Krenkerup Bryggeri Ur-Pilsner

[Reklame]

Jeg har fået Ur-Pilsner fra Krenkerup tilsendt fra bryggeriet, hvilket jeg takker mange gange for, for det er kort sagt en glimrende pilsner. Mere behøver man næsten ikke sige om det, men det tror jeg alligevel, at jeg gør.

Ur-Pilsner er bygget på Krenkerup efter den originale opskrift på pilsner fra Tjekkiet. Den er blevet til i et samarbejde med Christian Andersen og Jens Eiken, som er forfatterne bag bogen “Den nøgne Øl”, som netop handler om pilsneren som type. Jeg købte bogen i forsalg, da den udkom, men jeg må indrømme, at den endnu ikke har været åbnet overhovedet. Jeg røg godt ind i en omgang modvilje mod type, year of the lager og små bryggerier der skal gøre noget, som der nok egentlig slet ikke er så gode til. Efter at have smagt på Ur-Pilsner, så må jeg hellere pakke al min modvilje væk, for hvis bogen holder samme standard som øllet, så er der en god oplevelse i vente.

Jeg har endnu ikke fået læst bogen, men den har fået rigtig fin kritik, så den er blevet rykket lidt frem på læselisten

I glasset står øllet knivskarpt strågult med fine bobler og et flot hvidt skum, som bliver hængende i lang tid.

Øllet står super flot i glasset

Aromaen giver fornemmelser af lyst brød, strå og friske grønne krydderurter. Lang kunne nok få skæld ud for at kalde det en grøn fornemmelse, men der er også en lille bitte smule græs i næsen.

I munden er det en fin balance, der dominerer indtrykket. Malt, brød, urter og bitterhed er rigtig flot afstemt. I forhold til de fleste danske, og vel også mange tjekkiske, pilsnere, så er der mere bitterhed end mange nok er vant til, men jeg synes det er rigtig fint.

Krenkerup Ur-Pilsner kunne sagtens blive en rigtig sommerfavorit. Den gør det i hvert fald fremragende i solen.

Samlet set, så er Ur-Pilsner med helt i toppen, når man taler danske pilsnere. På en gang simpel, som en pilsner skal være, men samtidig rigtig velsmagende.

Bliver 2020 the year of the lager?

Da jeg satte mig ned for at skrive dette indlæg var meningen egentlig, at det bare skulle være en forsigtig forudsigelse af året der kommer. Nu er vi halvanden måned inde i året, og der skete et eller andet med indlægget, så nu er det måske mere et af de der indlæg, hvor jeg kommer til at mene noget om noget og derfor bliver jeg nok nødt til at dele det her indlæg op i mere end et indlæg, hvis ikke det skal blive for langt. Derfor bliver der kun plads til pilsneren i dag.

Bad Seed fra det nordjyske har brygget Neu, som vel egentlig ikke er noget nyt, men som til gengæld er rigtig velbrygget og velsmagende.

Der er ingen tvivl om, at der er mange, der har en mening om hvor den danske ølscene skal hen og pilsner er igen i år svaret, når man spørger et udvalg af de mindre danske bryggerier og bryghuse, ligesom Christian Andersen, der bl.a. står bag bloggen Durst og har en fortid i ledelsen hos DØE, har en stor interesse i pilsneren. Så stor at han har skrevet en hel bog om øltypen. Jeg har haft bogen stående siden udgivelse, men jeg må erkende, at jeg faktisk ikke har haft den åbnet endnu. Det skal dog nok komme, men den lå ikke lige først i køen over ølbøger, som jeg var i gang med eller skulle i gang med. Mikkel Borg Bjergsø har også været i nyhederne på tv og fortælle os, at den rene og klassiske øl skulle være den næste store ting.

En af de mere hypede nye danske pilsnere er Octopils fra brygkollektivet Slowburn og er en italiensk pilsner. Det er en super fin og velbrygget pilsner

