Amager med et strejf af Norge

Mens flere af de andre bloggere har kastet sig over Amager Bryghus‘ amerikanske samarbejdsbryg årgang 2016, så har jeg drukket de tre norske samarbejder, men har dog modtaget de amerikanske fra Boxbeers. Min ferie med familien starter i morgen og de fem amerikanske amagerkanere kunne godt risikere, at være med i bagagerummet.

Jeg plejer, som læsere af bloggen ved, at være rigtig begejstret for Amager, så forventningerne var naturligvis i top og da jeg selv var til stede ved brygningen af den ene, så kan det jo ikke gå helt galt, eller kan det?

Jeg springer straks til konklusionen. Jeg er faktisk ikke helt oppe at ringe over de tre øl, men helt skidt er det nu heller ikke.

Som sædvanligt er etiketterne fantastiske, der er ganske fantasifulde historier om de enkelte øl og deres historier og de samarbejdende bryggerier er der heller intet at udsætte på.

wp-image-1095585087jpg.jpg

The gay gondolier er en ret sød øl. Sødmen stammer bl.a. fra laktose, som er en uforgærbar sukkerart.

Jeg var på Amager, da Nøgne Ø var forbi for at brygge The Gay Gondolier, som er en imperial café latte brown ale. Det dækker over en brown ale brygget med laktose og tilsat kaffe. Det lyder jo som noget, der fungerer glimrende. Det gør det også et stykke hen ad vejen. I aromaen er der masser af kaffe og karamel, men også noter af sukker og citrus. Når man får øllet i munden slår sødmen straks igennem. Den er ret massiv fra den relativt store mængde laktose, som gæren ikke kan arbejde med og som derfor bevarer sin sødme. Der er dog også masser af kaffe og karamel, samt lidt ristede noter. Det hele ender meget bittert. Jeg har smagt den af flere omgange og jeg kan egentlig ret godt lide idéen, men jeg synes den mangler et eller andet. Det er som om det både bliver for sødt og for bittert, hvis man skal drikke en hel flaske. Heldigvis kan man jo dele, og så er det en noget bedre oplevelse.

 

Den n

20160618_174017

En alkoholstærk og, igen, ret bitter saison, der egentlig er ganske fin, men som ikke får mig helt op at ringe.

æste jeg kastede mig over var The Unbelievable Norwegian Alligator Dong Flop, som er brygget med Haandbryggeriet og er en saison. Jeg smagte den første gang til Ølfestival 2016 og jeg var ikke ret imponeret. Jeg fandt den alt for bitter og at den havde alt for meget gær i smagen. Jeg var lidt mere imponeret, da jeg sad stille og roligt med den i sofaen og havde tid til at nyde i fred.
Det er en lidt uklar orangegul øl, der som sagt har en ret pæn bitterhed og en markant præg fra gæren, som det naturligvis hører sig til i en saison. Gæren bringer også lidt krydrede noter, som virker lidt krydrede og måske endda træagtige. Den har haft godt af lige at finde sig selv og blende mere sammen. Det er et rigtig fint glas øl, uden jeg dog synes, at det kommer helt op på det niveau, hvor Amager som regel befinder sig.

 

Den sidste er samarbejdet med Lervig, som hedder Brown Boobies Falling, som hedder sådan pga. noget med brune suler og noget med kokosnødder. Det er en kokosporter i en imperialiseret udgave og det er den mest vellykkede af de tre. Lervig og Amager er begge gode til de sorte øl og lagt sammen, så er det blevet en helt fin og ret fyldig porter. Det er et kulsort bryg med et tykt brunt skum, som sidder fint og solidt i toppen. Aromaen afslører, udover kokos, en del kaffe og chokoladenoter. Man fornemmer også lidt lakrids. Smagen læner sig op ad aromaen, men har i første anslag en klar kaffe/espresso- feeling, der suppleres af ristede noter, lakrids, en masse chokolade og så en relativt mild smag af kokos, der klæder øllet rigtig fint. Man sidder aldrig med fornemmelsen af en flydende bounty. Det hele slutter med en mærkbar bitterhed. Klart den bedste af de tre.

