Juleøl til en fornuftig pris

Med de store udfordringer, som vi oplever i samfundet, så kan det måske være svært at få enderne til at nå sammen, når man skal ud at handle julegaver, juletræ, julemad og ikke mindst til årets juleøl, så jeg har prøvet at kigge lidt på, om man ikke kunne finde nogle fornuftige bud på juleøl til forskellige af julebordets glæder, og i den forbindelse har jeg været en tur i Rema 1000, hvor jeg har fundet to forslag til en jule- ipa fra. Min tanke var, at ipa klæder en sild med karrysalat ret fornuftigt, men da de begge er af den halvgamle skole med en del bitterhed, så kan de nok også tage kegler til lidt flere af julefrokostens serveringer.

Særligt den første i glasset, som kommer fra Indslev Bryghus på Fyn. Sidste år sendte de Red & Green Jule ipa på gaden første gang, og jeg var egentlig ret positiv overfor den, selv om den var et opgør med, hvad jeg forbinder med Indslev, som jo egentlig er kendt for en masse varianter med hvede. Til gengæld har de gennem årene brygget en masse rigtigt fint ipa i deres Ugly Duck Serie, så selv om det er en Indslev, så er grundlaget for en god ipa bestemt til stede.

Mørk ipa, på grænsen til en amber, men den er klart værd at kigge efter

Øllet som er på 6.3% er til den mørke side for en ipa, vi er måske næsten ovre i en hoppy amber, for den er en flot ravfarve med et let rødt skær. Aromaen byder på sødme, lidt karamel, malt og lidt brødskorpe, men også på lidt blomstrede ting og citrus. Alle de nævnte ting kan man også finde i smagsbilledet, men der er også et anstrøg af noget mere tropisk og så er der en ret fin balance mellem sødmen og den moderat bitre slutning, der også giver et skud nåletræ, som klæder den ret godt. Som man kan fornemme, så synes jeg, at det er et rigtig fornuftigt glas øl til pengene, da value for money er ret fin.

Har man ikke læst med tidligere, så ved man, at jeg ikke er så glad for udtrykket god til prisen, for det antyder, at havde været en dyrere øl, så havde den smagt dårligere. Value for money er mere dækkende, for øllet ændrer sig ikke. Den ville stadig være super fornuftig, selv om den havde kostet det dobbelte eller tredobbelte.

Jeg købte den egentlig som mit bud til en ledsager til karrysilden/den hvide sild med karrysalat, men umiddelbart, så tror jeg mere, at jeg ville sætte den til en kryddersild med rødløg, men den kunne nok også bære en medister eller leverpostej, hvor den moderate bitterhede kunne bryde fedmen. Det er måske heller ikke så ringe, hvis en øl kan dække mere end en ret.

Dagens anden øl kommer fra Thisted og er også brygget til Rema 1000. Julesne på 5.8% er en noget lysere ipa, der ikke byder på samme sødme og fylde, men som klart har noget malt og sødme i smagsbilledet, mens den i aromaen er klart mere citrusbåret med mandarin og lidt appelsin, men som i den første, så finder jeg også nogle af de der florale ting. De søde citrusfrugter kan også findes i smagen, hvor jeg får en klar fornemmelse af appelsinskal og en lille smule stenfrugt. I baggrunden er der noget malt og brødskorpe, som medvirker til, at man får en relativt sød fornemmelse, men en lettere øl, end den lidt mørkede fra Indslev. Heldigvis kommer der en god bitterhed på bagkant, så det bliver ret fint balanceret det hele. Det er måske ikke verdens største ipa, men den gør lige præcis det, som jeg regnede med, at den ville, for den er på mange måder ret klassisk med den bitre slutning, som jeg er sikker på ville kunne skære igennem det fede fra både hvide sild og karrysalat.

Fin lys orange ipa med klassiske ipa kvaliteter

Der er efterhånden flere rigtigt fine jule ipa’er på markedet, og mange vil måske nok sige, at der jo ikke er meget jul i dem, men hvad er jul i en øl egentlig? Skal det være mørke og stærke krydderbomber, som ville overdøve meget af maden? Jeg synes klart, at ipa’er har sin berettigelse på julebordet, men om de nødvendigvis skal være i jueludgaver er jeg ikke sikker på, men hvis det er det, som kan bringe dem ind, hvor de virker, så gerne for mig.

