Øl og smørrebrød

Tidligere i år skrev jeg en artikel om øl og smørrebrød til Food & Drink. Nedenstående er i runde tal den artikel, der blev bragt i bladet. Vil du se artiklen, som den bør se ud, så er det trykte magasin klart at foretrække, men online- udgaven ser faktisk også ret fin ud. Den kan findes her.

Findes der næsten noget mere alsidigt end smørrebrød? Der er så mange muligheder i forhold til udformning og variationer over forskelligt fyld. Lige fra den klassiske rejemad på lyst brød til mørkere og væsentligt tungere stykker, som f.eks. tatar.

Desværre kniber det ret ofte, når der skal sættes drikkevarer sammen med smørrebrød. Nogen vil nok endda mere, at det for alt for mange restauranter og caféer kniber med overhovedet at føre et spændende udvalg af øl. Jeg fik for et par år siden foræret en grundbog, der har været benyttet på tjeneruddannelsen, når der undervises i øl og jeg må sige, at det ikke kan undre nogen, at det kan knibe for tjenere og restauranter at råde og vejlede i øl, for selv om bogen er ret grundig i forhold til øllets ingredienser og sensorik, og har et fint afsnit om øltyper, så er selve vejledningen i at matche øllet med mad ikke ret omfattende eller grundig. Der kan tilsyneladende kun drikkes lagerøl til røget og marineret fisk. Der kan man nu sagtens finde på andre velfungerende øl, men måske er der kommet en opdateret udgave, der er fulgt lidt mere med tiden i forhold til øl.

Da jeg kastede mig over denne artikel, gik det op for mig, at der hvor jeg bor, er der visse udfordringer, hvis man vil ud at spise smørrebrød i en ordentlig kvalitet. Vi har forskellige muligheder for at tage med hjem og selv matche med øl, så det bliver i høj grad det, som jeg her tager udgangspunkt i, da jeg af den årsag ikke alt for ofte går ud og spiser smørrebrød. Den eneste restaurant, der regelmæssigt serverer smørrebrød, har et fint udvalg af håndværkssodavand fra Ebeltoft Gaardbryggeri, men øllet leveres af et af de store firmaer og selv om det faktisk kan lade sig gøre, at lave nogenlunde fornuftige matches, så bliver det aldrig rigtig spændende. Her er det, som det meget ofte er en one size fits all, hvor hovedrollen spilles af et af de store bryggerier og byder på en pilsner og en classic, hvilket uden tvivl også dækker mange menneskers behov, men måske vi kan gøre det lidt mere spændende end det. Der er ingen tvivl om, at man ikke går helt galt i byen, hvis man vælger en af de ovennævnte øl og de vil da næppe heller overdøve det stykke, som man vil parre det med. Men bliver det ikke kedeligt i længden? Til meget andet mad ville vi næppe lade os nøje med to næsten ens vine. Begge hvidvine, men med små nuancers forskel. Det ville vi næppe acceptere, så i det følgende vil jeg prøve at give nogle bud på en mere interessant sammensætning af smørrebrød og øl.

20180330_115517I forbindelse med påsken prøvede jeg at kaste mig ud i et stykke med sild, som jeg selv kreerede, og her ville en smørrebrødsjomfru nok ryste på hovedet, men det virkede nu ret godt. Jeg købte nogle kryddersild, som røg på et stykke hjemmebagt rugbrød og blev pyntet af med lidt skalotteløg, karse, brøndkarse og en hjemmelavet karrysalat. Jeg er slet ikke i tvivl om, at en god pilsner ville gøre det helt fint her og en Høkerbajer fra Hancock ville nok være mit valg. På dagen tog jeg dog en Påske IPA fra Ebeltoft Gaardbryggeri, som har en fin fylde og en god frugtig aroma, der også går igen i smagen, uden at det dog går helt over i frugtjuice. Det hele balanceres ud med en rigtig fin bitterhed, som skærer igennem fedmen fra både fisk og karrysalaten og renser munden inden næste bid. Jeg har flere gange sat ikke for bitre ipa’er sammen med både krydret mad, men også med fisk, hvor det kan fungere helt fint. Som en tredje mulighed kunne man vælge en saison- type, som også giver en noget fint til et stykke med sild. Den tilfører både noget frisk og noget krydret, som kan virke ret godt.

