Da jeg satte mig ned for at skrive dette indlæg var meningen egentlig, at det bare skulle være en forsigtig forudsigelse af året der kommer. Nu er vi halvanden måned inde i året, og der skete et eller andet med indlægget, så nu er det måske mere et af de der indlæg, hvor jeg kommer til at mene noget om noget og derfor bliver jeg nok nødt til at dele det her indlæg op i mere end et indlæg, hvis ikke det skal blive for langt. Derfor bliver der kun plads til pilsneren i dag.
Bad Seed fra det nordjyske har brygget Neu, som vel egentlig ikke er noget nyt, men som til gengæld er rigtig velbrygget og velsmagende.
Der er ingen tvivl om, at der er mange, der har en mening om hvor den danske ølscene skal hen og pilsner er igen i år svaret, når man spørger et udvalg af de mindre danske bryggerier og bryghuse, ligesom Christian Andersen, der bl.a. står bag bloggen Durst og har en fortid i ledelsen hos DØE, har en stor interesse i pilsneren. Så stor at han har skrevet en hel bog om øltypen. Jeg har haft bogen stående siden udgivelse, men jeg må erkende, at jeg faktisk ikke har haft den åbnet endnu. Det skal dog nok komme, men den lå ikke lige først i køen over ølbøger, som jeg var i gang med eller skulle i gang med. Mikkel Borg Bjergsø har også været i nyhederne på tv og fortælle os, at den rene og klassiske øl skulle være den næste store ting.
En af de mere hypede nye danske pilsnere er Octopils fra brygkollektivet Slowburn og er en italiensk pilsner. Det er en super fin og velbrygget pilsner
Bliver 2020 så pilsnerens år? Og er hvert år ikke pilsnerens år? Hvis man kigger på de forskellige øltypers markedsandele hos Bryggeriforeningen, så udgør de undergærede øl langt den overvejende del af markedet. Hvis man tager udgangspunkt i det, så er hvert år pilsnerens år, men tallene dækker jo også over, at langt de fleste øl der bliver solgt er fra de store bryggerier, og at de sælger konsumøl til en relativt lav pris. Så måske skal man hellere spørge om det bliver årets øltype hos de små bryggerier? Det lader i hvert fald til, at der kommer flere og flere pilsnere i forskellige afskygninger, både de helt rene, de tørhumlede og dem med tilsætning af majs, ris og andet. Jeg kan dog god tvivle lidt på om der egentlig er et marked for den danske craft pilsner, for er de virkelig 35-40 kroner bedre eller mere interessant, end de store bryggeriers versioner? Og kan en dansk håndbrygger med en diplombryggeruddannelse virkelig give en tysk brygmester, der har brugt fem år på universitetet på at lære at brygge pilsner, baghjul? Der findes masser af glimrende tyske pilsnere i Tyskland, som kommer fra store koncerner, men bestemt også fra mindre foretagender. Og er en Carlsberg eller Royal Pilsner virkelig så ringe?
Jeg var for nyligt på et internatkursus og efter middagen sad vi og hyggede over et par øl. Udvalget var ikke specielt udfordrende, men den her fejler jo egentlig ikke noget. Den slukker i hvert fald tørsten.
På Amager Bryghus’ Greed kan man læse om grunden til netop pilsneren som øltype til Greed. Indimellem kunne man godt mistænke, at det er grunden flere steder. ”Hvorfor gør vi ikke bare det samme som alle de store aktører i branchen: vi brygger en røvbillig øl og sælger den til en premium pris. Det er sgu’ da grådighed. ”
Jeg kan godt tvivle på, at at der er et ret stort dansk marked for craft pilsneren på flaske eller dåse, mens det godt kunne være anderledes på barer og caféer, hvor det masseproducerede pilsnere også er relativt dyre så der kan man jo ligeså godt bruge pengene på et mindre og uafhængigt bryggeri, hvis altså det er vigtigt for en. Men er der nørder og purister nok til pilsneren? Jeg tror ikke, at jeg har svaret, men jeg kan faktisk godt lide en velbrygget pilsner, selv om jeg ikke får en stor aha- oplevelse ud af det, men det er heller ikke altid nødvendigt, så længe det er godt lavet.
