Man bliver så trist

Salget af specialøl stiger tilsyneladende og i går så jeg en slags hyldest til en brugsuddeler, der gjorde noget helt særligt for det gode øl. Men er det nu så godt, når man ser nærmere på det?

Salget stiger hovedsageligt fordi salget af specialøl i supermarkederne stiger, men hvad er det så de sælger i supermarkederne?

Jeg var en tur i et lokalt supermarked i dag og det var mildest talt nedslående. Der var måske nok en ølafdeling, men der var øl rundt omkring i flere hjørner af butikken, så overblikket var ringe. En stor skam, når nu butikken er relativt nybygget og når man har fundet plads til nedenstående afdeling.

20140727-191404-69244252.jpg

Jeg kunne knap nok få det hele med.

Øllet måtte til gengæld slås om pladsen med mel og gryn, chips, sodavand, vogne smidt i gangene osv.

image

Det var sgu lidt trist.

Heldigvis er der også lokale steder, der gør mere ud af præsentationen, men det er undtagelsen.

image

Hvad er det så for noget øl, som de lokale supermarkeder har på hylderne. Jeg tror, at man uden at tøve ville kunne fjerne halvdelen af udvalget. Ingen ville savne det, for har vi virkelig brug for, at COOP importerer en hel række af ligegyldigt udenlandsk industriøl og prøver at sælge det som specialøl? Hvad bringer Everard’s, Oranjeboom m.fl. som de danske bryggerier ikke leverer? Mit klare svar er:” Intet!” Det er 100% overflødigt.

I samme ombæring kunne man tage en god del af det danske øl med. Der står alt for mange anonyme classic, brown ales, IPA’ere uden humle, øl med sovsekulør og jeg kunne blive ved. På min sommerferie i det nordjydske stødte jeg på en IPA uden humlekarakter, men med sovsekulør. Et nordjydske bryghus skal i den grad skamme sig.

image

Er der slet ikke noget godt øl i supermarkederne? Jo da. Masser. Desværre bruger de færreste supermarkeder dog tid og energi på at promovere øllet ordentligt.

Jeg kan da, på Midtfyns Bryghus’ vegne, frygte, at de ender i problemer. De har haft en dygtig sælger ude i forretningerne og nu står der massive mængder fint øl, som bare står indtil det kasseres. Jeg har spurgt i tre supermarkeder og en specialforretning. Øllet flytter sig ikke. Det er tilsyneladende for dyrt i supermarkederne, når man kan få andet specialøl til en literpris på godt en tyver, mens specialforretningerne tilsyneladende ikke gider øl, som man lige så godt kunne hente i et supermarked.

Hvis man fjernede en del af øllet, så ville man kunne præsentere det trappistøl som begge de store aktører fører, der ville blive bedre plads til Sierra Nevada og Brewdog og man ville have mulighed for at stramme op på det gode danske øl, der sagtens kunne få plads i butikkerne. Der brygges masser af solidt øl rundt omkring. Lad os få det ud i butikkerne på en ordentlig måde af personale, der ved bare en smule om øl og om behandling af øllet.

Ketchup uden øl

Inspirationen kom lige over mig, da vi kørte forbi en vejbod på vej hjem fra formiddagsdukkert ved Flansbæk Strand.

Jeg købte et par poser tomater og satte straks i gang, da vi kom hjem.

image

Løg, sukker, kanel og stjerneanis

Lidt olie mødtes i en gryde med et løg, ca 50g rørsukker, en stang kanel og en stjerneanis.

image

Tomater

Så smed jeg godt et kilo tomater, lidt karry og et godt skvæt æblecidereddike på og lod det simre under låg en halv times tid.

image

Så blendede jeg det og tilsatte en dåse gode italienske tomater, da den lige manglede lidt et eller andet og hældte det gennem en si og lod det koge ind. Undervejs justerede jeg med salt, rørsukkersirup, lidt mere eddike og et lille drys chili. Jeg jævnede med en lille smule kartoffelmel, for lige at tykne det lidt ekstra.

image

Det færdige produkt.

Jeg tror, at aftensmaden bliver et par pølser på grillen, lidt brød, salat og så hjemmelavet sennep og ketchup. Naturligvis med en anstændig øl til.

Ølsennep

Jeg indrømmer blankt, at det ikke er hverken originalt eller specielt fantasifuldt, men jeg elsker sennep og har ikke tidligere lavet det helt fra bunden, så selvfølgelig skulle det prøves.

