Tag Archives: IPA

Kommentar til Endelig Fredag i Jysk Fynske Medier

Posted on by Standard 1

Jeg er så gammeldags, at jeg holder min lokale avis, Fredericia Dagblad, i trykt format. Den er en del af Jysk Fynske Medier, og derfor deler den tillæg med alle de andre aviser i koncernen. Jeg har tidligere været efter koncernen, der efter sammenlægningen af de mange medier, formåede at have tre redaktører med vin som ansvarsområde, mens de desværre ikke havde en ansvarlig for øl som stofområde. Det kan jeg konstatere, at de stadig ikke har. Eller de har i hvert fald ikke nogen, der gider at tage øllet alvorligt.

20180306_084753.jpg

Overskriften er vel ret beset det bedste ved artiklen, selv om man da godt kunne diskutere om øllet behøver at være koldt

Om fredagen er der et par sider, de kalder Endelig Fredag og det kunne man få en masse ud af, hvis man ville det. Forrige fredag handlede det, så vidt jeg husker, om hjemmelavede tapas, hvor man jo fint kunne have smidt en ølanbefaling med, men det gjorde man nu ikke. I fredags handlede indslaget om øl og ost. Jeg fik kun lige skimmet tillægget og tænkte ikke lige så meget mere over det, indtil jeg blev spurgt om jeg havde set artiklen og om jeg havde en holdning til den, og efter en lidt mere grundig læsning, så har jeg bestemt en holdning. De tre delartikler ligger også online, men er ikke helt så overskuelige, som den trykte udgave, men læs evt lige artiklerne, inden du læser videre. De findes her.

Det første jeg lægger mærke til, når der skal vælges øl er, at pris tilsyneladende er et springende punkt for journalisten. Det ser ud til, at i hvert fald to ud af de tre øl er valgt fra tilbudshylderne i Super Brugsen. Albani Mosaic IPA er næsten altid på tilbud og lige omkring udgivelsesdatoen var også Leffe Brune på tilbud. Den sidste er Chili Tripel fra Midtfyns. Karakterene er tilsyneladende også givet efter øllets pris.

Øllen fra Albani får fem stjerner smidt efter sig. Det er, i mine øjne, fuldstændig til grin. Der findes så mange ipa’er på markedet og den fra Albani er på ingen måde i nærheden af toppen. Heller ikke, når man tilsyneladende ikke må give penge for øl. Den er pengene værd, når man er så heldig at finde en nogenlunde frisk dåse, da den ellers hurtigt udvikler en meget metallisk bismag, ligesom aromaen ikke er det store sus. Det kan altså også blive for billigt, hvis man vil sidde med en nydeøl til lækker mad eller bare for sig selv.

Chili Tripel fra Midtfyn får fire stjerner, men hvis man ikke skulle være bekymret for pris, kan man smide en ekstra på. Det er jo decideret useriøst. Enten er den fem stjerner værd, eller også er den ikke. Jeg skal være helt ærlig. Jeg synes, at Chili Tripel er en pivringe øl, som er maskeret af chili. Den har intet med en tripel at gøre, hvilket gør navnet misvisende. Hvis jeg skal give den lidt kredit, så er den væsentligt bedre, end de gimmickøl, som Midtfyns har udgivet med reality- kendissen Chili Klaus. Den kan måske endda give lidt modspil til nogle oste, hvis man er til chili. Jeg har intet imod chili, et af mine mest læste blogindlæg er om chili con carne.

Den sidste øl er Leffe Brune, som er en billigt produceret øl, der indeholder store mængder brygsukker, hvilket ikke er atypisk for stilen. Journalisten synes at smage muscovado, men jeg mistænker at der er glukose og en smule kandis. Belgiske øltyper kan man jo gøre meget med, hvis man har styr på gæringen, da man her får meget forærende. En mørk belgier er egentlig et rigtig fint valg til en del oste, men man forsømmer helt at inspirere sine læsere. I stedet falder journalisten for fristelsen til at sende sine læsere ned over grænsen efter billigt øl. Så kan de jo lige samtidig få fyldt bilen med Slots Classic.

De tre ølvalg svarer til, at man siger til folk. Det er ligemeget om du tager Liebfraumilch, Piesporter eller den med tyren, så har du valgt vin til osten. I den trykte udgave af artiklen er der også en anbefaling af vin, som dog vist ikke er til ostene. Også her er prisen vigtig i forhold til antallet stjerner, men det lader til, at man er villig til at smide en noget højere pris. Jysk Fynske Medier er ikke kommet forbi opfattelsen af, at vin er meget finere end øl.

Jeg har ikke testet om journalistens anbefalinger af sammensætning af øl og ost passer, men jeg vil godt give mit bud på hvordan man kunne lave et match. Beskrivelsen af ostene findes her. Hvis jeg selv har været i tvivl om hvordan osten skal matches, så har jeg kigget i min faste øl og ost- følgesvend Cheese & Beer af Janet Fletcher.

Til den første ost fra Thise ville det faktisk ikke være et helt dumt valg med en ikke for bitter ipa eller pale ale, da frugtigheden ville spille fint sammen med osten. Pale ale spiller sammen med en del af de lidt hårde oste, som f.eks. Manchego og Cheddar. Hvis jeg skulle handle i et supermarked, så ville jeg måske gå efter den klassiske Sierra Nevada Pale Ale eller en af varianterne fra Lagunitas, men der er så mange muligheder, hvis man er villig til, at øl ikke nødvendigvis skal være et coinoffer. Et andet bud kunne være en bock eller dobbelbock.

Den anden ost Tomme de Savoie er også en lys relativt fast ost, men den har en syrlig karakter, der kræver lidt modspil. Det kunne være fra en belgisk pale ale eller måske en saison, der har bitterhed og ofte krydrede noter. En øl som vil være, noget nær, optimal er Orval, der ovenikøbet kan findes fast i min lokale Super Brugsen. Den er lys, frisk, bitter, men har også en staldagtig note fra gæren Brettanomyces. Orval vil kunne give modspil til flere oste på samme måde, som en god hvidvin vil kunne det.

