Anmeldelse: Barrier Brewing Co. O-Ren Rishi

Den anden dag genså jeg Kill Bill vol. 2 og kom derfor i tanke om denne øl, som jeg købte med hjem fra Kihoskh, da jeg var til Mikkeller Beer Celebration.

20180519_212532.jpgO- Ren Rishi er, omend stavet lidt anderledes, den karakter, som i filmen spilles af Lucy Lui. Det er måske derfor, at øllet er tilsat noget så asiatisk som hvid the med fersken. Jeg ved det ikke.

Vi har at gøre med en ipa, der er tilsat the, hvilket kan give rigtig fine øl, men det kan også give en lidt træls bittered.

Øllet fremstår med en fin hazy orange farve med et tykt og klæbrigt hvidt skum og en behagelig karbonering.

Aromaen leder tankerne hen mod tropiske og søde frugter med meget klare noter af fersken med et lille syrligt tvist.

Smagen er ret meget som aromaen. Der er masser af sødme med en fornemmelse af malt, inden man får et tydeligt skud fersken og så en balanceret bitterhed.

Ret fin, super forfriskende og let drikkelig, men uden for alvor at imponere sådan rigtig meget.

Video: Stone IPA

Endnu engang prøver jeg med det der videohalløj. Jeg har drukket en klassisk ipa fra Stone Brewing i Berlin og vrøvler lidt om den og om øl i supermarkederne.

Kommentar til Endelig Fredag i Jysk Fynske Medier

Jeg er så gammeldags, at jeg holder min lokale avis, Fredericia Dagblad, i trykt format. Den er en del af Jysk Fynske Medier, og derfor deler den tillæg med alle de andre aviser i koncernen. Jeg har tidligere været efter koncernen, der efter sammenlægningen af de mange medier, formåede at have tre redaktører med vin som ansvarsområde, mens de desværre ikke havde en ansvarlig for øl som stofområde. Det kan jeg konstatere, at de stadig ikke har. Eller de har i hvert fald ikke nogen, der gider at tage øllet alvorligt.

20180306_084753.jpg

Overskriften er vel ret beset det bedste ved artiklen, selv om man da godt kunne diskutere om øllet behøver at være koldt

Om fredagen er der et par sider, de kalder Endelig Fredag og det kunne man få en masse ud af, hvis man ville det. Forrige fredag handlede det, så vidt jeg husker, om hjemmelavede tapas, hvor man jo fint kunne have smidt en ølanbefaling med, men det gjorde man nu ikke. I fredags handlede indslaget om øl og ost. Jeg fik kun lige skimmet tillægget og tænkte ikke lige så meget mere over det, indtil jeg blev spurgt om jeg havde set artiklen og om jeg havde en holdning til den, og efter en lidt mere grundig læsning, så har jeg bestemt en holdning. De tre delartikler ligger også online, men er ikke helt så overskuelige, som den trykte udgave, men læs evt lige artiklerne, inden du læser videre. De findes her.

Det første jeg lægger mærke til, når der skal vælges øl er, at pris tilsyneladende er et springende punkt for journalisten. Det ser ud til, at i hvert fald to ud af de tre øl er valgt fra tilbudshylderne i Super Brugsen. Albani Mosaic IPA er næsten altid på tilbud og lige omkring udgivelsesdatoen var også Leffe Brune på tilbud. Den sidste er Chili Tripel fra Midtfyns. Karakterene er tilsyneladende også givet efter øllets pris.

Øllen fra Albani får fem stjerner smidt efter sig. Det er, i mine øjne, fuldstændig til grin. Der findes så mange ipa’er på markedet og den fra Albani er på ingen måde i nærheden af toppen. Heller ikke, når man tilsyneladende ikke må give penge for øl. Den er pengene værd, når man er så heldig at finde en nogenlunde frisk dåse, da den ellers hurtigt udvikler en meget metallisk bismag, ligesom aromaen ikke er det store sus. Det kan altså også blive for billigt, hvis man vil sidde med en nydeøl til lækker mad eller bare for sig selv.

