Kommentar til Endelig Fredag i Jysk Fynske Medier

Jeg er så gammeldags, at jeg holder min lokale avis, Fredericia Dagblad, i trykt format. Den er en del af Jysk Fynske Medier, og derfor deler den tillæg med alle de andre aviser i koncernen. Jeg har tidligere været efter koncernen, der efter sammenlægningen af de mange medier, formåede at have tre redaktører med vin som ansvarsområde, mens de desværre ikke havde en ansvarlig for øl som stofområde. Det kan jeg konstatere, at de stadig ikke har. Eller de har i hvert fald ikke nogen, der gider at tage øllet alvorligt.

20180306_084753.jpg

Overskriften er vel ret beset det bedste ved artiklen, selv om man da godt kunne diskutere om øllet behøver at være koldt

Om fredagen er der et par sider, de kalder Endelig Fredag og det kunne man få en masse ud af, hvis man ville det. Forrige fredag handlede det, så vidt jeg husker, om hjemmelavede tapas, hvor man jo fint kunne have smidt en ølanbefaling med, men det gjorde man nu ikke. I fredags handlede indslaget om øl og ost. Jeg fik kun lige skimmet tillægget og tænkte ikke lige så meget mere over det, indtil jeg blev spurgt om jeg havde set artiklen og om jeg havde en holdning til den, og efter en lidt mere grundig læsning, så har jeg bestemt en holdning. De tre delartikler ligger også online, men er ikke helt så overskuelige, som den trykte udgave, men læs evt lige artiklerne, inden du læser videre. De findes her.

Det første jeg lægger mærke til, når der skal vælges øl er, at pris tilsyneladende er et springende punkt for journalisten. Det ser ud til, at i hvert fald to ud af de tre øl er valgt fra tilbudshylderne i Super Brugsen. Albani Mosaic IPA er næsten altid på tilbud og lige omkring udgivelsesdatoen var også Leffe Brune på tilbud. Den sidste er Chili Tripel fra Midtfyns. Karakterene er tilsyneladende også givet efter øllets pris.

Øllen fra Albani får fem stjerner smidt efter sig. Det er, i mine øjne, fuldstændig til grin. Der findes så mange ipa’er på markedet og den fra Albani er på ingen måde i nærheden af toppen. Heller ikke, når man tilsyneladende ikke må give penge for øl. Den er pengene værd, når man er så heldig at finde en nogenlunde frisk dåse, da den ellers hurtigt udvikler en meget metallisk bismag, ligesom aromaen ikke er det store sus. Det kan altså også blive for billigt, hvis man vil sidde med en nydeøl til lækker mad eller bare for sig selv.

Chili Tripel fra Midtfyn får fire stjerner, men hvis man ikke skulle være bekymret for pris, kan man smide en ekstra på. Det er jo decideret useriøst. Enten er den fem stjerner værd, eller også er den ikke. Jeg skal være helt ærlig. Jeg synes, at Chili Tripel er en pivringe øl, som er maskeret af chili. Den har intet med en tripel at gøre, hvilket gør navnet misvisende. Hvis jeg skal give den lidt kredit, så er den væsentligt bedre, end de gimmickøl, som Midtfyns har udgivet med reality- kendissen Chili Klaus. Den kan måske endda give lidt modspil til nogle oste, hvis man er til chili. Jeg har intet imod chili, et af mine mest læste blogindlæg er om chili con carne.

Den sidste øl er Leffe Brune, som er en billigt produceret øl, der indeholder store mængder brygsukker, hvilket ikke er atypisk for stilen. Journalisten synes at smage muscovado, men jeg mistænker at der er glukose og en smule kandis. Belgiske øltyper kan man jo gøre meget med, hvis man har styr på gæringen, da man her får meget forærende. En mørk belgier er egentlig et rigtig fint valg til en del oste, men man forsømmer helt at inspirere sine læsere. I stedet falder journalisten for fristelsen til at sende sine læsere ned over grænsen efter billigt øl. Så kan de jo lige samtidig få fyldt bilen med Slots Classic.

De tre ølvalg svarer til, at man siger til folk. Det er ligemeget om du tager Liebfraumilch, Piesporter eller den med tyren, så har du valgt vin til osten. I den trykte udgave af artiklen er der også en anbefaling af vin, som dog vist ikke er til ostene. Også her er prisen vigtig i forhold til antallet stjerner, men det lader til, at man er villig til at smide en noget højere pris. Jysk Fynske Medier er ikke kommet forbi opfattelsen af, at vin er meget finere end øl.

