Memory Lane: Scotch Silly

Anden besøg på Mindernes Allé er endnu en belgier. Jeg må have haft en belgisk periode, da jeg lærte at drikke ordentligt øl. Brasserie de Silly har brygget en øl inspireret af en stærk skotsk ale. Jeg fandt den, da jeg var en tur i Nordjylland og kiggede ind i den lokale vinhandler, der er identisk med hjemmesiden www.trappist.dk.

Som den sidste øl i serien, Gulden Draak, så er vi igen ude i en meget sødlig øl. Den holder 8%, så selv om vi er ude i en anden øltype, så bevæger vi os, styrkemæssigt, i omegnen af en dubbel.

I glasset er det en mørk brun øl med et tykt skum på toppen, der ikke bliver hængende voldsomt længe, men dog efterlader en fin film på toppen af øllet.

IMG_20181020_225343_899

Etiketten husker jeg med tern, så den signalerer Skotland, men den har tilsyneladende fået en overhaling. Øllet står flot brunt i glasset, selv om jeg har fået taget billedet uden farver. 

Aromaen giver, som man forventer i Belgien, men måske mindre i Skotland, en masse mørkt sukker, æbler og en note af noget læder eller træagtigt. Det er egentlig ganske behageligt.

Mundfylden er ret fed og, igen som forventet, ret sød med karamel, kandis og frugt, men også med en fornemmelse af noter af gær på en måde, som jeg egentlig ikke forbinder med skotske ales, men det klæder den nu helt fint i dette tilfælde. Det kammer ikke helt over i belgisk krydderbombe, men giver lige et lille pift. Den kunne måske godt trække lidt mere bitterhed, da malten og gæren står meget tydeligt og måske lidt enstrenget, hvis man virkelig skal være hård ved øllet.

Endnu en gang, så nød jeg turen tilbage i tiden, til engang hvor jeg ikke havde så bred an referenceramme, som jeg har i dag. Jeg husker den som en fremragende øl, dog synes jeg at erindre, at etiketten havde klantern, men jeg er faktisk ikke sikker. Holder den stadigvæk? Det synes jeg, at den gør, hvis man er til maltede, mørke og sødlige ales. Den har ikke helt så meget præg af gær, som en belgisk dubbel eller lignende, så hvis du er til den type øl, men gerne vil slippe for den meget markante gær, så kunne dette være et fint bud.

Anmeldelse: Barrier Brewing Co. O-Ren Rishi

Den anden dag genså jeg Kill Bill vol. 2 og kom derfor i tanke om denne øl, som jeg købte med hjem fra Kihoskh, da jeg var til Mikkeller Beer Celebration.

20180519_212532.jpgO- Ren Rishi er, omend stavet lidt anderledes, den karakter, som i filmen spilles af Lucy Lui. Det er måske derfor, at øllet er tilsat noget så asiatisk som hvid the med fersken. Jeg ved det ikke.

Vi har at gøre med en ipa, der er tilsat the, hvilket kan give rigtig fine øl, men det kan også give en lidt træls bittered.

Øllet fremstår med en fin hazy orange farve med et tykt og klæbrigt hvidt skum og en behagelig karbonering.

Aromaen leder tankerne hen mod tropiske og søde frugter med meget klare noter af fersken med et lille syrligt tvist.

Smagen er ret meget som aromaen. Der er masser af sødme med en fornemmelse af malt, inden man får et tydeligt skud fersken og så en balanceret bitterhed.

Ret fin, super forfriskende og let drikkelig, men uden for alvor at imponere sådan rigtig meget.

Anmeldelse: Herodes Brygklub It takes two to tonka

For lidt tid siden skrev Stovt om en øl, som han via mellemmand havde fået lov til at smage. Jeg mistænker, at vores mellemmand kunne være den sammen og nu har jeg så også haft Brygklubben Herodes’ dobbeltmæskede stout i glasset.

