Memory Lane: Scotch Silly

Anden besøg på Mindernes Allé er endnu en belgier. Jeg må have haft en belgisk periode, da jeg lærte at drikke ordentligt øl. Brasserie de Silly har brygget en øl inspireret af en stærk skotsk ale. Jeg fandt den, da jeg var en tur i Nordjylland og kiggede ind i den lokale vinhandler, der er identisk med hjemmesiden www.trappist.dk.

Som den sidste øl i serien, Gulden Draak, så er vi igen ude i en meget sødlig øl. Den holder 8%, så selv om vi er ude i en anden øltype, så bevæger vi os, styrkemæssigt, i omegnen af en dubbel.

I glasset er det en mørk brun øl med et tykt skum på toppen, der ikke bliver hængende voldsomt længe, men dog efterlader en fin film på toppen af øllet.

IMG_20181020_225343_899

Etiketten husker jeg med tern, så den signalerer Skotland, men den har tilsyneladende fået en overhaling. Øllet står flot brunt i glasset, selv om jeg har fået taget billedet uden farver. 

Aromaen giver, som man forventer i Belgien, men måske mindre i Skotland, en masse mørkt sukker, æbler og en note af noget læder eller træagtigt. Det er egentlig ganske behageligt.

Mundfylden er ret fed og, igen som forventet, ret sød med karamel, kandis og frugt, men også med en fornemmelse af noter af gær på en måde, som jeg egentlig ikke forbinder med skotske ales, men det klæder den nu helt fint i dette tilfælde. Det kammer ikke helt over i belgisk krydderbombe, men giver lige et lille pift. Den kunne måske godt trække lidt mere bitterhed, da malten og gæren står meget tydeligt og måske lidt enstrenget, hvis man virkelig skal være hård ved øllet.

Endnu en gang, så nød jeg turen tilbage i tiden, til engang hvor jeg ikke havde så bred an referenceramme, som jeg har i dag. Jeg husker den som en fremragende øl, dog synes jeg at erindre, at etiketten havde klantern, men jeg er faktisk ikke sikker. Holder den stadigvæk? Det synes jeg, at den gør, hvis man er til maltede, mørke og sødlige ales. Den har ikke helt så meget præg af gær, som en belgisk dubbel eller lignende, så hvis du er til den type øl, men gerne vil slippe for den meget markante gær, så kunne dette være et fint bud.

Memory Lane: Gulden Draak

Jeg har i et stykke tid haft lyst til at tage en lille tur ned af mindernes allé og smage på nogen af de øl, som jeg husker fra den tid, hvor jeg begyndte at drikke andet end pilsner og classic. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at kigge på dem en gang og se om de stadig kan noget.

Først på bloggen er Gulden Draak fra Brouwerij van Steenberge, som jeg har masser af gode minder omkring. Den blev introduceret til mig af min gode studiekammerat Jimmy, der opdagede den, et stykke tid før jeg gjorde. Jeg havde naturligvis drukket belgisk øl før Gulden Draak, men det var egentlig ikke noget, som jeg havde gjort det store i. Gulden Draak kunne dengang, i begyndelsen af dette årtusind, findes i specialforretninger, mens man i dag ret ofte kan finde den i Lidl, som ser ud til at have den på hylderne regelmæssigt, så vi er måske ude i et af de tilfælde, hvor man kan gøre en god handel, samtidig med, at man ikke er med til mindske øludvalget på den lange bane. Jeg slog i hvert fald til og købte fire 33 cl flasker Gulden Draak til 49,95. Det er i hvert fald halv pris, i forhold til de specialforretninger, som jeg har set den i for nylig.

20181019_165833

Jeg havde en forventning om, at Gulden Draak ville have et tyndt og flygtigt skum, men jeg havde på ingen måde ret

Vel hjemme fra indkøbsturen og med øllet let afkølet, så måtte det stå sin prøve. Det er en flot mørk rav- eller kastanjefarvet øl med en fin og let prikkende karbonering. Vi bevæger os i kategorien barley wine og den holder 10.5%.

