Hip hurra, det min fødselsdag

Eller det er det faktisk ikke, men jeg sad lige den anden dag og tænkte over, at jeg nærmest aldrig brugte den her old school WordPress- blog længere. Derfor gik jeg lige ind på redigeringsdelen og så opdagede jeg sørme, at det i dag er ti år siden, at jeg første gang gav lyd fra mig herinde. Jeg skrev ikke meget. Det var mere sådan et hej til verden og det lød i alt sin korte og enkle lyd sådan her:

Mangler Danmark endnu en blog om øl? Sikkert ikke, men nu kommer der alligevel en. Kan jeg mon tilbyde noget, som ikke allerede er derude? Det ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg er helt sikker på, at jeg har mindst ligeså meget at byde på, som de fleste af de danske blogs, der er derude og som jeg læser med glæde.
Jeg vil tilstræbe, at der kommer blogindlæg om kommercielt øl, men jeg vil, som udgangspunkt ikke give dem karakterer her på bloggen. Der vil man i stedet kunne benytte min profil på http://www.untappd.com, som jeg sikkert også vil linke til under de enkelte blogindlæg.
https://untappd.com/user/ousen
Der vil også blive lagt vægt på diskussioner af ølscenen generelt. Det kan være indlæg om regionalt øl, nyt nordisk øl, enkelte bryggerier osv.
Jeg håber, at den samlede mængde af danske ølblogs vil øge interessen om godt øl.

En lille håndbryg hjemme i køkkennet og også det første billede af øl på bloggen tilbage i juli 2014

Jeg ved stadig ikke rigtigt om Danmark manglede endnu en blog om øl, for der var godt mange gode dengang, men eftersom bloggen stadig er her og den indimellem genererer lidt reaktioner, hovedsagligt på sociale medier, så tager jeg det som et ja. Der er i hvert fald en lille smule interesse, selvom hele begrebet blog har flyttet sig meget i de ti år jeg har været med. Mange af de gamle findes ikke mere som klassisk blog, eller også opdaterer de ikke mere. De første år mødtes jeg engang imellem med de odenseaske ølbloggere, men det sker desværre ikke rigtigt længere og det er egentlig en skam, for det var altid hyggeligt og lærerigt, når Triplealehead, Rock on Beer, Stovt og Beertalk var selskabet til f.eks. Pale Ale Festival på C4. I dag er det vist kun Martin og Stovt, der er aktiv som gammeldags blog, men man kan stadig finde Beertalk på SoMe og Alex Rock laver ting på Youtube. Mange andre har været der, og nogle er der stadig, men jeg synes ikke, at jeg selv er så god til at få fulgt med på andres ting, og det er på mange måder en skam, for jeg går ud fra, at der stadig findes nogle gode old school ting derude. Så er du eller I ikke nævnt, så er det ikke af ond vilje, men jeg har virkelig nydt, når jeg har mødt mange af jer andre bloggere derude og når vi har fået en øl og en snak. Undervejs er der kommet nye fællesskaber, som f.eks. Beerbloggers.dk, som jeg blev en del af fra starten. Egentlig startede det ved med ønsket om at samle de enkelte bloggeres årlige kåringer af dette og hint til en samlet award med online show, der skulle samle både branche og bloggere. Ikke alle var fans, for nu at sige det mildt, men det blev en succes og er nu en årligt tilbagevendende ting, hvor mange samles for at fejre den danske ølscene. Det er altså ganske hyggeligt.

Generelt har tingene flyttet sig over på platforme som, især, Instagram, hvor man hurtigt kan opdatere og få noget ud til følgerne, og jeg er der selv, men jeg synes faktisk egentlig slet ikke ret godt om platformen til formidling af øl. Der er for få ord til rådighed for en gammel mand som, men alligevel er det jo oftest her, at jeg får lagt tingene op alligevel og ikke sjældent må jeg redigere, fordi man ikke rigtig kan få lov til at uddybe ens oplevelse. Jeg får som oftest kun lavet min fredagsøl, som til gengæld er lavet, mens jeg smager øllet og dermed er min spontane oplevelse af en øl. I virkeligheden gider brugere af Instagram nok slet ikke læse en masse ord, men er der mest for billederne, men der altså ikke meget bloggerfølelse over det for mig. Mere en amatørfotograf med en smartphone med et nogenlunde kamera, men jeg formår nok heller ikke, at få det maximale ud af den slags platforme. Jeg har måske nok mange ord selv og kan også godt lide at læse dem. Jeg er ikke så god til, at være i klæd ud tøj og lade det handle om mig og ikke om øllet. Jeg er en gammel sur mand på den måde, men jeg anderkender fuldt ud, at det netop er mig, der ikke er så god til at følge med hen, hvor der er clout og interaktioner på de medier.

