Hvorfor skulle den almindelige forbruger dog købe en brown ale fra et lille bryggeri i en landsby, de ikke kender

Indimellem bliver nogen af mine indlæg til efter samtaler og debatter med andre skribenter, bloggere, bryggere eller andre, der har interesse i øl. Nedenstående, som jeg skrev for efterhånden længe siden, er et af de indlæg. Det er blevet bragt i ØLentusiasteN nr. 111, som udkom i august i år. Jeg har haft udkastet liggende længe og jeg har ikke kontrolleret, om der er foretaget redaktionelle rettelser i forbindelse med bladet, men det er vist bragt som et debatindlæg, så det burde ikke være tilfældet. Jeg har ladet mine henvisninger stå i dette indlæg. De er vist ikke med i bladet. Der kunne sikkert sagtens både slettes og tilføjes noget. Jeg mangler i hvert fald afsnittet, hvor jeg undrer mig over, at man til ølfestivaler altid skal høre på hvor onde de store koncerner er, mens Arla kan smide et Unika på deres produkter, og vupti er de accepteret, som den helt store fine tilføjelse til en festival. Man kan undres.

Den danske ølscene har mange spillere i forskellige størrelse og som på forskellige måder indtager forskellige roller. Der er de store bryggerier, der sidder hårdt på markedet for såkaldt konsumøl, vi har en række middelstore bryghuse, der har mange specialøl ude i både de små butikker, men også i supermarkederne. Derudover er der en sand skov af bryghuse og bryggerier i forskellig størrelse, der alle kæmper for at finde eller bevare deres plads i forhold til forbrugeren, som ifølge tal fra Bryggeriforeningen[1], hovedsageligt drikker pilsner, classic og guldøl.

Det store spørgsmål er så om der er en plads i markedet til alle spillerne. Jeg har tidligere skrevet, at jeg let kunne se halvdelen af alle danske bryggerier forsvinde, uden at jeg ville savne dem af den grund. Den holdning står jeg stadig ved, men det skal naturligvis ikke forstås sådan, at jeg ønsker dårlige ting for bryggerierne. Til gengæld mener jeg, at en lang række af de mindre, og ofte lokalt forankrede, bryghuse ikke bringer noget specielt interessant eller nyskabende til bords. De kan naturligvis sagtens have en betydning for deres lokalområde. Det vigtige, tror jeg, for de bryghuse er, at de holder fast i, at de er lokale og ikke nødvendigvis skal bredt ud til hele landet, hvor de næppe ville have en chance i supermarkederne, som er det sted, hvor de fleste handler deres øl[2]. For hvorfor skulle den almindelige forbruger dog købe en dyr brown ale fra et bryghus fra et lille bryghus i en landsby de ikke kender, når man kan få en velbrygget og garanteret fejlfri fra enten Carlsberg eller Ørbæk? Jeg tror, at alt for mange forbrugere har prøvet at få en middelmådigt og måske fejlbehæftet øl med hjem. Den vej går man ikke ret mange gange, før man drejer en anden vej.

Jeg ledte virkelig længe i mine billeder og kan konstatere, at jeg faktisk ikke rigtig drikker brown ale fra ukendte landsbyer, så I får i stedet et billede af den sidste danske brown ale jeg drak. Den er fra Beer Here og var i øvrigt ganske fin.

Et andet lag er den gruppe af mindre bryghuse, som gerne vil bredere ud i butikkerne, men også meget gerne på værtshuse, festivaler, koncerter og lignende. Som ølentusiaster og nørder, så kender vi dem fra vores egen festival i Lokomotivværkstedet og fra en række af mindre ølfestivaler og events rundt i landet. Det er bl.a. en række af de bryghuse, som er organiseret i den relativt nye forening Det fri Øl, som kæmper for en lige og fri tilgang til markedet. Jeg står helt bag dem i den kamp, for de er dygtige og flinke menneske, som jeg meget gerne deler en øl og en mening med, men indimellem så oplever jeg, at de skyder med spredehagl og indimellem også vælger deres kampe uklogt. Når medlemmer af foreningen gerne vil levere øl til Roskilde, så har jeg som almindelig forbruger svært ved at se hvordan de skulle løfte opgaven i forhold til logistik og mængden af øl. Carlsberg sidder tung på Roskilde, og er naturligvis ikke interesserede i at dele ret meget med andre. I år var der dog en vis opblødning og f.eks. Mikkeller fik i meget begrænset omfang lov til at stå side om side med Jacobsen- brandet, så det kan lade sig gøre, men det har næppe været en god forretning for Mikkeller, hvis man udelukkende ser på den korte bane.  Det var dyre øl, som blev serveret billigt i relativt store mængder.

På årets folkemøde var der en debat om ølkultur og trends[3]. I debatten deltog bryggere fra 2/3 af de bornholmske bryggerier. Ingen af dem havde dog mulighed for at sælge deres øl på selve folkemødet, da Finansministeriet, der står bag folkemødet, har indgået en aftale med Carlsberg, der dog også giver Svaneke Bryghus mulighed for at være til stede med deres øl. Da folkemødet blev afholdt var Svaneke på listen over medlemmer af Det fri Øl, og var altså her med til at støtte op om en aftale, der holder små lokale producenter ude fra en lokal event. De står dog ikke længere opført som medlemmer af foreningen, hvilket jeg ser som en god ting, da man ellers underminerer hele foreningens grundlag.   

