Tag Archives: imperial stout

Anmeldelse: Herodes Brygklub It takes two to tonka

Posted on by Standard Svar

For lidt tid siden skrev Stovt om en øl, som han via mellemmand havde fået lov til at smage. Jeg mistænker, at vores mellemmand kunne være den sammen og nu har jeg så også haft Brygklubben Herodes’ dobbeltmæskede stout i glasset.

Flasken er kun markeret med ordet tonka på kapslen, men er ellers helt anonym, men et ikke kommercielt foretagende behøver naturligvis heller ikke mere. Da jeg knapper flasken op undslipper der kun et meget lille pift og i glasset er det en kulsort og tyktflydende omgang, der i kort tid har et fint lille lysebrunt skum.

Tonkabønnen er ret markant i aromaen, og i modsætning til Stovt, så giver det mig en fornemmelse af vanilje, som sammen med sukker og kakao udgør de væsentlige elementer i aromaen. Heldigvis kan jeg ret godt lide vanilje, og de andre ting også, så det er slet ikke så ringe endda.

20180826_205021Øllet har en ret kraftig mundfylde, men det er jo også at forvente, når man tager i betragtning, at det er en dobbeltmæsket øl. Det giver altid en del power. I munden får jeg først en fornemmelse af sødme med lidt mørk sukker, karamel, lidt frugt, chokolade, men også en meget behagelig let syrlighed, bare lige en lillebitte note, som træder frem efter lidt tid i glasset. Tonkabønne går naturligvis også igen i smagen. Den er lidt svær at definere, for selv om jeg synes, at den dufter af vanilje, så er det ikke helt den rigtige beskrivelse af smagen, som godt nok henleder tankerne til vanilje, men det er det tydeligvis ikke. Uanset hvad, så synes jeg det er ret lækkert. Det er en stærk øl og man fornemmer også lidt alkohol, men det er på ingen måde anmasende eller ubehageligt, men med 13.8%, så er det svært helt at undgå.

Som man nok kan fornemme, så synes jeg, at det er en er rigtig god stout. Den spiller meget på tonka, men kammer ikke over, selv om man et stykke tid har glæde af både sødmen og tonkabønnen. Skal jeg finde de rigtigt kritiske briller frem, så kunne It takes two to tonka, måske godt bære en smule mere fylde, men så er vi ude i detaljer. Mine noter afslører til gengæld, at jeg, da jeg sad med øllet i glasset, syntes at den var dejligt fri for lakridsnoter.

Brygklubben Herodes er ofte et af de mere spændende stop til Ølfestival, men i år kom 20180826_205008jeg af en eller anden grund ikke forbi. Jeg hørte eller fine ting om en kraftig vaniljeagtig stout, så mon ikke der sidder en eller to derude, som allerede har smagt den. Jeg håber, at det her på en eller anden måde kommer bredere ud, for det har den fortjent. Det kunne sagtens have været en Amager Bryghus eller måske Lervig eller Amundsen fra Norge, hvor de også gerne leger med tilsætninger. Den kunne også være spændende at smage i fadlagrede udgaver. Jeg tænker bourbon eller måske rom.

Anmeldelse: Omnipollo/Buxton Yellow Belly Sundae

Posted on by Standard Svar

aviary-image-1526416105363.jpgOmnipollo er om nogen kongerne af adjuncts og har efterhånden brygget en bred vifte af dessert-, is- og kageøl. En af de mest legendariske er vel nok deres samarbejde med Buxton om Yellow Belly, der med sin specielle emballage giver et helt særligt udtryk. Den kan vi tale om en anden dag, for her har vi fat i den særlige Sundae- udgave af føromtalte øl. Vi har at gøre med en kraftig stout på 12%, der har været en tur omkring tønder, der tidligere har opbevaret bourbon og det er man i øvrigt ikke i tvivl om, hverken når man stikker næsen i øllet eller når man smager på det.