Aromaen har masser af mørkt sukker, karamel, malt og en let vinøs fornemmelse og lidt læsning på bryggeriets hjemmeside afslører da også, at andenfermenteringen er med vingær. Det er egentlig ret lovende og ikke så tungt krydret, som nogle stærke belgiere har det med at være. I munden er det også en sød omgang med masser af sukker og karamel, der går over i rosiner og mørk frugt. Det er jo egentlig meget klassisk belgisk, men igen er den ikke så præget af phenoler og estere, som mange andre belgiere kan være. Den har tydeligevis også fået et skud humle, for den slutter egentlig ret bittert, uden at det dog helt balancerer sødmen ud. Eftersmagen bliver hængende netop i en bittersød fornemmelse, som i slutningen af flasken bliver lidt klistret, men ikke decideret træls.

Synes jeg så, at genbesøget ved Gulden Draak er en succes? Svaret må blive et både og, da jeg stadig synes den er en god øl. Det har tilsyneladende ikke ændret sig de seneste femten år, men den er altså ret sød. Måske også for sød. Bryggeriet foreslår da også, at man skal nyde den som apperitif, til dessert eller i stedet for whiskey i en Irish Coffee. Selv tror jeg, at den vil være en fremragende øl i madlavning, hvis man ønsker sødmen og fylden i f.eks. en sauce.

Mest af alt, så tror jeg dog bare, at den er rigtig velegnet til at sidde stille og roligt med over lang tid, for der er masser af velsmag i en Gulden Draak og den leverer glimrende value for money, så giv den et skud, hvis du ser den i dit supermarked eller hvis du finder den i en specialforretning.

Voodoo Brewery og Mikkeller Shop

Jeg har nogle gange bestilt øl fra Mikkellers webshop og hver gang har det været en rigtig fin oplevelse. Det går altid hurtigt og prisen for levering er rigtig fin. Denne gang fik jeg endda lidt rabat, ikke fordi jeg efterspurgte det eller fordi de havde nogen særlig grund til. Jeg havde lavet en lille fejl og fik ikke afgivet min bestilling ordentligt, men det blev løst og jeg sparede lidt penge. Det er sgu rigtig fin service.

20170922_165818.jpg

Udover de fem øl, så blev pakken leveret med et par klistermærker og en neopren- agtig kølekappe til falsker

Jeg så på Mikkellers side på Facebook, at de havde et bundle fra Voodoo Brewery, som er et amerikansk bryggeri fra Meadville, Pensylvania, selv om det altså er øl og ikke honningvin, de har kastet sig over. Jeg har ikke tidligere smagt meget øl fra Voodoo, ret præcist havde jeg smagt 10 cl fordelt på to øl til MBCC 2017 i Øksnehallen. Begge var kraftige stouts, som havde været en tur omkring bourbonfade og begge var rigtig fine.

Der var nu ingen stouts at spore i pakken fra Mikkeller, men derimod en række nogenlunde traditionelle stilarter, enkelte havde fået et lille skud op ad alkoholstigen, men ellers var der ikke de store vilde udskejelser.

Første øl i pakken, som jeg prøvede, var White Magick of the Sun, som er en belgisk wit på 7,3%, som ikke rigtig imponerede mig. Den var fin nok, men manglede noget friskhed.

Dernæst testede jeg Hoodoo. Det er en ret traditionel ipa, der er brygget med syv forskellige humler, der alle begynder med C, så masser af grapefrugt, citrus og harpiks. Den virkede måske ikke helt topfrisk, men egentlig fin nok.

20170923_213128.jpg

Billedet er ikke alt for godt, men Voodoo Love Child er en rigtig fin øl

Næste på blokken var Voodoo Love Child, der i udgangspunktet er en mere interessant øl, end de to foregående. Det er en belgisk tripel, bryggeriets egen Gran Met, der er lagret tre måneder på frugt, i form af surkirsebær, hindbær og passionsfrugt. Der er meget klare noter af frugt, særligt kirsebær og en tropisk note, som jeg tilskriver passionsfrugten. Hindbær trådte ikke rigtig klart frem for mig. Frugten har ikke hele overtaget og der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med en tripel. Gran Met var faktisk den sidste af øllene jeg drak, men den var faktisk rigtig fin. Det er en klassisk tripel. Lys, let sødlig, god mundfylde og med meget klare gærnoter. Den er rigtig godt skruet sammen og måske den bedste i pakken. Det er på en eller anden måde en ærlig øl, der ikke leget med stilarten, men i stedet hylder den og det gør den ret godt.