Jeg tror, at den store fokus på netop SoMe har fjernet det jeg mener og det jeg synes lidt fra bloggen, og måske savner jeg det lidt, men heldigvis får jeg afløb for mine mange ord og en del af mine holdninger til øl og øllets verden i det fælles barn jeg har med Niels Kristian, der har bloggen A word on Beers, nemlig Ord om Øl, for hvad skulle vi eller kalde kombinationen af vores to blognavne. Det hygger jeg mig virkelig med at lave, og føler også, at vi efterhånden har fået nogenlunde styr på det, når vi siger en masse ord. Måske det i virkeligheden er podcasten, og ikke kun vores, der på mange måder redder holdningerne i den danske blogger- og ølverden, for her er der som regel plads til at synes og mene noget mere dybdegående og det viser sig, at det faktisk er rimelig let, når man skal finde gæster til episoderne. Det er også lidt sjovt, når man står til en ølfestival og skænker smagsprøver, at blive genkendt på stemmen og min latter, og ikke på udseende. Podcasten har også givet nye fælleskaber, for det er helt klart hyggeligt, når der lige bliver givet et lille shout out i en anden podcast.

Jeg tror aldrig, at jeg bliver træt af en god klassisk west coast og Wookiee fra Amager, og oprindeligt Port Brewing, er noget af det bedste for mig. Her et frisk billede fra denne uge.

De ti år har bragt virkelig mange gode oplevelse med en masse gode folk og har også givet mig muligheden for, at jeg kan tage rundt som frivillig for Amager Bryghus, hvor man også kan møde mig. Må jeg så gerne skrive om Amager Bryghus på bloggen eller tale om dem i podcasten? Jeg gør det i hvert fald indimellem, men om det bliver utroværdigt ved jeg ikke. Det kom i hvert fald i stand fordi en arrangør af en ølfestival mente, at jeg nok kendte bryghuset bedre end ham, men de var ikke ikke klar på en tur til Jylland. Efter flere gange at have spurgt, så endte Papsø med at foreslå, at jeg jo slev kunne vlre Amager til de festivaler omkring Trekantsområdet, og sådan blev det. Jeg tager stadig ud med Søren, og han fortjener faktisk langt mere kredit for det, end jeg selv gør, for han er oftere af sted og er manden, der fikser tingene, hvis de driller. Jeg snakker bare. I starten var jeg lidt nervøs for, om jeg ville være en slags indtrængende, når jeg som blogger, der indimellem har ment lidt skarpe ting, som at landet måske havde for mange bryggerier, men det har ikke været tilfældet, for når vi er ude, så er vi der som en del af et fællesskab, hvor vi altid kan tale om tingene, og hvor vi hygger os sammen. Det bliver bevist for mig, hver gang, at jeg er til et event, enten som bryggeri eller som mig selv, at vi er der af de samme grunde, nemlig kærligheden til øllet.

De ti år har her på bloggen og ude i virkeligheden ført mange gode ting med sig. Jeg har været så heldig, at jeg sammen med Beerbloggers var med til at modtage Den danske Ølpris, jeg har været i radioen for at tale om øl, jeg har lagt opskrifter op, jeg har talt om antallet af bryggerier, jeg har talt om øl, jeg har holdt smagninger og rigtig meget andet. Det meste har været en fornøjelse.

Undervejs er der kommet nye stilarter til, nogle er næsten forsvundet igen, andre er blevet hypet, nogle helt tredje er kommet tilbage fra skammekrogen og sådan vil det nok altid være. Nogle mennesker vil give 215 for en ipa, mens andre vil give 25, og der skal være plads til begge typer øldrikkere.

Handlen med øl har også flyttet sig markant. I dag er der masser af muligheder for at købe øl, uanset hvor man bor, for er der ikke en specialbutik i nærheden, så er der altid en webshop. Mange supermarkeder kan også byde ind med godt øl i tørre om mindre grad, og det synes jeg er glimrende. Jo flere mennesker der møder godt og spændende øl, des bedre.