20180406_112459Rejemaden, uanset om den har fået æg, fisk eller andet til, kræver en ikke alt for dominerende øl, da rejerne i sig selv er sarte og fine i smagen. Det skal man være meget forsigtig med at overdøve og derfor giver en pilsner igen faktisk fin mening, men den kan også kombineres med f.eks. en hvedeøl af enten tysk eller belgisk forbillede. Her er der masser af muligheder fra Indslev Bryggeri på Fyn. De har siden starten været fokuseret på hvedeøl i forskellige afskygninger og har en tysk uddannet brygmester, der har lært faget på verdens ældste bryggeri, Weihenstephaner, som jo nok er mest kendt for netop hvedeøl.

For laksemadden gælder mange de samme anbefalinger som gør sig gældende for rejerne. Man skal passe på ikke at overdøve fisken, men i den røgede udgave kan man godt give den lidt mere modspil og hvis man vil prøve noget lidt mere våget, så kunne man jo udfordre sin gæster med en gueuze fra Belgien, som med sin markante syrlighed, men også vinøse følelse vil kunne give et spændende modspil til en røget laks.

 

20180406_113804Til leverpostej, dyrlægens natmad eller måske en hønsesalat foretrækker min bedre halvdel en pilsner og til sidstnævnte har hun ganske ret. Der bliver det ikke meget bedre end en god bitter pilsner, mens jeg til de to andre f.eks. ville vælge en bock eller måske en dobbelbock. Det er undergæret øl med klar malt karakter, der giver mulighed for maden til at spille hovedrollen. Til testspisningen valgte jeg en klassiker i ølverdenen, nemlig Salvator fra tyske Paulaner. Den er fyldig og med lidt sødme fra malten, der giver et fint spil sammen med leverpostej, løg og sky. Den er nok det tungeste, der egner sig til leverpostej, men til gengæld skulle den vise sig, at være noget nær perfekt til en gang tatar med løg, kapers, peberrod og æggeblomme. Den underbygger kødets umami, æggets fedme og de skarpe og salte ting fra resten. Jeg er også ret glad for en god mørk belgier til oksekød i forskellige former. Den fineste af dem er, i mine øjne, Rochefort 10, som er intet mindre end sublim. En helt tredje mulighed kunne være en ipa, som f.eks. Bonny Beer fra Amager Bryghus, der har en fin aroma og bitterhed, der mere skærer gennem fedme og fylde, end den decideret underbygger dem, men det kan også fungere godt.

Min opfordring skal være, at man tør udfordre både sig selv, men også sine gæster og kunder. Der er så mange muligheder, der kan underbygge smørrebrød, men også mad generelt. Vi har omkring 200 aktive bryghuse i Danmark og min ikke, at der skulle være et lokalt bryghus, der har en eller flere øl, der kan give noget til maden. En god tommelfingerregel er dog, at man skal gå efter de traditionelle typer, der ofte ikke har alt for mange tilsætninger af specielle ting, der kan overdøve det emne man sætter det sammen med.

20180406_112117

Anmeldelse: Barrier Brewing Co. O-Ren Rishi

Den anden dag genså jeg Kill Bill vol. 2 og kom derfor i tanke om denne øl, som jeg købte med hjem fra Kihoskh, da jeg var til Mikkeller Beer Celebration.

20180519_212532.jpgO- Ren Rishi er, omend stavet lidt anderledes, den karakter, som i filmen spilles af Lucy Lui. Det er måske derfor, at øllet er tilsat noget så asiatisk som hvid the med fersken. Jeg ved det ikke.

Vi har at gøre med en ipa, der er tilsat the, hvilket kan give rigtig fine øl, men det kan også give en lidt træls bittered.

