Monthly Archives: februar 2015

Veteranøl

Posted on by Standard 3

På familiens weekendtur til Søhøjlandet hjembragte jeg lidt blandede souvenirs fra Voldby Købmandsgård, der har en meget velassorteret ølafdeling. Jeg er ikke sikker, men det kunne meget vel være Danmarks største udvalg.

Jeg havde egentlig fundet de øl Jeg skulle have, da dagens øl fangede mit øje og jeg følte mig nødsaget til et yderligere indkøb.

Gundestrup Mejeri og Bryghus står bag War Veterans Danmark, som er en øl de har brygget for at vise deres support til de danske Krigs Veteraner og for hvert solgt flaske af Veteran Pilsneren, så går 2,- til www.bloodofheroesdanmark.dk og 0,25 kr pr Veteran Pilsner til www.familienetværket.dk, hvilket jo for så vidt er ganske udmærket.

Etiketten er noget ubehjælpsom i sit forhold til sammensatte ord og navnet på øllet er også noget inkonsekvent i forholdet mellem dansk og engelsk, men det hænger tilsyneladende sammen med, at det er et rygmærke for en motorcykelklub for veteraner. Jeg kører ikke selv motorcykel og går ikke med rygmærke, men jeg ved fra tidligere kolleger fra min tid i forsvaret, at de får rigtig meget ud af fællesskabet i klubber som denne. Jeg mistede i sommer en god ven, der havde fundet en ny mening med tingene i Blue Berets MC. (Tilføjet 2/3. Jeg er i kommentarerne blevet gjort opmærksom på, at det ikke er en MC- klub for veteraner. Jeg synes at det signalerede dette, men jeg har tilsyneladende taget fejl. Læs kommentarerne og besøg hjemmesiden, hvis I vil blive lidt klogere på hvem det er du støtter. Der skal i hvert fald ikke herske tvivl om, at danske veteraner ikke altid er blevet lige godt behandlet af Danmark, så støttenvkan de godt bruge). Men da undertegnede i en fjern fortid gjorde tjeneste på Balkan og dermed kan betegne sig selv som veteran, så skal der mere end etiketter til at skræmme.

image

Etiketten lover en klassisk pilsner på 6%, hvilket vel er lidt i overkanten, når vi taler klassisk pilsner. Øllet er brygget på de tre malte pilsner, münchner og wiener. De to sidste er er vel heller ikke klassiske i en pilsner. Til gengæld er humlerne helt klassiske, om end de tilhører to forskellige pilsnerlande. Hallertauer repræsenterer Tyskland, mens Saaz er tjekkisk.

Da øllet bliver skænket er det tydeligt, at vi ikke har med en klassisk pilsner at gøre. Det er en flot rødlig kastanjefarvet øl med et holdbart hvidt skum. Aromaen er præget af karamel, toffee og mørkt brød og en lille frugtig afslutning.

I munden er det malten, der spiller hovedrollen med en relativt stor mundfylde, der er lidt olieagtig. Øllet er præget af sødme, mørkt brød og en moderat bitterhed. Det minder på ingen mulig måde om en klassisk pilsner.
image

Som pilsner dumper War Veterans Danmark fælt. Det er ganske simpelt hen ikke en pilsner, men som øl er det ikke helt så galt. Den vil gøre sig godt hos dem, der sætter pris på Ale no. 16 fra Refsvindinge, selv om prisen er lidt højere.

Har du lyst til at støtte danske veteraner og deres familienetværk, så køb endelig War Veterans Danmark, men hvis du forventer en god pilsner, så skal du kigge et andet sted.

Øl fra Kvickly 3

Posted on by Standard Svar

I føljetonens tredje del starter vi i Tyskland med en pilsner fra Riegele BierManufaktur, som jeg først for nylig har stiftet bekendtskab med. Da jeg var i Odense for at brygge og drikke øl med Stovt.dk og Rock in Beer smagte vi en stout, som ikke var specielt god. Siden har jeg på den lokale vinbar, brasserie og vinhandel William & Co, fået prøvet en frisk og fin IPA, som jeg gerne drikker igen.

Siden har jeg set øllet på flasker i flere butikker og i Kvickly valgte jeg deres pilsner Amaris 50.