Jeg har ikke testet om journalistens anbefalinger af sammensætning af øl og ost passer, men jeg vil godt give mit bud på hvordan man kunne lave et match. Beskrivelsen af ostene findes her. Hvis jeg selv har været i tvivl om hvordan osten skal matches, så har jeg kigget i min faste øl og ost- følgesvend Cheese & Beer af Janet Fletcher.

Til den første ost fra Thise ville det faktisk ikke være et helt dumt valg med en ikke for bitter ipa eller pale ale, da frugtigheden ville spille fint sammen med osten. Pale ale spiller sammen med en del af de lidt hårde oste, som f.eks. Manchego og Cheddar. Hvis jeg skulle handle i et supermarked, så ville jeg måske gå efter den klassiske Sierra Nevada Pale Ale eller en af varianterne fra Lagunitas, men der er så mange muligheder, hvis man er villig til, at øl ikke nødvendigvis skal være et coinoffer. Et andet bud kunne være en bock eller dobbelbock.

Den anden ost Tomme de Savoie er også en lys relativt fast ost, men den har en syrlig karakter, der kræver lidt modspil. Det kunne være fra en belgisk pale ale eller måske en saison, der har bitterhed og ofte krydrede noter. En øl som vil være, noget nær, optimal er Orval, der ovenikøbet kan findes fast i min lokale Super Brugsen. Den er lys, frisk, bitter, men har også en staldagtig note fra gæren Brettanomyces. Orval vil kunne give modspil til flere oste på samme måde, som en god hvidvin vil kunne det.

Den tredje ost er en gedeost fra Tebstrup, som godt kunne matches af Orval eller f.eks. Duvel, men man kunne også hoppe i en helt anden retning og tage en dubbel fra f.eks. Westamalle eller Chimay og hvis man absolut vil det, så kunne Leffe Brune nok også klare det. Skulle man prøve noget helt frækt, så kunne man måske prøve med en syrlig kriek eller en lys bock.

De to sidste oste, Kulsort fra Arla Unika og Papilion, er begge blåskimmeloste i forskellig styrke i forhold til karakter. Kulsort er lettere end den franske og kræver ikke så tungt et modspil. Man kunne prøve med en tripel eller en måske en imperial ipa, uden for meget bitterhed. Alkoholstyrken i en tripel, som f.eks. en Karmeliet, ville give osten noget modspil, men vil ikke tage over.

Til den tungere Papilion kan man gøre forskellige ting med øl. Man kunne vælge en tung mørk quadrupel, som Rochefort 10 eller man kunne gå all in og vælge en stout, der giver en masse karakter, men som spiller overraskende godt med blåskimmel. Kraftig ost kræver kraftigt modspil.

Det tog mig ikke lang tid at finde ostene fra artiklen og heller ikke lang tid, at overveje hvordan det skulle sættes sammen med øl. Det kræver naturligvis en smule, men det kan i den grad betale sig for smagoplevelsen, at turde tænke lidt længere end kun pris.

Jeg er skuffet over den indsats og det fokus, som er øllet tildelt i Jysk Fynske Medier.

Årets Ølnyhed

Så er det igen blevet den tid på året, hvor medlemmerne af Danske Ølentusiaster skal kåre årets nyheder på den danske ølscene og det plejer gerne at medføre noget debat, hvor bloggere, ratebeerians m.fl. som regel er ude med riven i forhold til de ti kandidater, der ender i finalen. Der har ikke været nogen særlig debat i år, men mon ikke der kommer noget, når vi kender finalisterne? 

Afstemningen kører i første omgang måneden ud, hvorefter man finder fem finalister i hver af de to kategorier. En øl under 6% og en over. Jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor man har valgt at dele på den måde, men det er nok heller ikke så relevant. Jeg synes, igen i år, at der er uoverskueligt mange kandidater og jeg har af gode grunde på ingen måde smagt dem alle, men jeg har naturligvis afgivet mine stemmer.

