Øllets Dag 2016

Der har på Facebook henover sommeren været en del debat omkring Danske Ølentusiasters rolle og berettigelse.  Jeppe Jarnit-Bjergsø følte sig endnu en gang, og ganske forståeligt, forbigået i forbindelse med uddeling af priser fra foreningen. Hans måde at udtrykke sin skuffelse på, synes jeg personligt er mindre snedig, men ham om det. Det medførte en længere debat hos både Stovt og Danske Ølentusiaster og mine holdninger kom vist også frem. DØE er for mig stedet jeg går hen og får nogle hyggelige timer i selskab med gode mennesker. Det er ikke altid, at øllet er lige spændende eller udfordrende, men selskabet fejler intet. Så kan man måske argumentere for, at jeg burde gå til møde i Danske Hyggeentusiaster i stedet, men fred nu med det.

Et område, hvor DØE i hvert fald gør en kæmpe indsats er på Ølfestivfal og på Øllets Dag. Festivallen er hvert år et tilløbsstykke og der er også masser af spændende og godt øl, men der er også en masse øl, som jeg ikke gider smide poletter efter, men der er helt sikkert noget for enhver. Øllets Dag er altid den første lørdag i september og markeres mange steder i landet, men på vidt forskellig måde. Jeg har selv været med til at arrangere Øllets Dag i Fredericia i en del år, i 2014 og 2015 som formand for lokalafdelingen, så jeg er muligvis lidt farvet, men jeg synes, at der er fundet en fornuftig form, som tiltrækker rigtig mange mennesker.

wp-image-286244560jpg.jpg

Udsigten fra standen, som den så ud det meste af dagen

I år var jeg ikke med til at arrangere og deltog som frivillig på Indslev/Ugly Ducks stand og det var en ganske populær stand, hvor vi havde et fint udvalg af både hvedeølssortimentet, men også IPA, farmhouse og stout fra den grimme ælling. Der var fuld knald på hele dagen, men jeg gør det gerne igen. Det er altid hyggeligt, at snakke og servere godt øl til glade mennesker.

På grund af travlheden, så havde jeg ikke så meget tid til at komme rundt på pladsen som jeg plejer, men jeg nåede da rundt om smage lidt forskelligt. Beershoppen i Kolding havde bl.a. en god blanding af dansk øl og surt fra det store udland. Der var klassiske sure belgiere, men også svenske Brekeriet var på standen. Semilokale Gildet Bryuglaug deltog i deres sidste event, inden de trækker stikket. De havde nogle af deres fine øl med, men særligt Løbesod var fin. Det var, ikke overraskende, en kulsort og egentlig ret bitter sag. Ud af asken opstår efter sigende Pink Stripe Brewing, som bl.a. vil fokusere på øl med en kvindevenlig sødme. Det lyder ikke som mit førstevalg, men det er jo spændende at følge lokale tiltag. Det lykkedes mig i år ikke at smage noget fra Hornbeer, men der var vist heller ingen nyheder på standen, ligesom jeg stort set ikke fik smagt noget fra det brede fynske udvalg, altså Indslev undtaget. Jeg havde glædet mig til at smage Emperor of California fra Randers Bryghus, da jeg havde læst rigtig fine ting om den, men den var en udpræget skuffelse. Sød, maltet og bitter på en ikke særlig charmerende måde. Humlearomaen var ikke eksisterende. Måske flasken ikke havde været behandlet pænt, men det var ikke ret godt. Ebeltoft havde også sendt en Mayflower IPA, som er en forløber for den fremragende Wildflower. Ikke et godt valg, da Wildflower er både friskere og bedre. Til gengæld var folk rigtig glade for deres Damn Dark Stout V.

wp-image-2095971487jpg.jpg

Dagens store skuffelse. Den levede slet ikke op til det forventede

Dagens bedste øloplevelser kom, igen i år, fra Carlsbergs stand, hvor det lokale bryggeri, som sædvanligt, havde lagt et stort stykke arbejde i standen i hjembyen. Respekt for det. De havde udover øl i eget navn og i Jacobsens også et udvalgt af Brooklyn Brewery med og der var flere perler i blandt. Dagens højeste rating på Untappd gik til 2015 udgaven af Black Ops, som bare er en fantastisk øl, men også Bel Air Sour trak smil på læben. Derudover var der en ukendt øl ude label, som slet ikke var så ringe endda, for nu at tale jysk.

