For et stykke tid siden købte jeg Evil Twin og spanske Naparbiers to samarbejdsbryg Light Raven og Dark Raven, henholdsvis en lys og en sort session- IPA.
Jeg har gode minder om blandingen af to øl fra Evil Twin, da Yin og Yang udkom for nogle år siden, så jeg besluttede mig for at prøve de to hvert for sig og som half’n half.
Jeg fandt et par smageglas frem og gik i gang med at skænke, hvilket ikke var helt ligetil, for begge øl havde en voldsom skumudvikling, så det var ikke muligt at skænke af en omgang. Dette medførte, att der kom bundfald med i glassene. Naturligvis tydeligst i den lyse, som ellers havde et flot hvidt skum og en aroma præget af citrus og tropisk frugt, mens den mørke fætter mest bar præg af kakao på en støvet måde, samt lidt lakrids.
Smagsmæssigt var den lyse også mest interessant med en, for alkoholstyrken, relativt stor fylde og en fin smag af tropisk frugt og god bitterhed, mens den mørke ravn mest havde den støvede kakao og lakrids, krydret med let citrus fra humlen. Let syrlig og moderat bitter.
Hver for sig en henholdsvis ordinær og måske lidt skuffende oplevelse, men måske en blanding af de to gav mening?
Det gjorde det. Ingen tvivl om det. Det støvede fra den mørke forsvandt og efterlod kakao- noterne friskere og med mindre lakrids, mens de friske smage fra humlen i den den lyse trådte mere frem og afslørede en fin smag af passionsfrugt og et hint af mango.
Blandingen i lige dele gav en helt fin dark ipa, cascadian dark ale eller hvad vi nu vil kalde stilen. Ikke prangende, men helt fin.