Endnu engang skal vi have foretaget en kåring, og endnu engang synes jeg slet ikke, at det her er en let kategori, da jeg faktisk frygtelig sjældent er på værtshus. Det er der sikkert mange grunde til, men også en masse vaner og dårlige undskyldninger, som bunder i netop de vaner. Femten år med en handicappet søn gør helt sikkert, at man lærer at prioritere sin tid og de øl man drikker, for når man bor i Fredericia, så har vi ikke altid været velsignet med en masse spændende øl på barer, selv om der da indimellem har været et par gode øl på haner eller flasker rundt omkring. Hovedsageligt har det dog været, hvad der udefra ligner, eksklusivaftaler, der har været toneangivende. Heldigvis har det ændret sig og med sidste års tilgang af Urbania Streetfood med tilhørende bar skete der noget. Pludselig kunne man købe et udvalg af øl fra f.eks. Åben, Mikkeller og saison fra Dupond. Det kan altså noget, at man kan gå ned og finde Bryg 61 på hanen.
Fredericia Brewpub har også for nyligt slået dørene op og det har jeg meget store forventninger til. Jeg har desværre ikke slet ikke været der nok, men det håber jeg vil ændre sig i det kommende år, for starten har været mere end lovende med både egne øl og øl fra andre bryggerier. Det glæder jeg mig til at følge med i femover.
Uanset hvad, så må jeg udenbys, når jeg skal finde årets ølbar og så er der jo adskillige muligheder, men vi skal tilbage til min kåring af årets oplevelse, for de hænger sammen.
Vinderen af Årets Ølbar er: 1420
Oplevelsen på 1420 i forbindelse med MBCC var helt uovertruffen. Her gik kompetent betjening hånd i hånd med godt selskab blandt gæsterne og et udvalg, som jeg ikke er sikker på findes andre steder i Danmark. Dennis har en helt fantastisk måde at møde kunderne på, som jeg virkelig sætter pris på. Den er imødekommende og jovial.

Jeg har vist alt i alt været tre gange på 1420 og jeg er altid gået derfra og har brugt lidt for mange penge, men helt uden at fortryde det. Det spiller bare hver gang, uanset om jeg har fået Fou Foune fra fad eller en Angel Foam fra In de Verzekering tegen de Grote Dorst til walk in smagning. En gammel Adam from the Wood var egentlig heller ikke helt skidt.

Jeg glæder mig til at komme tilbage til 1420, som løber med årets titel som Årets Udskænkningssted 2019. Alle mine besøg i København burde faktisk inkludere 1420 og andre barer. Det gør de for sjældent.
Jeg har også en række boblere, som det trods alt, er lykkedes mig at besøge i løbet af året. På turen til MBCC havde vi super fine oplevelser på Skaal, Amager Bryghus Taproom, Himmeriget og Boorleggers, mens jeg senere på året var en tur i Århus med Fru Ousen, hvor den stod på middag på Hantwerk, fremragende hygge på Erlings og ganske fine ting på både Ølsnedkeren & Mig og Highlander’s. Jeg har et indlæg om turen i støbeskeen, men af forskellige grunde er det trukket lidt ud.
