Video: Penyllan Nina

Jeg har brugt en mindre formue på de fire damer fra Penyllan og har haft Nina i glasset. Jeg tror faktisk ikke, at jeg helt fik udtrykt min begejstring nok, men jeg var faktisk ret begejstret. Jeg brugte åbenbart lidt længere tid end sædvanligt.

Anmeldelse: Small Batch Brewery Del 1

For et par dage siden fik jeg uventet besøg fra en tidligere kollega, der for nogle år siden valgte at stoppe som lærer og flytte på tværs af landet, for at drive Pension Sandbogaard i Allinge på Bornholm. Nu har de sat deres hus til salg, så jeg gætter på, at livet som værtspar er godt for dem, for de vil tilsyneladende ikke tilbage igen. Bornholm er jo også en dejlig ø, så det er måske ikke så uforståeligt. 

Jeg modtog et fint udvalg af ni forskellige øl.

Som sagt, så kiggede hun, sammen med sin mand, forbi Casa Ousen, da hun havde forladt klippeøen med en smagekasse fra Small Batch Brewery Bornholm, som var tiltænkt mig. Jeg har  tilsyneladende ikke tidligere havde smagt øl fra, så det bragte glæde i det lille hjem.

Jeg har valgt at dele øllet op i lidt forskellige grupper, som måske giver mening. I hvert fald vil jeg i dette indlæg kigge på de første fire øl, som også er dem, som jeg har fået smagt indtil videre. Det drejer sig om Pale Ale og de tre øl, som er en del af en single hop serie med navnet Dirty Dozen, så jeg er næppe helt igennem den serie. Det bliver selvsagt ikke verden længste anmeldelser, når der skal være plads til fire i et indlæg, men mon ikke det går an?

Vi er ude i en lys pale ale med et flot hvidt skum. 

Øllet kom langvejs fra og havde stået i en varevogn, så det var behageligt afkølet, så jeg tog chancen og åbnede No. 1 Pale Ale, som er en lys orange øl med en fin karbonering og et godt solidt hvidt skum. Aromaen byder på citrus, harpiks, men også en sød frugtagtig note. Det er faktisk ret fint. I munden møder man først en sukkeragtig sødme, der går over i citrusfrugter og slutter med grapefrugt og harpiks. Det er en ret bitter øl, som sender tankerne hen på en old school west coast ipa, hvilket er fint nok, da vi i lang tid nærmest kun har kunnet få meget lidt bitre ipa’er og pale ales. Det er ret solidt og smager fint, men der vindes næppe priser for innovation og overraskelse.  

I glasset er det en fin og let hazy øl, så der er uden tvivl kommet en smule humle i.

Anden øl på bloggen er den første af de tre Dirty Dozen, nemlig nummer 1, som skal showcase Citra. Desværre giver den ikke alverden fra sig i aromaen, men hvis jeg går ud fra, at bryggeriet giver en holdbarhed på et år, så er flasken også fra juli og dermed har aromaen nok været lidt skarpere, end den er nu. De aromaer jeg får, minder på mange måder om føromtalte Pale Ale og byder på grapefrugt, lidt hø og en fornemmelse af malt. Det billede går igen i smagen, hvor jeg savner noget af det tropiske, som Citra kan bidrage med og det hele slutter ret bittert. Det er egentlig ret solidt, men som showcase for en enkelt humle, så lykkes det ikke helt. Jeg ville gerne prøve en helt frisk flaske, for som den står nu, så bliver det en tand for bittert og for let i aromaen til helt at komme op at ringe. 

En lille smule mørkere end Citra- udgaven, men også med et mere holdbart skum

Tredje øl, og anden single hop, er Nummer 8, som skal lære os noget om Nelson Sauvin og, i modsætning til Citra, så kan man faktisk klart fornemme humlens karakteristika i aromaen, som byder på hyldeblomst, sødme, krydderurter og en smule malt. Mundfølelse og smag er som den første i serien og byder derfor på malt, sødme, bitterhed, men igen skinner humlen klarere igennem med en bæragtig sødme, men også med bitterhed og en let krydret note. Den opleves noget mindre bitter, end Citra- udgaven og det klæder øllet godt, da jeg lettere oplever humlen, når den ikke gemmes bag bitterhed. Det er en solid øl, som ligger et sted omkring old school west coast ipa. 

En flot næsten helt sort øl, men en smule lys kan lokkes til at skinne igennem.