Den anden dag til en fodbold kamp drak jeg en gave fra M&M, der dækker over Mads og Morten, Mr. Beerbq og Morten smager øl, der har foræret mig lidt håndbryg, og den var i øvrigt god, det er også noget af det, som fælleskaber fører med og der er virkelig dygtige folk derude, der indimellem gerne vil give en øl.

Øllet har altid været det bærende for mig. Det gode øl, det nye øl, det klassiske øl, for uanset hvad jeg har skrevet, sagt eller på anden vis kommunikeret, så har det altid været med en kærlighed til øl, og jeg bilder mig ind, at jeg med årene er blevet lidt rundere, også rent fysisk.

Måske er jeg klar til ti år mere med Ousen om Øl, hvem ved. Jeg kan nok slet ikke lade være.

Øllets Dag 2022

Så gik der igen alt for lang tid, hvor jeg ikke har fået skrevet noget old school blog, men til mit eget ynkelige forsvar, så har jeg sagt mange Ord om Øl sammen med Niels Kristian, ligesom der også kommer ord i eget regi på min Facebook- side og på Instagram, så jeg har på ingen måde været inaktiv, men det har måske nok været lidt svært at finde noget at mene noget om, som jeg ikke allerede har ment og skrevet noget om et par gange allerede, og så hygger jeg mig gevaldig meget med podcast- formatet, og heldigvis får vi da ros for vores ord, så mon ikke de vil blive ved at komme i en lind strøm hver anden torsdag?

I lørdags var vejret indstillet på sommer, mens der er efterår på menuen, mens jeg skriver dette. Med hjem fra i lørdags havde jeg bl.a. IPA fra Thisted, som er en tilpasset/ny udgave af en øl, som tidligere har fungeret langt dårligere end nu. Den er faktisk ganske fin.

Normalt så deltager jeg i Øllets Dag i Fredericia, hvor jeg jo gennem årene har været med til at arrangere dagen, bl.a. som lokalformand og bestyrelsesmedlem, men i år var det anderledes. Som en del nok ved, så er jeg ret vild med Amager Bryghus, som jeg selv gennem længere tid prøvede at lokke til festivaller i Jylland, men i stedet for at Amager kom selv, så endte det med, at vi var tre kammerater, der blev til en slags jysk festivalcrew for Amager. Vi er stadig to i gang forskellige steder rundt omkring, og nu har Søren og jeg selv været udsat for den store glæde, at nogen har villet lokke det jyske hold af sted til et event langt hjemmefra. Kjeld, som er brygger på Thisted Bryghus, har gennem et par år prøvet at lokke mig, og dermed os, en tur til Thisted og til Thisted Ølefestival, som holdes på bryghuset i samarbejde med de lokale ølentusiaster, og i år lykkedes hans projekt, og vi startede bilen i Fredericia i fredags og kørte mod Thy. Det skulle blive en tur, som vi på ingen måde kom til at fortryde, for sikke dog en gæstfrihed vi blev mødt med lige fra det øjeblik vi satte vores fødder på bryghuset. Indenfor fem minutter drak vi frisk Thy Pilsner på fad og ligeså hurtigt blev vi, sammen med de også nys ankomne folk fra Spybrew, serveret hjemmelavet lasagne med tilbehør. Kjeld havde lovet, at han ville finde overnatning til os, og i løbet af kort tid blev vi afhentet af den ene halvdel af vores værtspar, som efter lidt hygge på bryghuset tog os med hjem til fruen, hvor vi hyggede lidt tid med lidt øl, bl.a. en rigtig fin hjemmebrygget stout. Næste morgen mødte mig med en fremragende udsigt og fantastisk morgenmad med hjemmebagte boller og rugbrød med rigtig god ost fra Thise Mejeri. Det kunne virkelig noget. Fra lørdag til søndag fik vi endda selskab af Jonas fra Fanø Bryghus, så hyggen blev kun endnu bedre. I løbet af de dage vi var der servicerede vores vært os også som chauffør mellem hjem og bryghus. Vi er blevet inviteret tilbage næste år, og allerede inden jeg har skrevet noget om selve festivalen lørdag, så kan jeg da godt afsløre, at det tager vi gerne imod, hvis Amager vil have os af sted igen, for det hele spillede som det skulle i forhold til det hele.