20160703_221449

The gay gondolier er en ret sød øl. Sødmen stammer bl.a. fra laktose, som er en uforgærbar sukkerart.

En sommerlig overraskelse

Årets familieferie blev afholdt i i maritime omgivelser ved Ebeltoft og der skulle naturligvis kigges på stort skib, Den gamle By blev besøgt og almindelig afslapning blev gennemført. Det blev naturligvis også til lidt øl, både noget lokalt, men også medbragt hjemmefra. Jeg har tidligere ikke haft de bedste oplevelser med Ebeltoft Gaardbryggeri, som har stået bag lidt for mange gushere og generelt bare øl, der har virket overkarbonerede eller måske endda inficerede. Derfor havde jeg medbragt Amagers amerikanske samarbejder, men dem behandler jeg andetsteds.

Når jeg er på ferie, og vi er faktisk altid i Danmark, så prøver jeg altid det lokale bryggeri, hvis der altså findes et. I år var det naturligvis Ebeltoft Gaardbryggeri. Da vi var ude at handle den første dag købte jeg et par stykker i den lokale Kvickly, en Mayflower IPA og en Damn Dark Stout IV. IPA’en var lidt fadet og lidt tynd i

20160716_225706

Damn Dark Stout er i sin fem version ikke alene en helt fin stout, den er også glimrende til at fastholde indfangede Pokemon’er.

mundfylde, men egentlig en ganske fin sommerøl, men vi vender tilbage til den om lidt. Damn dark stout har jeg fået tidligere og huskede den som en lidt mindre fyldig og kraftig stout. Den er, som navnet antyder, sort, ristet og med noter af kaffe, men det er som om, at den lige har fået lidt mere af det hele og det er jo slet ikke så ringe endda. En helt fin stout.

Senere på ugen fik jeg bevilget bestemmelse over en udflugt, og som ølblogger, så er et bryggeribesøg jo helt naturligt, så gps’en blev indstillet på Ebeltoft Gaardbryggeri og Fru Ousen indvilgede i at køre bilen efter besøget, som dog, i mine øjne blev alt for kort. Bryggeriet ligger i skønne omgivelser med en fantastisk havudsigt, som den dag vi var der blev understreget af smukt solskin og masser af sejlende. På bryggeriet er der indrettet en café, som udover eget øl også serverer udvalgte øl fra andre bryggerier. Da vi var der, var det et belgisk udvalg. Derudover kan man købe ølpølser, lidt snack og grillpølser og brød, som man derefter selv griller.

Fru Ousen og sønnen valgte bryggeriets egne sodavand, så vidt jeg husker var det hindbær, og de vakte begejstring. De fås i en lang række varianter, som smager ganske glimrende. Selv valgte jeg en Wildflower IPA, som er en lys og relativt let IPA, der ikke brager igennem på bitterhed, men som til gengæld var smækfyldt med humle i aroma og smag. Der var brugt, om jeg husker ret, Mosaic i tørhumlingen, som giver frugt, uden at vi var ude i en gang frugtpunch, da der også var en dank fornemmelse fra humlen. Den er i øvrigt den samme/en videreudvikling af Mayflower, som de rigtig godt kunne lide og som de ønskede som en fast øl i sortimentet. Jeg var rigtig positivt overrasket over kvaliteten og humleintensiteten på øllet. Omgivelserne spiller muligvis ind, men helt frisk ipa på fad drukket på bryggeriet er ikke det værste, der kan ske.

