Video: Amager Bryghus red Cap

Jeg har været så heldig, at Amager Bryghus har sørget for, at Boxbeers har sendt mig deres nye serie af fadlagrede øl. Fælles for dem er, at de har været en tur på skotske whiskyfade. På nedenstående video har jeg fat i en wee heavy, der har været på fade fra Auchentoshan.

Video: Penyllan Nina

Jeg har brugt en mindre formue på de fire damer fra Penyllan og har haft Nina i glasset. Jeg tror faktisk ikke, at jeg helt fik udtrykt min begejstring nok, men jeg var faktisk ret begejstret. Jeg brugte åbenbart lidt længere tid end sædvanligt.

Ølanmeldelse: Ugly Duck Nothing but Trouble BA Sherry

For efterhånden et stykke tid siden var jeg så heldig, at Mike fra Indslev Bryggeri begavede mig med to af deres fadlagrede øl og derfor har jeg haft lidt dårligt samvittighed over, at jeg ikke har fået skrevet noget om dem. Hele 2017 har jeg ikke haft en eneste ølanmeldelse på bloggen, men udelukkende haft nogle korte omtaler, ofte i form af min Fredagsøl, ovre på Facebook. Det har jeg tænkt lidt over og har besluttet mig for at ændre lidt på, så derfor kommer her den første ølanmeldelse i mere end et år.

Når jeg modtager en gratis øl fra et bryggeri eller en distributør, så får den naturligvis samme behandling, som hvis jeg selv køber øllet. Jeg hører indimellem, at nogle tror, at jeg ikke betaler for ret meget af det øl jeg drikker, men det er ikke sandt. Jeg får alt for lidt foræret.

20180228_213659

Indpakningen fejler intet. 66 cl flaske med, en noget gentridig, voks på toppen

Den første af de to øl, som Mike sendte til mig, blev brygget første gang for tre år siden, da Menno fra hollandske De Molen kiggede forbi Indslev for at brygge en stout med dem. Det skulle vise sig, at det ikke var verdens letteste brygdag, hvilket navnet Nothing but Trouble også antyder. Martin fra Stovt var til stede på bryggeriet ved det oprindelige bryg og havde en dejlig dag på bryggeriet.

Jeg har tidligere været igennem hele udvalget af de fadlagrede og den rene Nothing but Trouble og var ret begejstret. Dengang var jeg mest begejstret for de versioner, der havde været på fade, der tidligere havde indehold peatet whisky, bourbon og så overraskende for mig selv, den udgave, der havde hygget sig på sherryfad. Derfor var det med en vis glæde, at det er netop udgaven på sherryfad, der nu er ude i butikkerne igen.

I glasset er Nothing but Trouble kulsort under et tykt lysebrunt og meget vedvarende

20180228_214154

Tykt og lysebrunt

lysebrunt skum. Alt er som det skal og bør være i en så massiv stout.

Aromaen giver allerede, da kapslen ryger af, og inden øllet rammer glasset, en klar fornemmelse af vin, som stiger op fra den, trods alt, begrænsede åbning i flasken. I glasset fortsætter den vinøse oplevelse og giver desuden noter af sukker, alkohol og så sherry. Man fornemmer desuden de store mængder ristede malte, der giver lidt kaffe og en næsten røget note.
Det første,der slår mig, da jeg får smagt på øllet er, at der er en ret fed mundfylde med medium karbonering. Fyldigheden er ret høj og den har en masse fedme over sig. Der spilles dog også på en masse tangenter og de ristede noter, der kunne fornemmes i aromaen går igen i smagen, hvor de giver fornemmelse af aske, men på en god måde. Efter de første oplevelser sætter en fornemmelse af alkohold og sherry ind, inden det heller slutter rigtig fint af med en balanceret syrlighed og bitterhed. Jeg har siden jeg lavede mine noter hørt det beskrevet som en markant tørhed og det er nok heller ikke en helt ringe beskrivelse af det, som jeg oplevede som syre og bitterhed. Det gav en lidt snerpende fornemmelse. Alt i alt en rigtig kompleks og fin smagsoplevelse.

20180228_214202

Dejlig kompleks aroma og smag møder en i glasset

Nothing but trouble BA Sherry er en rigtig nydeøl, som man fint kan dele, hvis man skulle have den slags lyster. Det havde jeg ikke, så jeg havde lang tid i selskab med de 66 cl fremragende sort øl. Min oplevelse fra sidst der var en sherry- udgave ude holder ved, for selv om sherry ikke er mit go to valg af alkohol, så fungerer det altså rigtig godt her. Jeg har for nylig set den i både Mikkellers nye bottle shop i Odense og i Beershoppen i Kolding, men mon ikke den stadig kan findes rundt omkring. Den er i hvert fald klart værd at prøve.

Ugly Duck Imperial Red Ale

I fredags var jeg en tur forbi gårdbutikken på Indslev Bryggeri for at købe lidt øl til en forfest. Sådan én har jeg vist ikke været til siden jeg gik på seminariet, men hyggeligt var det og ikke mindst pga det fine øl fra Indslev. Mike fra bryggeriet havde været så flink, at stille lidt øl til mig og i den var bl.a. Ugly Duck Imperial Red Ale, som hidtil har været tilgængelig på ølfestivaller, men ikke på flaske og er brygget i forbindelse med modersvanens ti års fødselsdag. Den er nu ude på flaske og i går blev den så testet som følgesvend, mens jeg passede grillen.

Fin rødlig øl med et godt cremet beige skum

Stilmæssigt er vi på den amerikanske vestkyst og ude i noget både sødt og bittert. Jeg bryggede selv for nogle år siden en stærk rødlig ipa, strong ale- agtig ting, og der blev brugt en del karamelmalt og også en del humle. Det har de gode folk hos Indslev helt sikkert også gjort. Aromaen er præget af malten, som giver sødlige karamelnoter, men efter lidt tid i glasset kommer humlen i form af Amarillo. Derudover er der humlet med El Dorado og Mosaic, der leverer en del frugt i smagen. Øllet er en fin let uklar rødlig farve, der giver masser af sød toffee og karamel i smagen. Det er umiddelbart meget sødt, men så er der heldigvis tilsat humle på old school manér. Her er der ikke tale om blød og rund lav-ibu ipa, men om voldhumlet bitterhed, der dog passer rigtig fint til sødmen, så øllet egentlig fremstår forholdsvis i balance. Humlen giver også indslag i smagen, hvor der er en del tropisk frugt og piney noter. I slutningen fornemmer man lidt egetræ, der giver en tørhed og en lille tanninpræg. Jeg kan ikke rigtig finde rødvinen, som har boet i fadene tidligere, men jeg tror egentlig ikke, at det gør noget.

Skummet trak nogle fine mønstre på glasset efterhånden som det, i øvrigt ganske velvilligt, gled ned.

På en eller anden måde er Imperial Red i familie med Double Retro, som også er en old school- humlet relativt alkoholstærk amerikansk inspireret øl og den slags kan jeg egentlig ret godt lide. Der er intet galt med en moderne ipa med masser af frugt og aroma, men indimellem er det sgu meget godt med en masse bitterhed og fylde og her leverer Ugly Duck fuldt ud.

Er det den bedste øl jeg har fået fra Ugly Duck? Det er det nok ikke, men det er stadig rigtig godt og jeg glæder mig til at dele flaske nummer to med mig selv.