Vi ankom og gik i seng i mørke første aften, men sikke dog en udsigt der mødte mig udenfor mit værelse lørdag morgen. Fantastisk udsigt over Thisted Bredning

Lørdag blev vi i god tid kørt til bryghuset, hvor Øllets Dag skulle markeres i et kæmpestort telt, hvor alle udstillerne stod i to lange rækker på langsiderne. Det fungerede rigtig fint, og det virkede ikke voldsomt pakket, selv om der på forhånd var udsolgt med 1300 biletter, hvilket jeg synes var ret imponerende, men som en af de lokale sagde, så sker der jo heller ikke så meget andet. Det gjorde der til gengæld til Øllets Dag, for jeg har faktisk ikke fået taget så mange billeder, da vi havde relativt travlt det meste af dagen, men der var rigelig tid til hygge og snak med gæster og andre udstillere. Jeg hørte kun rosende ord om arrangementet, og det nærmeste vi kom utilfredshed var på grund af, at vi havde det positive problem, at vi løb tør for et par af de øl vi havde med, men alle seks varianter blev taget rigtig fint imod.

Lidt stemning fra teltet først på dagen.

Vi fik skænket en masse øl, og det er klart mit indtryk, at alle de andre bryggerier, som i flæng, foruden Amager, f.eks. talte Gamma, Spybrew, Det lille Bryggeri, Schwesterbrau, Slowburn og en del flere mere lokale, men der var også plads til en række håndbryggere, der også lod til at have en rigtig fin dag. Jeg nåede ikke ret meget omkring i løbet af dagen, så mine smagsprøver var koncentreret om egen stand med lidt afstikkere til den andre, der stod i nærheden.

Da dagen lukkede for gæster, så var der efterfest, og der blev der bedre tid til at få smagt på lidt øl fra de andre bryggerier, hvor nogle stykker vente hanerne og lod det resterende øl stå til venlig selvbetjening. Jeg tror nok, at jeg fik taget det Spybrew, som tilkom mig.

Codename Thy som er et collab mellem Thisted og Spybrew og så et lille glas 2650 pilsner. Et par stykker af det øl, som vi fik til maden til efterfesten.

Efter en omgang rigtig lækker hjemmelavet mad, så stod den på rundvisning på bryggeriet, hvor Kjeld med flere bød på fine røverhistorier, sjove anekdoter og spændende smagsprøver. Jeg kan da godt løfte sløret for, at der sker noget, indtil videre spændende nyt senere på året, og at Limfjordsporter uden lakrids faktisk er ret godt. Den gad jeg godt have på markedet frem for den med ekstra lakrids, bare lige hvis Kjeld og Aage læser med.

Trætte og glade blev vi hentet af vores vært efter en rigtig fin dag og aften, og med sådan en gæstfrihed og sådan et værtsskab, så er det ikke underligt, at flere af de sjællandske bryggerier kommer igen år efter år. Jeg håber meget, at flere vil komme til, både som udstillere og som gæster, for det her er altså et ret fint arrangement, som på fineste vis slår fast, at øl er en social ting, som ikke bliver ringere i godt selskab. og med fin mad og god livemusik.

Beers behind Bars

Forrige weekend var jeg sammen med Niels Kristian fra A word on Beers og min gode ven Søren en tur i Horsens, hvor vi repræsenterede Amager Bryghus til en ny festival kaldet Beers behind Bars. Sidste år arrangerede Danske Ølentusiaster også en en lille festival i Horsens, som blev afholdt i et lokalt beboerhus, men i år havde de opskalleret en hel del og havde flyttet arrangementet i Fængslet. Det var en ret fremragende idé, for ikke alene er det gamle magasin et ret fint lokale til en ølfestival, så er Fængslet ikke helt uvant med større arrangementer, så praktisk talt alt klappede som det skulle. Der var kun småting at udsætte på arrangementet, og lad os da endelig få dem overstået med det samme. Vandtrykket forsvandt i perioder fra toiletterne, hvilket gjorde nogle af dem ubrugelige og håndvask umuligt, men der blev kæmpet med det, og jeg tror det blev løst. Den største udfordring var musikken. Der var to bands i løbet af dagen, og særligt det sidste spillede alt for højt. Vi stod lige ved siden af scenen og havde i perioder ret svært ved at kommunikere med gæsterne. Derudover oplevede jeg kun, at alting spillede ret godt.