Flasken er kun markeret med ordet tonka på kapslen, men er ellers helt anonym, men et ikke kommercielt foretagende behøver naturligvis heller ikke mere. Da jeg knapper flasken op undslipper der kun et meget lille pift og i glasset er det en kulsort og tyktflydende omgang, der i kort tid har et fint lille lysebrunt skum.

Tonkabønnen er ret markant i aromaen, og i modsætning til Stovt, så giver det mig en fornemmelse af vanilje, som sammen med sukker og kakao udgør de væsentlige elementer i aromaen. Heldigvis kan jeg ret godt lide vanilje, og de andre ting også, så det er slet ikke så ringe endda.

20180826_205021Øllet har en ret kraftig mundfylde, men det er jo også at forvente, når man tager i betragtning, at det er en dobbeltmæsket øl. Det giver altid en del power. I munden får jeg først en fornemmelse af sødme med lidt mørk sukker, karamel, lidt frugt, chokolade, men også en meget behagelig let syrlighed, bare lige en lillebitte note, som træder frem efter lidt tid i glasset. Tonkabønne går naturligvis også igen i smagen. Den er lidt svær at definere, for selv om jeg synes, at den dufter af vanilje, så er det ikke helt den rigtige beskrivelse af smagen, som godt nok henleder tankerne til vanilje, men det er det tydeligvis ikke. Uanset hvad, så synes jeg det er ret lækkert. Det er en stærk øl og man fornemmer også lidt alkohol, men det er på ingen måde anmasende eller ubehageligt, men med 13.8%, så er det svært helt at undgå.

Som man nok kan fornemme, så synes jeg, at det er en er rigtig god stout. Den spiller meget på tonka, men kammer ikke over, selv om man et stykke tid har glæde af både sødmen og tonkabønnen. Skal jeg finde de rigtigt kritiske briller frem, så kunne It takes two to tonka, måske godt bære en smule mere fylde, men så er vi ude i detaljer. Mine noter afslører til gengæld, at jeg, da jeg sad med øllet i glasset, syntes at den var dejligt fri for lakridsnoter.

Brygklubben Herodes er ofte et af de mere spændende stop til Ølfestival, men i år kom 20180826_205008jeg af en eller anden grund ikke forbi. Jeg hørte eller fine ting om en kraftig vaniljeagtig stout, så mon ikke der sidder en eller to derude, som allerede har smagt den. Jeg håber, at det her på en eller anden måde kommer bredere ud, for det har den fortjent. Det kunne sagtens have været en Amager Bryghus eller måske Lervig eller Amundsen fra Norge, hvor de også gerne leger med tilsætninger. Den kunne også være spændende at smage i fadlagrede udgaver. Jeg tænker bourbon eller måske rom.

Anmeldelse: Amundsen Bryggeri Christmas Pudding

Udover min fredagsøl i går, så fik jeg også denne Christmas Pudding fra norske Amundsen Bryggeri. Det er en toffee milk stout på beskedne 4,7%, men med masser af aroma og smag. 

Fint med en lidt lettere dessertøl

Den er i familie med de tunge og søde dessertstouts, men mangler noget af den fylde, som alkoholen bidrager med. Både aroma og smag er domineret af sødlige toffeenoter med vanilje og kakao, som ikke får det store modspil. Øllet er brygget med tilsætning af aromaer og jeg bilder mig selv ind, at det kan man måske godt fornemme. Mod slutningen bliver det måske lidt kunstigt og klistret.

Der er en ret fin åbning på dåsen, der giver mulighed for at aromaen kommer til sin ret

Jeg er dog ret vild med indpakningen, som udover de sædvanlige fordele, som dåsen giver, også gør, at man I princippet kunne drikke øllet direkte fra dåsen, da åbningen giver mulighed for at aromaen kan frigives gennem den større åbning. Det er godkendt, ligesom øllet også er det, uden at være overvældende.