Chili Tripel fra Midtfyn får fire stjerner, men hvis man ikke skulle være bekymret for pris, kan man smide en ekstra på. Det er jo decideret useriøst. Enten er den fem stjerner værd, eller også er den ikke. Jeg skal være helt ærlig. Jeg synes, at Chili Tripel er en pivringe øl, som er maskeret af chili. Den har intet med en tripel at gøre, hvilket gør navnet misvisende. Hvis jeg skal give den lidt kredit, så er den væsentligt bedre, end de gimmickøl, som Midtfyns har udgivet med reality- kendissen Chili Klaus. Den kan måske endda give lidt modspil til nogle oste, hvis man er til chili. Jeg har intet imod chili, et af mine mest læste blogindlæg er om chili con carne.

Den sidste øl er Leffe Brune, som er en billigt produceret øl, der indeholder store mængder brygsukker, hvilket ikke er atypisk for stilen. Journalisten synes at smage muscovado, men jeg mistænker at der er glukose og en smule kandis. Belgiske øltyper kan man jo gøre meget med, hvis man har styr på gæringen, da man her får meget forærende. En mørk belgier er egentlig et rigtig fint valg til en del oste, men man forsømmer helt at inspirere sine læsere. I stedet falder journalisten for fristelsen til at sende sine læsere ned over grænsen efter billigt øl. Så kan de jo lige samtidig få fyldt bilen med Slots Classic.

De tre ølvalg svarer til, at man siger til folk. Det er ligemeget om du tager Liebfraumilch, Piesporter eller den med tyren, så har du valgt vin til osten. I den trykte udgave af artiklen er der også en anbefaling af vin, som dog vist ikke er til ostene. Også her er prisen vigtig i forhold til antallet stjerner, men det lader til, at man er villig til at smide en noget højere pris. Jysk Fynske Medier er ikke kommet forbi opfattelsen af, at vin er meget finere end øl.

Jeg har ikke testet om journalistens anbefalinger af sammensætning af øl og ost passer, men jeg vil godt give mit bud på hvordan man kunne lave et match. Beskrivelsen af ostene findes her. Hvis jeg selv har været i tvivl om hvordan osten skal matches, så har jeg kigget i min faste øl og ost- følgesvend Cheese & Beer af Janet Fletcher.

Til den første ost fra Thise ville det faktisk ikke være et helt dumt valg med en ikke for bitter ipa eller pale ale, da frugtigheden ville spille fint sammen med osten. Pale ale spiller sammen med en del af de lidt hårde oste, som f.eks. Manchego og Cheddar. Hvis jeg skulle handle i et supermarked, så ville jeg måske gå efter den klassiske Sierra Nevada Pale Ale eller en af varianterne fra Lagunitas, men der er så mange muligheder, hvis man er villig til, at øl ikke nødvendigvis skal være et coinoffer. Et andet bud kunne være en bock eller dobbelbock.

Den anden ost Tomme de Savoie er også en lys relativt fast ost, men den har en syrlig karakter, der kræver lidt modspil. Det kunne være fra en belgisk pale ale eller måske en saison, der har bitterhed og ofte krydrede noter. En øl som vil være, noget nær, optimal er Orval, der ovenikøbet kan findes fast i min lokale Super Brugsen. Den er lys, frisk, bitter, men har også en staldagtig note fra gæren Brettanomyces. Orval vil kunne give modspil til flere oste på samme måde, som en god hvidvin vil kunne det.

Den tredje ost er en gedeost fra Tebstrup, som godt kunne matches af Orval eller f.eks. Duvel, men man kunne også hoppe i en helt anden retning og tage en dubbel fra f.eks. Westamalle eller Chimay og hvis man absolut vil det, så kunne Leffe Brune nok også klare det. Skulle man prøve noget helt frækt, så kunne man måske prøve med en syrlig kriek eller en lys bock.