Udover øl, så var det muligt at se et arbejdende brygværksted, smage på matchningen af ost og øl, ligesom der natturligvis var mad på pladsen. Underholdningen var endnu en gang lagt i hænderne på det odenseanske bluesband Harpin’ Wolf & The Black Sheep. Der var gæster på pladsen, som måske kom mere for dem, end de gjorde for øllet, men det er der også plads til.

20160903_100100

Dagens besdst bedømte øl på Untappd

Arrangementet ramte lige der, hvor jeg mener, at DØE kan påvirke og inspirere forbrugerne. De får en lang række muligheder for at prøve øl, som de ellers aldrig ville købe og folk er nysgerrige. Hvis vi får dem på pladsen, så er der muligheder i at skubbe dem forbi Ale no. 16 og classic. Deltagermæssigt vurderer jeg det også som en succes. Et arrangement som Copenhagen Beer & Whisky trak, så vidt jeg ved 1800 mennesker fordelt på tre dage, mens arrangementet i Fredericia trak mellem 1300 og 1500 på en enkelt dag.

Jeg er klar igen næste år. Jeg ved hvor stort et engagement der ligger bag og hvor stort et arbejde. Det deltager jeg meget gerne i.

Ugly Duck Imperial Red Ale

I fredags var jeg en tur forbi gårdbutikken på Indslev Bryggeri for at købe lidt øl til en forfest. Sådan én har jeg vist ikke været til siden jeg gik på seminariet, men hyggeligt var det og ikke mindst pga det fine øl fra Indslev. Mike fra bryggeriet havde været så flink, at stille lidt øl til mig og i den var bl.a. Ugly Duck Imperial Red Ale, som hidtil har været tilgængelig på ølfestivaller, men ikke på flaske og er brygget i forbindelse med modersvanens ti års fødselsdag. Den er nu ude på flaske og i går blev den så testet som følgesvend, mens jeg passede grillen.

Fin rødlig øl med et godt cremet beige skum

Stilmæssigt er vi på den amerikanske vestkyst og ude i noget både sødt og bittert. Jeg bryggede selv for nogle år siden en stærk rødlig ipa, strong ale- agtig ting, og der blev brugt en del karamelmalt og også en del humle. Det har de gode folk hos Indslev helt sikkert også gjort. Aromaen er præget af malten, som giver sødlige karamelnoter, men efter lidt tid i glasset kommer humlen i form af Amarillo. Derudover er der humlet med El Dorado og Mosaic, der leverer en del frugt i smagen. Øllet er en fin let uklar rødlig farve, der giver masser af sød toffee og karamel i smagen. Det er umiddelbart meget sødt, men så er der heldigvis tilsat humle på old school manér. Her er der ikke tale om blød og rund lav-ibu ipa, men om voldhumlet bitterhed, der dog passer rigtig fint til sødmen, så øllet egentlig fremstår forholdsvis i balance. Humlen giver også indslag i smagen, hvor der er en del tropisk frugt og piney noter. I slutningen fornemmer man lidt egetræ, der giver en tørhed og en lille tanninpræg. Jeg kan ikke rigtig finde rødvinen, som har boet i fadene tidligere, men jeg tror egentlig ikke, at det gør noget.

Skummet trak nogle fine mønstre på glasset efterhånden som det, i øvrigt ganske velvilligt, gled ned.

