Hvorfor skulle den almindelige forbruger dog købe en brown ale fra et lille bryggeri i en landsby, de ikke kender

Indimellem bliver nogen af mine indlæg til efter samtaler og debatter med andre skribenter, bloggere, bryggere eller andre, der har interesse i øl. Nedenstående, som jeg skrev for efterhånden længe siden, er et af de indlæg. Det er blevet bragt i ØLentusiasteN nr. 111, som udkom i august i år. Jeg har haft udkastet liggende længe og jeg har ikke kontrolleret, om der er foretaget redaktionelle rettelser i forbindelse med bladet, men det er vist bragt som et debatindlæg, så det burde ikke være tilfældet. Jeg har ladet mine henvisninger stå i dette indlæg. De er vist ikke med i bladet. Der kunne sikkert sagtens både slettes og tilføjes noget. Jeg mangler i hvert fald afsnittet, hvor jeg undrer mig over, at man til ølfestivaler altid skal høre på hvor onde de store koncerner er, mens Arla kan smide et Unika på deres produkter, og vupti er de accepteret, som den helt store fine tilføjelse til en festival. Man kan undres.

Den danske ølscene har mange spillere i forskellige størrelse og som på forskellige måder indtager forskellige roller. Der er de store bryggerier, der sidder hårdt på markedet for såkaldt konsumøl, vi har en række middelstore bryghuse, der har mange specialøl ude i både de små butikker, men også i supermarkederne. Derudover er der en sand skov af bryghuse og bryggerier i forskellig størrelse, der alle kæmper for at finde eller bevare deres plads i forhold til forbrugeren, som ifølge tal fra Bryggeriforeningen[1], hovedsageligt drikker pilsner, classic og guldøl.

Det store spørgsmål er så om der er en plads i markedet til alle spillerne. Jeg har tidligere skrevet, at jeg let kunne se halvdelen af alle danske bryggerier forsvinde, uden at jeg ville savne dem af den grund. Den holdning står jeg stadig ved, men det skal naturligvis ikke forstås sådan, at jeg ønsker dårlige ting for bryggerierne. Til gengæld mener jeg, at en lang række af de mindre, og ofte lokalt forankrede, bryghuse ikke bringer noget specielt interessant eller nyskabende til bords. De kan naturligvis sagtens have en betydning for deres lokalområde. Det vigtige, tror jeg, for de bryghuse er, at de holder fast i, at de er lokale og ikke nødvendigvis skal bredt ud til hele landet, hvor de næppe ville have en chance i supermarkederne, som er det sted, hvor de fleste handler deres øl[2]. For hvorfor skulle den almindelige forbruger dog købe en dyr brown ale fra et bryghus fra et lille bryghus i en landsby de ikke kender, når man kan få en velbrygget og garanteret fejlfri fra enten Carlsberg eller Ørbæk? Jeg tror, at alt for mange forbrugere har prøvet at få en middelmådigt og måske fejlbehæftet øl med hjem. Den vej går man ikke ret mange gange, før man drejer en anden vej.

Jeg ledte virkelig længe i mine billeder og kan konstatere, at jeg faktisk ikke rigtig drikker brown ale fra ukendte landsbyer, så I får i stedet et billede af den sidste danske brown ale jeg drak. Den er fra Beer Here og var i øvrigt ganske fin.

Et andet lag er den gruppe af mindre bryghuse, som gerne vil bredere ud i butikkerne, men også meget gerne på værtshuse, festivaler, koncerter og lignende. Som ølentusiaster og nørder, så kender vi dem fra vores egen festival i Lokomotivværkstedet og fra en række af mindre ølfestivaler og events rundt i landet. Det er bl.a. en række af de bryghuse, som er organiseret i den relativt nye forening Det fri Øl, som kæmper for en lige og fri tilgang til markedet. Jeg står helt bag dem i den kamp, for de er dygtige og flinke menneske, som jeg meget gerne deler en øl og en mening med, men indimellem så oplever jeg, at de skyder med spredehagl og indimellem også vælger deres kampe uklogt. Når medlemmer af foreningen gerne vil levere øl til Roskilde, så har jeg som almindelig forbruger svært ved at se hvordan de skulle løfte opgaven i forhold til logistik og mængden af øl. Carlsberg sidder tung på Roskilde, og er naturligvis ikke interesserede i at dele ret meget med andre. I år var der dog en vis opblødning og f.eks. Mikkeller fik i meget begrænset omfang lov til at stå side om side med Jacobsen- brandet, så det kan lade sig gøre, men det har næppe været en god forretning for Mikkeller, hvis man udelukkende ser på den korte bane.  Det var dyre øl, som blev serveret billigt i relativt store mængder.

