Double Black Mash 2016

For efterhånden et stykke tid siden fik jeg indkøbt nogle stykker af årets udgave af Amager Bryghus’ dobbeltmæskede stout.

Det er en kulsort og nærmest tyktflydende øl med et brunt skum på toppen.

imageAromaen er ristet fra den sorte malt og har noter af både kaffe og chokolade.

Smagen er et kapitel for sig. Øllet et som sagt tykt i konsistens, nærmest olieret. Der fornemmes klart alkohol, men det er forventeligt i så alkoholrig en sag, 12%. Alkoholen ledsages af stor sødme, der følges op af mørk chokolade. Sideløbende er der et hint af soya, kaffe og noget blommeagtig frugt, der passer glimrende ind.

I mine noter fra smagningen stod følgende:

Hold nu kæft det er godt. Stor, stor øl.
Balanceret i sin styrke. Massiv.

Det kræver nærmest ikke flere ord. Støder du på en flaske, så køb.

image

På øljagt i supermarkedet 2

Anden del af min indkøbstur bragte mig en tur i Bilka, hvor jeg bl.a. så et tilbud fra Thisted Bryghus, der involverede de tre øl med amerikanske bynavne og så de tre, der bærer navn på humler. Jeg købte en af hver og vil her skrive lidt om Pilgrim, som er en oatmeal stout.

Før jeg overhovedet nåede til at skænke øllet, så var det allerede lidt bagude på point, da det er lykkedes for Thisted at trykke på vås-knappen. Den får lige et par linjer om, at kvinder ikke tror de kan lide mørkt øl, før de smager en oatmeal stout. Jeg køber ikke det sludder om, at der skulle findes særlige øl til kvinder. Der findes kort og godt øl, noget er godt og noget er skidt, men ikke alle øl rammer alle mennesker.

Serien fra Thisted skal tilsyneladende sætte fokus på de enkelte humler, men er alligevel forskellige øltyper, hvilket ikke er et logisk valg, hvis man vil lave en reel sammenligning eller bare vise forskellighederne. Pilgrim er en engelsk humle med lidt citrusfrugt og en krydret aroma. Her flyttet den sammen med en blød og sødlig stout, der dog har en lille syrlig note. Der er tydeligt præg af havren, som giver en blød (smooth) mundfylde og følelse, der ikke rummer meget bitterhed eller ristede toner. Aromaen er relativt svag og har ikke meget humle over sig. Det virker lidt underligt, når man har navngivet øllen efter en humle.

image

Pilgrim ser ud og dufter som den skal. Desværre er det en ret uinteressant øl


Pilgrim er ikke en dårlig øl, men den er bare ikke ret interessant. Slet ikke når man tænker på, hvor godt sort øl de faktisk kan brygge i Thisted.

Senere på dagen var jeg en tur ude st køre med familien og da vi tilsyneladende var løbet tør for salt, så røg jeg lige en tur i DagliBrugsen i Egeskov uden for Fredericia og der fik jeg øje på den nye Påske Pale Ale fra Jacobsen, som jeg lige sneg med i kurven. Jeg kender Michael Rahbek fra bryggeriet og derfor skal jeg selvfølgelig prøve en ny øl derfra.

Hvis vi skal bruge finalisterne fra Danske Ølentusiaster som målestok, så har vi med en finalist i næste afstemning at gøre. Det er en lys ravfarvet øl med et holdbart hvidt skum. Aromaen er ikke voldsomt stor, men har tydeligt præg citrushumle og lidt karamel. Den har en meget behagelig, og lidt fed, mundfylde, som balanceres af bitterheden, der ikke er kraftig eller snerpende, men som afrunder øllet rigtig fint. Noget der i øvrigt vagte begejstring hos Fru Ousen, så det må jo være en form for kvindeøl.

image

En godt balanceret pale ale, der vil gøre sig rigtig fint til en påskefrokost


Hvis man sammenligner Påske Pale Ale med en klassisk amerikansk udgave, så kunne man måske ønske lidt mere smæk på aromaen med noget frugt og citrus, men det er måske til en anden målgruppe, end den Jacobsen sigter på. Til gengæld er det en rigtig velbrygget øl, der er rigtig vel balanceret.