På en eller anden måde er Imperial Red i familie med Double Retro, som også er en old school- humlet relativt alkoholstærk amerikansk inspireret øl og den slags kan jeg egentlig ret godt lide. Der er intet galt med en moderne ipa med masser af frugt og aroma, men indimellem er det sgu meget godt med en masse bitterhed og fylde og her leverer Ugly Duck fuldt ud.

Er det den bedste øl jeg har fået fra Ugly Duck? Det er det nok ikke, men det er stadig rigtig godt og jeg glæder mig til at dele flaske nummer to med mig selv.

Interview med Ben Howe fra Ebeltoft Gårdbryggeri

 

 

Som jeg tidligere har skrevet om, så gik årets sommerferie til Ebeltoft og indbefattede et besøg på Ebeltoft Gårdbryggeri, hvor bryggeren Ben Howe huserer ved kedlerne. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde de store forventninger til øllet fra Ebeltoft, men jeg prøver altid det lokale øl, hvis det findes, når jeg er på ferie i Danmark. Derfor blev jeg meget positivt overrasket over standarden på øllet, som jeg tidligere ikke har været så voldsomt imponeret over, men der viste sig at være flere perler i udvalget. Jeg har efter ferien flere gange nydt de fantastiske Le Sacre Saison og Wildflower IPA, sidstnævnte blev i øvrigt serveret af Ben, da jeg lige ville hilse på ham på bryggeriet og give min ros for Wildflower. Da jeg returnerede fra Ebeltoft gik jeg lidt og tænkte på hvad det mon var for en ung fyr, der havde skubbet lidt til tingene i Ebeltoft, så jeg konsulterede med Google og fandt ud af, at Ben Howe egentlig havde en ganske spændende baggrund, så jeg kontaktede Ben og spurgte om jeg måtte stille et par spørgsmål og heldigvis var han med på idéen. Ben er tilsyneladende, ligesom undertegnede, ikke en mand af få ord, så det er blevet et ganske omfattende interview, som jeg vælger at bringe i sin helhed og på engelsk. Jeg overvejede en oversættelse, men virkeligheden og arbejdslivet satte ind, så jeg har ikke nået det endnu, men here goes…

20160719_201721

Le Sacre er en af de bedste danskbryggede farmhouse jeg har fået. Crisp, let, krydrede noter og en rigtig god bitterhed.

Mine spørgsmål gik på Bens baggrund i forhold til uddannelse, og om forskelle på USA og Danmark i hans øjne,  og om hvordan han kom ind i den fantastiske verden af øl og brygning. Hvad er Bens idéer og principper i forhold til de projekter han er eller har været involveret i i USA. Jeg stillede naturligvis også ind til hvorfor han har taget til Danmark og Ebeltoft. Var det mon den klassiske dreng møder pige historie? Som sagt blev Bens svar ganske omfattende, så god fornøjelse.

“I got into craft beer in college, first through getting exposed to a few “gateway” beers (Sam Adams, Guinness, Harpoon IPA, Blue Moon etc) and then through homebrewing. I was playing in a few bands while in school and the guitarist in one of the bands, his father was a rather prolific homebrewer. The tiny little bit I had learned about the diversity of beer styles and beer culture really intrigued me. I suddenly was struck by this notion that beer was just as diverse, interesting, and worthy of pursuing knowledge about as wine, or cheese, or the other products “adults” get fixated on. Plus I liked the way it tasted. Anyways, we bought a homebrew kit, read a few of his dad’s old homebrew books, and make some absolutely awful beer. But it was beer! I was absolutely hooked. Started brewing every weekend at my friend Josh’s apartment (Josh was the guitarist from the other band I played with.) I ended up getting really into homebrewing, joining a forum, all that noise. So, when it came time to graduate or close to it I suddenly realized that as much as I loved studying history I wasn’t going to be a university professor as I had kinda assumed. I found myself homebrewing and playing music every weekend rather than applying to grad school and pursuing academia as vigorously as my peers. So I sent out emails to every brewery I could find in Massachsuetts, heard back from a few, all saying “nah, we don’t need anyone. Good luck!”

