Ølanmeldelse: Ugly Duck Nothing but Trouble BA Sherry

For efterhånden et stykke tid siden var jeg så heldig, at Mike fra Indslev Bryggeri begavede mig med to af deres fadlagrede øl og derfor har jeg haft lidt dårligt samvittighed over, at jeg ikke har fået skrevet noget om dem. Hele 2017 har jeg ikke haft en eneste ølanmeldelse på bloggen, men udelukkende haft nogle korte omtaler, ofte i form af min Fredagsøl, ovre på Facebook. Det har jeg tænkt lidt over og har besluttet mig for at ændre lidt på, så derfor kommer her den første ølanmeldelse i mere end et år.

Når jeg modtager en gratis øl fra et bryggeri eller en distributør, så får den naturligvis samme behandling, som hvis jeg selv køber øllet. Jeg hører indimellem, at nogle tror, at jeg ikke betaler for ret meget af det øl jeg drikker, men det er ikke sandt. Jeg får alt for lidt foræret.

20180228_213659

Indpakningen fejler intet. 66 cl flaske med, en noget gentridig, voks på toppen

Den første af de to øl, som Mike sendte til mig, blev brygget første gang for tre år siden, da Menno fra hollandske De Molen kiggede forbi Indslev for at brygge en stout med dem. Det skulle vise sig, at det ikke var verdens letteste brygdag, hvilket navnet Nothing but Trouble også antyder. Martin fra Stovt var til stede på bryggeriet ved det oprindelige bryg og havde en dejlig dag på bryggeriet.

Jeg har tidligere været igennem hele udvalget af de fadlagrede og den rene Nothing but Trouble og var ret begejstret. Dengang var jeg mest begejstret for de versioner, der havde været på fade, der tidligere havde indehold peatet whisky, bourbon og så overraskende for mig selv, den udgave, der havde hygget sig på sherryfad. Derfor var det med en vis glæde, at det er netop udgaven på sherryfad, der nu er ude i butikkerne igen.

I glasset er Nothing but Trouble kulsort under et tykt lysebrunt og meget vedvarende

20180228_214154

Tykt og lysebrunt

lysebrunt skum. Alt er som det skal og bør være i en så massiv stout.

Aromaen giver allerede, da kapslen ryger af, og inden øllet rammer glasset, en klar fornemmelse af vin, som stiger op fra den, trods alt, begrænsede åbning i flasken. I glasset fortsætter den vinøse oplevelse og giver desuden noter af sukker, alkohol og så sherry. Man fornemmer desuden de store mængder ristede malte, der giver lidt kaffe og en næsten røget note.
Det første,der slår mig, da jeg får smagt på øllet er, at der er en ret fed mundfylde med medium karbonering. Fyldigheden er ret høj og den har en masse fedme over sig. Der spilles dog også på en masse tangenter og de ristede noter, der kunne fornemmes i aromaen går igen i smagen, hvor de giver fornemmelse af aske, men på en god måde. Efter de første oplevelser sætter en fornemmelse af alkohold og sherry ind, inden det heller slutter rigtig fint af med en balanceret syrlighed og bitterhed. Jeg har siden jeg lavede mine noter hørt det beskrevet som en markant tørhed og det er nok heller ikke en helt ringe beskrivelse af det, som jeg oplevede som syre og bitterhed. Det gav en lidt snerpende fornemmelse. Alt i alt en rigtig kompleks og fin smagsoplevelse.
20180228_214202

Dejlig kompleks aroma og smag møder en i glasset

Nothing but trouble BA Sherry er en rigtig nydeøl, som man fint kan dele, hvis man skulle have den slags lyster. Det havde jeg ikke, så jeg havde lang tid i selskab med de 66 cl fremragende sort øl. Min oplevelse fra sidst der var en sherry- udgave ude holder ved, for selv om sherry ikke er mit go to valg af alkohol, så fungerer det altså rigtig godt her. Jeg har for nylig set den i både Mikkellers nye bottle shop i Odense og i Beershoppen i Kolding, men mon ikke den stadig kan findes rundt omkring. Den er i hvert fald klart værd at prøve.

