[Reklame] For lidt tid siden rakte @uglyduckbrew ud, og spurgte om jeg havde lyst til at smage på deres nye grisette La Frontera. Det havde jeg naturligvis, hvilket naturligvis medfører et lille skriv.
Grisette er i nær familie med saison, som jo er landarbejdernes øl, mens grisette er minearbejdernes og som regel er den også lidt svagere på alkohol. La Frontera holder 5.5%, hvilket vel egentlig er i den høje ende, når man skal en tur i minen. Det skal de fleste heldigvis ikke, så det går nok så fint alligevel.
Øllet står super flot i glasset og jeg er også ret vild med etiketten
Øllet er en fin gylden orange farve med et nogenlunde holdbart hvidt skum, der bliver liggende længe.
Aromaen er en blanding af klassisk farmhouse med krydrede noter fra gæren, strå, brød og så mere moderne humlearomaer af frugt og bær.
De klassiske ting gør sig også gældende i smagen, hvor sødlig malt får selskab af en let syre, hvid peber og citrus. Jeg over det hele er der en klar frugtig fornemmelse, som må stamme fra brugen af den franske humle Barbe Rouge, der netop skulle give citrus og røde bær og frugter.
La Frontera er et ret solidt bud på en rigtig terasseøl den kommende sommer, hvor jeg sagtens kunne se et glad af dem i min hånd, mens jeg overvåger grillen opmærksomt eller når plænen er slået.
Som man har kunnet se på Facebook, så har jeg købt lidt øl fra Rusland. Morten Mikkelsen, som sørgede for den praktiske del, ville gerne se mit ansigtsudtryk, når jeg drak Tomato Gose. Jeg kunne ikke få mig selv til at skuffe ham, så her er der en video af min umiddelbare reaktion.
Hvis man skulle være interesseret i min karakter på Untappd, så endte jeg på imponerende 0.25/5
For noget tid siden spurgte BrygBrygBryg om de måtte forære mig en kasse øl, hvilket jeg naturligvis sagde ja tak til. Det ville da være en skam, at takke nej til godt øl, for godt øl er hvad jeg forventer fra BrygBrygBryg. Derfor er dette indlæg vel en slags sponsoreret indhold på bloggen.
Da kassen ankom pakkede jeg den ud med min mobil tændt, hvilket gav ovenstående video.
Jeg aftalte med Mikkel fra bryggeriet, at de ikke ville fortælle mig noget om øllene, så der er jo en lille udfordring for smagløg og næse, når øllene skal drikkes. Den første jeg havde fat i var Dr. Chai, som jeg vist kun fik på Instagram.
Nu har jeg så haft fat på Karl Johan, der lige som de øvrige i kassen kommer med en meget flot etiket af malertape, der kun afslører navn og alkoholprocenten.
Udseende og procenterne afslører, at vi har fat i en imperial stout. Øllet er kulsort og nærmest tyktflydende i konsistens. Over det tykke bryg lægger et flot og tæt brunt skum sig hurtigt, men efter lidt tid supplerer det med en let grålig tone.
Aromaen har umiddelbart præg af urter og noget jordet over sig, inden sødlig mørk sukker, chokolade og lidt kaffe sætter ind. Det er til at starte med lidt spøjst, men det er faktisk ret tillokkende.
Når brygget rammer munden er det med en lidt olieret og ret fed mundfylde og med masser af sødme, som mørke sukkerarter og igen med noter af kakao og chokolade. Kaffen, som jeg fornemmede i aromaen, er kun til stede i kraft af en letristet bitterhed, som balancerer sødmen og den store mundfylde godt ud.
Alt det ovenstående kunne man sikkert finde i rigtig mange stouts, men det der skiller Karl Johan ud er en næsten kødagtig fornemmelse. Der er umami for alle pengene. Jeg går ud fra, at øllet enten er brygget med svampe eller er lagret med svampe, for de er umiskendeligt til stede i øllet. Det lyder måske besynderligt, men det virker altså rigtig godt. Det bliver på intet tidspunkt for meget, men giver noget helt særegent. Jeg kunne sagtens være kunde til den her, hvis den skulle findes i butikkerne, for det er en rigtig fin øl.
Spændende er det også om jeg har ramt rigtig. Har de mon tilsat Karl Johan i øllet, eller er fornemmelsen af svampe opnået på anden vis?
Jeg har købt lidt øl gennem indkøbsfællesskabet Kobaj og har haft en af dem i glasset. Det kunne jeg jo lige så godt lave lidt video af. Jeg har faktisk tidligere smagt på Black C, som kommer fra Liège og Brasserie C.
Carlsberg har sendt en ny pilsner på markedet. Den er ufiltreret og bl.a. brygget med olie fra Kaskade- humle. Jeg købte en dåse i Føtex og lavede en lille video af oplevelsen.
Jeg har brugt en mindre formue på de fire damer fra Penyllan og har haft Nina i glasset. Jeg tror faktisk ikke, at jeg helt fik udtrykt min begejstring nok, men jeg var faktisk ret begejstret. Jeg brugte åbenbart lidt længere tid end sædvanligt.