Anyways, then I graduated and got a gig bussing tables at a brewpub in Northampton MA near where I grew up. When I wasn’t working I was able to bug the assistant brewer, Donald, into letting me follow him around and help him in the brewery. All of a sudden I got an offer from one of the breweries I had emailed back in the spring, Cambridge Brewing Co, as an assistant brewer, AKA filling and delivering kegs and learning the ropes. I took the gig and spent the next four years learning under my mentor Will Meyers and lead brewer Megan Parisi, both incredible brewers and wonderful people.

Then, after three years I had the idea of trying to start a super small brewery (kinda before the term nano had caught on) producing methode champenoise biere de champagne. Will had bought me a bottle of DeuS from Bosteels and it just blew my mind. I homebrewed like 20 batches, learned to riddle and disgorge champagne bottles, and began saving money from my brewing, serving, and bartnending shifts, to open a tiny brewery. Then I ended up getting a scholarship to the American Brewers Guild in Vermont which was absolutely amazing. After three years of getting a hands on practical education from Will and Megan I had six months of books, theory, and science to bolster what I was learning. This was absolutely transformative.

Here, I think, is a major difference between the American approach to professional brewing and the European, from what I’ve seen. In The States most craft brewers I know and really respect come from a humanities or artistic background. We end up begging and/or volunteering our way into internships and working for free until we become assistants. Professional education is largely limited to certificate courses, tech schools like The Seibel Institure, and short courses like those offered by UC Davis. The ABG course I took was absolutely fabulous and yet was a six month correspondence course with a two week or so hands on component. It was very theory focused. The majority of my experience and learning as a brewer has been working under others, asking questions, and sharing ideas. Compared to what I see in Europe, there’s very little focus on hierarchy, titles, and degrees int he US. There’s a lot more learning by doing, self education, and sharing of ideas and knowledge outside of a classroom environment.

Anyways, as I was finishing the course I was in the process of buying my equipment and getting set to open my 1.5 bbl brewhouse brewery Enlightenment Ales. I opened that in 2012 in Lowell MA focusing on biere de champagne and farmhouse ales. I ended up getting really into brett fermented and conditioned beers. I did that more or less solo (with the help of great friends and my girlfriend at the time, Anne). In December of 2013 I sold my tiny system, partnered up with Idle Hands Craft Ales, another small local brewery, and we bought a 5 bbl system and some

Enlightenment

Samarbejdet med en kunstner har givet bonus. 

10 bbl fermenters. My business partner Chris of IHCA focused on the business and sales while I brewed the beers for both brands. We exchanged a lot of ideas and I got to work with Sean Nolan, a buddy of mine from CBC who has now founded an incredible little brewery in MA called Honest Weight. Just amazing beer. Anyways, yeah, so, I did that for about two years until the building our brewery was in was bought by a casino developer. They gave us a few months to get the hell out.

 

Just as this was happening I heard from an old buddy of mine, the great Anders Kissmeyer, who asked if I knew anyone looking for a job in rural Denmark. Given my sudden predicament and my longtime desire to work and learn in Europe I applied for the gig and the rest worked out. As far as boy meets girl goes, it’s a warped version of that. My girlfriend Karolina had decided to move back to the west coast, Seattle area, right before I heard about the Ebeltoft job. Escapism and a broken heart may have been a factor in my decision. But then she took a job working for a charity in Uganda right before I came to Denmark, so we were both living as aliens. She came to visit me here, I went to visit her in the US after she came back from Uganda, now we’re in a long term weird and crazy relationship. Life: never what you expect, right?

