Blogpause- og så alligevel ikke rigtig

Det er rigtig længe siden jeg har haft noget nyt på bloggen, og så alligevel ikke rigtig. Der har ganske rigtig ikke været så meget nyt på selve hjemmesiden, men der har nu alligevel været gang i lidt forskelligt, selvom jeg ikke har fået skrevet så mange ord. Det er jo ikke første gang, men denne gang har det bare varet længere end tidligere. Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor, men måske havde jeg efterhånden bare ment det, som jeg havde at mene for et stykke tid. Der er jo stor forskel på hvordan man blogger, og også på hvad man opfatter som blogging. Jeg er stadig ikke overbevist om, at det er en blog, når man dagligt slår billeder op på Instagram, hvor der kan være en kort tekst om den givne øl, men efterhånden sandsynligvis mere handler om profilens bagmand eller kvinde. I den sammenhæng virker det at mene noget, som en håbløst gammeldags omgang, som bare vil understrege rollen som sur gammel ølblogger. Den rolle kan jeg nu sagtens bære, og kommer ganske givet til det igen, men i en periode har det bare ikke givet mig motivation til at skrive og mene. Der har hele tiden været min fredagsøl på Instagram og Facebook, som jeg hygger mig med, når jeg kommer hjem fra arbejde fredag. Den giver lidt feedback, hvilket jeg synes er hyggeligt. Bliv endelig ved med det.

Jeg har gennem lang tid prøvet at finde glæden og motivationen på f.eks. Instagram og YouTube, både på dansk og engelsk. Engelsk har jeg droppet, tror jeg da nok, men jeg fortsætter i hvert fald på Instagram, men slår op når jeg har lyst, og ikke for at høste følgere og gå efter maksimalt reach og interaktion. Det er hyggeligt, når folk responderer, men det er ikke afgørende for mig. YouTube hyggede jeg mig med, og måske der kommer mere på et tidspunkt, men det bliver næppe heller lige med det første. I kan, hvis I har lyst finde min Instagram her, og skulle I have lyst til at se nogle af mine tidligere videoer på YouTube kan de ses her.

Til gengæld har jeg fundet et outlet på podcast- mediet, hvor Ord om Øl, som jeg laver sammen med Niels Kristian fra A Word on Beers giver mig lyst til at mene og sige en masse om øl, og jeg synes vi har fået lavet noget lytteværdigt og spændende, og stadig holdningsbaseret, lyd om øl. Det giver mig energi, og naturligvis skader det heller ikke, at vi indtil videre får god kritik på vores episoder. Det gør mig glad.

Vi har fået smagt på en række gode øl, vi har haft gode gæster og vi har fået talt om alt muligt indenfor øllets verden. Sidst fik vi talt om collabs og om hvad vi gerne ville se ske på både den danske scene og på den internationale. Vi har stadig spændende ting linet op, og der kommer også idéer ind fra lytterne, så jeg tænker vi kører på fremover.

Til gengæld har den energi, som podcasten giver, også givet mig lyst til at få lidt på bloggen igen. Det bliver nok ikke hver eller hveranden uge, men podcasten har en fast sektion, hvor vi kort fortæller om hvad vi har lavet siden sidst. Den del kommer jeg nok til at uddybe på bloggen, nu hvor vi igen kan komme ud til festivaller og den slags. Der kommer også #barleyvember, jul, advent, MBCC, Ølfestival, Beers Behind Bars, årets kåringer og nomineringer og sikkert en helt masse andet, så det glæder jeg mig til at skrive lidt om.

Siden sidst har jeg faktisk været til Øllets Dag i Fredericia, hvilket altid kaster et skriv af sig, men i år bliver det en del af dette opslag. I år havde lokalafdelingen flyttet arrangementet fra Ryes Plads og et par hundrede meter mod syd til den sydlige ende af Gothersgade, som ikke er så bred som den gamle plads. Det gjorde, at det virkede som om, at der var mange gæster hele dagen, og det var der nok også. Det havde dog også den store fordel, at vi kom ned til Urbania Street Food og Fredericia Brewpub, hvilket gav bedre adgang til toiletter og mad, men gav også afstand til Den Engelske, som har været en del af arrangementet alle de tidligere år. De lavede så deres egen udgave på den gamle plads. Jeg var ikke deroppe, men jeg håber ikke, at det er starten på en konkurrence, men i stedet starten på et endnu større arrangement, hvor man samarbejder i stedet.

Musikken blev vanen tro leveret af Harpin’ Wolf & the Black Sheep fra Odense, der har været husorkester i årevis. Ikke en Øllets Dag uden dem. Øl var der også masser af, og igen som sædvanligt, var variationen bred. Der var øl fra Carlsberg og Vestfyn i den ene ende af skalaen, mens der var To Øl, Åben og en række spændende udenlandske øl fra mindre bryggerier i den anden. Derimellem var der alt muligt i forhold til stilarter og bryggerier. Jeg hjalp til hos Beershoppen, og en af dagens store positive overraskelser kom fra vores naboer, der kom fra Frederikshavn Bryghus. De holdt et rigtig fint niveau, og havde nogle rigtig gode og spændende fadlagrede øl med. Dem kan man altså roligt give sig i kast med.

Næste år kender arrangørerne den nye plads bedre, og jeg er sikker på, at der er potentiale, som kan udnyttes på den lokation. Måske et samarbejde med den nye cocktailbar eller mad med øl på streetfood, eller? Jeg glæder mig i hvert fald.

Det blev de ord jeg havde i mig lige nu, men jeg vender frygteligt tilbage snart. Det lover jeg næsten.

Derfor er Royal Unibrew de rigtige vindere af Årets Bryggeri

Overskriften er sikkert provokerende på nogen, men derfor kan den jo godt indeholde noget sandt og fornuftigt. Jeg mener i hvert fald, at man sagtens kan argumentere for, at de ville kunne vinde Danske Ølentusiasters afstemning, som i det store hele består i lokale indstillinger, selv om der dog er undtagelser.

For at forstå min overskrift, og dermed min påstand, så er man nødt til at se på de kriterier, som DØE foreslår lokalafdelingerne, at de kan udgangspunkt i. Jeg sidder selv i det udvalg, der formelt set arbejder med konceptet Årets Bryggeri, ligesom vi også tog os af, og tog livet af, Årets Ølnyhed. Vi har ikke mødtes i år, og derfor er konceptet en gentagelse af tidligere års kåringer. Kriterierne for en indstilling kan være en eller flere af følgende, men andre kriterier kan også ligge til grund for en indstilling

Lokalafdelingerne opfordres til at indstille et bryggeri, der har udmærket sig på et eller flere af følgende områder:

  • Fokus på produktudvikling
  • Fokus på valget af råvarer til ølproduktionen
  • Fokus på udbredelsen af kvalitetsøl
  • Fokus på bryggeriets kontakt med sine forbrugere
  • Fokus på bryggeriets bidrag til samfundet – det kunne for eksempel være miljøindsats eller indsats omkring svage grupper

Nå man ser på de foreslåede kriterier, så kan man ikke nægte, at Royal Unibrew (RU) faktisk kunne være en god vinder. De har i forbindelse med pandemien holdt flere succesfulde online ølsmagninger, hvor de, udover deres egne brands, har haft en bred vifte af mindre danske bryghuse med. Brygmestrene og/eller ejerne har selv præsenteret deres øl, og en del af dem har haft muligheden for at nå et publikum, som de ikke altid ville kunne nå ud til. Nogen af dem får muligheden igen, når Natholdet igen skal igennem deres julekalender. Hvad jeg mener om den udsendelserække kræver til gengæld nok et indlæg for sig selv. I mine øjne rammer RU ned i flere af kriterierne. Brygger de så det bedste øl i feltet af muligheder? Det synes jeg bestemt ikke, men det er egentlig heller ikke direkte et kriterie, selv om det da i mine øjne ikke ville skade. Jeg kan da også afsløre, at jeg ikke har stemt på RU, men på et af de andre indstillede bryggerier, som jeg mener også rammer ned i flere kriterier.