Hele deres sortiment er udviklet i samarbejde mellem verdensmesteren for ølsomellierer Sebastian Priller-Riegele, som jo også leverer navn til bryghuset, og brygmester Frank Müller. Hele serien af øl kommer med madanbefalinger og en ret udførlig etiket, der angiver smag, aroma, fylde osv.

image

Bagetiketten er ret udførlig og giver et godt udgangspunkt for parring med mad


Jeg valgte dog, at jeg ville nyde øllen uden mad og dermed lade det stå selv. Jeg skænkede i et højt pilsnerglas og det lignede en helt klassisk strågul pilsner med en fin karbonering og et hvidt holdbart skum. Den havde en let aroma med lidt hø og frisk græs. Derudover er der en lille blomsterfornemmelse i næsen, som giver gode løfter.

Det bringer os frem til smagen og den var bestemt slet ikke tosset. Pilsneren er som type jo ikke et stort og fyldigt bombardement af fylde og smag og Amaris 50 er da heller ikke meget anderledes. Det er en let, sprød og frisk øl. Karboneringen spiller godt med og bringer en let krydret og blomsteragtig smag frem, inden den går over i en smule citrus. Det hele slutter i en, for en pilsner, ganske markant bitterhed. Tallet i øllets navn er ganske lig med øllets bitterhed, hvilket vel er omkring tre gange så højt, som en dansk standardpilsner og en smule højere en f.eks. en tjekkisk Urquell. Det fungerer rigtig fint og giver lyst til endnu en slurk. Det er brugt fire aromahumler, hvilket giver en fin smag. Det kunne dog være spændende med en tørhumlet version.

Alt i alt en rigtig god pilsner, som jeg meget gerne prøver igen og som jeg tænker ville være rigtig fin i lidt varmere vejr.

image

Farven snyder lidt på billedet. Farven var strågul/solgul.

Senere samme aften, da kone og børn var gået til køjs, og roen sænkede sig over det lille hjem, fandt jeg en stærk, sort og kraftig sag frem. Hornbeer holder til i Hornsherred, hvor Jørgen Fogh Rasmussen og fru Gunhild holder til med bryghus og galleri. Der er naturligvis sammenhæng mellem øl og kunst, da Gunhild maler etiketterne til øllet. Jeg har det lidt blandet med Hornbeer, som brygger ret mange og forskellige øltyper, hvilket naturligvis er godt for mangfoldigheden, men det gør også, at de også kan være lidt svære at blive kloge på. Jeg er begejstret for mange af deres humlede øl og synes bl.a. at deres sorte IPA Hophorn er ganske fremragende, ligesom Jørgen generelt brygger rigtig fine IPA’er, mens jeg ikke er så god til deres belgiske øltyper.

Denne aften skulle det dog vise sig, at Hornbeer ramte tæt på mine smagsløg. Jeg havde købt deres russian imperial stout Black Magic Woman, som er en kraftfuld dame fyldt med ristede noter og røg. Her kunne man frygte, at Jørgen Fogh Rasmussen røg i en fælde, som jeg synes han desværre indimellem ryger i. Han vil for meget på en gang, men i Black Magic Woman lykkes han rigtig godt.

Det er en kulsort øl med et tæt brunt skum, der bliver hængende. Aromaen afslører kaffe, chokolade, en del røg og et let syrligt anstrøg. Det virker rigid lovende.

Smagen er fyldig og ristet med en pæn sødme, som går over i røg, lakrids og så går den let syrlige fornemmelse igen, som den man kan finde i meget mørk chokolade og i kaffe. Øllet er bl.a. brygget med både birkerøget og tørverøget malt, men det tager ikke overhånd og et fint afstemt i forhold til sødme, bitterhed og den lille afsluttende note af lakrids.

Samlet set er det en rigtig vellykket øl, der i mine øjne, er langt bedre end både sidste års vinder af Danske Ølentusiasters kåring af årets ølnyhed i den stærke kategori, som ville for meget og derfor stak af i for mange retninger. Årets kandidat Vladimir P lider lidt af det samme og er for sød til mine smagsløg.

Black Magic Woman er Hornbeer i topform og jeg håber, at de vil brygge flere sorte øl i den stil, hvor øllet står klart, uden at ville mere end det kan bære.

image

Hornbeer har ramt en fint balanceret øl, der er en af deres absolut bedste sorte øl.

