I dag skal vi have kåret årets øloplevelse og her har jeg ikke været i tvivl, selv om jeg har haft mange rigtig fine øloplevelser i løbet af året. Jeg har været til en række større eller mindre ølmesser og festivaler, som alle på hver deres måde har været gode og hyggelige. Jeg var bag hanerne for Amager Bryghus til Øluniverset i Vejle og Horsens Ølfestival, som begge var nye arrangementer, som begge havde et fint potentiale med en god blanding af forskellige producenter og distributører. Jeg stod også med Amager til Øllets Dag i Fredericia og det var som sædvanligt meget velbesøgt og folk var generelt rigtig glade for øllet. Senere på året var jeg til Nordic Brew i Frederikshavn sammen med Hop Bottle Brewery og det var en overraskende fin lille festival. Der var naturligt nok meget lokalt øl, men flere af dem holder også et ret højt niveau. Der var også nogle rigtig fine bryggerier fra Norge og Sverige, som jeg fik nogle gode snakke med. Danske Ølentusiasters festival er også altid et besøg værd, selv om der bliver længere og længere mellem bryggerierne selv. Det ville være en skam, hvis det bliver en festival for de store bryggerikoncerner og distributører. Uanset hvad, så havde jeg en fremragende dag med en masse gode snakke med gode folk og en masse godt øl, både på festivalen og på Fermentoren bagefter.
Det bringer os endelig frem til vinderen, som der slet ikke kan være tvivl om. Vinderen er
Mikkeller Beer Celebration Copenhagen
Niveauet på øl til MBCC er uden sammenligning det højeste til en dansk ølfestival. Ingen andre festivaler er bare tæt på. Jeg vil slet ikke begynde at liste de forskellige bryggerier og øl op, for listen vil blive urimeligt lang. Udover øl er der også fremragende mjød og underlige ting som fadlagret, tørhumlet, koldbrygget kaffe, som var overaskende godt. Det er dog ikke kun selve festivalen, som gør det til en kæmpe oplevelse, for rundt i København sker der en masse i hele ugen op til. Vi plejer at ankomme relativt tidligt fredag og tager så en tur rundt i København og drikker øl, mens vi først lørdag skal til selve festivalen. Stemingen, øllene, fællesskabet og, for det betyder altså noget, de mennesker man møder. Det er jo rart lige at følge op på, hvad de mennesker fra hele verden, som man kun taler med den ene gang om året, har gang i og hvad mon de anbefaler osv osv.
Intet over, intet i nærheden af MBCC og Copenhagen Beer Week.