Sidste øl i denne omgang er Dirty Dozen 5.1, som også stikker helt ud, og som måske derfor burde omtales i et andet indlæg, men nu er den drukket og oplevelsen er nogenlunde frisk i hukommelse. Den er, som nummer 5, brygget med Cascade, som jo klassisk giver grapefrugt i aroma og smag. I denne øl gør humlen bestemt gavn, men den bliver ikke klart udstillet, som i de andre øl, da man, som nummeret også antyder, er ude i et ekstranummer i form af en sort ipa/cascadian dark ale, som ellers er en lidt glemt stilart. Den byder på ristede noter og citrus i aromaen og det går igen i smagsbilledet, som tydeligt har ristet malt, sødme, en smule lakrids, en fin fylde og en del citrus med grapefrugt. Det er naturligvis bittert, da både sorte malte og humle kan give bitterhed, men der er fylde og sødme nok til at bære det. Jeg er faktisk ret begejstret for den her. Der er alt for få gode sorte ipa’er, men den her drikker jeg meget gerne igen, for den er altså ret lækker. 

Video: Åben: Let Winter Come

Efter en lille pause har jeg igen lavet lidt video. Jeg håber, at jeg kan få lidt mere flow i det, selv om jeg har været gået lidt død i det.

Jeg beklager over for Åben, at jeg lige brokker mig over noget ikke Åben- relateret i starten.

Memory Lane: Scotch Silly

Anden besøg på Mindernes Allé er endnu en belgier. Jeg må have haft en belgisk periode, da jeg lærte at drikke ordentligt øl. Brasserie de Silly har brygget en øl inspireret af en stærk skotsk ale. Jeg fandt den, da jeg var en tur i Nordjylland og kiggede ind i den lokale vinhandler, der er identisk med hjemmesiden www.trappist.dk.

Som den sidste øl i serien, Gulden Draak, så er vi igen ude i en meget sødlig øl. Den holder 8%, så selv om vi er ude i en anden øltype, så bevæger vi os, styrkemæssigt, i omegnen af en dubbel.

I glasset er det en mørk brun øl med et tykt skum på toppen, der ikke bliver hængende voldsomt længe, men dog efterlader en fin film på toppen af øllet.

IMG_20181020_225343_899

Etiketten husker jeg med tern, så den signalerer Skotland, men den har tilsyneladende fået en overhaling. Øllet står flot brunt i glasset, selv om jeg har fået taget billedet uden farver. 

Aromaen giver, som man forventer i Belgien, men måske mindre i Skotland, en masse mørkt sukker, æbler og en note af noget læder eller træagtigt. Det er egentlig ganske behageligt.

Mundfylden er ret fed og, igen som forventet, ret sød med karamel, kandis og frugt, men også med en fornemmelse af noter af gær på en måde, som jeg egentlig ikke forbinder med skotske ales, men det klæder den nu helt fint i dette tilfælde. Det kammer ikke helt over i belgisk krydderbombe, men giver lige et lille pift. Den kunne måske godt trække lidt mere bitterhed, da malten og gæren står meget tydeligt og måske lidt enstrenget, hvis man virkelig skal være hård ved øllet.

Endnu en gang, så nød jeg turen tilbage i tiden, til engang hvor jeg ikke havde så bred an referenceramme, som jeg har i dag. Jeg husker den som en fremragende øl, dog synes jeg at erindre, at etiketten havde klantern, men jeg er faktisk ikke sikker. Holder den stadigvæk? Det synes jeg, at den gør, hvis man er til maltede, mørke og sødlige ales. Den har ikke helt så meget præg af gær, som en belgisk dubbel eller lignende, så hvis du er til den type øl, men gerne vil slippe for den meget markante gær, så kunne dette være et fint bud.

Anmeldelse: Barrier Brewing Co. O-Ren Rishi

Den anden dag genså jeg Kill Bill vol. 2 og kom derfor i tanke om denne øl, som jeg købte med hjem fra Kihoskh, da jeg var til Mikkeller Beer Celebration.

20180519_212532.jpgO- Ren Rishi er, omend stavet lidt anderledes, den karakter, som i filmen spilles af Lucy Lui. Det er måske derfor, at øllet er tilsat noget så asiatisk som hvid the med fersken. Jeg ved det ikke.

Vi har at gøre med en ipa, der er tilsat the, hvilket kan give rigtig fine øl, men det kan også give en lidt træls bittered.

Øllet fremstår med en fin hazy orange farve med et tykt og klæbrigt hvidt skum og en behagelig karbonering.

Aromaen leder tankerne hen mod tropiske og søde frugter med meget klare noter af fersken med et lille syrligt tvist.

Smagen er ret meget som aromaen. Der er masser af sødme med en fornemmelse af malt, inden man får et tydeligt skud fersken og så en balanceret bitterhed.

Ret fin, super forfriskende og let drikkelig, men uden for alvor at imponere sådan rigtig meget.