Bliver 2020 så pilsnerens år? Og er hvert år ikke pilsnerens år? Hvis man kigger på de forskellige øltypers markedsandele hos Bryggeriforeningen, så udgør de undergærede øl langt den overvejende del af markedet. Hvis man tager udgangspunkt i det, så er hvert år pilsnerens år, men tallene dækker jo også over, at langt de fleste øl der bliver solgt er fra de store bryggerier, og at de sælger konsumøl til en relativt lav pris. Så måske skal man hellere spørge om det bliver årets øltype hos de små bryggerier? Det lader i hvert fald til, at der kommer flere og flere pilsnere i forskellige afskygninger, både de helt rene, de tørhumlede og dem med tilsætning af majs, ris og andet. Jeg kan dog god tvivle lidt på om der egentlig er et marked for den danske craft pilsner, for er de virkelig 35-40 kroner bedre eller mere interessant, end de store bryggeriers versioner? Og kan en dansk håndbrygger med en diplombryggeruddannelse virkelig give en tysk brygmester, der har brugt fem år på universitetet på at lære at brygge pilsner, baghjul? Der findes masser af glimrende tyske pilsnere i Tyskland, som kommer fra store koncerner, men bestemt også fra mindre foretagender. Og er en Carlsberg eller Royal Pilsner virkelig så ringe?

Jeg var for nyligt på et internatkursus og efter middagen sad vi og hyggede over et par øl. Udvalget var ikke specielt udfordrende, men den her fejler jo egentlig ikke noget. Den slukker i hvert fald tørsten.

På Amager Bryghus’ Greed kan man læse om grunden til netop pilsneren som øltype til Greed. Indimellem kunne man godt mistænke, at det er grunden flere steder. ”Hvorfor gør vi ikke bare det samme som alle de store aktører i branchen: vi brygger en røvbillig øl og sælger den til en premium pris. Det er sgu’ da grådighed. ”

Jeg kan godt tvivle på, at at der er et ret stort dansk marked for craft pilsneren på flaske eller dåse, mens det godt kunne være anderledes på barer og caféer, hvor det masseproducerede pilsnere også er relativt dyre så der kan man jo ligeså godt bruge pengene på et mindre og uafhængigt bryggeri, hvis altså det er vigtigt for en. Men er der nørder og purister nok til pilsneren? Jeg tror ikke, at jeg har svaret, men jeg kan faktisk godt lide en velbrygget pilsner, selv om jeg ikke får en stor aha- oplevelse ud af det, men det er heller ikke altid nødvendigt, så længe det er godt lavet.

Øl og smørrebrød

Tidligere i år skrev jeg en artikel om øl og smørrebrød til Food & Drink. Nedenstående er i runde tal den artikel, der blev bragt i bladet. Vil du se artiklen, som den bør se ud, så er det trykte magasin klart at foretrække, men online- udgaven ser faktisk også ret fin ud. Den kan findes her.

Findes der næsten noget mere alsidigt end smørrebrød? Der er så mange muligheder i forhold til udformning og variationer over forskelligt fyld. Lige fra den klassiske rejemad på lyst brød til mørkere og væsentligt tungere stykker, som f.eks. tatar.

Desværre kniber det ret ofte, når der skal sættes drikkevarer sammen med smørrebrød. Nogen vil nok endda mere, at det for alt for mange restauranter og caféer kniber med overhovedet at føre et spændende udvalg af øl. Jeg fik for et par år siden foræret en grundbog, der har været benyttet på tjeneruddannelsen, når der undervises i øl og jeg må sige, at det ikke kan undre nogen, at det kan knibe for tjenere og restauranter at råde og vejlede i øl, for selv om bogen er ret grundig i forhold til øllets ingredienser og sensorik, og har et fint afsnit om øltyper, så er selve vejledningen i at matche øllet med mad ikke ret omfattende eller grundig. Der kan tilsyneladende kun drikkes lagerøl til røget og marineret fisk. Der kan man nu sagtens finde på andre velfungerende øl, men måske er der kommet en opdateret udgave, der er fulgt lidt mere med tiden i forhold til øl.

Da jeg kastede mig over denne artikel, gik det op for mig, at der hvor jeg bor, er der visse udfordringer, hvis man vil ud at spise smørrebrød i en ordentlig kvalitet. Vi har forskellige muligheder for at tage med hjem og selv matche med øl, så det bliver i høj grad det, som jeg her tager udgangspunkt i, da jeg af den årsag ikke alt for ofte går ud og spiser smørrebrød. Den eneste restaurant, der regelmæssigt serverer smørrebrød, har et fint udvalg af håndværkssodavand fra Ebeltoft Gaardbryggeri, men øllet leveres af et af de store firmaer og selv om det faktisk kan lade sig gøre, at lave nogenlunde fornuftige matches, så bliver det aldrig rigtig spændende. Her er det, som det meget ofte er en one size fits all, hvor hovedrollen spilles af et af de store bryggerier og byder på en pilsner og en classic, hvilket uden tvivl også dækker mange menneskers behov, men måske vi kan gøre det lidt mere spændende end det. Der er ingen tvivl om, at man ikke går helt galt i byen, hvis man vælger en af de ovennævnte øl og de vil da næppe heller overdøve det stykke, som man vil parre det med. Men bliver det ikke kedeligt i længden? Til meget andet mad ville vi næppe lade os nøje med to næsten ens vine. Begge hvidvine, men med små nuancers forskel. Det ville vi næppe acceptere, så i det følgende vil jeg prøve at give nogle bud på en mere interessant sammensætning af smørrebrød og øl.