Ebeltoft

Ben på arbejde hos Ebeltoft Gårdbryggeri

As far as Enlightenment Ales and what’s the “thought” behind it… Well, to be honest, I want to make beers that I love to drink. At the same time, I want to use beer as an artistic medium to convey experiences to people. That’s what Enlightenment Ales has become. I worked with my very good friend Liz Jacobs, a painter who was a server with me at CBC, to communicate experiences I/we have had in altered states of consciousness and on great adventures through my beer and her art. Hence each beer we released from Enlightenment Ales is an attempt to express a unique feeling or state of being. My goal is to capture that experience through the beer, the art, and the message behind it. The names and images hopefully speak to that: “Illumination,” Day Trip,” “Transcendence,” Things Are Beautiful,” Verdance,” etc. The future of Enlightenment, as in the future in general, is unwritten. My goal is to open a brewpub with my longterm friend and collaborator Jon Gilman, the sous chef at CBC. I really miss working in a brewpub environment. I miss creating new beers every month, working with food, and getting to share beers and break bread with our regular customers. In the mean time I’m working until next spring here in Ebeltoft, then… hopefully an internship or two in other places in Europe to learn more, ask more questions, and get a different perspective. Travel. Then the long boat ride home…”

Jeg vil gerne takke Ben for at tage sig tid til tale med mig og til at svare sig omfattende, ærligt og grundigt. Det er fedt, at når ens interesse i en person giver bonus i form af en interessant samtale/korrespondance. Jeg har været ret begejstret for de nye øl fra Ebeltoft og vil glæde mig til flere og til at følge Ben i hans videre vej i ølverdenen.

En umulig øl der virker

En gang imellem kommer man forbi en øl, hvor listen over ingredienser er så åndssvag, at det kun kan have to udfald. Enten bliver det en mærkelig gang rod, eller også ved bryggeren virkelig hvad han laver. Med The Stay Puft, så er det sidste tilfældet, eller også er bryggeren måske virkelig heldig, men vi lader tvivlen komme ham til gode og tror på talent. Det lille Bryggeri har i hvert fald tidligere lavet rigtig fine stærke stouts.

Udover malt, humle, gær og vand, så har bryggeren valgt at hive fat i Marsmallow- manden fra Ghost Busters, der har hevet sine venner kokos, salt, kandis og chokolade med. Det burde ikke give en god øl og jeg har da også kigget på den nogle gange, men har valgt noget andet, men både Stovt og Tripplealehead anbefalede, at jeg gav den chance, så det gjorde jeg.

Overraskende nok, så virker den kaotiske opskrift. Øllet er kort og godt fremragende med en meget, men på en eller anden måde elegant, markant aroma og smag af kokos, der bliver flankeret af sødme og en meget let bitterhed med chokolade i sidevognen. Jeg formoder, at Marshmallows giver sødme, men salten ikke står meget frem, men den kan være med til at fremhæve de øvrige nuancer. Det ville jeg jo gøre, hvis jeg lavede en dessert med chokolade. Man fornemmer også alkoholen, men ikke på en brændende måde.

Som skrevet, så er det en fremragende stout, som klart skal have en anbefaling med.

Aus Deutschland

Da Fru Ousen snart rundt et skarpt hjørne og i den forbindelse har inviteret gæster, så gik turen den anden dag til Tyskland og Scandinavian Park, der har et ganske ok udvalg af vin, men bestemt også af rom og whisky. Jeg kom faktisk derfra med en, til prisen, fin rye whisky fra Rittenhouse, men nu er dette jo en blog om øl, så jeg købte hele to af slagsen. Butikken har naturligvis en masse ligegyldigt dansk dåseøl, som jeg mod forventning ikke så nogen købe, men også en smule fra Mikkeller. Derudover har de en del tysk flaskeøl, både de mere gængse hvedeøl og bock, men også nogle jeg ikke kendte og da jeg ikke havde netværk af betydning på mobilen, så tog jeg chancen og puttede to ukendte i vognen.