De to sidste oste, Kulsort fra Arla Unika og Papilion, er begge blåskimmeloste i forskellig styrke i forhold til karakter. Kulsort er lettere end den franske og kræver ikke så tungt et modspil. Man kunne prøve med en tripel eller en måske en imperial ipa, uden for meget bitterhed. Alkoholstyrken i en tripel, som f.eks. en Karmeliet, ville give osten noget modspil, men vil ikke tage over.

Til den tungere Papilion kan man gøre forskellige ting med øl. Man kunne vælge en tung mørk quadrupel, som Rochefort 10 eller man kunne gå all in og vælge en stout, der giver en masse karakter, men som spiller overraskende godt med blåskimmel. Kraftig ost kræver kraftigt modspil.

Det tog mig ikke lang tid at finde ostene fra artiklen og heller ikke lang tid, at overveje hvordan det skulle sættes sammen med øl. Det kræver naturligvis en smule, men det kan i den grad betale sig for smagoplevelsen, at turde tænke lidt længere end kun pris.

Jeg er skuffet over den indsats og det fokus, som er øllet tildelt i Jysk Fynske Medier.

Årets Danske Ølnyhed: Finalisterne

Hvis der er noget i den danske ølverden der kan skabe debat, så er det Danske Ølentusiasters kåring af årets danske ølnyhed. De sidste år har vindere og finalefelt fået en del kritik for at være uambitiøst og ikke afspejle virkeligheden. Det er nok ikke en helt skæv kritik og jeg har heller ikke selv været udelt begejstret. Det har jeg bl.a. skrevet lidt om her. På bagkant af min kritik af forening og afstemning, så modtog jeg sidste år et opkald fra landsformand Hans Peter Jepsen, der spurgte om jeg ikke ville være med i et udvalg, der skulle gentænke kåringen. Jeg valgte at sige ja til udfordringen og det er jeg glad for i dag. Det har været et spændende arbejde med gode folk, selv om der også har været modstand både udefra og indefra i foreningen og jeg synes faktisk også, at vi er kommet et godt stykke hen ad vejen mod en langt bedre kåring.

Årets finalefelt

Udvalget har, blandt flere andre tiltag, strammet lidt op på hvilke øl der kan komme i betragtning til prisen. Det drejer sig bl.a. om krav til tilgængelighed og mængder, således skulle det være muligt for alle medlemmer at smage øllet til medlemsmøder, og dermed kan der stemmes på baggrund af smagte øl og ikke på hvilke øl, der kunne have været sjove at smage. Det vil i år også være sådan, at medlemmer skal stemme skriftligt til en finalistsmagning for at gøre sin stemme gældende, så man er altså nødt til at møde op og smage på øllet. Det har været bryggerierne selv, samt medlemmer af foreningen, der har kunnet indstille kandidater. Derefter er alle indstillinger blevet kontrolleret for nyhedsværdi, tilgængelighed osv. Desværre lader det til, at nogle, i hvert fald et, bryggerier har følt sig forbigået eller ignoreret. Jeg kan ikke forestille mig, at der ikke her er sket en fejl, men vil også gerne anføre, at nogle små bryghuse er overordentligt svære at komme i kontakt med. De svarer ikke på hverken mail eller opkald. Indimellem passer de kontaktinformationer de har på hjemme- og Facebooksider simpelt hen ikke.

Som mange måske ved, så er første afstemningsrunde i år erstattet af, hvad der skulle have været, tre smagepaneler, som hver skulle finde tre finalister i de tre kategorier.    Det

20180120_112057.jpg
Et arrangement som en panelsmagning kræver, at nogen gider servicere smagerne og heldigvis blev Henrik hængende gennem hele smagningen og gav en hånd med. Hans kone Pernille sad i øvrigt med i panelet, som et af de lokale medlemmer.

viste sig dog ret vanskeligt at samle et felt blandt øllene fra 0-4%, selv om der faktisk var nok indstillede øl til et panel, så endte det med, at der kun var tre kandidater til sidst og de gik altså direkte i finalen. Derfor blev panelet, der skulle have været afviklet i Region Nordjylland aflyst og øllet sendt til den stærke kategori, som blev smagt i København. Den lette kategori, mener jeg, bør udgå næste gang. Den giver ikke mening. Alle tre paneler skulle gennem blindsmagning udvælge de øl, der skulle videre til finalen.