Vi bevæger os i den kendte og ganske mundrette stilart Peanut Butter Biscuit Stout og navnet giver faktisk god mening. Der er bestemt en masse peanut butter og kiks i smagen, men også en ret intens sødme, som stammer fra laktose og vanilje. Der er brugt aroma af peanuts, som på en eller anden måde giver mening, selv om purister nok ville foretrække en eller anden form for naturlig peanuttilsætning.  Aromaen minder om kage, soft ice og karamel og det er altså virkelig indbydende, selv om det måske lyder lidt voldsomt. Bedst som man tror det er vildt, så smider den lige lidt alkohol og bourbon gennem næseborene.

Smagen vil, som sagt, heller ikke stå tilbage, og der er ingen smalle steder, når den 20180515_221727flydende kage glider ned. Det er sødt, bittert, masser af chokolade, kaffe, vanilje, bourbon, der er kiks og lidt fornemmelse af Snickers. Det hele ligger over en klar alkoholisk fornemmelse, som dog ikke kammer over. Det er en ret vild øl, som faktisk er bedre end sit ophav, som jeg har fået et par gange og finder en lille smule overhypet.

Alt i alt er jeg en ret glad mand efter denne oplevelse, men den holdt som sagt også 12%, så hvem ville ikke være glad.

 

Ølanmeldelse: Ugly Duck Nothing but Trouble BA Sherry

Posted on by Standard Svar

For efterhånden et stykke tid siden var jeg så heldig, at Mike fra Indslev Bryggeri begavede mig med to af deres fadlagrede øl og derfor har jeg haft lidt dårligt samvittighed over, at jeg ikke har fået skrevet noget om dem. Hele 2017 har jeg ikke haft en eneste ølanmeldelse på bloggen, men udelukkende haft nogle korte omtaler, ofte i form af min Fredagsøl, ovre på Facebook. Det har jeg tænkt lidt over og har besluttet mig for at ændre lidt på, så derfor kommer her den første ølanmeldelse i mere end et år.

Når jeg modtager en gratis øl fra et bryggeri eller en distributør, så får den naturligvis samme behandling, som hvis jeg selv køber øllet. Jeg hører indimellem, at nogle tror, at jeg ikke betaler for ret meget af det øl jeg drikker, men det er ikke sandt. Jeg får alt for lidt foræret.

20180228_213659

Indpakningen fejler intet. 66 cl flaske med, en noget gentridig, voks på toppen

Den første af de to øl, som Mike sendte til mig, blev brygget første gang for tre år siden, da Menno fra hollandske De Molen kiggede forbi Indslev for at brygge en stout med dem. Det skulle vise sig, at det ikke var verdens letteste brygdag, hvilket navnet Nothing but Trouble også antyder. Martin fra Stovt var til stede på bryggeriet ved det oprindelige bryg og havde en dejlig dag på bryggeriet.

Jeg har tidligere været igennem hele udvalget af de fadlagrede og den rene Nothing but Trouble og var ret begejstret. Dengang var jeg mest begejstret for de versioner, der havde været på fade, der tidligere havde indehold peatet whisky, bourbon og så overraskende for mig selv, den udgave, der havde hygget sig på sherryfad. Derfor var det med en vis glæde, at det er netop udgaven på sherryfad, der nu er ude i butikkerne igen.

I glasset er Nothing but Trouble kulsort under et tykt lysebrunt og meget vedvarende

20180228_214154

Tykt og lysebrunt

lysebrunt skum. Alt er som det skal og bør være i en så massiv stout.