På årets folkemøde var der en debat om ølkultur og trends[3]. I debatten deltog bryggere fra 2/3 af de bornholmske bryggerier. Ingen af dem havde dog mulighed for at sælge deres øl på selve folkemødet, da Finansministeriet, der står bag folkemødet, har indgået en aftale med Carlsberg, der dog også giver Svaneke Bryghus mulighed for at være til stede med deres øl. Da folkemødet blev afholdt var Svaneke på listen over medlemmer af Det fri Øl, og var altså her med til at støtte op om en aftale, der holder små lokale producenter ude fra en lokal event. De står dog ikke længere opført som medlemmer af foreningen, hvilket jeg ser som en god ting, da man ellers underminerer hele foreningens grundlag.   

Naturligvis skal der være en fair og lige tilgang til markedet, men de store spillere bruger naturligvis de muligheder som de har. Det kan være i form af servicering, rabatter, askebæger, tæpper og sikkert meget andet, når de har en bar som kunde, mens de i butikkerne har fordelen af logistiske faciliteter. Der er de små presset og det kommer næppe til at ændre sig, hvis ikke netop den logistiske del bliver styrket. Man skal se om man kan presse nogen af de ret ligegyldige udenlandske øl væk fra hylderne. De tager hyldemeter, som ligeså godt kunne være optaget af dansk øl. Danske Ølentusiaster har selv været med til at anbefale en række udenlandske øl i Fakta, hvor de, i hvert fald i mine lokale butikker, fik en ligegyldig behandling. På den måde har DØE i hvert fald ikke styrket de små uafhængiges muligheder på markedet.    

Den her fik jeg til seneste årsmøde i DØE Fredericia. Den fejler som øl ingenting overhovedet, selv om den helt sikkert kunne have båret langt mere syre. Mødet blev holdt på Urbania i Fredericia, hvor det er lykkedes at have øl fra både store og små bryggerier. Således finder man bl.a. Saison Dupond, Åben, Carlsberg, Mikkeller, Svaneke, To Øl og meget andet.

Ser man på Smukfest, så har de også et udvalg af specialøl, som hovedsaligt kommer fra Royal Unibrews forskellige craft beer- mærker, men også Århus Bryghus har sneget sig med. Derudover er alt specialøllet fra udenlandske bryggerier og til, har jeg forstået, ret fornuftige priser, når man tager i betragtning, at det sælges til en festival. De øl kunne jo lige så godt have været brygget af små uafhængige danske bryghuse, hvis de da er i stand til at løfte opgaven, hvilket jeg godt kunne tvivle på. På Fyn er de gået sammen om at få øllet ud på festivaler gennem samarbejdet Smagen af Fyn[4].  Her samarbejde mindre og større bryggerier om øllet. Det betyder bl.a., at man også kan finde de små og uafhængige bryghuses øl i bottle shoppen hos Schiøtz på Albani i Odense. Nogen vil helt sikkert rynke på næsen over det, men øllet kommer ud til kunderne og det lader ikke til, at der bliver flere af dem, mens der bliver flere og flere, der kæmper om dem.


[1] https://www.bryggeriforeningen.dk/tal/tal-om-ol/marked/salget-fordelt-paa-oeltyper/

[2] https://www.bryggeriforeningen.dk/tal/tal-om-ol/marked/oelsalget-i-danmark-fordelt-paa-salgssteder/

[3] https://www.ale.dk/nyhed/artikel/folkemoedet-nye-trends-i-oellets-verden/?fbclid=IwAR2kPORBdQ6p2CsxIF9SXBXpg53zKKsYaZAr7qZtWta3zwwfKBBhxLOnLoQ

[4] https://www.visitfyn.dk/fyn/type/foelg-den-fynske-oelrute

Øllets Dag 2019

Inden der kunne drikkes øl, så skulle der lige køres lidt panser først. Rækkefølgen er vigtig og jeg ville ikke undvære nogen af delene.

