Beer Blog Awards 2019: Årets danske Bryggeri

Hvor jeg i et par af de andre kategorier har haft lidt svært ved at finde en vinder, så var det ikke så svært i denne kategori, for jeg har egentlig kun haft tre kandidater, som alle ville være rigtig fine vindere og jeg bevæger mig naturligvis også rundt i omegnen af min kåring fra i går, hvor vi kårede årets ølnyhed, der som bekendt gik til Bornholm, Pennyllan, Christian og Jessica med den fremragende Roxy i sin dobelte fadlagring. Kunne de også have vundet denne pris og været værdige vindere? Det kunne de helt sikkert og uden tvivl sagtens, ligesom Amager Bryghus vel har gjort det de plejer og bare har leveret en lang række gode bryg af uhyre høj kvalitet, men skulle de have haft en pris i år, så bakker jeg i stedet op om Stovt, som den anden dag kårede dem til årtiets bryggeri i Danmark. Det må være sådan.

Derfor kan der kun være en vinder i denne kategori og vinderen af Årets Bryggeri er:

Åben

Næppe det bedste billede jeg har taget, men det er en fremragende ipa, som er blevet stil i samarbejde mellem Åben, BRAW og Gamma

Lige uden for Kolding huserer Kongen af Kolding på sit lille bryggeri, der på meget kort tid er blevet stort i Danmark. Læsere af bloggen kender med garanti allerede historien om Philip og Johannes, erhvervsjuristen og landmanden, der fik en god idé, rakte ud og spurgte om hjælp, bryggede 60 testbryg og så sendte en umiddelbar succes på gaden.

Philip er i den grad Kongen af Kolding og nu overtager han hele landet. King of Kolding er i øvrigt også et samarbejde med BRAW, som er på vej på gaden.

Sidenhen er det gået hurtigt for det lille bryggeri på Hulgaard. Der er kommet mange fantastiske øl til, Johannes er ikke længere en del af bryggeriets ledelse, da landbrug og familie tager tiden, en stor del af øllet brygges af hollandske Rick Musters, mens Philip har travlt med at udvide imperiet med intet mindre end to barer, ligesom han deltager i samarbejdsbryg rundt i landet, bl.a. som den seneste partner i Amagers Talents & Legends, så der er noget helt poetisk smukt i, at årtiets bryggeri går sammen med årets bryggeri om at brygge en west coast ipa.

Bryg 61 der satte det hele i gang. Den kan man heldigvis altid finde på fad lokalt på Urbania

Jeg tror ikke, at nogen kunne være i tvivl om, at jeg er fan af Åben, deres øl og deres filosofi. Jeg er på ingen måde den eneste, der sidder med den følelse, for de fik også en række indstillinger fra lokalafdelinger i DØE, ligesom de til sidst vandt den tilsvarende pris i DØE- regi. Medlemmerne får ofte skyld for, at de kun drikker kedeligt eller middelmådigt øl. Det er tilsyneladende ikke sandt. Hvis øllet er godt nok, så får det også stemmer.

Beer Blog Awards 2019: Årets Ølnyhed

Da jeg satte mig ved tastaturet, så var jeg egentlig ikke rigtig i tvivl om, hvilken øl jeg skulle kåre til årets ølnyhed, for selv om jeg har smagt en ordentlig bunke fremragende øl, så var der på en eller anden måde ret få, der rigtig har sat sig i hukommelsen. Der er rigtig mange, der brygger fremragende øl og som har sendt dem på gaden i det forgangne år. Nogle af bryggerierne rammer rigtigt en gang imellem, mens andre rammer et konstant højt niveau. Det gælder naturligvis alle min favoritbryggerier med Åben og Amager i spidsen. Dem synes jeg aldrig, at jeg går galt i byen med, og derfor hjælper jeg dem også gerne, når de spørger om jeg vil. Det er lettere at springe til, hvis man ved at øllet er i orden og at folkene bag også er det. Jeg kunne let have valgt en øl fra de to og ingen ville have haft noget at brokke sig over.

Min vinder af årets ølnyhed skal findes på Bornholm, som jeg besøgte i sommer, men hvor jeg faktisk ikke smagte årets ølnyhed. Den smagte jeg første gang til MBCC, hvor Jessica og Christian var til stede med Penyllan. Den vindende øl har jeg både gode minder om, men det er også den øl jeg har rated højst af alle danske øl i 2019, når jeg kigger efter på Untappd. Det gav jo også lige en anledning til at gensmagning, hvilket på ingen måde er noget jeg hadede.

Vinderen af årets ølnyhed 2019 er:

Roxy Cognac Bordeaux

Jeg glæder mig til at se hvad der kommer ud fra det lille bryggeri i Tejn i det kommende år, for kan de holde niveauet, så kan det kun blive en fremragende år for Penyllan.

