I føljetonens tredje del starter vi i Tyskland med en pilsner fra Riegele BierManufaktur, som jeg først for nylig har stiftet bekendtskab med. Da jeg var i Odense for at brygge og drikke øl med Stovt.dk og Rock in Beer smagte vi en stout, som ikke var specielt god. Siden har jeg på den lokale vinbar, brasserie og vinhandel William & Co, fået prøvet en frisk og fin IPA, som jeg gerne drikker igen.

Siden har jeg set øllet på flasker i flere butikker og i Kvickly valgte jeg deres pilsner Amaris 50.

Hele deres sortiment er udviklet i samarbejde mellem verdensmesteren for ølsomellierer Sebastian Priller-Riegele, som jo også leverer navn til bryghuset, og brygmester Frank Müller. Hele serien af øl kommer med madanbefalinger og en ret udførlig etiket, der angiver smag, aroma, fylde osv.

Jeg valgte dog, at jeg ville nyde øllen uden mad og dermed lade det stå selv. Jeg skænkede i et højt pilsnerglas og det lignede en helt klassisk strågul pilsner med en fin karbonering og et hvidt holdbart skum. Den havde en let aroma med lidt hø og frisk græs. Derudover er der en lille blomsterfornemmelse i næsen, som giver gode løfter.

Det bringer os frem til smagen og den var bestemt slet ikke tosset. Pilsneren er som type jo ikke et stort og fyldigt bombardement af fylde og smag og Amaris 50 er da heller ikke meget anderledes. Det er en let, sprød og frisk øl. Karboneringen spiller godt med og bringer en let krydret og blomsteragtig smag frem, inden den går over i en smule citrus. Det hele slutter i en, for en pilsner, ganske markant bitterhed. Tallet i øllets navn er ganske lig med øllets bitterhed, hvilket vel er omkring tre gange så højt, som en dansk standardpilsner og en smule højere en f.eks. en tjekkisk Urquell. Det fungerer rigtig fint og giver lyst til endnu en slurk. Det er brugt fire aromahumler, hvilket giver en fin smag. Det kunne dog være spændende med en tørhumlet version.

Alt i alt en rigtig god pilsner, som jeg meget gerne prøver igen og som jeg tænker ville være rigtig fin i lidt varmere vejr.

Senere samme aften, da kone og børn var gået til køjs, og roen sænkede sig over det lille hjem, fandt jeg en stærk, sort og kraftig sag frem. Hornbeer holder til i Hornsherred, hvor Jørgen Fogh Rasmussen og fru Gunhild holder til med bryghus og galleri. Der er naturligvis sammenhæng mellem øl og kunst, da Gunhild maler etiketterne til øllet. Jeg har det lidt blandet med Hornbeer, som brygger ret mange og forskellige øltyper, hvilket naturligvis er godt for mangfoldigheden, men det gør også, at de også kan være lidt svære at blive kloge på. Jeg er begejstret for mange af deres humlede øl og synes bl.a. at deres sorte IPA Hophorn er ganske fremragende, ligesom Jørgen generelt brygger rigtig fine IPA’er, mens jeg ikke er så god til deres belgiske øltyper.

Denne aften skulle det dog vise sig, at Hornbeer ramte tæt på mine smagsløg. Jeg havde købt deres russian imperial stout Black Magic Woman, som er en kraftfuld dame fyldt med ristede noter og røg. Her kunne man frygte, at Jørgen Fogh Rasmussen røg i en fælde, som jeg synes han desværre indimellem ryger i. Han vil for meget på en gang, men i Black Magic Woman lykkes han rigtig godt.

Det er en kulsort øl med et tæt brunt skum, der bliver hængende. Aromaen afslører kaffe, chokolade, en del røg og et let syrligt anstrøg. Det virker rigid lovende.

Smagen er fyldig og ristet med en pæn sødme, som går over i røg, lakrids og så går den let syrlige fornemmelse igen, som den man kan finde i meget mørk chokolade og i kaffe. Øllet er bl.a. brygget med både birkerøget og tørverøget malt, men det tager ikke overhånd og et fint afstemt i forhold til sødme, bitterhed og den lille afsluttende note af lakrids.

Samlet set er det en rigtig vellykket øl, der i mine øjne, er langt bedre end både sidste års vinder af Danske Ølentusiasters kåring af årets ølnyhed i den stærke kategori, som ville for meget og derfor stak af i for mange retninger. Årets kandidat Vladimir P lider lidt af det samme og er for sød til mine smagsløg.

Black Magic Woman er Hornbeer i topform og jeg håber, at de vil brygge flere sorte øl i den stil, hvor øllet står klart, uden at ville mere end det kan bære.