Aromaen giver allerede, da kapslen ryger af, og inden øllet rammer glasset, en klar fornemmelse af vin, som stiger op fra den, trods alt, begrænsede åbning i flasken. I glasset fortsætter den vinøse oplevelse og giver desuden noter af sukker, alkohol og så sherry. Man fornemmer desuden de store mængder ristede malte, der giver lidt kaffe og en næsten røget note.
Det første,der slår mig, da jeg får smagt på øllet er, at der er en ret fed mundfylde med medium karbonering. Fyldigheden er ret høj og den har en masse fedme over sig. Der spilles dog også på en masse tangenter og de ristede noter, der kunne fornemmes i aromaen går igen i smagen, hvor de giver fornemmelse af aske, men på en god måde. Efter de første oplevelser sætter en fornemmelse af alkohold og sherry ind, inden det heller slutter rigtig fint af med en balanceret syrlighed og bitterhed. Jeg har siden jeg lavede mine noter hørt det beskrevet som en markant tørhed og det er nok heller ikke en helt ringe beskrivelse af det, som jeg oplevede som syre og bitterhed. Det gav en lidt snerpende fornemmelse. Alt i alt en rigtig kompleks og fin smagsoplevelse.
20180228_214202

Dejlig kompleks aroma og smag møder en i glasset

Nothing but trouble BA Sherry er en rigtig nydeøl, som man fint kan dele, hvis man skulle have den slags lyster. Det havde jeg ikke, så jeg havde lang tid i selskab med de 66 cl fremragende sort øl. Min oplevelse fra sidst der var en sherry- udgave ude holder ved, for selv om sherry ikke er mit go to valg af alkohol, så fungerer det altså rigtig godt her. Jeg har for nylig set den i både Mikkellers nye bottle shop i Odense og i Beershoppen i Kolding, men mon ikke den stadig kan findes rundt omkring. Den er i hvert fald klart værd at prøve.

Amagerkansk juleshopping

Posted on by Standard Svar

I lørdags holdt Amager Bryghus release på deres juleøl, samt på et par andre nyheder. Jeg havde desværre ikke mulighed for at deltage i selve eventen, hvor der traditionen tro også blev budt på æbleskiver og Anne-Mette Meyers pebernødder. Det var jeg jo svært ked af, så jeg tog kontakt til Henrik Papsø og spurgte om jeg, da jeg alligevel var på Amager torsdag og fredag, måtte kigge forbi og gøre lidt juleshopping. Det fik jeg tilladelse til og sammen med en god ven kigge vi forbi torsdag eftermiddag, hvor Papsø rev lidt tid ud af en eller booket kalender og brugte den tid på os. Det var morderlig pænt gjort. Tak for det.

Udover de forskellige juleøl, som jeg naturligvis nok skal komme ind på i et andet indlæg, så var der også release på en række øvrige øl, ligesom jeg også fik lidt forskelligt med, som er brygget til restauranter, der har deres egen øl fra Amager. Dem har jeg dog ikke nået at smage på endnu, så det bliver en anden gang.

Det hjembragte rov.

Flere af de hjembragte øl er klassisk Amager. Lyse og crispy ipa, som ikke lægger en tung og klistret bund af karamelmalt, men som til gengæld er rig på humlearoma. Masser af tropiske frugter, bl.a. ananas, fersken og citrus. Det gælder i høj grad for Granny with a gun, som er brygget sammen med australske Edge Brewing og som er brygget med australske humler, bl.a. Ella som jeg selv har brygget med en gang og som er en rigtig dejlig humle. Udover de tropiske noter, så er der også en dejlig piney følelse, som passer ganske godt ind. En rigtig fin øl, som jeg håber mange når at smage, da Papsø luftede, at det kunne være svært at skaffe humlerne.

Granny with a gun fungerede mere end glimrende som ledsager til madlavningen.

Den første af øllene jeg åbnede var dog Psychedelic Popcorn, som er et samarbejde med brewpubben Forrest & Main, som ligger i Ambler, Pensylvania. De brygger bl.a. med en gær de hvert andet år høster på bagsiden af bygningen og hvert andet år med en gær fra forsiden. Det er en af disse gærstammer, som White Labs har arbejdet med i København. Den er sammen med en lækker blanding af humler, som f.eks. Citra og Mosaic, blevet til en grisette. En grisette er en let saison, som, ifølge Papsø, skulle være en rigtig arbejderøl fra byerne. Det ved jeg ikke noget om, men i dette tilfælde er der i hvert fald tale om en rigtig dejlig tørstslukker, der er let med sine kun godt 4% og lyse maltsammensætning. Humlen giver en masse frugtige aromaer, som efterfølges af en lille belgisk følelse fra gæren. Den er egentlig ret markant i sin smag, men det underbygger stilarten ganske fint og giver desuden en ret tør og bitter øl. Den må gerne blive en fast del af Amagers sommerprogram, hvor jeg tænker den vil kunne blive en glimrende tilføjelse. Amager Bryghus kørte i øvrigt en lille meningsmåling på Facebook om farven på etiketten og rart at se, at den flotte lilla blev valgt. Den passer fremragende til den fantastiske tegning og til øllets navn.