Øllet fremstår med en fin hazy orange farve med et tykt og klæbrigt hvidt skum og en behagelig karbonering.

Aromaen leder tankerne hen mod tropiske og søde frugter med meget klare noter af fersken med et lille syrligt tvist.

Smagen er ret meget som aromaen. Der er masser af sødme med en fornemmelse af malt, inden man får et tydeligt skud fersken og så en balanceret bitterhed.

Ret fin, super forfriskende og let drikkelig, men uden for alvor at imponere sådan rigtig meget.

Anmeldelse: Herodes Brygklub It takes two to tonka

For lidt tid siden skrev Stovt om en øl, som han via mellemmand havde fået lov til at smage. Jeg mistænker, at vores mellemmand kunne være den sammen og nu har jeg så også haft Brygklubben Herodes’ dobbeltmæskede stout i glasset.

Flasken er kun markeret med ordet tonka på kapslen, men er ellers helt anonym, men et ikke kommercielt foretagende behøver naturligvis heller ikke mere. Da jeg knapper flasken op undslipper der kun et meget lille pift og i glasset er det en kulsort og tyktflydende omgang, der i kort tid har et fint lille lysebrunt skum.

Tonkabønnen er ret markant i aromaen, og i modsætning til Stovt, så giver det mig en fornemmelse af vanilje, som sammen med sukker og kakao udgør de væsentlige elementer i aromaen. Heldigvis kan jeg ret godt lide vanilje, og de andre ting også, så det er slet ikke så ringe endda.

20180826_205021Øllet har en ret kraftig mundfylde, men det er jo også at forvente, når man tager i betragtning, at det er en dobbeltmæsket øl. Det giver altid en del power. I munden får jeg først en fornemmelse af sødme med lidt mørk sukker, karamel, lidt frugt, chokolade, men også en meget behagelig let syrlighed, bare lige en lillebitte note, som træder frem efter lidt tid i glasset. Tonkabønne går naturligvis også igen i smagen. Den er lidt svær at definere, for selv om jeg synes, at den dufter af vanilje, så er det ikke helt den rigtige beskrivelse af smagen, som godt nok henleder tankerne til vanilje, men det er det tydeligvis ikke. Uanset hvad, så synes jeg det er ret lækkert. Det er en stærk øl og man fornemmer også lidt alkohol, men det er på ingen måde anmasende eller ubehageligt, men med 13.8%, så er det svært helt at undgå.

Som man nok kan fornemme, så synes jeg, at det er en er rigtig god stout. Den spiller meget på tonka, men kammer ikke over, selv om man et stykke tid har glæde af både sødmen og tonkabønnen. Skal jeg finde de rigtigt kritiske briller frem, så kunne It takes two to tonka, måske godt bære en smule mere fylde, men så er vi ude i detaljer. Mine noter afslører til gengæld, at jeg, da jeg sad med øllet i glasset, syntes at den var dejligt fri for lakridsnoter.

Brygklubben Herodes er ofte et af de mere spændende stop til Ølfestival, men i år kom 20180826_205008jeg af en eller anden grund ikke forbi. Jeg hørte eller fine ting om en kraftig vaniljeagtig stout, så mon ikke der sidder en eller to derude, som allerede har smagt den. Jeg håber, at det her på en eller anden måde kommer bredere ud, for det har den fortjent. Det kunne sagtens have været en Amager Bryghus eller måske Lervig eller Amundsen fra Norge, hvor de også gerne leger med tilsætninger. Den kunne også være spændende at smage i fadlagrede udgaver. Jeg tænker bourbon eller måske rom.

Boganmeldelse: Patrick Dawson Vintage Beer

Mange ølentusiaster har gennem tiden formodentlig fået spørgsmålet:” Er den øl ikke for gammel?” og mange har nok indimellem svaret noget i retning af, at øl sandelig ikke bliver for gammelt. Det er, i bedste fald, en sandhed med modifikationer, da en del øl og øltyper ikke er voldsomt velegnede til lagring. De netop overståede finalesmagninger er, i mine øjne, et meget fint billede på dette. Raw Power fra Ebeltoft Gaardbryggeri var uden tvivl den bedste nye danske øl, som jeg smagte i 2017, men til den finalesmagning jeg deltog i, fremstod den kedelig og med meget svag aroma og smag. Den havde i hvert fald ikke gavn af lagring og var derfor ikke på dagen en oplagt vinderkandidat.

