Video: Åben: Let Winter Come

Efter en lille pause har jeg igen lavet lidt video. Jeg håber, at jeg kan få lidt mere flow i det, selv om jeg har været gået lidt død i det.

Jeg beklager over for Åben, at jeg lige brokker mig over noget ikke Åben- relateret i starten.

Memory Lane: Scotch Silly

Anden besøg på Mindernes Allé er endnu en belgier. Jeg må have haft en belgisk periode, da jeg lærte at drikke ordentligt øl. Brasserie de Silly har brygget en øl inspireret af en stærk skotsk ale. Jeg fandt den, da jeg var en tur i Nordjylland og kiggede ind i den lokale vinhandler, der er identisk med hjemmesiden www.trappist.dk.

Som den sidste øl i serien, Gulden Draak, så er vi igen ude i en meget sødlig øl. Den holder 8%, så selv om vi er ude i en anden øltype, så bevæger vi os, styrkemæssigt, i omegnen af en dubbel.

I glasset er det en mørk brun øl med et tykt skum på toppen, der ikke bliver hængende voldsomt længe, men dog efterlader en fin film på toppen af øllet.

IMG_20181020_225343_899

Etiketten husker jeg med tern, så den signalerer Skotland, men den har tilsyneladende fået en overhaling. Øllet står flot brunt i glasset, selv om jeg har fået taget billedet uden farver. 

Aromaen giver, som man forventer i Belgien, men måske mindre i Skotland, en masse mørkt sukker, æbler og en note af noget læder eller træagtigt. Det er egentlig ganske behageligt.

Mundfylden er ret fed og, igen som forventet, ret sød med karamel, kandis og frugt, men også med en fornemmelse af noter af gær på en måde, som jeg egentlig ikke forbinder med skotske ales, men det klæder den nu helt fint i dette tilfælde. Det kammer ikke helt over i belgisk krydderbombe, men giver lige et lille pift. Den kunne måske godt trække lidt mere bitterhed, da malten og gæren står meget tydeligt og måske lidt enstrenget, hvis man virkelig skal være hård ved øllet.

Endnu en gang, så nød jeg turen tilbage i tiden, til engang hvor jeg ikke havde så bred an referenceramme, som jeg har i dag. Jeg husker den som en fremragende øl, dog synes jeg at erindre, at etiketten havde klantern, men jeg er faktisk ikke sikker. Holder den stadigvæk? Det synes jeg, at den gør, hvis man er til maltede, mørke og sødlige ales. Den har ikke helt så meget præg af gær, som en belgisk dubbel eller lignende, så hvis du er til den type øl, men gerne vil slippe for den meget markante gær, så kunne dette være et fint bud.

Memory Lane: Gulden Draak

Jeg har i et stykke tid haft lyst til at tage en lille tur ned af mindernes allé og smage på nogen af de øl, som jeg husker fra den tid, hvor jeg begyndte at drikke andet end pilsner og classic. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at kigge på dem en gang og se om de stadig kan noget.

Først på bloggen er Gulden Draak fra Brouwerij van Steenberge, som jeg har masser af gode minder omkring. Den blev introduceret til mig af min gode studiekammerat Jimmy, der opdagede den, et stykke tid før jeg gjorde. Jeg havde naturligvis drukket belgisk øl før Gulden Draak, men det var egentlig ikke noget, som jeg havde gjort det store i. Gulden Draak kunne dengang, i begyndelsen af dette årtusind, findes i specialforretninger, mens man i dag ret ofte kan finde den i Lidl, som ser ud til at have den på hylderne regelmæssigt, så vi er måske ude i et af de tilfælde, hvor man kan gøre en god handel, samtidig med, at man ikke er med til mindske øludvalget på den lange bane. Jeg slog i hvert fald til og købte fire 33 cl flasker Gulden Draak til 49,95. Det er i hvert fald halv pris, i forhold til de specialforretninger, som jeg har set den i for nylig.

20181019_165833

Jeg havde en forventning om, at Gulden Draak ville have et tyndt og flygtigt skum, men jeg havde på ingen måde ret

Vel hjemme fra indkøbsturen og med øllet let afkølet, så måtte det stå sin prøve. Det er en flot mørk rav- eller kastanjefarvet øl med en fin og let prikkende karbonering. Vi bevæger os i kategorien barley wine og den holder 10.5%.