Da himmel og jord stod i røg

I fredags gik min vej omkring Middelfart og den glimrende ostebutik Ostergaard, der skulle levere min aftensmad i form af tapas med vægt på gode oste. Det blev i den grad leveret og blev nydt med en Chimay Rood.

image

Ost, pølse og Chimay Rood er en glimrende combo

Mens Kasper gjorde aftensmaden klar, så blev de øvrige indkøb klaret hos naboen Kvickly, hvor Jørgen Pølsemager huserer i pølsemageriet og så står han for en forrygende ølafdeling, der byder på mere end 400 forskellige. Mens jeg gik og sugede næringen ud af flaskerne med øjnene, og måske røg der en smule i vognen, så kom Jørgen trillende med lidt varer til hylderne. Vi faldt naturligvis i snak om øl og om nye øl på hylderne. Blandt de nye varer var hollandske De Molen og Jørgen var så venlig at give mig en Hemel & Aarde med hjem. Jeg takker mange gange for den gestus, for det er en voldsomt rar øl. Hvis man altså er til røg.

Der er en klassisk De Molen, kulsort og kraftig med en høj alkoholprocent. Skummet er tæt, vedholdende og flot lysebrunt, mens astmaen et meget markant. Solid aroma med store mængder tørverøg fra Bruichladdich- malten, der skulle være den mest røgede i verden. Bag røgen fornemmes lidt chokolade, men ikke meget trænger igennem.

image

Hemel & Aarde er glimrende, men man skal nok være klar på kraftig røg

Det er en fyldig og kraftig imperial stout, hvor tørverøgen går igen i smagen og ligger sig i forgrunden flytte chokolade, kaffe og sødme, inden det hele slutter med bitterhed.

Det er måske ikke verdens mest elegante øl, men den smager forbandet godt og jeg triller gerne af sted efter en mere.

En beermail uden nogen problemer

Jeg var så heldig, at Indslev Bryghus for et stykke tid siden fandt undertegnede og bloggen værdig til at modtage et udvalg af deres nyeste øl. Det mindste jeg kan gøre i den forbindelse er, at skrive et par ord om øllet.

Jeg har allerede tidligere nævnt Golden Eye, som er en belgisk gylden ale, der ikke skubber til rammerne, men som er en dejlig og letdrikkelig øl med både sødme og bitterhed, krydret med belgisk gær.

image

Ikke så meget James Bond, bare en fin øl

Double Retro har jeg også været omkring. Igen er der tale om en øl, der ikke sprænger rammerne, men som gør det den skal. En god maltbaggrund udgør basen for nyklassiske amerikanske humler, der giver masser af citrus og bitterhed. Dejlig double IPA, der bliver rigtig god, når solen og varmen kommer.

Hovednummeret i leverancen er helt sikkert serien Nothing but trouble, som er en imperial stout, som er brygget i samarbejde med Menno fra hollandske De Molen. Efter endt gæring er øllet blevet overført til en række forskellige træfade, der hver især har givet deres præg til øllet. Martin fra Stovt var til stede på brygdagen og har skrevet om det her, mens jeg selv har skrevet om den rene udgave, samt de to tidligere nævnte her.

Når kvaliteten af basisøllet et så godt, som det er her, så går det ikke helt galt med de lagrede udgaver, selv om et par stykker af dem måske ville have vundet lidt mere ved længere tids lagring, men det kan jeg naturligvis ikke sige med sikkerhed.

image

En fortrinlig samling

Der er ingen af øllene i serien, der på nogen måde skuffer, De er faktisk temmelig gode, men jeg havde måske håbet på lidt mere fra den cognaclagrede og den Bruichladdich- lagrede, der begge havde tydeligt præg af alkohol og lidt mindre karakter af fadets og dets oprindelige beboeres smag. Stout på rødvin er en helt ok oplevelse, der bestemt kan anbefales, men for mig var de mest interessante i serien udgaven på Jack Daniels, den på sherry og den der have været på fade, der havde huset peated whisky.

Jack D- udgaven bød på lige præcis hvad man kunne forvente af sødme, egetræ og vanilje og det kan jeg altså godt lide. Så kan man diskutere om det er originalt eller ej, men det virker altså glimrende for mig.

image

Måske ikke nyskabende, men Sørens godt

Den sherrylagrede synes jeg er rigtig interessant, selv om jeg må erkende, at mine erfaringer med sherry ikke er imponerende. Den har en fin vinøs dybde med sødme og en afsluttende tørhed, der markerer en god bitterhed, der ikke kommer fra humle, men fra noget ristet eller måske fra fadet.