Indtil videre er det den klart bedste af de fire supermarkedsøl. Om den holder den status må vi se, når jeg har været ude at handle igen.

Flydende kage

Jeg bestilte for et stykke tid siden lidt øl fra Beergium, der havde udsalg og derfor var priserne fornuftige, selv efter forsendelsen var betalt. Beergium leverede hurtigt og effektivt, men desværre var der en flaske, der ikke overlevede turen til Danmark.

image

En Idjit nåede ikke helt frem. Øv.


Heldigvis overlevede dagens øl, en Noa Pecan Mud Pie fra Omnipollo, ganske glimrende, hvilket jeg er glad for, selv om det er en stout, den egentlig er for meget på alle parametre. Den er stærk, voldsomt sød, bitter og meget aromatisk.
image

Flydende chokoladekage


Aromaen er stor med masser af sødme, kakao, nødder og vanilje og det går igen i smagen, som er en oplevelse, der sikkert vil dele vandene. Jeg har aldrig fået en Mississippi mud pie, men jeg forestiller mig, at smagen ikke kan være milevidt fra denne flydende udgave, som jeg faktisk rigtig godt kan lide, selv om den er for meget.
image

En rigtig nyder. Det er ikke en stout man drikker i store mængder ad gangen

Da himmel og jord stod i røg

I fredags gik min vej omkring Middelfart og den glimrende ostebutik Ostergaard, der skulle levere min aftensmad i form af tapas med vægt på gode oste. Det blev i den grad leveret og blev nydt med en Chimay Rood.

image

Ost, pølse og Chimay Rood er en glimrende combo

Mens Kasper gjorde aftensmaden klar, så blev de øvrige indkøb klaret hos naboen Kvickly, hvor Jørgen Pølsemager huserer i pølsemageriet og så står han for en forrygende ølafdeling, der byder på mere end 400 forskellige. Mens jeg gik og sugede næringen ud af flaskerne med øjnene, og måske røg der en smule i vognen, så kom Jørgen trillende med lidt varer til hylderne. Vi faldt naturligvis i snak om øl og om nye øl på hylderne. Blandt de nye varer var hollandske De Molen og Jørgen var så venlig at give mig en Hemel & Aarde med hjem. Jeg takker mange gange for den gestus, for det er en voldsomt rar øl. Hvis man altså er til røg.

Der er en klassisk De Molen, kulsort og kraftig med en høj alkoholprocent. Skummet er tæt, vedholdende og flot lysebrunt, mens astmaen et meget markant. Solid aroma med store mængder tørverøg fra Bruichladdich- malten, der skulle være den mest røgede i verden. Bag røgen fornemmes lidt chokolade, men ikke meget trænger igennem.

image

Hemel & Aarde er glimrende, men man skal nok være klar på kraftig røg

Det er en fyldig og kraftig imperial stout, hvor tørverøgen går igen i smagen og ligger sig i forgrunden flytte chokolade, kaffe og sødme, inden det hele slutter med bitterhed.

Det er måske ikke verdens mest elegante øl, men den smager forbandet godt og jeg triller gerne af sted efter en mere.

