Jeg har nogle gange bestilt øl fra Mikkellers webshop og hver gang har det været en rigtig fin oplevelse. Det går altid hurtigt og prisen for levering er rigtig fin. Denne gang fik jeg endda lidt rabat, ikke fordi jeg efterspurgte det eller fordi de havde nogen særlig grund til. Jeg havde lavet en lille fejl og fik ikke afgivet min bestilling ordentligt, men det blev løst og jeg sparede lidt penge. Det er sgu rigtig fin service.

Udover de fem øl, så blev pakken leveret med et par klistermærker og en neopren- agtig kølekappe til falsker

Jeg så på Mikkellers side på Facebook, at de havde et bundle fra Voodoo Brewery, som er et amerikansk bryggeri fra Meadville, Pensylvania, selv om det altså er øl og ikke honningvin, de har kastet sig over. Jeg har ikke tidligere smagt meget øl fra Voodoo, ret præcist havde jeg smagt 10 cl fordelt på to øl til MBCC 2017 i Øksnehallen. Begge var kraftige stouts, som havde været en tur omkring bourbonfade og begge var rigtig fine.

Der var nu ingen stouts at spore i pakken fra Mikkeller, men derimod en række nogenlunde traditionelle stilarter, enkelte havde fået et lille skud op ad alkoholstigen, men ellers var der ikke de store vilde udskejelser.

Første øl i pakken, som jeg prøvede, var White Magick of the Sun, som er en belgisk wit på 7,3%, som ikke rigtig imponerede mig. Den var fin nok, men manglede noget friskhed.

Dernæst testede jeg Hoodoo. Det er en ret traditionel ipa, der er brygget med syv forskellige humler, der alle begynder med C, så masser af grapefrugt, citrus og harpiks. Den virkede måske ikke helt topfrisk, men egentlig fin nok.

Billedet er ikke alt for godt, men Voodoo Love Child er en rigtig fin øl

Næste på blokken var Voodoo Love Child, der i udgangspunktet er en mere interessant øl, end de to foregående. Det er en belgisk tripel, bryggeriets egen Gran Met, der er lagret tre måneder på frugt, i form af surkirsebær, hindbær og passionsfrugt. Der er meget klare noter af frugt, særligt kirsebær og en tropisk note, som jeg tilskriver passionsfrugten. Hindbær trådte ikke rigtig klart frem for mig. Frugten har ikke hele overtaget og der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med en tripel. Gran Met var faktisk den sidste af øllene jeg drak, men den var faktisk rigtig fin. Det er en klassisk tripel. Lys, let sødlig, god mundfylde og med meget klare gærnoter. Den er rigtig godt skruet sammen og måske den bedste i pakken. Det er på en eller anden måde en ærlig øl, der ikke leget med stilarten, men i stedet hylder den og det gør den ret godt.

Voodoo brygger også en amerikansk brown ale, Winona’s big brown ale, der er brygget på Maris Otter og en række af mørkere malte, der giver masser af karamel og chokolade i smagen. Humlen byder ind med citrus og bitterged til at balancere sødmen. Øllet holder 7,3% alkohol, men det fornemmer man nu ikke, der mangler måske faktisk en lille smule fylde, for at øllet spiller 100%. Det er nu en ret fin brown ale, når nu det skal være. Det er ikke en stilart jeg ret ofte drikker. Det er sådan en slags øllets traktor, det er ofte solidt, kører stabilt, men ikke ret hurtigt eller interessant. Sangen som navnet er inspireret af, synes jeg til gengæld holder hele vejen.

Killapilz var en ret perfekt partner til et par tyske pølser med kraut, kartoffel, bretzel og sennep

Det efterlader os med kun en øl tilbage, nemlig Killapilz, som vel er noget i retning af en imperial kellerbier eller måske bare slet og ret en velhumlet guldøl på 7,5%. Ifølge Voodoo, så er det en blanding af tysk, tjekkisk og polsk pilsner tilsat otte forskellige europæiske humler. Der er brugt pilsnermalt og wienermalt, så vi har at gøre med en øl, der har en relativt spinkel krop, men alligevel fornemmer man brødagtig malt i smagen, som fra humlen for græs, hø, lidt citrus og en fornemmelse af lidt krydderurter. Den starter let sødlig, men fremstår alligevel ret sprød og fin. Jeg var ret begejstret for den i den sammenhæng, som jeg indtog den i.

Alt i alt er jeg måske ikke helt faldet på halen over Voodoo Brewery. Det er alt sammen meget solidt og velbrygget. Det var vel ret beset kun wit’en, der egentlig skuffede med sin udtalte sødme og manglende friskhed. Jeg var samtidig ret tilfreds med de to tripeler og med kellerbieren, så det var sådan lidt både og. Jeg synes helt bestemt, at der er valuta for pengene i Mikkellers tilbud og synes sagtens man kan smide sine penge den vej, hvis man er til godt øl, uden alt for mange store armbevægelser, for det er altså ret velbrygget.