Den måske bedste er, den der er lagret på røget whisky, i dette tilfælde et Port Charlotte- fad, som ligesom den anden whiskyudgave er en Bruichladdich. Den har en let peated røg i aromaen, men ikke så voldsomt, som man kunne tro, eller måske frygte, hvis man ikke er til Islay- whisky. Er man ikke det, så er smagen nok heller ikke noget, for den byder på en ganske markant fornemmelse af tørverøg med lidt sødme og en tør næsten lidt prikkende bitterhed, som jeg holder ganske meget af.

image

Min favorit i flokken. Kompleks, røget, sød, frodig og fandens dejlig

En rigtig kompleks og god imperial stout, som i alle udgaver bestemt kan anbefales. Det er jo en god undskyldning for en parallelsmagning i hyggeligt selskab.

Grimme ællinger

Som følgere af min Facebook- side vil vide, så havde jeg for et par uger siden besøg af Mike fra Indslev Bryggeri, som bragte mig en lille leverance af et udvalg, af de nyeste øl fra Ugly Duck. Jeg takker endnu en gang og kvitterer gerne med lidt omtale på bloggen. Reglen er naturligvis, at jeg siger min mening, uanset om den er positiv eller negativ.

image

Udvalget i min beermail fra Indslev Bryggeri

Første øl, i det ellers hovedsageligt, sorte selskab, var Golden Eye, som er en gylden og let sødlig øl, der er gæret med belgisk gær, som giver det der særligt belgiske. Det er dog ikke en helt klassisk belgier, da der er tilsat en vis mængde humle, som giver en fin bitterhed, men også en frisk aroma af den tilsatte Simcoe. Det er dog mere en gylden belgier, end det er en IPA eller APA, så forventer man en humledomineret øl, så bliver man skuffet. Jeg kunne nu ret godt lide den og tænker, at man sagtens kan tage et par stykker, eller mere, på en festlig aften.

image

Gylden belgier med et strejf amerikaner


Den næste i pakken, der blev befriet fra sit fængsel var Double Retro IPA, som er en klassisk moderne IPA med humler, der var moderne for ti år siden, men som måske er forsvundet lidt de sidste par år. Det er en let tåget orange IPA, der har en rigtig fin aroma fra de tilsatte humler Cascade, Columbus og Chinook. Der er altså godt gang i harpiks og grape. Øllet er med sine 9% ganske fyldigt og vi bevæger os vel også i omegnen af en double IPA, der ofte er relativt sød under bitterheden. Double Retro blev smagt helt frisk, så humlen stod helt klart i billedet og leverede på både aroma, smag og bitterhed. På ingen måde en nyskabende IPA, men en heldigste en af slagsen, for Den smager sgu godt.
image

Retro øl og et spil jeg vel har spillet i mere end tyve år, CM/FM, så der var dobbelt retro


Mens folkeafstemningen blev fulgt, så blev den kulsorte stout Nothing but Trouble nydt. Det er en stærk, sød og bitter imperial stout på 11%, som er brygget sammen med Menno fra hollandske De Molen. Martin fra Stovt deltog i øvrigt på brygdagen og har skrevet om det her.

Nothing but Trouble er som nævnt både stærk, sød og bitter, men derudover fornemmes røg i både aroma og smag og jeg formoder, at man fra starten har søgt en grundøl, der skulle smides på et udvalg af træfade, ganske som det jo også er sket. I sin rene form er Nothing but Trouble ikke den mest spændende stout fra hverken Ugly Duck eller De Molen, til gengæld er den uforskammet godt lavet, så jeg glæder mig til de fadlagrede udgaver.

image

Den rene udgave, som i høj grad beder om lidt træfad

Øl fra Eriksens Vinhandel

For lidt mere end et år siden fik Fredericia en ny vinhandel, der også fokuserer på øl. Som lokalformand i DØE prøver jeg, at handle lidt hos alle de lokale ølhandlere, men jeg får vist ikke altid nævnt, hvor jeg handler.

Den anden dag var jeg et smut nede hos Eriksen i Jyllandsgade for at proviantere lidt. Eriksen fører et godt og solidt udvalg af øl, hvor en del er fast i sortimentet, men der er også en reol med skiftende øl. Man kan altid finde et udvalg af trappister, øl fra Samuel Smith, samt en række italienske og danske øl. Der er også altid et udvalg af syrlige øl, med og uden frugt.