Grimme ællinger

Som følgere af min Facebook- side vil vide, så havde jeg for et par uger siden besøg af Mike fra Indslev Bryggeri, som bragte mig en lille leverance af et udvalg, af de nyeste øl fra Ugly Duck. Jeg takker endnu en gang og kvitterer gerne med lidt omtale på bloggen. Reglen er naturligvis, at jeg siger min mening, uanset om den er positiv eller negativ.

image

Udvalget i min beermail fra Indslev Bryggeri

Første øl, i det ellers hovedsageligt, sorte selskab, var Golden Eye, som er en gylden og let sødlig øl, der er gæret med belgisk gær, som giver det der særligt belgiske. Det er dog ikke en helt klassisk belgier, da der er tilsat en vis mængde humle, som giver en fin bitterhed, men også en frisk aroma af den tilsatte Simcoe. Det er dog mere en gylden belgier, end det er en IPA eller APA, så forventer man en humledomineret øl, så bliver man skuffet. Jeg kunne nu ret godt lide den og tænker, at man sagtens kan tage et par stykker, eller mere, på en festlig aften.

image

Gylden belgier med et strejf amerikaner


Den næste i pakken, der blev befriet fra sit fængsel var Double Retro IPA, som er en klassisk moderne IPA med humler, der var moderne for ti år siden, men som måske er forsvundet lidt de sidste par år. Det er en let tåget orange IPA, der har en rigtig fin aroma fra de tilsatte humler Cascade, Columbus og Chinook. Der er altså godt gang i harpiks og grape. Øllet er med sine 9% ganske fyldigt og vi bevæger os vel også i omegnen af en double IPA, der ofte er relativt sød under bitterheden. Double Retro blev smagt helt frisk, så humlen stod helt klart i billedet og leverede på både aroma, smag og bitterhed. På ingen måde en nyskabende IPA, men en heldigste en af slagsen, for Den smager sgu godt.
image

Retro øl og et spil jeg vel har spillet i mere end tyve år, CM/FM, så der var dobbelt retro


Mens folkeafstemningen blev fulgt, så blev den kulsorte stout Nothing but Trouble nydt. Det er en stærk, sød og bitter imperial stout på 11%, som er brygget sammen med Menno fra hollandske De Molen. Martin fra Stovt deltog i øvrigt på brygdagen og har skrevet om det her.

Nothing but Trouble er som nævnt både stærk, sød og bitter, men derudover fornemmes røg i både aroma og smag og jeg formoder, at man fra starten har søgt en grundøl, der skulle smides på et udvalg af træfade, ganske som det jo også er sket. I sin rene form er Nothing but Trouble ikke den mest spændende stout fra hverken Ugly Duck eller De Molen, til gengæld er den uforskammet godt lavet, så jeg glæder mig til de fadlagrede udgaver.

image

Den rene udgave, som i høj grad beder om lidt træfad

Simremad og øl

Efteråret har gjort sit indtog  og det kunne jo være en undskyldning for at lade noget kød braissere i nogle timer. Samtidig var det måske en mulighed for at kigge lidt på fryserens og køleskabets udvalg.

Lørdag aften tog jeg et dyk i fryseren og fandt et stykke nakkefilét, der sikkert har været tiltænkt at skulle trækkes, men ikke er blevet det. Derudover havde jeg lidt bacon, af den gode slagterlavede, der var til overs fra lørdagens burgere.

imageUdover det kunne køkkenet byde på en rodfrugtblanding, så lidt persillerod, eller var det mon pastinak, gulerødder, en håndfuld hvidløg og lidt rødløg røg med i gryden, sammen med rosmarin, laurbær, tørrede Karl Johan, salt, peber, tomatpuré, hønsefond og en sort øl.

imageDa øllet skulle i retten begik jeg en lille fejl og tilsatte en øl jeg ikke havde smagt på og derfor ikke kendte. Frejdahl/Vestfyen har begået seks forskellige øl. Tre i store flasker, som faktisk er ganske fine og så tre i halvliters flasker, hvor stouten blev valgt her. Den er desværre noget tynd og vandet, men det var jo lidt sent at gøre noget ved. I sidste ende ende gik det nu fint alligevel, da jeg brugte et lille ninjatrick.