20180313_101509Mange af os har nok en idé om hvilke øl, der vil have gavn af lagring, men det er ikke altid, at man rammer plet. Heldigvis har Patrick Dawson skrevet en fin lille bog, Vintage Beer – a taster’s guide to Brews That Improve over Time, der kan hjælpe os på vej i forhold til hvilke øl, der har et godt lagringspotentiale og hvordan man skal gribe det an. Ligeledes giver den også et godt bud på, hvordan man starter og vedligeholder en ølkælder, så ens gemmeøl/vintage øl får de bedste vilkår i forhold til at kunne nydes efter nogle år.

Bogen er på engelsk, så inden man kaster sig ud i den, så skal man være forberedt på dette. Heldigvis er den skrevet på et letforståeligt sprog, selv om der selvfølgelig er et fagudtryk hist og her, men hvis man har et nogenlunde engelsk, så burde man kunne komme igennem uden de store besværligheder. Det er heller ikke en voldsomt tyk bog, da den er på 150 sider fra cover til cover, så skulle man have lyst til at læse den fra ende til anden, så er det en overskuelig proces.

Bogens første kapitel tager os igennem forfatterens fjorten regler for at gemme øl med succes. Man kunne måske argumentere for, at de syv sider måske er de sider, som man oftest vil gribe til, da man her får et hurtigt overblik over de vigtigste ting, som f.eks. regel nummer 1, der lyder noget i retning af, at med mindre en øl er røget eller sur, så bør alkoholprocenten være højere end 8% og regel nummer 14, der siger noget om flaskens størrelse. Alle reglerne følges op af et kort argument, der fint redegør for fornuften bag reglen.

I det næste kapitel gennemgås forskellige ingredienser og smagselementer i øllet. Det er et fint kapitel, der giver et fint overblik over f.eks. maltsammensætningens betydning, ligesom man kan blive klogere på estere, phenoler, noter fra fad, røg og meget andet. Vi får også en gennemgang af øltyper, der generelt er velegnede til lagring. I den gennemgang lister forfatteren en række eksempler på stilarterne, som vil være gode til lagring. Her kan man godt se, at det er en amerikansk bog, da der er et vist fokus på amerikanske øl, men der bliver også plads til en del europæiske, særligt med fokus på belgisk quadrupel og syrlige øl. Mange af øllene er dog til at finde i velassorterede butikker eller på en af de mange gode netbutikker. Min påstand er dog, at en nogenlunde velbevandret entusiast sagtens vil kunne oversætte bogens forslag til noget andet og måske lettere tilgængeligt.

20180313_110316I forlængelse af disse kapitler gennemgår Dawson en række lagrede øl, som smages både i et frisk eksemplar og i et lagret. Begge dele gennemgås nøje og det giver et ret billede af, hvad der sker, når man lagrer en øl.

Bogen slutter af med to kapitler, der giver forslag til hvordan man opbygger en ølkælder og ikke mindst hvordan man styrer den. Det handler meget om lys, temperatur, luftfugtighed, journalføring mm. Vi får også en række anbefalinger til gode værtshuse med lagret øl og igen er der mange amerikanske, men der er også blevet plads til Kulminator i Antwerpen og Akurat i Stockholm.

Jeg skal være helt ærlig. Jeg har ikke læst bogen fra cover til cover, men jeg har haft den nede fra hylden flere gange og har læst lidt om de forskellige emner i bogen og føler klart, at jeg har lært noget af det. Jeg vil klart anbefale bogen, hvis man ønsker at kvalificere sine valg omkring gemmeøl.

Bogen kan findes på flere hjemmesider og koster ca. 150 kroner.

Nordiske ølnavne under angreb?