I lørdags var det den første lørdag i måneden og dermed fejrede DØE Øllets Dag rundt omkring i landet. Jeg valgte, som jeg plejer, mit lokale arrangement i Fredericia, men havde i år ikke nogen abejdsopgaver, da jeg tog hjemmefra. Faktisk mødte jeg lidt senere ind i år, da jeg lige skulle dyrke en anden hobby først, så jeg kom først på pladsen over middag.

The Beaning og Life er en session styrke pastry stout. Overaskende meget fylde og smag for sine beskedne 4.9%

Fredag aften havde jeg været til opvarmningssmagning med Beershoppen og Frerderik Hoppe fra Hoppe Beer, der havde en fælles stand og jeg var vist kommet til at love min hjælp, hvis de havde brug for det, så der gik naturligvis ikke mange sekunder før jeg stod og skænkede øl. Der var naturligvis øl fra Hoppe Beer, mens Beershoppen havde Autumn Haze fra Åben og en række rigtig fine polske øl med. Jeg brugte langt hovedparten af dagen bag hanerne, men nåede også forbi flere af de andre boder og få lidt øl. Der flere rigtig fine øl, men nogle af højdepunktene var The Beaning of Life fra To Øl og Moksa.

Et andet højdepunkt var standen fra EUC, hvor der er indrettet et lille bryggeri, som benyttes i undervisningen på skolen. Som jeg delte på Facebook for nyligt, så har jeg deltaget i en brygdag derude, og derfor var det et højdepunkt, at se øllet blive taget vel imod på pladsen. Stefan havde også en super fin og sprød pilsner med Mosaic med. Den var fremragende i solen og ramte et dry spot.

Rum’n’Dark fra Bøgedal var en rigtig fin og ret fyldig øl, som havde et lille hint af rom. Det måtte gerne have trådt mere ferm i smagsbilledet.

Tour de Biere havde også en stand, hvor de præsenterede øl fra nogle af de bryggerier, som de havde besøgt på deres tur rundt landet og højdepunktet var klart fra Bøgedal, men der var også et par andre, der ikke gjorde nogen særlig skade på tungen.

Herfra kunne man jo egentlig bare læse mine blogposts fra de tidligere år, for alt var i det store hele som det plejede i Fredericia. Dagen blev afviklet på Ryes Plads, hvor der var stillet boder op hele vejen rundt. Gæsterne købte poletter i lokalafdelingens stand, som så kunne bruges rundt ved de forskellige udstillere, hvad enten det var bryggere, butikker eller om det var en stand bemandet af foreningens frivillige.

Rene fra Malt og Humle rammer i sin beskrivelse flere ting jeg er enig i. Dagen er nok i virkeligheden slet ikke for mig, men mere for den almindelige øldrikker, som måske en gang imellem tager en “spændende” øl med hjem fra Brugsen eller Bilka ( Brugsen fra Erritsø serverede faktisk Willemoes Helles, som jeg synes er en ret hæderlig helles) , men måske noget mindre for mig, som gerne kører længere efter en god øl eller køber den på nettet. Jeg hørte, som Rene også anfører i Kolding, at man måske ikke fik den helt vilde vejledning alle steder og det er jo et problem, hvis formålet med dagen er, at Hr og Fru Danmark skal lære lidt om det gode øl.

Den her fremragende gueuze fra Cantillon var ikke en del af dagens officielle program, men Rene fra Beershoppen var så umanerlig rar, at han lige delte en årgang 2013.

Helt generelt så synes jeg, at dagen var rigtig fin og rigtig hyggelig, men for mit vedkommende kunne jeg godt trænge til fornyelse hele vejen rundt om arrangementet. Jeg tror, at man skal kigge på placeringen, som på mange måder er rigtig god, men som også er udfordret i forhold til toiletforhold og plads. Det er indimellem meget trangt, når der er så mange mennesker på samme tid. Området ved Urbania og Tøjhuset kunne værre et oplagt bud. Det ville også give langt bedre mulighed for at kombinere øl og mad, da man ikke ville være begrænset til en bod fra en lokal slagter. Jeg synes også, at niveauet på de deltagende bryghuse og bryggerier er alt for svingende. Der er meget langt fra de bedste til de mindst gode på pladsen, og jeg savner i den grad lidt mere af det nye og spændende øl fra Danmark. I mine øjne kunne man sagtens reducere antallet af deltagende bryghus og udstillere, uden at de ville være savnet. De har sjældent nye øl med og mange af dem ligner hinanden. Manglen af mange af de spændende bryggeirer kunne også hænge sammen med, at Fredericia endnu ikke har en rigtig god bottle shop. Der mangler udvalg og det holder i hvert fald nogen tilbage fra at deltage, når man ikke kan henvise til en lokal forhandler, ligesom jeg hørte fra nogle af udstillerne af poletafregningen ikke var helt tilfredsstillende for dem. De stod reelt set og forærede alt deres øl væk og tabte penge samtidig. Det skal man se på, hvis ikke man skal miste udstillere. Kritikken kan også høres, når det handler om Ølfestival i Lokomotivværkstedet.

