De der følger min side på Facebook ved det naturligvis allerede, men I andre skal naturligvis ikke snydes for et par ord omkring lørdagens ølsmagning.
Danske Ølentusiaster i Fredericia har fået en knopskydning, der kalder sig Skyggekabinettet, eller Skygge Kabinettet, som de fejlagtigt insisterer på. Det er en lille gruppe af ildsjæle, der alle enten har siddet i bestyrelsen og/eller har været med i udvalget, der arrangerer Øllets Dag.

Alteret i kirkerummet, hvor vi startede med en lille Rochefort med portvin. En blanding man måske vil kunne finde på mit julebord, når desserten skal indtages.
I lørdags inviterede de os en lille tur nærmere Gud, da de havde sat ca. 30 mænd og kvinder stævne i Skt. Knuds Kirke i Fredericia. Kirken er byens katolske kirke og jeg har ikke tidligere været i kirken. Vi lagde ud i kirkerummet, hvor der blev serveret en ganske lækker blanding af Rochefort 10 og portvin, inden undertegnede slog det tidligere bestyrelsesmedlem Peter Mygind Leth til ridder af vores lille orden, eller egentlig blev han æresmedlem i lokalafdelingen for god og tro tjeneste i ordenen.
Efter denne lille seance rykkede selskabet andægtigt op på kirkens loft, hvor vi under kyndig vejledning af en gæv ølbroder i form af Henrik Feldhaus fra YNWA Beershop, skulle igennem en række klosterøl fra Europa.
Vi kom i løbet af smagningen vidt omkring og selv om meget af øllet naturligvis var kendt i forvejen, så var det en rigtig god og hyggelig smagning, da rammerne i kirken var helt fantastiske og stemningsfulde, selv om det var både mørkt og koldt.
Der var indtil flere højdepunkter i løbet af aftenen og man kan som sædvanligt se min bedømmelser på Untappd, men det er da naturligvis værd, at nævne et par stykker. Jeg havde ikke tidligere smagt Kasteel Rouge, som er en belgisk strong ale tilsat kirsebærlikør. Den delte vandene, men jeg fandt den altså rigtig god med en lille fin syrlighed og marcipan i smagen.
Det er naturligvis altid værd at nævne Westvleteren abt. 12, som i lørdags var sat op imod Sct. Bernardus 12, der jo efter sigende skulle være brygget på den samme opskrift, men med forskellige gærstammer. I mine øjne er Westvleteren den bedste øl, men til prisen kan man nok “nøjes” med Bernardus.
Alle deltagere var vist ret enige om, at det var en smagning, der udmærkede sig ved de fantastiske omgivelser, så tak til Joachim fra Skt. Knud for at gøre det muligt og tak til Skyggekabinettet og Broder Henrik, for at arrangere.