Voodoo brygger også en amerikansk brown ale, Winona’s big brown ale, der er brygget på Maris Otter og en række af mørkere malte, der giver masser af karamel og chokolade i smagen. Humlen byder ind med citrus og bitterged til at balancere sødmen. Øllet holder 7,3% alkohol, men det fornemmer man nu ikke, der mangler måske faktisk en lille smule fylde, for at øllet spiller 100%. Det er nu en ret fin brown ale, når nu det skal være. Det er ikke en stilart jeg ret ofte drikker. Det er sådan en slags øllets traktor, det er ofte solidt, kører stabilt, men ikke ret hurtigt eller interessant. Sangen som navnet er inspireret af, synes jeg til gengæld holder hele vejen.

20170929_174043

Killapilz var en ret perfekt partner til et par tyske pølser med kraut, kartoffel, bretzel og sennep

Det efterlader os med kun en øl tilbage, nemlig Killapilz, som vel er noget i retning af en imperial kellerbier eller måske bare slet og ret en velhumlet guldøl på 7,5%. Ifølge Voodoo, så er det en blanding af tysk, tjekkisk og polsk pilsner tilsat otte forskellige europæiske humler. Der er brugt pilsnermalt og wienermalt, så vi har at gøre med en øl, der har en relativt spinkel krop, men alligevel fornemmer man brødagtig malt i smagen, som fra humlen for græs, hø, lidt citrus og en fornemmelse af lidt krydderurter. Den starter let sødlig, men fremstår alligevel ret sprød og fin. Jeg var ret begejstret for den i den sammenhæng, som jeg indtog den i.

Alt i alt er jeg måske ikke helt faldet på halen over Voodoo Brewery. Det er alt sammen meget solidt og velbrygget. Det var vel ret beset kun wit’en, der egentlig skuffede med sin udtalte sødme og manglende friskhed. Jeg var samtidig ret tilfreds med de to tripeler og med kellerbieren, så det var sådan lidt både og. Jeg synes helt bestemt, at der er valuta for pengene i Mikkellers tilbud og synes sagtens man kan smide sine penge den vej, hvis man er til godt øl, uden alt for mange store armbevægelser, for det er altså ret velbrygget.

En aften i Guds hus

De der følger min side på Facebook ved det naturligvis allerede, men I andre skal naturligvis ikke snydes for et par ord omkring lørdagens ølsmagning.

Danske Ølentusiaster i Fredericia har fået en knopskydning, der kalder sig Skyggekabinettet, eller Skygge Kabinettet, som de fejlagtigt insisterer på. Det er en lille gruppe af ildsjæle, der alle enten har siddet i bestyrelsen og/eller har været med i udvalget, der arrangerer Øllets Dag.

Alteret i kirkerummet, hvor vi startede med en lille Rochefort med portvin. En blanding man måske vil kunne finde på mit julebord, når desserten skal indtages.

Alteret i kirkerummet, hvor vi startede med en lille Rochefort med portvin. En blanding man måske vil kunne finde på mit julebord, når desserten skal indtages.

I lørdags inviterede de os en lille tur nærmere Gud, da de havde sat ca. 30 mænd og kvinder stævne i Skt. Knuds Kirke i Fredericia. Kirken er byens katolske kirke og jeg har ikke tidligere været i kirken. Vi lagde ud i kirkerummet, hvor der blev serveret en ganske lækker blanding af Rochefort 10 og portvin, inden undertegnede slog det tidligere bestyrelsesmedlem Peter Mygind Leth til ridder af vores lille orden, eller egentlig blev han æresmedlem i lokalafdelingen for god og tro tjeneste i ordenen.

Aftenens hårde program

Aftenens hårde program

Efter denne lille seance rykkede selskabet andægtigt op på kirkens loft, hvor vi under kyndig vejledning af en gæv ølbroder i form af Henrik Feldhaus fra YNWA Beershop, skulle igennem en række klosterøl fra Europa.

Broder Henrik bærer de hellige dråber fra Westvleteren og Sct. Bernardus

Broder Henrik bærer de hellige dråber fra Westvleteren og Sct. Bernardus ind

Vi kom i løbet af smagningen vidt omkring og selv om meget af øllet naturligvis var kendt i forvejen, så var det en rigtig god og hyggelig smagning, da rammerne i kirken var helt fantastiske og stemningsfulde, selv om det var både mørkt og koldt.