Indimellem bliver nogen af mine indlæg til efter samtaler og debatter med andre skribenter, bloggere, bryggere eller andre, der har interesse i øl. Nedenstående, som jeg skrev for efterhånden længe siden, er et af de indlæg. Det er blevet bragt i ØLentusiasteN nr. 111, som udkom i august i år. Jeg har haft udkastet liggende længe og jeg har ikke kontrolleret, om der er foretaget redaktionelle rettelser i forbindelse med bladet, men det er vist bragt som et debatindlæg, så det burde ikke være tilfældet. Jeg har ladet mine henvisninger stå i dette indlæg. De er vist ikke med i bladet. Der kunne sikkert sagtens både slettes og tilføjes noget. Jeg mangler i hvert fald afsnittet, hvor jeg undrer mig over, at man til ølfestivaler altid skal høre på hvor onde de store koncerner er, mens Arla kan smide et Unika på deres produkter, og vupti er de accepteret, som den helt store fine tilføjelse til en festival. Man kan undres.
Den danske ølscene har mange spillere i forskellige størrelse og som på forskellige måder indtager forskellige roller. Der er de store bryggerier, der sidder hårdt på markedet for såkaldt konsumøl, vi har en række middelstore bryghuse, der har mange specialøl ude i både de små butikker, men også i supermarkederne. Derudover er der en sand skov af bryghuse og bryggerier i forskellig størrelse, der alle kæmper for at finde eller bevare deres plads i forhold til forbrugeren, som ifølge tal fra Bryggeriforeningen[1], hovedsageligt drikker pilsner, classic og guldøl.
Det store spørgsmål er så om der er en plads i markedet til alle spillerne. Jeg har tidligere skrevet, at jeg let kunne se halvdelen af alle danske bryggerier forsvinde, uden at jeg ville savne dem af den grund. Den holdning står jeg stadig ved, men det skal naturligvis ikke forstås sådan, at jeg ønsker dårlige ting for bryggerierne. Til gengæld mener jeg, at en lang række af de mindre, og ofte lokalt forankrede, bryghuse ikke bringer noget specielt interessant eller nyskabende til bords. De kan naturligvis sagtens have en betydning for deres lokalområde. Det vigtige, tror jeg, for de bryghuse er, at de holder fast i, at de er lokale og ikke nødvendigvis skal bredt ud til hele landet, hvor de næppe ville have en chance i supermarkederne, som er det sted, hvor de fleste handler deres øl[2]. For hvorfor skulle den almindelige forbruger dog købe en dyr brown ale fra et bryghus fra et lille bryghus i en landsby de ikke kender, når man kan få en velbrygget og garanteret fejlfri fra enten Carlsberg eller Ørbæk? Jeg tror, at alt for mange forbrugere har prøvet at få en middelmådigt og måske fejlbehæftet øl med hjem. Den vej går man ikke ret mange gange, før man drejer en anden vej.
Jeg ledte virkelig længe i mine billeder og kan konstatere, at jeg faktisk ikke rigtig drikker brown ale fra ukendte landsbyer, så I får i stedet et billede af den sidste danske brown ale jeg drak. Den er fra Beer Here og var i øvrigt ganske fin.
Et andet lag er den gruppe af mindre bryghuse, som gerne vil
bredere ud i butikkerne, men også meget gerne på værtshuse, festivaler,
koncerter og lignende. Som ølentusiaster og nørder, så kender vi dem fra vores
egen festival i Lokomotivværkstedet og fra en række af mindre ølfestivaler og
events rundt i landet. Det er bl.a. en række af de bryghuse, som er organiseret
i den relativt nye forening Det fri Øl, som kæmper for en lige og fri tilgang
til markedet. Jeg står helt bag dem i den kamp, for de er dygtige og flinke
menneske, som jeg meget gerne deler en øl og en mening med, men indimellem så
oplever jeg, at de skyder med spredehagl og indimellem også vælger deres kampe
uklogt. Når medlemmer af foreningen gerne vil levere øl til Roskilde, så har
jeg som almindelig forbruger svært ved at se hvordan de skulle løfte opgaven i
forhold til logistik og mængden af øl. Carlsberg sidder tung på Roskilde, og er
naturligvis ikke interesserede i at dele ret meget med andre. I år var der dog
en vis opblødning og f.eks. Mikkeller fik i meget begrænset omfang lov til at
stå side om side med Jacobsen- brandet, så det kan lade sig gøre, men det har
næppe været en god forretning for Mikkeller, hvis man udelukkende ser på den
korte bane. Det var dyre øl, som blev
serveret billigt i relativt store mængder.
På årets folkemøde var der en debat om ølkultur og trends[3].