Udover at forhandle vin, øl, spiritus, olie, eddike, kaffe osv, så er det også muligt at nyde vin og øl i butikken, hvor der er indrettet til servering. En stor del af øludvalget står på køl, så man kan altid finde en fornuftig øl at nyde. Hvis foråret på et tidspunkt slår igennem og evt bliver til sommer, så er der også udendørs servering.

image

En håndfuld øl fra reolen med skiftende udvalg

Jeg tog et par øl fra norske Lervig Aktiebryggeri, to fra tyske Ratsherrn, en gueuze og en gose fra Italien og Holland og jeg startede med den sidste.

Brewfist fra Italien har jeg tidligere fået øl fra og har kunnet lide det meste. De er gået sammen med Menno fra hollandske De Molen, der især er kendt for stærke, kraftfulde sorte øl. Sådan en har han for nyligt brygget i Indslev og han har tidligere lavet X-porter sammen med Midtfyn.

Denne gang er det dog ikke en stout eller porter de har begået, men derimod en gose, som ikke er en øltype man ofte støder på, men det kan være rigtig godt. Jeg formoder at de har været klar over, at de fleste finder toppen speciel. De har i hvert fald kaldt brygget for Beautiful & Strange.

Gose er en syrlig øltype og er som regel brygget med koriander og salt. Her er den dog uden koriander og med bergamotte.

Øllet er en bleg gul farve med et hurtigt aftagende hvidt skum og en medium karbonering.

Aroma en er ret let med en brødagtig duft og en syrlig note, der giver mindelser om citrus, så måske det er bergamotten, der slår igennem.

Det er en frisk og ikke så fyldig øl med de 3,7% alkohol og beherskede 20 IBU. Der er masser af citrus/citron i smagen og det leder tankerne i retning af limonade. Det helt slutter med en balanceret salt fornemmelse og man mangler egentlig ikke koriander, som ellers hører til stilen.

Samlet set er det en let og frisk øl, der nok ikke er for alle, da surt og salt øl ikke rammer den typiske smag af øl.
Den er dog let drikkelig og meget forfriskende. Jeg kunne godt tænke mig en anelse mere salt, men det er bestemt en fin øl og der er god valuta for pengene.

image

Kombinationen af salt og syrlighed er ret forfriskende

De to nordmænd er fra deres Brewers Reserve- serie og de befinder sig begge i det godt humlede segment.

Den første jeg smagte var deres Rye IPA, som jeg glædede mig til, da jeg rigtig godt kan lide rug i øl.

Det er en orange, let uklar øl med et holdbart hvidligt skum. Den er relativt svagt karboneret.

Aromaen er præget af en let fornemmelse af alkohol, harpiks, en smule citrusfrugter og malt. Det hele er dog noget mudret og ikke ret kraftigt. Jeg forventer mere, når der er tale om en IPA.
Svag aroma

Smagen virker umiddelbart lidt sprittet, men det fortager sig efter lidt tid I glasset. Derefter overtager malten med dominans af rug, inden humlen sætter ind med noter af nåletræ og harpiks, samt lidt citrus.

Med mere end 100 ibu, så er den ret bitter, hvilket er fint, som modspil til malten.

Samlet er det en øl over gennemsnittet, men alligevel ikke helt på toppen, da jeg savner lidt friskhed og frugt til at balancere bitterheden, som bliver meget skiftende efterhånden som man kommer længere igennem øllet. Hele tiden er der dog en dejlig smag af rug og jeg synes, at det er ganske godt til prisen.

image

Øllet blev drukket sammen med en hotdog med karameliserede rødløg og hjemmelavet ølsennep

Den sidste øl i denne omgang er også fra Lervig er en single hop IPA brygget med Galaxy- humle.

Det er endnu en gang en irange og ret klar øl med et meget holdbart tæt hvidt skum.

Aromaen er pakket af humle med noter af melon, passionsfrugt, fersken og grapefrugt.

Den er massivt bitter med omkring 100 ibu, men er alligevel ret frisk og let drikkelig, selv om den er ret fyldig fra malten, der giver en let sødme som modspil til bitterheden.

Humlen bringer masser af tropisk frugt med præg af de samme frugter som også var til stede i aromaen, suppleret med harpiks/nåletræ, som bliver hængende i munden længe, hvor det gør bitterheden selskab.

Rigtig fin ipa, der kombinerer bitterheden fint med frugt og jeg drikker Den meget gerne en anden gang.

image

En rigtig dejlig IPA, der blev indtaget som selskab til et spil FIFA