Den tredje ost er en gedeost fra Tebstrup, som godt kunne matches af Orval eller f.eks. Duvel, men man kunne også hoppe i en helt anden retning og tage en dubbel fra f.eks. Westamalle eller Chimay og hvis man absolut vil det, så kunne Leffe Brune nok også klare det. Skulle man prøve noget helt frækt, så kunne man måske prøve med en syrlig kriek eller en lys bock.

De to sidste oste, Kulsort fra Arla Unika og Papilion, er begge blåskimmeloste i forskellig styrke i forhold til karakter. Kulsort er lettere end den franske og kræver ikke så tungt et modspil. Man kunne prøve med en tripel eller en måske en imperial ipa, uden for meget bitterhed. Alkoholstyrken i en tripel, som f.eks. en Karmeliet, ville give osten noget modspil, men vil ikke tage over.

Til den tungere Papilion kan man gøre forskellige ting med øl. Man kunne vælge en tung mørk quadrupel, som Rochefort 10 eller man kunne gå all in og vælge en stout, der giver en masse karakter, men som spiller overraskende godt med blåskimmel. Kraftig ost kræver kraftigt modspil.

Det tog mig ikke lang tid at finde ostene fra artiklen og heller ikke lang tid, at overveje hvordan det skulle sættes sammen med øl. Det kræver naturligvis en smule, men det kan i den grad betale sig for smagoplevelsen, at turde tænke lidt længere end kun pris.

Jeg er skuffet over den indsats og det fokus, som er øllet tildelt i Jysk Fynske Medier.

Årets Danske Ølnyhed: Finalisterne

Posted on by Standard Svar

Hvis der er noget i den danske ølverden der kan skabe debat, så er det Danske Ølentusiasters kåring af årets danske ølnyhed. De sidste år har vindere og finalefelt fået en del kritik for at være uambitiøst og ikke afspejle virkeligheden. Det er nok ikke en helt skæv kritik og jeg har heller ikke selv været udelt begejstret. Det har jeg bl.a. skrevet lidt om her. På bagkant af min kritik af forening og afstemning, så modtog jeg sidste år et opkald fra landsformand Hans Peter Jepsen, der spurgte om jeg ikke ville være med i et udvalg, der skulle gentænke kåringen. Jeg valgte at sige ja til udfordringen og det er jeg glad for i dag. Det har været et spændende arbejde med gode folk, selv om der også har været modstand både udefra og indefra i foreningen og jeg synes faktisk også, at vi er kommet et godt stykke hen ad vejen mod en langt bedre kåring.

Årets finalefelt

Udvalget har, blandt flere andre tiltag, strammet lidt op på hvilke øl der kan komme i betragtning til prisen. Det drejer sig bl.a. om krav til tilgængelighed og mængder, således skulle det være muligt for alle medlemmer at smage øllet til medlemsmøder, og dermed kan der stemmes på baggrund af smagte øl og ikke på hvilke øl, der kunne have været sjove at smage. Det vil i år også være sådan, at medlemmer skal stemme skriftligt til en finalistsmagning for at gøre sin stemme gældende, så man er altså nødt til at møde op og smage på øllet. Det har været bryggerierne selv, samt medlemmer af foreningen, der har kunnet indstille kandidater. Derefter er alle indstillinger blevet kontrolleret for nyhedsværdi, tilgængelighed osv. Desværre lader det til, at nogle, i hvert fald et, bryggerier har følt sig forbigået eller ignoreret. Jeg kan ikke forestille mig, at der ikke her er sket en fejl, men vil også gerne anføre, at nogle små bryghuse er overordentligt svære at komme i kontakt med. De svarer ikke på hverken mail eller opkald. Indimellem passer de kontaktinformationer de har på hjemme- og Facebooksider simpelt hen ikke.

Som mange måske ved, så er første afstemningsrunde i år erstattet af, hvad der skulle have været, tre smagepaneler, som hver skulle finde tre finalister i de tre kategorier.    Det

20180120_112057.jpg
Et arrangement som en panelsmagning kræver, at nogen gider servicere smagerne og heldigvis blev Henrik hængende gennem hele smagningen og gav en hånd med. Hans kone Pernille sad i øvrigt med i panelet, som et af de lokale medlemmer.

viste sig dog ret vanskeligt at samle et felt blandt øllene fra 0-4%, selv om der faktisk var nok indstillede øl til et panel, så endte det med, at der kun var tre kandidater til sidst og de gik altså direkte i finalen. Derfor blev panelet, der skulle have været afviklet i Region Nordjylland aflyst og øllet sendt til den stærke kategori, som blev smagt i København. Den lette kategori, mener jeg, bør udgå næste gang. Den giver ikke mening. Alle tre paneler skulle gennem blindsmagning udvælge de øl, der skulle videre til finalen.

 

Jeg var selv med til at arrangere panelet for den midterste kategori med øl fra 4,1-7% og vi fik samlet et rigtig fint felt af smagere, der alle skulle være medlemmer af foreningen, men derudover skulle dække tre områder, nemlig “almindelige” medlemmer, medlemmer af Danske Øldommere og så en række af bloggere/skribenter/andre personligheder fra den danske ølverden. Lokalafdelingen i Fredericia havde overtaget opgaven fra Region Sydøstjylland, der åbentbart ikke havde lyst til at deltage med arbejdkraft og derfor hjalp jeg også til med at finde lokaler og øllet blev også leveret til min adresse. En del af navboerne kiggede da også undrende, da fragtmand nummer syv kiggede forbi i fredags. Det er ikke hverdag i villakvarteret, at så mange lastbiler kommer kørende.

Vi endte med at mangle lidt af det forventede øl, men med 19 forskellige, så havde vi da en smagning til deltagerne. De blev delt i tre grupper af tre, der hver især skulle smage et udvalg af øllene, hvorefter hver gruppe sendte tre øl videre til, hvad vi kunne kalde, en slags semifinale. De ni øl blev så efter en pause smagt i den store gruppe, hvorefter panelet debatterede sig frem til tre finalister og to runners up, hvis nu en af vindende øl skulle blive diskvalificeret af en eller anden grund.

20180120_121331

Et udvalg af de smagte øl

I sidste ende blev det til et ret spændende felt fra vores kategori, hvor Amager Bryghus Mandarina Man, Ugly Duck Kinky Cowboy og Svaneke Bryghus Pommiere de Calme Houblonée gik videre til finalistsmagningerne rundt i landet.

