Årsmøde, smagning og en stor ære

I tirsdags var jeg af sted til årsmøde i Danske Ølentusiasters lokalafdeling i Fredericia. Som nogen læsere sikkert ved, så har jeg været aktiv i lokalafdelingen i en del år, både i forbindelse med planlægning og gennemførsel af Øllets Dag og som aktiv i bestyrelsen, hvor jeg, udover et par års civilt medlemskab, også fik lov til at være formand i to år. Sidste år trak jeg mig frivilligt fra bestyrelsesarbejdet og arbejdet med Øllets Dag pga. sygdom, og selv om jeg måske har skåret lidt ned på deltagelsen i arrangementer, når jeg nu ikke selv må være medbestemmende på datoer, så holder jeg stadig meget af at komme til arrangementerne. Jeg har lært en masse fantastiske mennesker at kende, og nyder at være sammen med dem. Der har, som bekendt, været en del debat på de Facebook om foreningens berettigelse og om foreningens initiativer, som, indrømmet, ikke alle er lige gode, men endnu en gang oplevede jeg, at i hvert fald vores lokalafdeling har sin klare berettigelse.

Inden årsmødet var foreningen, som sædvanen byder, vært for en øl. Generalen, som altid har lidt skiftende øl, havde bl.a. altid fremragende Orval. God start på aftenen.

Et årsmøde kan jo hurtigt blive en formel omgang, men heldigvis kan man jo hurtigt få formalia overstået, når der ikke er den store kamp om tillidsposter, så til lykke til Kirsten Samsøe og bestyrelsen med genvalg og nyvalg og mange tak for indsatsen til David og Kuno. I har, i hvert fald i min tid i bestyrelsen, leveret et fremragende stykke arbejde med de opgaver I løste. Til årsmødet uddeles også en række diplomer for forskellige ting, såsom årets værtshus, som igen i år gik til Eriksens Vinhandel og årets øl i Fredericia, en brown ale jeg ikke har smagt og til årets håndbryg, som gik til de gæve gutter fra Depotgården, der havde klonet St. Bernardus abt. 12.

Til sidst blev der uddelt et særligt diplom, som betyder særlig meget her på matriklen. Lokalafdelingen har ved særlige lejligheder uddelt diplomer til lokale æresmedlemmer. I år valgte de igen at uddele et diplom, som jeg var den glade og stolte modtager af. Det betyder faktisk noget, at blive anderkendt for den lokale indsats for det gode øl. Der er ingen tvivl om, at min holdning er, at det er lettere at påvirke folk og deres oplevelser af det gode øl, hvis man er i samme lokale og der flytter man altså ikke noget ved at stå udenfor og skælde ud. 

Jeg er oprigtig vanvittig beæret over anerkendelsen. Så har indsatsen ikke været helt uden grund.

Jeg bliver indimellem beskyldt for at være en ølsnob, og det skal såmænd nok passe, men jeg mener, at der er brug for, at vi skubber til folk, og ikke mindst ølentusiaster, så de får andre oplevelser, end dem de finder i supermarkederne, så de også oplever de sure, det bitre, det skøre og det fantastisk velbryggede og opdager, at en ipa til 50 kroner måske smager fire gange så godt, som en til 12. Jeg har helt sikkert været en helt anden type formand, end min forgænger Karsten Ejby, der solgte foreningen helt anderledes, end jeg har gjort det. Jeg har nok været mere nørdet i min tilgang, der måske har været lidt mindre spektakulær, men åbenbart slet ikke så ringe endda. Endnu en gang skal der lyde et varmt og stort tak til bestyrelsen, der har set et eller andet i min indsats.

Selv om billedet er fra i aftes og ikke fra smagningen, så er det nu stadig en glimrende øl og en moderne dansk klassiker.

