Mange ølentusiaster har gennem tiden formodentlig fået spørgsmålet:” Er den øl ikke for gammel?” og mange har nok indimellem svaret noget i retning af, at øl sandelig ikke bliver for gammelt. Det er, i bedste fald, en sandhed med modifikationer, da en del øl og øltyper ikke er voldsomt velegnede til lagring. De netop overståede finalesmagninger er, i mine øjne, et meget fint billede på dette. Raw Power fra Ebeltoft Gaardbryggeri var uden tvivl den bedste nye danske øl, som jeg smagte i 2017, men til den finalesmagning jeg deltog i, fremstod den kedelig og med meget svag aroma og smag. Den havde i hvert fald ikke gavn af lagring og var derfor ikke på dagen en oplagt vinderkandidat.
Mange af os har nok en idé om hvilke øl, der vil have gavn af lagring, men det er ikke altid, at man rammer plet. Heldigvis har Patrick Dawson skrevet en fin lille bog, Vintage Beer – a taster’s guide to Brews That Improve over Time, der kan hjælpe os på vej i forhold til hvilke øl, der har et godt lagringspotentiale og hvordan man skal gribe det an. Ligeledes giver den også et godt bud på, hvordan man starter og vedligeholder en ølkælder, så ens gemmeøl/vintage øl får de bedste vilkår i forhold til at kunne nydes efter nogle år.
Bogen er på engelsk, så inden man kaster sig ud i den, så skal man være forberedt på dette. Heldigvis er den skrevet på et letforståeligt sprog, selv om der selvfølgelig er et fagudtryk hist og her, men hvis man har et nogenlunde engelsk, så burde man kunne komme igennem uden de store besværligheder. Det er heller ikke en voldsomt tyk bog, da den er på 150 sider fra cover til cover, så skulle man have lyst til at læse den fra ende til anden, så er det en overskuelig proces.
Bogens første kapitel tager os igennem forfatterens fjorten regler for at gemme øl med succes. Man kunne måske argumentere for, at de syv sider måske er de sider, som man oftest vil gribe til, da man her får et hurtigt overblik over de vigtigste ting, som f.eks. regel nummer 1, der lyder noget i retning af, at med mindre en øl er røget eller sur, så bør alkoholprocenten være højere end 8% og regel nummer 14, der siger noget om flaskens størrelse. Alle reglerne følges op af et kort argument, der fint redegør for fornuften bag reglen.
I det næste kapitel gennemgås forskellige ingredienser og smagselementer i øllet. Det er et fint kapitel, der giver et fint overblik over f.eks. maltsammensætningens betydning, ligesom man kan blive klogere på estere, phenoler, noter fra fad, røg og meget andet. Vi får også en gennemgang af øltyper, der generelt er velegnede til lagring. I den gennemgang lister forfatteren en række eksempler på stilarterne, som vil være gode til lagring. Her kan man godt se, at det er en amerikansk bog, da der er et vist fokus på amerikanske øl, men der bliver også plads til en del europæiske, særligt med fokus på belgisk quadrupel og syrlige øl. Mange af øllene er dog til at finde i velassorterede butikker eller på en af de mange gode netbutikker. Min påstand er dog, at en nogenlunde velbevandret entusiast sagtens vil kunne oversætte bogens forslag til noget andet og måske lettere tilgængeligt.
I forlængelse af disse kapitler gennemgår Dawson en række lagrede øl, som smages både i et frisk eksemplar og i et lagret. Begge dele gennemgås nøje og det giver et ret billede af, hvad der sker, når man lagrer en øl.
Bogen slutter af med to kapitler, der giver forslag til hvordan man opbygger en ølkælder og ikke mindst hvordan man styrer den. Det handler meget om lys, temperatur, luftfugtighed, journalføring mm. Vi får også en række anbefalinger til gode værtshuse med lagret øl og igen er der mange amerikanske, men der er også blevet plads til Kulminator i Antwerpen og Akurat i Stockholm.
Jeg skal være helt ærlig. Jeg har ikke læst bogen fra cover til cover, men jeg har haft den nede fra hylden flere gange og har læst lidt om de forskellige emner i bogen og føler klart, at jeg har lært noget af det. Jeg vil klart anbefale bogen, hvis man ønsker at kvalificere sine valg omkring gemmeøl.
Bogen kan findes på flere hjemmesider og koster ca. 150 kroner.
Omnipollo er om nogen kongerne af adjuncts og har efterhånden brygget en bred vifte af dessert-, is- og kageøl. En af de mest legendariske er vel nok deres samarbejde med Buxton om Yellow Belly, der med sin specielle emballage giver et helt særligt udtryk. Den kan vi tale om en anden dag, for her har vi fat i den særlige Sundae- udgave af føromtalte øl. Vi har at gøre med en kraftig stout på 12%, der har været en tur omkring tønder, der tidligere har opbevaret bourbon og det er man i øvrigt ikke i tvivl om, hverken når man stikker næsen i øllet eller når man smager på det.
flydende kage glider ned. Det er sødt, bittert, masser af chokolade, kaffe, vanilje, bourbon, der er kiks og lidt fornemmelse af Snickers. Det hele ligger over en klar alkoholisk fornemmelse, som dog ikke kammer over. Det er en ret vild øl, som faktisk er bedre end sit ophav, som jeg har fået et par gange og finder en lille smule overhypet.
Ousen om øl 