20160718_112251

Frisk, hazy, frugtig, bitter og umanerlig velbrygget. Wildflower er en af sommeren mest overrakende oplevelser

I den modsatte ende af laden/hallen, hvor caféen står træfade til lagring, en lang række lagrings og gæringstanke, men også bryggeriets tappelinje og der var arbejdet i gang. Jeg spottede en ung langhåret fyr, der lignede én, der godt kunne være brygger Ben Howe, så jeg traskede i hans retning, hilste pænt og roste hans ipa. Han takkede med en smagsprøve af nyeste udgave af øllet, som han tappede fra tanken. Her var Mosaic erstattet af Citra, hvilket bestemt ikke gjorde øllet ringere. Vi fik en kort sludder, men jeg håber, at jeg kan få held til at bringe en lidt længere på et senere tidspunkt. Ben står i øvrigt bag bryggeriet s fremragende saison Le Sacre, som sidder lige i skabet. Den er en farmhouse saison, som bl.a. er gæret med brettanomyces. Den er noget af det bedste danskbryggede i kategorien jeg har prøvet. Frisk, sprød, syrlig og let bitter. En toplækker sommerøl.

20160719_201721

Le Sacre er en af de bedste danskbryggede farmhouse jeg har fået. Crisp, let, krydrede noter og en rigtig god bitterhed.

Sidste øl på dagens besøg var S.O.B, som står for Straight Outta Boston. Det er en klassisk moderne ipa (findes det?) med masser af humle. Den er lidt mørkere end Wildflower og har lidt mere fylde og karamel, uden det bliver en sødlig eller fyldig øl. Den er markant mere bitter og langt mere dank, men har også ret meget frugt i form af citrus og lidt harpiks. Jeg var ikke helt så overbevist om dens kvaliteter, da jeg fik den på fad, men jeg købte naturligvis lidt blandet øl med hjem og på flaske lader det til, at den lige har fundet sig selv. Det funger faktisk rigtig fint.

20160718_115100

Fyldigere og mere bitter en d Wildflower. S.O.B er mere moderne klassisk med højere bitterhed, mere fylder og masser af grape og harpiks.

Skulle man være i nærheden af Djursland og Ebeltoft, så synes jeg helt bestemt, at man skal slå et smut omkring caféen, hvis den har åben. Det er et rigtig fint sted at drikke lidt godt øl. Havde jeg ikke haft familien med, så kunne jeg sagtens være blevet hængende længe, men havde så nok haft lidt problemer med at komme derfra.

Tre bønner

I et stykke tid har jeg haft norske Lervig og brasilianske Ways kraftige stout 3 Bean Stout stående på køl, men jeg har ikke fået smagt den. Den er relativt dyr og jeg var lidt nervøs for, at det ville være en rodet og alt for krydret og sød omgang. Det er det heldigvis ikke.

Vi har at gøre med en sort øl med mørkebrunt skum, der svæver over en kraftig, godt 13% alkohol, stout med en ret markant aroma, der ikke efterlader tvivl om, at der er tilladt kakaobønner, vanilje(bønner) og så en krydrede noter af kanel og lidt udefinerbart krydderi. Det sidste må komme fra tonkabønner, som er den tredje bønne tilsat.

Massiv stout med meget markant aroma

I munden er det en fed og lidt tyktflydende stout, der coater munden og efterlader en del sødme, men også en del af de noter, som aromaen også lover. Masser af kakao og vanilje, ristede noter af kaffe fra de ristede og mørke malte og så den der underliggende krydrede ting, som jeg mistænker tonkabønnen for at stå bag.

Tykt brunt skum, der lå som flødeskum på toppen

Det er en rigtig fin stout, men alligevel er jeg ikke helt oppe at ringe. Vanilje, kaffe og masser af kakao gærgør det godt, som en flydende dessert, eller bare til en rolig stund, men jeg har det lidt sværere med det kanel- og, indimellem, peberagtige. Alligevel nød jeg 3 bean stout og ville med glæde takke ja en anden gang, da kanel jo, trods alt, ikke er det værste der der findes, og de gode ting opvejer mere end rigeligt for de ting,  jeg ikke er så vild med.

