Kvickly i Middelfart har i et stykke tid haft en ganske fin ølafdeling og i går var hele familien en tur over bæltet for at handle. Der kom selvfølgelig lidt øl i vognen og jeg synes, at det ville være på sin plads med en lille omtale af det købte øl.

Første øl på programmet er fra spanske Mateo & Bernabé, som jeg tidligere har smagt en gang. Det var så vidt jeg husker en saison med vilde krydderurter eller sådan noget. Den var vist ok, men ikke noget særligt. Denne gang blev øllet valgt ud fra etiketten, hvilket måske ikke er den bedste baggrund for udvælgelse af øl, men der var en krabbe på etiketten og krabber er et spøjst dyr. Desuden smager de jo godt.

Øllet er en pale ale på 5% med en orange farve og en voldsom karbonering. Jeg skænkede meget forsigtigt, men jeg kunne ikke holde skummet i ave og præsentere en velskænket øl. Der var stort set intet at komme efter i form af aroma eller smag af humle, mens der er karamel fra malten. Måske den har lidt hyldedøden. Køkkenvasken drak den sidste halvdel.

Det pæneste der kan siges om det er, at der er en krabbe på etiketten.

Spansk pale ale med en smule skum

Heldigvis havde jeg sat en reserve på køl og den hentede jeg frem. Jeg har fine minder om Midtfyns Bryghus IPA, men har ikke fået en i meget lang tid, så forventningerne var, at jeg ville få en fint humlet klassisk IPA med citrus og grape fra Cascade og Centennial. Det fik jeg til dels også.

Jeg har det egentlig lidt blandet med Midtfyn, da de har lavet flere øl jeg virkelig godt kan lide. Deres imperial stout, barley Wine og double IPA er rigtig fine øl, som jeg gerne drikker. De brygger dog også flere øl, som jeg bryder mig meget lidt om. En decideret gimmickøl, som Chili Klaus skulle f.eks. have været kvalt ved fødslen.

IPA’en har dog langt større problemer end ligegyldige Youtube- kendisser og gimmick. Hvis den spanske øl var overkarboneret, så er Midtfyns IPA voldsomt overkarboneret. Hvor den spanske var svær at skænke pænt, så fortsatte skummet med at arbejde sig større og større efter endt skænkning, indtil det stod som en lille hvid smølfehat og jeg valgte at tage slurk, så det ikke ville løbe ned af siden på glasset.

Selve øllet havde en aroma af græs, lidt tropisk frugt og grape, mens skummet som sagt var voldsomt og knitrende, som opvaskeskum. I munden var øllet prikkende og sødligt med en note af karamel, inden det slutter let bittert og med en smag af grapefrugt. En kedelig og meget lidt aromatisk pg bitter IPA. Heller ikke denne øl blev drukket ud.

Jeg var ret skuffet, men burde måske have set det komme, da det desværre ikke er første gang, at Midtfyns har problemer med deres lyse øl. Da jeg prøvede Carlsens IPA på flaske oplevede jeg en decideret ølgeyser, da jeg åbnede den. Jeg tror højest, at der var 10 cl tilbage i flasken og Midtfyns Nr 1 led også af stærk karbonering, som tog noget af oplevelsen. Jeg ved ikke hvad der er sket på Midtfyn, men jeg synes standarden er faldet markant.

En decideret levende øl, selv om det vist ikke er meningen

Jeg kunne ikke gå så nedtrykt i seng, så jeg lagde op til, at det skulle blive værre og åbnede derfor en Raasted Bryghus 7: Milk Stout. Selve brandet har været misbrugt på det skammeligste i flere år og Martin Jensen må have haft svært ved at overvære voldtægten af mærket, der i den grad er blevet trukket ned efter ejerskiftet. Det tidligere så glimrende bryghus har måttet lægge navn til sørgelige øl fra fra konkursramte østjyske bryghuse og forskellige discountøl, men nu skal det åbenbart være anderledes.

Kvickly har fået en nummeret serie fra Raasted, hvor brygmester Jesper Petersen har sat sin signatur på den meget enkle etiket. Jeg har købt nummer 7 og 8, som er henholdsvis en milk stout og en kokos porter. Det burde vel rettelig være en kokosporter, men man kan jo ikke få det hele.

7’eren er en flot kulsort øl med et vedholdende tæt og lysebrunt skum og har en mørkristet, men også sød aroma fra den mørke malt, der giver noter af lakrids, kakao og lidt karamel. Nærmest som en slags kakaomælk.

Smagen er ristet med noter af kaffe og lakrids over en ikke alt for kraftig krop, inden laktosen sætter ind med en fint balanceret sødme. Det er ikke en voldsomt kompleks øl, men en fin og letdrikkelig stout, der er godt balanceret. En fin øl til prisen.

Ganske fin sweet/milk stout

En lidt blandet aften, hvor de to første øl var ganske skuffende, mens den sidste overraskede til den anden side.