20180330_115517I forbindelse med påsken prøvede jeg at kaste mig ud i et stykke med sild, som jeg selv kreerede, og her ville en smørrebrødsjomfru nok ryste på hovedet, men det virkede nu ret godt. Jeg købte nogle kryddersild, som røg på et stykke hjemmebagt rugbrød og blev pyntet af med lidt skalotteløg, karse, brøndkarse og en hjemmelavet karrysalat. Jeg er slet ikke i tvivl om, at en god pilsner ville gøre det helt fint her og en Høkerbajer fra Hancock ville nok være mit valg. På dagen tog jeg dog en Påske IPA fra Ebeltoft Gaardbryggeri, som har en fin fylde og en god frugtig aroma, der også går igen i smagen, uden at det dog går helt over i frugtjuice. Det hele balanceres ud med en rigtig fin bitterhed, som skærer igennem fedmen fra både fisk og karrysalaten og renser munden inden næste bid. Jeg har flere gange sat ikke for bitre ipa’er sammen med både krydret mad, men også med fisk, hvor det kan fungere helt fint. Som en tredje mulighed kunne man vælge en saison- type, som også giver en noget fint til et stykke med sild. Den tilfører både noget frisk og noget krydret, som kan virke ret godt.

20180406_112459Rejemaden, uanset om den har fået æg, fisk eller andet til, kræver en ikke alt for dominerende øl, da rejerne i sig selv er sarte og fine i smagen. Det skal man være meget forsigtig med at overdøve og derfor giver en pilsner igen faktisk fin mening, men den kan også kombineres med f.eks. en hvedeøl af enten tysk eller belgisk forbillede. Her er der masser af muligheder fra Indslev Bryggeri på Fyn. De har siden starten været fokuseret på hvedeøl i forskellige afskygninger og har en tysk uddannet brygmester, der har lært faget på verdens ældste bryggeri, Weihenstephaner, som jo nok er mest kendt for netop hvedeøl.

For laksemadden gælder mange de samme anbefalinger som gør sig gældende for rejerne. Man skal passe på ikke at overdøve fisken, men i den røgede udgave kan man godt give den lidt mere modspil og hvis man vil prøve noget lidt mere våget, så kunne man jo udfordre sin gæster med en gueuze fra Belgien, som med sin markante syrlighed, men også vinøse følelse vil kunne give et spændende modspil til en røget laks.

 

20180406_113804Til leverpostej, dyrlægens natmad eller måske en hønsesalat foretrækker min bedre halvdel en pilsner og til sidstnævnte har hun ganske ret. Der bliver det ikke meget bedre end en god bitter pilsner, mens jeg til de to andre f.eks. ville vælge en bock eller måske en dobbelbock. Det er undergæret øl med klar malt karakter, der giver mulighed for maden til at spille hovedrollen. Til testspisningen valgte jeg en klassiker i ølverdenen, nemlig Salvator fra tyske Paulaner. Den er fyldig og med lidt sødme fra malten, der giver et fint spil sammen med leverpostej, løg og sky. Den er nok det tungeste, der egner sig til leverpostej, men til gengæld skulle den vise sig, at være noget nær perfekt til en gang tatar med løg, kapers, peberrod og æggeblomme. Den underbygger kødets umami, æggets fedme og de skarpe og salte ting fra resten. Jeg er også ret glad for en god mørk belgier til oksekød i forskellige former. Den fineste af dem er, i mine øjne, Rochefort 10, som er intet mindre end sublim. En helt tredje mulighed kunne være en ipa, som f.eks. Bonny Beer fra Amager Bryghus, der har en fin aroma og bitterhed, der mere skærer gennem fedme og fylde, end den decideret underbygger dem, men det kan også fungere godt.