Øl fra Kvickly 2

Posted on by Standard Svar

Andendagsgildet med øl fra Kvickly startede lige så levende, som førstedagen, da jeg åbnede en meget levende øl fra bryggeriet De Halve Maan. Jeg havde ikke tidligere prøvet Straffe Hendrik Tripel og her var det tilmed i en 2014 Wild- udgave.

Som sagt, så var det en særdeles levende og vild øl, der gerne ville ud af flasken, men jeg var heldigvis klar og fik grebet det meste, men glæden og forventningerne faldt en smule.

Det var en ganske pæn øl, der afslørede sig. Uklar orange med et fint hvidt skum. Den havde en let metallisk aroma med et lille hint af plastic. Begge dele forsvandt dog, da øllet fik lidt tid i glasset. Det afslørede en fin aroma af citron, sukker og en let alkohol.

Smagen åbnede sig også efterhånden som den fik lidt tid og et par graders varme. Den havde relativt stor fylde af en tripel med smag af sukker, alkohol og citrus. Derudover havde en klar funkyness fra brettanomyces. Andre beskriver det som stald og hestedækken. Det er ikke voldsomt, men der er noget om snakken.

I starten var jeg ikke særligt imponeret, men da den fik lidt tid, så åbnede en rigtig fin øl sig og jeg drikker den gerne igen.

image

Den startede lidt lukket og kedelig, men åbnede sig rigtig fint


Senere på aftenen fandt jeg den sidste af de to sorte Raasted frem. Det var deres nummer 8 Kokos Porter. Det burde naturligvis være en kokosporter, men sammensatte ord er desværre en udfordring for mange bryghuse. Heldigvis skal øllet ikke vurderes ud fra etiketten, så jeg åbnede flasken og øllet skulle hjælpes med at forlade flasken, så det var jo ikke så skidt. Jeg havde ikke de store forventninger til en kokosporter, men ud af flasken kom en kulsort porter med et fint lysebrunt skum. Porteren præsenterede en fin aroma, der var præget af karamel, kokos og mælkechokolade og de noter gik igen i smagen, der ydermere var sød, let bitter og havde en lille smule syrlighed.

Samlet set en rigtig fin øl, der mindede lidt om flydende Bounty. Det ville jeg ikke umiddelbart tro, at jeg ville kunne lide, men det var ganske fint. Den var ret let drikkelig og var ikke voldsomt fyldig. Den ville være fin, som en lille flydende dessert eller måske til en kugle is.

image

En flaske flydende Bounty

Øl fra Kvickly 1

Posted on by Standard Svar

Kvickly i Middelfart har i et stykke tid haft en ganske fin ølafdeling og i går var hele familien en tur over bæltet for at handle. Der kom selvfølgelig lidt øl i vognen og jeg synes, at det ville være på sin plads med en lille omtale af det købte øl.

Første øl på programmet er fra spanske Mateo & Bernabé, som jeg tidligere har smagt en gang. Det var så vidt jeg husker en saison med vilde krydderurter eller sådan noget. Den var vist ok, men ikke noget særligt. Denne gang blev øllet valgt ud fra etiketten, hvilket måske ikke er den bedste baggrund for udvælgelse af øl, men der var en krabbe på etiketten og krabber er et spøjst dyr. Desuden smager de jo godt.

Øllet er en pale ale på 5% med en orange farve og en voldsom karbonering. Jeg skænkede meget forsigtigt, men jeg kunne ikke holde skummet i ave og præsentere en velskænket øl. Der var stort set intet at komme efter i form af aroma eller smag af humle, mens der er karamel fra malten. Måske den har lidt hyldedøden. Køkkenvasken drak den sidste halvdel.

Det pæneste der kan siges om det er, at der er en krabbe på etiketten.

image

Spansk pale ale med en smule skum

Heldigvis havde jeg sat en reserve på køl og den hentede jeg frem. Jeg har fine minder om Midtfyns Bryghus IPA, men har ikke fået en i meget lang tid, så forventningerne var, at jeg ville få en fint humlet klassisk IPA med citrus og grape fra Cascade og Centennial. Det fik jeg til dels også.

Jeg har det egentlig lidt blandet med Midtfyn, da de har lavet flere øl jeg virkelig godt kan lide. Deres imperial stout, barley Wine og double IPA er rigtig fine øl, som jeg gerne drikker. De brygger dog også flere øl, som jeg bryder mig meget lidt om. En decideret gimmickøl, som Chili Klaus skulle f.eks. have været kvalt ved fødslen.