Den første var en pale ale fra Braufactum, der tilsyneladende er en del af Oetker-koncernen, så der er ikke ligefrem tale om et lille håndværksforetagene, men det diskvalificerer jo ikke Palor på forhånd. Vi har at gøre med en klassisk udseende, men dog tilsyneladende filtreret, pale ale. Lys orange, hvidt skum og en medium karbonering. Aromaen er frisk med en smule krydderurter, som mynte og så en let citrus. Mynten må stamme fra brugen af Polaris- humle, som jeg selv har brygget med og som netop netop gav en fornemmelse af mynte. Derudover er der benyttet Cascade, som dog ikke træder så markant igennem. Smagen underbygger rigtig fint aromaen. 

Slet ikke er tosset forsøg på at lave en pale ale

Alt i alt én Ikke voldsomt udfordrende øl, men bestemt ikke dårlig. Carlsberg og Royal Unibrew kunne sagtens lære lidt her. Bedre end deres forsøg på mikrobryg/craft beer.

Øl nummer to er en  Baltic Stout, som jeg ikke er stødt på tidligere. Det plejer vel egentlig at være en porter, når den er baltic, men skidt nu med det. Øllet er brygget af Rügener Insel-Brauerei, så vi er ikke så langt fra Danmark og det giver jo også forklaringen på navnet, da vi er i Østersøen. Øllet er en britisk inspireret imperial stoutmed en alkoholprocent på 7,5. Indpakningen er ganske gennemført og øllet ser da også ud, som noget skal. Sort med brunt skum. Aromaen er let, men med klare noter af kaffe og kakao. Mundfylden er til den lette side, men bygger langsomt på, hvilket er fint, da der ikke er så meget at byde på smagsmæssigt. Lidt ristet malt, kaffe, kakao og så en let fornemmelse af soya. 

I forhold til indpakning og udseende, så skuffer den en smule, men den et mere kedelig, end den er dårlig.

Der skal mere til end flot indpakning. Selve øllet fejler intet, men er lidt kedeligt.

Amager med et strejf af Norge

Mens flere af de andre bloggere har kastet sig over Amager Bryghus‘ amerikanske samarbejdsbryg årgang 2016, så har jeg drukket de tre norske samarbejder, men har dog modtaget de amerikanske fra Boxbeers. Min ferie med familien starter i morgen og de fem amerikanske amagerkanere kunne godt risikere, at være med i bagagerummet.

Jeg plejer, som læsere af bloggen ved, at være rigtig begejstret for Amager, så forventningerne var naturligvis i top og da jeg selv var til stede ved brygningen af den ene, så kan det jo ikke gå helt galt, eller kan det?

Jeg springer straks til konklusionen. Jeg er faktisk ikke helt oppe at ringe over de tre øl, men helt skidt er det nu heller ikke.

Som sædvanligt er etiketterne fantastiske, der er ganske fantasifulde historier om de enkelte øl og deres historier og de samarbejdende bryggerier er der heller intet at udsætte på.

wp-image-1095585087jpg.jpg

The gay gondolier er en ret sød øl. Sødmen stammer bl.a. fra laktose, som er en uforgærbar sukkerart.

Jeg var på Amager, da Nøgne Ø var forbi for at brygge The Gay Gondolier, som er en imperial café latte brown ale. Det dækker over en brown ale brygget med laktose og tilsat kaffe. Det lyder jo som noget, der fungerer glimrende. Det gør det også et stykke hen ad vejen. I aromaen er der masser af kaffe og karamel, men også noter af sukker og citrus. Når man får øllet i munden slår sødmen straks igennem. Den er ret massiv fra den relativt store mængde laktose, som gæren ikke kan arbejde med og som derfor bevarer sin sødme. Der er dog også masser af kaffe og karamel, samt lidt ristede noter. Det hele ender meget bittert. Jeg har smagt den af flere omgange og jeg kan egentlig ret godt lide idéen, men jeg synes den mangler et eller andet. Det er som om det både bliver for sødt og for bittert, hvis man skal drikke en hel flaske. Heldigvis kan man jo dele, og så er det en noget bedre oplevelse.

 

Den n

20160618_174017

En alkoholstærk og, igen, ret bitter saison, der egentlig er ganske fin, men som ikke får mig helt op at ringe.