Lidt amerikansk fra Tyskland

Den anden dag fyldte vi en bil med håndbryggere og satte kursen mod Tyskland. Flere af os prøver at blive lidt klogere på whisky og rom, så en væsentlig del af missionen var at hjembringe lidt gode flasker, nogle flere end andre. Selv nøjedes jeg med en enkelt flaske whisky og lidt andre sager. Fremme ved Scandinavian Park kæmpede vi os gennem slik, chokolade og shampoo, inden vi kom til sodavand og øl. Scandinavian Park har det sædvanlige udvalg af dansk dåseøl og Det havde ingen interesse, så vi gik hurtigt videre til flaskeøllet, som bl.a. bød på et par stykker fra Mikkeller, samt et større udvalg af tysk hvedeøl, pilsner, bock og lidt nyere craft beer. Derudover var der nogle varianter fra Firestone Walker og jeg valgte, at smide et par stykker i vognen, inden vi med kenderminer i lang tid studerede det ganske fine udvalg af spiritus, der strækker lidt længere end det gængse udvalg i grænsehandelen.

Først på bloggen i forhold til øl er Union Jack IPA, som er en velbrygget og helt klassisk amerikansk ipa brygget med pale malt, samt lidt münchen og crystal og humlet med et fint udvalg af amerikansk humle. Flasken var nok ikke super frisk, men der var stadig en rigtig fin aroma af citrus med et lille indslag fra tropisk frugt og en smule nåletræ. Smagen bakker aromaen fint op med en medium fylde og citrusfrugter, inden det slutter med en god bitterhed, der bliver hængende et godt stykke tid. En rigtig behagelig klassisk amerikansk ipa, der måske nok ikke følger tidens mode indenfor ipa, men mindre kan bestemt også gøre det.

En rigtig flot ipa med et tykt hvidt skum

Anden servering kom i form af pale alen Pale 31, der mindede om en lidt lettere og mindre fyldig variant af Union Jack. En gul og krystalklar øl, med en hvidt skum. Endnu en gang mistænker jeg, at flasken har en smule alder på bagen, da aromaen virker lidt flad, selv om øllet er brygget med et fint udvalg af c-humler. Mundfylden er ikke voldsom, men består af de samme mange som Union Jack, så sammensætningen er nok lidt anderledes. Smagen er båret af humlen med citrusfrugter og en lille krydret note. Bitterheden er til stede, men bliver ikke dominerende. 

Alt i alt en lidt anonym oplevelse, som med lidt mere friskhed og aroma bestemt ville være en fin sommerøl.

Endnu en rigtig flot øl fra Firestone Walker, men desværre lever den ikke helt op til sit udseende

Kvicklys Ølfestival

Som en årlig tilbagevende begivenhed lader Kvickly kunderne vælge en ny øl, der skal være en fast bestanddel af sortimentet fremover. Det har kørt i nogle år efterhånden og øllet har indtil nu været af yderst svingende kvalitet fra ringe til lidt mere end middelmådigt. Der deltager bryggerier, som jeg som regel undgår, som Braunstein, Rækker Mølle, Pladderballe m.fl. over bryggerier, der godt kan brygge øl, men som nok er lidt kedelige, som f.eks.årets vinder fra Ørbæk, hvor man, som andre fynske bryghuse, synes at chili skal hældes i øl. Det bør de lade være med. Jeg gider det ikke mere. Ikke flere reality- nulbonner, hvis eneste clame to fame er, at de kan sluge stærkt frugter, Inge flere øl fra familieejede bryggerier med frugt og chili, så brændende, at det ingen mening giver, Så vinderen af årets afstemning har jeg ikke smagt. Måske jeg burde tage chancen, men…

Jeg har i stedet kastet mig over de to øl, der kunne være gode, nemlig de to fra Raasted Bryghus, der er et brand under Randers Bryghus og Indslev Bryggeri. De to er også de bedste, hvis man skal tro et par af de andre danske ølbloggere.