 

Jeg var selv med til at arrangere panelet for den midterste kategori med øl fra 4,1-7% og vi fik samlet et rigtig fint felt af smagere, der alle skulle være medlemmer af foreningen, men derudover skulle dække tre områder, nemlig “almindelige” medlemmer, medlemmer af Danske Øldommere og så en række af bloggere/skribenter/andre personligheder fra den danske ølverden. Lokalafdelingen i Fredericia havde overtaget opgaven fra Region Sydøstjylland, der åbentbart ikke havde lyst til at deltage med arbejdkraft og derfor hjalp jeg også til med at finde lokaler og øllet blev også leveret til min adresse. En del af navboerne kiggede da også undrende, da fragtmand nummer syv kiggede forbi i fredags. Det er ikke hverdag i villakvarteret, at så mange lastbiler kommer kørende.

Vi endte med at mangle lidt af det forventede øl, men med 19 forskellige, så havde vi da en smagning til deltagerne. De blev delt i tre grupper af tre, der hver især skulle smage et udvalg af øllene, hvorefter hver gruppe sendte tre øl videre til, hvad vi kunne kalde, en slags semifinale. De ni øl blev så efter en pause smagt i den store gruppe, hvorefter panelet debatterede sig frem til tre finalister og to runners up, hvis nu en af vindende øl skulle blive diskvalificeret af en eller anden grund.

20180120_121331

Et udvalg af de smagte øl

I sidste ende blev det til et ret spændende felt fra vores kategori, hvor Amager Bryghus Mandarina Man, Ugly Duck Kinky Cowboy og Svaneke Bryghus Pommiere de Calme Houblonée gik videre til finalistsmagningerne rundt i landet.

Alle kandidaterne kan ses her og ledsages med en kort beskrivelse af øllet. Jeg må sige, at jeg oplever et markant løft af kandidatfeltet, når man gennem blindsmagninger udelukker lokalpatriotismen fra at vælge finalister. Jeg glædes da f.eks. over, at min egen vinder som årets nye øl Raw Power fra Ebeltoft også er finalen. Panelet i København kan ikke have været helt skævt.

20180120_164735

Efter en lang og god dag var vi en flok, der ikke var helt færdige med øl for den dag og på Den Engelske, som ellers er en sportspub, overraskede de med at have CBS til 99 kroner. Det er jo ikke stort dyrere end i butikkerne. 

Årets Nye Øl

Så er det blevet tid til at kåre Årets Nye Øl. Jeg havde nogle meget klare kandidater til titlen, men i sidste ende, så var der kun en mulig vinder af prisen. Når jeg kigger på Untappd, så har jeg kun tildelt en ny dansk øl fem kapsler i år, hvilket jeg tilmed har gjort flere gange, og dermed må det være vinderen af prisen.

kinky

Der er dog også et par mere end værdige boblere til prisen. Mine, næsten, lokale favoritter fra Indslev har under Ugly Duck- brandet sendt flere rigtig gode øl på gaden i år. Der har været rigtig fine syrlige, som f.eks. Lemon Half Moon, men også Undertoad og ikke mindst Kinky Cowboy, som løber med en meget klar placering i min top 3. De har fanget en meget fin balance mellem tropisk frugt og aroma fra NEIPA og smeltet det sammen i Texas med noget west coast bitterhed. Den forsvinder desværre nok fra markedet, hvilket er en skam, for den bliver jeg aldrig træt af at drikke.