Så selv om jeg faktisk havde en rigtig fremragende dag og med al sandsynlighed kommer igen næste år, så skal opfordringen lyde på, at man gentænker, i hvert fald dele af, konceptet og kigger på sted, udstillere og evt. også om poletsystemet og prisen til udstillerne er den rigtige.

Øl og ferie på Bornholm

Jeg har været lidt ramt på både lysten til at skrive, men også på overskuddet til det. Jeg kæmper med depression og en lidt speciel situation omkring min handicappede søn, mit job og hvad det medfører af udfordringer har nok taget lidt af mit overskud. Derfor har der mest været lidt opslag på Facebook og på Instagram, men nu er der kommet lidt ro på og jeg tror, at der kommer lidt overskud igen. Det plejer faktisk, at give lidt bare at skrive.

I år gik familiens sommerferie til Bornholm, hvor vi med udgangspunkt i Sandvig havde en fantastisk uge. Vi boede på Pension Sandbogaard, som jeg gerne vil sende min varmeste anbefaling. Det er virkelig hyggeligt og morgenmaden er fremragende. Værtsparret er der heller intet dårligt at sige om, men det vidste jeg egentlig godt på forhånd, for det e ren tidligere kollega og hendes mand, der for nogle år siden sprang ud i et eventyr i den anden ende af Danmark.

Jeg havde hjemmefra besluttet, at på Bornholm må man kun drikke Bornholmsk øl. Det holdt jeg næsten, men mere om det senere.

På Sandvig Is Kalas nød jeg den her ret fine øl fa Beer Here. Udsigten er mere end almindelig svær ikke at holde af.

Sandvig byder måske ikke umiddelbart på de store øloplevelser, men der gemmer sig nu alligevel lidt godt øl rundt omkring, for bl.a. på pensionatet kunne man købe øl fra Small Batch Brewery i Rønne, ligesom det også var muligt at finde Beer Here. Med fødderne på kanten af Østersøen, så er det svært at være utilfreds og hos Is Kalas kunne sønnen få en fremragende is, men de voksne fik noget andet og ingen havde grund til at klage over noget. Udvalget af øl var ikke stort og priserne var ikke tilsvarende små, men faktisk et ret fint lille sted til en stille øl. Og så er det jo også meget Instagram- venligt, hvis man har den slags tilbøjeligheder.

Jeg fik desværre ikke taget billeder med maden på Ølstauan, men der var både tomme tallerkener og tomme glas.

Allinge er en fin lille gåtur fra Sandvig og i Allinge skal der lyde en meget klar anbefaling til Ølstauan, som ligger i Havnegade. Her har de altid øl på hanerne fra de tre bornholmske bryghuse, Svaneke, Small Batch og Penyllan, her i kraft af Beer Heer. Vi var forbi et par gange for at kombinere min interesse for øl med den generelle interesse for at få noget at spise. Ølstauan er nemlig, udover at være ølstue, også et ganske fint spisested. Det er ikke serveringer i Michelin- klassen, men rigtig godt og solid, men vigtigst af alt, veltillavet og velsmagende mad. Vi var ret glade for kortets tre B’er i form af biks, bajer og bearnaise, der blev serveret til en mere end rimelig pris på 150 kroner. Det er en virkelig god biksemad med lækkert mørt kød, gode kartofler, løg og så ikke mindst et spejlæg. Alt er altså som det skal være, men Ølstauan smider også lige en gang hjemmesyltede rødbeder og en velsmagende og fed bearnaise oveni. Det midterste B, bajeren, er en øl efter eget valg i baren. Jeg må erkende, at jeg begge gange jeg spiste der gik efter Beer Here, den ene gang med en Underphil, som er en let, og letdrikkelig, sparkling ale og den anden gang med en Karma Citra, måske i kaffeudgaven. Det husker jeg faktisk ikke. Vi prøvede også børnefisken og de tre B’ers fætter, den bornholmske sildetallerken, som stod til samme pris og som også kom med en snaps. Igen var alt mere end tilfredsstillende.

