Jeg var så heldig, at Indslev Bryghus for et stykke tid siden fandt undertegnede og bloggen værdig til at modtage et udvalg af deres nyeste øl. Det mindste jeg kan gøre i den forbindelse er, at skrive et par ord om øllet.

Jeg har allerede tidligere nævnt Golden Eye, som er en belgisk gylden ale, der ikke skubber til rammerne, men som er en dejlig og letdrikkelig øl med både sødme og bitterhed, krydret med belgisk gær.

Ikke så meget James Bond, bare en fin øl

Double Retro har jeg også været omkring. Igen er der tale om en øl, der ikke sprænger rammerne, men som gør det den skal. En god maltbaggrund udgør basen for nyklassiske amerikanske humler, der giver masser af citrus og bitterhed. Dejlig double IPA, der bliver rigtig god, når solen og varmen kommer.

Hovednummeret i leverancen er helt sikkert serien Nothing but trouble, som er en imperial stout, som er brygget i samarbejde med Menno fra hollandske De Molen. Efter endt gæring er øllet blevet overført til en række forskellige træfade, der hver især har givet deres præg til øllet. Martin fra Stovt var til stede på brygdagen og har skrevet om det her, mens jeg selv har skrevet om den rene udgave, samt de to tidligere nævnte her.

Når kvaliteten af basisøllet et så godt, som det er her, så går det ikke helt galt med de lagrede udgaver, selv om et par stykker af dem måske ville have vundet lidt mere ved længere tids lagring, men det kan jeg naturligvis ikke sige med sikkerhed.

En fortrinlig samling

Der er ingen af øllene i serien, der på nogen måde skuffer, De er faktisk temmelig gode, men jeg havde måske håbet på lidt mere fra den cognaclagrede og den Bruichladdich- lagrede, der begge havde tydeligt præg af alkohol og lidt mindre karakter af fadets og dets oprindelige beboeres smag. Stout på rødvin er en helt ok oplevelse, der bestemt kan anbefales, men for mig var de mest interessante i serien udgaven på Jack Daniels, den på sherry og den der have været på fade, der havde huset peated whisky.

Jack D- udgaven bød på lige præcis hvad man kunne forvente af sødme, egetræ og vanilje og det kan jeg altså godt lide. Så kan man diskutere om det er originalt eller ej, men det virker altså glimrende for mig.

Måske ikke nyskabende, men Sørens godt

Den sherrylagrede synes jeg er rigtig interessant, selv om jeg må erkende, at mine erfaringer med sherry ikke er imponerende. Den har en fin vinøs dybde med sødme og en afsluttende tørhed, der markerer en god bitterhed, der ikke kommer fra humle, men fra noget ristet eller måske fra fadet.

Den måske bedste er, den der er lagret på røget whisky, i dette tilfælde et Port Charlotte- fad, som ligesom den anden whiskyudgave er en Bruichladdich. Den har en let peated røg i aromaen, men ikke så voldsomt, som man kunne tro, eller måske frygte, hvis man ikke er til Islay- whisky. Er man ikke det, så er smagen nok heller ikke noget, for den byder på en ganske markant fornemmelse af tørverøg med lidt sødme og en tør næsten lidt prikkende bitterhed, som jeg holder ganske meget af.

Min favorit i flokken. Kompleks, røget, sød, frodig og fandens dejlig

En rigtig kompleks og god imperial stout, som i alle udgaver bestemt kan anbefales. Det er jo en god undskyldning for en parallelsmagning i hyggeligt selskab.