Alle kandidaterne kan ses her og ledsages med en kort beskrivelse af øllet. Jeg må sige, at jeg oplever et markant løft af kandidatfeltet, når man gennem blindsmagninger udelukker lokalpatriotismen fra at vælge finalister. Jeg glædes da f.eks. over, at min egen vinder som årets nye øl Raw Power fra Ebeltoft også er finalen. Panelet i København kan ikke have været helt skævt.

20180120_164735

Efter en lang og god dag var vi en flok, der ikke var helt færdige med øl for den dag og på Den Engelske, som ellers er en sportspub, overraskede de med at have CBS til 99 kroner. Det er jo ikke stort dyrere end i butikkerne. 

Årets Nye Øl

Posted on by Standard 1

Så er det blevet tid til at kåre Årets Nye Øl. Jeg havde nogle meget klare kandidater til titlen, men i sidste ende, så var der kun en mulig vinder af prisen. Når jeg kigger på Untappd, så har jeg kun tildelt en ny dansk øl fem kapsler i år, hvilket jeg tilmed har gjort flere gange, og dermed må det være vinderen af prisen.

kinky

Der er dog også et par mere end værdige boblere til prisen. Mine, næsten, lokale favoritter fra Indslev har under Ugly Duck- brandet sendt flere rigtig gode øl på gaden i år. Der har været rigtig fine syrlige, som f.eks. Lemon Half Moon, men også Undertoad og ikke mindst Kinky Cowboy, som løber med en meget klar placering i min top 3. De har fanget en meget fin balance mellem tropisk frugt og aroma fra NEIPA og smeltet det sammen i Texas med noget west coast bitterhed. Den forsvinder desværre nok fra markedet, hvilket er en skam, for den bliver jeg aldrig træt af at drikke.

20170531_212757Ret langt oppe på min liste finder vi også Amager Bryghus, som også har leveret fine øl i år. Jeg var måske en lille smule skuffet over Sigtebroad, som faktisk er en rigtig fin øl, men mine forventninger var måske urealistisk høje. Jeg har i år også smidt fem stjerner efter Batch 1000, men den er jo ikke ny og kan ikke vinde for anden gang. Til gengæld var jeg rigtig begejstret for Dario the dark don, som med al sin chokolade, lakrids, karamel, ristede noter, alkohol og store fedme bare er et fremragende glas øl. Jeg har fået den fadlagrede i huset, men har desværre ikke fået smagt endnu, men jeg forestiller mig, at det kun kan være mere end godt.

Vinderen af prisen er dog uden nogen som helst tvivl i mit sind:

Ebeltoft Gaardbryggeri Raw Power

aviary-image-1490989502929

Ebeltoft løber igen i år med prisen. De har virkelig fået det maksimale ud af, at de en periode havde Ben Howe som brygger. Han har virkelig løftet dem op på et helt andet niveau, end der hvor de befandt sig før han kom til. Allerede sidste år markerede sig allerede som mestre af NEIPA- stilen, som jeg har fået en stor forkærlighed for og løb med Wildflower med titlen som årets ølnyhed 2016 og sørme om ikke de har gjort det igen. I mine øjne er Raw Power endnu bedre end sidste års vinder. Den er passende uklar og har en fed mundfylde fra havre. Aromaen byder på appelsin, citrusfrugter og tropiske frugter som mango og passionsfrugt. Samgen er i starten sødlig og fyldig med indslag af mango, ananas og citrusfrugter, særligt grapefrugt, der forhindrer at sødmen kammer over og bliver for meget. Til sidst sætter en rigtig fin bitterhed ind og balancerer det hele ud. Det her bliver jeg aldrig træt af.

Voodoo Brewery og Mikkeller Shop

Posted on by Standard Svar

Jeg har nogle gange bestilt øl fra Mikkellers webshop og hver gang har det været en rigtig fin oplevelse. Det går altid hurtigt og prisen for levering er rigtig fin. Denne gang fik jeg endda lidt rabat, ikke fordi jeg efterspurgte det eller fordi de havde nogen særlig grund til. Jeg havde lavet en lille fejl og fik ikke afgivet min bestilling ordentligt, men det blev løst og jeg sparede lidt penge. Det er sgu rigtig fin service.

20170922_165818.jpg

Udover de fem øl, så blev pakken leveret med et par klistermærker og en neopren- agtig kølekappe til falsker

Jeg så på Mikkellers side på Facebook, at de havde et bundle fra Voodoo Brewery, som er et amerikansk bryggeri fra Meadville, Pensylvania, selv om det altså er øl og ikke honningvin, de har kastet sig over. Jeg har ikke tidligere smagt meget øl fra Voodoo, ret præcist havde jeg smagt 10 cl fordelt på to øl til MBCC 2017 i Øksnehallen. Begge var kraftige stouts, som havde været en tur omkring bourbonfade og begge var rigtig fine.

Der var nu ingen stouts at spore i pakken fra Mikkeller, men derimod en række nogenlunde traditionelle stilarter, enkelte havde fået et lille skud op ad alkoholstigen, men ellers var der ikke de store vilde udskejelser.

Første øl i pakken, som jeg prøvede, var White Magick of the Sun, som er en belgisk wit på 7,3%, som ikke rigtig imponerede mig. Den var fin nok, men manglede noget friskhed.

Dernæst testede jeg Hoodoo. Det er en ret traditionel ipa, der er brygget med syv forskellige humler, der alle begynder med C, så masser af grapefrugt, citrus og harpiks. Den virkede måske ikke helt topfrisk, men egentlig fin nok.

20170923_213128.jpg

Billedet er ikke alt for godt, men Voodoo Love Child er en rigtig fin øl

Næste på blokken var Voodoo Love Child, der i udgangspunktet er en mere interessant øl, end de to foregående. Det er en belgisk tripel, bryggeriets egen Gran Met, der er lagret tre måneder på frugt, i form af surkirsebær, hindbær og passionsfrugt. Der er meget klare noter af frugt, særligt kirsebær og en tropisk note, som jeg tilskriver passionsfrugten. Hindbær trådte ikke rigtig klart frem for mig. Frugten har ikke hele overtaget og der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med en tripel. Gran Met var faktisk den sidste af øllene jeg drak, men den var faktisk rigtig fin. Det er en klassisk tripel. Lys, let sødlig, god mundfylde og med meget klare gærnoter. Den er rigtig godt skruet sammen og måske den bedste i pakken. Det er på en eller anden måde en ærlig øl, der ikke leget med stilarten, men i stedet hylder den og det gør den ret godt.