Min opfordring skal være, at man tør udfordre både sig selv, men også sine gæster og kunder. Der er så mange muligheder, der kan underbygge smørrebrød, men også mad generelt. Vi har omkring 200 aktive bryghuse i Danmark og min ikke, at der skulle være et lokalt bryghus, der har en eller flere øl, der kan give noget til maden. En god tommelfingerregel er dog, at man skal gå efter de traditionelle typer, der ofte ikke har alt for mange tilsætninger af specielle ting, der kan overdøve det emne man sætter det sammen med.

20180406_112117

Veteranøl

På familiens weekendtur til Søhøjlandet hjembragte jeg lidt blandede souvenirs fra Voldby Købmandsgård, der har en meget velassorteret ølafdeling. Jeg er ikke sikker, men det kunne meget vel være Danmarks største udvalg.

Jeg havde egentlig fundet de øl Jeg skulle have, da dagens øl fangede mit øje og jeg følte mig nødsaget til et yderligere indkøb.

Gundestrup Mejeri og Bryghus står bag War Veterans Danmark, som er en øl de har brygget for at vise deres support til de danske Krigs Veteraner og for hvert solgt flaske af Veteran Pilsneren, så går 2,- til www.bloodofheroesdanmark.dk og 0,25 kr pr Veteran Pilsner til www.familienetværket.dk, hvilket jo for så vidt er ganske udmærket.

Etiketten er noget ubehjælpsom i sit forhold til sammensatte ord og navnet på øllet er også noget inkonsekvent i forholdet mellem dansk og engelsk, men det hænger tilsyneladende sammen med, at det er et rygmærke for en motorcykelklub for veteraner. Jeg kører ikke selv motorcykel og går ikke med rygmærke, men jeg ved fra tidligere kolleger fra min tid i forsvaret, at de får rigtig meget ud af fællesskabet i klubber som denne. Jeg mistede i sommer en god ven, der havde fundet en ny mening med tingene i Blue Berets MC. (Tilføjet 2/3. Jeg er i kommentarerne blevet gjort opmærksom på, at det ikke er en MC- klub for veteraner. Jeg synes at det signalerede dette, men jeg har tilsyneladende taget fejl. Læs kommentarerne og besøg hjemmesiden, hvis I vil blive lidt klogere på hvem det er du støtter. Der skal i hvert fald ikke herske tvivl om, at danske veteraner ikke altid er blevet lige godt behandlet af Danmark, så støttenvkan de godt bruge). Men da undertegnede i en fjern fortid gjorde tjeneste på Balkan og dermed kan betegne sig selv som veteran, så skal der mere end etiketter til at skræmme.

image

Etiketten lover en klassisk pilsner på 6%, hvilket vel er lidt i overkanten, når vi taler klassisk pilsner. Øllet er brygget på de tre malte pilsner, münchner og wiener. De to sidste er er vel heller ikke klassiske i en pilsner. Til gengæld er humlerne helt klassiske, om end de tilhører to forskellige pilsnerlande. Hallertauer repræsenterer Tyskland, mens Saaz er tjekkisk.

Da øllet bliver skænket er det tydeligt, at vi ikke har med en klassisk pilsner at gøre. Det er en flot rødlig kastanjefarvet øl med et holdbart hvidt skum. Aromaen er præget af karamel, toffee og mørkt brød og en lille frugtig afslutning.

I munden er det malten, der spiller hovedrollen med en relativt stor mundfylde, der er lidt olieagtig. Øllet er præget af sødme, mørkt brød og en moderat bitterhed. Det minder på ingen mulig måde om en klassisk pilsner.
image

Som pilsner dumper War Veterans Danmark fælt. Det er ganske simpelt hen ikke en pilsner, men som øl er det ikke helt så galt. Den vil gøre sig godt hos dem, der sætter pris på Ale no. 16 fra Refsvindinge, selv om prisen er lidt højere.

Har du lyst til at støtte danske veteraner og deres familienetværk, så køb endelig War Veterans Danmark, men hvis du forventer en god pilsner, så skal du kigge et andet sted.

Øl fra Kvickly 3

I føljetonens tredje del starter vi i Tyskland med en pilsner fra Riegele BierManufaktur, som jeg først for nylig har stiftet bekendtskab med. Da jeg var i Odense for at brygge og drikke øl med Stovt.dk og Rock in Beer smagte vi en stout, som ikke var specielt god. Siden har jeg på den lokale vinbar, brasserie og vinhandel William & Co, fået prøvet en frisk og fin IPA, som jeg gerne drikker igen.

