Amager med et strejf af Norge

Mens flere af de andre bloggere har kastet sig over Amager Bryghus‘ amerikanske samarbejdsbryg årgang 2016, så har jeg drukket de tre norske samarbejder, men har dog modtaget de amerikanske fra Boxbeers. Min ferie med familien starter i morgen og de fem amerikanske amagerkanere kunne godt risikere, at være med i bagagerummet.

Jeg plejer, som læsere af bloggen ved, at være rigtig begejstret for Amager, så forventningerne var naturligvis i top og da jeg selv var til stede ved brygningen af den ene, så kan det jo ikke gå helt galt, eller kan det?

Jeg springer straks til konklusionen. Jeg er faktisk ikke helt oppe at ringe over de tre øl, men helt skidt er det nu heller ikke.

Som sædvanligt er etiketterne fantastiske, der er ganske fantasifulde historier om de enkelte øl og deres historier og de samarbejdende bryggerier er der heller intet at udsætte på.

wp-image-1095585087jpg.jpg

The gay gondolier er en ret sød øl. Sødmen stammer bl.a. fra laktose, som er en uforgærbar sukkerart.

Jeg var på Amager, da Nøgne Ø var forbi for at brygge The Gay Gondolier, som er en imperial café latte brown ale. Det dækker over en brown ale brygget med laktose og tilsat kaffe. Det lyder jo som noget, der fungerer glimrende. Det gør det også et stykke hen ad vejen. I aromaen er der masser af kaffe og karamel, men også noter af sukker og citrus. Når man får øllet i munden slår sødmen straks igennem. Den er ret massiv fra den relativt store mængde laktose, som gæren ikke kan arbejde med og som derfor bevarer sin sødme. Der er dog også masser af kaffe og karamel, samt lidt ristede noter. Det hele ender meget bittert. Jeg har smagt den af flere omgange og jeg kan egentlig ret godt lide idéen, men jeg synes den mangler et eller andet. Det er som om det både bliver for sødt og for bittert, hvis man skal drikke en hel flaske. Heldigvis kan man jo dele, og så er det en noget bedre oplevelse.

 

Den n

20160618_174017

En alkoholstærk og, igen, ret bitter saison, der egentlig er ganske fin, men som ikke får mig helt op at ringe.

æste jeg kastede mig over var The Unbelievable Norwegian Alligator Dong Flop, som er brygget med Haandbryggeriet og er en saison. Jeg smagte den første gang til Ølfestival 2016 og jeg var ikke ret imponeret. Jeg fandt den alt for bitter og at den havde alt for meget gær i smagen. Jeg var lidt mere imponeret, da jeg sad stille og roligt med den i sofaen og havde tid til at nyde i fred.
Det er en lidt uklar orangegul øl, der som sagt har en ret pæn bitterhed og en markant præg fra gæren, som det naturligvis hører sig til i en saison. Gæren bringer også lidt krydrede noter, som virker lidt krydrede og måske endda træagtige. Den har haft godt af lige at finde sig selv og blende mere sammen. Det er et rigtig fint glas øl, uden jeg dog synes, at det kommer helt op på det niveau, hvor Amager som regel befinder sig.

 

Den sidste er samarbejdet med Lervig, som hedder Brown Boobies Falling, som hedder sådan pga. noget med brune suler og noget med kokosnødder. Det er en kokosporter i en imperialiseret udgave og det er den mest vellykkede af de tre. Lervig og Amager er begge gode til de sorte øl og lagt sammen, så er det blevet en helt fin og ret fyldig porter. Det er et kulsort bryg med et tykt brunt skum, som sidder fint og solidt i toppen. Aromaen afslører, udover kokos, en del kaffe og chokoladenoter. Man fornemmer også lidt lakrids. Smagen læner sig op ad aromaen, men har i første anslag en klar kaffe/espresso- feeling, der suppleres af ristede noter, lakrids, en masse chokolade og så en relativt mild smag af kokos, der klæder øllet rigtig fint. Man sidder aldrig med fornemmelsen af en flydende bounty. Det hele slutter med en mærkbar bitterhed. Klart den bedste af de tre.