IPA’en har dog langt større problemer end ligegyldige Youtube- kendisser og gimmick. Hvis den spanske øl var overkarboneret, så er Midtfyns IPA voldsomt overkarboneret. Hvor den spanske var svær at skænke pænt, så fortsatte skummet med at arbejde sig større og større efter endt skænkning, indtil det stod som en lille hvid smølfehat og jeg valgte at tage slurk, så det ikke ville løbe ned af siden på glasset.

Selve øllet havde en aroma af græs, lidt tropisk frugt og grape, mens skummet som sagt var voldsomt og knitrende, som opvaskeskum. I munden var øllet prikkende og sødligt med en note af karamel, inden det slutter let bittert og med en smag af grapefrugt. En kedelig og meget lidt aromatisk pg bitter IPA. Heller ikke denne øl blev drukket ud.

Jeg var ret skuffet, men burde måske have set det komme, da det desværre ikke er første gang, at Midtfyns har problemer med deres lyse øl. Da jeg prøvede Carlsens IPA på flaske oplevede jeg en decideret ølgeyser, da jeg åbnede den. Jeg tror højest, at der var 10 cl tilbage i flasken og Midtfyns Nr 1 led også af stærk karbonering, som tog noget af oplevelsen. Jeg ved ikke hvad der er sket på Midtfyn, men jeg synes standarden er faldet markant.

image

En decideret levende øl, selv om det vist ikke er meningen

Jeg kunne ikke gå så nedtrykt i seng, så jeg lagde op til, at det skulle blive værre og åbnede derfor en Raasted Bryghus 7: Milk Stout. Selve brandet har været misbrugt på det skammeligste i flere år og Martin Jensen må have haft svært ved at overvære voldtægten af mærket, der i den grad er blevet trukket ned efter ejerskiftet. Det tidligere så glimrende bryghus har måttet lægge navn til sørgelige øl fra fra konkursramte østjyske bryghuse og forskellige discountøl, men nu skal det åbenbart være anderledes.

Kvickly har fået en nummeret serie fra Raasted, hvor brygmester Jesper Petersen har sat sin signatur på den meget enkle etiket. Jeg har købt nummer 7 og 8, som er henholdsvis en milk stout og en kokos porter. Det burde vel rettelig være en kokosporter, men man kan jo ikke få det hele.

7’eren er en flot kulsort øl med et vedholdende tæt og lysebrunt skum og har en mørkristet, men også sød aroma fra den mørke malt, der giver noter af lakrids, kakao og lidt karamel. Nærmest som en slags kakaomælk.

Smagen er ristet med noter af kaffe og lakrids over en ikke alt for kraftig krop, inden laktosen sætter ind med en fint balanceret sødme. Det er ikke en voldsomt kompleks øl, men en fin og letdrikkelig stout, der er godt balanceret. En fin øl til prisen.

image

Ganske fin sweet/milk stout

En lidt blandet aften, hvor de to første øl var ganske skuffende, mens den sidste overraskede til den anden side.

Kunstbryggeriet Far & Søn: stovt.dk

Posted on by Standard Svar

Jeg plejer ikke, at kaste mig ud i dybdegående anmeldelser af enkelte øl, men når man siger ja til at modtage et anmeldereksemplar, så skylder man en seriøs anmeldelse.

Martin fra www.stovt.dk har sammen med Bo Rino Christiansen fra Kunstbryggeriet Far & Søn brygget en imperial stout med figner og lagret med eg. Det er jo et godt udgangspunkt for en god oplevelse, hvis det bliver gjort ordentligt og det skulle der være gode muligheder for her, hvis øllet er samme standard som bloggen, hvor Martin svinger sin sprogligt elegante pen. Jeg vil lade Martin præsentere Kunstbryggeriet Far & Søn, da jeg ikke sikker på, at jeg kan gøre det bedre end det her.

Jeg glædede mig til at stifte bekendtskab med Bos øl, da jeg flere gange har læst om det, men da Kunstbryggeriet endnu ikke er kommercielt, så har det været lidt svært tilgængeligt og mit eksemplar havde det heller ikke helt let med postvæsenets behandling af forsendelser.

image

Stout med kraftig smag og aroma af vådt pap.