Siden har jeg set øllet på flasker i flere butikker og i Kvickly valgte jeg deres pilsner Amaris 50.

Hele deres sortiment er udviklet i samarbejde mellem verdensmesteren for ølsomellierer Sebastian Priller-Riegele, som jo også leverer navn til bryghuset, og brygmester Frank Müller. Hele serien af øl kommer med madanbefalinger og en ret udførlig etiket, der angiver smag, aroma, fylde osv.

image

Bagetiketten er ret udførlig og giver et godt udgangspunkt for parring med mad


Jeg valgte dog, at jeg ville nyde øllen uden mad og dermed lade det stå selv. Jeg skænkede i et højt pilsnerglas og det lignede en helt klassisk strågul pilsner med en fin karbonering og et hvidt holdbart skum. Den havde en let aroma med lidt hø og frisk græs. Derudover er der en lille blomsterfornemmelse i næsen, som giver gode løfter.

Det bringer os frem til smagen og den var bestemt slet ikke tosset. Pilsneren er som type jo ikke et stort og fyldigt bombardement af fylde og smag og Amaris 50 er da heller ikke meget anderledes. Det er en let, sprød og frisk øl. Karboneringen spiller godt med og bringer en let krydret og blomsteragtig smag frem, inden den går over i en smule citrus. Det hele slutter i en, for en pilsner, ganske markant bitterhed. Tallet i øllets navn er ganske lig med øllets bitterhed, hvilket vel er omkring tre gange så højt, som en dansk standardpilsner og en smule højere en f.eks. en tjekkisk Urquell. Det fungerer rigtig fint og giver lyst til endnu en slurk. Det er brugt fire aromahumler, hvilket giver en fin smag. Det kunne dog være spændende med en tørhumlet version.

Alt i alt en rigtig god pilsner, som jeg meget gerne prøver igen og som jeg tænker ville være rigtig fin i lidt varmere vejr.

image

Farven snyder lidt på billedet. Farven var strågul/solgul.

Senere samme aften, da kone og børn var gået til køjs, og roen sænkede sig over det lille hjem, fandt jeg en stærk, sort og kraftig sag frem. Hornbeer holder til i Hornsherred, hvor Jørgen Fogh Rasmussen og fru Gunhild holder til med bryghus og galleri. Der er naturligvis sammenhæng mellem øl og kunst, da Gunhild maler etiketterne til øllet. Jeg har det lidt blandet med Hornbeer, som brygger ret mange og forskellige øltyper, hvilket naturligvis er godt for mangfoldigheden, men det gør også, at de også kan være lidt svære at blive kloge på. Jeg er begejstret for mange af deres humlede øl og synes bl.a. at deres sorte IPA Hophorn er ganske fremragende, ligesom Jørgen generelt brygger rigtig fine IPA’er, mens jeg ikke er så god til deres belgiske øltyper.

Denne aften skulle det dog vise sig, at Hornbeer ramte tæt på mine smagsløg. Jeg havde købt deres russian imperial stout Black Magic Woman, som er en kraftfuld dame fyldt med ristede noter og røg. Her kunne man frygte, at Jørgen Fogh Rasmussen røg i en fælde, som jeg synes han desværre indimellem ryger i. Han vil for meget på en gang, men i Black Magic Woman lykkes han rigtig godt.

Det er en kulsort øl med et tæt brunt skum, der bliver hængende. Aromaen afslører kaffe, chokolade, en del røg og et let syrligt anstrøg. Det virker rigid lovende.

Smagen er fyldig og ristet med en pæn sødme, som går over i røg, lakrids og så går den let syrlige fornemmelse igen, som den man kan finde i meget mørk chokolade og i kaffe. Øllet er bl.a. brygget med både birkerøget og tørverøget malt, men det tager ikke overhånd og et fint afstemt i forhold til sødme, bitterhed og den lille afsluttende note af lakrids.

Samlet set er det en rigtig vellykket øl, der i mine øjne, er langt bedre end både sidste års vinder af Danske Ølentusiasters kåring af årets ølnyhed i den stærke kategori, som ville for meget og derfor stak af i for mange retninger. Årets kandidat Vladimir P lider lidt af det samme og er for sød til mine smagsløg.

Black Magic Woman er Hornbeer i topform og jeg håber, at de vil brygge flere sorte øl i den stil, hvor øllet står klart, uden at ville mere end det kan bære.

image

Hornbeer har ramt en fint balanceret øl, der er en af deres absolut bedste sorte øl.