Jeg satte lige stativet op og vrøvlede lidt, mens jeg smagte på Roxy. Den er ikke så lang, som jeg plejer at lave dem, så kig lige på den.

Øl og ferie på Bornholm

Jeg har været lidt ramt på både lysten til at skrive, men også på overskuddet til det. Jeg kæmper med depression og en lidt speciel situation omkring min handicappede søn, mit job og hvad det medfører af udfordringer har nok taget lidt af mit overskud. Derfor har der mest været lidt opslag på Facebook og på Instagram, men nu er der kommet lidt ro på og jeg tror, at der kommer lidt overskud igen. Det plejer faktisk, at give lidt bare at skrive.

I år gik familiens sommerferie til Bornholm, hvor vi med udgangspunkt i Sandvig havde en fantastisk uge. Vi boede på Pension Sandbogaard, som jeg gerne vil sende min varmeste anbefaling. Det er virkelig hyggeligt og morgenmaden er fremragende. Værtsparret er der heller intet dårligt at sige om, men det vidste jeg egentlig godt på forhånd, for det e ren tidligere kollega og hendes mand, der for nogle år siden sprang ud i et eventyr i den anden ende af Danmark.

Jeg havde hjemmefra besluttet, at på Bornholm må man kun drikke Bornholmsk øl. Det holdt jeg næsten, men mere om det senere.

På Sandvig Is Kalas nød jeg den her ret fine øl fa Beer Here. Udsigten er mere end almindelig svær ikke at holde af.

Sandvig byder måske ikke umiddelbart på de store øloplevelser, men der gemmer sig nu alligevel lidt godt øl rundt omkring, for bl.a. på pensionatet kunne man købe øl fra Small Batch Brewery i Rønne, ligesom det også var muligt at finde Beer Here. Med fødderne på kanten af Østersøen, så er det svært at være utilfreds og hos Is Kalas kunne sønnen få en fremragende is, men de voksne fik noget andet og ingen havde grund til at klage over noget. Udvalget af øl var ikke stort og priserne var ikke tilsvarende små, men faktisk et ret fint lille sted til en stille øl. Og så er det jo også meget Instagram- venligt, hvis man har den slags tilbøjeligheder.

Jeg fik desværre ikke taget billeder med maden på Ølstauan, men der var både tomme tallerkener og tomme glas.

Allinge er en fin lille gåtur fra Sandvig og i Allinge skal der lyde en meget klar anbefaling til Ølstauan, som ligger i Havnegade. Her har de altid øl på hanerne fra de tre bornholmske bryghuse, Svaneke, Small Batch og Penyllan, her i kraft af Beer Heer. Vi var forbi et par gange for at kombinere min interesse for øl med den generelle interesse for at få noget at spise. Ølstauan er nemlig, udover at være ølstue, også et ganske fint spisested. Det er ikke serveringer i Michelin- klassen, men rigtig godt og solid, men vigtigst af alt, veltillavet og velsmagende mad. Vi var ret glade for kortets tre B’er i form af biks, bajer og bearnaise, der blev serveret til en mere end rimelig pris på 150 kroner. Det er en virkelig god biksemad med lækkert mørt kød, gode kartofler, løg og så ikke mindst et spejlæg. Alt er altså som det skal være, men Ølstauan smider også lige en gang hjemmesyltede rødbeder og en velsmagende og fed bearnaise oveni. Det midterste B, bajeren, er en øl efter eget valg i baren. Jeg må erkende, at jeg begge gange jeg spiste der gik efter Beer Here, den ene gang med en Underphil, som er en let, og letdrikkelig, sparkling ale og den anden gang med en Karma Citra, måske i kaffeudgaven. Det husker jeg faktisk ikke. Vi prøvede også børnefisken og de tre B’ers fætter, den bornholmske sildetallerken, som stod til samme pris og som også kom med en snaps. Igen var alt mere end tilfredsstillende.

Danmarks måske bedste fish & chips serveret på bakke, som vi også kender det fra Warpigs. Jeg nød en fin west coast ipa fra Mikkeller til, som skar gennem fedt og syrlighed ret godt.

En af dagene måtte jeg til frokost gå på kompromis med et meget klart dogme på turen. Jeg havde hjemmefra bestemt, at når jeg er på Bornholm, så drikker jeg bornholmsk øl og det lykkedes næsten at holde, for jeg havde på Facebook set, at Christian Skovdahl fra Penyllan/Beer Here havde udråbt fish & chips på Mikkeller Bar i Årsdale til at være noget af det bedste indenfor kategorien, så det måtte naturligvis testes og lad mig bare sige, at vi ikke blev skuffede. Frisk fisk i en god og sprød dej, Gode fritter, mushy peas og sauce tatarre. Det var uden sammenligning det bedste fish & chips jeg erindrer at have fået i Danmark. Jeg fik engang en udgave med røget kuller i Irland, som minderne i hvert fald gør bedre. Det gør minder jo nogengange men den bornholmske udgave gjorde det virkelig godt. Vi valgte at sidde indenfor, men ellers var det endnu et af de steder, hvor Østersøen var et fremragende tapet til en øl eller lidt fisk. Endnu en gang var vi også i godt og kompetent selskab med den irske bartender. Han havde tid og lyst til en sludder og til at komme med gode bud på øl.