Aromaen har masser af mørkt sukker, karamel, malt og en let vinøs fornemmelse og lidt læsning på bryggeriets hjemmeside afslører da også, at andenfermenteringen er med vingær. Det er egentlig ret lovende og ikke så tungt krydret, som nogle stærke belgiere har det med at være. I munden er det også en sød omgang med masser af sukker og karamel, der går over i rosiner og mørk frugt. Det er jo egentlig meget klassisk belgisk, men igen er den ikke så præget af phenoler og estere, som mange andre belgiere kan være. Den har tydeligevis også fået et skud humle, for den slutter egentlig ret bittert, uden at det dog helt balancerer sødmen ud. Eftersmagen bliver hængende netop i en bittersød fornemmelse, som i slutningen af flasken bliver lidt klistret, men ikke decideret træls.

Synes jeg så, at genbesøget ved Gulden Draak er en succes? Svaret må blive et både og, da jeg stadig synes den er en god øl. Det har tilsyneladende ikke ændret sig de seneste femten år, men den er altså ret sød. Måske også for sød. Bryggeriet foreslår da også, at man skal nyde den som apperitif, til dessert eller i stedet for whiskey i en Irish Coffee. Selv tror jeg, at den vil være en fremragende øl i madlavning, hvis man ønsker sødmen og fylden i f.eks. en sauce.

Mest af alt, så tror jeg dog bare, at den er rigtig velegnet til at sidde stille og roligt med over lang tid, for der er masser af velsmag i en Gulden Draak og den leverer glimrende value for money, så giv den et skud, hvis du ser den i dit supermarked eller hvis du finder den i en specialforretning.

Øl og smørrebrød

Tidligere i år skrev jeg en artikel om øl og smørrebrød til Food & Drink. Nedenstående er i runde tal den artikel, der blev bragt i bladet. Vil du se artiklen, som den bør se ud, så er det trykte magasin klart at foretrække, men online- udgaven ser faktisk også ret fin ud. Den kan findes her.

Findes der næsten noget mere alsidigt end smørrebrød? Der er så mange muligheder i forhold til udformning og variationer over forskelligt fyld. Lige fra den klassiske rejemad på lyst brød til mørkere og væsentligt tungere stykker, som f.eks. tatar.

Desværre kniber det ret ofte, når der skal sættes drikkevarer sammen med smørrebrød. Nogen vil nok endda mere, at det for alt for mange restauranter og caféer kniber med overhovedet at føre et spændende udvalg af øl. Jeg fik for et par år siden foræret en grundbog, der har været benyttet på tjeneruddannelsen, når der undervises i øl og jeg må sige, at det ikke kan undre nogen, at det kan knibe for tjenere og restauranter at råde og vejlede i øl, for selv om bogen er ret grundig i forhold til øllets ingredienser og sensorik, og har et fint afsnit om øltyper, så er selve vejledningen i at matche øllet med mad ikke ret omfattende eller grundig. Der kan tilsyneladende kun drikkes lagerøl til røget og marineret fisk. Der kan man nu sagtens finde på andre velfungerende øl, men måske er der kommet en opdateret udgave, der er fulgt lidt mere med tiden i forhold til øl.

Da jeg kastede mig over denne artikel, gik det op for mig, at der hvor jeg bor, er der visse udfordringer, hvis man vil ud at spise smørrebrød i en ordentlig kvalitet. Vi har forskellige muligheder for at tage med hjem og selv matche med øl, så det bliver i høj grad det, som jeg her tager udgangspunkt i, da jeg af den årsag ikke alt for ofte går ud og spiser smørrebrød. Den eneste restaurant, der regelmæssigt serverer smørrebrød, har et fint udvalg af håndværkssodavand fra Ebeltoft Gaardbryggeri, men øllet leveres af et af de store firmaer og selv om det faktisk kan lade sig gøre, at lave nogenlunde fornuftige matches, så bliver det aldrig rigtig spændende. Her er det, som det meget ofte er en one size fits all, hvor hovedrollen spilles af et af de store bryggerier og byder på en pilsner og en classic, hvilket uden tvivl også dækker mange menneskers behov, men måske vi kan gøre det lidt mere spændende end det. Der er ingen tvivl om, at man ikke går helt galt i byen, hvis man vælger en af de ovennævnte øl og de vil da næppe heller overdøve det stykke, som man vil parre det med. Men bliver det ikke kedeligt i længden? Til meget andet mad ville vi næppe lade os nøje med to næsten ens vine. Begge hvidvine, men med små nuancers forskel. Det ville vi næppe acceptere, så i det følgende vil jeg prøve at give nogle bud på en mere interessant sammensætning af smørrebrød og øl.

