Ølfestival 2016

Sidste weekend var jeg en tur i København med en mindre flok øltosser, der fornægter festivalen, men i stedet tager en rundtur på fornuftige værtshuse i hovedstaden. Danske Ølentusiaster havde dog spurgt om undertegnede havde lyst til at deltage i festivalen, så jeg forlod selskabet og tog en tur i Lokomotivværkstedet, som siden sidste år har dannet rammerne om festivalen. Det er en langt bedre ramme, end dem som Tap1 kunne byde på. Jeg vil ikke bruge meget krudt på selve arrangementet for det kørte upåklageligt, da først jeg var inde. Der var dog flere i køen, det var lidt utilfredse med, at der kun var en kø, således at de ikke oplevede en fordel I forhold til forsalg af billetter. Jeg fik heller ikke stiftet bekendtskab med kvaliteten af maden, så det springer vi let og elegant hen over.

image

Tidligere på året var jeg en tur på Amager Bryghus i forbindelse med et samarbejdsbryg mellem Amager og Nøgne Ø fra Grimstad i Norge. Mit første stop var derfor hos Amager, hvor jeg havde planlagt, at smage på The Gay Gondolier, som er resultatet af brygdagens anstrengelser. Det er en imperial café latte brown ale, som jeg i første omgang rigtig godt kunne lide, men som intet kaffe havde over sig. Senere på dagen tikkede en besked fra Henrik Papsø ind, at jeg måske havde fået en anden øl serveret, så tilbage til Amager. I andet forsøg ramte vi plet. Lækker, fyldig og med masser af kaffe i aroma og smag. Den er allerede bestilt på flaske, så den kan gensmages i lidt større kvantum. Amager havde flere fine øl med på deres stand, bl.a. samarbejdsbryg med flere norske bryggerier.

Derefter var planen lidt mere åben, selv om jeg på forhånd havde lavet en checkliste over ting jeg gerne ville smage, så jeg fortsatte videre til Thisted Bryghus for at smage på Beer Geek Limfjords Porter, som naturligvis er et samarbejde mellem Thisted og Mikkeller. Jeg er ikke helt sikker på, hvem af de to der vinder mest på det samarbejde, men Mikkeller kunne måske komme ud på et marked, hvor de ikke har været. Spørgsmålet er om det er noget Mikkel ønsker, mens Thisted kan komme ud til de mere nørdede øldrikkere. Spørgsmålet er her om de har evner og øl til det. Nok snak om bryggerierne, for øllet er slet ikke så tosset. Der er klart mest Beer Geek over øllet, som er fyldigt med tydelig kaffe og lakrids, mens røgen fra Limfjordsporter er gemt noget i baggrunden. En rigtig fin øl, men jeg tror stadig, at jeg hellere vil have de to øl hver for sig.

Undervejs til mit næste stop hos Indslev kom jeg forbi Det lille Bryggeri, der vanen tro serverede mig et Humlemord. Altid en fin oplevelse med masser af aroma og bitterhed. På samme vandring gjorde jeg et forsøg på at kunne lide Mark fra Herslev, denne gang i en udgave med kirsebær, som er den bedste i serien indtil videre, men som stadig ikke tilfører syrligt øl noget, der ikke findes bedre andre steder.

image

Hos Indslev lagde jeg forsigtigt ud med en White IPA, der også er deltager i Kvicklys årlige ølfestivalsafstemning. Det er en frisk og dejlig øl, som jeg sagtens kunne drikke nogle stykker af på en varm sommerdag. Hos Indslev var mit vigtigste punkt, at jeg skulle smage på Hr. Hjortbøl, som er et samarbejde mellem Indslev og Kolding Bryglaug, hvor Hr. Hjortbøl var medlem. Søren Hjortbøl nåede desværre ikke, at være med til at brygge dette samarbejdsbryg, da han desværre alt for tidligt gik bort i oktober sidste. Øllet er en fin hyldfest til ham. Stærkt, kraftfuldt og egentlig også ganske bittert, som en det sig hør og bør for en amerikansk inspireret, men også med karamel og frugt.Den glæder jeg mig til at gensmage. På Indslevs stand blev det til flere smagsprøver, som alle var rigtig fine.

image

I samme område var en af de store ting på festivalen, nemlig Urquell i en helt frisk og  udgave fra tank. En rigtig dejlig sprød og let bitter øl, der klart beviser, at hvis blot øllet er frisk og velbrygget, så behøver man ikke altid mere end det. Glimrende øl. Randers Bryghus holdt til lige ved siden af og efter en frisk pilsner, så var det igen tid til lidt sort øl. Midnight Oil leverede en rigtig fin oplevelse. Kraftig, sød, bitter, ristet. Alt hvad en stærk stout skal byde på. Når Randers lægger sig i selen, så kan de lave rigtig fint øl.

Det blev også til et længere besøg hos Det belgiske Hus, hvor Triplealehead stod bag baren. Jeg lod ham bestemme øllet og fik et par glimrende oplevelser med Brekeriet og Cycles Sunny State, der bød på citrusfrugt med appelsin, samt Mikkellers Drinkin’ in Berliner, som også var en rigtig lækker frugtig og syrlig øl. Senere på dagen blev det til mere frugt fra Mikkeller, da jeg på Mikkeller & Friends røg i den ganske fremragende Spontanblueberrytriple.

image

Udover de nævnte øl, så bød dagen på en række smagsprøver, som det egentlig ikke er værd at nævnte, eller som bare er forsvundet lidt i glemslen. Nogle af DØE’s favoritbryggerier var deciderede skuffelser og bør ikke kunne vinde flere priser i en periode. Dertil er øllet simpelt hen ikke interessant eller godt nok.