Endnu en gang har Amager og Simon Hartvig Daugaard ramt etiketten perfekt

Endelig var jeg også en tur forbi den imperial honney stouten La Santa Muerte, som tidligere har været ude som fadøl, men er altså nu blevet valgt til at komme på flaske og det må jeg sige, at jeg synes er et rigtig fremragende valg. Kulsort og stærk. Ristet, men sød. Blød, men samtidig med kant. Kort sagt, så er jeg ret begejstret. Allerede i næsen er man ikke i tvivl om, at vi har med de klassiske ristede malte og chokoladenoter at gøre, ligesom honningen synes at kigge frem. I munden bakkes de nævnte indtryk op med noter af lakrids, inden vi slutter med en honningagtig sødme, der dog balanceres af humlebitterhed, så øllet ikke kammer over i sin sødme.

En dejlig tung, sød, bitter og rar stout

Amager Bryghus har endnu en gang bevist, at de behersker deres humlede og sorte øl, som meget få bryggerier i Danmark.

Årsmøde, smagning og en stor ære

Posted on by Standard 1

I tirsdags var jeg af sted til årsmøde i Danske Ølentusiasters lokalafdeling i Fredericia. Som nogen læsere sikkert ved, så har jeg været aktiv i lokalafdelingen i en del år, både i forbindelse med planlægning og gennemførsel af Øllets Dag og som aktiv i bestyrelsen, hvor jeg, udover et par års civilt medlemskab, også fik lov til at være formand i to år. Sidste år trak jeg mig frivilligt fra bestyrelsesarbejdet og arbejdet med Øllets Dag pga. sygdom, og selv om jeg måske har skåret lidt ned på deltagelsen i arrangementer, når jeg nu ikke selv må være medbestemmende på datoer, så holder jeg stadig meget af at komme til arrangementerne. Jeg har lært en masse fantastiske mennesker at kende, og nyder at være sammen med dem. Der har, som bekendt, været en del debat på de Facebook om foreningens berettigelse og om foreningens initiativer, som, indrømmet, ikke alle er lige gode, men endnu en gang oplevede jeg, at i hvert fald vores lokalafdeling har sin klare berettigelse.

Inden årsmødet var foreningen, som sædvanen byder, vært for en øl. Generalen, som altid har lidt skiftende øl, havde bl.a. altid fremragende Orval. God start på aftenen.

Et årsmøde kan jo hurtigt blive en formel omgang, men heldigvis kan man jo hurtigt få formalia overstået, når der ikke er den store kamp om tillidsposter, så til lykke til Kirsten Samsøe og bestyrelsen med genvalg og nyvalg og mange tak for indsatsen til David og Kuno. I har, i hvert fald i min tid i bestyrelsen, leveret et fremragende stykke arbejde med de opgaver I løste. Til årsmødet uddeles også en række diplomer for forskellige ting, såsom årets værtshus, som igen i år gik til Eriksens Vinhandel og årets øl i Fredericia, en brown ale jeg ikke har smagt og til årets håndbryg, som gik til de gæve gutter fra Depotgården, der havde klonet St. Bernardus abt. 12.