20170531_212757Ret langt oppe på min liste finder vi også Amager Bryghus, som også har leveret fine øl i år. Jeg var måske en lille smule skuffet over Sigtebroad, som faktisk er en rigtig fin øl, men mine forventninger var måske urealistisk høje. Jeg har i år også smidt fem stjerner efter Batch 1000, men den er jo ikke ny og kan ikke vinde for anden gang. Til gengæld var jeg rigtig begejstret for Dario the dark don, som med al sin chokolade, lakrids, karamel, ristede noter, alkohol og store fedme bare er et fremragende glas øl. Jeg har fået den fadlagrede i huset, men har desværre ikke fået smagt endnu, men jeg forestiller mig, at det kun kan være mere end godt.

Vinderen af prisen er dog uden nogen som helst tvivl i mit sind:

Ebeltoft Gaardbryggeri Raw Power

aviary-image-1490989502929

Ebeltoft løber igen i år med prisen. De har virkelig fået det maksimale ud af, at de en periode havde Ben Howe som brygger. Han har virkelig løftet dem op på et helt andet niveau, end der hvor de befandt sig før han kom til. Allerede sidste år markerede sig allerede som mestre af NEIPA- stilen, som jeg har fået en stor forkærlighed for og løb med Wildflower med titlen som årets ølnyhed 2016 og sørme om ikke de har gjort det igen. I mine øjne er Raw Power endnu bedre end sidste års vinder. Den er passende uklar og har en fed mundfylde fra havre. Aromaen byder på appelsin, citrusfrugter og tropiske frugter som mango og passionsfrugt. Samgen er i starten sødlig og fyldig med indslag af mango, ananas og citrusfrugter, særligt grapefrugt, der forhindrer at sødmen kammer over og bliver for meget. Til sidst sætter en rigtig fin bitterhed ind og balancerer det hele ud. Det her bliver jeg aldrig træt af.

Voodoo Brewery og Mikkeller Shop

Jeg har nogle gange bestilt øl fra Mikkellers webshop og hver gang har det været en rigtig fin oplevelse. Det går altid hurtigt og prisen for levering er rigtig fin. Denne gang fik jeg endda lidt rabat, ikke fordi jeg efterspurgte det eller fordi de havde nogen særlig grund til. Jeg havde lavet en lille fejl og fik ikke afgivet min bestilling ordentligt, men det blev løst og jeg sparede lidt penge. Det er sgu rigtig fin service.

20170922_165818.jpg

Udover de fem øl, så blev pakken leveret med et par klistermærker og en neopren- agtig kølekappe til falsker

Jeg så på Mikkellers side på Facebook, at de havde et bundle fra Voodoo Brewery, som er et amerikansk bryggeri fra Meadville, Pensylvania, selv om det altså er øl og ikke honningvin, de har kastet sig over. Jeg har ikke tidligere smagt meget øl fra Voodoo, ret præcist havde jeg smagt 10 cl fordelt på to øl til MBCC 2017 i Øksnehallen. Begge var kraftige stouts, som havde været en tur omkring bourbonfade og begge var rigtig fine.

Der var nu ingen stouts at spore i pakken fra Mikkeller, men derimod en række nogenlunde traditionelle stilarter, enkelte havde fået et lille skud op ad alkoholstigen, men ellers var der ikke de store vilde udskejelser.

Første øl i pakken, som jeg prøvede, var White Magick of the Sun, som er en belgisk wit på 7,3%, som ikke rigtig imponerede mig. Den var fin nok, men manglede noget friskhed.

Dernæst testede jeg Hoodoo. Det er en ret traditionel ipa, der er brygget med syv forskellige humler, der alle begynder med C, så masser af grapefrugt, citrus og harpiks. Den virkede måske ikke helt topfrisk, men egentlig fin nok.