Oprindelig blog skrevet 24/6 2018. Opdateret 28/6 2018

Siden jeg skrev blogindlægget, så har der været lidt gang i den i forhold til sagen. Claus fra Munkebo har været en tur i forskellige medier, herunder TV2 News og Ekstra Bladet, hvor han har haft mulighed for at præsentere sin side af sagen og i ovenstående link, ser det også ud til, at han får støtte fra en ekspert på området.

Jeg har flere steder på Facebook set sagen få opmærksomhed og Danske Ølentusisaster har også skrevet om sagen, ligesom jeg er stødt på den på nogle af de mere nørdede grupper og fora. Der er også kommet en artikel på Reddit.

Wacken Brauerei er selv kommet med en udtalelse på deres Facebookside, som prøver at forklare deres bevæggrunde for at beskytte de nordiske gudenavne med varemærkebeskyttelse. Ærlig talt, så synes jeg at deres forklaring er mere end vag, men tag selv et kig på den her.

Opdatering ovenfor, oprindelig blog nedenfor.

Den anden dag havde jeg en samtale med Claus Christensen fra Munkebo Brewery. Udgangspunktet for samtalen var, at det tyske Wacken Brauerei har ansøgt om og fået godkendt deres ansøgning i forhold til beskyttelse af en lang række nordiske navne til deres øl. Beskyttelsen dækker hele EU og vil potentielt ramme navngivningen af bl.a. Munkebos øl, men også alle andre bryggerier, som f.eks Ørbæk, Herslev og sikkert andre, der har vores nordiske arv som udgangspunkt for bryggeri og navngivning af øl. Dagen efter min samtale med Klaus slog han nedenstående op på Munkebos side på Facebook.

Nordisk arv under tysk blitz angreb.

For at hjælpe med at bevare vores fælles arv og kultur har vi hos Munkebo Brewery™ valgt at navngive flere af vores bryg efter vores gamle nordiske navne.
Vi skal bruge vores kulturarv i vores hverdag for at de har størst værdi og vores børn og deres børn kan lære om vores fortid og dem som er gået før os.
Der har været en vikingeborg på Munkebo Bakke og kongen er begravet i hans skib 10 minutter fra vores bryggeri, så vores fortid er hverdag for os.

Men måske er dette fremover tysk historie?

Et større tysk bryggeri (Wacken Brauerie) har valgt at tage trademark på disse navne i HELE EU, jeg gentager (Hele Europa) på flere nordiske navne som ingen fremover må bruge.
De har taget beskyttelse på navne som Ragnarok, Balder, Loke, Surt, Hejmdal, Hugin, Munin, Yggdrasil, Thor mm. og det rammer Munkebos identitet som vi har brugt siden 2008, langt før det tyske bryggeri i 2017.

Se listen over deres trademark: https://euipo.europa.eu/eSearch/#details/owners/749023

Det rammer også flere svenske bryghuse som Walhöll Brygghus og ProAliaAB som også har fået forbud mod at bruge nordiske navne, samt flere i de baltiske lande og Norge.
I Danmark rammer det blandet andet Ørbæk Bryggeri: Tyr, Nørrebro Bryghus: Freja, Herslev Bryghus: Mjølner.

Danske og Svenske Bryghuse i fælles front mod tyskerne

De skal ikke have lov til at tage vores kulturarv som vi i Norden ser som fælleseje, og vi opfordrer til at danne front mod disse trademark så de nordiske navne igen er fri og vi kan bevare vores kulturarv i hele Norden og ikke kun i Tyskland. Derfor send gerne en mail til brewmaster @ munkebobrewery.com hvis I kan hjælpe med lovgivning om trademark og vil støtte vores kamp til nordisk frihed på vores ord. Et lille svensk og dansk bryggeri har ikke de store muligheder for at kæmpe alene, men sammen kan vi gøre en forskel. Tænkt hvis vi tog patent på ordet “Poseidon” og forbød grækerne i at bruge det?

