Et andet take på kvindeøl

Som nævnt i forrige skriv, så blev jeg, måske inspireret af DØE’s konkurrence, bedt om at finde en god kvindeøl på hjemmatriklen. Egentlig bad Fru Ousen mig bare om at finde en god øl, som vi begge ville nyde at dele. Den opgave tog jeg naturligvis gerne på mig og gik en tur på det eksterne lager.

Jeg kom tilbage med et par muligheder, men endte med en øl fra Danmarks måske bedste bryghus. De har brygget en kulsort og stærk øl, som de har valgt at lagre på portvinsfad. Fru Ousen er ret god til øl og holder også meget af portvin, så det virkede som et logisk valg, at gå Porto med Amager Bryghus Gone Porto.

Gone Porto er en imperial stout med ganske mange procenter. Den er kulsort med lysebrunt tæt skum, der holder overraskende længe, de mange procenter taget i betragtning.

Aroma og smagsbeskrivelser er naturligvis udarbejdet i samarbejde med Fru Ousen. I aromaen fornemmede vi lakrids, kaffe, chokolade, lidt ristede noter og tonsvis af portvin. Det var ikke for sjov, at øllet har ligget i portvinsfade.

Smagen gav anledning til at tale om en kraftig og fed mundfylde, der havde præg af egetræ, ristet kaffe, lakrids og en markant sødme med kraftige indslag af portvin. Derudover blev der også nævnt skovbund, uden det skal forståes som noget skidt. Det hang rigtig fint sammen og sluttede med en god bitterhed, der balancerede det søde ret godt.

image

Amager Bryghus har endnu en gang begået en rigtig fin øl.

Vi var begge enige om, at det er en rigtig god øl, der på trods af sine markante smagsnoter og potente alkoholstyrke på 10%, gør sig rigtig fint til begge køn.

Man behøver ikke pakke øllet ind i kunstige begreber for at sælge det til kvinder. Det skal bare være godt nok.