I debatten deltog bryggere fra 2/3 af de bornholmske bryggerier. Ingen af dem
havde dog mulighed for at sælge deres øl på selve folkemødet, da Finansministeriet,
der står bag folkemødet, har indgået en aftale med Carlsberg, der dog også
giver Svaneke Bryghus mulighed for at være til stede med deres øl. Da
folkemødet blev afholdt var Svaneke på listen over medlemmer af Det fri Øl, og
var altså her med til at støtte op om en aftale, der holder små lokale
producenter ude fra en lokal event. De står dog ikke længere opført som medlemmer
af foreningen, hvilket jeg ser som en god ting, da man ellers underminerer hele
foreningens grundlag.
Naturligvis skal der være en fair og lige tilgang til markedet, men de store spillere bruger naturligvis de muligheder som de har. Det kan være i form af servicering, rabatter, askebæger, tæpper og sikkert meget andet, når de har en bar som kunde, mens de i butikkerne har fordelen af logistiske faciliteter. Der er de små presset og det kommer næppe til at ændre sig, hvis ikke netop den logistiske del bliver styrket. Man skal se om man kan presse nogen af de ret ligegyldige udenlandske øl væk fra hylderne. De tager hyldemeter, som ligeså godt kunne være optaget af dansk øl. Danske Ølentusiaster har selv været med til at anbefale en række udenlandske øl i Fakta, hvor de, i hvert fald i mine lokale butikker, fik en ligegyldig behandling. På den måde har DØE i hvert fald ikke styrket de små uafhængiges muligheder på markedet.
Den her fik jeg til seneste årsmøde i DØE Fredericia. Den fejler som øl ingenting overhovedet, selv om den helt sikkert kunne have båret langt mere syre. Mødet blev holdt på Urbania i Fredericia, hvor det er lykkedes at have øl fra både store og små bryggerier. Således finder man bl.a. Saison Dupond, Åben, Carlsberg, Mikkeller, Svaneke, To Øl og meget andet.
Ser man på Smukfest, så har de også et udvalg af specialøl,
som hovedsaligt kommer fra Royal Unibrews forskellige craft beer- mærker, men
også Århus Bryghus har sneget sig med. Derudover er alt specialøllet fra
udenlandske bryggerier og til, har jeg forstået, ret fornuftige priser, når man
tager i betragtning, at det sælges til en festival. De øl kunne jo lige så godt
have været brygget af små uafhængige danske bryghuse, hvis de da er i stand til
at løfte opgaven, hvilket jeg godt kunne tvivle på. På Fyn er de gået sammen om
at få øllet ud på festivaler gennem samarbejdet Smagen af Fyn[4].
Her samarbejde mindre og større
bryggerier om øllet. Det betyder bl.a., at man også kan finde de små og
uafhængige bryghuses øl i bottle shoppen hos Schiøtz på Albani i Odense. Nogen
vil helt sikkert rynke på næsen over det, men øllet kommer ud til kunderne og
det lader ikke til, at der bliver flere af dem, mens der bliver flere og flere,
der kæmper om dem.
Den danske, og for den sags skyld også den internationale,
ølverden er oversvømmet med forskellige navne og begreber, der alle på hver sin
måde prøver at signalere noget om kvalitet eller måske manglen på samme. Ingen
af os forventer sikkert den store øloplevelse, hvis vi hører ordet konsumøl,
men det er jo ikke det samme som en dårlig øl eller øloplevelse. Der er ingen
tvivl om, at når f.eks. Carlsberg sender en øl på gaden, så er der ikke tale om
en dårlig øl, men om den interessant eller en stor øloplevelse er straks noget
andet.