Naturligvis skal der være en fair og lige tilgang til markedet, men de store spillere bruger naturligvis de muligheder som de har. Det kan være i form af servicering, rabatter, askebæger, tæpper og sikkert meget andet, når de har en bar som kunde, mens de i butikkerne har fordelen af logistiske faciliteter. Der er de små presset og det kommer næppe til at ændre sig, hvis ikke netop den logistiske del bliver styrket. Man skal se om man kan presse nogen af de ret ligegyldige udenlandske øl væk fra hylderne. De tager hyldemeter, som ligeså godt kunne være optaget af dansk øl. Danske Ølentusiaster har selv været med til at anbefale en række udenlandske øl i Fakta, hvor de, i hvert fald i mine lokale butikker, fik en ligegyldig behandling. På den måde har DØE i hvert fald ikke styrket de små uafhængiges muligheder på markedet.    

Den her fik jeg til seneste årsmøde i DØE Fredericia. Den fejler som øl ingenting overhovedet, selv om den helt sikkert kunne have båret langt mere syre. Mødet blev holdt på Urbania i Fredericia, hvor det er lykkedes at have øl fra både store og små bryggerier. Således finder man bl.a. Saison Dupond, Åben, Carlsberg, Mikkeller, Svaneke, To Øl og meget andet.

Ser man på Smukfest, så har de også et udvalg af specialøl, som hovedsaligt kommer fra Royal Unibrews forskellige craft beer- mærker, men også Århus Bryghus har sneget sig med. Derudover er alt specialøllet fra udenlandske bryggerier og til, har jeg forstået, ret fornuftige priser, når man tager i betragtning, at det sælges til en festival. De øl kunne jo lige så godt have været brygget af små uafhængige danske bryghuse, hvis de da er i stand til at løfte opgaven, hvilket jeg godt kunne tvivle på. På Fyn er de gået sammen om at få øllet ud på festivaler gennem samarbejdet Smagen af Fyn[4].  Her samarbejde mindre og større bryggerier om øllet. Det betyder bl.a., at man også kan finde de små og uafhængige bryghuses øl i bottle shoppen hos Schiøtz på Albani i Odense. Nogen vil helt sikkert rynke på næsen over det, men øllet kommer ud til kunderne og det lader ikke til, at der bliver flere af dem, mens der bliver flere og flere, der kæmper om dem.


[1] https://www.bryggeriforeningen.dk/tal/tal-om-ol/marked/salget-fordelt-paa-oeltyper/

[2] https://www.bryggeriforeningen.dk/tal/tal-om-ol/marked/oelsalget-i-danmark-fordelt-paa-salgssteder/

[3] https://www.ale.dk/nyhed/artikel/folkemoedet-nye-trends-i-oellets-verden/?fbclid=IwAR2kPORBdQ6p2CsxIF9SXBXpg53zKKsYaZAr7qZtWta3zwwfKBBhxLOnLoQ

[4] https://www.visitfyn.dk/fyn/type/foelg-den-fynske-oelrute

2 thoughts on “Hvorfor skulle den almindelige forbruger dog købe en brown ale fra et lille bryggeri i en landsby, de ikke kender

  1. Hej Ousen.
    først lidt fra konkurrencestyrelsen
    Det er ifølge konkurrencelovens § 6, stk. 1 forbudt for virksomheder at indgå aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen.1 Det vil være tilfældet, hvis en aftale indeholder ”sorte klausuler” som fx aftaler om priser, bindende videresalgspriser, aftaler om at begrænse produktionen eller at opdele markeder eller aftaler om kundedeling.

    Der er klart ingen bryggerier i Danmark udover Carlsberg kan løfte den opgave på Roskilde festivalen med med 100% dækning.
    Det der var essensen i denne sag, var at der blev blokeret for noget, der minder om 0.005% markedsandel. og dette gik man imod fra ledelsens side og Carlsberg.
    Det er vist at gå i små sko.
    Det fri øl, handler ikke om kvalitets kontrol i forhold til fx Ratebeer eller untapped.
    men udelukket omkring fair konkurrence på lige vilkår.
    Og så den stand hvor der kom øl fra andre bryggerier, men de priser øllet blev solgt til, kan man jo gætte på en evt indkøbs pris eller mangle på samme.
    Venlig Hilsen Niels Kiens
    Formand Det Fri Øl.

    Like

    • Hej Niels!
      Som jeg også skriver på Facebook, så takker jeg mange gange for, at du tage dig tid til at svare og tage en debat. Den tager jeg altid. Jeg kan jo forstå, at jeg går under navnet Ousen om Alting blandt nogle af jeres medlemmer. Det må jo være fordi jeg indimellem enten rammer helt rigtigt eller helt forkert. Det kan man jo altid diskuttere. Jeg stiller i hvert fald gerne op til en belæring eller en dragt prygl. Bare du ikke slår for hårdt. 😉
      Overskriften var i øvrigt en anden oprindeligt, men da indlægget kom i bladet var det under ovenstående, som jeg valgte at beholde. Det kan man sikkert mene meget om, men spørgsmålet synes jeg faktisk er relevant. Særligt for jeres medlemmer og andre i samme lag.
      Vi er 100% enige omkring eksklusivaftaler og de store spillere. Det har jeg skrevet om tidligere, og jeg erkender at den del sagtens kunne stå skarpere her. Der ville intet gå af Carlsberg, hvis de skulle dele promiller af Roskilde, Folkemødet og andre events. Jeg tillader mig lige, at citere mig selv:” Mikkeller fik i meget begrænset omfang lov til at stå side om side med Jacobsen- brandet, så det kan lade sig gøre, men det har næppe været en god forretning for Mikkeller, hvis man udelukkende ser på den korte bane. Det var dyre øl, som blev serveret billigt i relativt store mængder.”
      Jeg tror faktisk slet ikke vi er helt uenige i målet. Det har i hvert fald ikke været mit indtryk de to gange vi har mødtes ansigt til ansigt.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.