Danmarks måske bedste fish & chips serveret på bakke, som vi også kender det fra Warpigs. Jeg nød en fin west coast ipa fra Mikkeller til, som skar gennem fedt og syrlighed ret godt.

En af dagene måtte jeg til frokost gå på kompromis med et meget klart dogme på turen. Jeg havde hjemmefra bestemt, at når jeg er på Bornholm, så drikker jeg bornholmsk øl og det lykkedes næsten at holde, for jeg havde på Facebook set, at Christian Skovdahl fra Penyllan/Beer Here havde udråbt fish & chips på Mikkeller Bar i Årsdale til at være noget af det bedste indenfor kategorien, så det måtte naturligvis testes og lad mig bare sige, at vi ikke blev skuffede. Frisk fisk i en god og sprød dej, Gode fritter, mushy peas og sauce tatarre. Det var uden sammenligning det bedste fish & chips jeg erindrer at have fået i Danmark. Jeg fik engang en udgave med røget kuller i Irland, som minderne i hvert fald gør bedre. Det gør minder jo nogengange men den bornholmske udgave gjorde det virkelig godt. Vi valgte at sidde indenfor, men ellers var det endnu et af de steder, hvor Østersøen var et fremragende tapet til en øl eller lidt fisk. Endnu en gang var vi også i godt og kompetent selskab med den irske bartender. Han havde tid og lyst til en sludder og til at komme med gode bud på øl.

Der var ikke skyggen af regn, men en Rainy Day stout var nu alligevel ret fin i solen.

Vi var naturligvis også en tur omkring Svaneke og var også forbi bryghuset, men der var mange mennesker og der er også lidt mere turistet, end de øvrige ølsteder vi besøgte. Folk kender Svaneke fra supermarkederne og de ligger da også helt i top over danske supermarkedscraft- bryggerier. Vi havde andre planer, end et heldagsbesøg, så det blev bare til en enkelt Rainy Day Stout, som var en rigtig fin stout, som ikke stak voldsomt ud, men som havde masser ristede noter af kaffe og malt, men som også bød på en del chokolade. Det var slet ikke så dumt.

En af smagsprøverne fra rundvisningen på Penyllan. Om jeg husker ret, så har jeg en ipa i glasset. Muligvis Beer Here Hopfix eller Hoppunch.

Turens klart største ølmæssige højdepunkter skulle findes på Tejn Havn, hvor Pennyllan holder til. Der sker vist ikke meget andet i Tejn, men som ølnørd, så er det bestemt et besøg værd. Ikke alene er øllet fremragende, men Jessica og Christian er også begge fantastiske mennesker, at være sammen med. Jeg var forbi to gange, en gang med familie og så en gang uden. Det første besøg var en tirsdag eftermiddag, hvor jeg sneg mig med på den ugentlige rundvisning og ølsmagning. Jeg tror det er første gang jeg har været til en smagning, hvor smageglasset var et 40 cl glas. Smagningen kostede 200 kroner og bød på rundvisning og fire smagsprøver. Christian gjorde dog klart fra start, at det bestemt var muligt med refills, så ingen behøvede gå tørstige fra smagningen. Jeg tror dog ikke, at nogen benyttede sig af det, altså udover mig, der vist fik at par ekstra smagsprøver både før og efter. Fru Ousen var i hvert fald ikke nødvendigvis rigtig imponeret over mit tidsforbrug eller de ekstra smagsprøver. Et godt råd er, at har man familie med, som ikke nørder øl helt enormt, eller bare er børn, så er det en god idé, at have delt sig op, hvis man vil deltage i smagningen. Tejn er, som allerede skrevet, ikke verdens mest spændende by, at slå to- tre timer ihjel i. Christian kom godt ind omkring ingredienser, bryggemetoder og generelle røverhistorier om øl og ølhistorie. Det var alt sammen helt som det skulle være. Selve smagningen bød på en fadlagret pilsner fra Penyllan, som var opkaldt efter Svanekes brygmesters nyligt afdøde mor Paula. En smuk gestus fra kollegaer, som havde lånt Svanekes pilsnergær til brygget. De næste to øl var fra Beer Here, en ipa og så Ammestout, som er en milkstout med nescafé, som ifølge Christian er den eneste “kaffe”, der fungerer i netop den øl. Selve smagningen sluttede med en tur i Penyllans barrel room, hvor vi havde et lille glas Nina med. Nina har jeg tidligere vrøvlet om ovre på Youtube. Selve rummet var mørklagt og kun oplyst med stearinlys. Det gav en fantastisk stemning, som næsten blev andægtig.