20170923_213128.jpg

Billedet er ikke alt for godt, men Voodoo Love Child er en rigtig fin øl

Næste på blokken var Voodoo Love Child, der i udgangspunktet er en mere interessant øl, end de to foregående. Det er en belgisk tripel, bryggeriets egen Gran Met, der er lagret tre måneder på frugt, i form af surkirsebær, hindbær og passionsfrugt. Der er meget klare noter af frugt, særligt kirsebær og en tropisk note, som jeg tilskriver passionsfrugten. Hindbær trådte ikke rigtig klart frem for mig. Frugten har ikke hele overtaget og der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med en tripel. Gran Met var faktisk den sidste af øllene jeg drak, men den var faktisk rigtig fin. Det er en klassisk tripel. Lys, let sødlig, god mundfylde og med meget klare gærnoter. Den er rigtig godt skruet sammen og måske den bedste i pakken. Det er på en eller anden måde en ærlig øl, der ikke leget med stilarten, men i stedet hylder den og det gør den ret godt.

Voodoo brygger også en amerikansk brown ale, Winona’s big brown ale, der er brygget på Maris Otter og en række af mørkere malte, der giver masser af karamel og chokolade i smagen. Humlen byder ind med citrus og bitterged til at balancere sødmen. Øllet holder 7,3% alkohol, men det fornemmer man nu ikke, der mangler måske faktisk en lille smule fylde, for at øllet spiller 100%. Det er nu en ret fin brown ale, når nu det skal være. Det er ikke en stilart jeg ret ofte drikker. Det er sådan en slags øllets traktor, det er ofte solidt, kører stabilt, men ikke ret hurtigt eller interessant. Sangen som navnet er inspireret af, synes jeg til gengæld holder hele vejen.

20170929_174043

Killapilz var en ret perfekt partner til et par tyske pølser med kraut, kartoffel, bretzel og sennep

Det efterlader os med kun en øl tilbage, nemlig Killapilz, som vel er noget i retning af en imperial kellerbier eller måske bare slet og ret en velhumlet guldøl på 7,5%. Ifølge Voodoo, så er det en blanding af tysk, tjekkisk og polsk pilsner tilsat otte forskellige europæiske humler. Der er brugt pilsnermalt og wienermalt, så vi har at gøre med en øl, der har en relativt spinkel krop, men alligevel fornemmer man brødagtig malt i smagen, som fra humlen for græs, hø, lidt citrus og en fornemmelse af lidt krydderurter. Den starter let sødlig, men fremstår alligevel ret sprød og fin. Jeg var ret begejstret for den i den sammenhæng, som jeg indtog den i.

Alt i alt er jeg måske ikke helt faldet på halen over Voodoo Brewery. Det er alt sammen meget solidt og velbrygget. Det var vel ret beset kun wit’en, der egentlig skuffede med sin udtalte sødme og manglende friskhed. Jeg var samtidig ret tilfreds med de to tripeler og med kellerbieren, så det var sådan lidt både og. Jeg synes helt bestemt, at der er valuta for pengene i Mikkellers tilbud og synes sagtens man kan smide sine penge den vej, hvis man er til godt øl, uden alt for mange store armbevægelser, for det er altså ret velbrygget.

Ost og øl

For efterhånden nogle uger siden smed jeg en ordre hos Arla Unikas webshop, da jeg synes at de oste jeg har smagt fra dem er ganske fremragende. Jeg havde ikke tidligere benyttet webshoppen, da jeg lokalt i Fredericia har kunnet købe en mindre udvalg hos Den lille Vinkælder eller hos Ostergaard i Middelfart, der meget bekvemt ligger lige ved siden af Kvickly, der som bekendt har et af Danmarks mest omfattende udvalg af øl.

Jeg besluttede mig for, at jeg ville prøve et af deres osteborde og da jeg både er udstyret med tænder og har prøvet en del af de mere gængse oste fra Unika- serien, så valgte jeg Eksperimentet, der i den udgave jeg modtog bestod af en god blanding af bløde og hårde oste. Derudover smed jeg et glas tomatmarmelade og tre matchende øl i kurven, for at teste hele konceptet.