Første øl i glasset er Hoppy Belgian fra Raasted, som er et lidt sjovt brand. Startet af Martin Jensen, der også har været omkring Indslev i forbindelse med deres brand Ugly Duck, og som var et af de gode bryggerier i ølrevolutionens begyndelse. Siden hen overtog Randers navnet og det har betydet lidt svingende produkter. Der kom for et stykke tid siden en fin nummereret serie i COOP, mens der også kommer en serie rædsler, der vist stammer fra Vejle eller Horsens Bryghus.

image

Et rigtig pænt bryg, men desværre lidt kedeligt og måske også lidt for bittert. Lidt mere aromahumle ville have pyntet


Jeg er lidt usikker på, hvad bryggeren har villet med det fine gule bryg, der ser fint og flot ud i glasset. Øllet er en ret sød omgang med lidt krydderier fra gæren, der dog samtid er ret bittert, aromaen er af gær og sukker, men nærmest ingen humle. Det lover han ellers på etiketten. Det er egentlig ikke en dårlig øl og den er helt sikkert velbrygget med en fin mundfylde og følelse, men den er også præcis det navnet lover. Desværre bare ikke på den måde jeg havde håbet. Jeg havde håbet på lidt mindre bitterhed og mere humlearoma og derfor ender jeg ned en ok, men ikke prangende oplevelse.

Næste øl i glasset er White IPA fra Indslev Bryggeri. På Ølfestival i København fik jeg en lille smagsprøve af øllet, der ligesom alt andet fra Indslev er baseret på hvedeøl. Jeg fik en kort snak med Mike fra bryggeriet, der fortalte, at øllet var i nær familie med Follow the White Rabbit fra Ugly Duck, men brygget uden brettanomyces, som er en vigtig bestanddel i den hvide kanin. Hvor tæt på hinanden de to øl er ved jeg ikke helt, men White IPA ligner i glasset Hoppy Belgian med sin gule farve og kridhvide skum, men aromaen er helt anderledes. Der er ingen af hverken den tyske eller belgiske hvedeølsgær, men til gengæld tropisk frugt, fyrrenåle og grapefrugt. Smagen ligger fint i forlængelse af duften, hvor humlen ligger fint ovenpå en fin base af malt med hveden klart til stede. Det giver en frisk og sommerlig øl, med en ret god bitterhed, som jeg mener, at Mike fortalte ligger lige omkring de 50 IBU. Jeg tror, at jeg sagtens kunne klare flere af White IPA hen over sommeren, så selv om den ikke vandt, så må Indslev meget gerne fortsætte brygningen af den.

image

White IPA er en rigtig fin fusion af ipa og hvedeøl. Frisk, aromatisk og bitter


Med det forbehold, at jeg ikke har smagt kandidaterne fra Fur, Ørbæk, Braunstein, Rækker Mølle og Svaneke, så er Indslev klart min vinder.

Skæg øl eller skægøl

For et stykke tid siden bestilte jeg lidt øl hos Boxbeers, men der var en fejl i deres lagerlister, så et par stykker af øllene var ikke tilgængelige. Boxbeers reagerede med det samme og vi fandt en fin løsning. Jeg bad dem erstatte øllene med nogle som de fandt passende i pris og som de ville anbefale. Det udløste tre øl, frem for de to, der ikke var tilgængelige. Glimrende og hurtig service. Tak for det.

image

De tre overraskelser var henholdsvis amerikansk og tyske

En af de tre øl er fra amerikanske Rogue, der har en brygger, der går rundt med et ganske fint skæg. Den slags har et rygte for, at være vært for bakterier og snavs. Det er helt sikkert rigtigt, for gæren til dagens bryg er høstet og opformeret fra fra celler høstet i bryggerens skæg. Jeg havde faktisk en snak med Bo Rino, alias Far, fra Kunstbryggeriet Far & Søn i Svendborg om et projekt, da jeg selv havde ladet mit skæg gro i et år. Idéen blev dog aldrig ført ud i livet.

image

En fin lys orange øl med mindelser om saison. Der røg et skvæt i de syltede agurker.

Rogue har brygget en lys øl, der har en let aroma af frugt, måske banan, gær, krydderier og lidt sukker. Smagen ligger fint i forlængelse af aromaen og lytter sig op ad lyse belgiske ales eller saison. Der er ikke meget bitterhed, men derimod en let syrlighed.

