Årets danske bryggeri 2016

I går kårede vi årets nye øl og jeg valgte, at gå den danske vej, men kunne lige så let have gået udenlandsk, men jeg var nok ikke nået længere end Sverige, da de eneste to rigtig seriøse kandidater må være Olle Andersson fra O/O Brewing og Stigbergets og mon ikke jeg var endt ved Amazing Haze fra sidstnævnte.

I dag bevæger vi os i retning af Sverige, men skal lige knap så langt, da vi standser i det københavnske. Vi kunne uden brok være havnet på Amager,som igen i år ville kunne tage titlen med en lang række fremragende samarbejdsbryg, der for en dels vedkommende vakte en del begejstring til den Amager- smagning jeg afholdt til årsmødet i DØE Fredericia. Jeg var generelt ret begejstret igen i år.

To Øl har jeg også også været omkring af en del omgange og generelt har jeg ratet deres øl ret højt på Untappd, hvor de sjældent kommer under fire kapsler, hvilket vidner om et ret højt niveau. Højest ratet er Liquid Confidence/Confidential, som er en fremragende imperial stout.

20161018_202942

Kindred Spirits brygget på Warpigs er en glimrende partner, når der skal games

Vinderen skal dog findes et andet sted i nærheden af København, nærmere betegnet i nærheden af Køge, hvor Andreas Skytt Larsen har slået sig ned med Alefarm Brewing, som jeg sidste år kårede til årets nye bryggeri, en kategori der ikke kåres i år, da der ikke rigtig er nogen, der rigtig springer i øjnene. Til gengæld vil jeg gerne give et mere end solidt skulderklap til Andreas, der 100% har holdt niveauet i forhold til opstarten. Han brygger ganske simpelt hen fremragende øl, og har, blandt de øl jeg har smagt fra Alefarm, endnu ikke sendt et fejlskud på gaden, uanset om der er tilsat frugt, laktose eller slet og ret bare malt, humle og gær.

20160813_173704

Elsinore er et samarbejde med svenske Brewski og er en saison med solbær

Kort og godt, så glæder jeg mig til at følge Alefarm i årene fremover, for potentialet og talentet er tårnhøjt. Som en ekspedient i en Københavnsk bottle shop sagde til mig, da jeg hentede lidt øl fra Alefarms Farmers Barrel Club, så er potentialet til at blive bedre end Mikkeller, som man ikke kan afvise som succes.

20160906_200956

Et sending fra Alefarms Farmers Barrel Club

Årets nye øl 2016

Så er det blevet tid til at kåre årets nye øl og her har bloggerne ikke en klar aftale om det er en dansk eller en udenlandsk, men jeg har valgt at kåre en dansk øl, hvilket jeg også gjorde sidste år, hvor Amager Bryghus Batch 1000 suverænt løb med titlen. De kunne også sagtens have kandidater til titlen i år, da jeg har drukket en hel del rigtig fremragende øl fra Amager. Ligeledes kunne jeg også have kigget efter favoritter fra To Øl, som brygger en del rigtig fine øl, eller hos Andreas og Alefarm Brewing, som vel ikke har haft et eneste fejlskud i året der gik. Alligevel skal vi kigge i en helt anden retning og vende blikket mod Djursland.

13767716_1600827396914831_1963037560_n1

Om det har en betydning for oplevelsen af øllet at det indtages i fantastiske omgivelser skal jeg ikke kunne afvise, men at indtage årets øl her, kan klart anbefales.

Årets familieferie gik til Ebeltoft og De maritime Øer og en god tradition på vores ferier er, at er der et bryghus i umiddelbar nærhed, så skal de besøges og i år var ingen undtagelse. Jeg kendte naturligvis allerede Ebeltoft Gaardbryggeri og var egentlig ikke helt vildt imponeret over niveauet, uden at det dog var dårligt. Det skulle ændre sig med besøget på bryggeriet, for der blev der serveret øl af en helt anden kaliber, end jeg tidligere havde prøvet fra bryggeriet.

Det var frisk og humlet, nogle med masser af bitterhed, der var syrlig saison i særklasse, der var fint sort øl, men en skilte sig markant ud og blev prøvet i flere versioner, en med Citra og en med Mosaic og begge var de fremragende. Den ene nydt fra fad udendørs, mens den anden blev nydt i bryggeriet i en hyggelig samtale med brygger Ben Howe, som jeg efter hjemkomsten fra ferien fik lov til at stille lidt spørgsmål,som han mere end svarede på. Interviewet er på engelsk og relativt langt, men jeg synes da klart, at det er værd at læse igen.

Siden ferien har jeg ved flere lejligheder nydt den rigtig lækre La Sacre Saison, som er noget af det fineste syrlige saison, der brygges i Danmark, men der er også blevet drukket nogle stykker af året ølnyhed 2016, som er:

Wildflower IPA

Den tog mig med storm med sin bløde mundfylde, sin relativt lave bitterhed, store frugtighed med noter af citrus og tropiske frugter i både aroma og smag, men også med en fin danky fornemmelse i slutningen. Måske den bedste NE- inspirerede ipa jeg har smagt fra Danmark.