Nina i stearinlysets skær i Penyllans barrel room

Penyllan skiller sig klart ud blandt de bornholske bryggerier med fadlagringer og et ganske andet prisniveau, som følger med processen og den tid, som fadlagring kræver. I mine øjne er det noget af det mest spændende, som Danmark har at byde på for tiden. Samtidig brygges der også Beer Here, som på en eller anden måde er moderne old school med bitterhed og klarhed i deres ipa’er og stouts uden kage.

Dideriks i Sandvig er endnu et af de der steder, hvor udsigten bare tager kegler. Øllet var også ret fint.

Vi nåede desværre ikke omkring Rønne, udover da vi ankom til øen og da vi frolod den igen, så derfor kom jeg ikke omkring Small Batch. Det må blive næste gang. Jeg fik dog en ganske fin ipa/pale ale på Dideriks Veranda i Sandvig.

Udover øllet så lavede vi selvfølgelig en masse andet også og jeg vil meget gerne anbefale, at man smider 80 kroner pr. deltager efter rundvisningen Hammershus for børn og barnlige sjæle, særligt hvis man tilhører en af kategorierne. Jeg har tidligere besøgt ruinen, men har syntes at det var lidt kedeligt, men en levende guide, som undervejs gav os opgaver i fortællingen gjorde det meget spændende. Jeg fik f.eks. lov til at være Christian IV. Det er jo ikke så ringe endda.

Video: 4 Brewers Tomato Gose

Som man har kunnet se på Facebook, så har jeg købt lidt øl fra Rusland. Morten Mikkelsen, som sørgede for den praktiske del, ville gerne se mit ansigtsudtryk, når jeg drak Tomato Gose. Jeg kunne ikke få mig selv til at skuffe ham, så her er der en video af min umiddelbare reaktion.

Hvis man skulle være interesseret i min karakter på Untappd, så endte jeg på imponerende 0.25/5

Gæt en øl (BrygBrygBryg)

For noget tid siden spurgte BrygBrygBryg om de måtte forære mig en kasse øl, hvilket jeg naturligvis sagde ja tak til. Det ville da være en skam, at takke nej til godt øl, for godt øl er hvad jeg forventer fra BrygBrygBryg. Derfor er dette indlæg vel en slags sponsoreret indhold på bloggen.

Da kassen ankom pakkede jeg den ud med min mobil tændt, hvilket gav ovenstående video.

Jeg aftalte med Mikkel fra bryggeriet, at de ikke ville fortælle mig noget om øllene, så der er jo en lille udfordring for smagløg og næse, når øllene skal drikkes. Den første jeg havde fat i var Dr. Chai, som jeg vist kun fik på Instagram.

Nu har jeg så haft fat på Karl Johan, der lige som de øvrige i kassen kommer med en meget flot etiket af malertape, der kun afslører navn og alkoholprocenten.

Udseende og procenterne afslører, at vi har fat i en imperial stout. Øllet er kulsort og nærmest tyktflydende i konsistens. Over det tykke bryg lægger et flot og tæt brunt skum sig hurtigt, men efter lidt tid supplerer det med en let grålig tone.

Aromaen har umiddelbart præg af urter og noget jordet over sig, inden sødlig mørk sukker, chokolade og lidt kaffe sætter ind. Det er til at starte med lidt spøjst, men det er faktisk ret tillokkende.