Der er, som sædvanligt, en høj grad af lokalpatriotisme, når lokalafdelingerne indstiller kandidater, hvilket sikkert er forventeligt, men der er godt nok også nogle besynderlige imellem. Middelfarts argument med, at de er glade for gratis øl, synes jeg er decideret tåbeligt, mens et par af de øvrige er så lokale, at det ikke giver mening i forhold til en landsdækkende pris, men der er også nogle ret åbenlyse kandidater. Jeg kan dog undre mig over et par fravalg, for hvad har f.eks. Amager og Åben gjort så meget dårligere i år, end de har de foregående år?

Ølvalg 2020

Danske Ølentusaster har sammen med Skanderborg Bryghus skudt Ølvalg 2020 i gang. Der skal stemmes om hvilken af tre kandidater, der er den bedste ipa. Skanderborg Bryghus har i samarbejde med DØE (Danske Ølentusiaster), brygget tre undergenrer af IPA.

DØE skriver selv følgende på hjemmesiden:

“De tre øl er Danske Ølentusiasters egen produktion i samarbejde med Skanderborg Bryghus, og opskrifterne bygger på en bred vifte af gode IPA’er og lavet med tanke på at repræsentere hver øltype bedst muligt.”

Du kan finde mine reaktioner på de enkelte øl i videoerne nedenfor. Jeg savner bl.a. lidt mere info på etiketterne. Det gør jeg sådan set stadigvæk, men det viser sig, at det hele kan findes her.


De tre øl er en klassisk engelsk, en west coast og en moderne NEIPA. De sælges i samarbejde med Salling Group og kan desuden findes i udvalgte Meny. Øllene er lanceret op til første lørdag i september, der jo som bekendt er Øllets Dag i DØE- regi. Jeg kan dog læse mig frem til på nettet, at ikke alle kunne finde de tre øl i deres lokale butikker. Min lokale Meny var ikke blandt de udvalgte og min kone kunne ikke finde dem i Bilka. Jeg fandt dem i Føtex, men de havde ikke fået nogen særlig fokus eller placering i butikken. De stod sammen med de øvrige slagtilbud på ølhylderne, som ganske vist er blevet lidt bedre hos Salling Group, men nogen god reklame for tiltaget var det ikke. Jeg kunne heller intet finde om valget i nogen reklamer fra de deltagende supermarkeder.

Første øl i glasset var den engelske IPA Den lange sørejse. Jeg savner noget info om øllene på etiketten. Det viser sig, at det kan man finde på hjemmesiden.

Jeg har jo selv været med til at arrangere Årets Ølnyhed i DØE, så jeg er som udgangspunkt helt med på, at konkurrencer og kåringer kan skabe gode ting for DØE, men også for det vindende bryghus. I dette tilfælde forstår jeg dog ikke konceptet. Jeg ved simpelt hen ikke hvem der vinder på det her. DØE har smidt alle æg i en kurv, men har ikke kigget på kurven før de smed. Man har valgt, eller er blevet valgt, af et bryghus, der ikke på nogen måde er kendt for at brygge ipa. På de sociale medier kan man godt få det indtryk, at de faktisk slet ikke er kendt for at brygge godt øl generelt. Vinder DØE på det? Vinder Skanderborg Bryghus på det? Får vi flere gode øl i Salling Group ud af det? Jeg tror, at svaret er nej til alle spørgsmålene.

Først og fremmest tror jeg DØE taber, fordi øllene simpelt hen ikke er gode repræsentanter for deres stilart. Dernæst tror jeg, at de kunne risikere at tabe andre bryggerier. Hvorfor støtte DØE i form af annoncer og reklamer, hvis Skanderborg alligevel er husbryggeriet. Selv om beskyldninger om Thisted som DØE’s husbryggeri, så har de vel trods alt aldrig haft så tæt forbindelse til maskinrummet. Det klæder ikke en uafhængig forbrugerorganisation. For det tredje så svækker det, endnu engang, DØE’s image blandt de øldrikkere, der ikke er en del af foreningen. Igen støtter DØE middelmådigheden og ikke det gode øl. Det tror jeg desværre allerede er historien om dette ølvalg.

Anden øl i glasset var Den nye humlejuice

Jeg ser heller ikke Skanderborg som de store vindere, men her kan jeg sagtens tage fejl. Hvis man kan sælge de her øl som benchmarks for stilarterne, så vinder Skanderborg måske lidt på salget. Til gengæld taber øllet. Hvis man kigger lidt på hjemmesiderne før de tre øl, så har de alle tre måneder på bagen, inden de overhovedet kom til salg. En ipa skal, i mine øjne, være frisk og ikke lagres. Derfor giver en alder på tre måneder ingen mening. Endnu mindre giver to års holdbarhed fra tappedato. Det kan ikke være en ølmand, der har foretaget den vurdering.

Kort sagt, så synes jeg, at det er et helt forfejlet initiativ. Det er dårligt solgt og dårligt udført, men kunne det have været reddet? Det tror jeg faktisk ret let, at det kunne. Man kunne som afløser for årets ølnyhed kåre årets øltype, hvilket i år så ville være ipa. Læg det ud til bryggerierne med en opfordring til at brygge deres bedste ipa, som skal være tilgængelig i en bestemt mængde til et bestemt tidspunkt og få det ud i samarbejde med f.eks. Salling Group eller en anden med bredde nok i distributionen. Kommer der så ikke alt for mange øl? Hvis vi tager erfaringerne fra årets ølnyhed med, så bliver det nok ikke et kæmpe problem, men så har alle fået buddet og DØE ville ikke have forfordelt alle andre end Skanderborg. Forslaget kræver nok lidt finpudsning, men det kunne man jo nok nå inden næste Øllets Dag.

Tredje øl var De bitre humler

Tabt pant

Så er vi her igen. En tur til pantautomaten giver som regel en bon med en masse korrekt mærket emballage, som automaterne enten stjæler pengene fra, eller som de spytter ud igen. Jeg oplever oftest det første, hvilket er med til at generere et stort millionoverskud til @danskretursystem, en virksomhed som ikke burde generere et overskud.

Så simpelt plejer historien at blive fremstillet, men så simpelt er det desværre ikke, for på denne bon var halvdelen af nullerne fra dåser, som kom fra en abonnementskasse fra en dansk webshop, der åbenbart tager chancen og simpelt hen dropper pantmærkerne på nogen af deres øl. Ikke på alle, men på nogen.

