Beers behind Bars

Forrige weekend var jeg sammen med Niels Kristian fra A word on Beers og min gode ven Søren en tur i Horsens, hvor vi repræsenterede Amager Bryghus til en ny festival kaldet Beers behind Bars. Sidste år arrangerede Danske Ølentusiaster også en en lille festival i Horsens, som blev afholdt i et lokalt beboerhus, men i år havde de opskalleret en hel del og havde flyttet arrangementet i Fængslet. Det var en ret fremragende idé, for ikke alene er det gamle magasin et ret fint lokale til en ølfestival, så er Fængslet ikke helt uvant med større arrangementer, så praktisk talt alt klappede som det skulle. Der var kun småting at udsætte på arrangementet, og lad os da endelig få dem overstået med det samme. Vandtrykket forsvandt i perioder fra toiletterne, hvilket gjorde nogle af dem ubrugelige og håndvask umuligt, men der blev kæmpet med det, og jeg tror det blev løst. Den største udfordring var musikken. Der var to bands i løbet af dagen, og særligt det sidste spillede alt for højt. Vi stod lige ved siden af scenen og havde i perioder ret svært ved at kommunikere med gæsterne. Derudover oplevede jeg kun, at alting spillede ret godt.

Beard Brew fra Randers havde præmiere på en super sprød og frisk lager, som jeg nød med min frokost. Den sad ret tæt på lige i skabet.

Der var på forhånd solgt 1000 billetter, som også betød udsolgt, men der blev dog solgt lidt ekstra i døren. Selv om der var mange gæster, så oplevede vi kun meget lidt kø i døren og i de enkelte stande, som lå spredt ud i hele magasinet med god plads mellem boderne, så det lod også til, at gæsterne var ret tilfredse med manglen på ventetid.

I løbet af dagen havde vi rigtig travlt på standen og fik langet en hel masse smagsprøver og flasker over disken. Det må man betegne som en succes for Amager Bryghus, men det stod også klart, at den helt almindelige forbruger var stærkt til stede, for vi fik ret ofte spørgsmålet om vi var meget lokale, for vi var da helt ukendte i Jylland. Det gav naturligvis mulighed for at smide en røverhistorie eller to, men også til at lokke en sour med citrongræs i glasset, selv om det nok ikke var den de fleste valgte helt af sig selv. Årets juleøl, amber ale, gik ret godt blandt det segment, hvor den ramte ret bredt med maltsødme og en balanceret bittehed, mens superfrisk Demon Juice og Double Black Mash 2018 nok mere var for nørderne.

En af de nyere øl fra Amager er samarbejdet med den legendariske Klemme fra Thisted. Helt i hans ånd har de brygget en stenøl, som så har fået en omgang eg, der har hygget sig i Lagavulin.

Jeg nåede heldigvis også lidt omkring og fik smagt på lidt forskelligt ved nogen af de andre udstillere og niveauet var faktisk ganske fint. Der var en god blanding, så der både var noget for nørderne og noget for den almindelige øldrikker. Det var også rart at møde kendte ansigter både bag hanerne, men også foran dem og få sludret lidt omkring øllet og ølmiljøet i Danmark.

Jeg håber, at Beers behind Bars vender tilbage næste år, måske med endnu flere udstillere, for der er helt sikkert et marked for det. Det vidner de mange solgte billetter om.

Hvorfor skulle den almindelige forbruger dog købe en brown ale fra et lille bryggeri i en landsby, de ikke kender

Indimellem bliver nogen af mine indlæg til efter samtaler og debatter med andre skribenter, bloggere, bryggere eller andre, der har interesse i øl. Nedenstående, som jeg skrev for efterhånden længe siden, er et af de indlæg. Det er blevet bragt i ØLentusiasteN nr. 111, som udkom i august i år. Jeg har haft udkastet liggende længe og jeg har ikke kontrolleret, om der er foretaget redaktionelle rettelser i forbindelse med bladet, men det er vist bragt som et debatindlæg, så det burde ikke være tilfældet. Jeg har ladet mine henvisninger stå i dette indlæg. De er vist ikke med i bladet. Der kunne sikkert sagtens både slettes og tilføjes noget. Jeg mangler i hvert fald afsnittet, hvor jeg undrer mig over, at man til ølfestivaler altid skal høre på hvor onde de store koncerner er, mens Arla kan smide et Unika på deres produkter, og vupti er de accepteret, som den helt store fine tilføjelse til en festival. Man kan undres.