20160703_221449

The gay gondolier er en ret sød øl. Sødmen stammer bl.a. fra laktose, som er en uforgærbar sukkerart.

Sidste omgang supermarkedssortsyn

Så er det blevet tid til de sidste to sorte øl fra de fredericianske supermarkeder. Jeg kunne sagtens have valgt et par andre fra både danske og udenlandske bryggerier, men hvis ikke det skal udvikle sig til en uendelig historie, så lader vi dagens to øl sætte punktum.

Vi er i to vidt forskellige ender af det spektret for porter og stout, hvor den ene er en for stilarterne meget let øl, mens den anden er alt hvad man Lan ønske sig.

Vi starter på Fyn, hvor Refsvindinge står bag Mors Stout, der fremstår mørkebrun med et støvet gråligbrunt skum, der bliver liggende på toppen længe.

Aromaen bærer præg af af sødlig sukkeraroma og en svag note af malt, mens smagen er meget let, på grænsen til det vandede og mørkt sukker går igen i smagen, der også har lidt ristede noter og slutter med en let syrlighed.

Samlet set byder Mors Stout ikke på nogen store udfordringer i forhold til at tackle smagsoplevelsen. Der sker simpelt hen for lidt. Den minder om Uglens Stout fra Aldi, som dog er noget billigere og dermed er et bedre køb.

image

Mors Stout i en lidt voldsomt skænket udgave

Seriens sidste øl er også klart den bedste og det relativt klart. Vi skal en tur til Thisted, hvor den vel nærmest legendariske Limfjords Porter brygges. Det er en kulsort porter eller måske en double brown stout, som der står på etiketten. Det er i hvert fald en udgave af baltic porter, som er en undergæret type.

Den er som sagt kulsort og har er fint relativt holdbart lysebrunt skum.

Aromaen byder på lakrids, kaffe og en klar røget note, hvilket livet godt for smagen.

Smagen er præget af de mørke og ristede malte, der giver fornemmelse af kaffe, karamel, mørk sirup og endnu en gang slutter det med en omgang røg. Øllet har en rigtig god balance mellem det søde, bitre og røgede.

Limfjords Porter er en fantastisk øl, som vel er den øl i Danmark, der byder på den bedste value for money. Man kan finde mange og meget dyrere portere og stout, der på ingen måde byder på samme oplevelse og det er en af mine go to øl jeg aldrig bliver træt af.

image

Danmarks bedste øl til prisen?

Endnu en omgang sortsyn

Det ser stadig sort ud i forhold til øl indkøbt i supermarkeder. Denne gang har jeg været en tur i Rema 1000, hvor jeg har indkøbt et par sorte herligheder, hvoraf den ene, Wiibroe Porter, kommer i dette indlæg, samt en Gl. Carlsberg Porter, som jeg har fundet i Løvbjerg.

Begge øl er jo lokale, da de er brygget på Fredericia Bryggeri, det som bekendt står bag en lang række øl under Carlsberg- navnet, ligesom de også brygger en lang række andre brands, heriblandt altså Wibroe, som Carlsberg også ejer. Fælles for hele sortimentet er, at det er undergæret, da bryggeriet ikke arbejder med overgær. Faktisk er bryggeriet så lokalt for mig, at jeg ganske ofte kan dufte, når der mæskes og det gør der jo syv dage om ugen, nærmest i døgndrift.

Porteren fra Wiibroe er en gammel dansk ølklassiker, som har været svært tilgængelig, men som Rema har taget i fast sortiment og tak for det, for det er en dejlig øl.

I glasset er den kulsort med etholdbart lysebrunt skum, der bliver hængende længe.

Aromaen er præget af kaffe, lakrids og en sødlig duft af mørk frugt.

Smagen er kraftigt ristet med en lille note af aske. Der fornemmes lidt alkohol, kaffe og sød lakrids i en ganske fyldig fornemmelse. Slutningen er meget let bitter, men smagen holder godt ved.