I går aftes drak jeg tre øl fra tre danske webshops. To af dem var med pantmærke, mens den sidste var uden. Tror jeg, at de danske netbutikker snyder med ville? Det tror jeg faktisk helt sikkert, at de gør, men jeg tror også, at det er fordi systemet er sygt og ikke virker efter hensigten.

Det er tungt, ufleksibelt og giver de mindre spillere på markedet en helt urimelig mængde arbejde i forhold til administration og fedten rundt med klistermærker. Jeg har oplevelsen af, at systemet virker rigtig godt for de store spillere på markedet, som sjovt nok også er ejerne af DRS, og at det passer dem ret fint, at de på den måde kan chikanere de små spillere.  For ikke så længe siden talte jeg med en brygger og en lille importør/distributør, som begge gerne ville betale lidt mere til et fungerende dansk pantsystem, hvis bare de kunne slippe for at spilde deres tid med ligegyldigheder, og i stedet lave noget arbejde, som ville gavne deres forretning i stedet.

Og så har jeg slet ikke nævnt hvor lidt de ansatte i detailhandlen generelt kender til reglerne, men det må næsten blive en anden gang.

Bliver 2020 the year of the lager?

Da jeg satte mig ned for at skrive dette indlæg var meningen egentlig, at det bare skulle være en forsigtig forudsigelse af året der kommer. Nu er vi halvanden måned inde i året, og der skete et eller andet med indlægget, så nu er det måske mere et af de der indlæg, hvor jeg kommer til at mene noget om noget og derfor bliver jeg nok nødt til at dele det her indlæg op i mere end et indlæg, hvis ikke det skal blive for langt. Derfor bliver der kun plads til pilsneren i dag.

Bad Seed fra det nordjyske har brygget Neu, som vel egentlig ikke er noget nyt, men som til gengæld er rigtig velbrygget og velsmagende.

Der er ingen tvivl om, at der er mange, der har en mening om hvor den danske ølscene skal hen og pilsner er igen i år svaret, når man spørger et udvalg af de mindre danske bryggerier og bryghuse, ligesom Christian Andersen, der bl.a. står bag bloggen Durst og har en fortid i ledelsen hos DØE, har en stor interesse i pilsneren. Så stor at han har skrevet en hel bog om øltypen. Jeg har haft bogen stående siden udgivelse, men jeg må erkende, at jeg faktisk ikke har haft den åbnet endnu. Det skal dog nok komme, men den lå ikke lige først i køen over ølbøger, som jeg var i gang med eller skulle i gang med. Mikkel Borg Bjergsø har også været i nyhederne på tv og fortælle os, at den rene og klassiske øl skulle være den næste store ting.

En af de mere hypede nye danske pilsnere er Octopils fra brygkollektivet Slowburn og er en italiensk pilsner. Det er en super fin og velbrygget pilsner

Bliver 2020 så pilsnerens år? Og er hvert år ikke pilsnerens år? Hvis man kigger på de forskellige øltypers markedsandele hos Bryggeriforeningen, så udgør de undergærede øl langt den overvejende del af markedet. Hvis man tager udgangspunkt i det, så er hvert år pilsnerens år, men tallene dækker jo også over, at langt de fleste øl der bliver solgt er fra de store bryggerier, og at de sælger konsumøl til en relativt lav pris. Så måske skal man hellere spørge om det bliver årets øltype hos de små bryggerier? Det lader i hvert fald til, at der kommer flere og flere pilsnere i forskellige afskygninger, både de helt rene, de tørhumlede og dem med tilsætning af majs, ris og andet. Jeg kan dog god tvivle lidt på om der egentlig er et marked for den danske craft pilsner, for er de virkelig 35-40 kroner bedre eller mere interessant, end de store bryggeriers versioner? Og kan en dansk håndbrygger med en diplombryggeruddannelse virkelig give en tysk brygmester, der har brugt fem år på universitetet på at lære at brygge pilsner, baghjul? Der findes masser af glimrende tyske pilsnere i Tyskland, som kommer fra store koncerner, men bestemt også fra mindre foretagender. Og er en Carlsberg eller Royal Pilsner virkelig så ringe?

Jeg var for nyligt på et internatkursus og efter middagen sad vi og hyggede over et par øl. Udvalget var ikke specielt udfordrende, men den her fejler jo egentlig ikke noget. Den slukker i hvert fald tørsten.

På Amager Bryghus’ Greed kan man læse om grunden til netop pilsneren som øltype til Greed. Indimellem kunne man godt mistænke, at det er grunden flere steder. ”Hvorfor gør vi ikke bare det samme som alle de store aktører i branchen: vi brygger en røvbillig øl og sælger den til en premium pris. Det er sgu’ da grådighed. ”

Jeg kan godt tvivle på, at at der er et ret stort dansk marked for craft pilsneren på flaske eller dåse, mens det godt kunne være anderledes på barer og caféer, hvor det masseproducerede pilsnere også er relativt dyre så der kan man jo ligeså godt bruge pengene på et mindre og uafhængigt bryggeri, hvis altså det er vigtigt for en. Men er der nørder og purister nok til pilsneren? Jeg tror ikke, at jeg har svaret, men jeg kan faktisk godt lide en velbrygget pilsner, selv om jeg ikke får en stor aha- oplevelse ud af det, men det er heller ikke altid nødvendigt, så længe det er godt lavet.

Hvorfor skulle den almindelige forbruger dog købe en brown ale fra et lille bryggeri i en landsby, de ikke kender

Indimellem bliver nogen af mine indlæg til efter samtaler og debatter med andre skribenter, bloggere, bryggere eller andre, der har interesse i øl. Nedenstående, som jeg skrev for efterhånden længe siden, er et af de indlæg. Det er blevet bragt i ØLentusiasteN nr. 111, som udkom i august i år. Jeg har haft udkastet liggende længe og jeg har ikke kontrolleret, om der er foretaget redaktionelle rettelser i forbindelse med bladet, men det er vist bragt som et debatindlæg, så det burde ikke være tilfældet. Jeg har ladet mine henvisninger stå i dette indlæg. De er vist ikke med i bladet. Der kunne sikkert sagtens både slettes og tilføjes noget. Jeg mangler i hvert fald afsnittet, hvor jeg undrer mig over, at man til ølfestivaler altid skal høre på hvor onde de store koncerner er, mens Arla kan smide et Unika på deres produkter, og vupti er de accepteret, som den helt store fine tilføjelse til en festival. Man kan undres.

Den danske ølscene har mange spillere i forskellige størrelse og som på forskellige måder indtager forskellige roller. Der er de store bryggerier, der sidder hårdt på markedet for såkaldt konsumøl, vi har en række middelstore bryghuse, der har mange specialøl ude i både de små butikker, men også i supermarkederne. Derudover er der en sand skov af bryghuse og bryggerier i forskellig størrelse, der alle kæmper for at finde eller bevare deres plads i forhold til forbrugeren, som ifølge tal fra Bryggeriforeningen[1], hovedsageligt drikker pilsner, classic og guldøl.