Når jeg går en tur igennem mine lokale supermarkeder, så har de store butikker i Salling Group en afdeling for Craft Beer, men hvad dækker deres brug af begrebet egentlig over? Har vi med små lokale bryggerier at gøre? Det er faktisk ikke tilfældet, da øllene kommer fra en relativt smal gruppe af bryggerier, hvoraf mange er en del af et større samarbejde eller koncern. Under begrebet craft beer sælges f.eks. Jacobsen, Kronenbourg, Grimbergen, Schiøtz, Lottrup og Frejdahl, ligesom der er øl fra store internationale spillere som Founder’s, Sierra Nevada og Lagunitas, der er ejet af AB InBev, som også står bag Budweiser. Når jeg hører navne som Carlsberg, Royal Unibrew, Vestfyns og Heineken, så tænker jeg på ingen måde på små håndværksfremstillede øl, men får i langt højere grad tankerne i retning af store fabrikker med filtreret og pasteuriseret øl, der sikrer en ensartet og genkendelig kvalitet, men jeg ser ingen innovation eller kærlighed til håndværk. En del af det bunder formodentlig i, at vi i Danmark aldrig rigtig har defineret, hvad craft beer er eller om vi har et bedre dansk begreb. Håndværksøl synes ikke rigtig at være det rigtige, selv om det måske nok er den korrekte oversættelse. I flere andre lande har man tydelige regler for craft, artisinal beer eller som på italiensk artigianale, hvor reglerne enten er defineret ved lov eller af byggernes foreninger. Der findes ligeledes regler for, hvor store andele af et bryggeri, som må være på andre hænder, regler om råvarer, pasteurisering osv. Det ville, set fra min stol, være en god idé, hvis vi i Danmark fik defineret et regelsæt, så forbrugerne kan skelne rigtigt håndværk fra maskeret fabriksøl.
Craft beer eller skjult makro?
Vi har tidligere ofte benyttet betegnelserne mikrobryggeri
eller specialøl, som en slags kvalitetsstempel for de danske
håndværksproducerede øl, men jeg synes faktisk ikke, at det er en garant for
kvalitet, eller dækkende for bryggerierne overhovedet. For nogle år siden skrev
Anders Busse Rasmussen, dengang Indslev Bryggeri, på Facebook:” At noget er mikro, betyder ikke
nødvendigvis at det er godt – i mange tilfælde er det bedste man kan sige om
det, at det er ”interessant” og ”vi
ved ikke rigtig hvor vellykket det blev denne gang, eller hvor længe det
holder, men vi vil rigtig gerne have at du køber denne 50 kroners lodseddel så
vi kan få råd til at forsøge os en gang til”. Selv har jeg en lang række
små bryghuse, hvis øl jeg aldrig kunne drømme om at smide penge efter igen. Det
er der flere grunde til, men dårlige øl og et ikke innovativt udvalg er helt
sikkert medvirkende til dette.
Der er også en debat i hvor stort et mikrobryggeri må være?
Eller måske et nanobryggeri, som jo må være endnu mindre? Og hvornår er man
stor nok til at være makro? Hvor placerer vi f.eks. en virksomhed som
Mikkeller, der i mange år ikke har haft eget bryggeri, men som har fået store
dele af sortimentet brygget i Belgien hos De Proef, der er et ret stort og
relativt moderne bryggeri. Er det så craft? Mikrobryg? Håndværk? Og er det
overhovedet vigtigt, hvis kvalitet og oplevelse er i orden?
Senest har foreningen Det fri Øl set dagens lys. Det er
sammenslutning af tyve små danske bryghuse, der bl.a. kæmper for
gennemsigtighed og fair konkurrence på markedet. Deres manifest har punkter om
ærlig markedsføring, udvikling af ølsproget, lige adgang til barer, festivaler,
koncerter osv., men ingen af disse punkter har reelt noget med øllets kvalitet
at gøre, og skal jeg være rigtig barsk over for Det fri Øl, så er det nok her, samt
på innovationen, at de har et problem. Når jeg ser ned over listen over de
deltagene bryggerier, så er det ikke hele listen jeg forbinder med innovation
og kvalitet. Ligeledes er det
tankevækkende at se, at ud af ca. 200 danske bryghuse og bryggerier, så kan de
altså samle ca. 10%. Det er mildest talt ikke imponerende overhovedet. Jeg
bakker dog 100% op om den del af projektet, der skal modarbejde
eksklusivaftaler. Den slags er ikke med til at udbrede det spændende øl og
ønsker meget, at de mindre bryghuse får mulighed for at konkurrere på barer og
restauranter, så vi som forbrugere ikke kun kan finde de store spillere på markedet,
men det kræver også, at forbrugerne oplever kvalitet for pengene.
Vi har også en række bryggerier, som ret ofte deltager i
forskellige internationale konkurrencer i øllets verden, og ofte vender de hjem
med imponerende meritter i forhold til medaljer og hæder. Ofte er der dog tale
om konkurrencer med et betragteligt deltagergebyr og mange medaljer i forhold
til antallet af deltagere. Bloggen Stovt.dk har tidligere skrevet en del om
uddelingen af medaljer i forbindelse med disse konkurrencer, og det er ofte ret
uklart hvad der skal til for at hive en medalje hjem. Ofte er der medaljer til
mere end 20% af de deltagende øl, indimellem tilsyneladende over 50%, ligesom
at det er en pointscore, der er ligger til grund for medaljerne. Der kan altså
sagtens være adskillige guldmedaljer i samme stilart. I mine øjne devaluerer
det fuldstændig mange af disse konkurrencer og det kan kun betragtes som et
markedsføringsstunt for de bryggerier, der tager medaljer med hjem.