image

image

Efter godt fire timer i ovnen tog jeg gryden ud og fiskede, det nu helt smørmøre, kød op af gryden, inden jeg tog det måske lidt besynderlige valg, at give sovs og grøntsager en tur med stavblenderen. På den måde blev en smag og kraft i retten, uden at det skulle spises udkogte rodfrugter.image
Som tilbehør lavede jeg en gang stegte champignoner og kartoffelmos.image

Ugly Duck Putins

Indslev Bryggeri er et af mine lokale bryggerier, hvilket ikke er så skidt endda. De brygger jo som regel dejligt øl og når man kan hente øllet direkte ved døren, så får man, stort set, altid frisk øl. En rigtig fin ting, da Indslev både brygger godt hvedeøl og under brandet Ugly Duck en række mere udfordrende øl, heriblandt nogle ganske fremragende ipa’er, der jo er bedst helt friske.

Fredag frigav Indslev to fadlagrede versioner fra Ugly Duck- serien, så her er der naturligvis ikke tale om helt frisk øl.

image

Fredag havde jeg desværre ikke mulighed for at kigge forbi Indslev, men der var heldigvis øl tilbage, da jeg stod der lige før åbningstid lørdag

Den første af dem jeg befriede for champagneproppen var Putins (Berries), der har imperial wheat stout’en Putin som base. En fin base for en fadlagring. I stedet for at tappe øllet med det samme, så har de rare mennesker på Indslev ladet det lagre i et års tid på rødvinsfade med selskab af solbær, inden det er tappet på 37,5 cl flasker med champagneprop og har fået lov til at lagre i yderligere et halvt år. Den slags koster naturligvis en smule, da fade og tid koster og med 75 kroner flasken, så vil nogen måske slå op i banen, men hvis øllet er i orden, så ser jeg intet problem. Jeg har i hvert fald dyrere øl på lager, som blot venter på den rette lejlighed.

image

Putins etiket faldet meget godt i tråd med flere af de øvrige i serien

Allerede da proppen, efter lidt arbejde, ryger af med et fint knald, der sendte hunden ud af stuen med halen mellem benene, fornemmer man fadpræg og solbær. Særligt solbær er markant i duften, som en såvel sød, som syrlig note. Efterhånden som øllet får lidt luft i glasset fornemmer man en smule eg og rødvin, men det er ikke overvældende.

Putins er rigtig flot i glasset, da det bliver skænket. Det er ikke kulsort, men lader lys slippe igennem og afslører et meget mørkt rødligt, nærmest lilla bryg med et meget fint og holdbart lysebrunt skum, som har et lyserødt skær over sig. Hvad der tidligere har været på fadet ved jeg ikke, men måske Bordeaux. Det ville nok være det rette navn til øllets skær.

image

Billedet yder måske ikke øllet retfærdighed, men man kan nok lige ane skummets lyserøde skær

I munden er det en overraskende let øl, som ikke har den tyngde, som man måske forventer af en øl på 10% med anseelige mængder mørk malt. De ristede noter fra den oprindelige øl er trængt i baggrunden af en ret tør og syrlig fornemmelse, der giver en frisk oplevelse. Fadlagringen og solbærene har i den grad ændret øllets karakter og har gjort det langt mere vinøs. En fornemmelse, der bliver mere markant efterhånden som man kommer igennem flasken, hvor også en behagelig bitterhed opbygges.

Jeg er begejstret. Så kort kan det siges. Jeg havde forventet noget helt andet og langt tungere, men det relativt lette øl med de friske syrlige noter er virkelig godt. Jeg har flere gange diskuteret, om man kan betegne en kendt øl i en fadlagret version som en ny øl, men her giver det mening. Jeg vil bestemt anbefale, at man smider de 75 kroner efter Putins, hvis man skulle komme forbi et eksemplar.

image

I modsætning til Putins, så er der masser af ristede, næsten askeagtige noter i Putin, som også har en større fedme i mundfølelsen


Jeg var naturligvis nødt til at åbne en sammenligningsøl, da jeg havde den oprindelige Putin på lager. I øvrigt et eksemplar, som Anders Busse, der er direktør for Indslev, har foræret væk pga af sommerstemning og en manglende deltagelse i en koncert. Det er bestemt også en fin øl, som jeg ofte har på lager.