Ikke overraskende, hvis man følger bloggen, så faldt valget i den stærkeste kategori på Amager Bryghus Batch 1000, som vel er den bedste danskproducerede IPA til dato. Jeg har skrevet om den flere gange og kårede den også som vinder i årskavalkaden i december. Hvis ikke den når til finalen, så er der noget galt med afstemningen eller medlemmerne af DØE.

image

Jeg var aldrig i tvivl om mit valg i den stærke kategori

I den lette kategori faldt mit valg på Alefarm Brewing Favorite Pastime, som er en glimrende og rigtig letdrikkelig hvede pale ale, der er i rigtig flot balance. En rigtig sommerøl, der måske ikke vinder innovationspriser, men som bare er fantastisk god. Den tror jeg til gengæld ikke på kommer i finalen. Den har næppe været bredt nok ude og har måske heller ikke fået nok omtale. Det er synd, men jeg har store forventninger til Andreas og Alefarm i 2016. Jeg tror det bliver stort.

image

Det var desværre det bedre bedste billede Jeg kunne finde, men øllen er fremragende

Sidste år bar der noget debat om forudsigeligheden i finalisterne på DØE Århus’ side på Facebook og imellem lokalformand i Ålborg Gert Svanborg og undertegnede, så gættede vi alle finalisterne. Jeg er ikke sikker på, at det er helt så let i år, men jeg giver den gerne et skud. 

Jeg forventer, at se en del fynsk øl, som vi plejer med Willemoes Jul i spidsen. Den plejer at være sikker. Derudover har Vestfyn flere skud i bøssen, som jeg forventer at se i finalen, da man har indledt et samarbejde med mediegøgleren Jim Lyngvild, der fik lov til at holde tale til Ølfestival 2015, samt har haft en forside på bladet. De tre, fra det faste sortiment, med korkprop er slet ikke så ringe og mindst en af dem ender i finalen.

Midtfyns er som regel også fast inventar i finalen og i år har de jo fine muligheder i kategorien for mediepersonligheder og gimmickøl. Der er kommet en ny Chilli Klaus- øl og intet mindre end to øl, der bærer Claus Holms silhuet.
Jørgen Fogh Rasmussen plejer også at have mindst en kandidat og i år kunne det godt blive Charlies Cool Porter. Den kom ud lige omkring Øllets Dag og var med på flere af stederne rundt i landet. Han har dog også lavet en Chili Lakrids Stout og den slags plejer at klare sig godt.

Et frisk bud kunne også være, at Royal Unibrews nye serier Lottrup og Schiøtz byder ind med en finalist, da de er ude i hele landet, er relativt billige og den ene serie er tilsat frugt og krydderier. Det kunne mange sikkert godt falde for.

Ugly Duck plejer også at være godt med, men i år har jeg lidt sværtede at pege på, hvilken af deres øl, der evt skulle i finalen. Bedst chance har måske Golden Eye eller Double Retro, der begge er rigtig fine øl, men det burde være Nothing but trouble- serien, der kommer med. Det er simpelt hen fremragende øl. 

image

Nothing but trouble er testet og godkendt til Xbox.

I samme åndedrag kunne man nævne Ghost Brewing Beast BA- serien, der ligeledes er fremragende stout i forskellige fadlagrede udgaver. De fleste, hvis jeg husker ret, på fade fra Stauning, der også lagde træ til Limfjordsporter i en fadlagret udgave, der bestemt også var en oplevelse, men som næppe kommer i finalen. Der kunne lakridsudgaven til gengæld godt være kandidat, da den var ude i Netto og til en pris, der nok ikke skræmmer mange væk.

Der er sikkert mange, der forventer andre kandidater og der kunne sikkert sagtens findes kandidater fra Munkebo, Humleland, Kongebryg, Ølsnedkeren og mange andre, mens jeg anser det for usansynligt, at vi kommer til at se To Øl, Mikkeller, Evil Twin, Dry and Bitter og mange fra der segment. De udgiver for mange øl, de er relativt dyre og skal findes i specialforretninger.

Giv endelig jeres bud på finalisterne. Det kunne være sjovt.

Øl fra Kvickly 1

Kvickly i Middelfart har i et stykke tid haft en ganske fin ølafdeling og i går var hele familien en tur over bæltet for at handle. Der kom selvfølgelig lidt øl i vognen og jeg synes, at det ville være på sin plads med en lille omtale af det købte øl.

Første øl på programmet er fra spanske Mateo & Bernabé, som jeg tidligere har smagt en gang. Det var så vidt jeg husker en saison med vilde krydderurter eller sådan noget. Den var vist ok, men ikke noget særligt. Denne gang blev øllet valgt ud fra etiketten, hvilket måske ikke er den bedste baggrund for udvælgelse af øl, men der var en krabbe på etiketten og krabber er et spøjst dyr. Desuden smager de jo godt.