Beard Brew fra Randers havde præmiere på en super sprød og frisk lager, som jeg nød med min frokost. Den sad ret tæt på lige i skabet.

Der var på forhånd solgt 1000 billetter, som også betød udsolgt, men der blev dog solgt lidt ekstra i døren. Selv om der var mange gæster, så oplevede vi kun meget lidt kø i døren og i de enkelte stande, som lå spredt ud i hele magasinet med god plads mellem boderne, så det lod også til, at gæsterne var ret tilfredse med manglen på ventetid.

I løbet af dagen havde vi rigtig travlt på standen og fik langet en hel masse smagsprøver og flasker over disken. Det må man betegne som en succes for Amager Bryghus, men det stod også klart, at den helt almindelige forbruger var stærkt til stede, for vi fik ret ofte spørgsmålet om vi var meget lokale, for vi var da helt ukendte i Jylland. Det gav naturligvis mulighed for at smide en røverhistorie eller to, men også til at lokke en sour med citrongræs i glasset, selv om det nok ikke var den de fleste valgte helt af sig selv. Årets juleøl, amber ale, gik ret godt blandt det segment, hvor den ramte ret bredt med maltsødme og en balanceret bittehed, mens superfrisk Demon Juice og Double Black Mash 2018 nok mere var for nørderne.

En af de nyere øl fra Amager er samarbejdet med den legendariske Klemme fra Thisted. Helt i hans ånd har de brygget en stenøl, som så har fået en omgang eg, der har hygget sig i Lagavulin.

Jeg nåede heldigvis også lidt omkring og fik smagt på lidt forskelligt ved nogen af de andre udstillere og niveauet var faktisk ganske fint. Der var en god blanding, så der både var noget for nørderne og noget for den almindelige øldrikker. Det var også rart at møde kendte ansigter både bag hanerne, men også foran dem og få sludret lidt omkring øllet og ølmiljøet i Danmark.

Jeg håber, at Beers behind Bars vender tilbage næste år, måske med endnu flere udstillere, for der er helt sikkert et marked for det. Det vidner de mange solgte billetter om.

Video: Amager Bryghus red Cap

Jeg har været så heldig, at Amager Bryghus har sørget for, at Boxbeers har sendt mig deres nye serie af fadlagrede øl. Fælles for dem er, at de har været en tur på skotske whiskyfade. På nedenstående video har jeg fat i en wee heavy, der har været på fade fra Auchentoshan.

Danish Beer Blog Awards 2018: Årets Danske Bryggeri

Hvis jeg har haft lidt udfordringer med vinderne af nogle af de andre kategorier, så er jeg egentlig ikke i tvivl med denne kåring, for et bryggeri har stået meget klart for mig. Jeg har, som beskrevet i tidligere indlæg, været ude og repræsentere dem til en række events i det jyske, og kan se, at jeg ikke kun selv er begejstret for bryggeriets øl. Inden vi når til afsløringen, så vil jeg gerne lige lave en lille liste over bryggerier, som jeg er spændt på at se mere til næste år, hvor de kan blive store, hvis de vil og hvis heldet er med dem.

  • Åben fra Kolding har virkelig fået gang i et spændende projekt og Phillip og Johannes spytter virkelig fint øl ud. Mens disse linjer skrives, så færdiggøres installationen af fire nye tanke, som øger kapaciteten væsentligt
  • Bad Seed Brewing er for nyligt rykket ind i deres egen lokation i Nordjylland og det jeg har smagt derfra tegner virkelig lovende. Der er både fantastiske fadlagringer og glimrende ipa. Det har potentiale til noget virkelig godt.
  • Two Face, som er et brand under Søgaard fra Ålborg, støder jeg kun på til festivaler, men jeg har stadig til gode at blive skuffet, for det er altså virkelig godt. Der er en fin blanding af stilarter, og jeg tror ikke, at jeg bliver træt af Treasure Island, som er flydende Bounty. Smid det nu på flaske og send det til mig.   