Jeg gentager meget gerne besøget næste år. Det er en rigtig hyggelig festival, hvor der er meget godt øl, meget middelmådigt øl og ikke mindst er der rigtig fint selskab. Jeg havde mange fine snakke med udstillere, bryggere, bloggere, gamle bekendte fra DØE og senere på dagen en glimrende tur ud i byen med venner fra Fredericia.

image

Jeg fik ikke rigtig taget så mange billeder, men Beerticker har en rigtig fin reportage fra festivalen, hvor billederne er rigtig gode

Double Black Mash 2016

For efterhånden et stykke tid siden fik jeg indkøbt nogle stykker af årets udgave af Amager Bryghus’ dobbeltmæskede stout.

Det er en kulsort og nærmest tyktflydende øl med et brunt skum på toppen.

imageAromaen er ristet fra den sorte malt og har noter af både kaffe og chokolade.

Smagen er et kapitel for sig. Øllet et som sagt tykt i konsistens, nærmest olieret. Der fornemmes klart alkohol, men det er forventeligt i så alkoholrig en sag, 12%. Alkoholen ledsages af stor sødme, der følges op af mørk chokolade. Sideløbende er der et hint af soya, kaffe og noget blommeagtig frugt, der passer glimrende ind.

I mine noter fra smagningen stod følgende:

Hold nu kæft det er godt. Stor, stor øl.
Balanceret i sin styrke. Massiv.

Det kræver nærmest ikke flere ord. Støder du på en flaske, så køb.

image

Pale Ale Festival 2016

Der har været skræmmende stille på bloggen, men der skal jo både være inspiration og noget at skrive om, så det blev altså til en lille pause, men nu er sommeren på vej og det lyse og humlede øl gør sit indtog, hvis vi altså et kort øjeblik forestiller os, at det har været væk.

Hvert år i starten af maj måned arrangerer Christian Firtal Pale Ale Festival og jeg var igen i år af sted. I fredags hoppede jeg på toget i Fredericia, for at stifte bekendtskab med både kendt og nyt blegt øl med humle.

Vejret var fantastisk og da jeg var i selskab med bloggerne fra Triplealehead, Stovt og Rock on Beer Blog, samt Bo fra Kunstbryggeriet Far & Søn, så var alle forudsætninger for en god dag til stede. Og det blev en rigtig goddag, men…

image

Tre sjæle, én tanke.


Øllet var fint, men det blev aldrig rigtig fremragende. Der var ikke rigtig nogle IPA’er, der rigtig skilte sig ud, selvom de smagte fint og godt. En del virkede ikke 100% friskt, hvilket ikke nødvendigvis er C4’s skyld, men som falder tilbage på bryggerierne. I år var der ikke så meget mørk/sort IPA på programmet, hvilket ville have kunnet give lidt større variation i udbuddet. Udover de klassiske IPA’er og pale ales, så var der også pale lager og en række øl med frugt. Nogle med laktose og nogle syrlige. Ikke traditionelle, men det var nogen af dem, der ifølge mine registreringer på Untappd, gjorde størst indtryk. 

De to bedste øl jeg fik var henholdsvis Omnipollo #411 – Wild Strawberry/Rhubarb/Vanilla Smoothie IPA, som var en lækkert cremet og som smagte af alle de ting, som navnet havde stillet i udsigt. På samme niveau befandt sig Mikkellers  Spntandryhop Simcoe, som varen rigtig fin syrlig øl, der dog ikke havde væsentlig aroma fra tørhumlingen, men som virkelig var glimrende i solen og som en afveksling fra de klassiske ipa’er.

Blandt de klassiske står Springtime in Tårnby, der ligesom rigtig mange andre øl, var en sessionable IPA, men som var blandt dem som virkede frisk og aromatisk. En vigtig ting for en IPA eller pale ale. Den var humlet rigtig fint og var rigtig letdrikkelig. 

image

Forårsøl fra Amager Bryghus


Det var en rigtig hyggelig fredag i godt selskab og med fint øl, selv om jeg ikke var helt oppe at ringe. Det kan sagtens have været en anderledes oplevelse, hvis man havde haft mulighed for at deltage de andre dage eller måske alle dage. Der var i hvert fald et bredt udvalg og blandt mine bekendtskaber i øllets verden, så ser det ud til, at de der deltog alle har haft gode oplevelser og det havde jeg også. Jeg deltager gerne igen næste år, da C4 laver et rigtig godt arrangement. Så må det jo være op til de deltagende bryggerier, at få øllene helt op at ringe. Det var tæt på, men ikke helt i mål.
image

To Øls Rødgrød med fløde var lidt spøjs. Den smagte af det den lover i navnet. Jeg tror godt jeg kunne lide det


Næste ølevent bliver Danske Ølentusiasters festival, hvor jeg vil deltage lørdag i nogle timer, inden turen går ud i byen for at besøge et udvalg af gode værtshuse. Desværre har jeg ikke mulighed for at deltage i kommende uges CBC, men skulle man være i København, så har man mulighed, så synes jeg man skulle se om ikke, der skulle være et arrangement eller to, der kunne friste.