Det var en af de øl, som pga historien er sjov at prøve, men idéen om selve øllet er helt sikkert sjovere end selve øllet. Det er på ingen måde en dårlig øl, men den får mig ikke helt op at ringe.

Double Black Mash 2016

For efterhånden et stykke tid siden fik jeg indkøbt nogle stykker af årets udgave af Amager Bryghus’ dobbeltmæskede stout.

Det er en kulsort og nærmest tyktflydende øl med et brunt skum på toppen.

imageAromaen er ristet fra den sorte malt og har noter af både kaffe og chokolade.

Smagen er et kapitel for sig. Øllet et som sagt tykt i konsistens, nærmest olieret. Der fornemmes klart alkohol, men det er forventeligt i så alkoholrig en sag, 12%. Alkoholen ledsages af stor sødme, der følges op af mørk chokolade. Sideløbende er der et hint af soya, kaffe og noget blommeagtig frugt, der passer glimrende ind.

I mine noter fra smagningen stod følgende:

Hold nu kæft det er godt. Stor, stor øl.
Balanceret i sin styrke. Massiv.

Det kræver nærmest ikke flere ord. Støder du på en flaske, så køb.

image

Herslev Bryghus Mark Hamp

Jeg har tidligere skrevet om Herslevs høøl, som jeg ikke var udelt begejstret for, selv om den ellers er blevet godt promoveret af Danske Ølentusiaster. Efter forrige Øllets Dag skrev jeg følgende:” Dagens eneste deciderede skuffelse var Mark Høøl fra Herslev, som jeg havde glædet mig til at smage, men den ramte helt forbi mine smagsløg. Jeg elsker surt øl, men den her lugtede decideret af urin og havde intet skum, lav karbonering og havde ingen nuancer udover det sure.”  Jeg har smagt på den siden, hvor den gjorde et lidt bedre indtryk, uden jeg dog blev overbevist om dens genialiteter.

image

Årets store skuffelse til Øllets Dag 2014

Hampudgaven skulle naturligvis have chancen, men forventningerne bedre ikke høje. Til gengæld bliver man jo så heller ikke skuffet.

Det er en mørk brun/kastanjefarvet øl, der bruser som cola og har et meget flygtigt skum, der efterlader en tynd ring af bobler langs glassets kant.

Duften er sødlig med en underliggende tone af syrlighed, men den er ikke ret markant. Måske den også dufter af
hamp. Jeg er ikke ekspert.

I munden bemærker man straks en prikkende og brusende karbonering. Fru Ousen ville gerne smage og hendes umiddelbare reaktion var:” Er det en øl? Er det en sodavand? Hvad vil den egentlig være? Det prikker i munden. Jeg bryder mig ikke om det.”

image

Skum er nærmest ikke eksisterende

Med lidt tid i glasset falder øllet lidt til ro og det bliver lidt mere behageligt, men gerne harmonisk bliver det ikke. På trods af den mørke farve virker det lidt tyndt og ret sødt, inden syrligheden tager over. Der er lidt mindelser om Rodenbach Grand Cru, men slet ikke i samme klasse.

image

Etiket og design er mere interessant end selve øllet

Kort sagt, så synes jeg det er en lidt kedelig oplevelse, som desværre ligger sig i halen af øl i Ny Nordisk Øl, hvor en del af dem er brygget uden humle eller med en udvalgt gær osv. Jeg synes idéen om terroir og lokale ingredienser er fin, men øllet er desværre ikke voldsomt interessant at drikke. Der skal altså mere end en god historie til.

Jeg synes, at det er en skam, for de kan faktisk brygge rigtig fint øl på Herslev, men de bliver nok mest kendt for de semisure ukrudtsøl.