Når brygget rammer munden er det med en lidt olieret og ret fed mundfylde og med masser af sødme, som mørke sukkerarter og igen med noter af kakao og chokolade. Kaffen, som jeg fornemmede i aromaen, er kun til stede i kraft af en letristet bitterhed, som balancerer sødmen og den store mundfylde godt ud.

Alt det ovenstående kunne man sikkert finde i rigtig mange stouts, men det der skiller Karl Johan ud er en næsten kødagtig fornemmelse. Der er umami for alle pengene. Jeg går ud fra, at øllet enten er brygget med svampe eller er lagret med svampe, for de er umiskendeligt til stede i øllet. Det lyder måske besynderligt, men det virker altså rigtig godt. Det bliver på intet tidspunkt for meget, men giver noget helt særegent. Jeg kunne sagtens være kunde til den her, hvis den skulle findes i butikkerne, for det er en rigtig fin øl.

Spændende er det også om jeg har ramt rigtig. Har de mon tilsat Karl Johan i øllet, eller er fornemmelsen af svampe opnået på anden vis?

Farvel til Årets Ølnyhed

Efter mere end ti års kåringer, så har Danske Ølentusiaster valgt at sløjfe kåringen af årets danske ølnyhed fra og med i år. Nogen vil helt sikkert komme til at savne kåringen, mens andre måske umiddelbart vil juble.

Jeg har jo de sidste to år siddet med i det udvalg, der har arrangeret kåringen, som den ser ud nu. Særligt med den sidste kåring synes jeg, at vi fandt en rigtig god model med kun en vinder, som var udvalgt af medlemmerne i en finale, hvor finalisterne var fundet ved blindsmagning i to paneler af DØE- medlemmer, fordelt mellem skribenter, øldommere og “almindelige” medlemmer. Det synes jeg gav en retfærdig udvælgelse mellem de indleverede kandidater.

Den første vinder af kåringen tilbage i 1999

Netop kandidaterne, og særligt deres antal, er måske den virkelige akilleshæl ved kåringen. Med 1825 ølnyheder i 2018 og kun 40 kandidater til blindsmagningerne, så kan man med rette debattere om man virkelig finder årets ølnyhed. Det er altså kun godt 2% af årets nyheder, der rent faktisk var med i finalefeltet.

Kåringen blev også i sin tid indført, så de danske bryggerier blev ansporet til at udvikle nye øl og man må sige, at hvad angår antallet af nyheder, så er kåringen overflødig. Hvis det vi skal skubbe endnu flere ølnyheder frem på markedet hver år, så er markedet vist så rigeligt dækket, ligesom gode og velsmagende øl forsvinder igen, da de ikke sælger grundet manglende nyhedsværdi.

Jeg tror, at det er fint, at afstemningen forsvinder og måske kan man finde på en ny kåring. Det kunne være sjovt med en årlig stilartskonkurrence, hvor man fandt den bedste af en given stilart med udskiftning af stilart for hvert år.

Allerede i marts måned skrev jeg følgende i en korrespondance med Ole Madsen (Redaktør på Ølentusiasten), da han bad om en kommentar. Den blev senere bragt i bladet.

Den sidste vinder af Årets Ølnyhed blev Amager Bryghus og Modern Times’ Black Nordic Skies. Der er, trods alt, sket en del på de år, hvor kåringen har fundet sted.

“Umiddelbart så tænker jeg, at det er glædeligt med valgmuligheder og diversitet, for hvem vil ikke gerne have meget at vælge imellem. Der er da også rigtig mange rigtig fine øl imellem de mange nyheder, men når man så dykker lidt ned i det, så er der måske også grund til bekymring, for hvad fører det med sig, når bryggerierne spytter så mange nye øl ud hvert år? Går det ud over kvaliteten? Og er der reelt set tale om egentlige nyheder? Man kunne have den mistanke, at nogle af de bryggerier, der sender mange nye øl på markedet har nogle helt faste opskrifter, som de tweaker ganske lidt på f.eks. humle eller gær, inden en “ny” øl rammer markedet. Hvis foreningen skal kigge indad så kunne man mene, at kåringen af Årets Ølnyhed har gjort sit job og er blevet en overflødig ligegyldighed. Det er lykkedes at få en masse nye øl ud til forbrugeren og dermed er vi måske i mål. Derudover er det tankevækkende, at kun omkring 2% af sidste års ølnyheder deltog i konkurrencen. Kårer vi så reelt årets nye øl?”