Der var ikke skyggen af regn, men en Rainy Day stout var nu alligevel ret fin i solen.

Vi var naturligvis også en tur omkring Svaneke og var også forbi bryghuset, men der var mange mennesker og der er også lidt mere turistet, end de øvrige ølsteder vi besøgte. Folk kender Svaneke fra supermarkederne og de ligger da også helt i top over danske supermarkedscraft- bryggerier. Vi havde andre planer, end et heldagsbesøg, så det blev bare til en enkelt Rainy Day Stout, som var en rigtig fin stout, som ikke stak voldsomt ud, men som havde masser ristede noter af kaffe og malt, men som også bød på en del chokolade. Det var slet ikke så dumt.

En af smagsprøverne fra rundvisningen på Penyllan. Om jeg husker ret, så har jeg en ipa i glasset. Muligvis Beer Here Hopfix eller Hoppunch.

Turens klart største ølmæssige højdepunkter skulle findes på Tejn Havn, hvor Pennyllan holder til. Der sker vist ikke meget andet i Tejn, men som ølnørd, så er det bestemt et besøg værd. Ikke alene er øllet fremragende, men Jessica og Christian er også begge fantastiske mennesker, at være sammen med. Jeg var forbi to gange, en gang med familie og så en gang uden. Det første besøg var en tirsdag eftermiddag, hvor jeg sneg mig med på den ugentlige rundvisning og ølsmagning. Jeg tror det er første gang jeg har været til en smagning, hvor smageglasset var et 40 cl glas. Smagningen kostede 200 kroner og bød på rundvisning og fire smagsprøver. Christian gjorde dog klart fra start, at det bestemt var muligt med refills, så ingen behøvede gå tørstige fra smagningen. Jeg tror dog ikke, at nogen benyttede sig af det, altså udover mig, der vist fik at par ekstra smagsprøver både før og efter. Fru Ousen var i hvert fald ikke nødvendigvis rigtig imponeret over mit tidsforbrug eller de ekstra smagsprøver. Et godt råd er, at har man familie med, som ikke nørder øl helt enormt, eller bare er børn, så er det en god idé, at have delt sig op, hvis man vil deltage i smagningen. Tejn er, som allerede skrevet, ikke verdens mest spændende by, at slå to- tre timer ihjel i. Christian kom godt ind omkring ingredienser, bryggemetoder og generelle røverhistorier om øl og ølhistorie. Det var alt sammen helt som det skulle være. Selve smagningen bød på en fadlagret pilsner fra Penyllan, som var opkaldt efter Svanekes brygmesters nyligt afdøde mor Paula. En smuk gestus fra kollegaer, som havde lånt Svanekes pilsnergær til brygget. De næste to øl var fra Beer Here, en ipa og så Ammestout, som er en milkstout med nescafé, som ifølge Christian er den eneste “kaffe”, der fungerer i netop den øl. Selve smagningen sluttede med en tur i Penyllans barrel room, hvor vi havde et lille glas Nina med. Nina har jeg tidligere vrøvlet om ovre på Youtube. Selve rummet var mørklagt og kun oplyst med stearinlys. Det gav en fantastisk stemning, som næsten blev andægtig.

Nina i stearinlysets skær i Penyllans barrel room

Penyllan skiller sig klart ud blandt de bornholske bryggerier med fadlagringer og et ganske andet prisniveau, som følger med processen og den tid, som fadlagring kræver. I mine øjne er det noget af det mest spændende, som Danmark har at byde på for tiden. Samtidig brygges der også Beer Here, som på en eller anden måde er moderne old school med bitterhed og klarhed i deres ipa’er og stouts uden kage.

Dideriks i Sandvig er endnu et af de der steder, hvor udsigten bare tager kegler. Øllet var også ret fint.

Vi nåede desværre ikke omkring Rønne, udover da vi ankom til øen og da vi frolod den igen, så derfor kom jeg ikke omkring Small Batch. Det må blive næste gang. Jeg fik dog en ganske fin ipa/pale ale på Dideriks Veranda i Sandvig.

