallow- manden fra Ghost Busters, der har hevet sine venner kokos, salt, kandis og chokolade med. Det burde ikke give en god øl og jeg har da også kigget på den nogle gange, men har valgt noget andet, men både Stovt og Tripplealehead anbefalede, at jeg gav den chance, så det gjorde jeg.

Overraskende nok, så virker den kaotiske opskrift. Øllet er kort og godt fremragende med en meget, men på en eller anden måde elegant, markant aroma og smag af kokos, der bliver flankeret af sødme og en meget let bitterhed med chokolade i sidevognen. Jeg formoder, at Marshmallows giver sødme, men salten ikke står meget frem, men den kan være med til at fremhæve de øvrige nuancer. Det ville jeg jo gøre, hvis jeg lavede en dessert med chokolade. Man fornemmer også alkoholen, men ikke på en brændende måde.

Som skrevet, så er det en fremragende stout, som klart skal have en anbefaling med.

Aus Deutschland

Da Fru Ousen snart rundt et skarpt hjørne og i den forbindelse har inviteret gæster, så gik turen den anden dag til Tyskland og Scandinavian Park, der har et ganske ok udvalg af vin, men bestemt også af rom og whisky. Jeg kom faktisk derfra med en, til prisen, fin rye whisky fra Rittenhouse, men nu er dette jo en blog om øl, så jeg købte hele to af slagsen. Butikken har naturligvis en masse ligegyldigt dansk dåseøl, som jeg mod forventning ikke så nogen købe, men også en smule fra Mikkeller. Derudover har de en del tysk flaskeøl, både de mere gængse hvedeøl og bock, men også nogle jeg ikke kendte og da jeg ikke havde netværk af betydning på mobilen, så tog jeg chancen og puttede to ukendte i vognen.

Den første var en pale ale fra Braufactum, der tilsyneladende er en del af Oetker-koncernen, så der er ikke ligefrem tale om et lille håndværksforetagene, men det diskvalificerer jo ikke Palor på forhånd. Vi har at gøre med en klassisk udseende, men dog tilsyneladende filtreret, pale ale. Lys orange, hvidt skum og en medium karbonering. Aromaen er frisk med en smule krydderurter, som mynte og så en let citrus. Mynten må stamme fra brugen af Polaris- humle, som jeg selv har brygget med og som netop netop gav en fornemmelse af mynte. Derudover er der benyttet Cascade, som dog ikke træder så markant igennem. Smagen underbygger rigtig fint aromaen. 

Slet ikke er tosset forsøg på at lave en pale ale

Alt i alt én Ikke voldsomt udfordrende øl, men bestemt ikke dårlig. Carlsberg og Royal Unibrew kunne sagtens lære lidt her. Bedre end deres forsøg på mikrobryg/craft beer.

Øl nummer to er en  Baltic Stout, som jeg ikke er stødt på tidligere. Det plejer vel egentlig at være en porter, når den er baltic, men skidt nu med det. Øllet er brygget af Rügener Insel-Brauerei, så vi er ikke så langt fra Danmark og det giver jo også forklaringen på navnet, da vi er i Østersøen. Øllet er en britisk inspireret imperial stoutmed en alkoholprocent på 7,5. Indpakningen er ganske gennemført og øllet ser da også ud, som noget skal. Sort med brunt skum. Aromaen er let, men med klare noter af kaffe og kakao. Mundfylden er til den lette side, men bygger langsomt på, hvilket er fint, da der ikke er så meget at byde på smagsmæssigt. Lidt ristet malt, kaffe, kakao og så en let fornemmelse af soya. 

I forhold til indpakning og udseende, så skuffer den en smule, men den et mere kedelig, end den er dårlig.

Der skal mere til end flot indpakning. Selve øllet fejler intet, men er lidt kedeligt.

Tre bønner

I et stykke tid har jeg haft norske Lervig og brasilianske Ways kraftige stout 3 Bean Stout stående på køl, men jeg har ikke fået smagt den. Den er relativt dyr og jeg var lidt nervøs for, at det ville være en rodet og alt for krydret og sød omgang. Det er det heldigvis ikke.

Vi har at gøre med en sort øl med mørkebrunt skum, der svæver over en kraftig, godt 13% alkohol, stout med en ret markant aroma, der ikke efterlader tvivl om, at der er tilladt kakaobønner, vanilje(bønner) og så en krydrede noter af kanel og lidt udefinerbart krydderi. Det sidste må komme fra tonkabønner, som er den tredje bønne tilsat.

Massiv stout med meget markant aroma

I munden er det en fed og lidt tyktflydende stout, der coater munden og efterlader en del sødme, men også en del af de noter, som aromaen også lover. Masser af kakao og vanilje, ristede noter af kaffe fra de ristede og mørke malte og så den der underliggende krydrede ting, som jeg mistænker tonkabønnen for at stå bag.

Tykt brunt skum, der lå som flødeskum på toppen

Det er en rigtig fin stout, men alligevel er jeg ikke helt oppe at ringe. Vanilje, kaffe og masser af kakao gærgør det godt, som en flydende dessert, eller bare til en rolig stund, men jeg har det lidt sværere med det kanel- og, indimellem, peberagtige. Alligevel nød jeg 3 bean stout og ville med glæde takke ja en anden gang, da kanel jo, trods alt, ikke er det værste der der findes, og de gode ting opvejer mere end rigeligt for de ting,  jeg ikke er så vild med.

Double Black Mash 2016

For efterhånden et stykke tid siden fik jeg indkøbt nogle stykker af årets udgave af Amager Bryghus’ dobbeltmæskede stout.

Det er en kulsort og nærmest tyktflydende øl med et brunt skum på toppen.

imageAromaen er ristet fra den sorte malt og har noter af både kaffe og chokolade.

Smagen er et kapitel for sig. Øllet et som sagt tykt i konsistens, nærmest olieret. Der fornemmes klart alkohol, men det er forventeligt i så alkoholrig en sag, 12%. Alkoholen ledsages af stor sødme, der følges op af mørk chokolade. Sideløbende er der et hint af soya, kaffe og noget blommeagtig frugt, der passer glimrende ind.

I mine noter fra smagningen stod følgende:

Hold nu kæft det er godt. Stor, stor øl.
Balanceret i sin styrke. Massiv.

Det kræver nærmest ikke flere ord. Støder du på en flaske, så køb.

image