Øltræf 2021

Det er efterhånden længe siden jeg har skrevet et rigtigt blogindlæg, men nu skal det være, for efter alt for lang tid, har jeg endelig igen været til noget, der i hvert fald minder om en lille ølfestival. Samarbejdet Gothersgade Syd i Fredericia havde i lørdags inviteret til Øltræf i netop deres ende af gaden. Samarbejdet består af Fredericia Brewpub, Urbania Streetfood og Café Mair’s, som i stedet for at være konkurrenter, i stedet betragter hinanden som konkollegaer.

Inden selve dagen havde jeg fået lidt øl foræret af netop Urbania, som fremover vil have Nørrebro Bryghus og BRAW som en fast del af deres sortiment. Derfor havde jeg fået lov til at tyvstarte lidt, men jeg nåede desværre ikke igennem alle øllene inden dagen, men så har jeg jo noget at glæde mig til. På selve dagen havde jeg en lille aftale om at kigge forbi standen fra Nørrebro til en lille snak med bryggeren Emil, der til daglig huserer på BRAW. Han var af sted sammen med Christian som er Key account manager, og de var super hyggeligt og underholdende selskab meget af dagen. Deres stand blev også mit udgangspunkt for dagen, eller base om man vil. Fra starten af dagen fik jeg vist udbrudt, at jeg kunne drikke Pale Boy Summer hele dagen. Det viste sig, at jeg havde ret. Det kunne jeg. Ellers var mit primære selskab min ven og tidligere kollega Michael, som egentlig ikke er den store ølnørd, men som derfor også er rigtig fin at være af sted med, for så bliver der stillet masser af gode spørgsmål, både til mig, men også til de tilstedeværende bryggere, som så også får en god snak.

Det blev også dagen, hvor jeg for første gang kunne flashe noget lidt usædvanligt spons, som jeg har fået for nyligt. SkiltDirect kontaktede mig, og foreslog et samarbejde. Jeg indrømmer, at jeg ikke helt kunne se det først, men det kunne Elin fra firmaet heldigvis, for efter lidt skriven frem og tilbage, så modtog jeg 50 stickers, som er blevet super fede. Dem skal jeg afgjort have købt flere af, ligesom jeg er helt sikker på, at de fint ville kunne fungere som etiketter på håndbryg. Jeg er rigtig glad for, at have læsere, der sætter pris på bloggen, og som lader det udmønte i et lille samarbejde. Nørrebro har i øvrigt et meget pænere fadølsanlæg nu.

Hvis man skulle spørge mig, så pyntede det altså ret meget på det anlæg der.

Dagen forløb, som den som regel gør til den slags events, med masser af smagsprøver, hvor nogen var sådan lidt kedelige, mens de fleste heldigvis var et gode. Der var også plads til en overraskelse eller to. Dagens største positive overraskelse kom faktisk fra Grimbergen, som sender en ny, og lidt mere eksklusiv, serie på gaden, hvor jeg fik smagt på den ene, som var en ganske hæderlig biere brut, som var ret forfriskende og havde en fin tørhed, som gik ret godt i sommervarmen. Jacobsen havde også medbragt en Zesty Gose, som de bestemt heller ikke behøver skamme sig over. Den var præcis hvad man kan forvente af stilen, ikke de moderne fortolkninger med tonsvis af frugt, men mere i en klassisk retning med lidt syre, lidt salt og en fin lethed. Endnu en god tørstslukker i varmen.

Mair’s havde, som de i øvrigt altid har, fokus på øl fra Østrig, så der var mulighed for at smage på øl fra Eggenberg, og så på en række øl fra Bevog, som nogen nok ville kalde slovenske, men uanset hvad, så var det her jeg brugte mine poletter i forhold til Østrig. Jeg har flere gange fået øl fra Bevog, og det har altid været ret fint. Det var det også i lørdags, hvor særligt deres berliner weisse Lola sad lige i skabet med masser af af solbær i aromaen, mens hindbærrene havde overtaget i smagen. Derudover fik vi også to ipa’er en hazy og en syrlig, som begge også gjorde det ret godt.

På Fredericia Brewpub fik jeg smagt på to, eller faktisk tre, fra deres Het Anker tap takeover. Først havde jeg den ret lette Maneblusser i glasset, som er en blonde, hvilket lyder lidt kedeligt, men det virkede igen ret godt, når man tager sommervejret i betragtning. Let drikkelig og uden at slå benene væk under en. Senere fik jeg også smagt på flere udgaver af Gouden Carolus Whisky Infused, hvilket var en lidt spøjs omgang, for på fad havde den ikke ret meget, om nogen overhovedet, noter af whisky, mens de på en udgave fa flaske havde en meget klar fornemmelse af whisky. Begge var ret fine, men mit selskab, som på det tidspunkt var en nuværende kollega, var ret overbevist om, at det var to forskellige øl, og fadet var mærket forkert. Jeg tror måske, at han kunne have ret, men mine smagsløg var nok lidt trætte på det tidspunkt.

Alt i alt var det en super hyggelig dag, hvor der blev smagt på flere øl, end jeg her har nævnt, ligesom jeg også fik super lækker mad på Bistro Bar, der er en bod på Urbania. Der gemte sig vist et semilokalt bryggeri i den ene ende af området, men jeg var ikke forbi. Når arrangementet gentages næste år, så vil jeg ønske, at man får lidt flere af de lokale og semilokale bryggere med, for både Åben og Fri Bryg ville have været gode på hver deres måde. Så jeg glæder mig til næste år, hvor arrangementet forhåbentligt vender tilbage.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.