Sidste omgang supermarkedssortsyn

Så er det blevet tid til de sidste to sorte øl fra de fredericianske supermarkeder. Jeg kunne sagtens have valgt et par andre fra både danske og udenlandske bryggerier, men hvis ikke det skal udvikle sig til en uendelig historie, så lader vi dagens to øl sætte punktum.

Vi er i to vidt forskellige ender af det spektret for porter og stout, hvor den ene er en for stilarterne meget let øl, mens den anden er alt hvad man Lan ønske sig.

Vi starter på Fyn, hvor Refsvindinge står bag Mors Stout, der fremstår mørkebrun med et støvet gråligbrunt skum, der bliver liggende på toppen længe.

Aromaen bærer præg af af sødlig sukkeraroma og en svag note af malt, mens smagen er meget let, på grænsen til det vandede og mørkt sukker går igen i smagen, der også har lidt ristede noter og slutter med en let syrlighed.

Samlet set byder Mors Stout ikke på nogen store udfordringer i forhold til at tackle smagsoplevelsen. Der sker simpelt hen for lidt. Den minder om Uglens Stout fra Aldi, som dog er noget billigere og dermed er et bedre køb.

image

Mors Stout i en lidt voldsomt skænket udgave

Seriens sidste øl er også klart den bedste og det relativt klart. Vi skal en tur til Thisted, hvor den vel nærmest legendariske Limfjords Porter brygges. Det er en kulsort porter eller måske en double brown stout, som der står på etiketten. Det er i hvert fald en udgave af baltic porter, som er en undergæret type.

Den er som sagt kulsort og har er fint relativt holdbart lysebrunt skum.

Aromaen byder på lakrids, kaffe og en klar røget note, hvilket livet godt for smagen.

Smagen er præget af de mørke og ristede malte, der giver fornemmelse af kaffe, karamel, mørk sirup og endnu en gang slutter det med en omgang røg. Øllet har en rigtig god balance mellem det søde, bitre og røgede.

Limfjords Porter er en fantastisk øl, som vel er den øl i Danmark, der byder på den bedste value for money. Man kan finde mange og meget dyrere portere og stout, der på ingen måde byder på samme oplevelse og det er en af mine go to øl jeg aldrig bliver træt af.

image

Danmarks bedste øl til prisen?

Endnu en omgang sortsyn

Det ser stadig sort ud i forhold til øl indkøbt i supermarkeder. Denne gang har jeg været en tur i Rema 1000, hvor jeg har indkøbt et par sorte herligheder, hvoraf den ene, Wiibroe Porter, kommer i dette indlæg, samt en Gl. Carlsberg Porter, som jeg har fundet i Løvbjerg.

Begge øl er jo lokale, da de er brygget på Fredericia Bryggeri, det som bekendt står bag en lang række øl under Carlsberg- navnet, ligesom de også brygger en lang række andre brands, heriblandt altså Wibroe, som Carlsberg også ejer. Fælles for hele sortimentet er, at det er undergæret, da bryggeriet ikke arbejder med overgær. Faktisk er bryggeriet så lokalt for mig, at jeg ganske ofte kan dufte, når der mæskes og det gør der jo syv dage om ugen, nærmest i døgndrift.

Porteren fra Wiibroe er en gammel dansk ølklassiker, som har været svært tilgængelig, men som Rema har taget i fast sortiment og tak for det, for det er en dejlig øl.

I glasset er den kulsort med etholdbart lysebrunt skum, der bliver hængende længe.

Aromaen er præget af kaffe, lakrids og en sødlig duft af mørk frugt.

Smagen er kraftigt ristet med en lille note af aske. Der fornemmes lidt alkohol, kaffe og sød lakrids i en ganske fyldig fornemmelse. Slutningen er meget let bitter, men smagen holder godt ved.