Den danske ølscene har mange spillere i forskellige størrelse og som på forskellige måder indtager forskellige roller. Der er de store bryggerier, der sidder hårdt på markedet for såkaldt konsumøl, vi har en række middelstore bryghuse, der har mange specialøl ude i både de små butikker, men også i supermarkederne. Derudover er der en sand skov af bryghuse og bryggerier i forskellig størrelse, der alle kæmper for at finde eller bevare deres plads i forhold til forbrugeren, som ifølge tal fra Bryggeriforeningen[1], hovedsageligt drikker pilsner, classic og guldøl.

Det store spørgsmål er så om der er en plads i markedet til alle spillerne. Jeg har tidligere skrevet, at jeg let kunne se halvdelen af alle danske bryggerier forsvinde, uden at jeg ville savne dem af den grund. Den holdning står jeg stadig ved, men det skal naturligvis ikke forstås sådan, at jeg ønsker dårlige ting for bryggerierne. Til gengæld mener jeg, at en lang række af de mindre, og ofte lokalt forankrede, bryghuse ikke bringer noget specielt interessant eller nyskabende til bords. De kan naturligvis sagtens have en betydning for deres lokalområde. Det vigtige, tror jeg, for de bryghuse er, at de holder fast i, at de er lokale og ikke nødvendigvis skal bredt ud til hele landet, hvor de næppe ville have en chance i supermarkederne, som er det sted, hvor de fleste handler deres øl[2]. For hvorfor skulle den almindelige forbruger dog købe en dyr brown ale fra et bryghus fra et lille bryghus i en landsby de ikke kender, når man kan få en velbrygget og garanteret fejlfri fra enten Carlsberg eller Ørbæk? Jeg tror, at alt for mange forbrugere har prøvet at få en middelmådigt og måske fejlbehæftet øl med hjem. Den vej går man ikke ret mange gange, før man drejer en anden vej.

Jeg ledte virkelig længe i mine billeder og kan konstatere, at jeg faktisk ikke rigtig drikker brown ale fra ukendte landsbyer, så I får i stedet et billede af den sidste danske brown ale jeg drak. Den er fra Beer Here og var i øvrigt ganske fin.

Et andet lag er den gruppe af mindre bryghuse, som gerne vil bredere ud i butikkerne, men også meget gerne på værtshuse, festivaler, koncerter og lignende. Som ølentusiaster og nørder, så kender vi dem fra vores egen festival i Lokomotivværkstedet og fra en række af mindre ølfestivaler og events rundt i landet. Det er bl.a. en række af de bryghuse, som er organiseret i den relativt nye forening Det fri Øl, som kæmper for en lige og fri tilgang til markedet. Jeg står helt bag dem i den kamp, for de er dygtige og flinke menneske, som jeg meget gerne deler en øl og en mening med, men indimellem så oplever jeg, at de skyder med spredehagl og indimellem også vælger deres kampe uklogt. Når medlemmer af foreningen gerne vil levere øl til Roskilde, så har jeg som almindelig forbruger svært ved at se hvordan de skulle løfte opgaven i forhold til logistik og mængden af øl. Carlsberg sidder tung på Roskilde, og er naturligvis ikke interesserede i at dele ret meget med andre. I år var der dog en vis opblødning og f.eks. Mikkeller fik i meget begrænset omfang lov til at stå side om side med Jacobsen- brandet, så det kan lade sig gøre, men det har næppe været en god forretning for Mikkeller, hvis man udelukkende ser på den korte bane.  Det var dyre øl, som blev serveret billigt i relativt store mængder.