20180330_115517I forbindelse med påsken prøvede jeg at kaste mig ud i et stykke med sild, som jeg selv kreerede, og her ville en smørrebrødsjomfru nok ryste på hovedet, men det virkede nu ret godt. Jeg købte nogle kryddersild, som røg på et stykke hjemmebagt rugbrød og blev pyntet af med lidt skalotteløg, karse, brøndkarse og en hjemmelavet karrysalat. Jeg er slet ikke i tvivl om, at en god pilsner ville gøre det helt fint her og en Høkerbajer fra Hancock ville nok være mit valg. På dagen tog jeg dog en Påske IPA fra Ebeltoft Gaardbryggeri, som har en fin fylde og en god frugtig aroma, der også går igen i smagen, uden at det dog går helt over i frugtjuice. Det hele balanceres ud med en rigtig fin bitterhed, som skærer igennem fedmen fra både fisk og karrysalaten og renser munden inden næste bid. Jeg har flere gange sat ikke for bitre ipa’er sammen med både krydret mad, men også med fisk, hvor det kan fungere helt fint. Som en tredje mulighed kunne man vælge en saison- type, som også giver en noget fint til et stykke med sild. Den tilfører både noget frisk og noget krydret, som kan virke ret godt.

20180406_112459Rejemaden, uanset om den har fået æg, fisk eller andet til, kræver en ikke alt for dominerende øl, da rejerne i sig selv er sarte og fine i smagen. Det skal man være meget forsigtig med at overdøve og derfor giver en pilsner igen faktisk fin mening, men den kan også kombineres med f.eks. en hvedeøl af enten tysk eller belgisk forbillede. Her er der masser af muligheder fra Indslev Bryggeri på Fyn. De har siden starten været fokuseret på hvedeøl i forskellige afskygninger og har en tysk uddannet brygmester, der har lært faget på verdens ældste bryggeri, Weihenstephaner, som jo nok er mest kendt for netop hvedeøl.

For laksemadden gælder mange de samme anbefalinger som gør sig gældende for rejerne. Man skal passe på ikke at overdøve fisken, men i den røgede udgave kan man godt give den lidt mere modspil og hvis man vil prøve noget lidt mere våget, så kunne man jo udfordre sin gæster med en gueuze fra Belgien, som med sin markante syrlighed, men også vinøse følelse vil kunne give et spændende modspil til en røget laks.

 

20180406_113804Til leverpostej, dyrlægens natmad eller måske en hønsesalat foretrækker min bedre halvdel en pilsner og til sidstnævnte har hun ganske ret. Der bliver det ikke meget bedre end en god bitter pilsner, mens jeg til de to andre f.eks. ville vælge en bock eller måske en dobbelbock. Det er undergæret øl med klar malt karakter, der giver mulighed for maden til at spille hovedrollen. Til testspisningen valgte jeg en klassiker i ølverdenen, nemlig Salvator fra tyske Paulaner. Den er fyldig og med lidt sødme fra malten, der giver et fint spil sammen med leverpostej, løg og sky. Den er nok det tungeste, der egner sig til leverpostej, men til gengæld skulle den vise sig, at være noget nær perfekt til en gang tatar med løg, kapers, peberrod og æggeblomme. Den underbygger kødets umami, æggets fedme og de skarpe og salte ting fra resten. Jeg er også ret glad for en god mørk belgier til oksekød i forskellige former. Den fineste af dem er, i mine øjne, Rochefort 10, som er intet mindre end sublim. En helt tredje mulighed kunne være en ipa, som f.eks. Bonny Beer fra Amager Bryghus, der har en fin aroma og bitterhed, der mere skærer gennem fedme og fylde, end den decideret underbygger dem, men det kan også fungere godt.

Min opfordring skal være, at man tør udfordre både sig selv, men også sine gæster og kunder. Der er så mange muligheder, der kan underbygge smørrebrød, men også mad generelt. Vi har omkring 200 aktive bryghuse i Danmark og min ikke, at der skulle være et lokalt bryghus, der har en eller flere øl, der kan give noget til maden. En god tommelfingerregel er dog, at man skal gå efter de traditionelle typer, der ofte ikke har alt for mange tilsætninger af specielle ting, der kan overdøve det emne man sætter det sammen med.