Til sidst blev der uddelt et særligt diplom, som betyder særlig meget her på matriklen. Lokalafdelingen har ved særlige lejligheder uddelt diplomer til lokale æresmedlemmer. I år valgte de igen at uddele et diplom, som jeg var den glade og stolte modtager af. Det betyder faktisk noget, at blive anderkendt for den lokale indsats for det gode øl. Der er ingen tvivl om, at min holdning er, at det er lettere at påvirke folk og deres oplevelser af det gode øl, hvis man er i samme lokale og der flytter man altså ikke noget ved at stå udenfor og skælde ud. 

Jeg er oprigtig vanvittig beæret over anerkendelsen. Så har indsatsen ikke været helt uden grund.

Jeg bliver indimellem beskyldt for at være en ølsnob, og det skal såmænd nok passe, men jeg mener, at der er brug for, at vi skubber til folk, og ikke mindst ølentusiaster, så de får andre oplevelser, end dem de finder i supermarkederne, så de også oplever de sure, det bitre, det skøre og det fantastisk velbryggede og opdager, at en ipa til 50 kroner måske smager fire gange så godt, som en til 12. Jeg har helt sikkert været en helt anden type formand, end min forgænger Karsten Ejby, der solgte foreningen helt anderledes, end jeg har gjort det. Jeg har nok været mere nørdet i min tilgang, der måske har været lidt mindre spektakulær, men åbenbart slet ikke så ringe endda. Endnu en gang skal der lyde et varmt og stort tak til bestyrelsen, der har set et eller andet i min indsats.

Selv om billedet er fra i aftes og ikke fra smagningen, så er det nu stadig en glimrende øl og en moderne dansk klassiker.

Efter årsmødet gik vi over til ølsmagning, som jeg for længe siden var blevet bedt om at stå for. Egentlig burde jeg måske slet ikke have afholdt den og have overladt den til en flok amagerkanere, men jeg valgte nu alligevel at takke ja og holde en Amager Bryghus- smagning. Jeg havde i fællesskab med Beershoppen i Kolding og Henrik Feldthaus fundet ni øl, der på sin måde repræsenterede det som Amager, i mine øjne, er kendt for. Der var meget humle og der var noget sort, og så var der selvfølgelig samarbejder med udenlandske bryghuse og bryggere. Der burde selvfølgelig have været en Imperial Café Latte Brown Ale, men den var desværre ikke tilgængelig i passende mængder. Det som smagerne til gengæld fik var en række øl, som alle er ganske markante i forhold til humle eller stilart. Selv om Papsø måske nok synes, at de lokale er svære at imponere, så er det jo ikke alle, der rater eller untapper, så fik smagningen og ikke mindst øllet masser af ros. Mindst ros fik de to saison’er jeg havde valgt at tage med, mens Green Green Banshee i den anden ende var en rigtig crowdpleaser, selv om den er en ret voldsom omgang. Jeg bedømmer den også selv helt i top, men er ikke sikker på, at jeg ville kunne drikke en hel. Til gengæld er det jo en fremragende deleøl. Alle der følger lidt med her på bloggen ved, at jeg elsker humle og at jeg synes, at der er få i Danmark, der behandler humlen bedre end Amager, om nogen overhovedet, så jeg håber, at Amagerdrengene er ok med, at jeg har udsat ca. tres lokale entusiaster for en ordentlig omgang humle. De var glade for det.

Aftenens smageprogram med undertegnede som tvivlsom baggrund.

Øllets Dag 2016

Posted on by Standard 1

Der har på Facebook henover sommeren været en del debat omkring Danske Ølentusiasters rolle og berettigelse.  Jeppe Jarnit-Bjergsø følte sig endnu en gang, og ganske forståeligt, forbigået i forbindelse med uddeling af priser fra foreningen. Hans måde at udtrykke sin skuffelse på, synes jeg personligt er mindre snedig, men ham om det. Det medførte en længere debat hos både Stovt og Danske Ølentusiaster og mine holdninger kom vist også frem. DØE er for mig stedet jeg går hen og får nogle hyggelige timer i selskab med gode mennesker. Det er ikke altid, at øllet er lige spændende eller udfordrende, men selskabet fejler intet. Så kan man måske argumentere for, at jeg burde gå til møde i Danske Hyggeentusiaster i stedet, men fred nu med det.