æste jeg kastede mig over var The Unbelievable Norwegian Alligator Dong Flop, som er brygget med Haandbryggeriet og er en saison. Jeg smagte den første gang til Ølfestival 2016 og jeg var ikke ret imponeret. Jeg fandt den alt for bitter og at den havde alt for meget gær i smagen. Jeg var lidt mere imponeret, da jeg sad stille og roligt med den i sofaen og havde tid til at nyde i fred.
Det er en lidt uklar orangegul øl, der som sagt har en ret pæn bitterhed og en markant præg fra gæren, som det naturligvis hører sig til i en saison. Gæren bringer også lidt krydrede noter, som virker lidt krydrede og måske endda træagtige. Den har haft godt af lige at finde sig selv og blende mere sammen. Det er et rigtig fint glas øl, uden jeg dog synes, at det kommer helt op på det niveau, hvor Amager som regel befinder sig.

 

Den sidste er samarbejdet med Lervig, som hedder Brown Boobies Falling, som hedder sådan pga. noget med brune suler og noget med kokosnødder. Det er en kokosporter i en imperialiseret udgave og det er den mest vellykkede af de tre. Lervig og Amager er begge gode til de sorte øl og lagt sammen, så er det blevet en helt fin og ret fyldig porter. Det er et kulsort bryg med et tykt brunt skum, som sidder fint og solidt i toppen. Aromaen afslører, udover kokos, en del kaffe og chokoladenoter. Man fornemmer også lidt lakrids. Smagen læner sig op ad aromaen, men har i første anslag en klar kaffe/espresso- feeling, der suppleres af ristede noter, lakrids, en masse chokolade og så en relativt mild smag af kokos, der klæder øllet rigtig fint. Man sidder aldrig med fornemmelsen af en flydende bounty. Det hele slutter med en mærkbar bitterhed. Klart den bedste af de tre.

20160703_221449

The gay gondolier er en ret sød øl. Sødmen stammer bl.a. fra laktose, som er en uforgærbar sukkerart.

En sommerlig overraskelse

Årets familieferie blev afholdt i i maritime omgivelser ved Ebeltoft og der skulle naturligvis kigges på stort skib, Den gamle By blev besøgt og almindelig afslapning blev gennemført. Det blev naturligvis også til lidt øl, både noget lokalt, men også medbragt hjemmefra. Jeg har tidligere ikke haft de bedste oplevelser med Ebeltoft Gaardbryggeri, som har stået bag lidt for mange gushere og generelt bare øl, der har virket overkarbonerede eller måske endda inficerede. Derfor havde jeg medbragt Amagers amerikanske samarbejder, men dem behandler jeg andetsteds.

Når jeg er på ferie, og vi er faktisk altid i Danmark, så prøver jeg altid det lokale bryggeri, hvis der altså findes et. I år var det naturligvis Ebeltoft Gaardbryggeri. Da vi var ude at handle den første dag købte jeg et par stykker i den lokale Kvickly, en Mayflower IPA og en Damn Dark Stout IV. IPA’en var lidt fadet og lidt tynd i

20160716_225706

Damn Dark Stout er i sin fem version ikke alene en helt fin stout, den er også glimrende til at fastholde indfangede Pokemon’er.

mundfylde, men egentlig en ganske fin sommerøl, men vi vender tilbage til den om lidt. Damn dark stout har jeg fået tidligere og huskede den som en lidt mindre fyldig og kraftig stout. Den er, som navnet antyder, sort, ristet og med noter af kaffe, men det er som om, at den lige har fået lidt mere af det hele og det er jo slet ikke så ringe endda. En helt fin stout.