20180406_112117

Anmeldelse: Barrier Brewing Co. O-Ren Rishi

Den anden dag genså jeg Kill Bill vol. 2 og kom derfor i tanke om denne øl, som jeg købte med hjem fra Kihoskh, da jeg var til Mikkeller Beer Celebration.

20180519_212532.jpgO- Ren Rishi er, omend stavet lidt anderledes, den karakter, som i filmen spilles af Lucy Lui. Det er måske derfor, at øllet er tilsat noget så asiatisk som hvid the med fersken. Jeg ved det ikke.

Vi har at gøre med en ipa, der er tilsat the, hvilket kan give rigtig fine øl, men det kan også give en lidt træls bittered.

Øllet fremstår med en fin hazy orange farve med et tykt og klæbrigt hvidt skum og en behagelig karbonering.

Aromaen leder tankerne hen mod tropiske og søde frugter med meget klare noter af fersken med et lille syrligt tvist.

Smagen er ret meget som aromaen. Der er masser af sødme med en fornemmelse af malt, inden man får et tydeligt skud fersken og så en balanceret bitterhed.

Ret fin, super forfriskende og let drikkelig, men uden for alvor at imponere sådan rigtig meget.

Anmeldelse: Herodes Brygklub It takes two to tonka

For lidt tid siden skrev Stovt om en øl, som han via mellemmand havde fået lov til at smage. Jeg mistænker, at vores mellemmand kunne være den sammen og nu har jeg så også haft Brygklubben Herodes’ dobbeltmæskede stout i glasset.

Flasken er kun markeret med ordet tonka på kapslen, men er ellers helt anonym, men et ikke kommercielt foretagende behøver naturligvis heller ikke mere. Da jeg knapper flasken op undslipper der kun et meget lille pift og i glasset er det en kulsort og tyktflydende omgang, der i kort tid har et fint lille lysebrunt skum.

Tonkabønnen er ret markant i aromaen, og i modsætning til Stovt, så giver det mig en fornemmelse af vanilje, som sammen med sukker og kakao udgør de væsentlige elementer i aromaen. Heldigvis kan jeg ret godt lide vanilje, og de andre ting også, så det er slet ikke så ringe endda.

20180826_205021Øllet har en ret kraftig mundfylde, men det er jo også at forvente, når man tager i betragtning, at det er en dobbeltmæsket øl. Det giver altid en del power. I munden får jeg først en fornemmelse af sødme med lidt mørk sukker, karamel, lidt frugt, chokolade, men også en meget behagelig let syrlighed, bare lige en lillebitte note, som træder frem efter lidt tid i glasset. Tonkabønne går naturligvis også igen i smagen. Den er lidt svær at definere, for selv om jeg synes, at den dufter af vanilje, så er det ikke helt den rigtige beskrivelse af smagen, som godt nok henleder tankerne til vanilje, men det er det tydeligvis ikke. Uanset hvad, så synes jeg det er ret lækkert. Det er en stærk øl og man fornemmer også lidt alkohol, men det er på ingen måde anmasende eller ubehageligt, men med 13.8%, så er det svært helt at undgå.

Som man nok kan fornemme, så synes jeg, at det er en er rigtig god stout. Den spiller meget på tonka, men kammer ikke over, selv om man et stykke tid har glæde af både sødmen og tonkabønnen. Skal jeg finde de rigtigt kritiske briller frem, så kunne It takes two to tonka, måske godt bære en smule mere fylde, men så er vi ude i detaljer. Mine noter afslører til gengæld, at jeg, da jeg sad med øllet i glasset, syntes at den var dejligt fri for lakridsnoter.

Brygklubben Herodes er ofte et af de mere spændende stop til Ølfestival, men i år kom 20180826_205008jeg af en eller anden grund ikke forbi. Jeg hørte eller fine ting om en kraftig vaniljeagtig stout, så mon ikke der sidder en eller to derude, som allerede har smagt den. Jeg håber, at det her på en eller anden måde kommer bredere ud, for det har den fortjent. Det kunne sagtens have været en Amager Bryghus eller måske Lervig eller Amundsen fra Norge, hvor de også gerne leger med tilsætninger. Den kunne også være spændende at smage i fadlagrede udgaver. Jeg tænker bourbon eller måske rom.