Voodoo brygger også en amerikansk brown ale, Winona’s big brown ale, der er brygget på Maris Otter og en række af mørkere malte, der giver masser af karamel og chokolade i smagen. Humlen byder ind med citrus og bitterged til at balancere sødmen. Øllet holder 7,3% alkohol, men det fornemmer man nu ikke, der mangler måske faktisk en lille smule fylde, for at øllet spiller 100%. Det er nu en ret fin brown ale, når nu det skal være. Det er ikke en stilart jeg ret ofte drikker. Det er sådan en slags øllets traktor, det er ofte solidt, kører stabilt, men ikke ret hurtigt eller interessant. Sangen som navnet er inspireret af, synes jeg til gengæld holder hele vejen.

20170929_174043

Killapilz var en ret perfekt partner til et par tyske pølser med kraut, kartoffel, bretzel og sennep

Det efterlader os med kun en øl tilbage, nemlig Killapilz, som vel er noget i retning af en imperial kellerbier eller måske bare slet og ret en velhumlet guldøl på 7,5%. Ifølge Voodoo, så er det en blanding af tysk, tjekkisk og polsk pilsner tilsat otte forskellige europæiske humler. Der er brugt pilsnermalt og wienermalt, så vi har at gøre med en øl, der har en relativt spinkel krop, men alligevel fornemmer man brødagtig malt i smagen, som fra humlen for græs, hø, lidt citrus og en fornemmelse af lidt krydderurter. Den starter let sødlig, men fremstår alligevel ret sprød og fin. Jeg var ret begejstret for den i den sammenhæng, som jeg indtog den i.

Alt i alt er jeg måske ikke helt faldet på halen over Voodoo Brewery. Det er alt sammen meget solidt og velbrygget. Det var vel ret beset kun wit’en, der egentlig skuffede med sin udtalte sødme og manglende friskhed. Jeg var samtidig ret tilfreds med de to tripeler og med kellerbieren, så det var sådan lidt både og. Jeg synes helt bestemt, at der er valuta for pengene i Mikkellers tilbud og synes sagtens man kan smide sine penge den vej, hvis man er til godt øl, uden alt for mange store armbevægelser, for det er altså ret velbrygget.

Ost og øl

Posted on by Standard Svar

For efterhånden nogle uger siden smed jeg en ordre hos Arla Unikas webshop, da jeg synes at de oste jeg har smagt fra dem er ganske fremragende. Jeg havde ikke tidligere benyttet webshoppen, da jeg lokalt i Fredericia har kunnet købe en mindre udvalg hos Den lille Vinkælder eller hos Ostergaard i Middelfart, der meget bekvemt ligger lige ved siden af Kvickly, der som bekendt har et af Danmarks mest omfattende udvalg af øl.

Jeg besluttede mig for, at jeg ville prøve et af deres osteborde og da jeg både er udstyret med tænder og har prøvet en del af de mere gængse oste fra Unika- serien, så valgte jeg Eksperimentet, der i den udgave jeg modtog bestod af en god blanding af bløde og hårde oste. Derudover smed jeg et glas tomatmarmelade og tre matchende øl i kurven, for at teste hele konceptet.

Det hele blev leveret med dag til dag service og ankom behørigt pakket og kølet. Intet at udsætte på det, hvis man spørger Fru Ousen, som modtog forsendelsen og stod for udpakningen.

20170603_175230

Udover de fem oste, så blev ostebordet leveret med lidt mandler, lidt sprøde knækrød/kiks og lidt sylt. Det synede ikke af meget og fruen supplerede med lidt godt skinke og pølse, samt lidt pesto og brød.

Lad mig med det samme konstatere, at alle ostene, på hver deres måde, var fremragende og man kommer vidt omkring i smagbilledet. Fra det bløde og cremede til det meget markante med noter af stald. Havgus byder ind med en lækker frugtighed og nødder og har rigtig fine krystaller, der giver en fint knas i osten. Den har i lang tid, sammen med Gammel Knas, været en snackfavorit her i huset, så det var ikke et eksperiment, men en slags tryg begyndelse. Geko, som er fremstillet ikke langt fra hvor jeg bor, var en mild og blød hvidskimmel, der dog havde en fin karakter og en markant syrlighed, der klædte den rigtig godt. Til ostene fik vi naturligvis også de øl, som Arla havde valgt til os og til første valgte vi Mikkeller Hva’ så, som vist egentlig hed Årh hvad. Det er en hyldest til den klassiske Orval og den matchede ret fint. Den havde lidt bid fra brettanomyces, men alligevel en lethed. Det virkede glimrende.

De næste oste vi tog fat på var en ret fast ost lavet med Mosaic, hvilket man ikke kunne være i tvivl om, når man smagte. Klar karakter af de den frugtige humle, som tilførte både bitterhed, men også noter af tropisk frugt.

20170603_182020

Nederst er det Geko, til venstre Havgus og øverst er det Mosaic.

Den medfølgende Session IPA med Mosaic spillede naturligvis fremragende sammen med netop denne ost, som var de skabt til hinanden. Øllet gik også fremragende til Habanero Cheddar, som i første omgang virkede til svag i sit chilibid, men den havde faktisk en rigtig fin smag af frugten, men efterhånden opbyggede der sig en fin varme, som man ikke får på samme måde i de mere kendte chilioste, hvor man har hakket færdig ost sammen med chili og presset det i form. Arla har haft chilien i mælken fra starten af

processen. Sidste ost på programmet var Blå Friser, som er en ret markant blåskimmel, som Fru Ousen ikke helt blev gode venner med, men som jeg virklig nød. Den var skarp, syrlig, havde en lille snert af noget ammoniak, men den havde også en masse umami, som sjovt nok blev understøttet ret fremragende af den tilkøbte tomatmarmelade, som ellers også var, hvad Arla kalder, en umamibombe. Selv om stykket virkede ret småt, så måtte jeg levne en smule, der i øvrigt dagen efter endte på en pizza, hvor det også var glimrende. Sammen med Blå Friser, og faktisk også Habanero- osten, havde Arla valgt en Milk Stout, som med sin fylde og sødme virkelig underbyggede ostenes markante smagsnuancer.