En duo født i Humleland

En jagt på et par af de helt forrygende oste fra Arla Unika gik min vej omkring Den Lille Vinkælder i Fredericia, hvorfra jeg hjembragte en Gammel Knas, som er en  havarti, der er lagret i to år og en Gnalling, som er en kombination af rødkit og hvidskimmel. Begge oste er helt fantastiske og fortjener deres egne blogposts, men det må blive en anden gang, for jeg kunne ikke lade være med at kigge lidt på øludvalget, som er ganske fint og byder på flere af de de bedste danske, samt et solidt udvalg udenlandsk øl. Denne gang kom jeg derfra med en øl fra amerikanske Clown Shoes, samt et tilbud på tre øl fra århusianske Humleland.

Jeg lagde ud med at skænke Juice, som er en amerikansk influeret pale ale, der på en relativt spinkel maltkrop byder på en rigtig lækker aroma af citron og tropisk frugt, mens den i munden er let med et lille hit sødme, mens humlen understreger navnet og byder på masser af frugtagtig og juicy humlesmag, der igen har fokus på citrus. Det hele slutter med en godt balanceret bitterhed, der giver lyst til en slurk mere. Bestemt en godkendt pale ale.

image

Senere på aftenen måtte jeg lige prøve FuldmåneVildskab fra samme bryghus. Det er en meget mørk rødlig brun øl med et flot beige skum, der bliver hængende ganske længe. Den er brygget med rug og har den krydrede aroma og smag, som rug bringer. Aromaen er præget af netop de mørke malte med kakao og en frugtig note, som humlen spiller ind med.

I munden er det en ret fyldig øl med ristet malt, chokolade og rug. Den frugtige fornemmelse, med noter af harpiks og grape, går igen i smagen, som dog også har en let støvet fornemmelse, der dog ikke bliver dominerende. Alt i alt en rigtig fin mørk ipa, som spiller på de rigtige ting.

image

Humleland er en sjov størrelse, som bevæger sig lidt under den hypede del af den danske ølverden, men de brygget rigtig mange fine og rigtig gode øl med fokus på de nyere humler. De kunne godt fortjene lidt fokus.

På øljagt i supermarkedet 4

Jeg har taget endnu en tur ud at handle og kiggede naturligvis efter lidt øl, som jeg troede på ville kunne give en god oplevelse.

image

En ok øl, men ikke så god som hukommelsen sagde

Jeg manglede et par småting, som jeg kunne få i Fakta, som indimellem er leveringsdygtig i et par anstændige tilbud og denne uge var der lidt forskellige fra Svaneke Bryghus, som ikke virkede helt tossede. Der var bl.a. en saison, en blonde, en pilsner, men også en øl, som jeg egentlig havde fine minder om, nemlig deres sorte ipa Grunge. Jeg gik på gymnasiet midt i halvfemserne, så navnet alene burde jo være nok. Jeg huskede Grunge som en øl med ristet malt med aroma og smag af humle, der serveret frisk var intet mindre end et fremragende køb. Enten har Fakta fået gamle flasker på hylderne, eller også har Svaneke ændret opskriften/sparet på humlen, for det eneste humlen bidrager med er en meget pågående bitterhed, som ikke er behagelig i længden. Til tretten kroner er den pengene værd, men et fremragende køb er det ikke længere.

image

Ølsnedkeren har begået en rigtig fin øl, der bestemt er de ca tyve kroner værd

Få meter fra min arbejdsplads ligger der en Løvbjerg, som startede med et rigtig fint øludvalg, da de åbnede for nogle år siden, men som så mange andre supermarkeder, så er udvalget skrumpet lidt. Dog har der på det seneste været lidt fremgang at spore. Bl.a. har de altid to varianter fra Ølsnedkeren og jeg lagde lidt Jyske Dollars i kurven. Den læner sig op ad westcoast ipa’erne, med en spinkel krop som baggrund for en masse humle, der bringer grapefrugt, citrus og harpiks og bitterhed. Det er måske ikke voldsomt elegant, men det virker ganske glimrende. En rigtig god øl til prisen.

Nu tror jeg, at der kun mangler lidt konklusion om øl i supermarkederne, hvilket kommer i en snarlig post.