Derfor måtte der iværksættes en nødplan, så jeg kunne få fingrene i en ny og da Alex Rock og Martin havde inviteret mig med til en hyggelig dag med håndbryg og øl, så lå det jo lige for, at bringe et eksemplar hjem fra den dag, hvor Bo i øvrigt også dukkede op med lidt forskelligt øl fra Kunstbryggeriet Far & Søn. Det gjorde ikke forventningerne mindre, da det var rigtig fine øl. Han viste sig derudover, i øvrigt på linje med Martin og Alex, at være en rigtig fin fyr. Jeg måtte derfor tage de kritiske briller på og prøve at se bort fra det, da jeg smagte på øllet.

Jeg fandt øllen frem og sørgede for, at jeg havde god tid, da en blog ved navn Stovt naturligvis står bag en kraftig sag. Vi har at gøre med en imperial stout på 10%, hvor der som nævnt er tilsat figner og lagret med eller på eg. Der er brugt brugt en række fine humletyper og malte, så basen skulle være på plads.

image

Inden kapslen røg af. Etiketten er simpel, men stilfuld.

Jeg valgte, at skænke øllet i mit relativt nyindkøbte stoutglas og det tog sig da også smukt ud i glasset. Kulsort med et kraftigt lysebrunt skum, der dog hurtigt og knitrende faldt sammen og blev liggende som et tyndt lag i ret lang tid, inden det helt forsvandt, men skumkrone er heller ikke let på så stærk en øl.

Allerede da øllen blev knappet op kunne man fornemme en markant aroma og opskænkningen gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre. Man kunne fornemme ristede noter fra mørk malt, alkohol, frugter, chokolade og en meget let fornemmelse af røg. Fru Ousen tog også et lille snus til glasset og mumlede noget om lakrids. Det opfangede min næse dog ikke, men lækkert var det.

image

Helt i ånd med øllets oprindelse må det nødvendigvis præsenteres i sort-hvid

Aromaen lover en stor oplevelse og det var derfor med stor spænding, at jeg smagte på det kulsorte bryg. Kunne det nu leve op til løfterne? Det korte svar er ja. Smagen er naturligvis kraftig med stor fylde. Det er ristet mørk malt, der giver smag af først kaffe, chokolade og sødmefuld smag af figner. Jeg var i tvivl om man ville kunne fornemme de tilsatte figner, men de står faktisk ganske flot i smagsbilledet. Den lakrids jeg ikke fangede i aromaen, synes jeg til gengæld kan anes i smagen, inden eg, lidt røg og en let bitter slutning sætter ind.

image

En meget aromatisk og kraftfuld smagsoplevelse.


En så kraftig sag tager naturligvis sin tid, og kunne muligvis egne sig som deleøl. Fru Ousen fik da også en lille smagsprøve, men ellers nød jeg den i langt over en time, hvor de beskrevne aromaer skiftede lidt karakter. Røgen trådte lidt mere frem og egen blev også lidt mere markant i smagen. Fignernes sødme blev ikke mere markant, men selve smagen af figner blev mere figenagtig. Jeg har ikke rigtig en bedre beskrivelse.

Jeg prøvede ikke at blive rygklapper eller fanboy og ledte efter fejl i øllet, men der er ikke rigtig noget at sætte en finger på. Det er en stout lige efter min smag. Skulle man endelig finde en lille detalje, så virkede karboneringen lidt prikkende, lige da øllet blev skænket, men det aftog hurtigt og efterlod en fed og blød mundfølelse.

Alt i alt er det en rigtig god øl, der klart er helt i top over de nye danske stouts jeg har prøvet i meget lang tid. Klart stærkere end de sorte kandidater i Danske Ølentusiasters afstemning om årets ølnyheder og den bør uden tvivl blive en del af det faste sortiment, når Kunstbryggeriet Far & Søn bliver kommercielt bryghus, hvilket skulle ske i løbet af en overskuelig fremtid og holdes standarden, så bør det blive en succes.

Jeg hyggede mig gevaldigt med både øllet og med anmeldelsen, så mon ikke jeg kaster mig over en anmeldelse i ny og næ. Det er i hvert fald svært, at sige nej, når man bliver spurgt.

image

Jeg synes lige I skulle have et billede af øllet i farver


image

Øllet gør sig heller ikke så tosset i farver