Efter årsmødet gik vi over til ølsmagning, som jeg for længe siden var blevet bedt om at stå for. Egentlig burde jeg måske slet ikke have afholdt den og have overladt den til en flok amagerkanere, men jeg valgte nu alligevel at takke ja og holde en Amager Bryghus- smagning. Jeg havde i fællesskab med Beershoppen i Kolding og Henrik Feldthaus fundet ni øl, der på sin måde repræsenterede det som Amager, i mine øjne, er kendt for. Der var meget humle og der var noget sort, og så var der selvfølgelig samarbejder med udenlandske bryghuse og bryggere. Der burde selvfølgelig have været en Imperial Café Latte Brown Ale, men den var desværre ikke tilgængelig i passende mængder. Det som smagerne til gengæld fik var en række øl, som alle er ganske markante i forhold til humle eller stilart. Selv om Papsø måske nok synes, at de lokale er svære at imponere, så er det jo ikke alle, der rater eller untapper, så fik smagningen og ikke mindst øllet masser af ros. Mindst ros fik de to saison’er jeg havde valgt at tage med, mens Green Green Banshee i den anden ende var en rigtig crowdpleaser, selv om den er en ret voldsom omgang. Jeg bedømmer den også selv helt i top, men er ikke sikker på, at jeg ville kunne drikke en hel. Til gengæld er det jo en fremragende deleøl. Alle der følger lidt med her på bloggen ved, at jeg elsker humle og at jeg synes, at der er få i Danmark, der behandler humlen bedre end Amager, om nogen overhovedet, så jeg håber, at Amagerdrengene er ok med, at jeg har udsat ca. tres lokale entusiaster for en ordentlig omgang humle. De var glade for det.

Aftenens smageprogram med undertegnede som tvivlsom baggrund.

Ugly Duck Imperial Red Ale

I fredags var jeg en tur forbi gårdbutikken på Indslev Bryggeri for at købe lidt øl til en forfest. Sådan én har jeg vist ikke været til siden jeg gik på seminariet, men hyggeligt var det og ikke mindst pga det fine øl fra Indslev. Mike fra bryggeriet havde været så flink, at stille lidt øl til mig og i den var bl.a. Ugly Duck Imperial Red Ale, som hidtil har været tilgængelig på ølfestivaller, men ikke på flaske og er brygget i forbindelse med modersvanens ti års fødselsdag. Den er nu ude på flaske og i går blev den så testet som følgesvend, mens jeg passede grillen.

Fin rødlig øl med et godt cremet beige skum

Stilmæssigt er vi på den amerikanske vestkyst og ude i noget både sødt og bittert. Jeg bryggede selv for nogle år siden en stærk rødlig ipa, strong ale- agtig ting, og der blev brugt en del karamelmalt og også en del humle. Det har de gode folk hos Indslev helt sikkert også gjort. Aromaen er præget af malten, som giver sødlige karamelnoter, men efter lidt tid i glasset kommer humlen i form af Amarillo. Derudover er der humlet med El Dorado og Mosaic, der leverer en del frugt i smagen. Øllet er en fin let uklar rødlig farve, der giver masser af sød toffee og karamel i smagen. Det er umiddelbart meget sødt, men så er der heldigvis tilsat humle på old school manér. Her er der ikke tale om blød og rund lav-ibu ipa, men om voldhumlet bitterhed, der dog passer rigtig fint til sødmen, så øllet egentlig fremstår forholdsvis i balance. Humlen giver også indslag i smagen, hvor der er en del tropisk frugt og piney noter. I slutningen fornemmer man lidt egetræ, der giver en tørhed og en lille tanninpræg. Jeg kan ikke rigtig finde rødvinen, som har boet i fadene tidligere, men jeg tror egentlig ikke, at det gør noget.

Skummet trak nogle fine mønstre på glasset efterhånden som det, i øvrigt ganske velvilligt, gled ned.

På en eller anden måde er Imperial Red i familie med Double Retro, som også er en old school- humlet relativt alkoholstærk amerikansk inspireret øl og den slags kan jeg egentlig ret godt lide. Der er intet galt med en moderne ipa med masser af frugt og aroma, men indimellem er det sgu meget godt med en masse bitterhed og fylde og her leverer Ugly Duck fuldt ud.

Er det den bedste øl jeg har fået fra Ugly Duck? Det er det nok ikke, men det er stadig rigtig godt og jeg glæder mig til at dele flaske nummer to med mig selv.