Se mere på et svensk site: https://www.beernews.se/…/dalabryggeri-tvingas-byta-namn-p…/

Claus Christensen, Direktør
Munkebo Brewery™
Hundslevvej 141, DK5300 Kerteminde
Tel: 0045 50667005
brewmaster@munkebobrewery.com

&

Karin Tuvell
Walhöll Brygghus/ProAliaAB
0046 706227672
karin@proalia.se

I første omgang troede jeg egentlig, at det kun ville blive et problem for fremtidige navne, hvilket også er problematisk nok, hvis man har en klar linje i forhold til navngivning af øl, men det drejer tilsyneladende også om eksisterende øl, som allerede bærer navne som Freja/Freya, Ragnarok og Valkyrie. Jeg er på ingen måde jurist eller på anden måde ekspert på området, men det virker totalt sort, hvis man kan stoppe brugen af navne der har været på markedet i årevis.

Danske Ølentusaster har også været omkring sagen og har bl.a. indhentet udtalelser fra Patent og Varemærkesyrelsen og fra ejeren af Wacken Brauerei. De kan læses her. Sagen har også været dækket i svensk presse, men desværre ligger artiklerne bag betalingsmur, men jeg har fået artiklen tilsendt og Karin fra bryggeriet udtaler bl.a. nedenstående.

– Det känns lite konstigt att ett bryggeri i Tyskland gör anspråk på vårt kulturarv. Hela nordens
kulturarv och historien. Jag tycker det är konstigt att man kan varumärkesskydda religiösa och
historiska personligheter och gudar. Man undrar om varumärkeshandläggaren förstått vad det är han
godkänt?

Det sista ordet är inte sagt i det här. Det känns lite löjligt. Vi är ett litet bryggeri. Vi brygger mellan
12 000 till 20 000 liter per år. Det är ingenting i de här sammanhangen. Att vi upplevs som ett hot
mot det här stora tyska bryggeriet det är lite humor faktiskt. De vill väl in på den nordiska
marknaden, säger Karin Tuvell och fortsätter:
– Det finns 300 “Ragnarök” på untappd (Öl-ranking-app). Det namnet har Wacken också tagit. Hur
gör man med alla de ölen? Det här är en löjlig grej. Jag tror de faller på eget grepp i det här, faktiskt.

I kan se Walhölls egen Facebook- side her. Jeg formoder, at de følger op på sagen.

csm_munkebo_nordiske_navne_a938515cdf.jpgJeg er sikker på, at tyskerne sikkert har deres på det tørre i forhold til EU, men det gør det på ingen måde mere sympatisk. Der er jo ingen der vil tage fejl af en Wacken- øl, serveret til Wacken eller en fynsk eller svensk øl, serveret på Fyn eller i Sverige. Øllet fra Wacken Brauerei serveres, så vidt vides ikke til festivalen, men pointen er nok til at forstå alligevel. Den slags har det også med at give bagslag i Danmark, selv om bryggeriet i Tyskland nok er ligeglade. Det så vi med Jensen’s Bøfhus og McDonalds. Lige i denne sag indtager jeg i hvert fald samme side, som Munkebo og Walhöll.

Klumme: Er der for mange bryggerier i Danmark?

Nogen gange kan man uforvarende komme til at stikke sin hånd i en hvepserede og andre gange gør man det med helt åbne øjne. For et par uger siden gjorde jeg det sidste.

Udklip1

Oles svar satte mig i et dilemma, for skulle jeg lave en lang liste over overflødige bryghuse eller måske, som én foreslog, lave den korte med dem der ikke var overflødige. Jeg besluttede mig for, at det ikke skulle være nogen af delene, da det ikke ville blive vise mine holdninger på den rigtige måde.

Jeg ved, at jeg på ingen måde er alene med mine synspunkter, da de, udenfor referat, kan findes rundt i ølmiljøet. Jeg har bl.a set fremtrædende medlemmer fra DØE  give udtryk for, at der er en del bryghuse derude, som ikke er særligt interessante. Samme opfattelse kan man også finde hos bryggere og ansatte på bryggerier og bryghuse, når man har dem på tomandshånd. Ingen tør for alvor adressere elefanten i rummet, men holdningen er der.