13551554_157431434661014_2037789291_n

En fuldstændig fremragende ipa brygget af Ben Howe. Den findes også i en juleudgave, som jeg desværre ikke har prøvet endnu.

Årets Ølbar 2016

I dag er vi nået til kåringen af årets ølbar,som er en ny kategori i forhold til sidste år, hvilket må betyde, at at en enkelt kategori er faldet bort. Den opmærksomme læser opdager nok hvilken, når vi runder fredag.

Endnu en gang synes jeg, at det er en vanskelig kategori at finde en vinder i, da der sandt for dyden er mange gode ølværtshuse i Danmark. Jeg ville elske at kunne kåre et lokalt værtshus, men det kommer ikke til at ske. Dertil har vi i Fredericia ikke et værtshus, der holder det fornødne niveau på øludvalget. Det nærmeste vi kommer er Den Engelske, som fører et anstændigt udvalg fra Carlsberg/One Pint, hvor der er solidt øl, men sjældent nogen rigtig store oplevelser. Derudover risikerer man som blogger, at rende ind i en regulær skideballe i baren, hvis man har nævnt værtshuset på en måde, som ejeren ikke er enig i.

Så vinderen må findes udenbys og her er der heldigvis en del muligheder. Svendborg byder på en seriøs bobler i Far & Søn, som jeg dog kun har besøgt på åbningsdagen, men det var voldsomt hyggeligt, øllet var rigtig fint og selskabet fremragende. Man hygger sig altid godt i selskab med Bo fra Far & Søn, Tripplealehead, Rock on Beer og Stovt. Jeg vender helt sikkert tilbage i 2017 til en omgang øl fra Far og mad fra Søn.

Gårsdagens kåring gik til en oplevelse i København og der er der jo en ustryrlig mængde ølbarer efterhånden og flere kommer hele tiden til. I det forgangne år har jeg været på Fermentoren, som jeg altid holder meget af at komme på, da stemning og øl altid er i top. Jeg har været på Warpigs, som ølmæssigt var rigtig fint, men jeg er ikke helt solgt på klinkerne , der lidt minder mig om et offentligt toilet, men stemningen, maden og øllet fejler, som nævnt, intet og gør det til et topsted. På samme tur var vi også forbi Koelschip, hvor jeg tror, at jeg kunne bruge hele min pensionsopsparing, hvis jeg var der for længe. Et fremragende udvalg af syrligt øl i en dagligstueagtig stemning. Jeg var også i året der gik forbi Banksia, hvor Kasper Wendelboe gav en rundvisning og lidt smagsprøver. Både øl og drinks var helt i top og jeg kommer meget gerne igen, hvis de fortsætter deres fokus på det gode øl.

wp-1462776914370.jpg

Vinderen skal vi dog til Odense for at finde. Vinderen er Christian Firtal, som også altid byder på rigtig lækkert øl i Vintapperstræde, der også giver mulighed for at sidde i hyggelige omgivelser, når vejret er til det. Vintapperstræde stiller også sten til rådighed for Pale Ale Festivalen, som igen i går blev markeret sammen med de samme mennesker, som jeg fulgtes med til Svendbog og Far & Søn. Glimrende selskab, høj sol og godt øl. I løbet af året har jeg været der flere gange, bl.a. med en flok øltosser fra Fredericia, hvor vi tog en lille pubcrawl i Odense.

Kort sagt, så har C4 været det ølværtshus, som jeg har besøgt oftest i året der gik, hvilket i sig selv må betyde, at de gør rigtig mange ting rigtigt.

csm_fil_08-08-2016_07-48-00_5a729f7abd

En glad blogger kigger frem bag ryggen på de andre. Billedet er lånt fra DØE Fredericia

 

 

 

 

Årets øloplevelse 2016

Så er det blevet tid til at kåre årets øloplevelse og jeg har været noget i tvivl, for der har været rigtig mange fine oplevelser, men måske ingen der helt fik mig tilat falde ned fra stolen. Jeg var igen i år til Pale Ale Festival på Christian Firtal i Odense og det var endnu en gang en rigtig hyggelig dag i rigtig godt selskab, men det er ikke helt nok til at løbe med sejren.

wp-1462776796158.jpg

Lokalt har der også været en række rigtig fine arrangementer, hvor 50 øl du skal smage før du dør- smagningen, som jeg omtalte her var en rigtig fin oplevelse, omend det ikke udelukkende var øllet, der skulle bære dagen. To af de store arrangementer i Danske Ølentusiaster er Lille Øllets Dag, hvor de lokale håndbryggere serverer deres øl til et privat arrangement for medlemmerne. Niveauet stiger år for år og hyggen er i top. Øllets Dag var en gigantisk succes med langt over tusind deltagere og endnu en gang med rigtig fint øl. Min rolle i arrangementet havde ændret sig lidt, så jeg i år serverede øl for Indslev og derfor nåede jeg ikke helt så meget rundt, som jeg plejer.