20170603_184555

Et ostebord nærmer sig sin slutning

Alt i alt fungerede alt fra bestilling og levering til selve smagsoplevelserne rigtig godt. Det er næppe sidste gang, at jeg kaster mig ud i en bestilling fra Arla Unika. Det så ikke ud  af meget, men de store smage, og sikkert også ret høje kalorieindtag, gjorde at det faktisk var meget passende, også selv om vi ikke havde suppleret bestillingen. Skulle man finde et kritikpunkt, så er det den manglende vejledning i forhold til match mellem ost og drikkevarer. Der var faktisk ikke noget information om de tre øl, der var valgt. Jeg havde en ret fin idé om hvordan jeg ville matche øl og ost, men prøvede også et par andre kombinationer, som egentlig gik fint, men nogle ville nok savne lidt hjælp.

Årets nye øl 2016

Posted on by Standard 3

Så er det blevet tid til at kåre årets nye øl og her har bloggerne ikke en klar aftale om det er en dansk eller en udenlandsk, men jeg har valgt at kåre en dansk øl, hvilket jeg også gjorde sidste år, hvor Amager Bryghus Batch 1000 suverænt løb med titlen. De kunne også sagtens have kandidater til titlen i år, da jeg har drukket en hel del rigtig fremragende øl fra Amager. Ligeledes kunne jeg også have kigget efter favoritter fra To Øl, som brygger en del rigtig fine øl, eller hos Andreas og Alefarm Brewing, som vel ikke har haft et eneste fejlskud i året der gik. Alligevel skal vi kigge i en helt anden retning og vende blikket mod Djursland.

13767716_1600827396914831_1963037560_n1

Om det har en betydning for oplevelsen af øllet at det indtages i fantastiske omgivelser skal jeg ikke kunne afvise, men at indtage årets øl her, kan klart anbefales.

Årets familieferie gik til Ebeltoft og De maritime Øer og en god tradition på vores ferier er, at er der et bryghus i umiddelbar nærhed, så skal de besøges og i år var ingen undtagelse. Jeg kendte naturligvis allerede Ebeltoft Gaardbryggeri og var egentlig ikke helt vildt imponeret over niveauet, uden at det dog var dårligt. Det skulle ændre sig med besøget på bryggeriet, for der blev der serveret øl af en helt anden kaliber, end jeg tidligere havde prøvet fra bryggeriet.

Det var frisk og humlet, nogle med masser af bitterhed, der var syrlig saison i særklasse, der var fint sort øl, men en skilte sig markant ud og blev prøvet i flere versioner, en med Citra og en med Mosaic og begge var de fremragende. Den ene nydt fra fad udendørs, mens den anden blev nydt i bryggeriet i en hyggelig samtale med brygger Ben Howe, som jeg efter hjemkomsten fra ferien fik lov til at stille lidt spørgsmål,som han mere end svarede på. Interviewet er på engelsk og relativt langt, men jeg synes da klart, at det er værd at læse igen.

Siden ferien har jeg ved flere lejligheder nydt den rigtig lækre La Sacre Saison, som er noget af det fineste syrlige saison, der brygges i Danmark, men der er også blevet drukket nogle stykker af året ølnyhed 2016, som er:

Wildflower IPA

Den tog mig med storm med sin bløde mundfylde, sin relativt lave bitterhed, store frugtighed med noter af citrus og tropiske frugter i både aroma og smag, men også med en fin danky fornemmelse i slutningen. Måske den bedste NE- inspirerede ipa jeg har smagt fra Danmark.

13551554_157431434661014_2037789291_n

En fuldstændig fremragende ipa brygget af Ben Howe. Den findes også i en juleudgave, som jeg desværre ikke har prøvet endnu.

Amagerkansk juleshopping

Posted on by Standard Svar

I lørdags holdt Amager Bryghus release på deres juleøl, samt på et par andre nyheder. Jeg havde desværre ikke mulighed for at deltage i selve eventen, hvor der traditionen tro også blev budt på æbleskiver og Anne-Mette Meyers pebernødder. Det var jeg jo svært ked af, så jeg tog kontakt til Henrik Papsø og spurgte om jeg, da jeg alligevel var på Amager torsdag og fredag, måtte kigge forbi og gøre lidt juleshopping. Det fik jeg tilladelse til og sammen med en god ven kigge vi forbi torsdag eftermiddag, hvor Papsø rev lidt tid ud af en eller booket kalender og brugte den tid på os. Det var morderlig pænt gjort. Tak for det.

Udover de forskellige juleøl, som jeg naturligvis nok skal komme ind på i et andet indlæg, så var der også release på en række øvrige øl, ligesom jeg også fik lidt forskelligt med, som er brygget til restauranter, der har deres egen øl fra Amager. Dem har jeg dog ikke nået at smage på endnu, så det bliver en anden gang.

Det hjembragte rov.

Flere af de hjembragte øl er klassisk Amager. Lyse og crispy ipa, som ikke lægger en tung og klistret bund af karamelmalt, men som til gengæld er rig på humlearoma. Masser af tropiske frugter, bl.a. ananas, fersken og citrus. Det gælder i høj grad for Granny with a gun, som er brygget sammen med australske Edge Brewing og som er brygget med australske humler, bl.a. Ella som jeg selv har brygget med en gang og som er en rigtig dejlig humle. Udover de tropiske noter, så er der også en dejlig piney følelse, som passer ganske godt ind. En rigtig fin øl, som jeg håber mange når at smage, da Papsø luftede, at det kunne være svært at skaffe humlerne.

Granny with a gun fungerede mere end glimrende som ledsager til madlavningen.