Et område, hvor DØE i hvert fald gør en kæmpe indsats er på Ølfestivfal og på Øllets Dag. Festivallen er hvert år et tilløbsstykke og der er også masser af spændende og godt øl, men der er også en masse øl, som jeg ikke gider smide poletter efter, men der er helt sikkert noget for enhver. Øllets Dag er altid den første lørdag i september og markeres mange steder i landet, men på vidt forskellig måde. Jeg har selv været med til at arrangere Øllets Dag i Fredericia i en del år, i 2014 og 2015 som formand for lokalafdelingen, så jeg er muligvis lidt farvet, men jeg synes, at der er fundet en fornuftig form, som tiltrækker rigtig mange mennesker.

wp-image-286244560jpg.jpg

Udsigten fra standen, som den så ud det meste af dagen

I år var jeg ikke med til at arrangere og deltog som frivillig på Indslev/Ugly Ducks stand og det var en ganske populær stand, hvor vi havde et fint udvalg af både hvedeølssortimentet, men også IPA, farmhouse og stout fra den grimme ælling. Der var fuld knald på hele dagen, men jeg gør det gerne igen. Det er altid hyggeligt, at snakke og servere godt øl til glade mennesker.

På grund af travlheden, så havde jeg ikke så meget tid til at komme rundt på pladsen som jeg plejer, men jeg nåede da rundt om smage lidt forskelligt. Beershoppen i Kolding havde bl.a. en god blanding af dansk øl og surt fra det store udland. Der var klassiske sure belgiere, men også svenske Brekeriet var på standen. Semilokale Gildet Bryuglaug deltog i deres sidste event, inden de trækker stikket. De havde nogle af deres fine øl med, men særligt Løbesod var fin. Det var, ikke overraskende, en kulsort og egentlig ret bitter sag. Ud af asken opstår efter sigende Pink Stripe Brewing, som bl.a. vil fokusere på øl med en kvindevenlig sødme. Det lyder ikke som mit førstevalg, men det er jo spændende at følge lokale tiltag. Det lykkedes mig i år ikke at smage noget fra Hornbeer, men der var vist heller ingen nyheder på standen, ligesom jeg stort set ikke fik smagt noget fra det brede fynske udvalg, altså Indslev undtaget. Jeg havde glædet mig til at smage Emperor of California fra Randers Bryghus, da jeg havde læst rigtig fine ting om den, men den var en udpræget skuffelse. Sød, maltet og bitter på en ikke særlig charmerende måde. Humlearomaen var ikke eksisterende. Måske flasken ikke havde været behandlet pænt, men det var ikke ret godt. Ebeltoft havde også sendt en Mayflower IPA, som er en forløber for den fremragende Wildflower. Ikke et godt valg, da Wildflower er både friskere og bedre. Til gengæld var folk rigtig glade for deres Damn Dark Stout V.

wp-image-2095971487jpg.jpg

Dagens store skuffelse. Den levede slet ikke op til det forventede

Dagens bedste øloplevelser kom, igen i år, fra Carlsbergs stand, hvor det lokale bryggeri, som sædvanligt, havde lagt et stort stykke arbejde i standen i hjembyen. Respekt for det. De havde udover øl i eget navn og i Jacobsens også et udvalgt af Brooklyn Brewery med og der var flere perler i blandt. Dagens højeste rating på Untappd gik til 2015 udgaven af Black Ops, som bare er en fantastisk øl, men også Bel Air Sour trak smil på læben. Derudover var der en ukendt øl ude label, som slet ikke var så ringe endda, for nu at tale jysk.

Udover øl, så var det muligt at se et arbejdende brygværksted, smage på matchningen af ost og øl, ligesom der natturligvis var mad på pladsen. Underholdningen var endnu en gang lagt i hænderne på det odenseanske bluesband Harpin’ Wolf & The Black Sheep. Der var gæster på pladsen, som måske kom mere for dem, end de gjorde for øllet, men det er der også plads til.