Det store spørgsmål er så om der er en plads i markedet til alle spillerne. Jeg har tidligere skrevet, at jeg let kunne se halvdelen af alle danske bryggerier forsvinde, uden at jeg ville savne dem af den grund. Den holdning står jeg stadig ved, men det skal naturligvis ikke forstås sådan, at jeg ønsker dårlige ting for bryggerierne. Til gengæld mener jeg, at en lang række af de mindre, og ofte lokalt forankrede, bryghuse ikke bringer noget specielt interessant eller nyskabende til bords. De kan naturligvis sagtens have en betydning for deres lokalområde. Det vigtige, tror jeg, for de bryghuse er, at de holder fast i, at de er lokale og ikke nødvendigvis skal bredt ud til hele landet, hvor de næppe ville have en chance i supermarkederne, som er det sted, hvor de fleste handler deres øl[2]. For hvorfor skulle den almindelige forbruger dog købe en dyr brown ale fra et bryghus fra et lille bryghus i en landsby de ikke kender, når man kan få en velbrygget og garanteret fejlfri fra enten Carlsberg eller Ørbæk? Jeg tror, at alt for mange forbrugere har prøvet at få en middelmådigt og måske fejlbehæftet øl med hjem. Den vej går man ikke ret mange gange, før man drejer en anden vej.

Jeg ledte virkelig længe i mine billeder og kan konstatere, at jeg faktisk ikke rigtig drikker brown ale fra ukendte landsbyer, så I får i stedet et billede af den sidste danske brown ale jeg drak. Den er fra Beer Here og var i øvrigt ganske fin.

Et andet lag er den gruppe af mindre bryghuse, som gerne vil bredere ud i butikkerne, men også meget gerne på værtshuse, festivaler, koncerter og lignende. Som ølentusiaster og nørder, så kender vi dem fra vores egen festival i Lokomotivværkstedet og fra en række af mindre ølfestivaler og events rundt i landet. Det er bl.a. en række af de bryghuse, som er organiseret i den relativt nye forening Det fri Øl, som kæmper for en lige og fri tilgang til markedet. Jeg står helt bag dem i den kamp, for de er dygtige og flinke menneske, som jeg meget gerne deler en øl og en mening med, men indimellem så oplever jeg, at de skyder med spredehagl og indimellem også vælger deres kampe uklogt. Når medlemmer af foreningen gerne vil levere øl til Roskilde, så har jeg som almindelig forbruger svært ved at se hvordan de skulle løfte opgaven i forhold til logistik og mængden af øl. Carlsberg sidder tung på Roskilde, og er naturligvis ikke interesserede i at dele ret meget med andre. I år var der dog en vis opblødning og f.eks. Mikkeller fik i meget begrænset omfang lov til at stå side om side med Jacobsen- brandet, så det kan lade sig gøre, men det har næppe været en god forretning for Mikkeller, hvis man udelukkende ser på den korte bane.  Det var dyre øl, som blev serveret billigt i relativt store mængder.

På årets folkemøde var der en debat om ølkultur og trends[3]. I debatten deltog bryggere fra 2/3 af de bornholmske bryggerier. Ingen af dem havde dog mulighed for at sælge deres øl på selve folkemødet, da Finansministeriet, der står bag folkemødet, har indgået en aftale med Carlsberg, der dog også giver Svaneke Bryghus mulighed for at være til stede med deres øl. Da folkemødet blev afholdt var Svaneke på listen over medlemmer af Det fri Øl, og var altså her med til at støtte op om en aftale, der holder små lokale producenter ude fra en lokal event. De står dog ikke længere opført som medlemmer af foreningen, hvilket jeg ser som en god ting, da man ellers underminerer hele foreningens grundlag.   

Naturligvis skal der være en fair og lige tilgang til markedet, men de store spillere bruger naturligvis de muligheder som de har. Det kan være i form af servicering, rabatter, askebæger, tæpper og sikkert meget andet, når de har en bar som kunde, mens de i butikkerne har fordelen af logistiske faciliteter. Der er de små presset og det kommer næppe til at ændre sig, hvis ikke netop den logistiske del bliver styrket. Man skal se om man kan presse nogen af de ret ligegyldige udenlandske øl væk fra hylderne. De tager hyldemeter, som ligeså godt kunne være optaget af dansk øl. Danske Ølentusiaster har selv været med til at anbefale en række udenlandske øl i Fakta, hvor de, i hvert fald i mine lokale butikker, fik en ligegyldig behandling. På den måde har DØE i hvert fald ikke styrket de små uafhængiges muligheder på markedet.    

Den her fik jeg til seneste årsmøde i DØE Fredericia. Den fejler som øl ingenting overhovedet, selv om den helt sikkert kunne have båret langt mere syre. Mødet blev holdt på Urbania i Fredericia, hvor det er lykkedes at have øl fra både store og små bryggerier. Således finder man bl.a. Saison Dupond, Åben, Carlsberg, Mikkeller, Svaneke, To Øl og meget andet.

Ser man på Smukfest, så har de også et udvalg af specialøl, som hovedsaligt kommer fra Royal Unibrews forskellige craft beer- mærker, men også Århus Bryghus har sneget sig med. Derudover er alt specialøllet fra udenlandske bryggerier og til, har jeg forstået, ret fornuftige priser, når man tager i betragtning, at det sælges til en festival. De øl kunne jo lige så godt have været brygget af små uafhængige danske bryghuse, hvis de da er i stand til at løfte opgaven, hvilket jeg godt kunne tvivle på. På Fyn er de gået sammen om at få øllet ud på festivaler gennem samarbejdet Smagen af Fyn[4].  Her samarbejde mindre og større bryggerier om øllet. Det betyder bl.a., at man også kan finde de små og uafhængige bryghuses øl i bottle shoppen hos Schiøtz på Albani i Odense. Nogen vil helt sikkert rynke på næsen over det, men øllet kommer ud til kunderne og det lader ikke til, at der bliver flere af dem, mens der bliver flere og flere, der kæmper om dem.


[1] https://www.bryggeriforeningen.dk/tal/tal-om-ol/marked/salget-fordelt-paa-oeltyper/

[2] https://www.bryggeriforeningen.dk/tal/tal-om-ol/marked/oelsalget-i-danmark-fordelt-paa-salgssteder/

[3] https://www.ale.dk/nyhed/artikel/folkemoedet-nye-trends-i-oellets-verden/?fbclid=IwAR2kPORBdQ6p2CsxIF9SXBXpg53zKKsYaZAr7qZtWta3zwwfKBBhxLOnLoQ

[4] https://www.visitfyn.dk/fyn/type/foelg-den-fynske-oelrute

Begreber i øllets verden

Den danske, og for den sags skyld også den internationale, ølverden er oversvømmet med forskellige navne og begreber, der alle på hver sin måde prøver at signalere noget om kvalitet eller måske manglen på samme. Ingen af os forventer sikkert den store øloplevelse, hvis vi hører ordet konsumøl, men det er jo ikke det samme som en dårlig øl eller øloplevelse. Der er ingen tvivl om, at når f.eks. Carlsberg sender en øl på gaden, så er der ikke tale om en dårlig øl, men om den interessant eller en stor øloplevelse er straks noget andet.