Det er en meget vellykket porter til prisen og helt på niveau med mange dyrere sorte øl.

image

Wiibroe Porter er en meget vellykket porter

Gl. Carlsberg Porter eller måske er det en imperial stout. Det fortaber sig lidt, men en fin øl er det i hvert fald.

Endnu en gang en sort øl med et flot lysebrunt skum, der ligger sig som et tyndt holdbart lag på toppen og bliver der.

Aromaen er de klassiske mærke noter af kaffe, chokolade og mørkt sukker/karamel.

Smagen er fyldig med karamelmalt, lakrids og bitterhed som fra kaffe. Mørk chokolade og humle. Bitterheden er langvarig og bliver i munden længe, hvor det suppleres med en let fornemmelse af røg.

Det er samlet set en rigtig god øl og Till prisen er det intet at udsætte på oplevelsen.

image

Carlsbergs bud på en porter eller imperial stout

Carlsberg for tit skyld for at de kun brygger kedeligt øl, men med de to sorte øl beviser de, at det er noget sludder. Begge to er af langt højere kvaliteter, end mange af de små bryghuses udgaver af stout og porter og det til meget fornuftige priser.

Det ser stadig sort ud

I anden kapitel af serien om sort øl fra supermarkederne skal vi tre gange til Assens og Bryggeriet Vestfyen, der brygger øl i discountklassen, samt Willemoes til COOP og det er netop de to sorte øl fra COOP, samt en stout fra Aldi vi skal kigge på i dag.

Vi lægger ud med Willemoes Stout, som jeg på et tidspunkt har fået foræret og som siden har puttet sig bagerst ølkøleren og derfor er den også noget over sidste holdbarhedsdato, hvilket naturligvis må indgå i vurderingen.

Willemoes Stout er en rødlig mørk brun øl med et beige skum, der bruser op som sodavand, men dog lidt mere holdbart. Efter knap et minut var det forsvundet.

Aromaen var sødlig og mindede mest om øllebrød eller rugbrød, men havde ikke meget andet at byde på.

Smagen er præget af lidt ristet malt uden stor mundfulde, kakao og en sødlig note, det går over i noget soya, inden den slutter let syrligt.

Alt i alt ikke det store sus og selv til 11 kroner en kedelig øl. Ikke dårlig, bare kedelig.

image

Øllet ser umiddelbart flot ud, men skummet bruser hurtigt væk.

Næste øl på programmet er Willemoes Porter, som er en kraftfuld sag på den gode side af 10% alkohol.

Det er en sort øl, men man kan ane et lille rødligt skær, hvis man holder glasset op mod lys. Skummet er fint lysebrunt og ganske holdbart.

Aromaen bærer præg af de mørke malte med brændte noter og lakrids. Måske en anelse sukker, sirup eller sådan noget.

Mundfulden er relativt kraftig og let olieagtig med smag af de brændte malte, sødme, lidt chokolade og lakrids. Den er ret sød, men har både bitterhed fra de mørke malte og fra humle, som bliver hængende i munden.

Willemoes Porter er et ganske fornuftigt køb, som man ret ofte kan finde til 11 kroner i Fakta og Brugsen.

image

Et rigtig fornuftigt køb til prisen

Den sidste øl i trekløveret er Uglens Stout fra Bryggeriet Vestfyen og som findes i Aldi.

Det er en Mørk rødlig stout med et beige og ret holdbart skum.

Aromaen er let med præg af brun farin, som også indgår i øllet, samt en let duft af kakao.

Smagen er også ret let med karamel, sukker og kakao. Der er ikke rigtig meget bitterhed i øllet, men det kammer dog ikke helt over i sødme.

Bestemt ikke en stor øl, men prisen taget i betragtning, så er det ikke så skidt endda. Den er noget bedre en Willemoes Stout.

image

Klart den af de tre, der klarest signalerer discount, men ikke den ringeste