Den forgangne uge har været lidt speciel. Jeg har gennem de sidste fire år været medlem af bestyrelsen af Danske Ølentusiasters lokalafdeling i Fredericia. De sidste to år har jeg endda fungeret som formand. I onsdags var det så slut.
Det har været nogle rigtig sjove og spændende år, der egentlig startede for længere tid siden, da jeg kom med i planlægningen af Øllets Dag og blev admin i afdelingens gruppe på Facebook og senere på siden. (Skulle bestyrelsen læse med og ønske det, så fortsætter jeg gerne med siden). Set i lyset af det sidste års tid, hvor jeg har kæmpet med en sygemelding og den almindelige udfordring med et handicappet barn, så var det tid til at slutte og overlade ansvaret til andre. Heldigvis overlader jeg pladsen til min næstformand, som nok skal klare opgaven fint. Den tomme plads i bestyrelsen blev også fyldt ud af et meget kompetent medlem, så det skal nok gå fint. Der er jo også noget rart over, at man selv får lov til at vælge, at det er slut. Der har da også været opfordringer på at forsætte, så helt skidt kan det ikke have været.
Jeg er klar over, at mange ølnørder Ikke nødvendigvis har de store tanker om Danske Ølentusiaster og deres medlemmer, men jeg har haft rigtig mange fine oplevelser i min tid i foreningen og jeg vil helt sikkert også fortsætte fremover. Til gengæld vil jeg nu nyde, at jeg kan komme når smagningerne starter og så sætte mig og nyde øllet, uden at skulle have sat sig ind i det på forhånd eller at skulle fise rundt med smagsprøver. En vigtig del af foreningen er også Det sociale og jeg har mødt mennesker jeg ellers ikke ville være kommet i kontakt med. Nogle af dem kan jeg i dag kalde venner. Er der noget bedre, end at dele gode øloplevelser med gode venner?
Mit sidste årsmøde som formand inkluderede naturligvis også en efterfølgende smagning, som blev varetaget af Bo og Fabian aka Far & Søn, der diskede op med ost i verdensklasse, samt fem øl fra bryghuset.

De fem øl fra Far & Søn havde alle potentiale, men var desværre lidt underkarbonerede. Mine fem ekstra testeksemplarer får lige lidt tid, så skulle det ikke være et problem
Bo holdt en spændende smagning, hvor han fortalte levende om forskellige kunstværker han har været involveret i. Det inkluderer bl.a. øl med kvindelig kønsbehåring. Rygtet vil vide, at det var en ganske sur øl.
Enkelte deltagere savnede noget fylde i øllene, som de på trods af alkoholstyrken fandt ret lette i mundfylden. Det kunne man dog ret let rette op på, da det var medbragt en lang række flasker med udtræk og essenser af urter og træ. På den måde kunne man hurtigt ændre øllets fremtoning og karakter. Det lykkedes f.eks. bartenderen at lave en ret velsmagende Tuborg. Selv er jeg ret begejstret for tilførslen af ristet træ direkte i porter og stout. Fadlagring på sekunder har et vist potentiale.
Jeg er ikke i tvivl om, at Far & Søn nok skal finde en plads i den danske ølverden og Jeg glæder mig til at følge rejsen, da jeg altid har hygget mig rigtig godt i selskab med Bo og håber, at det kommer lejlighed til det igen fremover.