For et par dage siden fik jeg uventet besøg fra en tidligere kollega, der for nogle år siden valgte at stoppe som lærer og flytte på tværs af landet, for at drive Pension Sandbogaard i Allinge på Bornholm. Nu har de sat deres hus til salg, så jeg gætter på, at livet som værtspar er godt for dem, for de vil tilsyneladende ikke tilbage igen. Bornholm er jo også en dejlig ø, så det er måske ikke så uforståeligt.
Jeg modtog et fint udvalg af ni forskellige øl.
Som sagt, så kiggede hun, sammen med sin mand, forbi Casa Ousen, da hun havde forladt klippeøen med en smagekasse fra Small Batch Brewery Bornholm, som var tiltænkt mig. Jeg har tilsyneladende ikke tidligere havde smagt øl fra, så det bragte glæde i det lille hjem.
Jeg har valgt at dele øllet op i lidt forskellige grupper, som måske giver mening. I hvert fald vil jeg i dette indlæg kigge på de første fire øl, som også er dem, som jeg har fået smagt indtil videre. Det drejer sig om Pale Ale og de tre øl, som er en del af en single hop serie med navnet Dirty Dozen, så jeg er næppe helt igennem den serie. Det bliver selvsagt ikke verden længste anmeldelser, når der skal være plads til fire i et indlæg, men mon ikke det går an?
Vi er ude i en lys pale ale med et flot hvidt skum.
Øllet kom langvejs fra og havde stået i en varevogn, så det var behageligt afkølet, så jeg tog chancen og åbnede No. 1 Pale Ale, som er en lys orange øl med en fin karbonering og et godt solidt hvidt skum. Aromaen byder på citrus, harpiks, men også en sød frugtagtig note. Det er faktisk ret fint. I munden møder man først en sukkeragtig sødme, der går over i citrusfrugter og slutter med grapefrugt og harpiks. Det er en ret bitter øl, som sender tankerne hen på en old school west coast ipa, hvilket er fint nok, da vi i lang tid nærmest kun har kunnet få meget lidt bitre ipa’er og pale ales. Det er ret solidt og smager fint, men der vindes næppe priser for innovation og overraskelse.
I glasset er det en fin og let hazy øl, så der er uden tvivl kommet en smule humle i.
Anden øl på bloggen er den første af de tre Dirty Dozen, nemlig nummer 1, som skal showcase Citra. Desværre giver den ikke alverden fra sig i aromaen, men hvis jeg går ud fra, at bryggeriet giver en holdbarhed på et år, så er flasken også fra juli og dermed har aromaen nok været lidt skarpere, end den er nu. De aromaer jeg får, minder på mange måder om føromtalte Pale Ale og byder på grapefrugt, lidt hø og en fornemmelse af malt. Det billede går igen i smagen, hvor jeg savner noget af det tropiske, som Citra kan bidrage med og det hele slutter ret bittert. Det er egentlig ret solidt, men som showcase for en enkelt humle, så lykkes det ikke helt. Jeg ville gerne prøve en helt frisk flaske, for som den står nu, så bliver det en tand for bittert og for let i aromaen til helt at komme op at ringe.
En lille smule mørkere end Citra- udgaven, men også med et mere holdbart skum
Tredje øl, og anden single hop, er Nummer 8, som skal lære os noget om Nelson Sauvin og, i modsætning til Citra, så kan man faktisk klart fornemme humlens karakteristika i aromaen, som byder på hyldeblomst, sødme, krydderurter og en smule malt. Mundfølelse og smag er som den første i serien og byder derfor på malt, sødme, bitterhed, men igen skinner humlen klarere igennem med en bæragtig sødme, men også med bitterhed og en let krydret note. Den opleves noget mindre bitter, end Citra- udgaven og det klæder øllet godt, da jeg lettere oplever humlen, når den ikke gemmes bag bitterhed. Det er en solid øl, som ligger et sted omkring old school west coast ipa.
En flot næsten helt sort øl, men en smule lys kan lokkes til at skinne igennem.
Sidste øl i denne omgang er Dirty Dozen 5.1, som også stikker helt ud, og som måske derfor burde omtales i et andet indlæg, men nu er den drukket og oplevelsen er nogenlunde frisk i hukommelse. Den er, som nummer 5, brygget med Cascade, som jo klassisk giver grapefrugt i aroma og smag. I denne øl gør humlen bestemt gavn, men den bliver ikke klart udstillet, som i de andre øl, da man, som nummeret også antyder, er ude i et ekstranummer i form af en sort ipa/cascadian dark ale, som ellers er en lidt glemt stilart. Den byder på ristede noter og citrus i aromaen og det går igen i smagsbilledet, som tydeligt har ristet malt, sødme, en smule lakrids, en fin fylde og en del citrus med grapefrugt. Det er naturligvis bittert, da både sorte malte og humle kan give bitterhed, men der er fylde og sødme nok til at bære det. Jeg er faktisk ret begejstret for den her. Der er alt for få gode sorte ipa’er, men den her drikker jeg meget gerne igen, for den er altså ret lækker.
Ousen om øl 