På årets folkemøde var der en debat om ølkultur og trends[3]. I debatten deltog bryggere fra 2/3 af de bornholmske bryggerier. Ingen af dem havde dog mulighed for at sælge deres øl på selve folkemødet, da Finansministeriet, der står bag folkemødet, har indgået en aftale med Carlsberg, der dog også giver Svaneke Bryghus mulighed for at være til stede med deres øl. Da folkemødet blev afholdt var Svaneke på listen over medlemmer af Det fri Øl, og var altså her med til at støtte op om en aftale, der holder små lokale producenter ude fra en lokal event. De står dog ikke længere opført som medlemmer af foreningen, hvilket jeg ser som en god ting, da man ellers underminerer hele foreningens grundlag.   

Naturligvis skal der være en fair og lige tilgang til markedet, men de store spillere bruger naturligvis de muligheder som de har. Det kan være i form af servicering, rabatter, askebæger, tæpper og sikkert meget andet, når de har en bar som kunde, mens de i butikkerne har fordelen af logistiske faciliteter. Der er de små presset og det kommer næppe til at ændre sig, hvis ikke netop den logistiske del bliver styrket. Man skal se om man kan presse nogen af de ret ligegyldige udenlandske øl væk fra hylderne. De tager hyldemeter, som ligeså godt kunne være optaget af dansk øl. Danske Ølentusiaster har selv været med til at anbefale en række udenlandske øl i Fakta, hvor de, i hvert fald i mine lokale butikker, fik en ligegyldig behandling. På den måde har DØE i hvert fald ikke styrket de små uafhængiges muligheder på markedet.    

Den her fik jeg til seneste årsmøde i DØE Fredericia. Den fejler som øl ingenting overhovedet, selv om den helt sikkert kunne have båret langt mere syre. Mødet blev holdt på Urbania i Fredericia, hvor det er lykkedes at have øl fra både store og små bryggerier. Således finder man bl.a. Saison Dupond, Åben, Carlsberg, Mikkeller, Svaneke, To Øl og meget andet.

Ser man på Smukfest, så har de også et udvalg af specialøl, som hovedsaligt kommer fra Royal Unibrews forskellige craft beer- mærker, men også Århus Bryghus har sneget sig med. Derudover er alt specialøllet fra udenlandske bryggerier og til, har jeg forstået, ret fornuftige priser, når man tager i betragtning, at det sælges til en festival. De øl kunne jo lige så godt have været brygget af små uafhængige danske bryghuse, hvis de da er i stand til at løfte opgaven, hvilket jeg godt kunne tvivle på. På Fyn er de gået sammen om at få øllet ud på festivaler gennem samarbejdet Smagen af Fyn[4].  Her samarbejde mindre og større bryggerier om øllet. Det betyder bl.a., at man også kan finde de små og uafhængige bryghuses øl i bottle shoppen hos Schiøtz på Albani i Odense. Nogen vil helt sikkert rynke på næsen over det, men øllet kommer ud til kunderne og det lader ikke til, at der bliver flere af dem, mens der bliver flere og flere, der kæmper om dem.


[1] https://www.bryggeriforeningen.dk/tal/tal-om-ol/marked/salget-fordelt-paa-oeltyper/

[2] https://www.bryggeriforeningen.dk/tal/tal-om-ol/marked/oelsalget-i-danmark-fordelt-paa-salgssteder/

[3] https://www.ale.dk/nyhed/artikel/folkemoedet-nye-trends-i-oellets-verden/?fbclid=IwAR2kPORBdQ6p2CsxIF9SXBXpg53zKKsYaZAr7qZtWta3zwwfKBBhxLOnLoQ

[4] https://www.visitfyn.dk/fyn/type/foelg-den-fynske-oelrute