Der var indtil flere højdepunkter i løbet af aftenen og man kan som sædvanligt se min bedømmelser på Untappd, men det er da naturligvis værd, at nævne et par stykker. Jeg havde ikke tidligere smagt Kasteel Rouge, som er en belgisk strong ale tilsat kirsebærlikør. Den delte vandene, men jeg fandt den altså rigtig god med en lille fin syrlighed og marcipan i smagen.

Kasteel Rouge med kirsebærlikør

Kasteel Rouge med kirsebærlikør

Det er naturligvis altid værd at nævne Westvleteren abt. 12, som i lørdags var sat op imod Sct. Bernardus 12, der jo efter sigende skulle være brygget på den samme opskrift, men med forskellige gærstammer. I mine øjne er Westvleteren den bedste øl, men til prisen kan man nok “nøjes” med Bernardus.

Alle deltagere var vist ret enige om, at det var en smagning, der udmærkede sig ved de fantastiske omgivelser, så tak til Joachim fra Skt. Knud for at gøre det muligt og tak til Skyggekabinettet og Broder Henrik, for at arrangere.

Belgisk øl i Kolding

Som jeg vist har nævnt en gang eller to, så var jeg i lørdags til en belgisk smagning arrangeret af ølbutikken YYNWABeershop i Kolding, som drives af Henrik Feldthaus, der bl.a. er kendt fra Liva i Kolding, Kolding Bryglaug og Danske Ølentusiaster. I butikken finder man også Rene Christoffersen, det også er med i Kolding Bryglaug.

De to herrer bød på atten smagsprøver, delt op i ni stilarter, hvor vi skulle smage udgave brygget i Belgien og en brygget andetsteds.

Da offentlig transport var påkrævet tog jeg en kort tortur med DSB og ankom til butikken i god tid, hvor René var så venlig, at byde på en ganske fin Straffe Hendrik Quadruppel. Så var der lidt, at slå ventetiden ihjel med.

Smagningen skulle finde sted i festlokalet i den bygning, hvor butikken ligger, så der travede vi over.

image

Dagens frygtindgydende program

Undervejs i smagningen blev der budt på chips, flutes, sennep med trappistøl, samt ost fra trappisterne.

Selve øllene holdt et ganske pænt niveau, men der er da god grund til, at fremhæve nogle stykker.

De to saison’er bare rigtig fine udgaver, men den twistede udgave fra Amager og Prairie står lige en anelse skarpere end den fra Fantome. Den indeholder bl.a. Simcoe- humle, som er en af mine favorithumler. Desuden er den lavet brettanomyces.

image

Tulsa Twister

Carlsens IPA står også skarpt, men desværre ikke for noget godt. Det er anden gang jeg får øllen og jeg er sikker på, at der er noget galt med brygget, da vege flasker opførte sig ens. Det er voldsomt glad for, at forlade flasken i høj fart og øllet har en bismag af smør. Ved mit bord valgte de fleste, at kassere smagsprøven. Jeg har desværre hørt, at Midtfyns er klar over det og derfor sælger den til nedsat pris i deres dørsalg, men det er i hvert fald ikke nået ud til forhandlerne, hvis det er sandt.

image

Fejlbryg?

Jeg holder rigtig meget af surt øl og derfor var det rigtig rart, at smage på en jeg ikke tidligere er stødt på, nemlig La Luna Rossa fra italienske Del Ducato. Den bød på en dejlig syrlighed, men var lige en tand efter Rodenbach Grand Cru, som den vist oppe imod.

image

Dejlig sur øl fra Italien

Det var måske lidt tarveligt, at man havde sat Kongebryg op imod Rochefort 8, da den er blevet en klassiker en grund. Den er ganske simpelt hen fremragende og den franske Page 24 var en fin øl, men kom totalt til kort over for Maredsous i trioen- kategorien.

image

Belgisk verdensklasse

Efter smagningen ville jeg med min gode ven Tex på den legendariske pub YNWA i Kolding, men pga af et privat arrangement, var der kun åben i deres nye afdeling ved siden af, hvor udvalget var meget sparsomt og også lyst kedeligt, så vi tog hjem til Fredericia og Den Engelske, hvor der blev plads til et par fine øl, inden den friske og våde aften havde godt af mig.

Alt i alt var det en rigtig fremragende dag og aften.