Voodoo Brewery og Mikkeller Shop

Jeg har nogle gange bestilt øl fra Mikkellers webshop og hver gang har det været en rigtig fin oplevelse. Det går altid hurtigt og prisen for levering er rigtig fin. Denne gang fik jeg endda lidt rabat, ikke fordi jeg efterspurgte det eller fordi de havde nogen særlig grund til. Jeg havde lavet en lille fejl og fik ikke afgivet min bestilling ordentligt, men det blev løst og jeg sparede lidt penge. Det er sgu rigtig fin service.

20170922_165818.jpg

Udover de fem øl, så blev pakken leveret med et par klistermærker og en neopren- agtig kølekappe til falsker

Jeg så på Mikkellers side på Facebook, at de havde et bundle fra Voodoo Brewery, som er et amerikansk bryggeri fra Meadville, Pensylvania, selv om det altså er øl og ikke honningvin, de har kastet sig over. Jeg har ikke tidligere smagt meget øl fra Voodoo, ret præcist havde jeg smagt 10 cl fordelt på to øl til MBCC 2017 i Øksnehallen. Begge var kraftige stouts, som havde været en tur omkring bourbonfade og begge var rigtig fine.

Der var nu ingen stouts at spore i pakken fra Mikkeller, men derimod en række nogenlunde traditionelle stilarter, enkelte havde fået et lille skud op ad alkoholstigen, men ellers var der ikke de store vilde udskejelser.

Første øl i pakken, som jeg prøvede, var White Magick of the Sun, som er en belgisk wit på 7,3%, som ikke rigtig imponerede mig. Den var fin nok, men manglede noget friskhed.

Dernæst testede jeg Hoodoo. Det er en ret traditionel ipa, der er brygget med syv forskellige humler, der alle begynder med C, så masser af grapefrugt, citrus og harpiks. Den virkede måske ikke helt topfrisk, men egentlig fin nok.

20170923_213128.jpg

Billedet er ikke alt for godt, men Voodoo Love Child er en rigtig fin øl

Næste på blokken var Voodoo Love Child, der i udgangspunktet er en mere interessant øl, end de to foregående. Det er en belgisk tripel, bryggeriets egen Gran Met, der er lagret tre måneder på frugt, i form af surkirsebær, hindbær og passionsfrugt. Der er meget klare noter af frugt, særligt kirsebær og en tropisk note, som jeg tilskriver passionsfrugten. Hindbær trådte ikke rigtig klart frem for mig. Frugten har ikke hele overtaget og der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med en tripel. Gran Met var faktisk den sidste af øllene jeg drak, men den var faktisk rigtig fin. Det er en klassisk tripel. Lys, let sødlig, god mundfylde og med meget klare gærnoter. Den er rigtig godt skruet sammen og måske den bedste i pakken. Det er på en eller anden måde en ærlig øl, der ikke leget med stilarten, men i stedet hylder den og det gør den ret godt.

Voodoo brygger også en amerikansk brown ale, Winona’s big brown ale, der er brygget på Maris Otter og en række af mørkere malte, der giver masser af karamel og chokolade i smagen. Humlen byder ind med citrus og bitterged til at balancere sødmen. Øllet holder 7,3% alkohol, men det fornemmer man nu ikke, der mangler måske faktisk en lille smule fylde, for at øllet spiller 100%. Det er nu en ret fin brown ale, når nu det skal være. Det er ikke en stilart jeg ret ofte drikker. Det er sådan en slags øllets traktor, det er ofte solidt, kører stabilt, men ikke ret hurtigt eller interessant. Sangen som navnet er inspireret af, synes jeg til gengæld holder hele vejen.