Den første af øllene jeg åbnede var dog Psychedelic Popcorn, som er et samarbejde med brewpubben Forrest & Main, som ligger i Ambler, Pensylvania. De brygger bl.a. med en gær de hvert andet år høster på bagsiden af bygningen og hvert andet år med en gær fra forsiden. Det er en af disse gærstammer, som White Labs har arbejdet med i København. Den er sammen med en lækker blanding af humler, som f.eks. Citra og Mosaic, blevet til en grisette. En grisette er en let saison, som, ifølge Papsø, skulle være en rigtig arbejderøl fra byerne. Det ved jeg ikke noget om, men i dette tilfælde er der i hvert fald tale om en rigtig dejlig tørstslukker, der er let med sine kun godt 4% og lyse maltsammensætning. Humlen giver en masse frugtige aromaer, som efterfølges af en lille belgisk følelse fra gæren. Den er egentlig ret markant i sin smag, men det underbygger stilarten ganske fint og giver desuden en ret tør og bitter øl. Den må gerne blive en fast del af Amagers sommerprogram, hvor jeg tænker den vil kunne blive en glimrende tilføjelse. Amager Bryghus kørte i øvrigt en lille meningsmåling på Facebook om farven på etiketten og rart at se, at den flotte lilla blev valgt. Den passer fremragende til den fantastiske tegning og til øllets navn.

Endnu en gang har Amager og Simon Hartvig Daugaard ramt etiketten perfekt

Endelig var jeg også en tur forbi den imperial honney stouten La Santa Muerte, som tidligere har været ude som fadøl, men er altså nu blevet valgt til at komme på flaske og det må jeg sige, at jeg synes er et rigtig fremragende valg. Kulsort og stærk. Ristet, men sød. Blød, men samtidig med kant. Kort sagt, så er jeg ret begejstret. Allerede i næsen er man ikke i tvivl om, at vi har med de klassiske ristede malte og chokoladenoter at gøre, ligesom honningen synes at kigge frem. I munden bakkes de nævnte indtryk op med noter af lakrids, inden vi slutter med en honningagtig sødme, der dog balanceres af humlebitterhed, så øllet ikke kammer over i sin sødme.

En dejlig tung, sød, bitter og rar stout

Amager Bryghus har endnu en gang bevist, at de behersker deres humlede og sorte øl, som meget få bryggerier i Danmark.

Årsmøde, smagning og en stor ære

Posted on by Standard 1

I tirsdags var jeg af sted til årsmøde i Danske Ølentusiasters lokalafdeling i Fredericia. Som nogen læsere sikkert ved, så har jeg været aktiv i lokalafdelingen i en del år, både i forbindelse med planlægning og gennemførsel af Øllets Dag og som aktiv i bestyrelsen, hvor jeg, udover et par års civilt medlemskab, også fik lov til at være formand i to år. Sidste år trak jeg mig frivilligt fra bestyrelsesarbejdet og arbejdet med Øllets Dag pga. sygdom, og selv om jeg måske har skåret lidt ned på deltagelsen i arrangementer, når jeg nu ikke selv må være medbestemmende på datoer, så holder jeg stadig meget af at komme til arrangementerne. Jeg har lært en masse fantastiske mennesker at kende, og nyder at være sammen med dem. Der har, som bekendt, været en del debat på de Facebook om foreningens berettigelse og om foreningens initiativer, som, indrømmet, ikke alle er lige gode, men endnu en gang oplevede jeg, at i hvert fald vores lokalafdeling har sin klare berettigelse.

Inden årsmødet var foreningen, som sædvanen byder, vært for en øl. Generalen, som altid har lidt skiftende øl, havde bl.a. altid fremragende Orval. God start på aftenen.

Et årsmøde kan jo hurtigt blive en formel omgang, men heldigvis kan man jo hurtigt få formalia overstået, når der ikke er den store kamp om tillidsposter, så til lykke til Kirsten Samsøe og bestyrelsen med genvalg og nyvalg og mange tak for indsatsen til David og Kuno. I har, i hvert fald i min tid i bestyrelsen, leveret et fremragende stykke arbejde med de opgaver I løste. Til årsmødet uddeles også en række diplomer for forskellige ting, såsom årets værtshus, som igen i år gik til Eriksens Vinhandel og årets øl i Fredericia, en brown ale jeg ikke har smagt og til årets håndbryg, som gik til de gæve gutter fra Depotgården, der havde klonet St. Bernardus abt. 12.

Til sidst blev der uddelt et særligt diplom, som betyder særlig meget her på matriklen. Lokalafdelingen har ved særlige lejligheder uddelt diplomer til lokale æresmedlemmer. I år valgte de igen at uddele et diplom, som jeg var den glade og stolte modtager af. Det betyder faktisk noget, at blive anderkendt for den lokale indsats for det gode øl. Der er ingen tvivl om, at min holdning er, at det er lettere at påvirke folk og deres oplevelser af det gode øl, hvis man er i samme lokale og der flytter man altså ikke noget ved at stå udenfor og skælde ud. 

Jeg er oprigtig vanvittig beæret over anerkendelsen. Så har indsatsen ikke været helt uden grund.

Jeg bliver indimellem beskyldt for at være en ølsnob, og det skal såmænd nok passe, men jeg mener, at der er brug for, at vi skubber til folk, og ikke mindst ølentusiaster, så de får andre oplevelser, end dem de finder i supermarkederne, så de også oplever de sure, det bitre, det skøre og det fantastisk velbryggede og opdager, at en ipa til 50 kroner måske smager fire gange så godt, som en til 12. Jeg har helt sikkert været en helt anden type formand, end min forgænger Karsten Ejby, der solgte foreningen helt anderledes, end jeg har gjort det. Jeg har nok været mere nørdet i min tilgang, der måske har været lidt mindre spektakulær, men åbenbart slet ikke så ringe endda. Endnu en gang skal der lyde et varmt og stort tak til bestyrelsen, der har set et eller andet i min indsats.

Selv om billedet er fra i aftes og ikke fra smagningen, så er det nu stadig en glimrende øl og en moderne dansk klassiker.