Udover øllet så lavede vi selvfølgelig en masse andet også og jeg vil meget gerne anbefale, at man smider 80 kroner pr. deltager efter rundvisningen Hammershus for børn og barnlige sjæle, særligt hvis man tilhører en af kategorierne. Jeg har tidligere besøgt ruinen, men har syntes at det var lidt kedeligt, men en levende guide, som undervejs gav os opgaver i fortællingen gjorde det meget spændende. Jeg fik f.eks. lov til at være Christian IV. Det er jo ikke så ringe endda.

MBCC2019: Lørdag

Mens vi venter på at komme ind

Det har taget lidt tid, men nu er jeg endelig kommet til tasterne igen. Jeg må være mindst et opslag eller to bagude, men jeg håber på, at jeg få rodet lidt bod på det nu. En del af problemet er, at det på en eller anden måde, ikke er helt så interessant at beskrive selve MBCC. Mine billeder bliver også sjældent rigtig spændende, men nu prøver jeg alligevel.

René og jeg skulle mødes med Niels Kristian fra A word on Beers og fulgtes dagen igennem med ham og hans kone. Begge var fremragende selskab. I år var selve køen ikke så slem, da man ret hurtigt kunne få sit armbånd på og komme ind og nyde en køøl eller to.

Årets første køøl var fra Loka Polly, der i mellemtiden har skiftet navn til Polly’s Brew Co. Uanset navnet, så var det en rigtig fin ipa.

Efter lidt køøl satte vi straks kursen mod bornholmske Penyllan, der var med for første gang. Vi fik hurtigt hilst på Jessica og Christian og fik naturligvis smagt på de to øl de havde med. De holdt begge to et ret højt niveau, hvilket også var forventet. Jeg glæder mig til at se dem og smage på deres øl igen i juli, hvor min og familiens ferie går til Sandvig. Peter fra The Master of Hoppets havde en samtale med Jessica til den blå session. Det er en ret fin samtale, som jeg synes I skal se her.

Angela og Freya var et par rigtig behagelig damer

Vi havde som sædvanligt ikke de helt faste planer omkring hvad vi skulle smage, så vi tog det ret stille og roligt og smagte på det vi kom forbi, selv om der da var bryggerier, som vi meget gerne ville forbi. Der var selvfølgelig nogen øl, som vi på baggrund af vores mangel på taktik ikke nåede at smage. Ærgerligt, men der var heldigvis rigtig meget andet godt.

I år var der for første gang desværre også decideret dårligt og kedeligt øl med. Hvorfor Mikkel Borg Bjergsø havde valgt at invitere et nordkoreansk bryggeri med til MBCC går simpelt hen over min forstand, for det var simpelt hen ikke værd at drikke nogen af de to pilsnere, som de havde med. Det var i hvert fald ikke her jeg blev overbevist om, at det er the year of the lager.

Den glade mand fra Taedonggang Brewing Co ville gerne stille op til foto og ville gerne prøve at fortælle om sit øl. Der var nu ikke meget godt at sige om det. Mikkeller må se et marked i Nordkorea eller en anden gimmick, som jeg har til gode at gennemskue.

Vi kom naturligvis forbi nogle af de sikre kort, som f.eks. Modern Times, der igen i år havde den fuldstændig fantastiske Monster Tones med. Den bliver jeg nok aldrig rigtig træt af, ligesom et besøg hos de gode folk hos Superstition Meadery altid skal besøges. De skuffede heller ikke i år, hvor de havde to mjød med, der hver for sig var rigtig gode, men som i et blend var fremragende. Hvis de sender det på gaden, så kan de bare tage alle mine penge. Af en eller anden grund, så ender jeg altid med at have nogen af de bedste oplevelser med mjød og andet, der ikke nødvendigvis er øl. Jeg fik også smagt på rigtig gode ting fra Fredriksdal og Cold Hand Winery.

Helt generelt set, så var det igen i år en helt gennemført fremragende dag, men jeg er faktisk ikke helt sikker på, at jeg har lyst til at deltage på alle sessions. En mere om fredagen kunne i teorien være helt ok, men så ville vi miste vores tur rundt i København fredag. Og det har vi ikke lyst til, når man nu ikke kan bruge hele ugen i København.

Jeg har med garanti glemt at nævne en masse menesker og en masse øl, men det hele er så koncentreret på de fire timer, som er til rådighed på en session, så det bliver hurtigt til nogle for korte samtaler og rigtig mange forskellige samples, men det er helt sikkert, at jeg kommer tilbage igen næste år, hvis ikke et eller andet går helt galt, for niveauet er tårnhøjt og ses ikke lignende i Danmark.

Video: Penyllan Nina

Jeg har brugt en mindre formue på de fire damer fra Penyllan og har haft Nina i glasset. Jeg tror faktisk ikke, at jeg helt fik udtrykt min begejstring nok, men jeg var faktisk ret begejstret. Jeg brugte åbenbart lidt længere tid end sædvanligt.