Senere på ugen fik jeg bevilget bestemmelse over en udflugt, og som ølblogger, så er et bryggeribesøg jo helt naturligt, så gps’en blev indstillet på Ebeltoft Gaardbryggeri og Fru Ousen indvilgede i at køre bilen efter besøget, som dog, i mine øjne blev alt for kort. Bryggeriet ligger i skønne omgivelser med en fantastisk havudsigt, som den dag vi var der blev understreget af smukt solskin og masser af sejlende. På bryggeriet er der indrettet en café, som udover eget øl også serverer udvalgte øl fra andre bryggerier. Da vi var der, var det et belgisk udvalg. Derudover kan man købe ølpølser, lidt snack og grillpølser og brød, som man derefter selv griller.

Fru Ousen og sønnen valgte bryggeriets egne sodavand, så vidt jeg husker var det hindbær, og de vakte begejstring. De fås i en lang række varianter, som smager ganske glimrende. Selv valgte jeg en Wildflower IPA, som er en lys og relativt let IPA, der ikke brager igennem på bitterhed, men som til gengæld var smækfyldt med humle i aroma og smag. Der var brugt, om jeg husker ret, Mosaic i tørhumlingen, som giver frugt, uden at vi var ude i en gang frugtpunch, da der også var en dank fornemmelse fra humlen. Den er i øvrigt den samme/en videreudvikling af Mayflower, som de rigtig godt kunne lide og som de ønskede som en fast øl i sortimentet. Jeg var rigtig positivt overrasket over kvaliteten og humleintensiteten på øllet. Omgivelserne spiller muligvis ind, men helt frisk ipa på fad drukket på bryggeriet er ikke det værste, der kan ske.

20160718_112251

Frisk, hazy, frugtig, bitter og umanerlig velbrygget. Wildflower er en af sommeren mest overrakende oplevelser

I den modsatte ende af laden/hallen, hvor caféen står træfade til lagring, en lang række lagrings og gæringstanke, men også bryggeriets tappelinje og der var arbejdet i gang. Jeg spottede en ung langhåret fyr, der lignede én, der godt kunne være brygger Ben Howe, så jeg traskede i hans retning, hilste pænt og roste hans ipa. Han takkede med en smagsprøve af nyeste udgave af øllet, som han tappede fra tanken. Her var Mosaic erstattet af Citra, hvilket bestemt ikke gjorde øllet ringere. Vi fik en kort sludder, men jeg håber, at jeg kan få held til at bringe en lidt længere på et senere tidspunkt. Ben står i øvrigt bag bryggeriet s fremragende saison Le Sacre, som sidder lige i skabet. Den er en farmhouse saison, som bl.a. er gæret med brettanomyces. Den er noget af det bedste danskbryggede i kategorien jeg har prøvet. Frisk, sprød, syrlig og let bitter. En toplækker sommerøl.

20160719_201721

Le Sacre er en af de bedste danskbryggede farmhouse jeg har fået. Crisp, let, krydrede noter og en rigtig god bitterhed.

Sidste øl på dagens besøg var S.O.B, som står for Straight Outta Boston. Det er en klassisk moderne ipa (findes det?) med masser af humle. Den er lidt mørkere end Wildflower og har lidt mere fylde og karamel, uden det bliver en sødlig eller fyldig øl. Den er markant mere bitter og langt mere dank, men har også ret meget frugt i form af citrus og lidt harpiks. Jeg var ikke helt så overbevist om dens kvaliteter, da jeg fik den på fad, men jeg købte naturligvis lidt blandet øl med hjem og på flaske lader det til, at den lige har fundet sig selv. Det funger faktisk rigtig fint.

20160718_115100

Fyldigere og mere bitter en d Wildflower. S.O.B er mere moderne klassisk med højere bitterhed, mere fylder og masser af grape og harpiks.

Skulle man være i nærheden af Djursland og Ebeltoft, så synes jeg helt bestemt, at man skal slå et smut omkring caféen, hvis den har åben. Det er et rigtig fint sted at drikke lidt godt øl. Havde jeg ikke haft familien med, så kunne jeg sagtens være blevet hængende længe, men havde så nok haft lidt problemer med at komme derfra.