Nogen vil måske synes, at jeg vælger krysterens vej ud, når jeg ikke laver listerne, for det tog ikke mange minutter, før der var klare reaktioner på min kommentar om overflødighed. De fleste af reaktionerne kom fra bryggere fra små lokale bryghuse, som på en eller anden måde må have følt sig ramt og har haft behov for en kommentar. Flere pointerer også, at jeg er meget subjektiv og må definere hvad jeg mener med overflødig, så det vil jeg prøve i det følgende.

Naturligvis er mit udsagn subjektivt. Det vil det nødvendigvis være, når det er båret af min holdning til antallet af danske bryghuse og deres relevans. Jeg kunne måske prøve en objektiv tilgang, hvis vi lader som det findes, og kigge på udbud og efterspørgsel, som parameter for nødvendighed. Hvis et bryghus kan klare sig økonomisk og løbe rundt, så er der jo en forretning og dermed kunne man argumentere for, at bryghuset er relevant på markedet.

Hvad mener jeg så med, at der er for mange, der er overflødige på markedet? For mig har det naturligvis noget med øllet at gøre, og om jeg ville savne det, hvis det forsvandt fra markedet. Svaret er, at jeg ser rigtig mange små bryghuse, som brygger stort set de samme øltyper. Det er ofte variationer over en linje med en brown ale, en form for pale ale, en hvede, måske noget belgisk og så nogle forskellige sæsonbryg.  En af de bryggere, der deltog i debatten pointerede, at alle øl ikke behøver at være ekstreme og at der er brug for klassikerne fra Tørerøvelse Bryghus (hans udtryk). Det kan fint være, at de har succes med det lokalt og at det sælger til de lokale, men kunne man ikke lige så godt finde de oplevelser hos f.eks. de store supermarkedsspillere fra Ørbæk og Thisted eller fra naboen i næste lille flække i Tørerøvelse- størrelse?

Når jeg f.eks. kigger på de deltagende bryggerier i det relativt nye initiativ Det Fri Øl, så er der ikke mange jeg for alvor ville savne. Nogle af dem har jeg aldrig smagt øl fra og man kan ikke savne noget man aldrig har kendt, men der er også bryghuse på listen, som ikke rigtig tilfører noget, som jeg ikke kan få andetsteds og som, i mine øjne, ganske simpelt hen ikke lever op til samarbejdets eget manifest. Jeg bakker 100% op om tankerne bag, særligt når det kommer til tankerne om fri og lige adgang til markedet, men jeg har samtidig et problem med f.eks. dette punkt “Som brygger arbejder du for mangfoldighed og innovation indenfor branchen“, når en del af de deltagende bryghuse på ingen måde har meget med mangfoldighed at gøre eller er specielt innovative. Det uanset om de kommer fra Tørerøvelse eller fra et større bryghus. Når jeg kigger ned over listen, så er det der egentlig mest springer i øjnene, hvilke bryghuse, som kunne være på listen, men som åbenbart har valgt, at det ikke er noget de ønsker. Indimellem kunne man godt få tanken, at der naturligvis eksisterer andre afhængighedsforhold, som tager sit udgangspunkt omkring Mikkeller, men det måske bare løs snak.

