Glædelig IPA- dag

I dag er det IPA- day og det fejrer jeg med en hjemmebygget imperial IPA Jeg bryggede for efterhånden længe siden. Den har mistet en del af humlearomaen, som i sin tid bl.a. kom fra Belma og El Dorado, men det har egentlig ikke skadet den. Maltbasen står nu længere fremme og balancen mellem sødme og bitterhed er helt fin. Det er måske nærmest en American Barley eller strong amber (findes det?)

image

8.5% procents dejlig selvfedme, der slutter IPA- dagen, som også var dagen, hvor vi bisatte min far. En hård og tårevædet, men også meget fin dag, som de nærmeste var med til at fylde med gode minder.

image

En lille utilsigtet pause

Der har været lidt stille på bloggen i nogle dage.

Dette var ikke hensigten og der var planlagt et par indlæg, men livet tager nogen gange over eller måske tværtimod.

Jeg mistede min far søndag eller mandag. Det var mig der fandt ham og hans død så ud til at have været både ensom og smertefuld.

Det tager naturligvis lidt af overskuddet til at blogge.

Jeg lover, at jeg vender tilbage, når der er faldet lidt ro på det hele.

image

Man bliver så trist

Salget af specialøl stiger tilsyneladende og i går så jeg en slags hyldest til en brugsuddeler, der gjorde noget helt særligt for det gode øl. Men er det nu så godt, når man ser nærmere på det?

Salget stiger hovedsageligt fordi salget af specialøl i supermarkederne stiger, men hvad er det så de sælger i supermarkederne?

Jeg var en tur i et lokalt supermarked i dag og det var mildest talt nedslående. Der var måske nok en ølafdeling, men der var øl rundt omkring i flere hjørner af butikken, så overblikket var ringe. En stor skam, når nu butikken er relativt nybygget og når man har fundet plads til nedenstående afdeling.

20140727-191404-69244252.jpg

Jeg kunne knap nok få det hele med.

Øllet måtte til gengæld slås om pladsen med mel og gryn, chips, sodavand, vogne smidt i gangene osv.

image

Det var sgu lidt trist.

Heldigvis er der også lokale steder, der gør mere ud af præsentationen, men det er undtagelsen.

image

Hvad er det så for noget øl, som de lokale supermarkeder har på hylderne. Jeg tror, at man uden at tøve ville kunne fjerne halvdelen af udvalget. Ingen ville savne det, for har vi virkelig brug for, at COOP importerer en hel række af ligegyldigt udenlandsk industriøl og prøver at sælge det som specialøl? Hvad bringer Everard’s, Oranjeboom m.fl. som de danske bryggerier ikke leverer? Mit klare svar er:” Intet!” Det er 100% overflødigt.

I samme ombæring kunne man tage en god del af det danske øl med. Der står alt for mange anonyme classic, brown ales, IPA’ere uden humle, øl med sovsekulør og jeg kunne blive ved. På min sommerferie i det nordjydske stødte jeg på en IPA uden humlekarakter, men med sovsekulør. Et nordjydske bryghus skal i den grad skamme sig.

image

Er der slet ikke noget godt øl i supermarkederne? Jo da. Masser. Desværre bruger de færreste supermarkeder dog tid og energi på at promovere øllet ordentligt.

Jeg kan da, på Midtfyns Bryghus’ vegne, frygte, at de ender i problemer. De har haft en dygtig sælger ude i forretningerne og nu står der massive mængder fint øl, som bare står indtil det kasseres. Jeg har spurgt i tre supermarkeder og en specialforretning. Øllet flytter sig ikke. Det er tilsyneladende for dyrt i supermarkederne, når man kan få andet specialøl til en literpris på godt en tyver, mens specialforretningerne tilsyneladende ikke gider øl, som man lige så godt kunne hente i et supermarked.

Hvis man fjernede en del af øllet, så ville man kunne præsentere det trappistøl som begge de store aktører fører, der ville blive bedre plads til Sierra Nevada og Brewdog og man ville have mulighed for at stramme op på det gode danske øl, der sagtens kunne få plads i butikkerne. Der brygges masser af solidt øl rundt omkring. Lad os få det ud i butikkerne på en ordentlig måde af personale, der ved bare en smule om øl og om behandling af øllet.