Når jeg går en tur igennem mine lokale supermarkeder, så har de store butikker i Salling Group en afdeling for Craft Beer, men hvad dækker deres brug af begrebet egentlig over? Har vi med små lokale bryggerier at gøre? Det er faktisk ikke tilfældet, da øllene kommer fra en relativt smal gruppe af bryggerier, hvoraf mange er en del af et større samarbejde eller koncern. Under begrebet craft beer sælges f.eks. Jacobsen, Kronenbourg, Grimbergen, Schiøtz, Lottrup og Frejdahl, ligesom der er øl fra store internationale spillere som Founder’s, Sierra Nevada og Lagunitas, der er ejet af AB InBev, som også står bag Budweiser. Når jeg hører navne som Carlsberg, Royal Unibrew, Vestfyns og Heineken, så tænker jeg på ingen måde på små håndværksfremstillede øl, men får i langt højere grad tankerne i retning af store fabrikker med filtreret og pasteuriseret øl, der sikrer en ensartet og genkendelig kvalitet, men jeg ser ingen innovation eller kærlighed til håndværk. En del af det bunder formodentlig i, at vi i Danmark aldrig rigtig har defineret, hvad craft beer er eller om vi har et bedre dansk begreb. Håndværksøl synes ikke rigtig at være det rigtige, selv om det måske nok er den korrekte oversættelse. I flere andre lande har man tydelige regler for craft, artisinal beer eller som på italiensk artigianale, hvor reglerne enten er defineret ved lov eller af byggernes foreninger. Der findes ligeledes regler for, hvor store andele af et bryggeri, som må være på andre hænder, regler om råvarer, pasteurisering osv. Det ville, set fra min stol, være en god idé, hvis vi i Danmark fik defineret et regelsæt, så forbrugerne kan skelne rigtigt håndværk fra maskeret fabriksøl.  

Craft beer eller skjult makro?

Vi har tidligere ofte benyttet betegnelserne mikrobryggeri eller specialøl, som en slags kvalitetsstempel for de danske håndværksproducerede øl, men jeg synes faktisk ikke, at det er en garant for kvalitet, eller dækkende for bryggerierne overhovedet. For nogle år siden skrev Anders Busse Rasmussen, dengang Indslev Bryggeri, på Facebook:” At noget er mikro, betyder ikke nødvendigvis at det er godt – i mange tilfælde er det bedste man kan sige om det, at det er ”interessant” og ”vi ved ikke rigtig hvor vellykket det blev denne gang, eller hvor længe det holder, men vi vil rigtig gerne have at du køber denne 50 kroners lodseddel så vi kan få råd til at forsøge os en gang til”. Selv har jeg en lang række små bryghuse, hvis øl jeg aldrig kunne drømme om at smide penge efter igen. Det er der flere grunde til, men dårlige øl og et ikke innovativt udvalg er helt sikkert medvirkende til dette.

Der er også en debat i hvor stort et mikrobryggeri må være? Eller måske et nanobryggeri, som jo må være endnu mindre? Og hvornår er man stor nok til at være makro? Hvor placerer vi f.eks. en virksomhed som Mikkeller, der i mange år ikke har haft eget bryggeri, men som har fået store dele af sortimentet brygget i Belgien hos De Proef, der er et ret stort og relativt moderne bryggeri. Er det så craft? Mikrobryg? Håndværk? Og er det overhovedet vigtigt, hvis kvalitet og oplevelse er i orden?  

Senest har foreningen Det fri Øl set dagens lys. Det er sammenslutning af tyve små danske bryghuse, der bl.a. kæmper for gennemsigtighed og fair konkurrence på markedet. Deres manifest har punkter om ærlig markedsføring, udvikling af ølsproget, lige adgang til barer, festivaler, koncerter osv., men ingen af disse punkter har reelt noget med øllets kvalitet at gøre, og skal jeg være rigtig barsk over for Det fri Øl, så er det nok her, samt på innovationen, at de har et problem. Når jeg ser ned over listen over de deltagene bryggerier, så er det ikke hele listen jeg forbinder med innovation og kvalitet.  Ligeledes er det tankevækkende at se, at ud af ca. 200 danske bryghuse og bryggerier, så kan de altså samle ca. 10%. Det er mildest talt ikke imponerende overhovedet. Jeg bakker dog 100% op om den del af projektet, der skal modarbejde eksklusivaftaler. Den slags er ikke med til at udbrede det spændende øl og ønsker meget, at de mindre bryghuse får mulighed for at konkurrere på barer og restauranter, så vi som forbrugere ikke kun kan finde de store spillere på markedet, men det kræver også, at forbrugerne oplever kvalitet for pengene.  

Vi har også en række bryggerier, som ret ofte deltager i forskellige internationale konkurrencer i øllets verden, og ofte vender de hjem med imponerende meritter i forhold til medaljer og hæder. Ofte er der dog tale om konkurrencer med et betragteligt deltagergebyr og mange medaljer i forhold til antallet af deltagere. Bloggen Stovt.dk har tidligere skrevet en del om uddelingen af medaljer i forbindelse med disse konkurrencer, og det er ofte ret uklart hvad der skal til for at hive en medalje hjem. Ofte er der medaljer til mere end 20% af de deltagende øl, indimellem tilsyneladende over 50%, ligesom at det er en pointscore, der er ligger til grund for medaljerne. Der kan altså sagtens være adskillige guldmedaljer i samme stilart. I mine øjne devaluerer det fuldstændig mange af disse konkurrencer og det kan kun betragtes som et markedsføringsstunt for de bryggerier, der tager medaljer med hjem.

Helt kort kan man måske sige, at alle disse forskellige betegnelser ikke har ret meget med kvalitet at gøre. At noget er lavet i lille skala, er ikke nødvendigvis garant for et kvalitetsprodukt. Jeg har i dette blad tidligere skrevet om antallet af bryghuse i Danmark og om hvor mange vi ville savne, hvis de forsvandt i morgen. Det hele beror på en følelse af, at noget er håndværk og kvalitet, for efterhånden bliver flere af de mindre bryghuse mere og mere automatiserede og bryggeren rører måske ikke så meget som tidligere selv i gryden.

Nordiske ølnavne under angreb?

Oprindelig blog skrevet 24/6 2018. Opdateret 28/6 2018

Siden jeg skrev blogindlægget, så har der været lidt gang i den i forhold til sagen. Claus fra Munkebo har været en tur i forskellige medier, herunder TV2 News og Ekstra Bladet, hvor han har haft mulighed for at præsentere sin side af sagen og i ovenstående link, ser det også ud til, at han får støtte fra en ekspert på området.

Jeg har flere steder på Facebook set sagen få opmærksomhed og Danske Ølentusisaster har også skrevet om sagen, ligesom jeg er stødt på den på nogle af de mere nørdede grupper og fora. Der er også kommet en artikel på Reddit.

Wacken Brauerei er selv kommet med en udtalelse på deres Facebookside, som prøver at forklare deres bevæggrunde for at beskytte de nordiske gudenavne med varemærkebeskyttelse. Ærlig talt, så synes jeg at deres forklaring er mere end vag, men tag selv et kig på den her.

Opdatering ovenfor, oprindelig blog nedenfor.

Den anden dag havde jeg en samtale med Claus Christensen fra Munkebo Brewery. Udgangspunktet for samtalen var, at det tyske Wacken Brauerei har ansøgt om og fået godkendt deres ansøgning i forhold til beskyttelse af en lang række nordiske navne til deres øl. Beskyttelsen dækker hele EU og vil potentielt ramme navngivningen af bl.a. Munkebos øl, men også alle andre bryggerier, som f.eks Ørbæk, Herslev og sikkert andre, der har vores nordiske arv som udgangspunkt for bryggeri og navngivning af øl. Dagen efter min samtale med Klaus slog han nedenstående op på Munkebos side på Facebook.