Uden i øvrigt at have nogen mellemværender med manden, så kunne man måske argumentere for, at vi ikke behøver en hel række af små jyske bryghuse, hvor Martin Schau er brygmester. Vi kunne måske næsten nøjes med et? Når jeg kigger på listen over de bryghuse, hvor han står ved gryderne, så har jeg smagt øl fra flere af dem, men kan faktisk ikke huske dem fra hinanden. De har måske en vigtig lokal forankring, der kan være nok så vigtig. Det gør sig i hvert fald gældende for et af mine lokale bryggerier, Fri Bryg fra Børkop. Jens har fundet en model, hvor han satser helt lokalt med staldørssalg af growlere fredag og lørdag, hvilket har vist sig at være en fin succes. Selv om jeg selv ikke kommer der så ofte, så er mit indtryk, at det går rigtig fint, og så er han jo relevant for sit område. Et vigtigt kriterie for den succes er selvfølgelig, at Jens kan brygge øl og kan sin klassikere uden fejl. Et af de største flop på den danske ølscene var vel også et, for mig, lokalt projekt, nemlig Fredericia Bryghus, som blev stiftet af pengefolk uden passion og med en brygmester, der før sin ansættelse aldrig havde brygget øl. De anede ikke hvad de lavede og gik fortjent nedenom og hjem. Man har, i mine øjne, også et ansvar over for lokalbefolkningen, hvis man er et lille lokalt bryghus. Det er fint nok, at markedet tilsyneladende kun er til brown ale, hvedeøl, en form for classic osv, men hvis ikke man kan brygge dem ordentligt, så er det at snyde folk til at tro, at man er noget særligt, hvis vi forudsætter, at de ikke er de store eventyrlystne ølforbrugere. Min oplevelse gennem en række smagninger er desuden, at de fleste mennesker faktisk ikke er så låste og gerne vil have nye oplevelser i øllets verden. På Fyn har de en distributør, der hedder Eventyrligt øl fra Fyn, som, naturligvis, består af en række fynske bryghuse, selv om to bryggerier er på listen flere gange med mere end et brand. Reelt set, så er der kun et bryggeri på listen, dere arbejder målrettet med udvikling af øltyper og stilarter, mens resten ikke rigtig tilfører noget nyt, hvilket gør at jeg næppe ville savne dem, hvis de skulle forsvinde fra markedet.

Der er altså en del ting, der kan gøre et bryghus relevant. Har man styr på sit håndværk, kender man sit produkt og sine råvarer og bringer man noget nyt og/eller særligt til et allerede stort marked. Et godt eksempel kunne være Ebeltoft Gaardbryggeri, der i en del år havde været et fint bryghus, men de bragte ikke rigtig noget til markedet, som jeg ikke kunne undvære. Dermed falder de måske ind under prædikatet overflødig, men efter de fik Ben Howe forbi og, så vidt jeg ved, blev de første danskere med en New England ipa på markedet, så røg de pludselig helt til tops på listen over relevante danske bryggerier. At der tilmed kom nogle forrygende saison/farmhouse- øl på gaden også, gjorde dem bestemt ikke mindre relevante.

20180421_143957

Da jeg for nylig var til Holstebro Ølfestival fik jeg dette skrækeksempel på overflødighed fra Struer Håndbryg. Det skulle tilsyneladende være en stout, men var en rødbrun sag, der på alle parametre fejlede. Så kan det sagtens være, at man har en fin lokal forankring, men hvis man på den måde får bildt de lokale ind, at sådan skal den type altså være, så vildleder man forbrugeren og er til skade for markedet.

Det er altså ikke nødvendigvis en statisk ting, hvis jeg finder et bryggeri overflødigt eller det modsatte. Der er da mange bryggerier, som jeg tidligere gladeligt har købt øl fra, som jeg ikke længere rigtig smider penge efter, da de enten har været svingende, skuffende eller måske simpelt hen ikke har fornyet sig. Det er lidt et tveægget svær, for jeg kunne da rigtig godt tænke mig, at Amager Bryghus, som bestemt ikke er overflødige, havde Batch 1000 i fast sortiment, men den sælger tilsyneladende ikke nok til at godtgøre det. Til gengæld ville de for evigt være relevante, hvis de bare bliver ved med at brygge Todd the Axeman og Double Black Mash. Jeg har tidligere været en lidt hård kritiker af Thisted de sidste par år og var det ikke for Limfjords Porter (SIC), så ville jeg faktisk ikke savne dem, men måske er netop den øl nok til at de er relevante. Listen kunne sagtens blive meget længere, men hvis man hopper over på min Untappd eller kigger på mine omtaler af øl her på bloggen eller ovre på Facebook, så tænker jeg, at man har et nogenlunde billede af min præferencer indenfor øl.