Det hele blev leveret med dag til dag service og ankom behørigt pakket og kølet. Intet at udsætte på det, hvis man spørger Fru Ousen, som modtog forsendelsen og stod for udpakningen.

20170603_175230

Udover de fem oste, så blev ostebordet leveret med lidt mandler, lidt sprøde knækrød/kiks og lidt sylt. Det synede ikke af meget og fruen supplerede med lidt godt skinke og pølse, samt lidt pesto og brød.

Lad mig med det samme konstatere, at alle ostene, på hver deres måde, var fremragende og man kommer vidt omkring i smagbilledet. Fra det bløde og cremede til det meget markante med noter af stald. Havgus byder ind med en lækker frugtighed og nødder og har rigtig fine krystaller, der giver en fint knas i osten. Den har i lang tid, sammen med Gammel Knas, været en snackfavorit her i huset, så det var ikke et eksperiment, men en slags tryg begyndelse. Geko, som er fremstillet ikke langt fra hvor jeg bor, var en mild og blød hvidskimmel, der dog havde en fin karakter og en markant syrlighed, der klædte den rigtig godt. Til ostene fik vi naturligvis også de øl, som Arla havde valgt til os og til første valgte vi Mikkeller Hva’ så, som vist egentlig hed Årh hvad. Det er en hyldest til den klassiske Orval og den matchede ret fint. Den havde lidt bid fra brettanomyces, men alligevel en lethed. Det virkede glimrende.

De næste oste vi tog fat på var en ret fast ost lavet med Mosaic, hvilket man ikke kunne være i tvivl om, når man smagte. Klar karakter af de den frugtige humle, som tilførte både bitterhed, men også noter af tropisk frugt.

20170603_182020

Nederst er det Geko, til venstre Havgus og øverst er det Mosaic.

Den medfølgende Session IPA med Mosaic spillede naturligvis fremragende sammen med netop denne ost, som var de skabt til hinanden. Øllet gik også fremragende til Habanero Cheddar, som i første omgang virkede til svag i sit chilibid, men den havde faktisk en rigtig fin smag af frugten, men efterhånden opbyggede der sig en fin varme, som man ikke får på samme måde i de mere kendte chilioste, hvor man har hakket færdig ost sammen med chili og presset det i form. Arla har haft chilien i mælken fra starten af

processen. Sidste ost på programmet var Blå Friser, som er en ret markant blåskimmel, som Fru Ousen ikke helt blev gode venner med, men som jeg virklig nød. Den var skarp, syrlig, havde en lille snert af noget ammoniak, men den havde også en masse umami, som sjovt nok blev understøttet ret fremragende af den tilkøbte tomatmarmelade, som ellers også var, hvad Arla kalder, en umamibombe. Selv om stykket virkede ret småt, så måtte jeg levne en smule, der i øvrigt dagen efter endte på en pizza, hvor det også var glimrende. Sammen med Blå Friser, og faktisk også Habanero- osten, havde Arla valgt en Milk Stout, som med sin fylde og sødme virkelig underbyggede ostenes markante smagsnuancer.

20170603_184555

Et ostebord nærmer sig sin slutning

Alt i alt fungerede alt fra bestilling og levering til selve smagsoplevelserne rigtig godt. Det er næppe sidste gang, at jeg kaster mig ud i en bestilling fra Arla Unika. Det så ikke ud  af meget, men de store smage, og sikkert også ret høje kalorieindtag, gjorde at det faktisk var meget passende, også selv om vi ikke havde suppleret bestillingen. Skulle man finde et kritikpunkt, så er det den manglende vejledning i forhold til match mellem ost og drikkevarer. Der var faktisk ikke noget information om de tre øl, der var valgt. Jeg havde en ret fin idé om hvordan jeg ville matche øl og ost, men prøvede også et par andre kombinationer, som egentlig gik fint, men nogle ville nok savne lidt hjælp.