Helt kort kan man måske sige, at alle disse forskellige
betegnelser ikke har ret meget med kvalitet at gøre. At noget er lavet i lille skala,
er ikke nødvendigvis garant for et kvalitetsprodukt. Jeg har i dette blad
tidligere skrevet om antallet af bryghuse i Danmark og om hvor mange vi ville
savne, hvis de forsvandt i morgen. Det hele beror på en følelse af, at noget er
håndværk og kvalitet, for efterhånden bliver flere af de mindre bryghuse mere
og mere automatiserede og bryggeren rører måske ikke så meget som tidligere
selv i gryden.
Tidligere i dag har Det fri Øl, som jeg tidligere har skrevet om, delt nedenstående på deres side på Facebook.
De små, danske bryggerier skal betale 33 procent mere i gebyr til Dansk Retursystem for flasker.
Stigningen træder efter planen allerede i kraft fra nytår.
Tore Jørgensen, formand for Det Fri Øl, er rystet og skuffet over Dansk Retursystem.
Han oplever stigningen i gebyr på 33 procent som en teknisk handelshindring og ikke udtryk for fri og fair konkurrence – en af mærkesagerne for Det Fri Øl.
”De små bryggerier er tvunget til betale stigningen i gebyr på 33 procent. Modsat de store bryggerier har vi ikke mulighed for og råd til at vælge andre typer emballage, fx genopfyldelige flasker og dåser, og dermed slippe for gebyrstigningen.
Stigningen i gebyr på vores flasker fra Dansk Retursystem er derfor konkurrenceforvridende til fordel for de store bryggerier.
Det Fri Øl kæmper for fri og fair konkurrence. Initiativet fra Dansk Retursystem er et godt billede på, at markedet for øl i Danmark ikke er frit og fair. De små bryggerier kommer til at lide unødigt på grund af den store stigning i gebyr, og jeg er sikker på, at initiativet vil skabe oprør blandt de små bryggerier. Forbrugerne kommer desuden nok desværre til at betale mere for det gode øl,” udtaler Tore Jørgensen.
Ovenstående er simpelt hen helt og gennemført utilstedeligt, når man ser på hvem, der ejer og sidder i bestyrelsen hos Dansk Retursystem. Godt 85% af aktierne ejes af en sammenslutning af Carlsberg, Royal Unibrew, Thisted Bryghus, Bryggeriet Fuglsang og Hancock Bryggerierne, mens de sidste 15% hovedsagligt ejes af Harboe. De sidste lige godt 0,1% deles af Bryggeriet Vestfyn med 0,1% og Mineralvandsfabrikken Frem har imponerende 0,01%.
Jeg er helt på linje med Det Fri Øl, hvis man tænker på udbredelsen af øl fra de småuafhængige bryggerier. Dansk Retursystem har her truffet et valg, der udelukkende kommer deres ejerkreds til gode, mens den ligger hindringer i vejen for de små bryggerier. Man kan sagtens gætte på årsagerne, som kan spænde helt fra at deres uduelige automater ikke kan håndtere godkendte flasker til at ejerkredsen er bekymret for deres markedsandel af det såkaldte specialøl.
Jeg skal kraftigt opfordre Folketinget, Forbrugerombudsmanden, SKAT, eller hvem pokker der i sidste ende kan gøre noget, til at få adskilt Dansk Retursystem fra private kommercielle interesser og enten afskaffe systemet helt eller få det gjort meningsfuldt. I øjeblikket aner butikkerne, som oftest, intet om reglerne for hvilke flasker de skal modtage, deres automater er oftest ulækre og dårligt vedligeholdt, og så giver det simpelt hen ingen mening, at vinflasker, flasker fra stærk alkohol og et udvalg af plasticflasker og dåser er fritholdt fra pantsystemet.
Jeg er 100% tilhænger af tanken om pant, men der skal være mening med galskaben.
Ovenstående er simpelt hen helt og gennemført utilstedeligt, når man ser på hvem, der ejer og sidder i bestyrelsen hos 