Der kan dog i mine øjne kun være en vinder i år

Amager Bryghus

Amager har gennem ti år holdt fanen højt og brygger øl af meget høj kvalitet. De har et bundniveau, som meget få i Danmark, men har især, i mine øjne, deres helt store styrker i deres Imperial Stouts og deres west coast ipa. Særligt på sidstnævnte der de en klasse for sig i landet. Jeg savner i øvrigt stadig Batch 1000, som var fuldstændig fremragende, men Todd er en ok erstatning. Hr. Frederiksen går man heller aldrig fejl af og den kan da også fra tid til anden findes på matriklen. I 2018 har Amager igen i år lavet en serie af glimrende samarbejder på gaden, bl.a. vinderen fra i går. De sendte også en række fødselsdagsøl på gaden, som også kom i fadlagrede udgaver. Alle var ret gode og fortjener mere omtale, end jeg giver dem her.

Desværre nåede jeg ikke omkring bryghuset i det forgangne år, men det skal ændres i det kommende, håber jeg da, for deres events på bryghuset plejer altid at være rigtig hyggelige. Så jeg glæder mig til endnu et år med Amager og til at se holdet derovre fra, om ikke før, så i forbindelse med Copenhagen Beer Week.

Danish Beer Blog Awards 2018: Årets Nye Øl

De sidste par år har jeg haft en klar favorit, da jeg satte mig ved tasterne, mens jeg i år faktisk ikke helt har besluttet mig, mens jeg skriver dette første afsnit, men mon ikke der kommer en vinder, når jeg lige får tænkt mig om og kommer i gang. Vi har blandt bloggerne vist heller aldrig haft debatten om øllet skulle være dansk eller ej. Jeg plejer, at gå med en dansk nyhed og det kommer jeg også til i år.

Jeg har ikke engang et billede af Monster Tones, så jeg har stjålet et fra René Christoffersen, som er min faste MBCC- makker

Skulle jeg kåre en nyhed på tværs af grænserne, så er der vist egentlig ingen tvivl om vinderen, for jeg har, på trods af indtaget af andre øl, en meget klar erindring om en af de klareste 5’ere jeg har uddelt på Untappd, nemlig Modern Times Monster Tones, som er et blend af Monster’s Park og Modern Tones. Jeg var i i hvert fald tilbage efter mere, for det er en af de få øl, som jeg har tjekket ind mere end en gang. Den var en oplevelse i fantastisk mundfylde, vanilje, ahornsirup, bourbon, chokolade, lidt lakrids og bare helt igennem fantastisk.

Hvis vi holder os inden for landet grænser bliver det straks lidt sværere, for jeg har godt nok fået mange fine øl i det forgangne år. Til åbningen af Mikkellers nye bar i Odense fik jeg bl.a. Spontanpantadrupelraspberry, som var ganske fremragende.Jeg har også fået ret fremragende øl fra Alefarm, både de syrlige og ipa’erne. Jeg har været ret glad for Åben, som udover Bryg 61 og har sendt en række fremragende NEIPA’er ud. Dem skal der holdes øje med i 2019. IPA’erne fra Ebeltoft har igen i år været rigtig fine, men jeg er måske ikke helt så meget oppe at ringe, som tidligere år. Det er måske bare mig.

Hvis jeg kigger på min profil hos Untappd, så er der et felt af meget lige kandidater, som bl.a. indeholder Two Face Brewings Treasure Island, som jeg har fået nogle gange til forskellige festivaler, ligesom deres City of Gold også er på den liste. Der er også Pale Ryeder fra Ugly Duck, Heavy Mental fra Amager, Nina fra Penyllan og flere andre.

Vinderen skal dog findes på Amager og hos Amager Bryghus, der sammen med Modern Times har brygget

Black Nordic Skies

Fedme, aromatisk, kaffe, sødme og meget andet godt

Black Nordic Skies er en ganske fremragende, og tilgængelig, imperial stout med kaffe. Den har masser af kaffe, chokolade, karamel, ristede noter, fedme og rarhed. Den viser også, at man ikke nødvendigvis behøver at smide sin stærke stout på et boubonfad, men jeg kunne nu i øvrigt godt tænke mig, at smage den version, hvis den skulle være i støbeskeen, for det bliver den nok ikke ringere af. Den har flere gange, end nogen anden fra toplisten været i glasset hos denne blogger. Kigger man på min Powerranking i toppen af siden, så har jeg den også som favorit til Årets Ølnyhed hos Danske Ølentusiaster.