Næste gang kigger jeg, hvis jeg når at skrive om det, på øl, som jeg tror vil gå godt til nogle af de lune retter på julebordet.

Simremad med øl, og så i en fart

Det er efterhånden længe siden, at jeg har skrevet noget om øl og mad. Det er ikke fordi, at jeg ikke har lavet mad med øl, men det har ikke rigtig været særlig interessant at skrive om, eller også har det været ting, der tidligere har været på bloggen.

I lørdags havde jeg fået købt et stykke oksespidsbryst, som er en udskæring jeg holder meget af. Den er fuld af smag og er base for flere favoritter her i huset. Jeg bruger det ret ofte til chili con carne, men har også lavet bolognese på det. Det bliver super lækkert, når man giver det den tid det skal have.

I lørdags kom jeg dog alt for sent i gang og stod pludselig kun med et par timer til rådighed, hvilket ikke giver tid nok, når man vil lave brun og braisseret efterårsmad. Som regel ville jeg starte sådan en ret op på samme måde som nedenstående, men så sætte det i ovnen i minimum 4-5 timer ved lav varme. Den tid havde jeg ikke til rådighed, så jeg fandt i stedet min trykkoger frem, hvilket fungerer ganske glimrende.

Selve retten blev improviseret undervejs, så jeg har ikke præcise mængder på ingredienser, men kogebøger og opskrifter, med mindre man bager kage, er jo altid vejledende.

Jeg synes faktisk, at retten, på trods af, at den var ret improviseret fungerede rigtig fremragende, så jeg tænkte, at den måske kunne inspirere andre. I bruger naturligvis den udskæring i har lyst til. Jeg tænker, at en nakkefilet af svin ville fungere rigtig godt med en mørk bock. Krydderurter og fond kan jo også skiftes efter behov.

God fornøjelse og god appetit.

Anden uge i juleland

Så har jeg været gennem den anden tredjedel af julekalenderen og det har været en ganske behagelig oplevelse. Jeg har hvert dag lagt et billede på Facebook og ledsaget det af en kort kommentar. Jeg har aldrig haft det som hensigt, at dette skulle være en anmeldelsesblog, så derfor skal I et smut ind på Untappd, hvis I vil se mine bedømmelser.

image

9. december. En lækker mørk belgier, som spillede på de klassiske dyder.

image

10. december. Gordon Xmas er en belgisk fortolkning af en britisk Winter Ale. Maltet, stærk og god.


image

11. december. Julekalenderen bød på en af mine favoritter, der altid er en en del af min juleaften, så ingen overraskelser i forhold til stor styrke, skærme og fylde.

image

12. december. Leffe har lavet en ok juleøl, der ikke stikker meget ud. Ligesom de bredt tilgængelige Brune og Blonde, så er det fejlfrit og relativt velsmagende.


image

13. december. Vi skulle en tur til England, hvor Adnams har brygget Tally Ho, som er en dark ale/barley wine med god fylde, maltet smag, karamel, lidt ristede noter og bare generelt rar.

image

14. december. Endnu en stærk pilsneragtig juleøl fra Hancock og jeg må erkende, at jeg ikke kan finde dens berettigelse. Den dufter og smager kort sagt rigtig dårligt. En rigtig spritterøl


image

15. december. To Øl har brygget en ganske fin pale ale, som de har tilsat appelsin og fyrrenåle. God aroma og bitterhed. En juleøl, som ville skære godt igennem fedme og sødme, hvis man ville gå en i en utraditionel retning og servere lyst øl til julemaden.

image

16. december. Claus fra Munkebo står bag Munin, som er en rigtig vellavet og kraftig belgisk quadruppel. Den er kraftigt maltet og fyldig med stor sødme. Jeg tror at den vil egne sig glimrende som gemmeøl, da den virker meget frisk. Ikke at det på nogen måde gør noget.