Nordisk arv under tysk blitz angreb.

For at hjælpe med at bevare vores fælles arv og kultur har vi hos Munkebo Brewery™ valgt at navngive flere af vores bryg efter vores gamle nordiske navne.
Vi skal bruge vores kulturarv i vores hverdag for at de har størst værdi og vores børn og deres børn kan lære om vores fortid og dem som er gået før os.
Der har været en vikingeborg på Munkebo Bakke og kongen er begravet i hans skib 10 minutter fra vores bryggeri, så vores fortid er hverdag for os.

Men måske er dette fremover tysk historie?

Et større tysk bryggeri (Wacken Brauerie) har valgt at tage trademark på disse navne i HELE EU, jeg gentager (Hele Europa) på flere nordiske navne som ingen fremover må bruge.
De har taget beskyttelse på navne som Ragnarok, Balder, Loke, Surt, Hejmdal, Hugin, Munin, Yggdrasil, Thor mm. og det rammer Munkebos identitet som vi har brugt siden 2008, langt før det tyske bryggeri i 2017.

Se listen over deres trademark: https://euipo.europa.eu/eSearch/#details/owners/749023

Det rammer også flere svenske bryghuse som Walhöll Brygghus og ProAliaAB som også har fået forbud mod at bruge nordiske navne, samt flere i de baltiske lande og Norge.
I Danmark rammer det blandet andet Ørbæk Bryggeri: Tyr, Nørrebro Bryghus: Freja, Herslev Bryghus: Mjølner.

Danske og Svenske Bryghuse i fælles front mod tyskerne

De skal ikke have lov til at tage vores kulturarv som vi i Norden ser som fælleseje, og vi opfordrer til at danne front mod disse trademark så de nordiske navne igen er fri og vi kan bevare vores kulturarv i hele Norden og ikke kun i Tyskland. Derfor send gerne en mail til brewmaster @ munkebobrewery.com hvis I kan hjælpe med lovgivning om trademark og vil støtte vores kamp til nordisk frihed på vores ord. Et lille svensk og dansk bryggeri har ikke de store muligheder for at kæmpe alene, men sammen kan vi gøre en forskel. Tænkt hvis vi tog patent på ordet “Poseidon” og forbød grækerne i at bruge det?

Se mere på et svensk site: https://www.beernews.se/…/dalabryggeri-tvingas-byta-namn-p…/

Claus Christensen, Direktør
Munkebo Brewery™
Hundslevvej 141, DK5300 Kerteminde
Tel: 0045 50667005
brewmaster@munkebobrewery.com

&

Karin Tuvell
Walhöll Brygghus/ProAliaAB
0046 706227672
karin@proalia.se

I første omgang troede jeg egentlig, at det kun ville blive et problem for fremtidige navne, hvilket også er problematisk nok, hvis man har en klar linje i forhold til navngivning af øl, men det drejer tilsyneladende også om eksisterende øl, som allerede bærer navne som Freja/Freya, Ragnarok og Valkyrie. Jeg er på ingen måde jurist eller på anden måde ekspert på området, men det virker totalt sort, hvis man kan stoppe brugen af navne der har været på markedet i årevis.

Danske Ølentusaster har også været omkring sagen og har bl.a. indhentet udtalelser fra Patent og Varemærkesyrelsen og fra ejeren af Wacken Brauerei. De kan læses her. Sagen har også været dækket i svensk presse, men desværre ligger artiklerne bag betalingsmur, men jeg har fået artiklen tilsendt og Karin fra bryggeriet udtaler bl.a. nedenstående.

– Det känns lite konstigt att ett bryggeri i Tyskland gör anspråk på vårt kulturarv. Hela nordens
kulturarv och historien. Jag tycker det är konstigt att man kan varumärkesskydda religiösa och
historiska personligheter och gudar. Man undrar om varumärkeshandläggaren förstått vad det är han
godkänt?

Det sista ordet är inte sagt i det här. Det känns lite löjligt. Vi är ett litet bryggeri. Vi brygger mellan
12 000 till 20 000 liter per år. Det är ingenting i de här sammanhangen. Att vi upplevs som ett hot
mot det här stora tyska bryggeriet det är lite humor faktiskt. De vill väl in på den nordiska
marknaden, säger Karin Tuvell och fortsätter:
– Det finns 300 “Ragnarök” på untappd (Öl-ranking-app). Det namnet har Wacken också tagit. Hur
gör man med alla de ölen? Det här är en löjlig grej. Jag tror de faller på eget grepp i det här, faktiskt.

I kan se Walhölls egen Facebook- side her. Jeg formoder, at de følger op på sagen.

csm_munkebo_nordiske_navne_a938515cdf.jpgJeg er sikker på, at tyskerne sikkert har deres på det tørre i forhold til EU, men det gør det på ingen måde mere sympatisk. Der er jo ingen der vil tage fejl af en Wacken- øl, serveret til Wacken eller en fynsk eller svensk øl, serveret på Fyn eller i Sverige. Øllet fra Wacken Brauerei serveres, så vidt vides ikke til festivalen, men pointen er nok til at forstå alligevel. Den slags har det også med at give bagslag i Danmark, selv om bryggeriet i Tyskland nok er ligeglade. Det så vi med Jensen’s Bøfhus og McDonalds. Lige i denne sag indtager jeg i hvert fald samme side, som Munkebo og Walhöll.

Klumme: Er der for mange bryggerier i Danmark?

Nogen gange kan man uforvarende komme til at stikke sin hånd i en hvepserede og andre gange gør man det med helt åbne øjne. For et par uger siden gjorde jeg det sidste.

Udklip1

Oles svar satte mig i et dilemma, for skulle jeg lave en lang liste over overflødige bryghuse eller måske, som én foreslog, lave den korte med dem der ikke var overflødige. Jeg besluttede mig for, at det ikke skulle være nogen af delene, da det ikke ville vise mine holdninger på den rigtige måde.

Jeg ved, at jeg på ingen måde er alene med mine synspunkter, da de, udenfor referat, kan findes rundt i ølmiljøet. Jeg har bl.a set fremtrædende medlemmer fra DØE give udtryk for, at der er en del bryghuse derude, som ikke er særligt interessante. Samme opfattelse kan man også finde hos bryggere og ansatte på bryggerier og bryghuse, når man har dem på tomandshånd. Ingen tør for alvor adressere elefanten i rummet, men holdningen er der.

Nogen vil måske synes, at jeg vælger krysterens vej ud, når jeg ikke laver listerne, for det tog ikke mange minutter, før der var klare reaktioner på min kommentar om overflødighed. De fleste af reaktionerne kom fra bryggere fra små lokale bryghuse, som på en eller anden måde må have følt sig ramt og har haft behov for en kommentar. Flere pointerer også, at jeg er meget subjektiv og må definere hvad jeg mener med overflødig, så det vil jeg prøve i det følgende.

Naturligvis er mit udsagn subjektivt. Det vil det nødvendigvis være, når det er båret af min holdning til antallet af danske bryghuse og deres relevans. Jeg kunne måske prøve en objektiv tilgang, hvis vi lader som det findes, og kigge på udbud og efterspørgsel, som parameter for nødvendighed. Hvis et bryghus kan klare sig økonomisk og løbe rundt, så er der jo en forretning og dermed kunne man argumentere for, at bryghuset er relevant på markedet.