Lige siden jeg var barn har jeg spist sennep til nærmest alt. Fra rugbrødsmadder over frikadeller til den åbenlyse pølse. Det er tilsyneladende en familiesvaghed, da julefrokoster med min søster og mine fætre altid indbefatter sennep i adskillige varianter. Vores påhæng forstår det vist ikke rigtig, men dem om det.

Jeg kiggede lidt rundt på nettet og var bl.a. en tur forbi Stovt og Gastromand, inden jeg kastede mig ud i følgende.

image

Frø og øl

90 g gule og 50 g brune sennepsfrø trak natten over i ca 2 dl Ousens Haandbryggeri In the Summertime, som er en single hop (india) pale ale humlet med Polaris til ca 60 IBU.

image

Honning, æblecidereddike, sennepsfrø i øl og muskatnød

Efter at have trukket med øl, blev der tilsat ca 1/2 dl æblecidereddike, en god spiseskefuld orangeblomsthonning, lidt friskrevet muskatnød, salt og en god teskefuld gurkemeje for farvens skyld.

image

Det færdige produkt

Det hele fik en god tur med en  stavblender, til det havde en god konsistens. Jeg smagte på det under hele processen og justerede med eddike, salt og honning til det havde den rette balance, så mængderne er jeg ikke helt sikker på, men opskrifter er jo også altid kun vejledende.

Nu får det lige lidt tid til at samle sig og mon så ikke, at det bliver tid til en god grillpølse med sennep og noget godt øl?

Noget er under opsejling

image

Noget er under opsejling.

I dag startede jeg på et projekt, som jeg længe har haft lyst til at kaste mig ud i. Jeg glæder mig til anden , etape går i gang i morgen og som følges op af et mere uddybende indlæg.

Et lignende projekt kan ses på den glimrende blog Stovt.

Humle, humle, humle

Så er det blevet tid til det første rigtig ølrelaterede indlæg på bloggen. Det har været sværtet beslutte  hvad det skulle handle om, men here goes.

Jeg elsker humle og jeg elsker i særdeleshed velhumlede pale ales og IPA’er. Mens jeg skriver dette indlæg har jeg en Ugly Duck Hop Devil i glasset. Det er der en god grund til. Den har en god aroma og en rar bitterhed. Ugly Duck brygger generelt glimrende øl med masser af humle og så ligger bryggeriet og dermed også gårdbutikken i køreafstand fra min hjemmatrikel. Det betyder god humle i friske aftapninger til fornuftige penge. 

image

Ugly Duck Hop Devil

Når jeg selv brygger, så ender det også ofte med IPA. Jeg har naturligvis brygget andre øltyper, med det ender på en eller anden måde med at blive weissbier med Cascade, eller rugøl med masser af tørhumle og friske limeblade og citrongræs. Det er ofte ikke planlagt, men så kommer jeg til at lege, mens jeg brygger. Måske det er fordi, at det er lettere at improvisere med humlen, fremfor malten og gæren.

image

En hjemmebygget single hop pale ale med Polaris.

Jeg drikker naturligvis også meget gerne andre øltyper. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om en type jeg ikke kan lide. Mon ikke der kommer flere indlæg om det? Jeg tror det.

image

IPA fra Ousens Haandbryggeri med Cascade, Vic Secret, Hüll Melon, Centennial, Columbus, Hallertauer Blanc og Amarillo.

Ovenstående er min udgave af et humlemonster med seks humler tilsat fra mæskning til tørhumle. Den holder 7% og har en beregnet IBU på knap 150.

Husk at man kan se mine ølvurderinger Untappd.

Ousen om øl

En lille håndbryg hjemme i køkkennet

En lille håndbryg hjemme i køkkennet

Mangler Danmark endnu en blog om øl? Sikkert ikke, men nu kommer der alligevel en. Kan jeg mon tilbyde noget, som ikke allerede er derude? Det ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg er helt sikker på, at jeg har mindst ligeså meget at byde på, som de fleste af de danske blogs, der er derude og som jeg læser med glæde.

Jeg vil tilstræbe, at der kommer blogindlæg om kommercielt øl, men jeg vil, som udgangspunkt ikke give dem karakterer her på bloggen. Der vil man i stedet kunne benytte min profil på http://www.untappd.com, som jeg sikkert også vil linke til under de enkelte blogindlæg.

https://untappd.com/user/ousen

Der vil også blive lagt vægt på diskussioner af ølscenen generelt. Det kan være indlæg om regionalt øl, nyt nordisk øl, enkelte bryggerier osv.

Jeg håber, at  den samlede mængde af danske ølblogs vil øge interessen om godt øl.