20160903_100100

Dagens besdst bedømte øl på Untappd

Arrangementet ramte lige der, hvor jeg mener, at DØE kan påvirke og inspirere forbrugerne. De får en lang række muligheder for at prøve øl, som de ellers aldrig ville købe og folk er nysgerrige. Hvis vi får dem på pladsen, så er der muligheder i at skubbe dem forbi Ale no. 16 og classic. Deltagermæssigt vurderer jeg det også som en succes. Et arrangement som Copenhagen Beer & Whisky trak, så vidt jeg ved 1800 mennesker fordelt på tre dage, mens arrangementet i Fredericia trak mellem 1300 og 1500 på en enkelt dag.

Ingen ølfestival uden et knivskarpt team. Denne dag Jens Madsen og Ousen
Andre var skarpe på deres helt egen måde. Her Rene fra Beershoppen

Jeg er klar igen næste år. Jeg ved hvor stort et engagement der ligger bag og hvor stort et arbejde. Det deltager jeg meget gerne i.

Aus Deutschland

Posted on by Standard Svar

Da Fru Ousen snart rundt et skarpt hjørne og i den forbindelse har inviteret gæster, så gik turen den anden dag til Tyskland og Scandinavian Park, der har et ganske ok udvalg af vin, men bestemt også af rom og whisky. Jeg kom faktisk derfra med en, til prisen, fin rye whisky fra Rittenhouse, men nu er dette jo en blog om øl, så jeg købte hele to af slagsen. Butikken har naturligvis en masse ligegyldigt dansk dåseøl, som jeg mod forventning ikke så nogen købe, men også en smule fra Mikkeller. Derudover har de en del tysk flaskeøl, både de mere gængse hvedeøl og bock, men også nogle jeg ikke kendte og da jeg ikke havde netværk af betydning på mobilen, så tog jeg chancen og puttede to ukendte i vognen.

Den første var en pale ale fra Braufactum, der tilsyneladende er en del af Oetker-koncernen, så der er ikke ligefrem tale om et lille håndværksforetagene, men det diskvalificerer jo ikke Palor på forhånd. Vi har at gøre med en klassisk udseende, men dog tilsyneladende filtreret, pale ale. Lys orange, hvidt skum og en medium karbonering. Aromaen er frisk med en smule krydderurter, som mynte og så en let citrus. Mynten må stamme fra brugen af Polaris- humle, som jeg selv har brygget med og som netop netop gav en fornemmelse af mynte. Derudover er der benyttet Cascade, som dog ikke træder så markant igennem. Smagen underbygger rigtig fint aromaen. 

Slet ikke er tosset forsøg på at lave en pale ale

Alt i alt én Ikke voldsomt udfordrende øl, men bestemt ikke dårlig. Carlsberg og Royal Unibrew kunne sagtens lære lidt her. Bedre end deres forsøg på mikrobryg/craft beer.

Øl nummer to er en  Baltic Stout, som jeg ikke er stødt på tidligere. Det plejer vel egentlig at være en porter, når den er baltic, men skidt nu med det. Øllet er brygget af Rügener Insel-Brauerei, så vi er ikke så langt fra Danmark og det giver jo også forklaringen på navnet, da vi er i Østersøen. Øllet er en britisk inspireret imperial stoutmed en alkoholprocent på 7,5. Indpakningen er ganske gennemført og øllet ser da også ud, som noget skal. Sort med brunt skum. Aromaen er let, men med klare noter af kaffe og kakao. Mundfylden er til den lette side, men bygger langsomt på, hvilket er fint, da der ikke er så meget at byde på smagsmæssigt. Lidt ristet malt, kaffe, kakao og så en let fornemmelse af soya. 

I forhold til indpakning og udseende, så skuffer den en smule, men den et mere kedelig, end den er dårlig.

Der skal mere til end flot indpakning. Selve øllet fejler intet, men er lidt kedeligt.