Hvad mener jeg så med, at der er for mange, der er overflødige på markedet? For mig har det naturligvis noget med øllet at gøre, og om jeg ville savne det, hvis det forsvandt fra markedet. Svaret er, at jeg ser rigtig mange små bryghuse, som brygger stort set de samme øltyper. Det er ofte variationer over en linje med en brown ale, en form for pale ale, en hvede, måske noget belgisk og så nogle forskellige sæsonbryg. En af de bryggere, der deltog i debatten pointerede, at alle øl ikke behøver at være ekstreme og at der er brug for klassikerne fra Tørerøvelse Bryghus (hans udtryk). Det kan fint være, at de har succes med det lokalt og at det sælger til de lokale, men kunne man ikke lige så godt finde de oplevelser hos f.eks. de store supermarkedsspillere fra Ørbæk og Thisted eller fra naboen i næste lille flække i Tørerøvelse- størrelse?

Når jeg f.eks. kigger på de deltagende bryggerier i det relativt nye initiativ Det Fri Øl, så er der ikke mange jeg for alvor ville savne. Nogle af dem har jeg aldrig smagt øl fra og man kan ikke savne noget man aldrig har kendt, men der er også bryghuse på listen, som ikke rigtig tilfører noget, som jeg ikke kan få andetsteds og som, i mine øjne, ganske simpelt hen ikke lever op til samarbejdets eget manifest. Jeg bakker 100% op om tankerne bag, særligt når det kommer til tankerne om fri og lige adgang til markedet, men jeg har samtidig et problem med f.eks. dette punkt “Som brygger arbejder du for mangfoldighed og innovation indenfor branchen“, når en del af de deltagende bryghuse på ingen måde har meget med mangfoldighed at gøre eller er specielt innovative. Det uanset om de kommer fra Tørerøvelse eller fra et større bryghus. Når jeg kigger ned over listen, så er det, der egentlig mest springer i øjnene, hvilke bryghuse, som kunne være på listen, men som åbenbart har valgt, at det ikke er noget de ønsker. Indimellem kunne man godt få tanken, at der naturligvis eksisterer andre afhængighedsforhold, som tager sit udgangspunkt omkring Mikkeller, men det måske bare løs snak.

Uden i øvrigt at have nogen mellemværender med manden, så kunne man måske argumentere for, at vi ikke behøver en hel række af små jyske bryghuse, hvor Martin Schau er brygmester. Vi kunne måske næsten nøjes med et? Når jeg kigger på listen over de bryghuse, hvor han står ved gryderne, så har jeg smagt øl fra flere af dem, men kan faktisk ikke huske dem fra hinanden. De har måske en vigtig lokal forankring, der kan være nok så vigtig. Det gør sig i hvert fald gældende for et af mine lokale bryggerier, Fri Bryg fra Børkop. Jens har fundet en model, hvor han satser helt lokalt med staldørssalg af growlere fredag og lørdag, hvilket har vist sig at være en fin succes. Selv om jeg selv ikke kommer der så ofte, så er mit indtryk, at det går rigtig fint, og så er han jo relevant for sit område. Et vigtigt kriterie for den succes er selvfølgelig, at Jens kan brygge øl og kan sin klassikere uden fejl. Et af de største flop på den danske ølscene var vel også et, for mig, lokalt projekt, nemlig Fredericia Bryghus, som blev stiftet af pengefolk uden passion og med en brygmester, der før sin ansættelse aldrig havde brygget øl. De anede ikke hvad de lavede og gik fortjent nedenom og hjem. Man har, i mine øjne, også et ansvar over for lokalbefolkningen, hvis man er et lille lokalt bryghus. Det er fint nok, at markedet tilsyneladende kun er til brown ale, hvedeøl, en form for classic osv, men hvis ikke man kan brygge dem ordentligt, så er det at snyde folk til at tro, at man er noget særligt, hvis vi forudsætter, at de ikke er de store eventyrlystne ølforbrugere. Min oplevelse gennem en række smagninger er desuden, at de fleste mennesker faktisk ikke er så låste og gerne vil have nye oplevelser i øllets verden.

På Fyn har de en distributør, der hedder Eventyrligt øl fra Fyn, som, naturligvis, består af en række fynske bryghuse, selv om to bryggerier er på listen flere gange med mere end et brand. Reelt set, så er der kun et bryggeri på listen, der arbejder målrettet med udvikling af øltyper og stilarter, mens resten ikke rigtig tilfører noget nyt, hvilket gør at jeg næppe ville savne dem, hvis de skulle forsvinde fra markedet.

Der er altså en del ting, der kan gøre et bryghus relevant. Har man styr på sit håndværk, kender man sit produkt og sine råvarer og bringer man noget nyt og/eller særligt til et allerede stort marked. Et godt eksempel kunne være Ebeltoft Gaardbryggeri, der i en del år havde været et fint bryghus, men de bragte ikke rigtig noget til markedet, som jeg ikke kunne undvære. Dermed falder de måske ind under prædikatet overflødig, men efter de fik Ben Howe forbi og, så vidt jeg ved, blev de første danskere med en New England ipa på markedet, så røg de pludselig helt til tops på listen over relevante danske bryggerier. At der tilmed kom nogle forrygende saison/farmhouse- øl på gaden også, gjorde dem bestemt ikke mindre relevante.

20180421_143957

Da jeg for nylig var til Holstebro Ølfestival fik jeg dette skrækeksempel på overflødighed fra Struer Håndbryg. Det skulle tilsyneladende være en stout, men var en rødbrun sag, der på alle parametre fejlede. Så kan det sagtens være, at man har en fin lokal forankring, men hvis man på den måde får bildt de lokale ind, at sådan skal den type altså være, så vildleder man forbrugeren og er til skade for markedet.

Det er altså ikke nødvendigvis en statisk ting, hvis jeg finder et bryggeri overflødigt eller det modsatte. Der er da mange bryggerier, som jeg tidligere gladeligt har købt øl fra, som jeg ikke længere rigtig smider penge efter, da de enten har været svingende, skuffende eller måske simpelt hen ikke har fornyet sig.

Det er lidt et tveægget svær, for jeg kunne da rigtig godt tænke mig, at Amager Bryghus, som bestemt ikke er overflødige, havde Batch 1000 i fast sortiment, men den sælger tilsyneladende ikke nok til at godtgøre det. Til gengæld ville de for evigt være relevante, hvis de bare bliver ved med at brygge Todd the Axeman og Double Black Mash. Jeg har tidligere været en lidt hård kritiker af Thisted og var det ikke for Limfjords Porter (SIC), så ville jeg faktisk ikke savne dem, men måske er netop den øl nok til at de er relevante. Listen kunne sagtens blive meget længere, men hvis man hopper over på min Untappd eller kigger på mine omtaler af øl her på bloggen eller ovre på Facebook, så tænker jeg, at man har et nogenlunde billede af min præferencer indenfor øl.