Efter årsmødet gik vi over til ølsmagning, som jeg for længe siden var blevet bedt om at stå for. Egentlig burde jeg måske slet ikke have afholdt den og have overladt den til en flok amagerkanere, men jeg valgte nu alligevel at takke ja og holde en Amager Bryghus- smagning. Jeg havde i fællesskab med Beershoppen i Kolding og Henrik Feldthaus fundet ni øl, der på sin måde repræsenterede det som Amager, i mine øjne, er kendt for. Der var meget humle og der var noget sort, og så var der selvfølgelig samarbejder med udenlandske bryghuse og bryggere. Der burde selvfølgelig have været en Imperial Café Latte Brown Ale, men den var desværre ikke tilgængelig i passende mængder. Det som smagerne til gengæld fik var en række øl, som alle er ganske markante i forhold til humle eller stilart. Selv om Papsø måske nok synes, at de lokale er svære at imponere, så er det jo ikke alle, der rater eller untapper, så fik smagningen og ikke mindst øllet masser af ros. Mindst ros fik de to saison’er jeg havde valgt at tage med, mens Green Green Banshee i den anden ende var en rigtig crowdpleaser, selv om den er en ret voldsom omgang. Jeg bedømmer den også selv helt i top, men er ikke sikker på, at jeg ville kunne drikke en hel. Til gengæld er det jo en fremragende deleøl. Alle der følger lidt med her på bloggen ved, at jeg elsker humle og at jeg synes, at der er få i Danmark, der behandler humlen bedre end Amager, om nogen overhovedet, så jeg håber, at Amagerdrengene er ok med, at jeg har udsat ca. tres lokale entusiaster for en ordentlig omgang humle. De var glade for det.

Aftenens smageprogram med undertegnede som tvivlsom baggrund.

Øllets Dag 2016

Posted on by Standard 1

Der har på Facebook henover sommeren været en del debat omkring Danske Ølentusiasters rolle og berettigelse.  Jeppe Jarnit-Bjergsø følte sig endnu en gang, og ganske forståeligt, forbigået i forbindelse med uddeling af priser fra foreningen. Hans måde at udtrykke sin skuffelse på, synes jeg personligt er mindre snedig, men ham om det. Det medførte en længere debat hos både Stovt og Danske Ølentusiaster og mine holdninger kom vist også frem. DØE er for mig stedet jeg går hen og får nogle hyggelige timer i selskab med gode mennesker. Det er ikke altid, at øllet er lige spændende eller udfordrende, men selskabet fejler intet. Så kan man måske argumentere for, at jeg burde gå til møde i Danske Hyggeentusiaster i stedet, men fred nu med det.

Et område, hvor DØE i hvert fald gør en kæmpe indsats er på Ølfestivfal og på Øllets Dag. Festivallen er hvert år et tilløbsstykke og der er også masser af spændende og godt øl, men der er også en masse øl, som jeg ikke gider smide poletter efter, men der er helt sikkert noget for enhver. Øllets Dag er altid den første lørdag i september og markeres mange steder i landet, men på vidt forskellig måde. Jeg har selv været med til at arrangere Øllets Dag i Fredericia i en del år, i 2014 og 2015 som formand for lokalafdelingen, så jeg er muligvis lidt farvet, men jeg synes, at der er fundet en fornuftig form, som tiltrækker rigtig mange mennesker.

wp-image-286244560jpg.jpg

Udsigten fra standen, som den så ud det meste af dagen

I år var jeg ikke med til at arrangere og deltog som frivillig på Indslev/Ugly Ducks stand og det var en ganske populær stand, hvor vi havde et fint udvalg af både hvedeølssortimentet, men også IPA, farmhouse og stout fra den grimme ælling. Der var fuld knald på hele dagen, men jeg gør det gerne igen. Det er altid hyggeligt, at snakke og servere godt øl til glade mennesker.

På grund af travlheden, så havde jeg ikke så meget tid til at komme rundt på pladsen som jeg plejer, men jeg nåede da rundt om smage lidt forskelligt. Beershoppen i Kolding havde bl.a. en god blanding af dansk øl og surt fra det store udland. Der var klassiske sure belgiere, men også svenske Brekeriet var på standen. Semilokale Gildet Bryuglaug deltog i deres sidste event, inden de trækker stikket. De havde nogle af deres fine øl med, men særligt Løbesod var fin. Det var, ikke overraskende, en kulsort og egentlig ret bitter sag. Ud af asken opstår efter sigende Pink Stripe Brewing, som bl.a. vil fokusere på øl med en kvindevenlig sødme. Det lyder ikke som mit førstevalg, men det er jo spændende at følge lokale tiltag. Det lykkedes mig i år ikke at smage noget fra Hornbeer, men der var vist heller ingen nyheder på standen, ligesom jeg stort set ikke fik smagt noget fra det brede fynske udvalg, altså Indslev undtaget. Jeg havde glædet mig til at smage Emperor of California fra Randers Bryghus, da jeg havde læst rigtig fine ting om den, men den var en udpræget skuffelse. Sød, maltet og bitter på en ikke særlig charmerende måde. Humlearomaen var ikke eksisterende. Måske flasken ikke havde været behandlet pænt, men det var ikke ret godt. Ebeltoft havde også sendt en Mayflower IPA, som er en forløber for den fremragende Wildflower. Ikke et godt valg, da Wildflower er både friskere og bedre. Til gengæld var folk rigtig glade for deres Damn Dark Stout V.

wp-image-2095971487jpg.jpg

Dagens store skuffelse. Den levede slet ikke op til det forventede

Dagens bedste øloplevelser kom, igen i år, fra Carlsbergs stand, hvor det lokale bryggeri, som sædvanligt, havde lagt et stort stykke arbejde i standen i hjembyen. Respekt for det. De havde udover øl i eget navn og i Jacobsens også et udvalgt af Brooklyn Brewery med og der var flere perler i blandt. Dagens højeste rating på Untappd gik til 2015 udgaven af Black Ops, som bare er en fantastisk øl, men også Bel Air Sour trak smil på læben. Derudover var der en ukendt øl ude label, som slet ikke var så ringe endda, for nu at tale jysk.

Udover øl, så var det muligt at se et arbejdende brygværksted, smage på matchningen af ost og øl, ligesom der natturligvis var mad på pladsen. Underholdningen var endnu en gang lagt i hænderne på det odenseanske bluesband Harpin’ Wolf & The Black Sheep. Der var gæster på pladsen, som måske kom mere for dem, end de gjorde for øllet, men det er der også plads til.

20160903_100100

Dagens besdst bedømte øl på Untappd

Arrangementet ramte lige der, hvor jeg mener, at DØE kan påvirke og inspirere forbrugerne. De får en lang række muligheder for at prøve øl, som de ellers aldrig ville købe og folk er nysgerrige. Hvis vi får dem på pladsen, så er der muligheder i at skubbe dem forbi Ale no. 16 og classic. Deltagermæssigt vurderer jeg det også som en succes. Et arrangement som Copenhagen Beer & Whisky trak, så vidt jeg ved 1800 mennesker fordelt på tre dage, mens arrangementet i Fredericia trak mellem 1300 og 1500 på en enkelt dag.

