En sommerferie nærmer sig slutningen

Så gik sommerferien og jeg begynder så småt at overveje, hvad der skal ske på bloggen i den kommende tid.

Helt som sædvanligt, så blev familiens ferie afholdt indenlands, da ældstesønnen, og dermed familien, jo er udfordret af autisme og af at være udviklingshæmmet. Det betyder meget tid hjemme, men der kan man jo heldigvis også indtage en masse rart øl.

Det blev dog også til nogle dage, hvor han var i aflastning, i Ebeltoft, hvor det primære fokus var på den yngste. Jeg havde egentlig ikke de store forventninger til det lokale øl, så Amagers amerikanske samarbejder var medbragt, men jeg fik heldigvis lov til at besøge Ebeltoft Gaardbryggeri, som overraskede særdeles positivt, så forvent mere om både Amager og Ebeltoft.

En tur til Svendborg og åbningen af Far & Søn, sammen med Triplealehead, Rock on Beer Blog og Stovt, var også en rigtig hyggelig dag. Far & Søn har fået banket en fin bar/restaurant på benene og jeg forventer bestemt, at besøge dem igen snart.

Jeg har også fået smagt mig igennem en del godt øl fra Rogue, bl.a. deres serie med humle fra egen farm. Det kunne det også blive til et indlæg eller to om.

Jeg finder med garanti på mere og glæder mig til at komme i gang med en ny sæson.

Skæg øl eller skægøl

For et stykke tid siden bestilte jeg lidt øl hos Boxbeers, men der var en fejl i deres lagerlister, så et par stykker af øllene var ikke tilgængelige. Boxbeers reagerede med det samme og vi fandt en fin løsning. Jeg bad dem erstatte øllene med nogle som de fandt passende i pris og som de ville anbefale. Det udløste tre øl, frem for de to, der ikke var tilgængelige. Glimrende og hurtig service. Tak for det.

image

De tre overraskelser var henholdsvis amerikansk og tyske

En af de tre øl er fra amerikanske Rogue, der har en brygger, der går rundt med et ganske fint skæg. Den slags har et rygte for, at være vært for bakterier og snavs. Det er helt sikkert rigtigt, for gæren til dagens bryg er høstet og opformeret fra fra celler høstet i bryggerens skæg. Jeg havde faktisk en snak med Bo Rino, alias Far, fra Kunstbryggeriet Far & Søn i Svendborg om et projekt, da jeg selv havde ladet mit skæg gro i et år. Idéen blev dog aldrig ført ud i livet.

image

En fin lys orange øl med mindelser om saison. Der røg et skvæt i de syltede agurker.

Rogue har brygget en lys øl, der har en let aroma af frugt, måske banan, gær, krydderier og lidt sukker. Smagen ligger fint i forlængelse af aromaen og lytter sig op ad lyse belgiske ales eller saison. Der er ikke meget bitterhed, men derimod en let syrlighed.

Det var en af de øl, som pga historien er sjov at prøve, men idéen om selve øllet er helt sikkert sjovere end selve øllet. Det er på ingen måde en dårlig øl, men den får mig ikke helt op at ringe.