20170929_174043

Killapilz var en ret perfekt partner til et par tyske pølser med kraut, kartoffel, bretzel og sennep

Det efterlader os med kun en øl tilbage, nemlig Killapilz, som vel er noget i retning af en imperial kellerbier eller måske bare slet og ret en velhumlet guldøl på 7,5%. Ifølge Voodoo, så er det en blanding af tysk, tjekkisk og polsk pilsner tilsat otte forskellige europæiske humler. Der er brugt pilsnermalt og wienermalt, så vi har at gøre med en øl, der har en relativt spinkel krop, men alligevel fornemmer man brødagtig malt i smagen, som fra humlen for græs, hø, lidt citrus og en fornemmelse af lidt krydderurter. Den starter let sødlig, men fremstår alligevel ret sprød og fin. Jeg var ret begejstret for den i den sammenhæng, som jeg indtog den i.

Alt i alt er jeg måske ikke helt faldet på halen over Voodoo Brewery. Det er alt sammen meget solidt og velbrygget. Det var vel ret beset kun wit’en, der egentlig skuffede med sin udtalte sødme og manglende friskhed. Jeg var samtidig ret tilfreds med de to tripeler og med kellerbieren, så det var sådan lidt både og. Jeg synes helt bestemt, at der er valuta for pengene i Mikkellers tilbud og synes sagtens man kan smide sine penge den vej, hvis man er til godt øl, uden alt for mange store armbevægelser, for det er altså ret velbrygget.

Det ser sort ud i supermarkedet

Kan man mon købe gode øl i et supermarked eller er det hele lidt for dyre ordinære øl til for høj pris? Det spørgsmål vil jeg kigge lidt på i en lille serie af indlæg. I første omgang kigger jeg på porter og stout fra udvalgte supermarkeder. Jeg har allerede skrevet lidt om øl indkøbt i Kvickly i Middelfart og der er bestemt noget ganske hæderligt øl i deres sorte udvalg, men de går også noget ud over det gennemsnitlige supermarked i Fredericia og sikkert også i mange andre byer.

Dagens øl hører vel nærmest til kategorien discount, da en halvliters dåse kan erhverves for mindre end en rund tier og det er da heller ikke verdens største øl vi har med at gøre, men den er bestemt drikkelig og til prisen er det ganske godt.

Den har aroma af ristet malt og et lille hint af chokolade. Begge dele går igen i smagen, som er ret let og med ret lav mundfylde for en stout. Den har en let bitter eftersmag, der balancerer det søde (mælke)chokolade.

Et fint alternativ til en Guiness, men ikke for alvor en imponerende øl. Godt og solidt uden de store armbevægelser.

image

Et fint alternativ til Guinness og noget billigere

Kunstbryggeriet Far & Søn: stovt.dk

Jeg plejer ikke, at kaste mig ud i dybdegående anmeldelser af enkelte øl, men når man siger ja til at modtage et anmeldereksemplar, så skylder man en seriøs anmeldelse.

Martin fra www.stovt.dk har sammen med Bo Rino Christiansen fra Kunstbryggeriet Far & Søn brygget en imperial stout med figner og lagret med eg. Det er jo et godt udgangspunkt for en god oplevelse, hvis det bliver gjort ordentligt og det skulle der være gode muligheder for her, hvis øllet er samme standard som bloggen, hvor Martin svinger sin sprogligt elegante pen. Jeg vil lade Martin præsentere Kunstbryggeriet Far & Søn, da jeg ikke sikker på, at jeg kan gøre det bedre end det her.

Jeg glædede mig til at stifte bekendtskab med Bos øl, da jeg flere gange har læst om det, men da Kunstbryggeriet endnu ikke er kommercielt, så har det været lidt svært tilgængeligt og mit eksemplar havde det heller ikke helt let med postvæsenets behandling af forsendelser.

image

Stout med kraftig smag og aroma af vådt pap.

Derfor måtte der iværksættes en nødplan, så jeg kunne få fingrene i en ny og da Alex Rock og Martin havde inviteret mig med til en hyggelig dag med håndbryg og øl, så lå det jo lige for, at bringe et eksemplar hjem fra den dag, hvor Bo i øvrigt også dukkede op med lidt forskelligt øl fra Kunstbryggeriet Far & Søn. Det gjorde ikke forventningerne mindre, da det var rigtig fine øl. Han viste sig derudover, i øvrigt på linje med Martin og Alex, at være en rigtig fin fyr. Jeg måtte derfor tage de kritiske briller på og prøve at se bort fra det, da jeg smagte på øllet.