Ingen ølfestival uden et knivskarpt team. Denne dag Jens Madsen og Ousen
Andre var skarpe på deres helt egen måde. Her Rene fra Beershoppen

Jeg er klar igen næste år. Jeg ved hvor stort et engagement der ligger bag og hvor stort et arbejde. Det deltager jeg meget gerne i.

En sommerlig overraskelse

Posted on by Standard 2

Årets familieferie blev afholdt i i maritime omgivelser ved Ebeltoft og der skulle naturligvis kigges på stort skib, Den gamle By blev besøgt og almindelig afslapning blev gennemført. Det blev naturligvis også til lidt øl, både noget lokalt, men også medbragt hjemmefra. Jeg har tidligere ikke haft de bedste oplevelser med Ebeltoft Gaardbryggeri, som har stået bag lidt for mange gushere og generelt bare øl, der har virket overkarbonerede eller måske endda inficerede. Derfor havde jeg medbragt Amagers amerikanske samarbejder, men dem behandler jeg andetsteds.

Når jeg er på ferie, og vi er faktisk altid i Danmark, så prøver jeg altid det lokale bryggeri, hvis der altså findes et. I år var det naturligvis Ebeltoft Gaardbryggeri. Da vi var ude at handle den første dag købte jeg et par stykker i den lokale Kvickly, en Mayflower IPA og en Damn Dark Stout IV. IPA’en var lidt fadet og lidt tynd i

20160716_225706

Damn Dark Stout er i sin fem version ikke alene en helt fin stout, den er også glimrende til at fastholde indfangede Pokemon’er.

mundfylde, men egentlig en ganske fin sommerøl, men vi vender tilbage til den om lidt. Damn dark stout har jeg fået tidligere og huskede den som en lidt mindre fyldig og kraftig stout. Den er, som navnet antyder, sort, ristet og med noter af kaffe, men det er som om, at den lige har fået lidt mere af det hele og det er jo slet ikke så ringe endda. En helt fin stout.

Senere på ugen fik jeg bevilget bestemmelse over en udflugt, og som ølblogger, så er et bryggeribesøg jo helt naturligt, så gps’en blev indstillet på Ebeltoft Gaardbryggeri og Fru Ousen indvilgede i at køre bilen efter besøget, som dog, i mine øjne blev alt for kort. Bryggeriet ligger i skønne omgivelser med en fantastisk havudsigt, som den dag vi var der blev understreget af smukt solskin og masser af sejlende. På bryggeriet er der indrettet en café, som udover eget øl også serverer udvalgte øl fra andre bryggerier. Da vi var der, var det et belgisk udvalg. Derudover kan man købe ølpølser, lidt snack og grillpølser og brød, som man derefter selv griller.

Fru Ousen og sønnen valgte bryggeriets egne sodavand, så vidt jeg husker var det hindbær, og de vakte begejstring. De fås i en lang række varianter, som smager ganske glimrende. Selv valgte jeg en Wildflower IPA, som er en lys og relativt let IPA, der ikke brager igennem på bitterhed, men som til gengæld var smækfyldt med humle i aroma og smag. Der var brugt, om jeg husker ret, Mosaic i tørhumlingen, som giver frugt, uden at vi var ude i en gang frugtpunch, da der også var en dank fornemmelse fra humlen. Den er i øvrigt den samme/en videreudvikling af Mayflower, som de rigtig godt kunne lide og som de ønskede som en fast øl i sortimentet. Jeg var rigtig positivt overrasket over kvaliteten og humleintensiteten på øllet. Omgivelserne spiller muligvis ind, men helt frisk ipa på fad drukket på bryggeriet er ikke det værste, der kan ske.

20160718_112251

Frisk, hazy, frugtig, bitter og umanerlig velbrygget. Wildflower er en af sommeren mest overrakende oplevelser

I den modsatte ende af laden/hallen, hvor caféen står træfade til lagring, en lang række lagrings og gæringstanke, men også bryggeriets tappelinje og der var arbejdet i gang. Jeg spottede en ung langhåret fyr, der lignede én, der godt kunne være brygger Ben Howe, så jeg traskede i hans retning, hilste pænt og roste hans ipa. Han takkede med en smagsprøve af nyeste udgave af øllet, som han tappede fra tanken. Her var Mosaic erstattet af Citra, hvilket bestemt ikke gjorde øllet ringere. Vi fik en kort sludder, men jeg håber, at jeg kan få held til at bringe en lidt længere på et senere tidspunkt. Ben står i øvrigt bag bryggeriet s fremragende saison Le Sacre, som sidder lige i skabet. Den er en farmhouse saison, som bl.a. er gæret med brettanomyces. Den er noget af det bedste danskbryggede i kategorien jeg har prøvet. Frisk, sprød, syrlig og let bitter. En toplækker sommerøl.

20160719_201721

Le Sacre er en af de bedste danskbryggede farmhouse jeg har fået. Crisp, let, krydrede noter og en rigtig god bitterhed.

Sidste øl på dagens besøg var S.O.B, som står for Straight Outta Boston. Det er en klassisk moderne ipa (findes det?) med masser af humle. Den er lidt mørkere end Wildflower og har lidt mere fylde og karamel, uden det bliver en sødlig eller fyldig øl. Den er markant mere bitter og langt mere dank, men har også ret meget frugt i form af citrus og lidt harpiks. Jeg var ikke helt så overbevist om dens kvaliteter, da jeg fik den på fad, men jeg købte naturligvis lidt blandet øl med hjem og på flaske lader det til, at den lige har fundet sig selv. Det funger faktisk rigtig fint.

20160718_115100

Fyldigere og mere bitter en d Wildflower. S.O.B er mere moderne klassisk med højere bitterhed, mere fylder og masser af grape og harpiks.

Skulle man være i nærheden af Djursland og Ebeltoft, så synes jeg helt bestemt, at man skal slå et smut omkring caféen, hvis den har åben. Det er et rigtig fint sted at drikke lidt godt øl. Havde jeg ikke haft familien med, så kunne jeg sagtens være blevet hængende længe, men havde så nok haft lidt problemer med at komme derfra.