Jeg deltog også i brygningen af The Gay Gondolier, hvor Nøgne Ø besøgte Amager Bryghus. Det var en rigtig hyggelig dag, hvor der blev smagt en masse glimrende øl og ikke mindst brygget en interessant øl. Aftenen blev, som man kan se i indlægget, afsluttet med en hyggelig tur på bar.

wp-1464677007694.jpeg

Hr. Hjortbøl fra Ugly Duck. Øllet er opkaldt efter Søren Hjortbøl fra Kolding Bryglaug, som desværre gik bort i år.

Nu er vi endelig nået frem til årets store oplevelse og den bliver givet til min tur til Danske Ølentusiasters Ølfestival. En del af nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer fra lokalbestyrelsen tager hvert år af sted til festivalen, men når aldrig derud. Sådan gik det ikke i år, da jeg rent faktisk tog en tur derud, mens de andre lavede noget andet. Jeg gætter på, at de drak en masse godt øl. Det gjorde jeg i hvert fald. Det var en dag med masser af gode snakke med en lang række bryggere, pr- ansatte, bekendte, venner, bloggere og bryggeriejere.

 

 

 

 

 

 

Efter nogle timer på festivalen gik turen ud i byen til de andre fra Fredericia, der i mellemtiden var nået til Warpigs, hvor jeg fik en hyggelig snak med Garrett Oliver, forfatteren bag en af mine absolutte favoritølbøger. Altid rart, når travle mennesker tager sig tid.

wp-1464677430465.jpeg

Ousen, Garrett Oliver og Pia

Efter Warpigs tog vi bl.a. en tur til Mikkeller & Friends og Koelschip, men også forbi  en gammel kending som Ølbaren. Alt i alt en helt forrygende dag, som jeg har mange fine minder fra.

wp-image-294585570jpg.jpg

En bobler helt uden for egentlig kategori, men en personlig stor oplevelse var, da ølentusiasterne i Fredericia holdt årsmøde og kaldte mig en tur på scenen. Man kan have sine holdninger til foreningen, men det her betyder faktisk noget.

 

Årets udenlandske bryggeri 2016

Så er det igen blevet den tid på året, hvor hovedet skal lægges i blød og det er tid til at kigge på året der gik. Hvad var de største oplevelser og hvem stod bag dem?

Første kåring er titlen som årets udenlandske bryggeri og jeg har sandt for dyden drukket meget godt udenlandsk øl i løbet af året. Der har været meget amerikansk, men med transporttiden på en del af øllet, så har jeg en klar fornemmelse af, at øllet ofte ikke er helt i topform, når det når Danmark. Jeg har også drukket en hel del tysk, men også fra en lang række andre lande, men igen i år kommer jeg nok til at kigge en tur til Sverige, hvor der efterhånden findes mange rigtig gode bryggerier og bryghuse. Et af de helt åbenlyse at nævne er Omnipollo, som løb med titlen sidste år, men som jeg bestemt også overvejede i år. De er ganske simpelt hen fremragende til det de gør.

Sidste års vinderbryggeri stod for den ledsagende øl, mens jeg skrev dagens blogpost. Den er fremragende.


Blandt kandidaterne kunne man også finde Brewski, Beerbliotek, som begge har brygget øl, som jeg virkelig har hygget mig godt med. Jeg nød flere røde og fine øl fra Beerbliotek, mens jeg var jaloux på folk, der var til CBC tilbage i maj måned.
Vinderen skal vi dog finde et andet sted. Et bryggeri, som jeg kun havde hørt fine ting om, kom i november til salg hos Boxbeers og jeg skyndte mig at slå til og det skulle jeg ikke komme til at fortryde, for det er intet mindre en fantastisk øl, der kommer fra Gøteborg.

Vinderen af titlen som årets udenlandske bryggeri er:

Stigbergets Bryggeri

Stigberget vinder prisen for at holde et helt uhørt højt niveau på deres ipa’er. Jeg har efterhånden smagt rigtig mange forskellige bud på stilarten og holder stadig rigtig meget af den, men ganske få rammer stilen så fint og godt som Stigbergets gør det med GBG Beerweek 2016, som har fået en del hype, men bestemt også for Amazing Haze, som jeg helt uden at blinke smed fem kapsler efter på Untappd. 

Min første oplevelse med Stigbergets var denne fremragende version af en ipa. Masser af frugt i aromaen, men også en dank følelse. Begge dele gik igen i smagen.

Sidstnævnte er nok den bedste øl jeg har drukket i hele 2016, så alene af den grund vinder Stigbergets. Grattis til Olle Andersson og de andre ansatte på Stigbergets. Jeg glæder mig til at drikke mere af jeres øl i fremtiden.

Intet mindre end den bedste øl jeg har drukket i år. Perfekt i forhold til aroma, smag, bitterhed og fylde.