Double Black Mash 2016

Posted on by Standard 2

For efterhånden et stykke tid siden fik jeg indkøbt nogle stykker af årets udgave af Amager Bryghus’ dobbeltmæskede stout.

Det er en kulsort og nærmest tyktflydende øl med et brunt skum på toppen.

imageAromaen er ristet fra den sorte malt og har noter af både kaffe og chokolade.

Smagen er et kapitel for sig. Øllet et som sagt tykt i konsistens, nærmest olieret. Der fornemmes klart alkohol, men det er forventeligt i så alkoholrig en sag, 12%. Alkoholen ledsages af stor sødme, der følges op af mørk chokolade. Sideløbende er der et hint af soya, kaffe og noget blommeagtig frugt, der passer glimrende ind.

I mine noter fra smagningen stod følgende:

Hold nu kæft det er godt. Stor, stor øl.
Balanceret i sin styrke. Massiv.

Det kræver nærmest ikke flere ord. Støder du på en flaske, så køb.

image

Flydende kage

Posted on by Standard Svar

Jeg bestilte for et stykke tid siden lidt øl fra Beergium, der havde udsalg og derfor var priserne fornuftige, selv efter forsendelsen var betalt. Beergium leverede hurtigt og effektivt, men desværre var der en flaske, der ikke overlevede turen til Danmark.

image

En Idjit nåede ikke helt frem. Øv.


Heldigvis overlevede dagens øl, en Noa Pecan Mud Pie fra Omnipollo, ganske glimrende, hvilket jeg er glad for, selv om det er en stout, den egentlig er for meget på alle parametre. Den er stærk, voldsomt sød, bitter og meget aromatisk.
image

Flydende chokoladekage


Aromaen er stor med masser af sødme, kakao, nødder og vanilje og det går igen i smagen, som er en oplevelse, der sikkert vil dele vandene. Jeg har aldrig fået en Mississippi mud pie, men jeg forestiller mig, at smagen ikke kan være milevidt fra denne flydende udgave, som jeg faktisk rigtig godt kan lide, selv om den er for meget.
image

En rigtig nyder. Det er ikke en stout man drikker i store mængder ad gangen

Da himmel og jord stod i røg

Posted on by Standard Svar

I fredags gik min vej omkring Middelfart og den glimrende ostebutik Ostergaard, der skulle levere min aftensmad i form af tapas med vægt på gode oste. Det blev i den grad leveret og blev nydt med en Chimay Rood.

image

Ost, pølse og Chimay Rood er en glimrende combo

Mens Kasper gjorde aftensmaden klar, så blev de øvrige indkøb klaret hos naboen Kvickly, hvor Jørgen Pølsemager huserer i pølsemageriet og så står han for en forrygende ølafdeling, der byder på mere end 400 forskellige. Mens jeg gik og sugede næringen ud af flaskerne med øjnene, og måske røg der en smule i vognen, så kom Jørgen trillende med lidt varer til hylderne. Vi faldt naturligvis i snak om øl og om nye øl på hylderne. Blandt de nye varer var hollandske De Molen og Jørgen var så venlig at give mig en Hemel & Aarde med hjem. Jeg takker mange gange for den gestus, for det er en voldsomt rar øl. Hvis man altså er til røg.

Der er en klassisk De Molen, kulsort og kraftig med en høj alkoholprocent. Skummet er tæt, vedholdende og flot lysebrunt, mens astmaen et meget markant. Solid aroma med store mængder tørverøg fra Bruichladdich- malten, der skulle være den mest røgede i verden. Bag røgen fornemmes lidt chokolade, men ikke meget trænger igennem.

image

Hemel & Aarde er glimrende, men man skal nok være klar på kraftig røg

Det er en fyldig og kraftig imperial stout, hvor tørverøgen går igen i smagen og ligger sig i forgrunden flytte chokolade, kaffe og sødme, inden det hele slutter med bitterhed.

Det er måske ikke verdens mest elegante øl, men den smager forbandet godt og jeg triller gerne af sted efter en mere.