Jeg fandt øllen frem og sørgede for, at jeg havde god tid, da en blog ved navn Stovt naturligvis står bag en kraftig sag. Vi har at gøre med en imperial stout på 10%, hvor der som nævnt er tilsat figner og lagret med eller på eg. Der er brugt brugt en række fine humletyper og malte, så basen skulle være på plads.

image

Inden kapslen røg af. Etiketten er simpel, men stilfuld.

Jeg valgte, at skænke øllet i mit relativt nyindkøbte stoutglas og det tog sig da også smukt ud i glasset. Kulsort med et kraftigt lysebrunt skum, der dog hurtigt og knitrende faldt sammen og blev liggende som et tyndt lag i ret lang tid, inden det helt forsvandt, men skumkrone er heller ikke let på så stærk en øl.

Allerede da øllen blev knappet op kunne man fornemme en markant aroma og opskænkningen gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre. Man kunne fornemme ristede noter fra mørk malt, alkohol, frugter, chokolade og en meget let fornemmelse af røg. Fru Ousen tog også et lille snus til glasset og mumlede noget om lakrids. Det opfangede min næse dog ikke, men lækkert var det.

image

Helt i ånd med øllets oprindelse må det nødvendigvis præsenteres i sort-hvid

Aromaen lover en stor oplevelse og det var derfor med stor spænding, at jeg smagte på det kulsorte bryg. Kunne det nu leve op til løfterne? Det korte svar er ja. Smagen er naturligvis kraftig med stor fylde. Det er ristet mørk malt, der giver smag af først kaffe, chokolade og sødmefuld smag af figner. Jeg var i tvivl om man ville kunne fornemme de tilsatte figner, men de står faktisk ganske flot i smagsbilledet. Den lakrids jeg ikke fangede i aromaen, synes jeg til gengæld kan anes i smagen, inden eg, lidt røg og en let bitter slutning sætter ind.

image

En meget aromatisk og kraftfuld smagsoplevelse.


En så kraftig sag tager naturligvis sin tid, og kunne muligvis egne sig som deleøl. Fru Ousen fik da også en lille smagsprøve, men ellers nød jeg den i langt over en time, hvor de beskrevne aromaer skiftede lidt karakter. Røgen trådte lidt mere frem og egen blev også lidt mere markant i smagen. Fignernes sødme blev ikke mere markant, men selve smagen af figner blev mere figenagtig. Jeg har ikke rigtig en bedre beskrivelse.

Jeg prøvede ikke at blive rygklapper eller fanboy og ledte efter fejl i øllet, men der er ikke rigtig noget at sætte en finger på. Det er en stout lige efter min smag. Skulle man endelig finde en lille detalje, så virkede karboneringen lidt prikkende, lige da øllet blev skænket, men det aftog hurtigt og efterlod en fed og blød mundfølelse.

Alt i alt er det en rigtig god øl, der klart er helt i top over de nye danske stouts jeg har prøvet i meget lang tid. Klart stærkere end de sorte kandidater i Danske Ølentusiasters afstemning om årets ølnyheder og den bør uden tvivl blive en del af det faste sortiment, når Kunstbryggeriet Far & Søn bliver kommercielt bryghus, hvilket skulle ske i løbet af en overskuelig fremtid og holdes standarden, så bør det blive en succes.

Jeg hyggede mig gevaldigt med både øllet og med anmeldelsen, så mon ikke jeg kaster mig over en anmeldelse i ny og næ. Det er i hvert fald svært, at sige nej, når man bliver spurgt.

image

Jeg synes lige I skulle have et billede af øllet i farver


image

Øllet gør sig heller ikke så tosset i farver