Kommentar til Endelig Fredag i Jysk Fynske Medier

Jeg er så gammeldags, at jeg holder min lokale avis, Fredericia Dagblad, i trykt format. Den er en del af Jysk Fynske Medier, og derfor deler den tillæg med alle de andre aviser i koncernen. Jeg har tidligere været efter koncernen, der efter sammenlægningen af de mange medier, formåede at have tre redaktører med vin som ansvarsområde, mens de desværre ikke havde en ansvarlig for øl som stofområde. Det kan jeg konstatere, at de stadig ikke har. Eller de har i hvert fald ikke nogen, der gider at tage øllet alvorligt.

20180306_084753.jpg

Overskriften er vel ret beset det bedste ved artiklen, selv om man da godt kunne diskutere om øllet behøver at være koldt

Om fredagen er der et par sider, de kalder Endelig Fredag og det kunne man få en masse ud af, hvis man ville det. Forrige fredag handlede det, så vidt jeg husker, om hjemmelavede tapas, hvor man jo fint kunne have smidt en ølanbefaling med, men det gjorde man nu ikke. I fredags handlede indslaget om øl og ost. Jeg fik kun lige skimmet tillægget og tænkte ikke lige så meget mere over det, indtil jeg blev spurgt om jeg havde set artiklen og om jeg havde en holdning til den, og efter en lidt mere grundig læsning, så har jeg bestemt en holdning. De tre delartikler ligger også online, men er ikke helt så overskuelige, som den trykte udgave, men læs evt lige artiklerne, inden du læser videre. De findes her.

Det første jeg lægger mærke til, når der skal vælges øl er, at pris tilsyneladende er et springende punkt for journalisten. Det ser ud til, at i hvert fald to ud af de tre øl er valgt fra tilbudshylderne i Super Brugsen. Albani Mosaic IPA er næsten altid på tilbud og lige omkring udgivelsesdatoen var også Leffe Brune på tilbud. Den sidste er Chili Tripel fra Midtfyns. Karakterene er tilsyneladende også givet efter øllets pris.

Øllen fra Albani får fem stjerner smidt efter sig. Det er, i mine øjne, fuldstændig til grin. Der findes så mange ipa’er på markedet og den fra Albani er på ingen måde i nærheden af toppen. Heller ikke, når man tilsyneladende ikke må give penge for øl. Den er pengene værd, når man er så heldig at finde en nogenlunde frisk dåse, da den ellers hurtigt udvikler en meget metallisk bismag, ligesom aromaen ikke er det store sus. Det kan altså også blive for billigt, hvis man vil sidde med en nydeøl til lækker mad eller bare for sig selv.

Chili Tripel fra Midtfyn får fire stjerner, men hvis man ikke skulle være bekymret for pris, kan man smide en ekstra på. Det er jo decideret useriøst. Enten er den fem stjerner værd, eller også er den ikke. Jeg skal være helt ærlig. Jeg synes, at Chili Tripel er en pivringe øl, som er maskeret af chili. Den har intet med en tripel at gøre, hvilket gør navnet misvisende. Hvis jeg skal give den lidt kredit, så er den væsentligt bedre, end de gimmickøl, som Midtfyns har udgivet med reality- kendissen Chili Klaus. Den kan måske endda give lidt modspil til nogle oste, hvis man er til chili. Jeg har intet imod chili, et af mine mest læste blogindlæg er om chili con carne.

Den sidste øl er Leffe Brune, som er en billigt produceret øl, der indeholder store mængder brygsukker, hvilket ikke er atypisk for stilen. Journalisten synes at smage muscovado, men jeg mistænker at der er glukose og en smule kandis. Belgiske øltyper kan man jo gøre meget med, hvis man har styr på gæringen, da man her får meget forærende. En mørk belgier er egentlig et rigtig fint valg til en del oste, men man forsømmer helt at inspirere sine læsere. I stedet falder journalisten for fristelsen til at sende sine læsere ned over grænsen efter billigt øl. Så kan de jo lige samtidig få fyldt bilen med Slots Classic.

De tre ølvalg svarer til, at man siger til folk. Det er ligemeget om du tager Liebfraumilch, Piesporter eller den med tyren, så har du valgt vin til osten. I den trykte udgave af artiklen er der også en anbefaling af vin, som dog vist ikke er til ostene. Også her er prisen vigtig i forhold til antallet stjerner, men det lader til, at man er villig til at smide en noget højere pris. Jysk Fynske Medier er ikke kommet forbi opfattelsen af, at vin er meget finere end øl.

Jeg har ikke testet om journalistens anbefalinger af sammensætning af øl og ost passer, men jeg vil godt give mit bud på hvordan man kunne lave et match. Beskrivelsen af ostene findes her. Hvis jeg selv har været i tvivl om hvordan osten skal matches, så har jeg kigget i min faste øl og ost- følgesvend Cheese & Beer af Janet Fletcher.

Til den første ost fra Thise ville det faktisk ikke være et helt dumt valg med en ikke for bitter ipa eller pale ale, da frugtigheden ville spille fint sammen med osten. Pale ale spiller sammen med en del af de lidt hårde oste, som f.eks. Manchego og Cheddar. Hvis jeg skulle handle i et supermarked, så ville jeg måske gå efter den klassiske Sierra Nevada Pale Ale eller en af varianterne fra Lagunitas, men der er så mange muligheder, hvis man er villig til, at øl ikke nødvendigvis skal være et coinoffer. Et andet bud kunne være en bock eller dobbelbock.

Den anden ost Tomme de Savoie er også en lys relativt fast ost, men den har en syrlig karakter, der kræver lidt modspil. Det kunne være fra en belgisk pale ale eller måske en saison, der har bitterhed og ofte krydrede noter. En øl som vil være, noget nær, optimal er Orval, der ovenikøbet kan findes fast i min lokale Super Brugsen. Den er lys, frisk, bitter, men har også en staldagtig note fra gæren Brettanomyces. Orval vil kunne give modspil til flere oste på samme måde, som en god hvidvin vil kunne det.

Den tredje ost er en gedeost fra Tebstrup, som godt kunne matches af Orval eller f.eks. Duvel, men man kunne også hoppe i en helt anden retning og tage en dubbel fra f.eks. Westamalle eller Chimay og hvis man absolut vil det, så kunne Leffe Brune nok også klare det. Skulle man prøve noget helt frækt, så kunne man måske prøve med en syrlig kriek eller en lys bock.

De to sidste oste, Kulsort fra Arla Unika og Papilion, er begge blåskimmeloste i forskellig styrke i forhold til karakter. Kulsort er lettere end den franske og kræver ikke så tungt et modspil. Man kunne prøve med en tripel eller en måske en imperial ipa, uden for meget bitterhed. Alkoholstyrken i en tripel, som f.eks. en Karmeliet, ville give osten noget modspil, men vil ikke tage over.

Til den tungere Papilion kan man gøre forskellige ting med øl. Man kunne vælge en tung mørk quadrupel, som Rochefort 10 eller man kunne gå all in og vælge en stout, der giver en masse karakter, men som spiller overraskende godt med blåskimmel. Kraftig ost kræver kraftigt modspil.

Det tog mig ikke lang tid at finde ostene fra artiklen og heller ikke lang tid, at overveje hvordan det skulle sættes sammen med øl. Det kræver naturligvis en smule, men det kan i den grad betale sig for smagoplevelsen, at turde tænke lidt længere end kun pris.

Jeg er skuffet over den indsats og det fokus, som er øllet tildelt i Jysk Fynske Medier.