Det er en meget vellykket porter til prisen og helt på niveau med mange dyrere sorte øl.

image

Wiibroe Porter er en meget vellykket porter

Gl. Carlsberg Porter eller måske er det en imperial stout. Det fortaber sig lidt, men en fin øl er det i hvert fald.

Endnu en gang en sort øl med et flot lysebrunt skum, der ligger sig som et tyndt holdbart lag på toppen og bliver der.

Aromaen er de klassiske mærke noter af kaffe, chokolade og mørkt sukker/karamel.

Smagen er fyldig med karamelmalt, lakrids og bitterhed som fra kaffe. Mørk chokolade og humle. Bitterheden er langvarig og bliver i munden længe, hvor det suppleres med en let fornemmelse af røg.

Det er samlet set en rigtig god øl og Till prisen er det intet at udsætte på oplevelsen.

image

Carlsbergs bud på en porter eller imperial stout

Carlsberg for tit skyld for at de kun brygger kedeligt øl, men med de to sorte øl beviser de, at det er noget sludder. Begge to er af langt højere kvaliteter, end mange af de små bryghuses udgaver af stout og porter og det til meget fornuftige priser.

Det ser stadig sort ud

I anden kapitel af serien om sort øl fra supermarkederne skal vi tre gange til Assens og Bryggeriet Vestfyen, der brygger øl i discountklassen, samt Willemoes til COOP og det er netop de to sorte øl fra COOP, samt en stout fra Aldi vi skal kigge på i dag.

Vi lægger ud med Willemoes Stout, som jeg på et tidspunkt har fået foræret og som siden har puttet sig bagerst ølkøleren og derfor er den også noget over sidste holdbarhedsdato, hvilket naturligvis må indgå i vurderingen.

Willemoes Stout er en rødlig mørk brun øl med et beige skum, der bruser op som sodavand, men dog lidt mere holdbart. Efter knap et minut var det forsvundet.

Aromaen var sødlig og mindede mest om øllebrød eller rugbrød, men havde ikke meget andet at byde på.

Smagen er præget af lidt ristet malt uden stor mundfulde, kakao og en sødlig note, det går over i noget soya, inden den slutter let syrligt.

Alt i alt ikke det store sus og selv til 11 kroner en kedelig øl. Ikke dårlig, bare kedelig.

image

Øllet ser umiddelbart flot ud, men skummet bruser hurtigt væk.

Næste øl på programmet er Willemoes Porter, som er en kraftfuld sag på den gode side af 10% alkohol.

Det er en sort øl, men man kan ane et lille rødligt skær, hvis man holder glasset op mod lys. Skummet er fint lysebrunt og ganske holdbart.

Aromaen bærer præg af de mørke malte med brændte noter og lakrids. Måske en anelse sukker, sirup eller sådan noget.

Mundfulden er relativt kraftig og let olieagtig med smag af de brændte malte, sødme, lidt chokolade og lakrids. Den er ret sød, men har både bitterhed fra de mørke malte og fra humle, som bliver hængende i munden.

Willemoes Porter er et ganske fornuftigt køb, som man ret ofte kan finde til 11 kroner i Fakta og Brugsen.

image

Et rigtig fornuftigt køb til prisen

Den sidste øl i trekløveret er Uglens Stout fra Bryggeriet Vestfyen og som findes i Aldi.

Det er en Mørk rødlig stout med et beige og ret holdbart skum.

Aromaen er let med præg af brun farin, som også indgår i øllet, samt en let duft af kakao.

Smagen er også ret let med karamel, sukker og kakao. Der er ikke rigtig meget bitterhed i øllet, men det kammer dog ikke helt over i sødme.

Bestemt ikke en stor øl, men prisen taget i betragtning, så er det ikke så skidt endda. Den er noget bedre en Willemoes Stout.

image

Klart den af de tre, der klarest signalerer discount, men ikke den ringeste