Øllet er en pale ale på 5% med en orange farve og en voldsom karbonering. Jeg skænkede meget forsigtigt, men jeg kunne ikke holde skummet i ave og præsentere en velskænket øl. Der var stort set intet at komme efter i form af aroma eller smag af humle, mens der er karamel fra malten. Måske den har lidt hyldedøden. Køkkenvasken drak den sidste halvdel.

Det pæneste der kan siges om det er, at der er en krabbe på etiketten.

image

Spansk pale ale med en smule skum

Heldigvis havde jeg sat en reserve på køl og den hentede jeg frem. Jeg har fine minder om Midtfyns Bryghus IPA, men har ikke fået en i meget lang tid, så forventningerne var, at jeg ville få en fint humlet klassisk IPA med citrus og grape fra Cascade og Centennial. Det fik jeg til dels også.

Jeg har det egentlig lidt blandet med Midtfyn, da de har lavet flere øl jeg virkelig godt kan lide. Deres imperial stout, barley Wine og double IPA er rigtig fine øl, som jeg gerne drikker. De brygger dog også flere øl, som jeg bryder mig meget lidt om. En decideret gimmickøl, som Chili Klaus skulle f.eks. have været kvalt ved fødslen.

IPA’en har dog langt større problemer end ligegyldige Youtube- kendisser og gimmick. Hvis den spanske øl var overkarboneret, så er Midtfyns IPA voldsomt overkarboneret. Hvor den spanske var svær at skænke pænt, så fortsatte skummet med at arbejde sig større og større efter endt skænkning, indtil det stod som en lille hvid smølfehat og jeg valgte at tage slurk, så det ikke ville løbe ned af siden på glasset.

Selve øllet havde en aroma af græs, lidt tropisk frugt og grape, mens skummet som sagt var voldsomt og knitrende, som opvaskeskum. I munden var øllet prikkende og sødligt med en note af karamel, inden det slutter let bittert og med en smag af grapefrugt. En kedelig og meget lidt aromatisk pg bitter IPA. Heller ikke denne øl blev drukket ud.

Jeg var ret skuffet, men burde måske have set det komme, da det desværre ikke er første gang, at Midtfyns har problemer med deres lyse øl. Da jeg prøvede Carlsens IPA på flaske oplevede jeg en decideret ølgeyser, da jeg åbnede den. Jeg tror højest, at der var 10 cl tilbage i flasken og Midtfyns Nr 1 led også af stærk karbonering, som tog noget af oplevelsen. Jeg ved ikke hvad der er sket på Midtfyn, men jeg synes standarden er faldet markant.

image

En decideret levende øl, selv om det vist ikke er meningen

Jeg kunne ikke gå så nedtrykt i seng, så jeg lagde op til, at det skulle blive værre og åbnede derfor en Raasted Bryghus 7: Milk Stout. Selve brandet har været misbrugt på det skammeligste i flere år og Martin Jensen må have haft svært ved at overvære voldtægten af mærket, der i den grad er blevet trukket ned efter ejerskiftet. Det tidligere så glimrende bryghus har måttet lægge navn til sørgelige øl fra fra konkursramte østjyske bryghuse og forskellige discountøl, men nu skal det åbenbart være anderledes.

Kvickly har fået en nummeret serie fra Raasted, hvor brygmester Jesper Petersen har sat sin signatur på den meget enkle etiket. Jeg har købt nummer 7 og 8, som er henholdsvis en milk stout og en kokos porter. Det burde vel rettelig være en kokosporter, men man kan jo ikke få det hele.

7’eren er en flot kulsort øl med et vedholdende tæt og lysebrunt skum og har en mørkristet, men også sød aroma fra den mørke malt, der giver noter af lakrids, kakao og lidt karamel. Nærmest som en slags kakaomælk.

Smagen er ristet med noter af kaffe og lakrids over en ikke alt for kraftig krop, inden laktosen sætter ind med en fint balanceret sødme. Det er ikke en voldsomt kompleks øl, men en fin og letdrikkelig stout, der er godt balanceret. En fin øl til prisen.

image

Ganske fin sweet/milk stout

En lidt blandet aften, hvor de to første øl var ganske skuffende, mens den sidste overraskede til den anden side.